Tophistorier
Macron står stærkt - men Marine Le Pen håber på forstærkning inden finalen
Flere af weekendens og mandagens aviser bringer analyser, ledere og kommentarer om weekendens første runde af Frankrigs præsidentvalg. I Politiken lørdag kan man læse et debatindlæg af Mette Fugl, journalist og forfatter. Hun skriver blandt andet: "Den siddende franske præsident, Emmanuel Macron, fører stadig i målingerne frem mod første runde af præsidentvalget søndag. Men Le Pen haler kraftigt ind. Og intet er afgjort i EU's næststørste økonomi. [...] Dramaet er interessant, fordi det opføres i et stort og væsentligt land. For Europa. For verden. [...] I 2017, da den nye mand, Emmanuel Macron, stillede op, var afstanden mellem de to i første runde marginal. Det skabte frygt. Det blev dog ikke helt den sensation, der i 2002 rystede det politiske landskab og skaffede Chirac en letkøbt triumf. Macron vandt som bekendt med opfindelsen af partiet En Marche. Han fik et sikkert flertal. Ikke prangende. Når Frankrig igen stemmer til første runde søndag 10. april, kan Marine Le Pen rykke endnu tættere på Macron og måske ovenikøbet overhale ham. Det er et af omdrejningspunkterne i disse dages politiske debat. [...] Spændingen udløses søndag præcis klokken 20. Her viser franske tv-stationer to silhuetter, der hurtigt bliver til fotografier. Først der ved vi med sikkerhed, hvem der skal kæmpe for præsidentposten de næste to uger, indtil vi har det endelige resultat. Dramaet er intakt."
I en analyse i Kristeligt Dagblad lørdag, af korrespondent Birthe Pedersen, kan man blandt andet læse: "Mindre end en uge inden søndagens præsidentvalg var en tredjedel af de franske vælgere stadig ikke helt sikre på, hvilket navn de ville lægge i stemmeurnen. Valgkampen har ikke gjort dem klogere på, hvad de kan forvente sig af de fire kvinder og otte mænd, der kandiderer til at stå i spidsen for EU's næststørste land. Og hver femte af de 48 millioner vælgere overvejer alvorligt at vælge sofaen frem for stemmeboksen. Men alt tyder på, at søndagens valg vil snævre opløbet ind til den samme, endelige tvekamp som for fem år siden mellem den socialliberale Emmanuel Macron og den nationalkonservative Marine Le Pen, som aldrig har været så tæt på at overtage posten som den mest magtfulde statsleder i Europa. [...] Macron drager ikke længere fordel af krigsfrygten efter den russiske invasion af Ukraine og modviljen mod at eksperimentere med en ny, uprøvet præsident midt i en international krise. I løbet af denne uge er han dykket brat i meningsmålingerne, mens hans vigtigste rival Marine Le Pens vælgeropbakning har fulgt energiprisernes og inflationens kurve opad. [...] Emmanuel Macrons fem år med en liberal økonomisk politik og valgløfter om at hæve pensionsalderen har fra starten været Marine Le Pens foretrukne skydeskive i valgkampen. Og nu har han fået travlt med at angribe hendes løfter om at ”give franskmændene deres land og deres penge tilbage”, som han kalder for både racistiske og en trussel mod fransk økonomi. [...] Valgkampen anno 2022 har nu cementeret nationalkonservatismen som den stærkeste tendens på den franske højrefløj og den socialdemokratiske traditions død på venstrefløjen. Tilbage står to yderpoler og på midten et socialliberalt tyngdepunkt, hvor ekvilibristen Emmanuel Macron forsøger at samle alle dem, der ikke identificerer sig med fløjene."
Rune Lykkebjerg, chefredaktør på Information, skriver i en kommentar lørdag blandt andet: "Vi var nogle, der troede på, at Emmanuel Macron ville knuse højrenationalismen og genopfinde det progressive Frankrig. Vi må fem år efter konstatere, at det var så naivt, at det nærmest var dumt. Macron fremstår nu som Den tredje vejs sidste sørgelige suk. [...] Macron lovede i 2017 et opgør med det franske arbejdsmarked, der tilbyder solide rettigheder og tidlig pension til nogle, mens andre arbejder i løse ansættelser uden sikkerhed eller beskyttelse. Men han lovede også, at han ville skabe en ny social kontrakt og bekæmpe den økonomiske ulighed. Det første, som var opgøret med det gamle system, gennemførte han, men kampen for en ny social kontrakt svigtede han. Til gengæld fjernede han formueskatten med det argument, at den ikke kunne inddrives alligevel - det var et held for landets rigeste, at statens kapacitet svigtede netop her. [...] På enkelte symbolske områder har han skabt klimagennembrud, men generelt har han været en elendig præsident for den grønne omstilling i Frankrig. [...] Nogle vil juble over Macrons reformer. Og det er lykkedes ham at skabe fremskridt for kvindernes rettigheder og etablere en lærlingeordning, som tilbyder efteruddannelse efter nordisk forbillede. Macron har også mere end nogen anden regeringsleder i Europa udviklet ideer til et stærkere europæisk samarbejde. Men overordnet har Macron for det røde og det grønne Frankrig været en katastrofe."
I en analyse lørdag i Berlingske skriver økonomisk redaktør Ulrik Bie blandt andet: "Det har ikke været de nemmeste år at være fransk præsident. Coronahåndteringen har domineret store dele af valgperioden og sat den franske reformproces i stå. Nu lover Macron nye initiativer, men er det nok til at sikre Frankrigs økonomiske relevans i den globale konkurrence? [...] De seneste uger er det naturligvis mest krigen i Ukraine, der har sat dagsordenen. Før det var det to år med coronahåndtering. Men Macrons største udfordring lå faktisk endnu længere tilbage. [...] Macron havde nemlig forhøjet afgifterne på benzin og diesel som en del af klimaindsatsen. Det gav nok mening for den urbane elite, men for almindelige mennesker og ikke mindst de små erhvervsdrivende, der nu stod til endnu højere udgifter og pressede indkomster, blev det den berømmelige dråbe. Macron måtte på lyttetur for at genskabe fortællingen om sit præsidentskab. [...] På trods af en række indgreb på energimarkedet er inflationen også steget kraftigt i Frankrig, hvilket har givet et fald i reallønnen på samme niveau som herhjemme. Det er vælgernes største bekymring. Valget er en god anledning til en midtvejsevaluering. Hvad er gået godt? Hvad er gået skidt? Og hvilke konkrete planer har Macron for Frankrig i de kommende fem år? [...] Macron vil investere 30 milliarder euro i fremtidsteknologier for at tage kampen op med de amerikanske teknologigiganter, hvortil kommer de store investeringer, der ligger i EUs genopretningsfond. Desuden foreslår Macron en række skridt i en mere statsinterventionistisk retning i lighed med præsident Charles de Gaulle, hvor staten skal spille en større rolle i at skabe større grad af selvforsyning og nationale mastodonter. Macron taler om det i en fransk kontekst, men det er netop derfor, at EU har regler om statsstøtte og konkurrenceforvridning. [...] Dertil kommer, at Frankrig vil have afgørende indflydelse på det nye finanspolitiske regelsæt i EU. Som en af de absolut værste til at overholde det nuværende regelsæt har Macron ikke overraskende foreslået en markant lempelse af reglerne. Frankrigs strukturelle problemer er også vores problemer, for hvis Frankrig og de øvrige svage eurolande i Sydeuropa ikke får øget vækstpotentialet markant, så er det svært at se, hvordan det europæiske gældsbjerg skal håndteres."
Politiken bringer en analyse søndag, skrevet af Europakorrespondent Michael Seidelin. Han skriver blandt andet: "Der er flere forklaringer på, at præsident Emmanuel Macrons genvalg til præsident bliver sværere, end han selv og stort set samtlige eksperter havde regnet med. Ganske vist er han storfavorit til at vinde første omgang af præsidentvalget søndag. Men samtidig står populistiske partier fra det yderste højre og venstre til at samle 52-55 procent af stemmerne søndag, hvilket vil være et katastrofalt signal til resten af Europa. [...] Ifølge flere målinger kan Marine Le Pen regne med 22-24 procent af stemmerne søndag, mens Jean-Luc Melenchon fra venstrefløjspartiet Det Ukuelige Frankrig kan nå 16-18 procent. Som noget helt nyt har Marine Le Pen haft fremgang i sidste del af valgkampen, mens hun tidligere har tabt tilslutning kort før valget."
Berlingske bringer en analyse lørdag af Solveig Gram og Martin Tønner, avisens korrespondenter i Frankrig. De skriver blandt andet: "Ti gange har Emmanuel Macron talt med Vladimir Putin, siden Rusland for seks uger siden invaderede Ukraine. Hver gang varer samtalen mindst en time og et kvarter. Alligevel har Macron hidtil ikke opnået ret meget andet end et styrtdyk i meningsmålingerne op til søndagens franske præsidentvalg. Valget har aldrig været så åbent som nu. Intet tyder på, at Macrons nedtur bliver den eneste vestlige skalp, Vladimir Putin vil kunne glæde sig over. Tværtimod. [...] En stor del af de franske vælgere er så udfordrede på pengepungen, at de ser købekraften som deres største bekymring. I udkantsfrankrig tror mange sågar, at prisstigningerne er regeringens idé og ikke primært skyldes krigen. [...] Macron har ellers fået arbejdsløsheden bragt ned fra 9,5 til 7,4 procent. Og han har sørget for, at franskmænd gennemsnitlig har fået cirka 300 euro årligt mere mellem hænderne. Til gengæld gælder det modsatte for landets fattigste. Her har man mistet 280 euro. Årligt. [...] Joe Biden har i mange år været en stærk kritiker af Putin, og eftersom Macron har været ved magten i fem år, er han den, der har størst erfaring. Samtidig har Frankrig i øjeblikket formandskabet i EU. Macron tager ganske vist den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, med på råd før hver snak med Putin. Og i Kyiv er det værdsat, at Macron i timevis lægger ører til Putins monologer og forvanskninger af historien. Dette ændrer dog ikke ved, at Macron hidtil reelt ikke er kommet nogen vegne. [...] Marine Le Pen har ganske vist taget klar afstand fra invasionen af Ukraine, men hun mener stadig, at Europa på længere sigt bør samarbejde med Rusland. Samtidig betaler hendes parti fortsat pligtskyldigst af på sit lån fra en russisk bank, der menes at løbe op i otte millioner euro. Det nære forhold til og afhængigheden af Rusland er Marine Le Pens akilleshæl, hvis hun som ventet går videre til et anden rundeopgør mod Macron. Præsidenten og hans folk har da også allerede - meget imod sædvane - sat gang i en kampagne, hvor den højrenationale leder fremstilles som en marionetdukke for Putin."
