
Europa-Kommissionen har udbetalt 1,3 mia. DKK til Danmark, hvilket er den fjerde betaling under genopretnings- og resiliensfaciliteten (RRF). Faciliteten er kernen i NextGenerationEU, som støtter medlemsstaternes genopretning, økonomiske vækst og konkurrenceevne efter pandemien.
Denne udbetaling støtter investeringer i en række tiltag med fokus på bæredygtighed, herunder opførelse af 45 km cykelinfrastruktur, forøgelse af offshore-vindkapaciteten med 4 GW og fremme af den økologiske omstilling i offentlige køkkener.
Danmark indsendte sin fjerde betalingsanmodning under RRF til Kommissionen den 30. september 2025. Den har fem delmål og otte mål og omfatter én reform og 12 investeringer.
Kommissionen gav grønt lys til Danmarks betalingsanmodning den 4. november 2025. Efter at Rådets Finansielle og Økonomiske Udvalg har afgivet en positiv udtalelse, har Kommissionen udbetalt midlerne.
Danmarks samlede genopretnings- og resiliensplan vil blive finansieret gennem 1,6 mia. euro (ca.12 mia. DKK) i tilskud. Med dagens udbetaling har Danmark nu modtaget 78 % af planens samlede tildelte beløb, og Danmark har opfyldt 76 % af alle delmål og mål i planen.
Som det er tilfældet med alle medlemsstater, er betalingerne til Danmark under genopretnings- og resiliensfaciliteten resultatbaserede og betinget af en vellykket gennemførelse af landets nationale planer.
Med henblik på lukningen af faciliteten ved udgangen af 2026 skal medlemsstaterne gennemføre alle udestående delmål og mål senest i august 2026 og indgive de sidste betalingsanmodninger inden udgangen af september.
Et interaktivt kort med eksempler på reformer og investeringer, der støttes via RRF, er tilgængeligt online.
Der kan findes yderligere oplysninger om processen for RRF-betalingsanmodninger online
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 22. januar 2026
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark