Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information11. marts 2022Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser fredag den 11. marts 2022



Dagens EU-tophistorier

Finansielle anliggender: ECB i kattepine overrasker med muligt rentehop i år
Flere af dagens aviser skriver om torsdagens møde i Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor ECB overraskede med at åbne for mulige renteforhøjelser allerede i slutningen af året. Det sker, på trods af at Ruslands invasion af Ukraine og de omfattende sanktioner har skabt stor usikkerhed om udviklingen i europæisk økonomi og risiko for en markant opbremsning i aktiviteten. Ledigheden i euroområdet er faldet til det laveste nogensinde, og ECB forventer et pænt vækstbidrag fra genåbningerne efter coronatiden og færre problemer med forsyningslinjerne. Samtidig forventer ECB, at inflationen vil ligge omkring målet på 2,6 procent i år, hvis man ser bort fra energi og fødevarer. Derfor afvikler centralbanken som forventet det pandemiske opkøbsprogram, der især har holdt hånden under de sydeuropæiske lande. Renten blev fastholdt på minus 0,5 procent på torsdagens møde, men formuleringen om, at renten kunne blive lavere, blev fjernet: Renten er på vej op. ECBs ledelse har tidligere fremhævet, at de europæiske inflationsudfordringer ikke er lige så store som de amerikanske, og at man derfor kan være meget mere tålmodig med at hæve renterne. Chefen for ECB, Christine Lagarde, lagde på gårsdagens pressemøde vægt på den enorme usikkerhed, som sanktioner og modsanktioner udgør. Der blev dog samtidig lagt vægt på, at den europæiske banksektor er stærk, og der ikke er trusler mod den finansielle stabilitet. På pressemødet efter Styrelsesrådets møde kom Christine Lagarde i krydsild på grund af særligt én sætning: "Enhver justering af ECB's rentesatser vil ske nogen tid efter afslutningen af vores APP-opkøbsprogram og vil blive gradvis," sagde hun. På spørgsmålet om, hvad hun lægger i vendingen "nogen tid efter", svarede hun: "Der kan være tale om dage, men der kan også være tale om måneder." ECB-formanden lægger ikke skjul på, at det ikke er alle i Styrelsesrådet, der er enige om den pengepolitiske kurs. "Nogle talte for, at vi intet skal foretage os, men vente og se tiden an. Andre, derimod, mener, at især inflationen kræver handling nu," sagde hun ved pressemødet.

Børsen og B.T. skriver, at renten steg efter udmeldingen om neddroslingen af de månedlige milliardopkøb af obligationer. I Danmark sluttede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 5 basispoint højere i 0,53 procent efter en stigning på hele 11 basispoint onsdag. "Dagens pressemeddelelse bød på en overraskende høgeagtig udmelding fra banken. Det er en markant opstramning af retorikken, som viser, at ECB nu tager inflationstruslen alvorligt," siger cheføkonom i Nordea Helge Pedersen. Ifølge Børsen tabte Euroen også højde. Kort efter rentemeddelelsen styrkedes euro til 1,1120 dollar, men henover dagen svækkedes den fælleseuropæiske valuta til 1,1019 dollar mod 1,1050 dollar onsdag eftermiddag.

I Børsens leder kan man i dag blandt andet læse: "Det flotte billede af dansk økonomi risikerer imidlertid at krakelere. For samtidig med, at beskæftigelsen sætter rekord, er priserne hastigt på vej op. Nye tal viser, at inflationen i februar nåede op på næsten 5 procent Det er den højeste inflation i mere end 30 år. [...] Her er rigeligt tryk på kedlerne, så en smule forbrugstilbagegang undergraver ikke nødvendigvis opsvinget. Men politisk kan den stigende inflation vise sig at blive en meget reel modvindsfaktor for regeringen. Stigende priser er noget, vi vælgere nemt kan forholde os til, og selvom inflationen ikke i første omgang er regeringens ansvar, så kan det blive opfattet sådan. [...] Den amerikanske præsident Biden har haft trådt for voldsomt på den finanspolitiske speeder, og centralbankerne blev for langsomt opmærksomme på coronakrisens og den ekspansive økonomiske politiks inflationseffekter. Selvom den amerikanske centralbank sandsynligvis hæver renten i næste uge, har centralbankerne ikke reageret i tide. Det gælder også Den Europæiske Centralbank, som godt nok ændrede kursen en smule på rentemødet torsdag, men som fortsat signalerer negative renter længe endnu. Det er ikke sundt, når inflationen er på 6 procent i Europa og 8 procent i USA.
Kilder: Berlingske, s. 10-11; B.T., s. 2; Jyllands-Posten, s. 16, 24; Børsen, s. 8, 35, 38, 44

Udenrigspolitik: Mette F: "Der kommer til at ske kæmpestore forandringer"
Flere af dagens aviser skriver om de eksisterende samt kommende sanktioner mod Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine. På et EU-topmøde diskuteres i disse dage mulige sanktioner mod Rusland. Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) bliver et flyveforbud over Ukraine dog ikke drøftet. "Lige præcis det er ikke på bordet,” siger statsministeren adspurgt til et flyveforbud. ”Et flyveforbud vil indebære, at Nato eller en anden part beslutter sig for at indføre og håndhæve, at der ikke må være fly i luften over Ukraine," siger hun. Luftrummet er allerede tømt for kommercielle flyvninger. Dermed vil opgaven primært bestå i at afvise og potentielt skyde militærfly - sandsynligvis russiske - ned. Ukraines regering har gentagne gange bedt NATO om at indføre et flyveforbud, hvilket Nato har afvist. I forhold til andre sanktioner bliver det ifølge statsministeren en større diskussion, hvordan Europa omstiller sig til en ny tid med sanktioner mod Rusland. "Jeg tror, at der kommer til at ske kæmpestore forandringer. Vi vil nu være uafhængige af russisk gas. Det er kæmpestore beslutninger, der skal træffes nu. Udbygning af vedvarende energi. Koble vores infrastruktur sammen," siger hun.

Politiken skriver, at også Storbritannien indfører flere og flere sanktioner mod Rusland. Senest er den russiske oligark og ejer af fodboldholdet Chelsea FC, Roman Abramovich, som har tætte bånd til Putin, kommet på sanktionslisten. Ejeren af fodboldklubben Chelsea får dermed indefrosset sine værdier, får forbud mod at handle med britiske virksomheder og forbud mod at rejse ind i Storbritannien. "Dagens sanktioner er de seneste skridt i Storbritanniens urokkelige støtte til det ukrainske folk. Vi vil være skånselsløse i jagten på dem, der muliggør drab på civile, ødelæggelse af hospitaler og illegal besættelse af suveræne allierede," siger premierminister Boris Johnson i en pressemeddelelse.

Berlingske bringer en kommentar skrevet af Bernard-Henri Lévy, Sean Penn, Salman Rushdie og Sting. De skriver blandt andet: "Præsident Volodymyr Zelenskyj er beundret af alle for sin modstandvilje, heltemod og ukuelige loyalitet over for demokratiske værdier. Og det har stillet Europa såvel som USA over for et politisk og moralsk ansvar, som er større end nogensinde. Vi, der har underskrevet denne tekst, er forfærdede over den vold, som de russiske besættelsesstyrker anvender over for civilbefolkningen. [...] Vi, der har underskrevet denne tekst, hilser sanktionerne mod Rusland velkomne, som de er vedtaget i Den Europæiske Union, USA, Canada, Japan og andre lande. Men mere er krævet, og derfor opfordrer vi vores regeringer til at gå skridtet videre, øge presset og gribe til nye forholdsregler. [...] Verdenssamfundet bør overveje og studere alle procedurer, der kan føre til en anklage om krigsforbrydelser rettet mod Putin og hans håndgangne mænd. [...] Informationer fra vestlige banker og efterretningstjenester om russiske oligarkers formuer af tvivlsom oprindelse bør i videst muligt omfang formidles til den russiske offentlighed. [...] Flyselskaber er én ting, men som det næste bør alle transport- og logistikselskaber under russisk flag og alle firmaer registreret i Rusland nægtes adgang til de europæiske og amerikanske markeder. [...] Europæiske, amerikanske og allierede selskaber bør ophøre med alle former for samhandel med Rusland, uanset omkostningerne. [...] Microsofts tjenester og systemer skal blokeres i hele Rusland, og cloud-tjenester skal gøres utilgængelige fra Rusland. [...] Import af russisk olie bør suspenderes overalt i Europa. I stedet bør der tages skridt til at sprede og sikre mangfoldighed i energikilderne."

I Informations leder under overskriften "Frihedens pris", kan man blandt andet læse: "Vi kan roligt klæde os varmt på i Europa - konkret og mentalt. For med Putins brutale krig i Ukraine står vi i en iskold tid, hvor fascistisk tankegods, geopolitiske jordskred, økonomiske krisetegn og nødvendige opgør med den fossile tidsalder vælter ind over os på én gang. [...] Vesten har ikke blandet sig direkte militært i krigen for at undgå en uoverskuelig eskalation. Desto mere er vi moralsk tvunget til at skrue op for sanktionerne og afskære Putin fra de milliarder, som hans regime dagligt tjener på at sende energi til Vesten. [...] Som nettoeksportør af energi kan USA relativt let gøre sig uafhængig af Ruslands energi. I EU er det langt sværere. EU-Kommissionens plan er, at vi skal sænke gasimporten med to tredjedele i løbet af 2022. Også kul- og olieimporten fra Rusland skal neddrosles både ved at skære drastisk ned på forbruget og søge andre leverandører. [...] Allerede ved det igangværende EU-topmøde ser vi konsekvenserne. Macrons dagsorden om langt mere "strategisk autonomi" i EU er nu akut og kalder på hasteoperationer på den europæiske økonomi. Her står Tyskland med sin høje afhængighed af Putins energi under pres fra Sydeuropa: I tyskere får en nådesfrist til at afvikle den russiske energi. Derimod kræver vi nye fælles gældsoptag, som Tyskland borger for. [...] Friheden har en pris, og den må vi alle betale. Individuelt ved at spare på energien. Men også ved individuelt og som samfund at klæde os varmt på, ikke mindst mentalt, så vi ikke går i panik, når vores økonomier ryster af de svære tider. Vores og ukrainernes frihed er det værd."

Weekendavisen bringer en kommentar af Jørgen T. Karlsen, lærer og tidligere seniorrådgiver i Udenrigsministeriet. Han skriver blandt andet: "EUs sanktionspolitik mod Rusland er dødsensfarlig. Europakommissionen melder nu ud, at vi allerede inden årets udgang skal have skåret to tredjedele af gasimporten fra Rusland. [...] Har kommissionen totalt mistet jordforbindelsen? Det er en 30-procents reduktion af Europas gasforbrug. Det vil skabe en voldsom recession i Europa med lukkede industrier, arbejdsløshed og kolde radiatorer ude i de europæiske hjem. [...] Vi vil igen få en opdeling af Europa. Vi vil igen leve i frygt for, at en lille fejl kan udløse en atomkrig. Rusland vil vende sig mere mod Kina, som hellere end gerne vil have den russiske energi og de råstoffer, Europa ikke køber. [...] Vi må og skal undgå denne situation, og den eneste måde er samhandel. Vi skal gøre det klart for Rusland, at vi gerne vil købe russisk gas, mineraler og hvede - samtidig med at vi sælger vores varer til dem. EU og USA har vist, at røde linjer kunne overskrides uden konsekvenser, og vi har ikke haft en seriøs politisk dialog med Kreml."

