EU i dagens aviser fredag den 7. juni 2024

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Sidste udkald for Europa
Dagens aviser skriver blandt andet følgende om det nært forestående europaparlamentsvalg: 

Weekendavisen skriver, at den europæiske økonomi skriger på en kickstart, indeholdende betydelige, fælles europæiske løsninger. Samtidig viser prognoser, at de europæiske højrepartier står til at vinde markant fremgang ved weekendens EU-valg. I en tale under et besøg i Dresden i Tyskland i sidste uge, sagde Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at EU skal gøres i stand til møde de kæmpe udfordringer, unionen står overfor, via et "massivt investeringschok." Pengene til investeringerne skal skaffes ved gældsætning, som medlemslandene skal hæfte solidarisk for, foreslår Emmanuel Macron. Macron og andre, der deler hans ide, er dog oppe imod en europæisk højrefløj, som med alt sandsynlighed får endnu flere muskler at spille med i Europa efter valget. Højrepartierne taler alle for, at EU skal afgive magt til nationalstaterne. Valgresultatet kan derfor potentielt blokere for de reformer, som blandt andet Frankrigs præsident finder bydende nødvendige, hvis europæisk konkurrenceevne skal bibeholdes. Og det frygtes også, at en højrevalgsejr vil føre til, at den europæiske grønne omstilling sættes på pause eller ligefrem rulles tilbage. "Jeg tror, at vi vil se en meget anderledes grøn dagsorden de næste fem år," siger Ditte Maria Brasso Sørensen, senioranalytiker ved Tænketanken Europa. Zach Meyers, vicedirektør for den britiske tænketank Centre for European Reform, forklarer, at europæisk økonomi er udfordret af en stigende ældrebefolkning. "Europas eneste mulighed for igen at få økonomisk vækst er enten at acceptere større immigration, hvad der har vist sig politisk meget følsomt, eller at øge produktiviteten, og det er endnu et område, hvor Europa halter bagefter USA," forklarer Meyers, og tilføjer, at Europa også er udfordret af sin egen forretningsmodel samt højere energipriser end i Kina og USA. "Europa har hidtil fokuseret på at producere varer til den mere avancerede ende af markedet, for eksempel biler til det kinesiske marked. Men nu, hvor Kina har fået mere teknologisk ekspertise og har bevæget sig op ad værdikæden, er kineserne i langt højere grad blevet selvforsynende med disse produkter." 

Berlingske skriver, at den seneste Gallupundersøgelse spår, at De Radikale kan blive den helt store taber i den danske del af europaparlamentsvalget. "De ligner valgets helt store taber," siger valgforsker Kasper Møller Hansen. Han vurderer det som usandsynligt, at Venstre-Moderaterne-De Radikale-valgforbundet vil kunne trække stemmer nok til at sikre det ekstra mandat, som kan blive en livline for De Radikale, som står til at ryge helt ud af Europa-Parlamentet. "Der er noget knowhow, som går tabt. Derfor vil det være et meget stort tab for De Radikale, hvis de mister mandatet. Partiet er flere gange blevet udråbt til det mest Europa-positive parti, og nu opnår de ikke engang repræsentation i Europa-Parlamentet," siger Kasper Møller Hansen. I Rød blok er der også tegn på nye vinde. Her spår prognoserne nemlig, at SF står til at få lige så mange mandater som Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet. 

Information skriver, at den tidligere særdeles udbredte EU-modstand på venstrefløjen har flyttet sig i en mere positiv EU-retning, i takt med befolkningens øgede opbakning til det europæiske projekt. "Det er sket i erkendelsen af, at vi står over for store grænseoverskridende problemer, ikke mindst med klima- og naturkrisen. Men også med en usikker verden, hvor der er brug for samarbejde," forklarer Nikolaj Villumsen (EL). I meningsmålingerne ligger danskerne i toppen blandt europæerne, når det gælder opbakningen til EU. Derfor har de danske partier også luget ud i de EU-kritiske holdninger. "Hvis du går ud og spørger danskerne, hvor meget EU skal fylde, vil du let møde nogle, der siger, at der skal være nogle grænser for det,” siger han. Men der er ingen tvivl om, at danskerne “vil acceptere” mere EU i dag, end de ville for ti år siden," siger Thorsten Borring Olesen. Han er historieprofessor ved Aarhus Universitet og har fulgt danskernes forhold til EU i årtier. " Thorsten Borring Olesen forklarer, at danskerne er gået fra at debattere, hvorvidt Danmark skal være medlem af EU eller ej, til nu at diskutere konkrete EU-politikker. Danskerne kan dog hurtigt gå hen og blive EU-skeptiske igen, vurderer Thorsten Borring Olesen. "Vi lever i en EU-positiv trend nu, men der er ingen, der siger, at det ikke vil kunne ændre sig. Lad os sige, at der kom nogle kæmpe gnidninger mellem f.eks. nord og syd, så EU ikke var en effektiv krisemager eller lignende, siger Thorsten Borring Olesen. Den danske venstrefløjs accept af EU skyldes, at unionen har ændret sig. "Det er gået i den retning, at EU er blevet mere og mere socialt orienteret," forklarer Jørgen Goul Andersen, professor emeritus. Han har i årtier undersøgt, hvorfor danskerne stemmer, som de gør. Modstanden mod EU ligger derfor i højere grad nu på højrefløjen end venstrefløjen. 

Kristeligt Dagblad bringer en reportage fra Bruxelles, hvor avisen har besøgt og talt med nogle af de mange mennesker i byen, som arbejder for - og med EU. EU-tolken Miriam Caron Messan har set, hvordan de seneste europæiske kriser, covid, Brexit, valget af Donald Trump i USA og Ruslands invasion af Ukraine og senest krigen i Mellemøsten påvirker de europæiske politikeres arbejde og indbyrdes relationer. "Der er kommet en stor alvor ind i samarbejdet bare i den tid, hvor jeg har arbejdet her. På visse områder har det haft en positiv betydning, fordi det har bragt landene tættere sammen," fortæller Miriam Caron Messan. Også den katolske kirke har et repræsentationskontor (Comece) i Bruxelles. "Kirkens hovedformål er selvfølgelig at forkynde evangeliet, fejre sakramenterne og at udføre socialt arbejde. Men det er også kirkens opgave at præge kulturen og promovere værdier, der tjener fællesskabet. Det er noget, man kan gøre gennem politisk arbejde, og derfor er det vigtigt, at vi har et kontor her i Bruxelles," fortæller generalsekretær Manuel Barrios Prieto. Men det er en balancegang at promovere de kristne værdier, erkender han. Sammen med andre kirkelige organisationer sendte Comece for nylig et åbent brev til Europa-Parlamentet, hvor man opfordrede til ikke at udnytte kristendommen til politiske mål. "Der er en populistisk strømning i Europa, hvor visse politikere og endda visse partier bruger kristendom og katolicisme som en identitet, så de kan positionere sig mod andre. Det bliver et politisk middel, og det kan vi ikke acceptere," forklarer Manuel Barrios Prieto. Pernille Weiss (K) afgående medlem af Europa-Parlamentet udtrykker bekymring over, at yderpartierne står til at blive styrket i Europa efter EU-valget. "I virkeligheden er højredrejningen lige så meget udtryk for bekymringer og utryghed, som man oplever, at mange politikere ikke tager seriøst. Det er ikke kun den yderste højrefløj, men også den yderste venstrefløj, som udnytter den bekymring og siger, at midterpartierne er fjerne teknokrater, der ikke bekymrer sig om hverdagen set fra borgernes perspektiv. På mange måder er det helt fair at sige, at vi har svigtet at forklare, hvorfor den politik, vi vedtager, er vigtig for almindelige mennesker," forklarer Pernille Weiss. 

I Tyskland stiller den tysk forfatter Sibylle Berg op til europaparlamentsvalget for Die Partei, et satirisk parti, som har været repræsenteret i Europa-Parlamentet i ti år. De fleste tyske medier har dækket Sibylle Bergs valgkamp intenst. Hun er nummer to på Die Parteis liste og har gode chancer for at blive stemt til Bruxelles. Men er Sibylle Berg en politiker, man, trods hendes absurde humor og satire, bør tage alvorligt, spørger Politiken. "Jeg har erkendt, at EU har alt for stor indflydelse, til at man kan overlade det til højrefløjen uden kamp," svarer Sibylle Berg. I Tyskland står det yderligtgående højreparti AfD til solid fremgang. Det er de mange asylansøgere, som Tyskland har modtaget de seneste år, som blandt andet spiller en stor rolle i højrefløjens fremgang i Tyskland. Men også krig, epidemi, klimaforandringer og økonomi har skubbet vælgerne mod det yderste højre.

Kristeligt Dagblad skriver, at de seneste meningsmålinger viser, at centrum-højre-grupperingen Europæisk Folkeparti (EPP) stadig forventes at være Europa-Parlamentets største gruppe efter valget. Nummer to vil også fortsat være gruppen S&D trods tilbagegang. Til gengæld spås det, at den liberale Renew gruppe går markant tilbage som følge af, at Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, ifølge meningsmålinger står til et skuffende valg i Frankrig. Begge grupper placeret yderst til højre, ECR og ID står til fremgang. 
Kilder: Weekendavisen, s. 8; Berlingske, s. 1, 6-7; Information, s. 1, 6, 7; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 10, s. 7; Politiken, s. 8

Institutionelle anliggender: Valget er EU´s skæbnetime
Dagens aviser bringer blandt andre følgende kronikker, debatindlæg, ledere m.m. om weekendens Europa-Parlamentsvalg: 

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, skriver i en kommentar i Jyllands-Posten blandt andet: "På valgnatten søndag vil Europa have blikket stift rettet på mandatsammensætningen i det nye Europa-Parlament. Vil de to højreorienterede grupper, ID og ECR, kunne omsætte fremgang i meningsmålingerne til mandater? Hvor svært vil det fremadrettet blive for de traditionelle grupper, dvs. konservative, socialdemokrater og de liberale, at samle flertal? Og hvad med kommissionsformand Ursula von der Leyens drøm om at få en ny periode? Kan hun samle de nødvendige 361 af 720 stemmer i parlamentet, der skal til for blive godkendt? [...] Alt dette er vigtigt for EU's beslutningskraft og legitimitet. F.eks. vil en højredrejning i parlamentet gøre det vanskeligere at komme igennem med en ambitiøs klimalovgivning, ligesom en lav stemmeprocent vil svække parlamentets gennemslagskraft. For hvor repræsentativt for borgerne i EU er det egentligt? Men på søndag er det bestemt ikke nok kun at have blikket rettet mod Bruxelles. Officielt stemmer tyskerne, franskmændene osv. ganske vist om Europa, men i praksis er Europa-parlamentsvalg også et slags midtvejsvalg. Med andre ord: Europa-parlamentsvalget giver et vigtigt fingerpeg om styrkeforholdet i national politik."

André Rogaczewski, CEO for Netcompany og formand for Teknologipagtrådet og formand for DI Digital, skriver i en kommentar i Berlingske blandt andet: "Jeg afholder mig altid fra at anbefale andre, hvilke personer og partier jeg mener, man bør stemme på. Men jeg vil denne gang gå så langt og opfordre til, at man inden krydset sættes, stiller sig selv ét enkelt og helt grundlæggende spørgsmål. Hvem hepper EU’s fjender på? Altså hvem ville Putin ønske fik mere magt i EU? Hvilke dagsordener er det, at Rusland puster til med deres misinformationskampagner i EU? Svaret er helt enkelt dem, som undergraver det europæiske sammenhold og de værdier, EU er bygget på. Dem som sætter spørgsmålstegn ved EU’s urokkelige støtte til Ukraine. Det er dem, vores fjender hepper på. Heldigvis er der langt mellem de kandidater i Danmark. Jeg frygter i langt højere grad resultatet i andre lande. Tænk blot på stemmerne, der vinder frem i Tyskland, Italien, Frankrig og Ungarn. Men heldigvis er der i Europa-Parlamentet en tradition for - ligesom i Danmark - at arbejde sammen hen over midten. Det har betydet, at selvom der er kommet meget yderligtgående partier til, har EU stadig kunne holde sammen. Men det bliver ikke ved, hvis vi tager vores værdier for givet. Derfor er valget på søndag så vigtigt."

Nina Branner, journalist på Information, skriver i en klumme i avisen blandt andet: "For mange tyskere er valget til Europa-Parlamentet et spørgsmål om at sætte foden ned over for det yderste højre. Men forskellen på, hvad der optager mennesker i Øst- og Vesttyskland, er enorm. [...] Trods et fald i partiets vælgertilslutning de sidste måneder - som følge af flere sager om spionage, forbindelser til Rusland og en kontroversiel udtalelse om SS-officerer fra EP-spidskandidat Maximilian Krahs mund - står AfD stadig til at indkassere 14 procent af de tyske stemmer og kæmper således med Die Grünen om at blive valgets tredjestørste parti efter det socialdemokratiske SPD og det store konservative parti, CDU, som indtager en klar førsteplads. Også en uformel rundspørge blandt mine bekendte i Berlin bekræfter billedet af, at valget til Europa-Parlamentet for mange handler om at stoppe AfD's fremgang. [...] Flere af Tysklands centrum-venstre-partiers valgkampagner har da også centreret sig om at stoppe 'truslen fra højre' og opfordre vælgerne til at stemme på et demokratisk, pro-EU-parti."

I en klumme i Weekendavisen skriver Anna Libak, journalist og ruslandskender, blandt andet: "Op til europaparlamentsvalget slynger journalister og kommentatorer hjemmevant om sig med udtryk som “det yderste højre”, “det ekstreme højre ”eller “højreradikale kræfter”, som ikke just er hædersbetegnelser. Så hvem er disse mørkets fyrster egentlig? Ja, et muligt svar ville være, at det er de partier, som sidder i ECR- og ID-grupperne i EU-Parlamentet og er fælles om at ville styrke nationalstaterne frem for unionen. For eksempel partier som Melonis Italiens Brødre (ECR) eller franske Marine Le Pens National Samling (ID). Men det ville være et forkert svar. For der er også partier, der stemples som radikale højrekræfter, som befinder sig uden for ID og ECR. I parlamentets største konservative gruppe, EPP, sidder for eksempel afdøde Berlusconis Forza Italia og Sloveniens Demokratiske Parti, som faktisk retorisk er noget mere EU-skeptiske end Meloni og Le Pens partier. [...] Så lad os se på, hvad disse partier generelt vil. De er ikke enige om, hvorvidt man skal støtte Ukraine. Nogle er pro-Putin, andre anti-Putin. De er heller ikke enige om, hvorvidt deres lande skal ud af EU. De fleste vil gerne blive i EU og reformere det indefra. De er generelt fortalere for en skrappere udlændingepolitik, men er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt det er EU eller nationalstaterne, der skal lægge den hårdere linje. Mange er desuden imod EU’s klimapolitik, som de mener vil føre til lukning af hele erhverv, så unionen bliver fattigere, uden at det fører til et bedre klima, da EU kun står for otte procent af den globale udledning. Det interessante er så, at der også på venstrefløjen er eksempler på partier, der indtager de samme standpunkter, specielt på udlændingepolitikken, uden at de af den grund bliver stigmatiseret som “det yderste venstre”, “den ekstreme venstrefløj “eller “venstreradikale kræfter”.” 

I en kronik i Børsen skriver Rud Pedersen, head of insights and head of geopolitical and EU affairs, blandt andet: "Meget tyder på, at Europas vælgere er sig mere og mere bevidste om de fælles udfordringer, vi står over for. Og på bagkanten af en global pandemi, energi- og økonomisk krise og stirrende ind i en nær uoverstigelig klimakrise er det måske ikke så mærkeligt endda. De næste fem års politiske svar kommer både til at afgøre, hvordan EU klarer sig i den stigende globale konkurrence om svarene på netop de spørgsmål. Men de kommer også til at afgøre, om vælgerne fortsat har tillid til, at EU kan levere de nødvendige løsninger og dermed opretholde og styrke sin legitimitet som en central aktør i tacklingen af verdens store udfordringer."

Weekendavisen skriver i en leder blandt andet: "EUROPA tynges af en Union, der regulerer sig selv så hårdt, at den private sektor kvæles - og den offentlige sektor spræller i det fintmaskede net af regler. EU’s departementer sprøjter regulativer ud i titusindvis uden at koordinere det med hinanden. Eksisterende virksomheder må bruge uanede ressourcer på at overholde reglerne, og nye bioscience-virksomheder må eksempelvis vente fire gange så lang tid på at få en godkendelse som i USA. Derfor klarer europæiske firmaer sig dårligere hjemme, og derfor går det dårligt for dem i udlandet. Resultatet er, at EU er blottet for store tech-virksomheder, og at Unionen sejles agterud i den grønne omstilling. Nye, ambitiøse virksomheder skynder sig ud i verden, når de kan. Der er ressourcerne, ambitionerne, energien. Først når EU virkelig begynder at arbejde for Europa, vil det ændre sig. Det kræver ikke en svagere Union, tværtimod. Kun et stærkt EU kan sørge for en påtrængende afregulering på tværs af medlemslandene. Og kun et stærkt EU kan investere massivt i egne markeder, så de kan matche USA’s og Kinas gigantiske støtteordninger."

Kristeligt Dagblad skriver i en leder blandt andet: "Debatten partierne imellem er blevet mere moden. Hvordan kan man mærke det? Det kan man ved at lytte til mængden af nuancer i de argumenter, der fremføres. Denne mængde, nuancekvoten, er markant voksende. Det handler stort set ikke længere om at være imod henholdsvis for EU og alt dets væsen. Gamle dages dansk-nationale vrantenhed over for den hovedet-i-busken-agtige EU-begejstring er stort set forsvundet fra debatten. Det er velgørende, fordi det i de senere uger har muliggjort reelle politiske diskussioner i stedet for perspektivløse modstillinger. [...] Selv på yderfløjene trænger nuancerne ind, og erkendelsen af, at EU måske er som alle andre institutioner, nemlig noget, man kan vælge at bringe i anvendelse til såvel kloge som mindre kloge formål, synes efterhånden markant. Enhedslisten slår knuder på sig selv for fortsat at lyde lidt EU-kritiske. Men alle kan høre, at også Enhedslisten - som den øvrige europæiske venstrefløj gjorde allerede for årtier siden - har indset, at såvel EU's organer som EU's politiske mål på væsentlige områder hælder til venstre.
Måske af netop den grund står Dansk Folkeparti alene tilbage i debatten med en EU-modstand, der mere lyder af 1972 end af 2024. Det er en blindgyde, Dansk Folkeparti efterhånden har bevæget sig så langt ind i, at det bliver svært at bakke ud."

Weekendavisen skriver i en leder blandt andet: "Europa vil overalt sende en styrket højrefløj i parlamentet: I Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig står den til at blive størst, mens højrefløjspartier bliver næst- eller tredjestørst i Bulgarien, Estland, Finland, Letland, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige og Tyskland. Det er virkelig markant, og de to højrefløjsgrupper i EU-Parlamentet, ID og ECR, står til en gigantisk fremgang. [...] Højrebølgen skyldes vrede mod det politiske system, men handler konkret om indvandring. Tilstrømningen har været voldsom i flere af de pågældende lande, og der er en stærk og velbegrundet mistro til EU’s evne til at håndtere udfordringen. De borgerlige midterpartier tror, at indvandringen kan begrænses ved at nedsætte offentlige ydelser og forringe vilkårene, hvilket har vist sig at være forkert. Socialdemokrater og venstrefløjen holder i forskellig grad fast i den åbne dørs politik. Situationen reflekteres af EU-Parlamentet, som ikke har været i stand til at bidrage fornuftigt til en strammere, sammenhængende asylpolitik. Også her ignorerede man vælgernes bekymringer: kriminalitet, religiøs intolerance, økonomiske problemer og ikke mindst det komplet uholdbare ved de mange hundredtusinder af ulovlige indvandrere i Unionen."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Jesper Beinov, direktør SMVdanmark, policy president, SMEunited, blandt andet: "Der er ingen tvivl om, at vi i kølvandet på det kommende EP-valg vil se de tektoniske plader forskubbe sig mod højre. Der findes en massiv EU-kritik derude, og her står de mere kritiske stemmer formentlig til at komme med ved bordet, og derved bliver de tvunget til at medvirke til konkrete og praktiske løsninger. [...] Det store spørgsmål er således, hvad et forandret politisk landskab betyder i det fremadrettede. Det hidtidige flertal mellem socialdemokrater (S&D), liberale (RENEW) og konservative (EPP) står for fald. Forventningen er, at EPP formentlig kan etablere en koalition, hvori indgår de dele af højrefløjen, der accepterer EU som den nødvendige politiske ramme, står på mål for retsstaten og fortsat støtte til Ukraine. Det bliver uden tvivl vanskeligt."
Kilder: Information, s. 4; Berlingske, s. 26; Weekendavisen, s. 9, 12, 12; Jyllands-Posten, s. 25, 26; Kristeligt Dagblad, s. 9; Børsen, s. 38

Institutionelle anliggender: EU-valg kan skubbe markant til partiers indbyrdes magtforhold
Dagens aviser bringer blandt andet følgende analyser om Europa-Parlamentsvalget: 

I en analyse i Berlingske skriver Bent Winther, avisens politiske kommentator, blandt andet: "EU-valg kan skubbe markant til partiers indbyrdes magtforhold. [...] Bliver resultatet, som en ny måling foretaget af Verian for Berlingske viser, vil der ske nogle markante forskydninger både målt på mandater og i procenter. Der er tydelige tegn på, at det landspolitiske slår igennem på valget til Europa-Parlamentet. [...] Socialdemokratiet bliver ifølge målingen ikke det mandatmæssigt største parti alene, men de må dele pladsen med SF, som tegner til at få et kanonvalg og hale voldsomt ind på Socialdemokratiet, således at de to partier nu tegner til at få lige mange mandater. [...] Er der noget, de ikke bryder sig om i Socialdemokratiet, så er det, når “lillesøsteren” SF ånder partiet i nakken. Det er et tegn på, at partiet er trukket for langt til højre. Det er i det lys, at man skal se de angreb, der i den seneste uge har været fra Socialdemokratiet på SF, som S til europaparlamentsvalget er i valgforbund med. I Berlingske angreb udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i denne uge SF for at have to ansigter i udlændingepolitikken - et i Danmark og et andet i EU. [...] Selvom flere af partilederne vil afvise, at man kan sammenligne de to resultater - EU og national politik - så vil valget til Europa-Parlamentet på søndag blive set som en slags midtvejsvalg, en styrkeprøve på, hvordan partierne klarer sig i dansk politik. [...] I valgforbundet mellem Venstre, Moderaterne og De Radikale står ét enkelt mandat og vipper faretruende mellem De Radikale og Moderaterne. For to uger siden lå mandatet ifølge Verians måling til at tilfalde De Radikale. I den nye måling falder det til Moderaterne, mens De Radikale går fra to mandater for fem år siden til ingen. [...] Vinder Moderaterne mandatet, vil det blive set som en cementering af, at Lars Løkke Rasmussens parti er godt på vej til helt at overtage dem magtfulde midterposition som kongemager i dansk politik fra De Radikale. Falder mandatet omvendt til De Radikale, vil styrkeforholdet være vendt, og det vil være et nederlag for udenrigsministeren, som i en tale grundlovsdag mente, at det vil være muligt for partiet at vinde to mandater - til både “spids-spidskandidaten” Stine Bosse og “spidskandidaten” Bergur Løkke Rasmussen. I en partilederdebat på DR tirsdag aften gik Lars Løkke Rasmussen ret effektfuldt til angreb på Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) for at ville gøre valget til et spørgsmål om sugerør og skruelåg, mens Europa står med store udfordringer, når det gælder sikkerhed, konkurrenceevne og indvandring. Det kan meget vel have flyttet de afgørende marginale stemmer i retning af Moderaterne. [...] Et tredje drama udspiller sig i den borgerlige lejr mellem regeringspartiet Venstre og Liberal Alliance. Engang kaldte Alex Vanopslagh sit parti for den vagtsomme liberale lillebror i forhold til Venstre. Ifølge Verians måling står de hver især til at få to mandater valgt ind i Europa-Parlamentet. Mens LA går fra nul til to mandater, bliver Venstre halveret fra fire til to."

I en analyse i Kristeligt Dagblad skriver Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør, blandt andet: "Kun tre dage før Europa-Parlamentsvalget gik der i går alvorligt kludder i den socialdemokratiske valgkampsmaskine. Nummer to på partiets liste, Niels Fuglsang, lancerede på DR et forslag om, at alle danske helårsboliger mindst skal have et energimærke E i 2035, det vil sige om elleve år. Hvis det blev gennemført, ville det ifølge professor på Aalborg Universitet Per Heiselberg kræve, at cirka 400.000 meget dårligt isolerede boliger herhjemme skal energirenoveres. Han skønner, at den gennemsnitlige udgift vil blive på 300.000 kroner pr. bolig. Socialdemokratiets spidskandidat Christel Schaldemose og politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen ilede ud i de elektroniske medier og sagde, at det ikke er Socialdemokratiets politik, men Niels Fuglsangs egen idé. Han trak selv senere på dagen i land på det sociale medie X. [...] Socialdemokratiets problem er, at forslaget ikke kommer ud af det blå. EU's medlemslande har besluttet at mindske beboelsesejendommes energiforbrug med mellem 20 og 22 procent i 2035. Over halvdelen af reduktionen skal komme fra de dårligst isolerede ejendomme. EU's bygningsdirektiv skal revideres, og det forventes at være klart i 2027. Niels Fuglsang, der har været chefforhandler på forslaget i parlamentet, holder fast i de mål om at øge boligernes energieffektivitet. Alle danske europaparlamentarikere på nær Anders Vistisen har i øvrigt også stemt for at fortsætte arbejdet. På de sociale medier tolker Vistisen det sådan, at alle andre partier dermed vil sende en regning på 300.000 kroner til hver boligejer i de dårligt isolerede boliger. [...] Her og nu efterlader det stadig vælgerne med usikkerhed om, hvad Socialdemokratiets politik bliver i parlamentet. Og på længere sigt venter en svær opgave: At omsætte bygningsdirektivet til konkret lovgivning herhjemme, uden at bunden går ud af boligøkonomien for mange boligejere, særligt i yderområderne."
Kilde: Berlingske, s. 7; Kristeligt Dagblad, s. 11

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: ECB sænker sin ledende rente for første gang siden 2019
Flere af dagens aviser skriver om Den Europæiske Centralbanks rentesænkning: 

ECB sænker, som forventet, sin ledende rente fra 4 procent til 3,75 procent, skriver Jyllands-Posten. Det var ECB´s styrelsesråd, som torsdag traf beslutningen. "Det var der absolut ingen spænding om. Faktisk var det nok helt umuligt inden dagens møde at opdrive en analytiker, som ville udtrykke en anden forventning," siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit i en kommentar. Der er til gengæld tvivl om, hvorvidt ECB vil sænke renten yderligere, og hvis de gør, hvor mange gange og hvornår. I gårsdagens rentemelding røber ECB ikke noget om fremtidige rentemeldinger, men ECB har offentliggjort en ny prognose, hvor man har hævet forventningerne til inflationen. Fra ECB´s side understreger man, at de økonomiske nøgletal er afgørende for renteudviklingen, og at beslutninger vedrørende renten vil blive truffet fra møde til møde. "ECB er bekymrede over den stigende inflation i maj, som sammen med historisk lav ledighed og høje lønstigninger gør det svært at erklære kampen mod inflationen for vundet. ECB vil være sikre på, at inflationen er på rette kurs, inden de kommer med næste rentesænkning," skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar. 

Selvom ECB ikke på forhånd vil fastlægge en kurs for dens ledende rente, så tyder alt på, at der er flere rentenedsættelser på vej, vurderer en chefstrateg overfor Jyllands-Posten. Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank, så flere tegn på, i ECB-chef Christine Lagarde præsentation af rentesænkningen, at der er flere rentenedsættelser på vej. Lagarde understregede flere gange, at ECB fortsat fører en restriktiv pengepolitik, forstået at der derved, på et tidspunkt, er gjort plads til flere rentefald. Pernille Bomholdt Henneberg, cheføkonom i Vellev, forventer yderligere to rentenedsættelser i år. Men hun understreger, at økonomien skal fortsætte i den ønskede retning, før ECB leverer flere rentesænkninger. 

Ekstra Bladet skriver, at Nationalbanken, som følge af ECB´s rentesænkning, har sænket renten tilsvarende med 0,25 procentpoint. Den nye udlånsrente lyder derfor på 3,5 procent. 

Politiken skriver, at rentefaldet især vil komme de risikovillige lånere til gode. Og det giver Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker hos Totalkredit, avisen ret i. "Ja, det er korrekt. Men det er så også dem, som mest har fået en over nakken på det seneste med renter, der på kort tid er gået fra under 0 til 4 procent," forklarer Sune Malthe-Thagaard. Hos Totalkredit regner man det for sandsynligt, at ECB støt vil sænke renten det kommende år, indtil den når ned på omkring 2,6 procent. "Men der er intet, der tyder på, at renten skal ned til de lave niveauer, vi så før sommeren 2022," vurderer Sune Malthe-Thaagaard. 

Børsen skriver, at lønvæksten risikerer at stå i vejen for fremtidige rentenedsættelser. Både vækst og inflation har været højere end forventet. Hvilket er en af årsagerne til, at ECB-chef Christine Lagarde i går ikke ville "forpligte" sig på yderligere rentefald. "Lagarde ser ud til at lykkes med at overbringe det vanskelige budskab, at ganske vist nedsættes renten i dag, men de økonomiske udsigter gør rentepilen herfra meget usikker," skriver Danske Banks chefanalytiker Frederik Rommedahl i en kommentar. Det er blandt andet lønudviklingen, som risikerer at stå i vejen for yderligere rentefald. "Det indenlandske prispres er fortsat stærkt, da lønvæksten er forhøjet," forklarede Christine Lagarde under rentefaldspræsentationen. Lagarde vurderer dog, at "lønvæksten vil moderere hen over året," men tør ikke garantere det. 

I en analyse i Berlingske skriver Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør, blandt andet: "Så kom den længe ventede rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank (ECB). De finansielle markeder har allerede indpriset nedsættelsen i markedsrenterne. Det store spørgsmål er, hvad ECB gør herfra. [...] ECB har længe signaleret, at renten vil blive sat ned og argumenterer med, at man er blevet mere sikker på, at inflationen har kurs mod målet på to procent. Inflationen steg i maj til 2,6 procent, men ECB har gjort det klart, at der vil være “bump på vejen”. Inflationen forventes at ligge omkring det nuværende niveau resten af året. [...] Rentenedsættelsen skal også ses i sammenhæng med, at de tre største eurolande - Tyskland, Frankrig og Italien - står overfor ganske markante stramninger af finanspolitikken i år og igen næste år. Frankrig fik i sidste uge et hak i kreditvurderingen fra Standard & Poor's. Det kan gøre det marginalt dyrere for den franske stat at finansiere sine gigantiske underskud. Italien vil komme med nye tiltag på den anden side af sommerferien. De opstramninger betyder, at den samlede økonomiske politik ikke bliver lempet, selvom ECB sætter renten ned. Det kan også åbne for lidt flere rentenedsættelser, vel at mærke hvis landene leverer det, som de har lovet. Når ECB ikke er klarere i sine udmeldinger om fremtiden, skyldes det, at man er i en situation, der ikke er prøvet før. [...] Det mest sandsynlige er fortsat, at ECB kun kommer til at sætte renten ned én gang til i år, hvor december ligner det bedste bud. Efterfulgt af to rentenedsættelser næste år."

I en kronik i Information skriver Rune Møller Stahl, politolog og lektor i politisk økonomi ved CBS, blandt andet: "I et interview på World Economic Forum i år beskrev præsidenten for den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, økonomer som en “tribalistisk klikke”, der er for afhængige af deres modeller og ideer om efficiens , og åbnede for, at banken skulle arbejde mere med eksperter fra andre videnskaber. [...] Det opbrud i den økonomisk-politiske debat, som vi ser internationalt, har endnu ikke for alvor ramt Danmark og de danske økonomers broderskab. Men hvis økonomifaget vil bevare sin centrale stilling, er der nok ingen vej uden om en seriøs dialog med nogle af de nye skoler, som vokser frem i disse år."

I en indsigt i Børsen skriver Sten Bocian, økonomisk redaktør og cheføkonom, blandt andet: "De foregående gange, hvor man har haft sat renten ned, har der været tale om markante skift i det pengepolitiske klima. I tiden efter finanskrisen blev renten sat ned med knap 4 procentpoint - mens det efter it-aktiernes kollaps blev til en rentereduktion på knap 3 procentpoint. Jeg tror ikke, at vi står over for noget, der ligner i denne omgang. Lige nu peger nøgletallene for Europa som nævnt svagt op. Så renten bliver næppe sænket i hastigt tempo. På pressemødet torsdag eftermiddag gjorde centralbankchefen Christine Lagarde dog en stor dyd ud af hverken at sige noget om, hvor renten skal hen, eller hvornår næste skridt på vejen skal tages. Så det kan meget vel være, at jeg tager fejl - men det må fremtiden vise. Det var muligvis også det klareste signal på pressemødet, nemlig at fremtiden må vise, hvad der skal ske. Lagarde gentog gang på gang, at centralbanken ikke ville forpligte sig til noget - og at det i stedet ville være de økonomiske nøgletal, som afgør den fremtidige rentesti. [...] Selvom man både kan og bør sætte spørgsmålstegn ved timingen af rentereduktionen torsdag, må man omvendt også sige, at centralbanken indtil videre har evnet at få inflationen betydeligt ned uden alt for store økonomiske og finansielle bivirkninger. Der var ellers god grund til at frygte, at den globale økonomi ville køre af sporet, når pengepolitikken blev strammet så voldsomt. Det synes ikke at være tilfældet - og nu bliver pengepolitikken altså en smule mindre stram, så medmindre inflationen stikker af igen, så ser den nære økonomiske fremtid egentlig ganske fornuftig ud. Det ligner faktisk, at centralbanken har bestået denne opgave med noget større elegance end de sidste par gange, hvor den har følt behov for at ændre den pengepolitiske kurs."

Børsen skriver i en leder blandt andet: "Som forventet valgte Den Europæiske Centralbank torsdag at sænke renten en smule. [...] Den lavere rente vil givetvis blive set som en kærkommen håndsrækning i mange husholdninger og virksomheder. Det faktum, at ECB fra 2022 til 2023 hævede den ledende rente med 4,5 procentpoint, har udfordret mange. En rentereduktion på et kvart procentpoint revolutionerer selvsagt ikke den økonomiske hverdag - dertil er renteændringen for lille, men nu spejdes der efter næste rentereduktion. Den Europæiske Centralbank var torsdag varsom med at undgå at binde sig til masten, men det vil være overraskende, hvis ikke renten bliver sat yderligere ned senere på året. Det er i hvert fald markedets forventning. Der er dog ikke grund til at vente, at vi vender tilbage til de lave renteniveauer, vi kendte til frem til sommeren 2022. Inflationen har vist sig ganske genstridig - hvilket på den korte bane vil vanskeliggøre kraftige rentereduktioner. Men mere fundamentalt er der også blevet sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det renteniveau, som vi havde i perioden fra 2012-2022, nu også rent faktisk var et så naturligt og sundt renteniveau, som også vores nationalbank vurderede dengang."
Kilder: Jyllands-Posten, s. 2, 1, 4; Information, s. 12-13; Berlingske, s. 1, 4-5; Ekstra Bladet, s. 8; Politiken, s. 12; Børsen, s. 1, 6, 7, 40

Andre EU-historier

Migration: Først skulle flåden sættes ind - nu vil Meloni give en hånd til Afrika
Italiens premierminister, højrepolitikeren Giorgia Meloni vil med et noget-for-noget udviklingsprojekt øge velstanden i Afrika og derved mindske afrikanske migranters søgning mod Italien - og Europa. Det skriver Berlingske. Planerne, der både med pisk og gulerod skal afskrække migranter fra at søge mod Italien er skridt for skridt blevet søsat af Meloni. I slutningen af 2024 åbner italienske asylbehandlingscentre på albansk jord. Og Giorgia Meloni har ageret primus motor på nylige EU-aftaler med Egypten og Tunesien. EU betaler nu de to lande for at øge deres kontrol med migranter, der har kurs mod Europa. Hjemme i Italien sættes der ind over for NGO-skibe. Nye regler tvinger skibene til at aflæsse opsamlede migranter i norditalienske havne i stedet for i Syditalien. I januar samlede Italien 30 afrikanske ledere og EU-repræsentanter til et topmøde i Rom. Her blev der præsenteret planer for, hvordan Italien vil støtte udviklingsarbejde i Afrika med 5,5 milliarder euro. Men Giovanni Carbone, leder af Afrikaprogrammet ved tænketanken ISPI, kalder de italienske støttebeløb for "latterligt" små. "De fem en halv milliard euro, som er afsat, er et latterligt beløb selv i Afrika. For eksempel arbejder EU-programmet Global Gateway med 150 milliarder," forklarer Carbone, som heller ikke kan se forskel mellem de italienske projekter og helt traditionelle bistandsprojekter. Han tror heller ikke på, at den italienske udviklingshjælp vil reducere migrationen. "Når fattige lande udvikler sig, skaber det ikke færre migranter. Tværtimod tager flere afsted, fordi de nu har råd til det. Det ved alle, der beskæftiger sig med migration," forklarer han. Til gengæld giver planerne i udviklingsprojektet om at sikre afrikanske alternativer til russisk gas mening, siger Carbone.
Kilde: Berlingske, s. 18-19

Klima: EU’s klimapolitik er en stor uløst opgave. Vi skal sætte ind på disse tre punkter
I et debatindlæg i Berlingske skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet, blandt andet: "EU’s klimapolitik er en uløst opgave, og vi har særligt tre udestående opgaver: Landbrugets udledninger skal mindskes Pengestrømmen til fossil energi skal stoppes Infrastrukturen skal gøres klimaklar Traktordemonstrationer har fyldt gaderne i storbyer i Europa. Landmændene føler sig presset på deres levebrød og giver den grønne omstilling en del af skylden. Men det, der rammer landbruget, er i virkeligheden 20 års fejlfuld politik, der har efterladt landbruget i stikken. De er blevet bundet til EU-støtte og frivillige aftaler. Landbruget står for op imod 13 procent af EU’s samlede drivhusgasudledninger. Og omstillingen er de facto gået i stå. Samtidig rammer klimaforandringerne landbruget. Tørke og oversvømmelser ødelægger høsten. EU’s miljøagentur advarer om, at landbruget i Europa kan forventes at blive ekstra hårdt ramt af klimaforandringerne. Derfor skal vi omstille EU’s landbrugsstøtte, så den alene går til tiltag, der er grønne. Det vil sige tiltag, der mindsker brugen af pesticider og nedbringer drivhusgasserne. Der skal investeres i den grønne omstilling. Ifølge Europa-Kommissionen mere end 5.000 mia. kr. om året. En del af pengene skal vi finde ved at stoppe med at sende penge efter fossil energi. EU-landene giver i dag tilsammen mere end 400 mia. kr. om året i støtte til fossil energi. Det er åbenlyst, at EU-landene skal stoppe deres støtte til energiformer, der underminerer vores klimamål. [...] Den grønne omstilling står i en tempokrise. Vedvarende energiprojekter går i stå på grund af mangel på finansiering, mangel på komponenter og skepsis over for nye projekter lokalt. Politisk tøven kan hurtigt blive en medvirkende faktor. Det holder ikke. Derfor skal der gives et 2050-mandat, så virksomhederne med ro i sindet kan opbygge de lagre og indgå de indkøbsaftaler, der skal få den nødvendige infrastruktur op. Vi kan ikke lade langsommelige godkendelser og investeringstøven forsinke den nødvendige udbygning af vedvarende energi og elnettet."
Kilde: Berlingske, s. 27

Migration: Migration bør spille en vigtig rolle i EP-valget
Berlingske skriver i en leder blandt andet: "Herhjemme står SF for “en fornuftig udlændingepolitik”, mens partiet i EU på dybt uansvarlig vis forfølger en politik, der vil give “titusindvis af flygtninge” adgang til Danmark. Det mener den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, som her i avisen retter et skarpt angreb mod folkesocialisterne. Man skal naturligvis lægge mærke til timingen: På søndag skal vi stemme til Europa-Parlamentet, og SF nærmer sig Socialdemokratiet i meningsmålingerne. Derfor vil socialdemokraterne lige nu gøre alt for at hævde sin storebror-status. [...] Det er rigtigt, at SF vil have Danmark til at binde sig til den såkaldte solidaritetsmekanisme i den nye asyl- og migrationspagt, selvom vi på grund af vores retsforbehold ikke behøver at gøre det. Og det er rigtigt, at mekanismen i praksis vil være lig med langt flere asylansøgere i Danmark - potentielt et uoverskueligt antal, da det handler om procentvis fordeling. At fordele asylansøgere i Europa på solidarisk vis lyder måske umiddelbart som det rigtige at gøre, men det er en dybt uansvarlig politik: Dels breder det blot problemet ud i stedet for at løse det, dels trækker det endnu flere desperate mennesker ud i skruppelløse menneskesmugleres livsfarlige gummibåde, når chancerne for at blive sendt til det rigere Nordeuropa øges. Da Moderaternes spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Stine Bosse, for nylig kom i stormvejr for at sige ja tak til 7.000 ekstra asylansøgere, var det netop asyl- og migrationspagtens solidaritetsmekanisme, det handlede om. Den går Moderaterne nemlig også ind for. [...] Det tegner ellers til at blive et spændende valg, for meningsmålingerne spår et meget tæt løb, hvor få stemmer kan komme til at afgøre resultatet. Både Venstre, Moderaterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er på vippen til overhovedet at blive repræsenteret i Parlamentet. Samtidig er der virkelig meget på spil i EU i denne tid: Europa er presset både sikkerhedspolitisk, økonomisk og kulturelt, og de europæiske demokratier viser tegn på opbrud. På europæisk plan ventes en markant højredrejning at finde sted ved valget, og det skyldes blandt andet de europæiske vælgeres utilfredshed med EU’s manglende kontrol over migrationen. Vi bør møde denne strømning konstruktivt. Nu er der faktisk mulighed for at få løst dét problem, som i årevis har martret Europa. Italiens aftale med Albanien og Storbritanniens aftale med Rwanda er eksempler på, at det faktisk kan lade sig gøre at ændre retning i migrationspolitikken."
Kilde: Berlingske, s. 4

Udvidelse: Lukker vi flere af Ungarns kaliber ind, falder EU i staver
I et debatindlæg i Berlingske skriver Per Stig Møller, forhenværende udenrigsminister (K), blandt andet: "EU risikerer at visne i ubeslutsomhed og magtesløshed, hvis vi lader mindretallet styre flertallet. [...] EU’s udenrigspolitiske beslutninger kræver nemlig enstemmighed. På den måde bestemmer Ungarn hele EU’s udenrigspolitik og optræder som Putins nyttige idiot i, hvad hans patriark kalder Ruslands hellige krig mod Vesten. Hvad kalder man for resten en sådan optræden under en krig? Med sin optræden lægger Ungarn til glæde for Putin gift ud for fremtidige udvidelser. Lukker vi flere af Ungarns kaliber ind, falder EU i staver. Derfor kan vi ikke åbne for Serbien og Georgien, før de er afrussificerede, og før EU har indført spilleregler, der forhindrer mindretallet i at tyrannisere flertallet. For fredens og Europas skyld skal vi fortsat holde døren åben, men det skal ske uden at lukke Putins trojanske heste ind, for så visner EU i ubeslutsomhed og magtesløshed. Ved søndagens valg er det derfor klogest at styrke EU med en gedigen, visionær, konservativ realisme."
Kilde: Berlingske, s. 23

Institutionelle anliggender: Liberalt EU-bøvl
Ekstra Bladet skriver blandt andet i sin leder i dag: "DR har her, før vi går til stemmeurnerne på søndag, spurgt en række af partiernes spidskandidater om, hvorvidt de vil fremlægge regnskab for de 443.000 skattefri kroner, de modtager om året til kontorhold, de såkaldte blyantspenge. Det er der flere, der absolut ikke vil. Det gælder blandt andre Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, der har siddet i parlamentet i 15 år, og som har kunnet hæve mere end fem millioner kroner i perioden i blyantspenge. Løkkegaard siger til DR, at han ikke vil offentliggøre, hvordan han bruger pengene. [...] Det er ikke kun Venstre, der ikke vil spytte ud. Heller ikke Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, og Moderaternes Stine Bosse ønsker at blive kigget over skulderen. De henholder sig til, at man følger de regler, som er på området. Og reglen er, at man ikke behøver at oplyse, hvordan 443.000 kroner i blyantspenge om året får ben at gå på. [...] Det er komplet uforståeligt, at EU ikke for længst har ændret på reglerne. De danske partier bør da også selv vælge at offentliggøre, hvordan pengene bliver brugt. Det kræver ikke det store bøvl. Blyantspengene er et voldsomt beløb, som ingen kan nå at bruge hver måned på kontorartikler. Derfor er det i realiteten en ekstra bonus oven i månedslønnen, som i forvejen er på pæne 75.000 kroner."
Kilde: Ekstra Bladet, s. 18

Institutionelle anliggender: Eksperter: DF kan have brugt EU-midler i strid med reglerne
Dansk folkepartis spidskandidat til europaparlamentsvalget, Anders Vistisen (DF) har "delvist betalt" politiske annoncer med penge fra EU. Ifølge eksperter kan det være i strid med reglerne. Det skriver Berlingske. Anders Vistisen afviser kritikken, men han ønsker dog ikke at oplyse, hvilke af hans annoncer der er blevet delvist finansieret af midler fra EU. Anders Vistisen brugte i de sidste tre måneder af 2023 mere end en halv million kroner på Facebookannoncer. Men i mange af annoncerne er DF logoet væk, og i stedet er der i højre hjørne påtrykt logoet fra Identitet og Demokrati (ID), som er den politiske gruppe i Europa-Parlamentet, som Anders Vistisen og Dansk Folkeparti er medlem af. Eksperter vurderer ud fra dette, at Anders Vistisen kan have brudt reglerne for EU´s B400-midler. "Du kan aldrig være helt sikker, men generelt er sandsynligheden for, at det er betalt med EU-midler, meget høj, når en europaparlamentariker bruger gruppens logo i en reklame," forklarer Wouter Wolfs. Han er lektor på Leuven Universitetet i Belgien og forsker i EU-støtte. Hvis annoncerne er betalt af EU-midler, så kan de være i direkte konflikt med reglerne for Europa-Parlamentets oplysningsmidler. "Mange af annoncerne er jo rendyrket politisk propaganda. Og hvis de er betalt med B400-midler, er det for mig at se klart i strid med reglerne, som fastslår, at pengene ikke må bruges til valgkampagner," vurderer Roger Buch. Han er forskningslektor og centerleder ved Dansk Medie- og Journalisthøjskole og forsker blandt andet i partistøtte, valg og borgeres holdning til EU. "Hvis de har brugt B400-midler til de her annoncer, er det uden tvivl misbrug af skatteydernes penge," udtaler Alexander Katsaitis, adjunkt ved Stockholm Universitet og forsker i EU. Anders Vistisens kontorchef, Jesper Søgaard, forklarer til Berlingske, at det er "normalt for os at bruge ID-logo i stort set al vores kommunikation på de sociale medier." Han udtaler videre, at det er faktuelt forkert at konkludere, at "en annonce er betalt med B400-midler, fordi der er ID-logo på den." Berlingske har henvendt sig til ID-gruppen i Europa-Parlamentet, men de vil ikke oplyse, hvor mange og hvilke af Anders Vistisens annoncer, som er finansieret af B400-midler.
Kilde: Berlingske, s. 14-15

Grundlæggende rettigheder: LGBT+-rettigheder må ikke blive en by i Rusland
Information bringer et læserbrev af Gunvor Wibroe og Mathias Niebuhr, henholdsvis udviklingsordfører og kandidat til europaparlamentsvalget for Socialdemokratiet. De skriver blandt andet: "Om få dage er EP-valget ovre. De næste fem år vil mange ting være i fokus, blandt andet krigen i Ukraine, regulering af tech-giganterne, migrantstrømme og grøn omstilling. De ting er meget vigtige for os alle sammen, men vi savner fokus på en anden yderst vigtig dagsorden: LGBT+-rettigheder i Europa. Polen er fem år i træk kåret som det værste land i EU at være LGBT+-person i, og selv om vi ser en ny linje med premierminister Donald Tusk, er der stadig lang vej. I Italien må to kvinder ikke længere stå som forældre til deres fælles barn. I Ungarn må skoler og medier ikke fortælle børn og unge om homoseksuelle og transpersoner. LGBT+-rettigheder er under pres, og LGBT+-personer bliver stadig diskrimineret, chikaneret og udsat for vold. I flere EU-lande er frihed, lighed og basale menneskerettigheder for LGBT+-personer en by i Rusland. [...] LGBT+-rettigheder er menneskerettigheder, og menneskerettighederne er ukrænkelige, universelle og gælder for alle. Det bør være en no brainer, når det nye parlament trækker i arbejdstøjet."
Kilde: Information, s. 14

Udvidelse: En større rolle til Europa
I snart to et halvt år har Ruslands invasion af Ukraine sat rammen for mange beslutninger i EU og nu kan Europa forvente at komme til at spille en endnu vigtigere rolle som Ukraines allierede, skriver Information. "Vi ved ikke, hvad der sker i USA, men vi ved, at NATO har været afgørende for at hjælpe ukrainerne. Så spørgsmålet er, hvad der skal ske i fremtiden, hvilken rolle EU og NATO får, og hvordan USA vil støtte militært og politisk i samarbejdet om Ukraine, hvis Trump bliver valgt," siger professor i international politik ved Københavns Universitet. Rebecca Adler-Nissen. I februar opfordrede EU's udenrigschef, Josep Borrell, medlemslandene til at tage en politisk beslutning om at bremse leverancerne til andre lande end Ukraine, da det er den hurtigste, billigste og mest effektive måde at øge leverancerne af ammunition til Ukraine på og for nylig har Europa-Kommissionen formuleret en række ambitiøse mål for styrkelsen af den europæiske våbenindustri. Fra næsten alle danske EP-kandidater lyder det samstemmende, at der er fuld opbakning til at opskalere støtten til den europæisk våbenindustri for i første omgang at hjælpe Ukraine og på længere sigt fylde Europas egne våbenlagre op. En af de dagsordener, der kommer til at fylde i de kommende år og måske endda årtier er spørgsmålet om Ukraines optagelse i EU, for der kommer det store slag til at stå mellem medlemslandene. "Det, man diskuterer nu, er, om man på en eller anden måde kan få nogle mellemmodeller, så man ikke skal opfylde samtlige krav for at rykke tættere på den europæiske union," siger Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa. Emnet forventes at blive diskuteres, når stats- og regeringscheferne skal vedtage EU's strategiske dagsorden allerede den 18. juni, men det store spørgsmål er, om det lykkes at begynde optagelsesforhandlingerne, inden Ungarn, som er skeptisk over for Ukraines optagelses i EU, overtager EU-formandskabet den 1. juli. Lykke Friis vurderer, at hvis det ikke sker, så der det mest sandsynligt, at forhandlingerne først vil blive åbnet, når Polen overtaget formandskabet fra Ungarn i januar 2025. "Og så er spørgsmålet, om man kan opretholde tempoet i denne her proces, og om Ukraine og Moldova begynder at komme i tvivl, om EU overhovedet er interesseret i at optage dem," siger hun.
Kilde: Information, s. 8-9

Interne anliggender: Venstres spidskandidat vil ikke kaldes konservativ
Kristeligt Dagblad bringer et interview med Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard, som mener, at Europa har brug for seriøse politikere, og stemmer man på ham, vil man få sådan en. ”Alt, hvad der foregår, skal ses gennem denne prisme af krig. Det betyder, at vigtige emner som klima, konkurrenceevne og digital transformation, vil skulle ses i lyset af krigen i Ukraine. De emner og dagsordener forsvinder ikke, men krigen skal forme, hvordan vi behandler dem,” siger han. Det betyder ifølge ham, at klima og energipolitik skal behandles som sikkerhedspolitik, så vi undgår at gøre os afhænge af fjendtlige kræfter og digitaliseringen skal forholde sig til truslen fra cyberangreb og Kina. Derudover er det også tid til for alvor at fokusere på økonomien og EU's konkurrenceevne igen. ”Jeg tror, at vi i EU har været lidt dovne, siden vi introducerede det indre marked i 1992, der var en stor succes med hensyn til at skabe megen vækst. Vi er blevet sat tilbage af nogle kriser. Først finanskrisen, så migrationskrisen, så Brexit og ikke mindst corona. Og i den periode er Kina kommet buldrende frem, mens amerikanerne har sat seddelpressen i gang og givet sig selv et økonomisk løft af dimensioner,” siger han og tilføjer, at man fra EU's side skal gøre alt for at gøre vilkårene bedre for virksomhederne i unionen, for man kan ikke overvurdere, hvor meget konkurrenceevne kommer til at fylde i den kommende valgperiode lovgivningsmæssigt.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 4

Institutionelle anliggender: ”Jeg er europæer.” Før var det et politisk statement. Nu er det en fælles identitet
En stor undersøgelse, ICCS (International Civic and Citizenship Education Study), foretaget blandt 66.000 8.-klasseelever fordelt på 19 europæiske lande, viser, at der er 95 procent unge danskere, som føler sig som en del af Europa, hvilket er over det europæiske gennemsnit, skriver Politiken. Den europæiske identitet blandt danske 8. klasse-elever er steget markant fra 2016 til 2022 og den 24-årige næstformand i Europæisk Ungdom, Maja Gundesbøl Nielsen, er en af de unge, som føler sig europæisk i hjertet. ”Jeg tror, at flere føler sig europæiske end tidligere, også i Danmark. Særligt Ukrainekrigen har styrket idéen om, at Europa findes derude, ikke bare i form af politiske tiltag som told på varer og den slags, men også som en ånd og et værdifællesskab,” siger hun. Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, vurderer også, at følelsen af at være europæer ikke kun er vokset i de unge. ”Tidligere blev polariseringen omkring EU-spørgsmålet overført på idéen om Europa som sådan. Hvis du spurgte tilfældige danskere på gaden, om de så sig selv som europæere, ville de svare: Mener du, om jeg er modstander eller tilhænger? Enten var man dansker, eller også var man europæer, og det var et nulsumsspil, der kunne dele familier i to,” siger Lykke Friis og fortsætter: ”Sådan er det ikke længere. Spørgsmålet om EU og det europæiske er blevet afdramatiseret på en måde, som vi ikke har set før. I dag vil langt flere sige: Selvfølgelig er jeg europæer.” Forfatter Jens Christian Grøndahl, der tidligere har skrevet en trilogi af essays om Europa, herunder ”Europa er ikke et sted”, mener, at den europæiske identitet er særligt stærk lige nu på grund af den russiske invasion af Ukraine. "Jeg tror, at der er en voksende erkendelse af, at det at være europæer er forbundet med en vilje til at forsvare det fredelige, civile og frie samfund, som vi er vokset op i. Det kan ses både som en rationel erkendelse, men også en følelse af nødvendighed, som er forbundet med, at vi ikke bare er danske, men også europæiske,” siger Jens Christian Grøndahl og tilføjer: ”Så jeg mener, at der på meget kort tid er opstået en stærk historisk bevidsthed - og en europæisk bevidsthed - blandt danskerne. Baggrunden er både skræmmende og tragisk. Men den er også håbefuld.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 1,4

Interne anliggender: Folkemødet er alt det, verden har for lidt af
Politiken bringer en kommentar af chefredaktør Christian Jensen, som blandt andet skriver: "Våbnene kværner i Ukraine og Gaza, Trump truer i USA, og den yderste højrefløj vinder frem i Europa forud for valget til Europa-Parlamentet i juni. Verden er et svært sted. Fanget i krige, kriser, splittelse og uforsonlighedens greb. Verdens konflikter er selvfølgelig flyttet med ind i programmet til årets folkemøde. De vil slå gnister fra scenekanter og teltåbninger i Allinge i de kommende dage. Men det vil ske ud fra en demokratisk grundpræmis, hvor den politiker eller debattør, der nægter at lytte til modparten, er dømt til at tabe. Hvor kompromisets vilje og forsonlighedens tale er den drivende demokratiske kraft, ingen kan undslå sig. Hvor dialogen vinder over sværdet. [...] Selv har jeg glæden af at tale med EU-kommissær Margrethe Vestager. Jeg vil blandt andet spørge hende om alt det, vi i Vesten misforstod om Rusland, da vi troede, at Putin hurtigt ville møde sit nederlag i krigen i Ukraine. Og så vil jeg selvfølgelig også benytte lejligheden til at snakke med Margrethe Vestager om hendes karriereplaner efter 10 år i toppen af EU-Kommissionen. Mon der skulle være et comeback til dansk politik på vej? Folkemødet er meget mere end en naiv bornholmsk boble og en forlænget weekendpause fra virkelighedens og verdens brutale realiteter. For både danske og internationale politikere og debattører bør Folkemødet tjene som en påtrængende påmindelse om alle de demokratiske værdier, vi særligt i Vesten har grundlagt vores lande på, og som også er dem, der skal drive verden igennem kriser og ud af krige. Folkemødet er faktisk alt det, verden har alt for lidt af i disse tider."
Kilde: Politiken, s. 2

Institutionelle anliggender: Mette F. er blevet et forbillede for Europas ekstreme højre
Politiken bringer et debatindlæg af Niels Boel, journalist og foredragsholder. Han skriver blandt andet: "Højreekstremister står til stor fremgang og fremtrædende socialdemokrater i Europa forsværger, at de vil samarbejde med dem. Men ikke de danske. [...] Som optakt til den første store partilederdebat op til europaparlamentsvalget i Frankrig blev kandidaterne bedt om hver især at vise et billede, som bedst resumerede deres Europa-politik. Spidskandidaten for det højreekstreme parti National Samling (Rassemblement National), Jordan Bardella, valgte at vise et billede af Dannebrog! Han forklarede, at Danmark symboliserer hans partis bestræbelse på at håndtere indvandring og holde fast i national identitet. Blandt andre europæiske højreorienterede og højreekstremister er det især socialdemokraternes såkaldte Rwanda-model, som har vundet sympati. [...] Generelt gør Socialdemokratiets hårde udlændingepolitik Danmark til en reference for højreekstremister, selv om jeg er i tvivl om, om for eksempel National Samling ville gå lige så langt, som man har gjort herhjemme. [...] Den ubetingede støtte til Israel er blevet en fællesnævner for alle dagens højreekstremister i Europa. Også på dette punkt er Mette Frederiksen på linje med de højreekstreme. [...] På denne baggrund er det ganske ærligt, at Mette Frederiksen i modsætning til andre europæiske socialdemokratiske ledere ikke på forhånd vil afvise et samarbejde med den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet."
Kilde: Politiken, s. 6

Institutionelle anliggender: Der mangler ikke penge i EU, men fornuft
Thorbjørn Jacobsen og Lars Høyer Holmqvist, hhv. ingeniør og lektor. Begge er kandidater til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance. De skriver blandt andet: "Europa-Kommissionen ønsker flere penge, bl.a. til Ukraine-støtte og til migrationsindsatsen, men også til administration og renteudgifter til covid-19-lån. [...] Men et kig på EU's budget viser, at problemet ikke er pengemangel, men forkert prioritering. [...] Ved at omprioritere inden for de eksisterende rammer kan vi opnå mere med de samme midler. En ny udvidelse af EU risikerer at medføre flere omkostninger, men i stedet for blindt at øge kontingentet skal vi prioritere og fokusere. Ved at udfase landbrugsstøtten og reducere samhørighedspolitikken drastisk kan vi sikre, at EU's budget bruges effektivt og målrettet til gavn for alle medlemslande. Det kræver strammere budgetstyring og ansvarlig prioritering - herunder at sige nej til omfordeling, symbolpolitiske tiltag, bureaukrati og overdreven statsstøtte. EU's fremtid afhænger af kloge beslutninger i dag. Ved at fastholde et uændret budget og fokusere på reelle udfordringer kan vi sikre et stærkere Europa. I Liberal Alliance ønsker vi os et slankere og mere fokuseret EU."
Kilde: Politiken, s. 6

Institutionelle anliggender: Hvad stiller vi op, hvis Trump bliver præsident, og vi pludselig er alene hjemme i Europa?
Politiken bringer et interview med Arancha González, dekan på Paris-universitetet Sciences Po og var Spaniens udenrigsminister 2020-2021. Hun har om nogen styr på sikkerhedspolitik i Europa og hun mener, at uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, er Europa nødt til at tage sin egen skæbne mere i egne hænder. Hun mener, der er tre områder, som EU bør prioritere efter valget: sikkerhed og forsvar, international handel og demokrati. "Jeg håber, at den næste formand for EU-Kommissionen og den næste formand for Ministerrådet vil give et boost til de europæiske forsvarsmarkeder. I dag er Europa det kontinent, der køber flest af sine våben uden for egen produktion," siger hun og understreger, at med et mere koordineret forsvarssamarbejde gør vi samtidig op med forventningen om, at USA til enhver tid beskytter os. Hun mener, at spørgsmålet om demokrati er "det mest tricky", og det er også det punkt, hvor der er størst forskel på Trump og Biden. González peger på, at Trump "opmuntrer" typer som Wilders i Holland og Le Pen i Frankrig til at afskrive multilateralisme og klimahandling og være lemfældige med at overholde retsstatsprincipper. González mener, at EU-traktatens artikel 7, der tilskriver, at et EU-medlemsland kan blive sanktioneret, hvis det ikke lever op til europæiske værdier, ofte er tandløs, da alle lande har vetoret. "For mig handler valget helt simpelt om, hvorvidt vi tager fremtiden i egne hænder eller lægger den i hænderne på nogle andre. De amerikanske vælgere, det kinesiske kommunistparti, Putin. Når alt kommer til alt, handler EP-valget ikke om højre eller venstre. Det handler om europæere eller nationalister," siger hun.
Kilde: Politiken, s. 11

Interne anliggender: Forandringens tid
Det nye franske stjerneskud, 28-årige Jordan Bardellas højrenationale parti, Rassemblement National, ventes at få dobbelt så mange stemmer som Macrons hold ved EU-valget, som de bruger som springbræt til præsidentvalget i 2027, skriver Weekendavisen. Bardella genopstiller til EU-parlamentsvalget, selvom hans mål i virkeligheden er nationalt. I løbet af de seneste fem år har Bardella været så sjældent i EU-Parlamentet i Bruxelles og Strasbourg, at hans øgenavn er blevet "Jordan Barde-paslà" (Jordan Ikke-til-stede). "For Rassemblement National såvel som for rigtig mange vælgere fungerer dette valg - i mangel af bedre - som en slags midtvejsvalg; en kærkommen lejlighed til at give præsident Macron én over snuden," siger Luc Rouban, politolog ved det samfundsvidenskabelige forskningscenter Cévipof, til Weekendavisen. Le Pen og Bardella har for længst opgivet tanken om at forlade EU og euroen, men hvis man ser nærmere på deres EU-politik, bliver det tydeligt, at de ønsker at nedbryde samarbejdet indefra: De vil mindske Frankrigs bidrag, smide EU's grønne pagt på bålet, skrinlægge de fleste regler om det indre markeds frie handel og bevægelighed, indføre national fortrinsret ved offentlige udbud og gøre EU-Kommissionen til en rent rådgivende instans. Ligesom både Le Pen og Bardella næsten konsekvent taler om "fædrelandenes Europa" og ikke Den Europæiske Union. Og på EU-parlamentsvalgmødet i Le Dôme de Paris tordner Marine Le Pen og Jordan Bardella mod "EU’s normkanoner, der bombarderer Frankrig med virkelighedsdetailstyring".
Kilde: Weekendavisen, s. 11

Sikkerhedspolitik: Brændende paranoia
Weekendavisen bringer en kommentar af skribent Frederik Stjernfelt, som blandt andet skriver: "Vi er for længst blevet vant til russisk digital krigsførelse, lige siden troldefabrikkerne i Skt. Petersborg og indblandingen i det amerikanske præsidentvalg og Brexit i 2016 - senest med de løbende gps-forstyrrelser i Østersøen, flyene, der ikke kunne lande i Estland, og den løbende hacking af hjemmesider og computersystemer for europæiske partier, virksomheder og institutioner. Rusland fantaserer som bekendt om at være i krig med NATO. Men nu er krigsførelsen måske ved at blive mere håndfast. [...] En tilsigtet effekt af Ruslands aggressioner er naturligvis at sprede mistillid og paranoia, at undergrave befolkningernes tillid til deres egne samfund og regeringer, og måske bliver man nærmest selv ufrivillig agent for russiske interesser, hvis man lader sig rive med. Men Putin har ikke ladet nogen i tvivl om, at det, som vi måske anskuer som en lokal konflikt langt borte mellem Rusland og Ukraine, dét ser han faktisk som en krig, der for længst er i fuld gang mellem Rusland og NATO. Hvorvidt han har ret i den påstand, er vi ikke ene om at vurdere, for det er han selv med til at afgøre. Måske skal man ikke bare øge militærbudgetterne, men også begynde at være mere varsomme med lokal sikkerhed i virksomheder og institutioner? Vilkauskas i Litauen opfordrer firmaer, organisationer og sikkerhedspersonale til at være ekstra varsomme, skærpe opmærksomheden og indberette alle mistænkelige iagttagelser. [...] Men at man er paranoid, er som bekendt ikke nogen garanti for, at der ikke er nogen efter én."
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Konkurrence: “Bermudatrekant” af risici truer, advarer erhvervsbosser
Otte erhvervsledere kommer med 28 forslag til regeringen, fordi de mener, at Danmarks og Europas position i den globale konkurrence er “svækket”, og der er risiko for at “blive kørt helt agterud”, skriver Børsen. “Vi har set voksende spændinger, siden krigen i Ukraine brød ud. Der er en voksende konkurrence mellem USA og Kina - med Europa fanget i midten og så er der den teknologiske udvikling, hvor vi bare må erkende, at Europa slet ikke er med,” siger Niels Smedegaard, bestyrelsesformand i en række virksomheder og tidl. DFDS-direktør, som har stået i spidsen for arbejdet. Han uddyber: “Inden for den grønne omstilling tænker vi i Danmark og Europa, at vi har førertrøjen på. Vi tænker, at når vi regulerer, skaber vi superstjernevirksomheder. Men sådan fungerer verden ikke længere.” Anbefalingerne er fordelt i fem grupper: Regulering, arbejdskraft, kapital, modstandsdygtighed og vækstmuligheder. En del forslag kræver fælles handling i EU, men der er andre forslag om f.eks. arbejdskraft og skattefradrag, som den danske regering kan føre ud i livet. Niels Smedegaard understreger, at det allervigtigste er, at der bliver handlet inden for “uger og måneder, ikke år”.
Kilde: Børsen, s. 12

Institutionelle anliggender: Ekspert lægger kabalen af topjob i EU - han ser ikke store chancer for Mette Frederiksen
Om få uger skal EU's topposter fordeles og det er et vigtigt slag for Europa, som også rækker ind i dansk politik, skriver Børsen, som har talt med Mujtaba Rahman, adm. direktør for Europa i risikoanalyse- og rådgivningsvirksomheden Eurasia Group, som giver sit bud på politiske scenarier og risici. Rahman ser Ursula von der Leyen som storfavorit til at fortsætte på posten, først og fremmest fordi hendes borgerlige gruppe EPP står til at vinde EU-valget og blive største gruppe. “Jeg har meget svært ved at tro, at medlemslandene ikke også vil bakke op. Hvis vi går ud fra, at prognoserne holder, og EPP vinder, vil hun få opbakning, og resten af landene vil acceptere, at de borgerlige har retten til posten.” Formand for Det Europæiske Råd, også kaldet EU-præsident, er den post, som den socialdemokratiske gruppe ventes at gå efter. Portugals tidl. premierminister Antonio Costa har længe været favorit, men i efteråret blev Costa ramt af en korruptionssag og så blev den danske statsminister pludselig nævnt. Men Rahman vurderer, at Costa har gjort comeback i favoritrollen. “Alle medlemslande, jeg taler med, kan godt lide Antonio Costa. Jeg tror, mange medlemslande mener, at han har den profil, de søger,” siger han og tilføjer, at han vurderer, at Mette Frederiksen er den næstmest sandsynlige socialdemokrat. "Der er ikke så mange i øjeblikket, og det er også en del af problemet for deres gruppe,” siger Rahman. Den tredje post i kabalen er EU's udenrigschef, som flere østeuropæiske lande har vist interesse for. Rahman nævner som mulige bud enten Estlands liberale premierminister Kaja Kallas eller Tjekkiets nationalkonservative Petr Fiala. Men hvis Rahman skal komme med sit bud lige nu, så bliver det: Ursula von der Leyen i Kommissionen, Antonio Costa i Det Europæiske Råd og Kaja Kallas som udenrigschef. I EU-Parlamentet forventer han, at den borgerlige malteser Roberta Metsola fortsætter som formand, men at det er parlamentet, som afgør det. Derudover er der en masse tunge kommissærposter, hvor der i den nuværende kommission har siddet hhv. en borgerlig, en liberal og en socialdemokrat som ledende næstformænd under von der Leyen, bl.a. danske Margrethe Vestager (R), der har ansvar for digitalisering og konkurrence. Rahman mener, at Polen vil gå efter en tung post som belønning for, at premierminister Donald Tusk og hans regering har besejret det EU-skeptiske og nationalkonservative tidligere regeringsparti PiS. Tusk sad som EU-præsident i 2014-19, alle kender ham og Polen har en stærk profil i forhold til Ukraine, da de bruger over 4 pct. af bnp på forsvarsudgifter. “Krigen i Ukraine er et eksistentielt tema for polakkerne. Og jeg tror, de ser en mulighed for, at EU og Kommissionen virkelig kan udvikle sig på forsvarsområdet i den næste periode.” Derudover kan andre lande bruge det argument, at Danmark lige har haft Vestager siddende på en magtfuld post - endda i to perioder, hvilket alt i alt svækker Frederiksens chancer. “Der er andre, der skal have belønning før Danmark. Polen er ét eksempel, og Italien er et andet,” siger han.
Kilde: Børsen, s. 1,16-17

Grundlæggende rettigheder: Nye krav til virksomheders ansvar
Børsen bringer et debatindlæg af Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark. Hun skriver blandt andet: "Da den ni etager høje Rana Plaza-bygning i Bangladesh styrtede sammen i 2013, døde flere end 1100 mennesker, og 2000 blev såret - mange af de arbejdere i tekstilvirksomheder, som producerede tøj til europæiske lande for minimumslønninger. Katastrofer som Rana Plaza skal undgås i fremtiden. Derfor ser vi i Amnesty International det som et vigtigt skridt, at EU's ministerråd netop har vedtaget et EU-direktiv om virksomheders ansvar (The Corporate Sustainability Due Diligence Directive). Direktivet har til formål at beskytte miljøet og menneskerettighederne i EU og globalt. [...] Direktivet dækker kun EU-baserede virksomheder med flere end 1000 ansatte og en nettoomsætning på verdensplan på over 3,3 mia. kr. samt ikke-EU-baserede virksomheder med en omsætning på over 3,3 mia. kr. inden for EU. Derudover er der en række undtagelser for f.eks. finansielle institutioner og våbenproducenter. Vi har kæmpet for et mere ambitiøst direktiv, der inkluderede flere virksomheder, hele værdikæden samt f.eks. finansielle institutioners investeringer og lån til virksomheder. På grund af direktivets åbenlyse mangler opfordrer vi Danmark til at gå længere på en række vigtige områder. Regeringen bør bruge implementeringen af EU-direktivet i dansk lov til at styrke lovgivningen yderligere. [...] Vi håber, at Danmark vil gå forrest og forebygge krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med danske virksomheders aktiviteter."
Kilde: Børsen, s. 39

Institutionelle anliggender: Efter to årtier med Mellemøsten skal Simon Bojsen-Møller lede EU's kontor i Nuuk
EU har lettere forsinket fundet en chef for sit nye kontor i Nuuk: Danske Simon Bojsen-Møller, skriver Altinget onsdag. Simon Bojsen-Møller, som i to årtier primært har arbejdet med Mellemøsten fra både Bruxelles og på EU's delegationer i Jordan, Libanon og Syrien, skal stå i spidsen for det kontor, kommissionsformand Ursula von der Leyen officielt indviede i marts under et besøg sammen med statsminister Mette Frederiksen (S). "EU er en mere global spiller, end de fleste går og tænker over til hverdag. Vi har et kæmpestort netværk med delegationer rundt om i verden. Det afspejler åbningen her i Grønland også," siger han og fortsætter: "Vi har jo arbejdet sammen med Grønland i årtier, men nu hvor vi endelig har et kontor, kan vi have et mere dagligt engagement. Derfor skal jeg også rundt til andre dele af landet så hurtigt som muligt." I den grønlandske undergrund findes 25 af de 34 råstoffer, som EU-Kommissionen anser for kritiske til produktionen af alt fra elbiler til vindmøller og kampfly. Derfor har EU og Grønland indgået en aftale om råstoffer, der blandt andet indebærer krav til bæredygtig udvinding og forarbejdning af råstofferne, uddannelse af medarbejdere og samarbejde om forskning. For at aftalen skal blive en realitet, kræves det dog, at europæiske virksomheder viser interesse, understregede landsstyreformand Múte B. Egede, da von der Leyen besøgte Nuuk i marts. En af Simon Bojsen-Møllers opgaver bliver derfor at sikre, at aftalen får praktisk betydning uden for de politiske kontorer i Nuuk og Bruxelles. "Det bliver en del af vores dagligdag at opbygge relationer til den private sektor. Og vi deler jo et værdisæt med hensyn til miljø, demokrati, menneskerettigheder og så videre. Det er også relevant," siger Simon Bojsen-Møller og understreger, at samarbejdet mellem Grønland og EU også omhandler grøn vækst og uddannelse.
Kilde: Altinget, onsdag