Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information30. september 2022Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser fredag den 30. september 2022



Dagens EU-tophistorier

Sikkerhedspolitik: Sabotage: Var det Rusland? USA? Eller måske Polen?
Flere af dagens aviser skriver om gaslækagen i Nordsøen og stiller spørgsmålet, hvem der eventuelt kunne stå bag sabotagen. I dagens Politiken kan man læse, at langt de fleste militæranalytikere og eksperter peger på Rusland som bagmanden. Noget af det, der taler for, er, at Rusland ønsker at skabe uro, tvivl og frygt i de europæiske befolkninger. På den anden side er gasledningerne russisk ejendom og gaseksporten bliver svær at sætte i gang, hvis der kommer en politisk opblødning i EU's forhold til Rusland. Det nævnes også, at USA kan stå bag sabotagen. Der har i årevis været bred politisk støtte bag det amerikanske krav om, at Nord Stream 2 skal stoppes, ellers er EU i Putins lomme og afhængig af russisk naturgas. Både demokrater og republikanere har helt tilbage til præsident Obamas tid advaret mod ledningen. I Rusland og på de sociale medier cirkulerer et tv-klip taget ud af sammenhængen, hvor det kan se ud, som om Biden truer med at stoppe Nord Stream 2 fysisk. Noget af det, der taler imod den teori, er, at USA for længst har opnået, hvad det ville. Europa er i fuld gang med at blive uafhængig af russisk gas, blandt andet ved at købe flydende naturgas i USA. Der er ingen udsigter til, at EU i meget lang tid, om nogensinde, kommer til at købe store mængder gas af Rusland igen. Ukraine og Polen nævnes også som lande, der kunne få noget ud af sabotagen. De to lande har nemlig gennem årene været de mest hårdnakkede modstandere af rørledningerne i Østersøen. Dog har de to lande, ligesom USA, opnået hvad de ønsker: nemlig at gasstrømmen er stoppet.

Også Kristeligt Dagblad kommer med forskellige bud på, hvem der kunne stå bag eventuel sabotage på rørledningerne. Avisen skriver, at det antages at være russisk sabotage, men at andre lande også kan stå bag. Den ukrainske præsidentrådgiver Mykhaylo Podolyak siger ifølge BBC, at skaderne på Nord Stream 1 og 2 er ”en aggressiv handling” mod EU, og at Rusland ønsker at skabe panik før vinteren. Russiske kommentatorer konkluderer, at USA har klart størst interesse i, at de russiske gasrørledninger i Østersøen er sat ud af spillet. Med lækagen mister EU en mulighed for at sikre sin energiforsyning og er dermed endnu mere afhængig af USA, lyder det blandt andet i den russiske avis Izvestia. Det er svært at forestille sig, at amerikanerne ville gå så langt som til at angribe en så vital del af Nato-allieredes infrastruktur, mener Rasmus Brun Pedersen, lektor på Aarhus Universitet. "Motivet skulle være, at man dermed ikke blot politisk, men også fysisk presser Tyskland væk fra at importere russisk gas ved at smadre disse forsyningslinjer. Så tyskerne ikke fristes til at genoptage importen af russisk gas. Men risikoen for amerikanerne ville simpelthen være for høj," siger han. Kristeligt Dagblad skriver desuden, at nogle spekulerer i, om private aktører, såsom en terrororganisation eller gangstere, kan have stået bag. De fleste eksperter peger dog på, at sabotagen kræver en masse logistik - særlige skibe og udstyr - og derfor er det snarere en stat end en ikke-statslig aktør, der står bag.

I Weekendavisen kan man læse, at Rusland har evnen, midlerne og motivet til at foretage så teknisk vanskelig, voldsom og overraskende form for sabotage. Spørgsmålet er, hvilken interesse Kreml kunne have i at ødelægge egne gasrør, der skulle fragte gas til millioner af europæiske hjem og sende milliarder af euro retur. "I Europa er der en fornemmelse af, at krigen snart er slut. Men sådan ser man ikke på det i Rusland. Her ser man frem mod en langstrakt konflikt. Og Putin opfatter russerne som langt mere hårdføre end de magelige europæere, der snart vil miste modet," siger Edward Lucas, sikkerhedsspecialist, tilknyttet Center for European Policy Analysis og tidligere seniorredaktør på det britiske tidsskrift The Economist. Derudover har Putin formentlig vurderet, at de gasrør aldrig vil komme i brug alligevel. Tilliden mellem EU og Rusland er uopretteligt ødelagt. Tyskland har ingen gas fået siden begyndelsen af september, hvor Putin forlangte, at EU droppede sanktionerne, før han ville åbne for sluserne igen. Det kan have stået klart for præsidenten, at det aldrig ville komme til at ske. Og nu kan Putin paradoksalt nok bruge ødelæggelserne til at lægge pres på Østersø-landene. "I den krise, vi står i, er de norske gasleverancer til det europæiske kontinent nærmest uundværlige. Derfor er det også Norges pligt over for Vesten og NATO at sikre det, som måske er den mest udsatte kritiske infrastruktur i Nordeuropa. Det er angrebene omkring Bornholm et bevis på," siger Anders Romarheim, leder ved Senter for internasjonal sikkerhet ved Forsvarets højskole i Oslo.

I Information kan man i dag læse, at den undersøiske infrastruktur i Europa er sårbar og at hændelserne i Østersøen tyder på, at sikkerheden omkring undersøisk infrastruktur ikke har været prioriteret højt nok. "Det kan der være alle mulige grunde til. Man kan have foretaget en risikovurdering, som har sagt, at truslen var lav, eller at det var for dyrt at beskytte området. Men det er virkelig noget, man bør øge fokus på, fordi Europa er sårbart, når det kommer til undersøisk infrastruktur generelt," siger Tobias Liebetrau, postdoc på Sciences Po i Paris. Han har udarbejdet en række undersøgelser af den europæiske kritiske infrastruktur på havbunden. "De seneste år har der været et tiltagende fokus på kablernes betydning, men konkret handling i forhold til at beskytte dem har man ikke set meget af på EU-niveau, og det er først for nylig noget, der er begyndt at figurere højt på listen hos medlemslandene," siger han og fortsætter: "Den situation, Europa står i i dag, viser, at man ikke har tillagt sikkerhedsspørgsmålet nok værdi, selv om energi og digital infrastruktur er fuldstændig vitalt for, at de vestlige samfund fungerer. Man har prioriteret billigere gas og samarbejde med Rusland." Anders Buch, militæranalytiker hos Forsvarsakademiet, mener også, at man har fejlvurderet situationen. "Det er åbenlyst, at det var rigtig dumt af Europa at gøre sig så afhængig af russisk gas. Man troede, at energi var det område, hvor man kunne samarbejde med Rusland. Det var flere europæiske regeringers indgang til det. Det har vist sig at være forkert, og det har ikke givet os en sikkerhed," siger han.

I Jyllands-Posten kan man læse en artikel om, at det bliver svært, hvis ikke umuligt, at reparere Nord Stream ledningerne. De steder på rørledningerne, hvor sabotagen har fundet sted, ligger på havdybder mellem 70 og 90 meter, hvor trykket er op til 9 atmosfærer, hvilket vil presse saltvand ind i rørene. Netop risikoen, for at store mængder havvand trænger ind i rørledninger, fik torsdag tyske regeringskilder til at sige til dagbladet Der Tagesspiegel, at Nord Stream måske aldrig vil komme i drift igen på grund af uoprettelige skader. I og med at Rusland har inddraget naturgaseksporten til Europa som økonomisk-politisk pressionsmiddel, er det tvivlsomt, om naturgassen atter vil strømme igennem Nord Stream 1, hvis den måtte blive repareret. Hvad Nord Stream 2 angår, vil det være op til den tyske regering at genoptage godkendelsesprocessen, hvilket næppe vil ske, før forholdet til Rusland er et ganske andet end i dag.

I Weekendavisens leder kan man i dag blandt andet læse: "Ruslands fingeraftryk sidder overalt på sabotagen i Østersøen. Aktionen følger det velkendte mønster for russernes angreb på Vesteuropa: Man kan ikke klart dokumentere, at de står bag, men ingen kan være i tvivl om formålet. Som giftangrebene på russiske dissidenter på europæisk jord og forsøgene på at sende flygtningestrømme mod EU følges sabotagen af benægtelser og påstande om, at vestlige aktører står bag. Senere efterforskning vil formodentlig pege på, at sabotagen er blevet beordret fra Kreml eller udført med stiltiende accept. [...] Skal sabotagen ses som et angreb i den pågående hybridkrig, kan det ikke blive tydeligere: Bliver Rusland tilstrækkeligt presset, vil man angribe den europæiske energiforsyning; norske rørledninger til kontinentet, vindmølleparker eller cyberangreb på kraftværker. Vesteuropas blodtilførsel sker gennem undersøiske årer, som kan afbrydes med tilsvarende angreb. At kalde de vestlige lande, herunder Danmark, sårbare er en underdrivelse. [...] Styrke til at svare på den russiske energiterror har europæerne kun, hvis de står sammen. Det kræver troværdigt lederskab og handlekraft. Situationen vil gøre disse nøgleord til hovedtemaet i en valgkamp. Mette Frederiksen har som siddende statsminister en klar fordel, men hendes lederskab har også vist markante svagheder."
Kilder: Politiken, s. 5; Kristeligt Dagblad, s. 7; Information, s. 6-7; Weekendavisen, s. 1, 14

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Økonomi: Regeringen vil pålægge flere energiselskaber ekstra skat
Berlingske skriver i dag, at regeringen vil pålægge flere energiselskaber en ekstra skat. Energiminister Dan Jørgensen (S) har fået mandat til at forhandle en aftale på plads med resten af EU’s energiministre, som går endnu videre, end EU har lagt op til. EU-Kommissionen har fremlagt en plan, der skal forhindre, at de tårnhøje energipriser får folk til at gå fra hus og hjem. Den indebærer blandt andet, at EU vil indføre en særskat på de energiproducenter, der tjener ekstra godt på de historisk høje energipriser. "Nogle elproducenter har nydt godt af de høje energipriser, mens forbrugernes omkostninger er steget markant. Det er kun fair, at en del af de ekstraordinære profitter går til at kompensere forbrugerne," lød det fra ministeren til et møde i Folketingets Europa-udvalg i sidste uge. De vanvittige energipriser har skabt en ny guldfeber, hvor energisektoren og særligt energihandelsselskaberne tjener styrtende på de høje regninger. EU-Kommissionen har konkret foreslået at lave et indtjeningsloft for såkaldte 'overnormale' profitter. Ifølge Kommissionen skal prisloftet være 180 euro per megawatt-time strøm, hvilket svarer til godt 1.340 danske kroner. Loftet er beregnet på baggrund af en gennemsnitspris for perioder med spidsbelastning før energikrisen.
Kilde: Berlingske, s. 1, 4, 5

Finansielle anliggender: Tyskland frygter industridød. Scholz svarer med gigantisk redningspakke
Flere aviser skriver om situationen i Tyskland, hvor tårnhøje energipriser, ligesom i resten af Europa, giver store økonomiske problemer. Torsdag præsenterede en række førende økonomiske institutter en efterårsprognose, som taler sit eget tydelige sprog: I 2023 vil Tyskland gå i recession. I bedste fald med en minusvækst på 0,4 procent. Og i tilfælde af en decideret gasmangel med hele 7,9 procents minus, altså et næsten dobbelt så stort fald som under finanskrisen. I lyset af gaskrisen indgik den tyske regering torsdag derfor en aftale om en gigantisk redningspakke på op mod 200 milliarder euro. Uanset udformningen er målet at dæmpe gaspriserne, som man også har set det i flere andre europæiske lande. Men både spørgsmål og indvendinger tårnede sig op, lige så snart nyheden fra Berlin slap ud. Vurderet ud fra Tysklands nationale klimaplaner og EU's Green Deal for vejen mod klimaneutralitet i 2050 skulle omstillingen være en ordnet og gradvis proces, hvor især CO2-kvoter skulle spille en hovedrolle. Med den tyske redningsplan ser den køreplan nu ud til at være skudt i sænk af Ukrainekrigen, sanktioner og embargoer: Nu behandles de akutte hovedpiner i stedet med trecifrede milliardbeløb i euro. Det skriver Information.

Også Børsen skriver om det tunge skyts, som Tysklands regering har fundet frem i kampen mod gaspriserne. Ifølge partiernes aftale skal de 200 milliarder euro placeres i en særlig fond, så de teknisk falder uden for en gældsbremse. Fonden blev etableret under coronakrisen for at skyde kapital i virksomheder. Ifølge Børsen er der også i EU nye forslag om prislofter på vej. 15 lande har presset på for få et generelt prisloft på gas. Det har Kommissionen indtil videre afvist, men sendte onsdag et dokument rundt til landene om fordele og risici ved flere modeller. Og på en pressebriefing torsdag sagde to ledende embedsmænd, at de anbefaler et prisloft specifikt for russisk gas samt et prisloft for den gas, der bruges i elproduktionen. Forslagene skal nu drøftes på et møde mellem EU's energiministre fredag.

I Berlingske kan man læse en analyse skrevet af avisens økonomiske redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: "Det var ventet, at inflationen i Tyskland ville stige i september. Sommerens mulighed for at køre med offentlig transport i en måned for ni euro udløb i august. Den midlertidige nedsættelse af benzinafgiften udløb. Men alligevel leverede tysk økonomi igen et inflationschok. Priserne steg næsten to procent på en måned og præcis ti procent det seneste år. Det var langt mere, end analytikerne havde forventet. [...] Den tyske regering har torsdag præsenteret en pakke for at dæmpe energipriserne denne vinter, der kan komme til at koste svimlede 200 milliarder euro. Det vil mindske husholdningers og virksomhedernes udgifter, men det er endnu et frontalangreb på de offentlige finanser. I forvejen ligger Tyskland over gennemsnittet i EU, når det gælder inflationshjælpepakker. Tyskland er en advarsel om, at der både nu og senere er et betydeligt inflationært pres i euroområdet efter et årti med fravær af inflationen. Mindstelønnen bliver i år sat op med 25 procent, hvilket skubber lønningerne i job lige over mindstelønnen med op. [...] Den stædige inflation i hele euroområdet bliver fulgt til dørs af flere signaler om afmatning i den økonomiske aktivitet og en moderat svækkelse af arbejdsmarkedet forude. Den store månedlige stemningsundersøgelse fra EU-Kommissionen (ESI) viste et yderligere fald i optimismen i euroområdet, der nu er nede på niveauet fra eurokrisen i 2012 og 2013, men trods alt markant højere end under finanskrisen og nedlukningen i foråret 2020. [...] I takt med at ECB sætter renterne op, vil også de korte italienske renter øges, og med en gæld på 2.768 milliarder euro eller knap 21.000 milliarder kroner betyder enhver decimal i højere renter store stigninger i de samlede renteudgifter. ECB vil blive lykkelig, hvis Meloni følger op med en hurtig annoncering af en tillidsvækkende finansminister, der vil øge troværdigheden om de italienske løfter og reducere Italiens landepræmie. Det britiske morads, der alene er udløst af en uansvarlig finanspolitik, burde være et vink med en vognstang til Rom om, hvad der kan vente forude. ECBs dilemma er, at hurtige og konsekvente renteforhøjelser er den bedste måde at sikre lavere renter længere ude på rentekurven, altså med mellem ti og 30 års løbetid. [...] Men uden en konsekvent rentepolitik bliver det euroen, der kommer til at betale prisen. Sidst vi har set noget, der ligner den nuværende situation, var i midten af 1980erne. Dengang kostede en dollar over 12 kroner."

I Børsens Indsigt af avisens udenrigsredaktør Hakon Redder kan man i dag blandt andet læse: "Tyskland er på ny ved at blive Europas syge mand med store nedlukninger af energiintensive industrier, der rammer resten af Europa. [...] Mange energiintensive industrier har for længst helt lukket eller skruet voldsomt ned for produktionen. Det gælder eksempelvis indenfor produktion af aluminium, stål, zink, glas, keramik, sukker og selv toiletpapir. [...] I Tyskland har Europas største stålproducent, Arcelor Mittal, lukket kraftigt ned for højovnene i Bremen og Hamborg, og tyske Hakle, en af de største producenter af blandt andet toiletpapir, har på grund af “den historiske energikrise” erklæret sig insolvent. Cirka halvdelen af Europas aluminium- og zinkproduktion er ifølge de europæiske brancheforeninger allerede er lukket ned. [...] Clemens Fuest, præsident for den indflydelsesrige tænketank IFO i München, siger i Der Spiegel, at “truslen om deindustrialisering er reel, men lige nu er det for tidligt at fastslå den”. Men Tyskland, med forventet negativ vækst langt ind i 2023, er igen Europas syge mand. Det vil smitte. Selvfølgelig i Danmark, hvor Tyskland er det største eksportmarked, men også i resten af EU."
Kilder: Information, s. 1, 10, 11; Børsen, s. 14, 28; Berlingske, s. 8

Andre EU-historier

Det digitale indre marked: EU-Kommissionen: Flere skal have erstatning for fejl begået af kunstig intelligens
På Altinget torsdag kan man læse, at EU-Kommissionen mener, at borgere i EU skal beskyttes bedre imod fejlbehæftet kunstig intelligens og forskelsbehandling forårsaget af digitale redskaber. Eksempelvis skal det være lettere at opnå erstatning for personer, som forskelsbehandles af kunstig intelligens i forbindelse med en jobansættelse, lyder det i forslaget. Det skal konkret ske ved at forenkle bevisbyrden for borgerne, der fremover blot skal kunne sandsynliggøre, at kunstig intelligens har forårsaget skadelige fejl. Ifølge kommissær for retlige anliggender, Didier Reynders, er forslaget afgørende for, at EU i fremtiden kan udnytte fordelene ved kunstig intelligens til fulde. "Samtidig med at vi tager højde for de nye teknologiers enorme potentiale, skal vi altid garantere forbrugernes sikkerhed. Passende standarder for beskyttelse af EU-borgerne udgør grundlaget for forbrugernes tillid og dermed for vellykket innovation," lyder det. Over bred kam kan det i dag være særdeles vanskeligt at opnå erstatning i sager, der kredser om kunstig intelligens. Det skyldes ifølge EU-Kommissionen, at systemerne ofte er uigennemsigtige og selvkørende. Det nye udspil fra EU-Kommissionen bygger ovenpå et forslag fra sidste år, hvor kommissionen lægger op til at styrke retssikkerheden og kravene på en stribe punker. Kommissionen vil med en ny forordning blandt andet direkte forbyde former for kunstig intelligens, som tydeligt vurderes at true borgernes rettigheder. Forbuddet omfatter blandt andet systemer, der ud fra algoritmer direkte tilskynder mennesker til at foretage specifikke handlinger. Derudover skal det også være forbudt for regeringer at indføre såkaldte sociale pointsystemer, som eksempelvis kan bruges til at belønne eller straffe specifik adfærd.
Kilde: Altinget, torsdag

Det digitale indre marked: Digitaliseringsrådet: Regeringen skal omsætte strategi til handling
Torsdag bringer Altinget et debatindlæg af Nana Bule, administrerende direktør, Microsoft Danmark og Island, André Rogaczewski, administrerende direktør, Netcompany, Tommy Ahlers, iværksætter og tidligere MF’er og uddannelses- og forskningsminister, Claus Jensen, forbundsformand, Dansk Metal, Mikkel Flyverbom, professor, CBS, Pernille Blach Hansen, regionsdirektør, Region Midtjylland, Pernille Halberg Salamon, kommunaldirektør, Hørsholm Kommune, Anja C. Jensen, forbundsformand, HK, Rikke Hougaard Zeberg, branchedirektør, DI Digital, Brian Mikkelsen, administrerende direktør, Dansk Erhverv og Andreas Cleve, CEO, Corti. De skriver blandt andet: "Da EU-kommissionen for nyligt fremlagde den årlige rangliste over Europas mest digitaliserede lande, opnåede Danmark igen en topplacering. Selvom vi i år må vige førstepladsen til Finland, høster vi fortsat frugterne af de sidste 30 års investeringer i offentlig digitalisering. Men det er vigtigt, at vi som samfund tager hånd om digitaliseringen. For selvom Danmark scorer højt på udbredelse af bredbånd og e-governance, taber vi terræn på andre parametre. [...] I Digitaliseringsrådet vil vi samtidig bidrage til det fortsatte politiske fokus på digitaliseringens slagsider. Uanset om man mener, at den digitale omstilling er løbet løbsk eller snegler sig afsted, føler et stort antal danskere sig desværre hægtet af det offentliges brug af apps og online-løsninger. Det gælder både de ældre og de unge. Det fordrer et langt større fokus på brugervenlighed og inddragelse, så vi sikrer os, at alle er med ombord. Også en seriøs debat om de etiske og juridiske problemstillinger relateret til algoritmer, overvågning og privatlivsbeskyttelse, er afgørende for, at vi opretholder tilliden til teknologierne og sørger for, at den teknologiske udvikling understøtter vores velfærdssamfund. Vi ser frem til arbejdet og rollen som sparringspartner for regeringen og myndighederne. Som det første vil vi invitere til dialog og samarbejde med relevante organisationer og interessenter, så vi sammen kan sikre, at digitaliseringsstrategien kommer ud og arbejder til gavn for alle i Danmark."
Kilde: Altinget, torsdag

Finansielle anliggender: EU's finansielle vagthund sender en dyster advarsel
I Børsen kan man i dag læse, at EU's systemiske risikoråd, der skal holde øje med finansielle risici i Europa, torsdag har udsendt en "generel advarsel". Advarslen er udsendt af “Det Almindelige Råd”, der har chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB) Christine Lagarde som formand. I advarslen skriver EU's finansielle risikoråd, at der er “tre alvorlige systemiske risici for den finansielle stabilitet”. Første risiko Den første risiko handler om risikoen for, at husholdningerne og virksomhederne i EU kan komme i økonomiske problemer, blandt andet på grund af de markant forhøjede energipriser. Den anden advarsel fra risikorådet skyldes det "markante fald i aktivpriser". “Dette kan potentielt udløse store tab på grund af værdireguleringer, som videre kan føre til, at udsving i markederne forværres, og likviditeten strammes til. Hertil kommer, at stigningen i niveauet og udsvingene på energi- og råvarepriser har medført store krav om supplerende marginbetalinger for deltagere i disse markeder. Dette har øget likviditetspresset for nogle deltagere,” skriver risikorådet. Den tredje advarsel fra risikorådet gælder bankerne, og risikoen for tab på udlånet. “Forværringen i de makroøkonomiske udsigter har en negativ effekt på aktivkvaliteten og indtjeningsforventningerne i kreditinstitutioner. Selv om den europæiske banksektor samlet set er velkapitaliseret, så vil en mærkbar forværring i de makroøkonomiske udsigter indikere en fornyet stigning i kreditrisiko, på et tidspunkt hvor nogle kreditinstitutioner stadig er i gang med at få styr på coronarelaterede problemer med kvaliteten af aktiverne,” lyder det fra rådet.
Kilde: Børsen, s. 1, 4

Institutionelle anliggender: Italiens nye storesøster
Weekendavisen bringer et portræt af Giorgia Meloni, Italiens kommende regeringsleder efter søndagens valg. Her kan man blandt andet læse: "Meloni var i mange vælgeres øjne det sidste romerlys tilbage i kassen, efter at alt det andet politiske fyrværkeri var brændt af, til højre, til venstre, i midten og alle andre steder. Heri ligger også grunden til hendes sejr, som kan blive kortvarig, men måske starten på et længere forløb, der vil ændre Italien. [...] Det eneste parti af betydning, der valgte at fortsætte i opposition, da Draghi i starten af 2021 dannede regering, var Fratelli d'Italia, Italiens Brødre, ledet af 'storesøster' Giorgia Meloni. På det tidspunkt så enegangen ud til at være et udslag af politisk excentricitet. Men i virkeligheden personificerede Meloni blot den følelse af bitterhed og opgivelse, mange italienere sad tilbage med over deres politiske lederklasse, og som tidligere havde givet først Lega og siden Femstjernerne vind i sejlene, uden at der var kommet meget andet end melodrama ud af det. Hun satte så at sige stemmegaflen ind i den og blev dens lyd. Og det, hun sagde, var i bund og grund, at det var bedre i gamle dage, da nationer var fædrelande beboet af patrioter med fod under eget bord, og man ikke stillede spørgsmål om køn, religion og fødsler. [...] Ifølge Financial Times er Meloni intet mindre end 'det modsatte af Draghi', altså noget nær det absolutte onde. Tiden vil vise, om der er grund til bekymring. Kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde inden valget, at EU kan arbejde med ethvert demokrati, men har 'redskaber', hvis samarbejdet bliver vanskeligt. Det tog Meloni ilde op. Men hun har allerede lagt valgkampens slogans bag sig og er nu ved at udfolde den pragmatiske side af sig selv. Det forlyder, at med den siddende premierminister Draghi har indgået en pagt om kontinuitet i Italiens udenrigspolitik og i forhold til de økonomiske rammer. Til gengæld vil Draghi, en af de mest respekterede personer i europæisk politik, så 'garantere' for Meloni-regeringens lødighed, forlyder det."

I Berlingskes leder kan man i dag blandt andet læse: "Mange har advaret mod Giorgia Meloni, som står til at blive Italiens næste regeringsleder efter en overbevisende sejr ved søndagens parlamentsvalg. Hun er blevet kaldt Italiens 'farligste politiske figur', og hendes succes hos de italienske vælgere er blevet tolket som 'fascismens genkomst'. [...] Meloni har hang til populistiske udfald mod de fjerne bureaukrater i Bruxelles, men hun har ikke stillet ultimative opgør om EU i udsigt. Her virker hun mere realistisk end for eksempel Salvini. Alligevel skal vi i resten af EU forberede os på, at Italiens nye regering vil give nogle udfordringer. Der skal holdes øje med, om Meloni vil presse kvinders abortrettigheder eller så tvivl om adgangen til juridisk partnerskab for personer af samme køn, og vi skal forberede os på, at Italien ikke længere vil være en sikker alliancepartner i forsvaret af EUs grundlæggende værdier. Da Europa-Parlamentet sidste uge slog fast, at Viktor Orbáns Ungarn ikke længere er et 'fuldgyldigt demokrati', stemte Fratelli d'Italias parlamentsmedlemmer imod. Melonis alliancepartnere er naturligvis også dårligt nyt for europæisk sammenhold om krigen i Ukraine. Italiens dybe afhængighed af russisk gas risikerer at få en kommende Meloniregering til at vakle."
Kilder: Weekendavisen, s. 10; Berlingske, s. 4

Klima: Angst og grøn omstilling
Jens Olaf Pepke Pedersen, cand.scient, ph.d. i fysik og seniorforsker på Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU, skriver i en analyse i Weekendavisen blandt andet: "Angsten breder sig i Europa. Ifølge analyseinstituttet Insa er 59 procent af tyskerne bekymrede for, at de ikke kan betale deres strøm- og gasregninger til vinter. Talrige tyske familier fortæller, hvordan de må vælge mellem at fryse eller sulte. Det vrimler med energisparetips, og myndighederne anbefaler afdragsordninger med forsyningsselskaberne, som dog selv frygter at komme i økonomiske vanskeligheder, hvis deres kunder ikke kan betale. [...] Europa befinder sig i en regulær energikrise, som kan blive værre end krisen i 1970'erne, der hovedsageligt var en oliekrise. Måske bliver »energifattigdom« årets ord i 2022, hvor en stor del af borgerne ikke har råd til at opvarme deres hjem med direkte konsekvenser for deres sundhed og trivsel og måske også for den politiske stabilitet i EU. [...] Det er for nemt udelukkende, at give Ruslands krig i Ukraine skylden, selvom Kreml har udnyttet EUs afhængighed af russiske energiforsyninger til at skade den europæiske økonomi. Krigen har forstærket krisen, men energipriserne begyndte allerede at stige i fjor, hvilket i første omgang blev forklaret med en hurtig vækst efter coronakrisen og dermed stigende efterspørgsel, samt dårligt vejr i Nordeuropa. [...] Lige nu forsøger politikerne at vise vej ud af energikrisen ved at love endnu mere fart på den grønne omstilling. Men måske bør man skrue ned for de overdrevne løfter og forsøge sig med et minimum af realisme og erkende, at opgaven vil tage tid og koste mange ressourcer, som må tages fra andre opgaver. Vores velstand er baseret på adgang til billig energi, og derfor vil der i årtier fremover blive brug for fossile energikilder. Det betyder ikke, at grøn omstilling er ligegyldig eller en dårlig idé. Der er brug for alternativer til fossile brændsler, og at opgaven er astronomisk stor, er ikke et argument for at gøre ingenting."
Kilde: Weekendavisen, s. 13

Udenrigspolitik: Sanktionskrig kan farve Europa mere gul
Gunnar Olesen, international rådgiver, cand.scient.pol., skriver i en kronik i Jyllands-Posten blandt andet: "Sanktionskrig mellem Vesten og Rusland går hårdt ud over Europa, især dem, der har mindst at stå imod med, når energiprisers himmelflugt føjer sig til inflation. Protest mod store ofre på udenrigspolitikkens alter kan bringe radikaliseret populisme til magten i flere EU-lande. [...] Ukraine-støtte og sanktioner indgår i en stor fortælling om demokratiets kamp mod autokratier, som trumfer konsensus om nødvendig fælles klimaindsats. Den flugter med USA's mål om at holde både Rusland og Kina på plads, hvad der vender Natos mobilisering også mod Kina. Bortset fra at Nato-landet Tyrkiet nægter at være med og har betegnet Vestens Ruslands-politik som provokatorisk. Populisme har per tradition en pragmatisk holdning til udenrigspolitik med fokus på egen økonomisk interesse. Trump ønskede et godt forhold til Rusland, men vendte sig mod Kina, fordi han mente, det snød USA med frihandel. Desuden har en del populister en mere nuanceret forståelse af den russisk-ukrainske konflikt end som gode ukrainere mod onde russere. [...] Europas regeringer kan komme under pres fra deres befolkninger, når disse rejser spørgsmål om det rimelige i at pådrage dem store ofre på udenrigspolitikkens alter. Men de kan få mere at tænke over. Klima og miljø vil trænge sig på, i takt med at stop for russisk olie og gas fører til en renæssance for A-kraft, kul og fragging, som klimaforkæmpere havde placeret på den forkerte side af historien. I Tyskland har et førhen pacifistisk grønt regeringsparti ført an ikke alene i tysk genoprustning, men også i at erstatte gas med kul samt olie fra den arabiske halvøs diktaturstater. [...] Krisen rejser spørgsmål om, hvor fælles USA's og Europas interesser er? USA har hidtil fået tilslutning til, at dets hårde internationale kurs tjener verdens demokrati. Men dets olie- og våbenindustri har fordel af Rusland-boykot og oprustning, mens Europa bærer byrderne. Desuden er der en fiftyfifty-chance for, at USA's regering om et par år afløses af en anden, mere pragmatisk. Trump mener, at Ukraine-krigen burde have været undgået, og at europæerne skal klare sig selv."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 45

Finansielle anliggender: Nationalbankens kur gør ikke patienten rask. Så hvad gør vi?
Sofie Holm Andersen, cheføkonom i Arbejdernes Erhvervsråd, skriver i en kommentar i Jyllands-Posten blandt andet: "For nylig udgav Nationalbanken sin halvårlige prognose for tilstanden i dansk økonomi. Det er dyster læsning: Høj inflation og forventet negativ vækst til næste år. Det mest opsigtsvækkende er dog Nationalbankens anbefaling om at stramme finanspolitikken med knap 1 procent af bnp. Nationalbanken er bange for, at inflationen bider sig fast. I andre lande vil centralbankerne hæve renterne, hvis de står i den situation, men den danske nationalbank er bundet af fastkurspolitikken og kan således kun hæve renterne, hvis det ikke ændrer på kronekursen. I praksis betyder det, at Nationalbanken stort set kun kan hæve renterne, når Den Europæiske Centralbank gør det. [...] Samtidig risikerer en strammere finanspolitik at forlænge recessionen. Det så vi under finanskrisen, da europæiske regeringer, herunder den første Løkke-regering, strammede finanspolitikken. De europæiske økonomier, inklusive den danske, var meget længere om at indhente det tabte i forhold til USA, der ikke sparede på den offentlige sektor i samme grad. Men når Nationalbankens medicin ikke gør patienten rask, hvad gør vi så? [...] Det, vi kan gøre herhjemme, er at hjælpe dem, der har det allersværest med den høje inflation, og så undlade at gøre problemet værre. Tiltagene skal derfor være finansierede, så der ikke postes for meget efterspørgsel ud i samfundet, da det kan give en forventning om, at den del af inflationen, der er skabt i Danmark, også kommer ud af kontrol. Tiden er bestemt ikke til at lempe finanspolitikken. Men vi skal også passe på ikke at gentage fortidens fejl og stramme finanspolitikken på et uhensigtsmæssigt tidspunkt."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 19

Finansielle anliggender: Recession - hvilken recession?
I Jyllands-Posten kan man i dag læse et indlæg af Peter Lundgreen fra Lundgreen’s Capital. Han skriver i en risikokommentar blandt andet: "Recessionen venter forude - eller gør den? I store dele af verden bliver det formentlig ikke tilfældet, hvilket i sig selv er positivt, men også interessant for investorer. [...] Vækst i Asien er blevet vigtig for verdensøkonomien, for den verdensdel repræsenterer nu 39 procent af den globale økonomi. Europa udgør en vedvarende mindre andel. EU står for 13 procent, og inden for en overskuelig årrække har Sydøstasien en større andel af verdensøkonomien, end EU har. Jeg forventer, at den kommende recession i Europa kommer til at forstærke den udvikling. For mange private husholdninger, specielt i Europa, men også for en del i USA, er det allerede en hård tid, eller også venter der en hård tid forude. [...] En stor pinefuld krise har investorerne ikke oplevet siden finanskrisen for knapt 15 år siden. Det betyder, at mange, investorer og professionelle, ikke har erfaring med at tabe penge hver eneste dag i lange perioder, herunder hvorledes man kan navigere i sådant et stormfuldt farvand. Min fornemmelse af finansmarkedet, og investorernes reaktioner, er, at man nu grundlæggende frygter, hvad morgendagen bringer. Vi kan altså være der, hvor det irrationelle element begynder at fylde mere. Jeg vil ingenlunde kalde det panik endnu, for det ser anderledes ud, men frygten fortrænger lige nu det rationelle hos et stigende antal investorer, er min vurdering. Jeg er helt enig i, at den nuværende udvikling i Ruslands krig mod Ukraine øger usikkerheden, men det er næppe nok til at forklare hele den stigende frygt. [...] Tror man på ADB's vurderinger, som jeg er helt enig i, er der altså rige muligheder for at deltage i den asiatiske fremgang endnu engang. Skal udsagnet gøres helt skarpt, så er det i Europa, at recessionen venter forude, men ikke på verdensplan. Jeg kunne forestille mig, at et stigende antal investorer begynder at vurdere, om hovedparten af allokeringen i porteføljen skal være, som den plejer, eller om man søger andre græsgange. Selv kan jeg kun gentage min årelange anbefaling: At undervægte Europa og favorisere USA samt Asien."
Kilde: Jyllands-Posten, s. 18

Institutionelle anliggender: 50 år med EU
I anledning af, at det på søndag er 50 år siden Danmark stemte ja til EF, der som bekendt senere blev til EU, bringer B.T., Kristeligt Dagblad og Weekendavisen analyser af historien omkring Danmarks indtræden og EU's historie. I B.T. kan man læse en analyse skrevet af politisk redaktør Christian Braad Petersen. Han skriver blandt andet: "Man skulle være 20 år for at have stemmeret. Og det europæiske samarbejde bestod af blot seks lande, før Danmark, Irland og Storbritannien kom med. Dermed er det et helt andet europæisk samarbejde, som Danmark kan fejre 50-års jubilæum for søndag. [...] Siden 63,4 procent af vælgerne i 1972 sagde ja ved folkeafstemningen har EF og siden EU forsøgt at håndtere en lang række store kriser. Fra økonomi og migration til corona og nu Ruslands brutale krig i Ukraine. Men EU-spørgsmål har omvendt også flere gange udløst kriser i dansk politik. Som da danskerne sagde nej til Maastrichttraktaten i 1992. Og da voldsomme demonstrationer efter ja'et til Edinburgh-aftalen med de fire danske forbehold udløste 113 skud fra politiet. Før sommerferien blev det dog et dansk ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. [...] Dermed er appetitten på flere ændringer af EU-traktater og forbehold ved at være stillet hos Christiansborgs store partier. Både S-regeringen og Venstre siger klart nej til ønsket fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om nye traktatændringer. Von der Leyen har talt for, at der på flere områder bør indføres beslutninger med kvalificeret flertal, så EU hurtigere kan træffe beslutninger og håndtere kriser. Dermed vil EU-lande måske kunne miste deres vetoret på eksempelvis udenrigsområdet. Men det er ikke vejen at gå, lyder det fra de store partier i et lille EU-land som Danmark. [...] Også udenrigsminister Jeppe Kofod ønsker, at EU holder fokus på indhold frem for traktatændringer, som især EU-Parlamentet presser på for. Parlamentet har gentagne gange fået udvidet sin indflydelse på lovgivningen i EU i forbindelse med traktatændringer. Men tiden er ikke til nye opgør om magtfordelingen mellem EU-lande og EU-institutioner, mener Kofod: 'Jeg er grundlæggende imod at bruge kræfter på spørgsmål, som meget få mennesker uden for EU-Parlamentet interesserer sig for. Også i en tid, hvor kriserne kalder på sammenhold og effektive svar fra EU. Vi har et regelsæt, som godt kan løfte de spørgsmål, vi har,' siger Jeppe Kofod."

Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet, skriver i Kristeligt Dagblad blandt andet: "Danmark har guldbryllup med EU på søndag, hvor det er 50 år siden, et flertal stemte ja til EF-medlemskab. Danskerne har langt fra altid haft ja-hatten på, men i dag er stemningen overvejende positiv. [...] I løbet af de 50 år er EF blevet til den Europæiske Union - EU. Samarbejdet er også gået fra at være et samarbejde, som hovedsageligt drejede sig om handel og landbrug. Og til at være et altomfattende samarbejde, hvori alle ministerier deltager i større eller mindre omfang. Med undtagelse af Kirkeministeriet. I 1972 var det kun EF-modstanderne, som i offentligheden forudsagde, at EU ville udvikle sig til en union med tæt samarbejde på næsten alle politiske felter. Tilhængersiden fastholdt udadtil, at folkeafstemningen blot drejede sig om at sikre gode markedsvilkår for dansk landbrug og industri. [...] Når det drejer sig om danskernes generelle holdning til EU, har den været overvejende positiv i de seneste årtier. Samtidig er der også en del, som er utilfredse med EU's politik angående eksempelvis indførelsen af en EU-mindsteløn, regler om udstationering af arbejdskraft, kønskvoteregler for bestyrelser, regler eller mangel herpå om indholdet i fødevarer og lignende. Men samtidig har danskerne tilsyneladende svært ved at få øje på et alternativ til EU. Dansk EU-skepticisme giver sig derfor udtryk i form af en såkaldt blød skepticisme. Man er ikke skeptisk over for EU som sådan. Men man kan være skeptisk over for dele af EU-politikken. De hårde EU-skeptikere, som vil ud af EU, befinder sig i dag både et stykke til højre og et stykke til venstre på den politiske højre-venstre skala. Enhedslisten går stadig officielt ind for udmeldelse af EU, og Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har samme ønske. Det er dog i alle tilfælde et ønske, som de ønsker eksekveret på sigt. [...] Fejringen af Danmarks guldbryllup med EU den 2. oktober 2022 er således også en fejring af, at Danmark for 50 år siden fik en ekstra medbestemmelsesplatform for forhold, som under alle omstændigheder påvirker Danmark udefra. Alternativet til EU er, at de europæiske stormagter samt USA bestemmer alene over forhold, som i høj grad påvirker Danmark udefra. Nu har vi trods alt lidt at skulle have sagt også."

I Weekendavisen kan man læse en analyse skrevet af af korrespondent Jesper Vind. Han skriver blandt andet: "Dagen før 2. oktober 1972 demonstrerede op mod 100.000 mod EF på Københavns rådhusplads, mens 20.000 protesterede i Aarhus - de største demonstrationer siden Besættelsen. [...] Det var en anden tid. Noget, der virkelig viser, hvor mærkelig den var, er den kronik om 'socialismens udsigter i et forenet Europa', som Dagbladet Information fandt vigtig at prioritere på selve valgdagen. Det var en lang tåget tekst fra 1915, der var forfattet af Lenin og begyndte sådan: 'Bedømt ud fra imperialismens økonomiske betingelser, dvs. kapitaleksporten og opdelingen af verden mellem de 'mest fremskredne' og de 'mest civiliserede' kolonimagter, er Europas Forenede Stater under kapitalistiske forhold enten noget umuligt eller noget reaktionært.' Men de fleste lyttede hverken til min far, Bjarne Jes Hansen, Palle Lauring eller Lenin. Om aftenen den 2. oktober viste fjernsynet, at danskerne havde stemt ja, faktisk hele 63 procent. Det var kun i København, at et flertal stemte nej til Europa. Jeg gik grædende i seng den aften. [...] Under den stærkt følelsesladede valgkamp i 1972 gav flere af de unge socialdemokrater den fuld gas med en næsten rendyrket Danmark Først-retorik: 'Lad os bevidst arbejde for en bedre fordeling af goderne herhjemme, før vi kaster os ud i at skulle fordele goder for hele Vesteuropa. Vi har mange problemer endnu at løse, før vi har kræfter til at løse andres,' skrev det nyvalgte folketingsmedlem Ritt Bjerregaard i en opfordring til at stemme nej 2. oktober. Som Thorsten Borring Olesen skriver, er 'det ikke uden historisk ironi, at mange af de EF-kritiske unge senere endte som stærke fortalere for EU og fuld dansk integration'. Historieprofessoren fra Aarhus Universitet fastslår også, at 'der er et vist hold i anklagerne om, at regeringen og embedsmændene fortiede konsekvenserne af medlemskabet'. Men nejsiden ramte også skævt: EF og EU udviklede sig ikke til Storgermanien. Fællesskabet blev ikke et punktum for danmarkshistorien."
Kilder: B.T., s. 12-13; Kristeligt Dagblad, s. 3; Weekendavisen, s. 8

Migration: Russere på flugt fra militærtjeneste skal kunne søge ly hos os
Adam Holm, journalist og forfatter, skriver i en kommentar i Berlingske i dag blandt andet: "Hvad gør man, når en fremmed på flugt banker på ens dør? Vores etik tilsiger, at den fremmede skal behandles som en bror eller en søster i nøden. Virkelighedens usminkede realiteter er imidlertid, at den flygtende som regel er knap så velkommen, som idealet foreskriver. Det kan de russiske mænd, som i disse dage forsøger at rejse ud af Rusland, tale med om. [...] Man behøver hverken at være psykolog eller historiker for at begribe vreden og bitterheden hos ukrainerne og letterne. Ukraine lider og bløder under Ruslands angreb. Letland har været trampet under fode af den sovjetrussiske støvle i årtier og må leve med frygten for Putins ekspansionisme. Men deres argumenter for at ville udelukke russere på flugt fra militærtjeneste, er både ulogiske og historieløse. [...] Europa-Kommissionen udsendte 9. september et sæt af retningslinjer for håndtering af visa til russere. Der er strenge restriktioner i forhold til russiske turister, forretningsfolk og atleter. I praksis er det kun muligt for russere at komme til Vesten af familiemæssige årsager eller for at søge beskyttelse fra regimets undertrykkelse. Intet steds i teksten er der taget højde for muligheden af, at en russisk indkaldelse til krigstjeneste vil afstedkomme en mulig bølge af flygtninge. Forhåbentlig er der besindige stemmer i EU-koret, gerne også et par danske politikere, som lige kan læse skriften på væggen. [...] Vi står os bedst ved at lade de krigstrætte russere få et helle hos os - og vise de, som fortsat befinder sig på russisk jord, at vi opfatter dem som medmennesker, ikke som fjender. Der kommer også et Rusland efter Putin."
Kilde: Berlingske, s. 31

Sikkerhedspolitik: Tysklands kampvogne kan stække Rusland - men de bliver holdt hjemme
I dagens Berlingske kan man læse, at Tyskland kunne bringe krigen i Ukraine nærmere en afslutning, hvis landet sendte sine bedste kampvogne. Dog nægter Tyskland og viser derved en sprække i Vestens støtte til Ukraine. Det mener Marcin Andrzej Piotrowski, senioranalytiker hos den polske tænketank PISM, kan gøre, at Tyskland igen kommer til at befinde sig på "den forkerte side af historien." "Der er ingen chance for, at Putin giver op. Men folk omkring Putin, som vil bevare den autoritære stat uden Putin, vil i givet fald forstå det signal, Tyskland sender, så de kunne trække deres støtte til ham og slutte krigen. Og det er, hvad vi har brug for fra Tyskland nu," siger han. Keir Giles, ruslandsekspert fra tænketanken Chatham House, er enig. "Hvis Tyskland ville slutte sig til det kor og sige tydeligt, at den her krig ikke er en god ting, ville det have langt større indflydelse. Tyskland har i mange år været Ruslands puddel," siger han. Der findes op mod 1.800 Leopard-kampvogne i de europæiske NATO-lande, så det ville være en relativt simpel løsning. Flere lande har da også forsøgt at sende dem østpå. Presset på Scholz vokser da også dag for dag, især fra USA og fra hans egne regeringspartnere, De Grønne og det liberale parti FDP.
Kilde: Berlingske, s. 14

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
30. september 2022
Forfatter
Repræsentationen i Danmark