I en analyse i Weekendavisen skrevet af journalist, Frede Vestergaard, kan man i dag blandt andet læse: "I tirsdags lød det fra både USA, Storbritannien og EU-Kommissionen, at importen af olie og gas fra Rusland snarest muligt skal begrænses og helst stoppes. Rusland indkasserer 75-100 milliarder dollar om året ved at eksportere olie og især gas til EU-landene. 36 procent af det russiske statsbudget finansieres af olie- og gaseksporten. [...] Russerne kalder det økonomisk krigsførelse, og præsident Putin ventes at komme med en reaktion på beslutningerne, måske i dag, fredag, hvor EU-landene afslutter deres topmøde på Versailles-slottet, hvor de taler om situationen i Ukraine og konsekvenserne for EU. [...] Den for Rusland altafgørende eksport af olie og gas, som tegner sig for to tredjedele af Ruslands eksport, og som derudover stort set kun omfatter uforarbejdede råstoffer, bliver først nu ramt af sanktioner. Bortset fra at den nyligt færdigbyggede 11 milliarder dollar dyre Nord Stream 2 endnu ikke har fået tysk tilladelse til at sende gas til Tyskland og måske aldrig kommer i brug. [...] Spørgsmålet kan blive, hvem der kommer først med at lukke for gassen. En russisk politiker luftede advarende forleden ideen om, at Rusland jo kan lukke for gassen til Europa, før EU er klar til at lukke for gassen fra Rusland. Det vil virkelig medføre voldsomt store problemer for ikke mindst Tyskland og Italien. Timmermans energiforslag bygger blandt andet på større import af flydende naturgas (LNG), støtte til større produktion af biogas fra landbruget i EU og stærkere fremme af vind- og solenergi. [...] Fra EU-side har man ellers i årevis talt om at blive mindre afhængig af den russiske gasimport, men det er ikke sket. Angela Merkel pressede ikke på. Rusland er et stort tysk eksportmarked. Tværtimod har Tysklands klimapolitik og energiomstilling med lukning af flere kulfyrede kraftværker og kernekraftværker igennem de sidste ti år øget afhængigheden af russisk gas for at sikre elproduktionen, der i Tyskland efterhånden i udstrakt grad bygger på ustabil vindkraft."
Kilder: Berlingske, s. 4, 38; Information, s. 16; Politiken, s. 9, 15; Weekendavisen, s. 13, 15

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: I krig for Bruxelles
I en kommentar i Information skriver Christian Holst Vigilius, kandidat til formandsposten i Konservativ Ungdom, blandt andet: "Der har hidtil været bred konsensus om, at forsvarsforbeholdet ikke var nogen hindring for at føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi ville, og det er blevet understreget et utal af gange, at det er NATO og kun NATO, som er garant for vores sikkerhed. Lige siden Danmark trådte ind i EF i 1973, er danskerne blevet lovet, at EU-samarbejdet først og fremmest skulle være et frihandelssamarbejde og ikke ville udvikle sig mod en føderal union. Så hvad skal folkeafstemningen til for? Personligt gruer jeg for den valgkamp, vi går i møde, som alt andet lige vil medføre polarisering og splittelse i en situation, hvor vi burde stå sammen om at styrke Forsvaret og vores samarbejde i NATO. [...] Det er, som om det af mange politikere opfattes som illegitimt at være EU-skeptisk og bekymrede for, om Danmarks selvbestemmelse bliver respekteret. Men er det egentlig ikke rationelt at være skeptisk med tanke på EU's udvikling de seneste årtier? [...] En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil alt andet lige betyde, at Danmark i højere grad lader sin forsvarspolitik diktere af EU - hvis ikke formelt, så i hvert fald uformelt. Når det gælder Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, er det nationalstaten alene, der skal træffe beslutningerne. Det er nemlig alene den danske stat, der har demokratisk legitimitet i befolkningen og danske interesser for øje, når det kommer til at tage beslutninger, der potentielt set gælder danske soldaters liv. [...] EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU's udenrigschef, Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har tidligere givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette. Selvfølgelig skal vi investere massivt i det danske forsvar og leve op til vores NATO-forpligtelser, for NATO er garanten for vores sikkerhed. På sigt skal vi muligvis også have mere sikkerhedspolitisk samarbejde på europæisk niveau, men det bør ikke foregå gennem en politisk union som EU, hvor blandt andet Storbritannien ikke er medlem."

I Weekendavisens leder kan man blandt andet læse: "Selvfølgelig skal Danmark skrotte forsvarsforbeholdet. Sådan har det været, siden vi indførte det for 30 år siden. Og sådan er det i dag. [...] Dets formål har fra begyndelsen været at undgå en ny europæisk krig med et samarbejde, der gør væbnet konflikt utænkelig. Ruslands brutale overfald på Ukraine, et europæisk land med europæiske borgere, minder om noget, vi havde fortrængt. [...] Bidrage til Europas selvforsvar gør EU i forvejen, indadtil og udadtil. Det er derfor, Vladimir Putin gør så meget ud af at ignorere Unionen, han tager end ikke navnet i sin mund, og kernen i russisk udenrigspolitik har overhovedet været at forsøge at splitte EU. Det er derfor, alle tidligere østbloklande ønsker EU-medlemskab plus Ukraine, Georgien og Moldova. Hverken de eller Putin har nogensinde troet, at EU ”bare er et udvidet handelssamarbejde”. Det er også derfor, at de seneste 14 dages beslutninger om sanktioner mod Rusland fra et enigt EU har været så skelsættende. TIL folk, der er i tvivl, kan man sige dette: Forbeholdet blev indført i 1992, tre år efter Berlinmurens fald. Det var netop hér og i de følgende år, at vi europæere glemte, at krigen er det europæiske samarbejdes udgangspunkt."

Jyllands-Posten bringer et læserbrev af Henrik Petersen, cand.mag., oversætter. Han skriver blandt andet: "Hvor er det tarveligt og usselt, men desværre også helt igennem forventeligt at opleve regeringen og en håndfuld anløbne partier vælge at udnytte forfærdelsen over Putins krig i Ukraine til at luske en afstemning om Danmarks EU-forsvarsforbehold igennem. Det danske forsvarsforbehold må under ingen omstændigheder afskaffes. Danmark skal ikke knyttes endnu tættere til det spirende diktatur i EU. Vi må ikke på nogen måde løbe risikoen for at blive sendt i krig af udrangerede politikere som Ursula von der Leyen eller Federica Mogherini. [...] Danmark må aldrig sætte sig selv i en situation, hvor landet tvinges til at bidrage til en intern borgerkrig i EU. Danmark styrker ikke Nato ved at rende ærinder for EU. Skal Danmark sendes i krig, må det udelukkende ske som et led i rent selvforsvar inden for rammerne af Nato."

I et debatindlæg i Information skriver journalist Georg Metz blandt andet: "I den situation, hvor alt er på spil, og et spinkelt håb i frygten består i, at nogen fjerner den dystre diktator, hvad tilsyneladende ingen har mod eller vener nok til at gøre, foreligger trods alt, trods alt et mere realistisk håb i den forestilling, at forenede reaktioner og bestræbelser i et forenet Europa uden sværmeriske forbehold sammen med USA, ikke underlagt USA, svarer og taler med fælles stemme, og risikoen for fejlskud og fejltolkede hensigter mindskes for den besatte mand i Kreml og hans trynede hird. Det danske forbehold på forsvarsfeltet - som de øvrige sære af slagsen - kan kun, set fra den forkerte kant, udtydes som nyttig slinger i valsen. Forbeholdet opfattes næppe udadtil og i en større sammenhæng som Danmarks stolte nej til at opgive vitale dele af den suverænitet, landet på den store klinge i nævneværdigt omfang ikke i forvejen ejer. Fortæller man forstandige småstatsfolk i Holland, Belgien og Luxembourg den historie, dør de af grin. Suverænitet. Hva' for én? [...] Med den determinerede råhed, der lægges for dagen over for et mishandlet folk, er NATO ikke tilstrækkelig - ikke i en konflikt, der i årevis skvulper over igen og igen, men skal kombineres med alle sikkerhedspolitiske muligheder. En Europahær bliver det lige så lidt som det arrogante skræmmefantom af en sådan styrke under en eller anden tosset italiensk general. Uanset demagogiske opråb om det modsatte bestemmer landene over egne styrker og har vetoret. Det er og bliver ikke EU, der bestemmer, eller NATO, der bestemmer, men medlemmerne."

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Jonas Schmidt blandt andet: "Vi skal nu til afstemning 1. juni om, hvorvidt vi skal bevare eller skrotte forsvarsforbeholdet. Argumenterne for at droppe forsvarsforbeholdet lyder, at 'vi skal være med, hvor tingene sker', og 'vi skal sidde med ved bordet'. En dybt forenklet argumentation i en meget alvorlig debat! Vi har med forsvarsforbeholdet ret til at sige nej! Danmark deltager allerede frivilligt i flere af EU's projekter med vores militær. Vi er allerede med, hvor tingene sker, og for en sjælden gangs skyld er det heller ikke en fordel at sidde med ved bordet. EU's fælles forsvar har minimal indflydelse på vores sikkerhedspolitik, da den er dybt forankret i Nato-samarbejdet. [...] Nato er verdens største og stærkeste forsvarssamarbejde, og vi har slet ikke brug for en dyr og - ved siden af Nato - ubrugelig EU-hær."
Kilder: Information, s. 2, 13; Weekendavisen, s. 14; Ekstra Bladet, s. 16; Jyllands-Posten, s. 27

Migration: Intense drøftelser om, hvordan ukrainerne konkret skal hjælpes
Flere af dagens aviser skriver om den massive flygtningestrøm fra Ukraine til blandt andet Danmark. I Berlingske kan man læse, at det bliver en kæmpeopgave for kommunerne når potentielt tusindvis af flygtninge fra Ukraine kommer til Danmark. Derfor skal en aftale på plads hurtigst muligt. De ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark, skal hurtigst muligt have hjælp til at komme på plads i det danske samfund - til at finde en bolig, et arbejde og en skole til deres børn. Repræsentanter fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og kommunernes interesseorganisation har i denne uge haft intense drøftelser om, hvordan man konkret kan hjælpe flygtningene. For det første skal regeringen sikre, at kommunerne får flere midler. For uden ekstra penge kan kommunerne ikke hjælpe de flygtninge, der ventes at komme - og allerede er kommet - hertil. For det andet skal der udarbejdes en fordelingsnøgle, så det står klart, præcis hvor mange ukrainerne de enkelte kommuner kan tage imod. Og for det tredje skal kommunerne have muligheden for at slække på en række bureaukratiske bindinger, der vil umuliggøre opgaven med at integrere de ukrainske flygtninge. "Det er jo ikke sådan, at vi har hænder og hoveder, der ikke er beskæftiget inden for de her velfærdsområder. Så vi får et stort behov for at frigøre nogle ressourcer, så vi kan løse den her store opgave, som vi står over for. Det har været et meget, meget sammenpresset forløb. Men alle har en meget stærk vilje til at få det her på plads, så vi kan lykkes. Men der er meget, meget stor travlhed med at få det på plads," siger Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening. Lovforslaget ventes at blive endeligt vedtaget i næste uge.

Politiken har talt med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om særloven for ukrainske flygtninge, som inden længe skal vedtages i Folketinget. Han fortæller, at det ville give et voldsomt pres på asylsystemet, hvis alle ukrainere skulle have en individuel behandling. Han mener derfor det er nødvendigt at forskelsbehandle flygtninge, så ukrainere får lettere ved at få opholdstilladelse. Det har ført til voldsom kritik fra støttepartier, men det er med åbne øjne, at regeringen vil forskelsbehandle flygtninge. "Det er forskelsbehandling, men jeg synes ikke, det er diskriminerende. Det er sagligt begrundet i, at mængden af mennesker, der kommer nu, er så voldsom, at det ellers ville overbelaste systemerne," siger Tesfaye til Politiken. Han mener at det også har betydning, at Ukraine ligger tæt på Danmark. Derfor mener han, at særloven flugter med, at flygtningene skal hjælpes i nærområderne. "Det har betydet omlægning af vores udviklingsbistand og flere økonomiske midler til at hjælpe flygtninge tæt på konflikterne. Det kan være tæt på Syrien, tæt på Afghanistan, andre steder. Det er præcis den samme politik, vi forfølger nu. En nærområde-politik. Det er så ikke ved at sende midler, men det er ved at åbne dørene," siger han. Selv om Enhedslisten og Radikale Venstre har kritiseret særloven, er partierne sammen med SF, Venstre, Liberal Alliance og Kristendemokraterne en del af flertallet bag aftalen. Ifølge aftaleteksten skal særloven sikre, at ukrainerne hurtigst muligt får et opholdsgrundlag og herunder adgang til uddannelse, sundhedsydelser og arbejdsmarkedet. Rosa Lund, udlændingeordfører for Enhedslisten, mener ikke, at Tesfayes argumenter holder. "Det er et argument for, at vores system er dårligt. Det, Mattias Tesfaye burde spørge sig selv om, er, hvorfor det nuværende system er godt nok til mennesker fra Syrien, Afghanistan og Somalia, som jo også er flygtet fra krig og ødelæggelse, men ikke godt nok til ukrainerne. Det viser, at det system, vi har i dag, ikke kan holde til flygtningestrømme, og derfor er vi nødt til at lave det om," siger hun.

Eva Branson, MA-studerende, Københavns Universitets Centre for Advanced Migration Studies (AMIS), skriver i en kommentar i Politiken blandt andet: "Regeringen har foreslået, at ukrainere på flugt skal få samme rettigheder i Danmark som EU-borgere og tildeles opholdstilladelse i et eller to år, hvilket potentielt overstiger varigheden af nogle tidligere flygtninges opholdstilladelser. [...] I årevis har danske regeringer formet Danmarks asylpolitik med henblik på at tiltrække så få asylansøgere som overhovedet muligt, og så sent som i januar 2021 satte den nuværende regeringen et mål om nul asylansøgere. Danmarks selvproklamerede fjendtlighed over for asylansøgere og flygtninge har fået skarp kritik af flere ngo'er samt EU og FN. [...] Når et helt system bevidst og systematisk fejler i forhold til en hel gruppe mennesker, er det ikke i stykker: Det virker, lige præcis som det skal. Regeringens hastværk for at lave en særlig status for ukrainerne viser derfor, at vi er gået for langt i vores bestræbelse på at afskrække mennesker på flugt, når ukrainerne, som åbenlyst fortjener hjælp og beskyttelse, ikke kan få det uden en særlov."

Weekendavisen bringer en analyse skrevet af Thomas Gammeltoft-Hansen, professor mso i migration og flygtningeret. Han skriver blandt andet: "Ikke siden Anden Verdenskrig har Europa modtaget så mange flygtninge på så kort tid. Alligevel har de politiske reaktioner blandt modtagerlandene været næsten entydigt positive. Selv Ungarn og Polen, der betragtes som EUs absolutte hardliners på udlændingeområdet, har holdt grænserne til Ukraine åbne. Polen alene har de seneste to uger modtaget over 1,2 millioner flygtninge - næsten lige så mange, som der ankom til hele EU i rekordåret 2015. Et enstemmigt EU har samtidig aktiveret et 20 år gammelt direktiv, der giver alle ukrainere midlertidig beskyttelse i op til tre år uden forudgående asylbehandling. [...] Så hvorfor vælger europæiske lande at åbne armene for nogle flygtninge, mens man gør alt for at lukke andre ude? Danske politikere har peget på, at Ukraine er en del af EUs nærområde, og at ukrainerne i højere grad ligner os selv, hvilket skaber større folkelig opbakning. [...] Skal man forstå Europas umiddelbare håndtering af de ukrainske flygtninge, er to forhold i særlig grad afgørende. Det første handler om den udenrigspolitiske kontekst, der historisk har spillet en vigtig rolle i forhold til modtagerlandenes indstilling. Flygtningestrømmen på baggrund af den russiske militærinvasion i Ukraine trækker spor tilbage til Den Kolde Krig, hvor det at modtage flygtninge fra ens politiske modstandere var ensbetydende med at score ideologiske point. [...] EUs nuværende regler betyder, at fordelingen af asylansøgere i vidt omfang pålægges de første ankomstlande. I forhold til krisen i Ukraine får flygtninge for første gang i nyere tid selv mulighed for lovligt at søge mod det EU-land, de ønsker at opnå beskyttelse i. Mange vil formentlig søge mod lande, hvor de i forvejen har et netværk - det gælder ikke mindst lande som Polen, der de senere år aktivt har forsøgt at tiltrække ukrainske arbejdstagere. [...] Det bliver også afgørende, hvorvidt EU formår at sikre håndfast solidaritet og bistand til lande som Polen, der indtil videre har taget mod størstedelen af de ukrainske flygtninge."
Kilder: Berlingske, s. 6, 22; Politiken, s. 6; Weekendavisen, s. 15

Andre EU-historier

Kultur: Et folkeslag under lup
Weekendavisen skriver i en leder blandt andet: "Hvis der indtil for nylig stadig fandtes typer, som kunne finde på at påstå, at sport og politik ikke hænger tæt sammen, er de blevet tavse. En enig branche har taget stilling og sat lighedstegn mellem den førte politik ude i verden og legitimiteten på banen; mellem udøver og nation. Det var ikke Qatars migrantslaver, ikke de saudiske sportsmæceners partering af journalisten Jamal Khashoggi, men den russiske invasion af Ukraine, der antændte den ild, som efterhånden ligner en global steppebrand. [...] Eksklusionen foregår på alle niveauer. Der er aflysningerne af stævner og kampe, der skulle have fundet sted på russisk jord; der er udelukkelsen af russiske hold og nationalmandskaber; og så er der også et ærekært pincetgreb, som dissekerer enhver etnicitet på jagt efter selv den mindste russiskhed. Til den sidste kategori hører Pål Trælvik, generalsekretær for børneturneringen Norway Cup, der nåede at meddele, at han hverken ønskede at se russiske eller belarusiske børn på fodboldbanerne til sommer. Siden er han vist kommet i tvivl. [...] Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har smidt Moskva-klubben Spartak ud af Europa League og frataget Sankt Petersborg finaleværtskabet i Champions League. Det sidste på trods af, at det russiske gasselskab Gazprom er en af turneringens hovedsponsorer og lægger et beløb svarende til en kvart milliard kroner om året. [...] Mens sportens myndigheder agerer storpolitisk, blander politikerne sig nu også gladeligt i sporten. Især Vestens kultur- og sportsministre har stået på tæerne af hinanden for at fremstå mest indignerede og handlekraftige. »De skal efter min mening ikke kunne deltage. De repræsenterer et land, som har invaderet er frit demokratisk land i Europa. Mere alvorligt bliver det ikke,« sagde den danske kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), til B.T. om de russiske sportsfolk. Sveriges sportsminister, Anders Ygeman, er på linje med Halsboe-Jørgensen og har indstillet til sine kolleger i Ministerrådet i EU, at alle russere udelukkes fra alting. Politisk styring af sporten er tilsyneladende ikke længere et fyord."
Kilde: Weekendavisen, s. 7

Udenrigspolitik: EUs Batman har fået sin Robin
Aske Munck, journalist på Weekendavisen, skriver i en analyse blandt andet: "Tysklands nye udenrigspolitik er en mindre revolution i EU. Men Frankrig er stadig EUs førende militærmagt, og snarere end at svække Frankrig vil det styrke samarbejdet. [...] I Frankrig var man ikke sen til at hilse kovendingen velkommen, for i Paris har man længe været mindst lige så irriteret over den fodslæbende tyske politik over for alt, der har med militær og væbnede operationer at gøre, som tyskerne har været over franskmændenes evindelige forsøg på at føre EU i en mere aktivistisk retning. Det udenrigspolitiske samarbejde mellem Frankrig og Tyskland i EU har længe været hæmmet af det umulige kompromis mellem Tysklands attentisme (afventen) og Frankrigs utålmodighed. [...] For det første er der spørgsmålet om Emmanuel Macrons person. I modsætning til flere af sine forgængere er han ikke drevet af et idiosynkratisk tunnelsyn, der kredser om fransk grandeur og landets 'rang' eller 'retmæssige plads i verden', men er derimod en udenrigs- og sikkerhedspolitisk novice. [...] Og hvis han har forsøgt og fortsat forsøger at mægle mellem Rusland og Ukraine ved at tale med både Putin og Zelenskyj, er det både, fordi Frankrig har det roterende EU-formandskab - og fordi ingen andre gjorde forsøget (og nej, det vil sikkert heller ikke skade hans chancer for et genvalg til præsidentposten i april). [...] Den franske udenrigspolitiske erfaring er langt større end den tyske: Frankrig har en lang historie med en stærkt interventionistisk udenrigspolitik og er ikke bange for at sende soldater ud af landet (eller for at se dem vende hjem i ligposer), og på de franske militærakademier læser man de samme værker om krig og geopolitik af von Clausewitz, Aaron og de Gaulle, som man gør på de russiske. [...] Men der er umiddelbart intet, som tyder på, at Tysklands strategiske ændring truer Frankrig. Tværtimod virker det, som om Macrons og Scholz' ambitioner er fuldstændig sammenfaldende og velsynkroniserede. Og for første gang i EUs historie mere pragmatisk europæiske end strengt fokuserede på nationale interesser."
Kilde: Weekendavisen, s. 10

Klima: Concito: Hvis Danmark vil stoppe Putin og klimakrisen, er det i EU, slaget skal stå
I et debatindlæg på Altinget af Jens Mattias Clausen, programchef for EU og ansvarlig for COP-forhandlinger, kan man blandt andet læse: "Det nationale sikkerhedspolitiske kompromis, der i søndags blev lanceret af statsministeren, flankeret af fire andre partiledere på tværs af midten, indvarslede ikke blot en ny æra i udbygningen af dansk militær. Det var også startskuddet til et endeligt opgør med russisk gas. Energipolitik har i lang tid været sikkerhedspolitik, men hele Europa står nu på en brændende platform, der kræver øjeblikkelig handling. Selvom aftalen primært kredser om, hvad vi skal gøre i Danmark, er aftalepartierne også enige om at arbejde for fælleseuropæiske tiltag. [...] Da EU-Kommissionen i tirsdags fremlagde en plan for, hvordan et samlet EU kan udfase brugen af russisk gas, var det da også imødeset med stor spænding. REPowerEU, som planen er blevet døbt, skitserer en række konkrete indsatsområder, der tilsammen har potentialet til at reducere gasimporten fra Rusland med to tredjedele allerede i år og udfase den helt et godt stykke tid inden 2030. I 2021 stod russisk gas for cirka 45 procent af EU's gasimport. [...] Man understreger også behovet for bedre forbindelser mellem EU-landene for at sikre et mere modstandsdygtigt og fleksibelt europæisk energisystem. Lige nu er der eksempelvis en flaskehals i elnettet i Nordtyskland, der besværliggør eksporten af dansk vindmøllestrøm. [...] Men det er altså nu, i denne historisk afgørende situation, hvor selve Europas energiforsyning står over for en korsvej, at Danmark skal tage grønt lederskab. Vi må udvælge nogle prioritetsområder, hvor vi har en særlig viden eller ekspertise, og søsætte progressive alliancer, der kan drive EU i den rigtige retning. Vi er eksperter i energieffektivitet og vedvarende energi, så hvorfor ikke sætte os i spidsen for arbejdet med at styrke de afgørende direktiver her, der med Ruslands invasion har fået yderligere strategisk betydning?"
Kilde: Altinget

Klima: Venstre: Gas fra Nordsøen skal gøre Danmark uafhængig af russisk energi
Altinget bringer et debatindlæg af Carsten Kissmeyer, medlem af Folketinget for Venstre. Han skriver blandt andet: "Efter Ruslands koldblodige invasion af Ukraine er energipolitik og sikkerhedspolitik med ét blevet uadskillelige. Nu handler energipolitik ikke længere kun om at beskytte klimaet, men også om at beskytte vores egen sikkerhed og uafhængighed. Tiden kalder på en oprustning, der ikke blot er militær, men som også er grøn. Derfor skal Danmark og EU hurtigst muligt gøre sig fri af russisk gas, samtidig med at vi drastisk mindsker vores CO2-udledning. [...] Det er også nødvendigt, at vi undersøger mulighederne for at erstatte russisk gas med gas fra Nordsøen. Kan vi hurtigst muligt få færdiggjort Baltic Pipe, vil en stor del af dansk gasforbrug potentielt kunne flyttes væk fra den russiske gas. Læg dertil en fremskyndelse af Tyra-feltet, og så står vi med stærke kort på hånden i forhold til kraftigt at reducere vores gasimport fra Rusland. [...] Vi er klar på at se på mulighederne for, at grønne investeringer i sol- og vindprojekter fremrykkes og flere planlægges. Industrien skal elektrificeres. Produktion og anvendelse af Power-to-X-brændsler skal udbredes. Og energieffektiviteten skal styrkes eksempelvis ved energirenovering af bygninger. Alt sammen noget vi i forvejen er godt i gang med at implementere i Danmark. Men vi skal have mere af det, og det skal gå endnu hurtigere. [...] Venstre vil fortsat arbejde benhårdt for, at Danmarks fremtidige energiforsyning bliver grøn og vedvarende – til gavn for vores sikkerhed og vores klima."
Kilde: Altinget

Landbrug: EU overvejer at sætte grønne landbrugstiltag på pause: "Fødevaresikkerheden er under pres"
På Altinget kan man i dag læse, at en række EU-medlemslande mener, at man bør sætte EU's brakordning på pause sammen med andre grønne tiltag. Krigen i Ukraine øger nemlig behovet for flere fødevarer. Sådan lyder argumentet, hvilket får EU-Kommissionen til at overveje lempelser på området. Landbrug & Fødevarer og Venstre bakker op. Der er behov for at sætte en række grønne landbrugstiltag på pause i en periode, så der kan produceres flere fødevarer i Europa.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Kringsat
Weekendavisen bringer en analyse af hele situation omkring Vestens modsvar til Rusland. Den er skrevet af Christian Bennike, journalist og tidligere Europakorrespondent i Bruxelles. Han skriver blandt andet: "Putin har for en gangs skyld forenet sine ender: EU, NATO og Vesten rykker sammen. Krigen har vist, at vi er stærkere, end Putin troede. End vi selv frygtede. [...] Anden Verdenskrig gjorde europæerne bange for magt. Magt førte til fascisme. Ville man leve i fred, måtte man stige af hesten og forlade Historien. Så det gjorde vi. Så snart Muren faldt, nedrustede vi, og i 2020 var de tyske militærudgifter blot én procent af bnp. Vi læste bøger om, at to lande med hver sin McDonald's aldrig ville gå i krig, for det var bad for business og vildt dumt. Vi gav Nobels fredspris til EU og senere til organisationen ICAN, der arbejder for at afskaffe atomvåben. [...] Og vi troede, at resten af verden snart ville mene det samme. At demokrati og liberalisme ville sprede sig fra Europa med handelsfly og backpackere, Wandel durch Handel, som tyskerne siger: forandring gennem handel. [...] Mange siger, at Putin angreb Ukraine, fordi han følte sig truet af Vesten. Sandheden er nok nærmere, at han angreb, fordi han ikke følte sig truet. [...] Så når Europas stats- og regeringschefer fredag mødes til morgenmad på Versailles-slottet, hvor der er topmøde, er det som en historisk stærk enhed. [...] Det moderne Europa blev grundlagt på kampen imod nazisterne. På den gode kamp imod ondskab, 'den retfærdige krig', som vi stadig laver film om. Nu har en ny generation fået en lignende fortælling: en diktatorisk aggressor, der overfalder et uskyldigt folk, bomber kvinder og børn og deres heroiske modstandsleder, så babyer må fødes på metrostationer, og millioner må flygte. Den store kamp for frihed er tilbage, og det har vækket os."
Kilde: Weekendavisen, s. 1

Sikkerhedspolitik: Putins baltiske fanklub
Weekendavisen skriver, at de baltiske lande frygter at være næste punkt på Putins dagsorden. I den forbindelse stiller Weekendavisen spørgsmålet, om NATO kan forsvare den østlige flanke, og hvor det russiske mindretals loyalitet i de baltiske lande ligger. Avisen har besøgt Narva i Estland og bringer en reportage derfra. Narva er den tredjestørste by i Estland og 95 procent af byens indbyggere identificerer sig som russiske, drømmer på russisk og sender deres børn i byens russiske skoler. Weekendavisen møder en ung fyr, Vladislav, som har et bud på, hvorfor der ikke tales meget om krigen i Narva. "Politik er blevet et skrøbeligt samtaleemne efter invasionen. Især for de mange Putinstøtter, der har bakket ham op i årtier. Måske skammer de sig, måske nægter de at acceptere alvoren. De vælger i hvert fald at tie offentligt," siger han. Efter sigende er det især midaldrende personer over 50 år, der urokkeligt tror på Ruslands version af sandheden. Forsker ved tænketanken International Centre for Defence and Security, Martin Hurt, tror ikke, at områder som Narva vil være beskyttet fra en eventuel invasion fra Rusland, selvom størstedelen af indbyggerne er positivt stemt over for Putin. "Jeg vil ikke overdrive den fare. For det første er det ikke en ensartet gruppe. Mange, der ikke har estisk som deres modersmål, er ikke russere, de taler ukrainsk eller andre sprog fra det tidligere Sovjetunionen. For det andet ser alle nu hver dag i Ukraine, hvordan de russiske styrker angriber byer som Kharkiv med et overvældende flertal af russisktalende på den mest hensynsløse måde. Hvis vi kommer i krig med Rusland, vil alle være et mål, uanset hvilket sprog man taler," siger han. Martin Hurt kunne godt tænke sig, at der kommer en permanent NATO-tilstedeværelse i de baltiske lande, især, men ikke kun omkring Suwalkikorridoren. Og især hvis det er amerikanere, 'som er de eneste, Rusland har respekt for'. Men han advarer mod at tro, at det løser særlig meget. "Hvis der udstationeres 5.000 i stedet for 1.000, gør det snubletråden stærkere. Men det helt afgørende er fortsat, hvor hurtigt NATO-partnerne kan rykke effektive, moderniserede styrker ud i tilfælde af en russisk aggression," siger han.
Kilde: Weekendavisen, s. 11

Sikkerhedspolitik: Krigsdividende
Weekendavisen skriver om enigheden mellem regeringen og "de gamle partier" om et nationalt kompromis om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Partierne er enige om, at Danmark i 2033 skal leve op til NATOs målsætning om et forsvarsbudget på to procent af bruttonationalproduktet. For ligesom Ruslands invasion af Ukraine har skabt ændringer i dansk forsvarspolitik, har den også sat gang i en bevægelse i NATO-systemet. Der er nu overvejelser om, at alliancen allerede på sit topmøde i Madrid i juni skal stramme det krav, som Danmark netop har besluttet at opfylde i 2033. Det kan både være en højere procentsats end de nuværende to og et krav om hurtigere indfasning. Men som nævnt ligger det stadig på skitsebordet. Til gengæld er det håndfast realitet, at hovedparten af NATOs lande er i hastig bevægelse i en fart, der betyder, at den danske målsætning på to procent fremstår mere og mere som et absolut mindstekrav. Storbritannien er allerede et pænt stykke forbi NATOs toprocentmål, og ifølge en nylig opgørelse fra International Institute for Strategic Studies, IISS, har landet det tredjehøjeste forsvarsbudget i verden. Kun overgået af USA og Kina, men til gengæld højere end det russiske. I en tale i sidste uge bebudede den franske præsident, Emmanuel Macron, en forhøjelse af sit lands forsvarsbudget, der allerede er på to procent af bruttonationalproduktet. Macron sagde samtidig, at hans budskab til topmødet i Paris vil være, at europæisk forsvar skal tage et nyt skridt fremad.
Kilde: Weekendavisen, s. 5

Interne anliggender: Opbrud og nedbrud
Weekendavisen bringer en analyse omhandlende de to partier Enhedslisten og SF, og hvordan krigen i Ukraine udfordrer balancen på venstrefløjen. Analysen er skrevet af Arne Hardis, politisk redaktør og forfatter. Han skriver blandt andet: "Mens Pia Olsen Dyhr søndag aften stod i Statsministeriet som formand for et selvfølgeligt statsbærende parti med mod på massiv militær oprustning, styrkelse af EU og regeringsansvar jo før des bedre, ikke mindst, var Enhedslisten beskæftiget med mere traditionel venstrefløjsaktivitet. Partiets internationale udvalg protesterede lørdag sammen med fredsvenner mod oprustning ved den amerikanske ambassade efter først at have udøst indignation og protest over den russiske. Søndag aften holdt Enhedslistens hovedbestyrelse endnu et møde for at få alle strittende arme og ben ind i den røde bus og fastslå det for nogle dage siden selvfølgelige, at man stadig vil have Danmark ud af NATO. [...] Både SF og Enhedslisten skal møde deres bagland, begge partier står over for afgørende beslutninger, som vil definere deres plads i dansk politik i lang tid fremover. At SF er bedst forberedt, er indlysende. Folkesocialisterne har for næsten 20 år siden afklaret deres politik om EU. Daværende SF-formand Holger K. Nielsen så sit nej til Maastrichttraktaten som så forpligtende, at han investerede politisk kapital i den Edinburgh-model, som kunne få partiet til at anbefale et ja ved folkeafstemningen i 1993. [...] Spidser man sin blyant med håndøksen, kan forholdet mellem SF og Enhedslisten efter Ukraine beskrives internationalt. SF har allieret sig med det Tyskland, som Olaf Scholz lader træde ud af Anden Verdenskrigs skygge. Enhedslisten befinder sig fortsat i de lange skygger efter længst passerede årtier og siger nej til det tysk dominerede Europa og det amerikansk dominerede NATO. [...] Ét sted har Enhedslisten ikke kunnet eller ikke fundet det fornødent at flytte sig i tide. Synet på verden omkring Danmark efterlod derfor partiet ideologisk desorienteret, fra det øjeblik Putin lod sit militær overskride grænsen til Ukraine. Ikke sådan at forstå, at glæden ved Putin er nævneværdig i Enhedslisten, men man deler fjendebillede med ham, når det gælder NATO, og det er farligt. [...] Men Pia Olsen Dyhrs og Mai Villadsens udfordringer med bagland og vælgere er væsensforskellige. Mens folkesocialisterne afsøger mulighederne for at accelerere en allerede udstukket kurs mod regeringsansvar, er Enhedslisten i eksistentielle kvaler, efter at hjemlig hverdagspolitik pludseligt og uvarslet blev invaderet af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden."
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Finansielle anliggender: Narreguld
Jon Hustad, norsk journalist og forfatter, skriver i en analyse i Weekendavisen blandt andet: "Vi ved ikke meget om Putin, men vi ved, at han efter invasionen af Krim og de dollarrestriktioner, han og Rusland dengang blev pålagt, udsendte ordre om, at Rusland fra nu af måtte sørge for at have overskud på betalingsbalancen med udlandet, skaffe sig af med al udlandsgæld i dollar og indsamle store mængder guld. Han var ydermere, siger rygterne, i fuld gang med at læse op på pengepolitikkens historie. [...] I modsætning til de fleste andre centralbanker har den russiske centralbank ikke lagret sit guld i USA eller London, men hjemme i Moskva. Mandag den 28. februar 2022, to dage efter at Japan og Vesten havde givet ordre til at beslaglægge de russiske valutareserver, udsendte den amerikanske finansbank Goldman Sachs, der traditionelt har ry for at have verdens bedste finansanalytikere, et notat til sine kunder om, hvor de russiske valutareserver befandt sig. [...] Før vi kommer nærmere ind på, hvor disse russiske reserver er anbragt, kan vi undre os over, hvorfor Putin, til trods for at han har beholdt alt guldet hjemme i Moskva, har været så dum at anbringe så mange penge i stater, han må have vidst var imod Ruslands invasion af Ukraine. [...] Rusland har eksporteret og eksporterer i skrivende stund store mængder olie til USA, omend den amerikanske præsident tirsdag satte en stopper for indgåelsen af nye kontrakter med russerne. Olieeksporten har udløst russiske krav, fordringer mod USA. De mange oliedollar er havnet på depotkonto i FEDs afdeling i New York. Flere långivere har gennem årene forsøgt at få fat i dollar, som udenlandske stater har stående på konto i New York FED, når disse stater ikke har betalt deres gæld til långiverne. Både FED og det amerikanske retsvæsen har hver gang afvist den slags krav. Valutareserver er hellige. [...] Rusland eller Putin troede ikke, at andre end USA kunne finde på at bruge den slags metoder, og Putin troede næppe heller på, at USA ville gøre det. Den russiske centralbank forsøgte alligevel at sikre sig. Det er ingen hemmelighed, at de dollarrestriktioner, som USA indførte efter Krim mod russiske banker og andre, der havde internationalt banksamarbejde med russiske oligarker og olieselskaber, skabte problemer for den russiske regering, som havde en stor statsgæld i dollar. [...] I praksis ved ingen, hvad rublen er værd på det internationale marked. I realiteten er værdien dermed sat til nul, men Rusland insisterer ikke desto mindre på at betale sin internationale gæld i rubler for blandt andet at forhindre kapitalflugt fra Rusland. Som situationen ser ud i øjeblikket, kan hverken den russiske centralbank eller det russiske finansministerium afbetale på den trods alt beskedne statsgæld, som Rusland har. Der foreligger i øjeblikket ikke nogen metoder til at overføre penge til konti tilhørende långivere. De belgiske selskaber har i realiteten lukket Rusland ude, både hvad angår ind- og udbetalinger. Det betyder, at den russiske stat er gået konkurs, og det fører automatisk til meget ondt både nu og i fremtiden. Putin ville genopbygge det russiske imperium. Om noget har han omdannet Rusland til en vasalstat af Kina ikke helt ulig en anden international pariastat, nemlig Nordkorea, som heller ikke har adgang til internationale valutareserver."
Kilde: Weekendavisen, s. 7

Finansielle anliggender: Corydonismen har mødt sin grænse
Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet, skriver i et debatindlæg i Børsen blandt andet: "Chefredaktør Bjarne Corydon langede i sin leder forleden ud efter det brede politiske kompromis om at hæve forsvarsudgifterne til 2 procent af bnp og gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Hans kritik går på, at udgifterne og gælden herved vil overlade en regning til fremtiden. Men måske skal denne corydonisme endelig lægges i graven? [...] Danmark har i mange år overimplementeret EU's budgetregler, og i en situation hvor den danske stats kreditværdighed har en triple-A vurdering, er det svært at argumentere for, at en periodisk øgning af underskuddet for alvor vil være problematisk. [...] Corydonismens prioritering af de offentlige finanser over alle andre hensyn er netop det, der afleverer en farlig gæld til fremtiden, og den logik har i 2022's virkelighed mødt sin grænse."
Kilde: Børsen, s. 43

Grundlæggende rettigheder: Kvinder, grib chancen for en forlomme
Børsen bringer en kronik af Linea Søgaard Lidell (V), medlem af Europa-Parlamentet. Hun skriver blandt andet: "Tre kvinder og én mand. Sådan så kandidatfeltet ud, da vi for nylig skulle vælge ny præsident for Europa-Parlamentet – og det var ikke tilfældigt. Det var tydeligt, at der i arbejdet bag opstillingen af kandidater lå et klart ønske om at få en repræsentant, der også symboliserede moderne mangfoldighed. Det gjaldt sådan set også, da vi valgte ny formand for vores egen liberale gruppe, hvor det blev brugt som et positivt argument, at den dygtige franskmand Stéphane Séjourné også var både ung og homoseksuel. [...] Aldrig har det været så populært at satse på diversitet, og min opfordring er klar: Kvinder, grib chancen for en forlomme! Det gjorde jeg selv, da jeg i 2019 stillede op til Europa-Parlamentet. Dengang havde jeg ikke de store forudsætninger for at hamle op med kendte politikere som mine kolleger Morten Løkkegaard og Søren Gade. Jeg var ukendt, både af vælgerne og i Venstre, hvor jeg kun lige var blevet medlem. Alligevel lykkedes det mig at blive valgt."
Kilde: Børsen, s. 42-43

Udenrigspolitik: Vesten forsømte at vinde Rusland over i 1990'erne
Altinget bringer torsdag en kommentar af Davis Trads, journalist og forfatter. Han skriver blandt andet: "Det var Thomas Friedman, den verdensberømte amerikanske forfatter, som i 1999 opfandt en helt ny sikkerhedspolitisk teori: 'To lande, som begge har en McDonald's, vil aldrig føre krig mod hinanden, når først de har fået deres McDonald's'. [...] Men i denne uge har den amerikanske burgerkæde meddelt, at den med øjeblikkelig virkning lukker alle dets restauranter i Rusland som en del af de omfattende sanktioner. [...] For mens vi havde travlt med at udbygge EU og Nato med de nye demokratier i Østeuropa – og det var rigtigt og godt – så forsømte vi at slå til, da det nye Rusland faktisk rakte ud efter samarbejde i 1990'erne. Jeg fulgte det selv på nærmeste hold som Moskva-korrespondent. Boris Jeltsin, den russiske frihedshelt og første præsident, drømte vitterligt om at bringe Rusland ind i Europa. [...] Tænk, hvis vores ledende politikere i første halvdel af 1990'erne havde taget imod Ruslands relativt åbne arme? Tænk, hvis vi havde stillet Moskva et medlemskab af EU eller Nato i udsigt dengang? Tænk, hvis vi havde formået at trække dem ind i vores midte? Hvis det var sket, ville verden have set anderledes ud i dag. Det giver sig selv. Der ville ingen krig være i Ukraine, for de ville givet også være med i Nato og EU i dag. Men det ville også have været besværligt – for selv et demokratisk-sindet Rusland ville være ustabilt, og Moskva ville være endnu mere vanskelig at håndtere for eksempelvis EU, end Polen og Ungarn er i dag."
Kilde: Altinget, torsdag

Sikkerhedspolitik: Krigen er ikke tabt
I Weekendavisens leder kan man blandt andet læse: "Det var indtil for nylig populært at sige, at Rusland aldrig ville turde udfordre NATO, eftersom NATO består af 30 lande, hvis militære slagkraft tilsammen langt overgår Ruslands. Men efter den russiske invasion af Ukraine er dette argument fuldkommen forsvundet. Det er erstattet af en dyb bekymring i NATOs medlemslande for, at Rusland på nogen måde kunne opfatte dem som en krigsførende part. [...] Vores skræk for Putin forhindrer os i at tænke klart. Det er overhovedet ikke givet, at Putin vinder krigen i Ukraine. Til gengæld er det uomtvisteligt i vores interesse, at han lider nederlag. [...] Krig foregår ikke kun på slagmarken. Krigen udspiller sig også i vores hoveder. Det er derfor, Vladimir Putin ustandselig truer os med sine atomvåben. Han ved, at alene ordet har en paralyserende effekt. Vi glemmer helt at fortælle ham, at han i givet fald selv vil blive udslettet af vores atomvåben. På forhånd har vi meddelt ham, at vi ikke ønsker en krig med Rusland. Det skal vi stå fast på. Men de enkelte NATO-medlemslande har aldrig lovet, at de ikke vil hjælpe ukrainerne til selv at forsvare sig militært, og det skylder vi i Vesten os selv at gøre. For hvis Vladimir Putin vinder, er det ikke bare over Ukraine: Så er det hele den europæiske sikkerhedsarkitektur, han lægger i grus. Og nej, man kan ikke udelukke, at Putin opfatter det som en krigserklæring, hvis vi sender kampfly til Ukraine. Men i så fald må han jo erklære krig mod NATO: Der heldigvis stadig består af 30 lande, hvis militære slagkraft langt overstiger Ruslands."
Kilde: Weekendavisen, s. 14

Klima: Det burde falde. I stedet sætter klimaudslip rekord
Udslippet fra afbrændingen af fossile brændsler i 2021 satte rekord med over 36,3 milliarder tons. Det viser en opgørelse fra Det Internationale Energiagentur, IEA. Ifølge Politiken er det et mulehår mere end i 2019, før pandemien klampede den globale nødbremse i. "Ikke mange havde set udledningerne komme tilbage så hurtigt," fortæller Anne Olhoff, som er seniorrådgiver i den grønne tænketank Concito og videnskabelig leder af den rapport, som FN's miljøorganisation udgiver om, hvor meget verdens udslip skal falde for at leve op til klimamålene. Klimaprofessor Sebastian Mernild, prorektor på Syddansk Universitet, advarer om, at krigen i Ukraine på kort sig risikerer at øge udledningerne yderligere. Ifølge IEA-opgørelsen startede det så småt sidste år med, at nogle kraftværker droppede gas til fordel for det endnu mere klimaskadelige kul, fordi gasprisen var blevet for høj. Nu har vestlige ledere med EU i spidsen planer om at gøre sig uafhængige af russisk gas. "På lang sigt kan der blive tale om, at vi arbejder mod en hurtigere grøn omstilling. Men på kort tid skal vi dække det energigab, som gassen efterlader, indtil vi har kørt vedvarende energi i stilling. Derfor kommer der også en periode, hvor vi godt kan forvente, at udslippet stiger endnu mere," siger Mernild.
Kilde: Politiken, s. 11

Sikkerhedspolitik: Oprustning er ikke vejen til fred
I et debatindlæg i Politiken skriver Kaare Nielsen, rådgiver og tidl. policychef hos Uber og Novozymes, blandt andet: "Mens krigens brutalitet udfolder sig i Ukraine, har der udspillet sig en politisk kamp herhjemme om at øge forsvarsudgifterne hurtigst og mest muligt. Søndag satte Mette Frederiksen og magtpartierne trumf på med et ”nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik” med indfrielse af Nato's 2-procents målsætning, folkeafstemning og udfasning af russisk gas. Det sidste er fint. Men det ville have klædt de handlingsivrige politikere lige at vende skråen og ikke lade sig drive af følelser og militær overbudspolitik. Ruslands brutale invasion kræver sanktioner, refleksion og omtanke. Og markant støtte til ukrainerne. Derefter kan vi drøfte nye mål og midler. For hvis vi vil have fred, må vi forberede fred, ikke krig. [...] Før vores politikere og Nato-vennerne går i selvsving og kaster milliarder efter flere våben, er det passende med lidt fakta: I 2020 brugte Rusland 61,7 mia. dollars på militæret. USA brugte 778 mia. dollars, UK 59,2 mia. dollars, og Tyskland 52,8 mia. dollars. Og i det seneste danske forsvarsforlig fra 2018 blev udgifterne øget væsentligt med 4,8 mia. kr. Samlet set bruger Nato 15-20 gange mere end Rusland på forsvaret. Så oprustning er ikke svaret. Udfordringen er, at Putin er villig til at bruge militæret til at indfri ideologiske mål. Dertil kommer, at Nato's 2-procents målsætning hverken er naturgiven eller et mål i sig selv. [...] Frem for forhastet milliarddyr oprustning bør vi starte med at slukke gashanen, investere i grøn omstilling og gå målrettet efter Putin og hans håndlangere. Og huske at skelne mellem Putins regime og menige russere. For efter ukrainerne er den almindelige russer det største offer for krigen."
Kilde: Politiken, s. 5

Udenrigspolitik: Putins krig mod den liberale orden
I et essay i Kristeligt Dagblad skriver Francis Fukuyama, senior fellow på Stanford Universitys Center for demokrati, udvikling og retsstatsprincippet samt forfatter, blandt andet: "Der er ingen tvivl om, at det russiske angreb har konsekvenser, der rækker langt ud over Ukraines grænser. Putin har gjort klart, at han ønsker at samle så meget som muligt af Sovjetunionen igen, indlemme Ukraine i Rusland og skabe en indflydelsessfære, der omfatter alle de østeuropæiske stater, som har sluttet sig til Nato fra 1990'erne og frem. Skønt det endnu er for tidligt at sige, hvordan denne krig vil udvikle sig, står det allerede klart, at Putin ikke vil være i stand til at nå sine ultimative mål. Han forventede en hurtig og let sejr og regnede med, at ukrainerne ville modtage ham som en befrier. I stedet har han stukket hånden i en kæmpe hvepserede, hvor ukrainere af enhver observans udviser en hidtil uset vedholdenhed og national enhed. Selv hvis Putin tager Kyiv og afsætter præsident Volodymyr Zelenskyj, kan han ikke i det lange løb undertrykke en rasende nation på over 40 millioner indbyggere med militær magt. Og han vil stå over for en demokratisk verden og en Natoalliance, der står samlet og klar som aldrig før og har indført hårde sanktioner mod Ruslands økonomi. [...] Skønt det er svært at se, hvordan Putin skal nå sine store mål om et mægtigere Rusland, har vi stadig en lang og vanskelig vej foran os. Putin har endnu ikke taget alle de militære ressourcer i anvendelse, som Rusland råder over. Ukraines forsvarere er udmattede og ved at løbe tør for mad og ammunition. Der vil blive et kapløb mellem Ruslands sikring af egne forsyninger og Natos forsøg på at understøtte den ukrainske modstand."
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 12

Udenrigspolitik: Putin har genskabt en verden, unge ikke kender
Den 24. februar vågnede man op til en ny verden, da Ruslands invasion af Ukraine fyldte samtlige nyhedsflader. Kristeligt Dagblad skriver, at det blev anderledes alvorligt, da præsident Putin et par dage inde i invasionen af Ukraine mindede verden, og i særdeleshed Vesten og Nato, om, at han har atomvåben. 29-årige Kuzma Pavlov Jensen, der er debattør og tidligere kandidat til Europa-Parlamentet for De Konservative, mener, at de yngre årganges politiske og sociale engagement i de senere år i vid udstrækning har handlet om klimakamp og kampen for etniske og seksuelle minoriteters rettigheder, men nu vil de indfinde sig en helt anden og mere akut alvor. "Vi er vokset op utrolig bekymringsfrit og har haft en dejlig tryg tilværelse. På godt og ondt. For det har været rart, men det betyder også, at vi har glemt, at noget overhovedet kan gå galt. Vi har været urealistiske i vores optimisme. Jeg tror, at der vil indfinde sig en form for realisme nu," siger Kuzma Pavlov Jensen.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 1, 4

Udvidelse: Det kunne have været en skøn forårsdag på Versailles, men ...
Torsdag tog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, imod EU's regeringschefer med håndtryk, brede smil og skulderklap foran en ganske bred rød løber. Et af de centrale punkter som de skulle diskutere og finde et kompromis om, er spørgsmålet om Ukraines tilknytning til EU. Det skriver Jyllands-Posten. Efter angrebet fra Rusland indgav Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i sidste uge en ansøgning om omgående medlemskab. "Vi kæmper for vores rettigheder, frihed og liv. Men vi kæmper også for at blive ligeværdige medlemmer af Europa," sagde han. Et EU-medlemskab kræver traditionelt set mange års forhandlinger, blandt andet har Montenegro f.eks. været i gang siden 2012 uden at nærme sig målstregen. Flere lande, blandt andre Tyskland og Holland, anser ikke diskussionen om EU-medlemskab som aktuel. Det skyldes blandt andet at Ukraine, ikke mindst efter krigshandlingerne måtte være afsluttet, fortsat vil være meget svagt stillet økonomisk, potentielt stadig i territorial konflikt med Rusland, og i øvrigt langt fra EU-niveau i forhold til f.eks. korruption. "Optagelse er en årelang procedure. Vi er nødt til at se på, hvad vi kan gøre på den korte bane," sagde Hollands premierminister, Mark Rutte, på vej ind til mødet og tilføjede: "Alle de ledere i Vesteuropa, jeg taler med, siger, at vi ikke skal prøve at lave et hurtigtog, en fast-track-procedure eller accelereret optagelsesproces."

I Politiken kan man ligeledes læse, at Ukraine ikke er i nærheden af at leve op til de principper om et velfungerende demokrati uden korruption, det kræver for blot at blive kandidatland til et EU-medlemskab. Statsminister Mette Frederiksen har betonet, at Ukraine er langt fra at opfylde kravene, men at det gælder om at koble det så tæt på Europa som muligt. Flere ledere fastholder, at man skal fokusere på, hvad EU kan hjælpe Ukraine med her og nu, i form af nødhjælp og militært materiel. "Det er helt uforståeligt for mig, at Ukraine har stirret sig blind på den ene ting, som er helt umulig lige nu, i stedet for at fokusere på noget, der hjælper dem i den her ulykkelige situation," har en seniordiplomat udtalt.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 9; Politiken, s. 8

Institutionelle anliggender: Lad nu virksomhederne bestemme selv
Medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss (K), skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten blandt andet: "Bæredygtig ledelse er godt. Men EU-Kommissionen skal ikke blande sig i, hvordan en forretning er bæredygtig. Det finder virksomhederne og markedet selv ud af. [...] Trods en masse andre og mere egnede direktivforslag er vi atter i gang med at gennemgå kommissionens nyeste forsøg på at ødelægge lysten til at drive privat virksomhed i EU. For det er det, det er. Ligesom det afslører en grundlæggende mistro til og dæmonisering af motiver, der driver private virksomheder fremad. Derfor kan vi ikke stole på dem over en dørtærskel, og derfor ligner kommissionens forslag fortsat et forsøg på en blodfattig nationalisering af EU's erhvervsliv. Nogle vil skulle finde sig i det. De fleste lukker butikken, og de stærkeste flytter den væk fra EU og tager arbejdspladserne og de bidrag til den europæiske samfundsøkonomi, som vi kunne bruge til fælles bedste, med sig. Det er det, der er på spil. I stedet burde kommissionen komme med forslag, der stimulerer, opmuntrer og understøtter lysten til at drive virksomhed i netop EU. Forslag, der styrker det indre marked og gør den økonomiske kage større, så vi kan få råd til en bedre, renere og sundere verden. I stedet for burde den komme med bedre forslag til, hvordan EU-virksomheder kan fortsætte med at handle og samarbejde med fattige lande, hvorved disse løftes ud af ulandsstatus og afbryder kæden af illegal migration. Det vil være en af de ulykkelige konsekvenser af det nye forslag, og dét vil for alvor være at skyde sig selv i foden og vores muligheder for at hjælpe os selv ved at hjælpe andre. Ikke særligt bæredygtigt, vel?"
Kilde: Jyllands-Posten, s. 20

Udenrigspolitik: Dansk vindmølleindustri er sikkerhedspolitik
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Søren Linding, virksomhedsredaktør, blandt andet: "Energiforsyning er blevet sikkerhedspolitik. Igen. Kun boomer-generationen og alle, der kommer før, har oplevet 1970'ernes olieprischok, billøse søndage og en brat opvågning til en hidtil ukendt afhængighed. [...] Det er, som om historien fra 1970'erne er ved at gentage sig. Risikostyringen har i bakspejlets ulideligt klare lys været mangelfuld. Den europæiske afhængighed af russisk gas er fatal. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, inden enten Rusland eller EU lukker for de russiske forsyninger af olie og gas. Det er nu, beredskabsplaner skal hives frem af skufferne, og hvis de ikke eksisterer, skal de udarbejdes hurtigst muligt. Scenarier med energimangel i Europa er langtfra usandsynlige. Det er forståeligt, at frygten for recession er tilbage for fuld styrke, selv om økonomierne på overfladen boomer i forlængelse af coronapandemiens nedlukninger. [...] Beskyttelsen af den grønne omstilling af energiforsyningen er storpolitik. Det er bydende nødvendigt, at Europa vrister sig fri af afhængigheden af Putins gasleverancer. Det kræver mere grøn energi. Men lad nu en balanceret risikostyring råde."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 20

Retlige anliggender: SF til Nick Hækkerup: EU-Domstolen er ikke på forbrydernes side i sag om logning
På Altinget kan man læse et debatindlæg af Karina Lorentzen Dehnhardt, MF, retsordfører (SF), som blandt andet skriver: "Debatten om overvågning og logning af teledata er blusset op i forbindelse med EU-Domstolens nyeste afgørelse og regeringens lovforslag til ændrede logningsregler. Flere partier, en lang række organisationer og debattører har kritiseret lovforslaget, fordi det kun i et lille omfang ændrer de vidtgående logningsregler, som er i strid med EU-retten. Justitsministeren har i et indlæg i Politiken 21. februar efterlyst nuancer i debatten, og de nuancer vil jeg da meget gerne bidrage med. [...] Vi har siden 2016 med den såkaldte Tele2-dom vidst, at de danske telelogningsregler er i strid med EU-retten, fordi de udgør et voldsomt indgreb i privatlivet. [...] EU-Domstolen afsagde i oktober 2020 en ny afgørelse, som fastslog princippet fra 2016: At generel og udifferentieret logning er i strid med EU-retten, idet logning udgør et særligt alvorligt indgreb i retten til privatlivet og gør det muligt at lave en meget præcis profil af de berørte personer. [...] Jeg vil gerne understrege, at jeg er tilhænger af, at vi, når der foreligger en konkret terrortrussel, kan bruge masselogningen. Og at vi ligeledes skal kunne lave målrettet overvågning af konkrete personer, når det gælder alvorlig kriminalitet som mord og voldtægt. Men i Danmark masseovervåger vi borgernes telefoner, og vi bruger ikke kun logningen til nationens sikkerhed eller målretter den, så kun personer, der er relevante i sager om grov kriminalitet, logges. Jeg blev glad, da ministeren i januar sidste år indrømmede, at vi omsider måtte ændre de danske logningsregler. EU-Domstolen, de kritiske organisationer og jeg er således ikke på forbrydernes side. Vi er på borgernes og demokratiets."
Kilde: Altinget

Finansielle anliggender: Nu bliver bankerne rekrutteret til kampen mod Putins Rusland
I en kommentar i Jyllands-Posten skriver chefredaktør, Steen Rosenbak, blandt andet: ”De kaldte det Vestens finansielle masseødelæggelsesvåben. Men det er først nu, det bliver kastet ind i kampen for at isolere Rusland fra pengenes globale infrastruktur. I denne weekend - 10 dage efter, at beslutningen blev truffet - sætter det ledende notifikationssystem for banktransaktioner, Swift, fuld damp på sanktionerne og bryder forbindelsen til syv større, russiske banker. De russiske banker kan stadig operere, bl.a. ved at anvende mindre udbredte russiske eller kinesiske alternativer til Swift. Men hverdagen bliver væsentligt mere bøvlet, manuel og dyr for de russiske banker. Begivenheden øger betimeligheden i at se nærmere på den danske banksektor. [...] Den gode nyhed er, at bankerne i Danmark og resten af EU er langt bedre klædt på end nogensinde til at opretholde den daglige operation, selv hvis en meget hård krise rammer. Det viser de seneste stresstests fra både den europæiske bankmyndighed EBA og fra det danske Finanstilsynet. Begge myndigheder har imidlertid for nylig advaret finanssektoren om, at de finansielle stødpuder med fordel kunne være endnu tykkere. Der er altså ingen tvivl om, at der hviler et voldsomt ansvar på bankcheferne over hele landet for at demonstrere den styrke og økonomiske modstandskraft, der skal sikre, at finansmarkedernes i øjeblikket papirtynde nerver ikke smitter tilliden til samfundets finansielle infrastruktur. For trods hypen om Swift er det dén, tilliden, der i virkeligheden er det finansielle masseødelæggelsesvåben nummer et."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 2

Landbrug: Ungarn bremser eksport af fødevarer, og fattige lande går en hård tid i møde
Udsigten til en langvarig konflikt i Europa har ført til stor bekymring for katastrofale mangler af korn og foderstoffer fra Rusland og Ukraine, som er storleverandører til resten af verden. Nu har Ungarn, som det første EU-land, valgt at trække i bremsen for at beskytte sin egen fødevareforsyning, skriver Jyllands-Posten. "Krigen har udløst undtagelsestilstand for den europæiske og ungarske fødevareøkonomi, da Ukraine er den fjerdestørste leverandør af fødevarer til EU. Den ungarske regering har derfor taget en ansvarlig beslutning for at sikre forsyningen til det hjemlige marked," lyder det i en udtalelse fra regeringen i Budapest. Landbrugsminister István Nagy har indført krav om, at enhver eksport af hvede, rug, byg, havre, majs, sojabønner og solsikker skal godkendes af landets fødevaremyndighed, der kan blokere den, hvis det vurderes, at salget til et andet land i eller uden for EU vil ”bringe den hjemlige forsyningssikkerhed i fare”. Beslutningen er blevet kritiseret af blandt andet det tyske landbrugsselskab, Baywa, hvis direktør, Klaus Josef Lutz, ifølge Reuters kalder beslutningen ”upassende og enormt usolidarisk”. I denne uge udtalte EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, om den ungarske beslutning: "Vi kan forsynes os selv med mad. Desuden er vi stærkere, hvis vi står sammen, ligesom vi gjorde det, da covid-19-pandemien ramte os. Jeg håber, vi kan finde fælles løsninger på de fælles problemer, og at enkelte lande ikke begynder at tage denne slags tiltag," lød det.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 10

Institutionelle anliggender: Håbets Europa fra 1989 er ikke brast sammen med Ruslands angreb på Ukraine
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, blandt andet: "Vi skal tilbage til 1989, med den 11. september 2001 som en vigtig undtagelse, for at have oplevet en så følelsesladet stemning i Europa. Dengang da Berlinmuren faldt, græd mange af glæde. I dag triller tårerne ned ad kinderne pga. fortvivlelse og frygt. Tag bare tolken i Europa-Parlamentet i sidste uge, der begyndte at græde, mens han oversatte den ukrainske præsident Zelenskijs bønfaldende tale - hjælp os! [...] Betyder det så, at håbets Europa fra 1989 er brast sammen, og alt nu rulles tilbage? Nej, for det første er Central- og Østeuropa og ikke mindst de baltiske lande nu en del af Vesten. Og hvad der er mindst lige så afgørende: Den egentlige lære af 1989 var altså aldrig, at vi nu gik ind i demokratiets guldalder, hvor alle lande omkring os blev stabile demokratier, og militære konflikter for evigt kunne delegeres til historikere. [...] Indtil videre har Vladimir Putin gjort det, som Donald Trump ikke kunne, nemlig udløst et hidtil uset europæisk sammenhold. Fra at vi med Storbritannien som nøgleeksemplet diskuterede bevarelse af den nationale suverænitet og ”take back control”, vil hovedtemaet på Versailles-topmødet torsdag-fredag i denne uge være tilvejebringelse af europæisk handlekraft - eller fælles europæisk suverænitet, som Frankrigs præsident og Tysklands kansler udtrykker det. Hvordan kan Europa forsvare sig militært og f.eks. i fællesskab lukke af for russisk energi?"
Kilde: Jyllands-Posten, s. 26

Sikkerhedspolitik: Putin vil tabe, selv om han vinder
I en leder i Jyllands-Posten kan man blandt andet læse: "To uger efter Ruslands indmarch står det bøjet i neon, at Ukraines kamp er vores kamp. ”Vores” - i betydningen alle demokrater, alle almindelige frihedselskende mennesker, alle, som afviser, at magt står over ret. Hvad der foregår lige nu under præsident Putins angrebskrig mod et fredeligt naboland, er et civilisationssammenbrud i hjertet af Europa. Ukrainerne har sat sig tappert til modværge mod den enorme overmagt. De betaler en uhørt høj pris for en kamp, de ret beset fører på vegne af os alle. [...] Efter et møde torsdag med sin ukrainske kollega blev den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, spurgt af journalister, om Rusland har planer om at angribe andre lande. Hans svar må være topmålet af kynisme: Rusland har i princippet slet ikke angrebet Ukraine. Og dét mens over to millioner flygtninge har forladt landet, byer systematisk skydes i ruiner, og civile målrettet påføres en humanitær katastrofe, der ikke er set i Europa siden Anden Verdenskrig. Lavrovs udtalelse viser, hvad den frie verden lige nu er oppe imod: et blændværk så massivt, at man må befrygte, at Putins Kreml-klike ikke længere agerer i virkelighedens verden. [...] Putin har forregnet sig på alle fronter. Militært går det slet ikke som planlagt. Og politisk har han på rekordtid fået Vesten til at rykke sammen. Alle de ressourcer, han gennem årene har brugt på at destabilisere Vesten, er spildt. Fra deres topmøde i disse dage vil EU's ledere sende et stålsat signal om sammenhold og solidaritet. Det samme med Nato. De forbigående krisetegn, der opstod under præsident Trump, er fortid. Alliancen er tilbage i stærkeste opstilling som den fredsbevarende organisation, den blev grundlagt som. Alle Nato-lande har genfundet viljen til at forsvare sig selv, hinanden og den fælles frihed. At forsvarsbudgetterne overalt forhøjes, er et kæmpenederlag for Putin."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 26

Interne anliggender: Enhedslisten lægger an til historisk opgør om partiets EU-politik
Centrale stemmer i Enhedslisten vil lægge kravet om et dansk EU-exit på hylden, skriver Jyllands-Posten. På partiets årsmøde i maj, skal medlemmerne stemme om en ny EU-politik, og her vil centrale stemmer forsøge at dreje Enhedslisten i en markant mere EU-venlig retning. Pernille Skipper, Pelle Dragsted og EU-parlamentarikeren Nikolaj Villumsen foreslår i fællesskab, at Enhedslisten som udgangspunkt ikke længere skal arbejde for at få Danmark ud af EU. Denne ambition er ellers nedskrevet i partiets principprogram, der argumenterer for ”en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU.” Ifølge Pelle Dragsted er plan A i stedet, at forsøge at få forandret EU indefra. "Vores nuværende EU-program er for unuanceret og undervurderer de muligheder, venstrefløjen har i samarbejdet. Det betoner alt for meget spørgsmålet om dansk udmeldelse og alt for lidt kampen for at forsøge at forandre EU i en mere demokratisk og social retning," siger han.

I Jyllands-Posten kan man læse et debatindlæg af Jan E. Jørgensen, MF, medlem af kommunalbestyrelsen, Frederiksberg, V. Han skriver blandt andet: "Pelle Dragsted, forsager du kommunismen og al dens væsen og alle dens gerninger? Et så simpelt spørgsmål fortjener et simpelt svar, men det får du ikke fra Enhedslistens chefideolog. I stedet får du udenomssnak. Pelle Dragsted, går Enhedslisten fortsat ind for at nedlægge forsvaret og melde Danmark ud af Nato? Igen et simpelt spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej, men svaret blæser i vinden. [...] Enhedslisten har fanget, at partiets synspunkter nok ikke er voldsomt populære lige nu, så Pelle Dragsted vælger at snakke udenom, når han skal svare på, om Enhedslisten vil have Danmark ud af Nato: ”Vi mener ikke, at forsvaret skal nedlægges. Nato er vi kritiske overfor.” Sådan skriver han, men det er ikke sandt. Det er i direkte modstrid med partiprogrammet, hvor der står følgende: ”Vi bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af Nato. Vi går ind for, at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.” Pelle Dragsted tager ikke afstand fra kommunismen, men alene fra den måde, den er blevet praktiseret på. Pelle er en god og begavet kollega. Både i Folketinget og på Frederiksberg Rådhus. Han er ualmindeligt veltalende, smilende og venlig. Netop derfor er han så farlig. Fordi han tror på en romantisk utopi om et socialistisk Danmark uden for Nato, og fordi han er så glat i sin argumentation, at mange ikke opdager, at hans parti er et revolutionært parti på den alleryderste, antiamerikanske venstrefløj."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 12-13, 28

Udenrigspolitik: Verdens farligste nabo
I et essay i Information skriver den norske forfatter, Erika Fatland, blandt andet: "Nu er der igen krig i Europa, siges det. Nej, der har allerede været krig i Europa i otte år. Men hvor Rusland aldrig tidligere har indrømmet sin direkte indblanding i krigen i Østukraine - trods overvældende mængde af dokumentation herfor - har despoten i Kreml nu ladet masken falde. Han vil have de egenrådige, frihedselskende demokratiske ukrainere tilbage i folden. Gang på gang har han hævdet, at Ukraine ikke er et land, men i grunden en del af Rusland selv. [...] Det har altid været farligt at være Ruslands nabo. Af dets 14 nabolande er der kun ét enkelt, som aldrig har været i krig med eller besat af Rusland: Norge. Mens europæiske stormagter som Storbritannien og Frankrig etablerede kolonier på andre kontinenter, har Rusland altid ekspanderet ved at udvide grænserne. Hver en tsar og tsarina har bestræbt sig på at efterlade et større imperium, end han eller hun overtog. [...] Nu er der ikke længere trygge steder at være i Ukraine, og hundredtusindvis forsøger desperat at redde sig ud af landet, mens andre hundredtusinder har grebet til våben. Denne gang er de bedre forberedt."
Kilde: Information, s. 1, 10, 11

Udenrigspolitik: Opgiv gasledning til Lolland-Falster
I Informations leder kan man blandt andet læse: "Allerede i første omgang var det en rigtig dårlig ide at bruge 800 millioner kroner på at etablere en 115 kilometer lang gasledning fra Sydsjælland til Lolland-Falster. Og efter regeringen har erklæret, at Danmark og resten af EU skal frigøres fra russisk gas, giver det slet ingen mening at gennemføre projektet. Den socialdemokratiske regering frygter tab af produktionsarbejdspladser i udkantsdanmark mere end noget andet her i verden. Derfor har den insisteret på at imødekomme Nordic Sugars ønske om, at virksomhedens to sukkerfabrikker i Nakskov og Nykøbing-Falster skal forsynes med gas. [...] Hverken naturgassen eller biogassen til Nordic Sugar er russisk, men norsk og dansk. Som professor i energiplanlægning Marie Münster har sagt her i avisen, er der imidlertid tale om forbundne kar, og ”hvis vi i Danmark køber mere norsk gas, så må andre folk købe den gas, der er til rådighed, og det er for eksempel den russiske gas”. Pointen er, at der er en meget begrænset mængde ikkerussisk gas til rådighed. Den skal bruges, hvor den er absolut nødvendig. Og det er den ikke på de to sukkerfabrikker."
Kilde: Information, s. 2

Finansielle anliggender: Klar nedtur efter spinkelt fredshåb blev tromlet
Torsdag meldte hverdagen sig på de europæiske aktiemarkeder, da markederne blev farvet røde efter en markant modreaktion og optur onsdag, hvor der herskede håb om en løsning på krigen i Ukraine. Ifølge Børsen endte et møde mellem udenrigsministrene fra Ukraine og Rusland torsdag dog resultatløst, hvilket sendte aktierne baglæns. Markedet fik yderligere klø ud på eftermiddagen, da Den Europæiske Centralbank som ventet fastholdt renten, men lidt overraskende valgte at skrue ned for sine månedlige obligationsopkøb. Det skriver flere af dagens aviser.
Kilder: Børsen, s. 32, 36; Berlingske, s. 12; Jyllands-Posten, s. 24

Sikkerhedspolitik: Morten Bødskov: Tyngden i fremtidens forsvar skal ligge tættere på Danmark
Berlingske bringer et interview med forsvarsminister Morten Bødskov, som mener, at Putins krig i Ukraine har indvarslet en ny tid og en ny verdensorden. "Putin ønsker en tilbagevenden til den verden, vi forlod med Berlinmurens fald," siger ministeren, som ikke frygter, at krigen eskalerer og spreder sig til Nato-lande. "Der er ikke nogen direkte trussel mod hverken Danmark eller Nato. Men der er ingen tvivl om, at når jeg taler med mine baltiske kollegaer, så er de nervøse," fortæller han. Ifølge forsvarsminister vil det kommende forsvarsforlig komme til at koncentrere sig om to hovedområder: "Det første er de baltiske lande og Østersøen. Og det andet er Arktis," siger han og fortsætter: "Truslerne er rykket tættere på. Det er Rusland og Putin. Han skal afskrækkes, og Nato vil have en forventning om, at Danmark bidrager mere her. Vi er en lås mellem Atlanterhavet og Østersøen, og deraf kommer vores forpligtelse."
Kilde: Børsen, s. 14-15

Interne anliggender: Farcen fortsætter
Det radikale medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, er sygemeldt fra parlamentet indtil april. Alligevel har Ekstra Bladet kunne afsløre, at hun ved de afholdte plenarsamlinger siden sygemeldingen har stemt hundredvis af gange, hvilket har mødt kritik. Ifølge Ekstra Bladet stemte Melchior atter onsdag i den igangværende plenarsamling i Strasbourg. Karen Melchior skrev onsdag i sidste uge på Twitter om situationen og delte et billede af en form for lægeerklæring fra en belgisk læge. "Sygemeldt med hvad en læge kaldte surmenage. Europa-Parlamentet har ikke som Folketinget 'clearing' og kan ikke indkalde suppleanter til plenarafstemningerne ved sygdom (eller barsel), derfor stemmer jeg online der hvis vigtigt," skrev hun.
Kilde: Ekstra Bladet, s. 18

Klima: Flere partier er åbne for at udvinde mere dansk naturgas
Med både Danmarks og EUs beslutning om hurtigst muligt at løsrive sig fra Vladimir Putins gas, kan det meget vel blive aktuelt i en periode at udvinde så meget europæisk gas, vi overhovedet kan, skriver Berlingske. Det bliver dog ikke en nem manøvre. Efter et pressemøde i EU tirsdag stod det klart, at Europa ikke i den nærmeste fremtid vil kunne gøres helt fri af gassen fra Rusland, men efter planen skal det ske "et godt stykke tid inden 2030". Ifølge EU’s klimakommissær, Frans Timmermans, bliver det ikke uden problemer. "Det bliver hårdt. Det bliver fandens hårdt. Men det er muligt," lød det. Flere partier på Christiansborg er åbne for at afsøge mulighederne for at udvinde naturgas fra felter, som tidligere blev vurderet til at være kommercielt uinteressante. "Vi er blevet enige om at stoppe udvindingen i 2050, og det mener vi stadig. Men der bliver brug for gas i mange år endnu, og der vil vi hellere have dansk gas i rørene end russisk. Det, tror jeg, danskerne vil være enige i, særligt i lyset af den nuværende situation i Ukraine," udtaler René Christensen, som er Dansk Folkepartis klima- og energiordfører. Nye Borgerlige er også tilhængere af at hive så meget olie og gas som muligt op fra Nordsøen.
Kilde: Berlingske, s. 7

Institutionelle anliggender: Smid den blågule klaphat og støt ukrainerne lidt klogere
Berlingske bringer en kommentar Amalie Lyhne, politisk kommentator, skribent og foredragsholder. Hun skriver blandt andet: "Krigen i Ukraine kan fra et vestligt, frihedsorienteret perspektiv ikke være andet end sort og hvid: Det er Rusland, der er aggressoren, det er Rusland, der træder den internationale retsorden under fode, det er Rusland, der ser stort på menneskeliv og demokrati - som Rusland i øvrigt har gjort det meget længe. Den store opbakning, som ukrainerne får fra Danmark - både fra den danske stat og fra danske borgere - er derfor dybt meningsfuld. [...] Men i vores iver efter at hjælpe må vi ikke glemme at tænke os om. [...] Først og fremmest er det rent ud sagt skammeligt, at EU har besluttet at blokere de russiske statsmedier Russia Today og Sputnik. Det er en klar begrænsning af de vestlige friheder - herunder ytringsfrihed, som vi påstår at kæmpe for. Det er både hyklerisk og kontraproduktivt. Dertil kommer de mange aflysninger af alt russisk, også hvor det slet ikke giver mening. For eksempel har TV3 fjernet et afsnit af Masterchef, fordi deltagerne skulle lave russisk mad. [...] Vestens omfattende økonomiske sanktioner har heldigvis vist sig meget effektive, men vi må også give russerne åndelige, intellektuelle og værdimæssige grunde til at udfordre styret, og derfor skal vi naturligvis ikke blokere for enhver tankeudveksling."
Kilde: Berlingske, s. 39

Udenrigspolitik: Kina som mægler i krigen i Ukraine? Det sker næppe, vurderer iagttagere
Ifølge Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, er Kina "interesseret i at stoppe krigen". "Kinesisk diplomati har de fornødne værktøjer til at gøre en forskel, og vi regner med, at de allerede er involveret," udtalte han i lørdags ifølge Financial Times. Men ifølge Berlingske risikerer Kuleba og alle andre, der fæster lid til Kina, at få en slem skuffelse. Kinas præsident Xi Jinping sagde tirsdag, at Kina ville "arbejde aktivt" med det internationale samfund om at fredsmægle, men intet indikerer, at han kommer til at stoppe Putins dødelige missiler. Presset vokser ellers på Kina for at stoppe krigen. Også EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, ser Kina som den oplagte fredsmægler: "Der er intet alternativ. Vi (europæere, red.) kan ikke mediere, det er klart. Og det kan heller ikke være USA. Hvem ellers? Det bliver nødt til at være Kina, det tror jeg på," sagde Borrell i et interview med den spanske avis El Mundo. Ifølge analytikeren Tong Zhao står Kina ved en skæbnesvanger skillevej, som kan forandre hele det geopolitiske landskab. Landet skal groft sagt vælge mellem at knytte endnu tættere bånd til Rusland eller at prøve at stabilisere forholdet til Vesten, hvis markeder, teknologier og finansielle systemer, de stadig har hårdt brug for at sikre den hjemlige vækst. Tong Zhao mener, at Kina ikke vil beslutte sig lige nu, men i stedet fortsætte med at træde vande og iagttage krigen i Ukraine udfolde sig.
Kilde: Berlingske, s. 16

Udenrigspolitik: Er Vestens varsomhed moralsk forræderi?
Kristeligt Dagblad bringer en analyse af journalist, Sidsel Nyholm, som blandt andet skriver: "Den russiske præsident Vladimir Putins beslutning om at invadere Ukraine stiller vestlige lande i et akut etisk og strategisk dilemma. For hvordan balancerer Europa, USA og den øvrige demokratiske verden den moralske forpligtelse til at forsvare ukrainernes rettigheder med forpligtelsen til at undgå en katastrofal storkrig mellem atommagter? Og hvordan afværger den vestlige koalition yderligere russiske ekspansionsforsøg i Europa? [...] Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, beder indtrængende Natolandene om hjælp ved blandt andet at ”lukke himlen” for det russiske militær med en såkaldt flyforbudszone over Ukraine. Det er en taktik, som USA tidligere har benyttet i Irak, Libyen og Serbien for at beskytte civilbefolkningen mod bombardementer. Men vestlige ledere tøver, og indtil videre forsøger de vestlige lande at bekæmpe den russiske invasion indirekte ved at pålægge Rusland omfattende økonomiske sanktioner og ved at sende våben, ammunition og andet militært udstyr til Ukraine. [...] Det bedste håb for at afslutte krigen er en fredsaftale, hvor Vladimir Putin kan trække alle russiske styrker ud af Ukraine uden at tabe ansigt. Dette kunne blandt andet inkludere en aftale om, at Ukraine går med til at opgive at søge optagelse i Nato. Putin havde op til invasionen forgæves krævet en garanti for, at Nato ophæver et løfte til Ukraine og en anden tidligere sovjetrepublik, Georgien, om, at de en dag kan blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance. Blandt de mange diplomatiske udfordringer er, at en fredsaftale ikke må forekomme at belønne Putin for at indlede krigen eller ligne en ukrainsk overgivelse."
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 5

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
11. marts 2022
Forfatter
Repræsentationen i Danmark