Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark

EU i dagens aviser fredag den 20. marts 2026

  • Supplerende information
  • 20. marts 2026
  • Repræsentationen i Danmark
  • 11 min læsetid
Aviser



Dagens EU-tophistorier

Energi: Energikrise splitter EU: EU-Kommissionen fastholder kurs, åbner for justeringer
Ritzau skriver, at Europas ledere forsøger at begrænse en eskalerende energikrise, forårsaget af konflikten i Mellemøsten, som får energipriserne til at stige. På et EU-topmøde diskuterer man løsninger, hvor Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, advarer mod 'hensynsløs eskalering'. EU-kommissær Dan Jørgensen udtaler, at der er tale om en 'priskrise' og ikke en 'forsyningskrise'. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har åbnet for øget statsstøtte og opfordrer EU-landene til at sænke afgifter. Ritzau skriver, at høje oliepriser, forårsaget af krigen i Golfen, får lande verden over til at genoverveje deres energiafhængighed og se mod grøn omstilling og atomkraft. EU har meddelt økonomiske garantier for investeringer i atomenergi, og Kina overvejer at fremskynde sin omstilling til vedvarende energi. Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, udtalte den 10. marts, at det er en "strategisk fejltagelse", at EU over de seneste 25 år har reduceret energi fra atomkraft, og at afhængighed af dyr og usikker import er en kæmpe ulempe for EU. Altinget.dk skriver, at EU’s ledere er splittede om energipriser og kvotesystemet, mens EU-Kommissionen forsvarer grundmodellen. Ursula von der Leyen siger: "Kvotehandelssystemet fungerer... Men vi er nødt til at modernisere systemet og gøre det mere fleksibelt." Samtidig afviser energikommissær Dan Jørgensen ændringer af elmarkedet: "Det ville være en fejl og skade vores langsigtede mål." Kommissionen åbner dog for justeringer og midlertidige tiltag som statsstøtte. Politiken skriver, at EU’s ledere opfordrer til at bevare is i maven trods stigende energipriser, som følge af bombardementer af oliefelter i Mellemøsten. På et topmøde i Bruxelles diskuterede lederne løsninger, hvor 10 lande opfordrede til at revidere kvotehandelssystemet. Energikommissær Dan Jørgensen advarede mod at pille ved systemet og udtalte: “Det ville være at skylle barnet ud med badevandet, for det ville føre til, at vi på lang sigt ikke ville være i stand til at reducere priserne yderligere, som vi ønsker, og i øvrigt dekarbonisere og blive uafhængige af fossil energi fra omverden”. Kommissionsformand Ursula von der Leyen fremlagde ideer til løsninger, herunder investering i vedvarende energi og statsstøtte til at nedsætte prisen på skatter og afgifter. Berlingske skriver, at ti EU-lande presser Bruxelles forud for et topmøde om det omstridte ETS-system, som de kalder en 'eksistentiel risiko' for Europas industrier. Det Europæiske Råds formand, António Costa, har opfordret Europa-Kommissionen til at fremlægge initiativer for at sænke energipriserne. Europa-kommissionsformand Ursula von der Leyen har sendt et brev til stats- og regeringscheferne med forslag til kortsigtede tiltag, men har afvist at skrotte ETS-systemet. Hun understreger systemets betydning for elpriserne på lang sigt og dets rolle i at reducere gasforbruget. Von der Leyen konkluderer: "Vi må nu sikre, at det også tilpasses de nye realiteter." Ritzau skriver, at Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et EU-topmøde i Bruxelles har udtalt, at EU's emissionshandelsordning (ETS) vil bestå trods høje energipriser. Han sagde: "Vi har stået vagt om EU's grundlæggende klimastruktur, og ETS er intakt." Dette sker, selvom nogle EU-lande har krævet ændringer af ETS for at sænke energipriserne, mens klimaivrige lande som Sverige og Holland modsætter sig dette for at beskytte klimaet.

I en analyse i Information skriver Tore Keller, at energikrisen er i fokus ved et EU-topmøde i Bruxelles, hvor stats- og regeringschefer drøfter konsekvenserne af Iran-krigen for Europas økonomi og energipriser. Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, udtaler: »Den militære eskalering i Mellemøsten skaber global ustabilitet, og de negative konsekvenser mærkes allerede i Europa.« EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslår at lempe presset på europæisk industri ved at reducere omkostningerne ved kvotemarkedet, hvilket dog møder kritik fra flere EU-lande og dele af erhvervslivet.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristeligt Dagblad, torsdag; Jyllands-Posten, torsdag; Information, torsdag, s. 8; Politiken, fredag, s. 14

Nabopolitik: EU splittet om Ukraine-lån efter Orbáns veto
Ritzau skriver, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddeler, at EU vil levere et lån på 90 milliarder euro til Ukraine, selvom Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har nedlagt veto. Von der Leyen udtaler: "Lånet er blokeret, fordi én leder ikke holder sit ord." EU's præsident, António Costa, kritiserer også Orbáns fremfærd og understreger, at en aftale er en aftale. Orbán betinger sin støtte af reparation af Druzjba-rørledningen, hvilket Costa finder uacceptabelt. Weekendavisen skriver, at forholdet mellem Ungarns premierminister Viktor Orbán og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj er forværret, med Orbán der bruger Zelenskyj som syndebuk i den ungarske valgkamp. Zelenskyj har truet Orbán, hvilket udløste kritik fra EU-Kommissionen. Konflikten omfatter Ungarns og Slovakiets veto mod et EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine og blokering af sanktioner mod Rusland. Zelenskyj har accepteret EU-Kommissionens tilbud om hjælp til at reparere Druzjba-olierørledningen.

I en analyse i Børsen skriver Leonora Marienlund Klint, at et nyligt EU-topmøde i Bruxelles endte med vrede over Ungarns premierminister Viktor Orbáns blokering af 90 mia. euro i støtte til Ukraine. EU-ledere sendte også en bredside til Donald Trump og hans krig i Iran. Statsminister Mette Frederiksen opnåede en symbolsk sejr ved at sætte fokus på en potentiel ny flygtningekrise. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtalte: “Indtil videre har vi ikke set migrationsbevægelser mod Europa. Men vi skal være forberedte.”

I en analyse i Politiken skriver Karin Axelsson, at Ungarn fortsat blokerer for et lån på 90 milliarder euro til Ukraine, som EU-landene ellers lovede i december. Ungarns leder, Viktor Orbán, nægter at give sig, før der igen ruller russisk olie gennem Druzjba-rørledningen, som han mener Ukraine blokerer. Orbán udtalte: "Jeg vil aldrig støtte nogen form for beslutning, der er til fordel for Ukraine, så længe ungarerne ikke får den olie, som tilhører os, og som ukrainerne nu blokerer." EU-Kommissionen har sendt et teknisk hold til Ukraine for at besigtige rørledningen.

Kilder: B.T., fredag; Berlingske, fredag; Kristeligt Dagblad, fredag; Børsen, fredag; Jyllands-Posten, fredag, s. 22; Politiken, fredag, s. 14; Weekendavisen, fredag, s. 13

Migration: Frederiksen og Meloni advarer EU mod ny migrationskrise
Ritzau skriver, at statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister Giorgia Meloni i et fælles brev til Det Europæiske Råd advarer om en ny migrationsbølge fra Mellemøsten. De opfordrer EU-toppen til at handle proaktivt for at undgå en gentagelse af situationen fra 2015. I brevet står der: "Vi kan ikke gentage flygtninge- og migrationsflowet til EU, som vi så i 2015." De understreger behovet for at støtte partnere og værtslande i Mellemøsten, da flygtninge og migranter bør hjælpes, hvor de er. Ritzau skriver, at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtaler, at Europa skal være forberedt på en ny flygtningestrøm fra Mellemøsten og ikke gentage situationen fra 2015. Hun siger: "Vi vil ikke gentage situationen fra 2015. Vi har lært vores lektie." Statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, har i et fælles brev opfordret EU til at hjælpe landene i Mellemøsten og styrke EU's ydre grænser med en europæisk "nødbremse".

Kilder: B.T., torsdag, fredag; Berlingske, torsdag, fredag; Kristeligt Dagblad, torsdag, fredag; Ekstra Bladet, torsdag

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: ECB fastholder rente men hæver inflationsforventninger
Ritzau skriver, at Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag har fastholdt renten, men opjusterer inflationsforventningerne for 2026 til 2,6 procent fra 1,9 procent på grund af krigen i Mellemøsten. ECB udtaler: "Inflationen er blevet opjusteret i forhold til fremskrivningerne fra december, især for 2026. Dette skyldes, at energipriserne bliver højere på grund af krigen i Mellemøsten." Samtidig sænkes forventningerne til årets økonomiske vækst fra 1,2 til 0,9 procent, hvilket afspejler krigens globale virkninger. Cheføkonom Tore Stramer vurderer, at dette kan åbne døren for renteforhøjelser senere på året.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristeligt Dagblad, torsdag; Jyllands-Posten, torsdag; Ekstra Bladet, torsdag; Politiken, torsdag; Altinget.dk, fredag

Handel: EU-udvalg sender toldaftale med USA videre
Ritzau skriver, at EU-Parlamentets handelsudvalg har stemt for lovgivning, der er afgørende for en toldaftale mellem EU og USA, som blev indgået i sommeren 2025. Aftalen, der har siddet fast i udvalget i flere måneder, handler om et toldloft på 15 procent på mange EU-varer til USA og fjernelse af told på amerikanske industriprodukter. Handelsudvalgets formand, Bernd Lange, mente, at den amerikanske højesterets beslutning om Trumps toldsatser skabte usikkerhed. Ifølge seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard fra Dansk Industri er det "rigtig positivt", at aftalen er stemt videre, da "fraværet af en aftale ville være langt værre". Aftalen skal nu videre til hele EU-Parlamentet og de enkelte lande for endelig godkendelse.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristeligt Dagblad, torsdag; Jyllands-Posten, torsdag

Andre EU-historier

Migration: Rekordmange migranter dør i Middelhavet trods færre krydsninger
Ritzau skriver, at et rekordhøjt antal migranter er døde i Middelhavet i årets to første måneder, selvom færre forsøgte at krydse havet. Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) døde mindst 655 mennesker i januar og februar, mere end dobbelt så mange som året før. EU's grænseagentur, Frontex, tilskriver de høje dødstal 'ekstreme vejrforhold', herunder stormen Harry, og kritiserer menneskesmuglere for at bruge usikre fartøjer.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristeligt Dagblad, torsdag; Jyllands-Posten, torsdag

Forbrugerpolitik: Fransk domstol afviser lukning af Shein trods kritik
Ritzau skriver, at en ankedomstol i Paris har afvist Frankrigs forsøg på midlertidigt at lukke e-handelsplatformen Shein, som var anklaget for at sælge børnelignende sexdukker og forbudte våben. Shein udtaler, at de konstant styrker kontrollen med sælgere og produkter. "I løbet af de seneste adskillige måneder er vi fortsat med konstant at styrke vores kontrol af både sælgere og produkter på markedspladsen," siger Shein. EU-Kommissionen har igangsat en undersøgelse af Shein for salg af ulovlige produkter og potentielt afhængighedsskabende design.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristseligt Dagblad, torsdag; Politiken; torsdag; Ekstra Bladet, torsdag

Udenrigspolitik: Danske soldater i Grønland forberedte sig på mulig konflikt med USA
Ritzau skriver, at danske soldater i Grønland var forberedt på militær konfrontation med USA i januar, da USA's ønske om at kontrollere landet blussede op. Soldaterne, der var en del af en styrke med deltagere fra Frankrig, Tyskland, Norge og Sverige, havde blodposer og sprængstoffer med, sidstnævnte for at ødelægge landingsbaner og vanskeliggøre en amerikansk invasion. Statsminister Mette Frederiksen udtalte i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles: "Vi har stået i den sværeste udenrigspolitiske situation siden Anden Verdenskrig." Hun understreger, at truslen fra USA over Grønland stadig lurer.

Kilder: B.T., torsdag; Berlingske, torsdag; Kristeligt Dagblad, torsdag

Handel: Analyse: WTO i overlevelseskamp mens EU presser på for reformer
I en analyse i Børsen skriver Svend Roed Nielsen, seniorrådgiver hos Tænketanken Europa, at WTO står over for en overlevelseskamp, da Trumps toldpolitik har tilsidesat fundamentale regler. WTO's 14. ministermøde i Cameroun er afgørende for at drøfte reformer, der skal sikre organisationens effektivitet. EU har en grundlæggende interesse i en regelbaseret verdenshandel og har fremlagt reformforslag, der søger at modernisere WTO med mere effektive beslutningsprocesser og fair handelsvilkår. "EU har en grundlæggende interesse i en regelbaseret verdenshandel med et reformeret og stærkt WTO og har til ministermødet fremlagt en række reformforslag." Målet er at samle en alliance for at opnå enighed om en arbejdsplan for reformer.

Kilder: Børsen, fredag, s. 36

Kultur: Kritik af Ruslands comeback til europæiske kultur- og sportsbegivenheder
Kristeligt Dagblad skriver, at Rusland igen får lov til at deltage i store europæiske sports- og kulturarrangementer, fire år efter invasionen af Ukraine. Dette ses som et "trist tegn på Europas svaghed" af den ukrainske kunstner Pavlo Makov. Venedig Biennalens beslutning om at lade Rusland deltage har fået Europa-Kommissionen til at true med at trække sin pengestøtte tilbage. Udenrigs- og kulturministre fra 22 hovedsageligt EU-lande opfordrer arrangørerne til at genoverveje beslutningen.

Kilder: Kristeligt Dagblad, fredag, s. 6

Udenrigspolitik: USA’s sanktionslettelser styrker Ruslands krigskasse og presser EU
Politiken skriver, at amerikansk sanktionslettelse på russisk olie tilfører Putins krigskasse mindst 150 millioner dollar dagligt, hvilket kan være afgørende for krigens udfald. Ukraines præsident har advaret om, at pengene sandsynligvis vil blive brugt på ekstra våben, især droner. EU-kommissionens talsmand, Paula Pinho, udtaler, at Rusland formentlig drager størst fordel af krigen. António Costa, formand for Det Europæiske Råd, understreger, at "forstærket økonomisk pres på Rusland er afgørende for at få dem til at gå ind i seriøse forhandlinger om en retfærdig og varig fred."

Kilder: Politiken, fredag, s. 14

Grundlæggende rettigheder: Kommentar: Kritik af EU’s ligestillingsstrategi for at overse mænds problemer
I en kommentar i Berlingske skriver Allan Schmidt, at EU's nye ligestillingsstrategi for 2026 til 2030 diskriminerer drenge og mænd ved udelukkende at fokusere på kvinders problemer. Strategien, som Danmark har bakket op om, danner grundlag for EU's ligestillingspolitik, men belyser ikke mænds udfordringer som selvmord, hjemløshed eller kortere levetid. Schmidt udtaler: "Når kvinder statistisk er dårligere stillet på et område, bliver det fremhævet som et ligestillingsproblem. Når mænd statistisk er dårligere stillet, forsvinder kønnet." Han kritiserer, at strategien skaber en asymmetri, hvor ligestilling risikerer at miste sin oprindelige betydning.

Kilder: Berlingske, fredag, s. 26

Kilder

Publikationsdato
20. marts 2026
Forfatter
Repræsentationen i Danmark