Under ordningen vil støtten blive ydet i form af direkte tilskud. Ordningen gælder for virksomheder inden for alle sektorer, med undtagelse af virksomheder, som er aktive inden for finanssektoren. Støtten vil være tilgængelig for virksomheder, som i perioden fra 1. marts 2020 til 30. juni 2021 oplevede et fald i deres omsætning sammenlignet med samme periode i 2019, under forudsætning af, at regeringens restriktive foranstaltninger for at begrænse spredningen af virusset forbliver i kraft i perioden. Støttemodtagerne vil være berettigede til at modtage bistand i en kort overgangsperiode på op til én måned umiddelbart efter, at de pågældende foranstaltninger er ophævet. Ordningen vil ophøre tidligere, hvis de restriktive foranstaltninger ophæves. Støttemodtagerne vil modtage tilskud som en procentdel af deres faste omkostninger i den støtteberettigede periode, som er baseret på omfanget af det oplevede fald i omsætningen. Formålet med ordningen er at afbøde de økonomiske vanskeligheder og de pludselige likviditetsproblemer, som støttemodtagerne oplever som følge af regeringens restriktive foranstaltninger for at begrænse spredningen af virusset.
Kommissionen har konkluderet, at den danske ordning er i overensstemmelse med betingelserne i de midlertidige rammebestemmelser fordi støtten
(i) ikke vil overstige 100.000 euro pr. virksomhed, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter, 120.000 euro pr. virksomhed inden for fiskeri- og akvakultursektoren og 800.000 euro pr. virksomhed i alle andre sektorer
(ii) vil blive tildelt før 30. juni 2021.
Kommissionen har konkluderet, at foranstaltningen er nødvendig og hensigtsmæssig for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi og står i rimeligt forhold dertil i overensstemmelse med artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF og betingelserne i de midlertidige rammebestemmelser.
På dette grundlag har Kommissionen godkendt foranstaltningen i henhold til EU's statsstøtteregler.
Detaljer
- Publikationsdato
- 21. december 2020
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark