Ordningen har til formål at støtte husdyravlere i indførelsen af en mere klimavenlig mælkeproduktion, der reducerer metanemissionerne. Den vil bidrage til at opfylde det nationale bindende reduktionsmål for drivhusgasemissioner fra landbrugs- og skovbrugssektoren. Der vil blive ydet yderligere støtte til landbrugere, der forpligter sig til yderligere at reducere metanemissionerne ud over de obligatoriske standarder.
Ordningen løber indtil den 31. december 2027 og vil kunne anvendes af malkekvægsopdrættere i Danmark. Der ydes støtte i form af direkte tilskud, som dækker op til 100 % af de støtteberettigede omkostninger.
Kommissionen vurderede ordningen efter EU's statsstøtteregler, navnlig artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som giver medlemsstaterne mulighed for at støtte udviklingen af visse erhvervsgrene på visse betingelser, og retningslinjerne fra 2023 for statsstøtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter. Kommissionen fandt, at ordningen er nødvendig og hensigtsmæssig for at nå det tilstræbte mål, nemlig fremme af klimamålene i landbrugssektoren som fastsat i den fælles landbrugspolitik og fra jord til bord-strategien. Kommissionen konkluderede endvidere, at ordningen er forholdsmæssig, da den er begrænset til det nødvendige minimum og vil have en begrænset indvirkning på konkurrencen og handelen i EU. På dette grundlag godkendte Kommissionen den danske ordning i henhold til EU's statsstøtteregler.
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 6. september 2024
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark