
Europa-Kommissionen har i henhold til EU's statsstøtteregler godkendt en dansk ordning på 1,04 mia. EUR (7,8 mia. DKK) til støtte for lodsejere, der forpligter sig til frivilligt at tage landbrugs- eller skovbrugsarealer ud af produktion for at reducere landbrugets emissioner.
Den danske foranstaltning
Danmark har underrettet Kommissionen om sine planer om at støtte lodsejere, der frivilligt indstiller landbrugsproduktionen på deres jord med henblik på at reducere landbrugets drivhusgasemissioner samt kvælstof- og fosforaflejringer i vandmiljøet. Projektet indebærer permanent ekstensivering af landbruget, hvilket betyder, at jorden ikke vil blive bearbejdet, og at der ikke vil blive anvendt pesticider eller gødning. Dette vil føre til genopretning af jordens naturlige hydrologi gennem etablering af vådområder. Dette vil igen medføre en reduktion af drivhusgasemissioner og udledning af kvælstof. For at opnå de ønskede virkninger kan projekterne støtte foranstaltninger såsom opsætning eller flytning af hegn for at muliggøre græsning med henblik på naturpleje og fremme af biodiversitet.
I områder med skovarealer, der indgår i sammenhæng med et landbrugsareal i afvandingsmæssig henseende, kan der ydes yderligere kompensation til lodsejere, der også tager skovarealer ud af produktion. Skovarealer, der er permanent udtaget, kan ikke inddrages i skovproduktionen igen, selv efter et ejerskifte, da målet er at opnå en langsigtet og varig miljø- og klimaeffekt.
De støtteberettigede omkostninger omfatter omkostningerne ved ikkeproduktive investeringer, en kompensation for det varige indkomsttab som følge af jordudtagning og de pålagte restriktioner samt rets-, administrations- og opmålingsomkostningerne i forbindelse med jordfordeling. Ordningen indgår i et dansk initiativ til finansiering af en betydelig arealomlægning med henblik på at skabe grundlaget for et godt vandmiljø, mindske klimapresset og samtidig give mere plads til naturen og bedre betingelser for biodiversitet og beskytte drikkevandet. Ordningen gælder indtil den 31. december 2030.
Under ordningen vil støtten tage form af direkte tilskud eller naturalieydelser såsom teknisk rådgivning eller køb af varer og tjenesteydelser. Der vil blive ydet støtte til lodsejere, som frivilligt tilslutter sig ordningen. Støtten vil udgøre op til 100 % af de støtteberettigede omkostninger.
Kommissionens vurdering
Kommissionen har vurderet ordningen i henhold til EU's statsstøtteregler, navnlig artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som giver medlemsstaterne mulighed for at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene på visse betingelser, og Retningslinjerne for statsstøtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter fra 2022 ("landbrugsretningslinjerne fra 2022").
Kommissionen fandt, at:
- foranstaltningen fremmer udviklingen af en erhvervsgren
- foranstaltningen har en tilskyndelsesvirkning, da projekterne ikke ville blive gennemført uden offentlig støtte
- foranstaltningen er nødvendig og velegnet for at nå de tilstræbte mål, og støtten opfylder de relevante betingelser i landbrugsretningslinjerne
- støtten er proportional, da den er begrænset til det nødvendige minimum, og den vil få begrænset indvirkning på konkurrencen og handelen mellem medlemsstaterne
- støtten har positive virkninger, der opvejer enhver potentiel fordrejning af konkurrencen og samhandelen i EU.
Kommissionen har på denne baggrund godkendt den danske ordning i henhold til EU's statsstøtteregler.
Baggrund
Landbrugsretningslinjerne fra 2022 indeholder retningslinjer for, hvordan Kommissionen vurderer, om statsstøtteforanstaltninger inden for sektoren er forenelige med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Retningslinjerne udgør en fleksibel og klar ramme, der skal hjælpe medlemsstaterne med at yde den nødvendige støtte og bl.a. bidrage til at nå den fælles landbrugspolitiks mål. Landbrugsretningslinjerne fra 2022 skal hjælpe medlemsstaterne med at udforme nationale foranstaltninger og opfylde de nationale mål og EU's mål med de lavest mulige omkostninger for skatteyderne og uden unødige konkurrencefordrejninger på det indre marked.
Yderligere oplysninger
Den ikkefortrolige version af afgørelsen vil kunne findes under sagsnummer SA.119017 i statsstøtteregistret på Kommissionens websted for konkurrence, når eventuelle spørgsmål om fortrolighed er afklaret. Nye offentliggørelser af statsstøtteafgørelser på internettet og i Den Europæiske Unions Tidende kan findes via Competition Weekly e-News.
Detaljer
- Publikationsdato
- 13. februar 2026
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark