Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel25. november 2021Repræsentationen i Danmark2 min læsetid

Dansk vinder af EU's pris til kvindelige innovatorer

Mathilde Jakobsen fra Danmark: Medstifter af og administrerende direktør for Fresh.land, en digital platform, der forkorter og digitaliserer fødevarekæden ved at tilbyde let adgang til kvalitetsfødevarer.

Vinderne af EU's pris til kvindelige innovatorer 2021

Det Europæiske Innovationsråds topmøde i Bruxelles offentliggjorde Europa-Kommissionen vinderne af dette års udgave af EU's pris til kvindelige innovatorer. Prisen tildeles de mest talentfulde kvindelige iværksættere, som har grundlagt en vellykket virksomhed og bragt innovation ind på markedet, fra hele EU og lande, der er associeret med Horisont Europa. Prisen finansieres gennem Horisont Europa og forvaltes af Det Europæiske Innovationsråd og SMV'er (EISMEA).

Vinderne, der er udvalgt af en jury bestående af uafhængige eksperter, er:

  • Merel Boers fra Nederlandene: Medstifter af og administrerende direktør for NICO-LAB, en virksomhed, der tilbyder frontteknologi for at hjælpe læger med at forbedre akutbehandling.
  • Mathilde Jakobsen fra Danmark: Medstifter af og administrerende direktør for Fresh.land, en digital platform, der forkorter og digitaliserer fødevarekæden ved at tilbyde let adgang til kvalitetsfødevarer.
  • Daphne Haim Langford fra Israel: Medstifter af og administrerende direktør for Tarsier Pharma, en virksomhed, der udvikler disruptive medicinske løsninger til behandling og helbredning af autoimmune og inflammatoriske øjensygdomme.

Alle vinderne vil modtage en pengepræmie på 100 000 EUR.

Endvidere vil prisen "Rising Innovator 2021", der tildeles en ekstraordinær innovator under 30 år, blive tildelt Ailbhe og Isabel Keane fra Irland, stiftere af Izzy Wheels. Deres virksomhed fremstiller moderne hjulbeskyttere til kørestole. Ailbhe og Isabel Keane vil modtage en pengepræmie på 50 000 EUR.

Margrethe Vestager, ledende næstformand med ansvar for et Europa klar til den digitale tidsalder, udtaler: "Prisen går til tre fantastiske kvinder, der anvender teknologier til at skabe positive forandringer i den verden, som vi lever i. Dette viser, i hvor høj grad innovation er løsningen på vores fremtids mest presserende udfordringer. Dette sender også et stærkt signal om, at vi har brug for mange flere kvinder i teknologisektoren. Tillykke til vinderne!"

Mariya Gabriel, kommissær med ansvar for innovation, forskning, kultur, uddannelse og unge, udtaler: "Det er et stort privilegium at overrække denne pris til sådanne ekstraordinære innovatorer. Vi håber, at dette års vindere vil bidrage til at ændre opfattelsen af innovation og bane vejen for flere kvindelige iværksættere i fremtiden."

Baggrund

En af Kommissionens største prioriteter er at opnå en Union med ligestilling, der fremmer ligestilling mellem kønnene på alle områder af livet. Kommissionen arbejder sammen med medlemsstaterne og de lande, der er associeret med Horisont Europa for at overvinde de hindringer, som kvindelige iværksættere møder, og bidrage til at skabe retfærdige, inkluderende og velstående innovationsøkosystemer i Europa.

EU's pris til kvindelige innovatorer blev først lanceret i 2011 og hylder kvindelige iværksættere, der står bag ved banebrydende innovationer. På denne måde søger EU at øge bevidstheden om behovet for flere kvindelige innovatorer og skabe rollemodeller for kvinder og piger overalt.

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
25. november 2021
Forfatter
Repræsentationen i Danmark