Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark

Dansk statsstøtte på 29 mia. kr. godkendt

Kommissionen godkender dansk statsstøtte på 29 mia. kr., som skal fremme investeringer i kulstofopsamling og -lagring

  • Nyhedsartikel
  • 12. december 2025
  • Repræsentationen i Danmark
  • 2 min læsetid
Kommissionens pakken om emissioner og forurenende stoffer

Europa-Kommissionen har i henhold til EU’s statsstøtteregler godkendt en dansk støtteordning, på næsten 29 mia. DKK (3,8 mia. EUR), der skal fremme opsamling og lagring af biogene, fossile og atmosfæriske kulstofemissioner. Ordningen bidrager til, at Danmark kan nå sine klimamål i overensstemmelse med målsætningerne i aftalen om ren industri. Ordningen ventes at resultere i en årlig opsamling og oplagring af 2,3 mio. ton CO2 fra 2029-2044 eller i alt 34,5 mio. ton. I 2024 var de samlede CO2-emissioner i Danmark på 38 mio. ton.

Støtten vil blive givet i form at faste subsidier pr. ton opsamlet og oplagret CO2. Den vil blive givet gennem en udbudsprocedure baseret på princippet "pay-as-bid". Det betyder, at de subsidier, som en given støttemodtager får pr. ton, vil svare til det bud, som støttemodtageren afgav. Tilbudsgivere skal angive, hvor meget CO2, de vil opsamle og oplagre hvert år, og modtager ikke betaling for mængder, der overstiger det angivne. Der sker først betaling, når opsamlingen og oplagringen af CO2 er bekræftet.

Kommissionen har vurderet ordningen i henhold til EU’s statsstøtteregler, navnlig artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som giver medlemsstaterne mulighed for at fremme udviklingen af visse økonomiske aktiviteter på visse betingelser, og 2022-retningslinjerne for statsstøtte til klima, miljøbeskyttelse og energi, som giver medlemsstaterne mulighed for at støtte foranstaltninger til reduktion eller fjernelse af CO2-emission. Kommissionen fandt, at ordningen er nødvendig og hensigtsmæssig for at opnå de givne mål. Desuden fandt Kommissionen, at ordningen er proportionel, da den er begrænset til det nødvendige minimum og har begrænset indvirkning på konkurrencen mellem medlemsstaterne. Endelig vil støtten have en "tilskyndelsesvirkning", fordi støttemodtagere ikke ville foretage kulstofopsamling og -lagring uden den offentlige støtte. På det grundlag, godkendte Kommissionen den danske ordning efter EU’s statsstøtteregler.

Kilder

Publikationsdato
12. december 2025
Forfatter
Repræsentationen i Danmark