I en valganalyse i Politiken søndag, af Europakorrespondent Michael Seidelin, kan man blandt andet læse: "Marine Le Pen går frem igen. Men hun skal samle en stor koalition af protestvælgere for at nå i mål. Der er lagt op til en hektisk og dramatisk valgkamp og en nervepirrende valgaften 24. april, når anden runde af præsidentvalget løber af stablen. Ganske vist vandt præsident Emmanuel Macron første valgrunde med 28 procent af stemmerne mod omkring 23 procent til den indvandrerfjendtlige populist Marine Le Pen. Men hun kan regne med opbakning fra nogle af de slagne kandidaters vælgere, og hun har i den sidste del af valgkampen været i fremgang. [...] Emmanuel Macron har med 28 procent af stemmerne et solidt udgangspunkt, og han skal i de næste 14 dage frem til anden runde bryde Marine Le Pens fremgang. Det er langtfra umuligt, men Marine Le Pens reserver er store. [...] Emmanuel Macron slog i et interview i avisen Le Parisien sidste uge tonen i sin valgkamp an, da han beskyldte Marine Le Pen for at gå til valg med et 'racistisk program'. Han vil advare vælgerne mod en kandidat, som vil isolere Frankrig i Europa og i forhold til landets allierede i Nato, og han vil forsøge at overbevise befolkningen om, at Marine Le Pens løfter om højere minimumsløn, nedsættelse af pensionsalderen fra 62 til 60 år samt højere pensioner er demagogiske forslag, som hun ikke kan finansiere."
Politiken, lørdag, s. 2, søndag, s. 1, 8, 6; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1; Information, lørdag, s. 2; Berlingske, lørdag, s. 16-17 (11.04.2022)
Macron og Le Pen mødes igen i afgørende runde af fransk valg
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om præsidentvalget i Frankrig, hvor valget står mellem 12 forskellige kandidater til posten. Valget, som finder sted søndag, skal vise, hvem der går videre til næste runde af præsidentvalget. Lørdag gennemgår flere aviser de forskellige kandidater og ser på de mulige udfald. Politiken fortæller blandt andet, at EU holder nøje øje med udfaldet af første runde af valget søndag. Som europæisk stormagt betyder Frankrigs valg nemlig meget for resten af Europa, og resultatet vil kunne mærkes langt uden for Frankrigs grænser. "Frankrig sætter i den grad sine spor i Europa og i det europæiske samarbejde, så hvad der sker i Paris, og hvem der kommer til at sidde i Élysée-palæet, er af samme grund vigtigt for de europæiske partnere og måske ikke mindst vigtigt for de mindre partnere i det europæiske samarbejde," siger Kirsten Biering, Danmarks tidligere ambassadør i Paris. Frankrig var i høj grad arkitekten bag det europæiske samarbejde og har siden cementeret sin position som et af unionens centrale lande, især efter Storbritanniens udmeldelse. I dag er Frankrig EU's næststørste økonomi efter Tyskland, og den eneste atommagt blandt de 27 medlemslande. Jacob Dahl Rendtorff, professor og ekspert i fransk filosofi på Roskilde Universitet, mener, man kan argumentere for, at det er Europas fremtid, der er på spil. "Det handler om, hvem der så at sige præsenterer og udlægger den europæiske ide. Så man kan godt argumentere for, at det er Europas fremtid, der er på spil," siger han. Selvom Macron er favorit til at vinde igen kan han godt forestille sig, at en sejr til Le Pen vil kunne starte en ny skeptisk bølge i de europæiske lande. Derfor mener han samtidig, at resultatet af valget kan få betydning for den danske folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet, der skal holdes 1. juni.
Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at tre ud af fire franskmænd mener, at Frankrig er "på vej ned af bakke", hvilket har sat sit præg på valgkampen op til første valgrunde søndag. For fem år siden var valget domineret af Emmanuel Macron og hans løfte om at gøre op med "den gamle verden" og lægge grunden til en ny og moderne nation. I år fortæller mange kandidater, at de vil genetablere Frankrigs storhed, som de mener "var bedre før i tiden". For eksempel den højreradikale Eric Zemmour, som i sine valgvideoer lader nostalgiske billeder af franske industrisucceser i 1960'erne kollidere med nutidens hjemløse, gadeoptøjer og forladte industribygninger. De konservative republikaneres præsidentkandidat, Valérie Pécresse, vil ”genskabe Frankrigs stolthed” og socialisternes Anne Hidalgo lover at ”reetablere det franske demokrati”, som det eksisterede i 1981, da Francois Mitterrand vandt præsidentvalget.
Information skriver lørdag om den højrenationale Marine Le Pen, og hvordan hun er tættere på målet om at blive Frankrigs præsident end nogensinde før. Hun har ifølge Information omlagt stilen siden sidste valgt, lagt ansigtet i venlige folder og fjernet "tidsler" fra sit program. Dog er hendes politik under overfladen den samme, som den altid har været. "Under min præsidentperiode vil beslutningerne blive truffet med baggrund i et enkelt spørgsmål: Hvad er Frankrigs interesse? Hvad er franskmændenes interesse?" sagde hun forleden til et vælgermøde. Meningsmålingerne placerer hende i anden valgrunde og lægger op til et tæt opgør mod den siddende præsident Emmanuel Macron i en situation med stigende inflation og franskmænd, som er stærkt bekymrede for deres købekraft. To år med mundbind, skrappe restriktioner og pandemi har udmattet befolkningen. Den siddende præsident bliver beskyldt for at være "de riges præsident". Et giftigt klima for et præsidentvalg, som kan få afgørende betydning for både Frankrig og Europa. Dog er Le Pen meget kontroversiel når det kommer til hendes forhold til Rusland. Le Pen har forsøgt at få franskmændene til at glemme, at hun i 2017 tog til Moskva, hvor hun fik en statskvindes modtagelse af den nu krigsførende russiske præsident, Vladimir Putin. Og at hun og hendes parti flere gange har støttet Rusland i internationale konflikter, for eksempel annekteringen af Krim. Hun ønsker et fransk exit fra NATO's centrale militærkommando. Hun vurderede i sidste uge på France 2, at når krigen er slut, kunne Vladimir Putin "selvfølgelig" blive en allieret med Frankrig, idet hun fremhævede, at "Rusland ikke ville flytte sig" geografisk på verdenskortet. Denne uge skiftede hun forklaring. "I mit sind var det Rusland, jeg talte om," og ikke den russiske præsident, sagde Marine Le Pen tirsdag på France Inter.
Også Altinget skriver lørdag om den skarpe konkurrence mellem Le Pen og Macron. Her kan man læse, at en lav valgdeltagelse kan hjælpe Le Pen videre ved den første runde af valget søndag. Historisk mange risikerer nemlig at blive hjemme ved valget. Helt op til 32 procent risikerer ifølge et fransk analyseinstitut at undlade at stemme. Det kan ifølge Altinget true den afgående præsident Macrons genvalg og åbne mulighed for, at den europæiske stormagt for første gang får en højrenationalist som statsleder. En valgsejr til Le Pen kan derfor ikke udelukkes, hvilket vil være dårligt nyt for små lande som Danmark. "Målingerne tyder på, hvad der kan blive den laveste valgdeltagelse, vi har set i mange år. Især blandt de unge, som ellers er Emmanuel Macrons styrke. Så det er mange af hans stemmer, der er i fare for at forsvinde. Blandt andet derfor er vi nu i en situation, hvor en valgsejr til Marine Le Pen ikke helt kan udelukkes. Det ville være dårligt nyt for små lande som Danmark, for hun vil kun forsvare nationalistiske interesser overfor resten af Europa. Så bliver det bare 'Frankrig Først!' hele vejen," siger Sébastien Maillard, ekspert i fransk og europæisk politik. Maillard forudser en hård opbremsning for Den Europæiske Union, hvis Le Pen ender med at blive Frankrigs præsident. "Marine Le Pen har ikke lagt skjul på, at hun ikke ønsker det tætte samarbejde med Tyskland, som Frankrig har opbygget over de seneste mange år. Det betyder, at den fransk-tyske motor vil gå i stå, og at Frankrig vil isolere sig selv i stigende grad. Det er et mareridts-scenarie for EU," siger han til Altinget.
Jyllands-Posten og Information skriver mandag, at det som ventet blev den siddende præsident Emmanuel Macron og udfordreren fra den hårde højrefløj, Marine Le Pen fra Rassemblement National, som kvalificerede sig til anden valgrunde ved det franske præsidentvalg. Det står klart, efter første runde blev afgjort søndag, hvor Macron, ifølge de franske mediers vurdering som bygger på optalte stemmer, fik et klart højere antal stemmer end Le Pen, og de andre kandidater blev siet fra. Der tegner sig med gårsdagens resultat en uhyre tæt duel mellem de to kandidater. Valgresultatet var en katastrofe for både den klassiske venstre- og højrefløj, som kun modtog langt under hver tiende stemme. Blandt hovedemnerne for de næste to uger ventes fortsat spørgsmålet om købekraft, men også udenrigspolitik med krigen i Rusland som omdrejningspunkt. Præsident Macron har støttet sanktioner mod Rusland og levering af våben til Ukraine, mens Marine Le Pen taler for, at Frankrig på sigt skal forlade NATO, og EU skal omformes til et "nationalstaternes Europa". Hun har ligeledes udtrykt ønske om, at Rusland på sigt kan blive en allieret for Frankrig.
Politiken, lørdag, s. 12, søndag, s. 9; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 10; Information, lørdag, s. 8-9, mandag, s. 9; Altinget, lørdag; Jyllands-Posten, mandag, s. 16; B.T., mandag, s. 12 (11.04.2022)
Russisk kul, træ og vodka sanktioneres
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om, hvordan Rusland bliver ramt af flere og flere sanktioner fra Vesten. EU-Kommissionen har fredag formelt godkendt femte pakke af sanktioner mod Rusland, hvilket indebærer forbud mod blandt andet import af russisk kul, kemikalier, træ og vodka. Desuden må russiske skibe nu ikke benytte EU-havne. Ud over det forbydes alle transaktioner med fire russiske banker. "Vi kæmper stålsat videre fra dansk side for, at vi indfører de hårdest mulige sanktioner mod Putins Rusland, og vi har ikke set den sidste sanktionspakke endnu," siger Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ifølge Børsen mandag. Med den femte sanktionspakke fra EU bliver hverken russisk gas eller olie dog ramt af sanktioner. Berlingske fortæller lørdag, at danske kraftvarmeværker allerede før EU-sanktionerne droppede kul fra Rusland. Derfor får den femte sanktionspakke, der forbyder import af russiske kul, ikke den store betydning i Danmark. "De har selv afvist russisk kul, så på den måde får det ikke betydning, og i forvejen er værkerne i gang med at udfase kul. Praktisk kommer det altså ikke rigtig til at betyde noget," siger Martin Dam Wied, afdelingschef i energiindustriens brancheorganisation, Green Power Denmark.
Jyllands-Posten skriver mandag, at over halvdelen af verden ikke deltager i sanktioner mod Rusland. Mens det stadig debatteres, om sanktionspolitikken virker efter hensigten - eller virker overhovedet - står det klart, at den langtfra er så bredt favnende, som den vestlige anti-russiske alliance gerne vil have det til at se ud som. Når præsident Joe Biden taler om det internationale samfund og en fælles front, er den stort set kun fælles inden for en snæver kreds af industrialiserede vestlige demokratier med fælles rødder og et nogenlunde fælles værdisystem. Undtagelsen fra den karakteristik er Japan, Sydkorea og Taiwan, der har tilsluttet sig sanktionspolitikken og traditionelt følger USA på det felt. Også Singapore har valgt at følge med USA. Det vigtigste barometer er formentlig G20 - sammenslutningen af 19 førende globale økonomier plus EU. I den gruppe står otte medlemmer uden for sanktionspolitikken. Rusland giver sig selv. Kina og Indien med tilsammen 2,8 milliarder indbyggere er andre tunge globale økonomier, som står udenfor. På den side af hegnet findes også Indonesien, Saudi-Arabien, Brasilien, Sydafrika og Tyrkiet.
I Jyllands-Postens leder lørdag kan man blandt andet læse: "Meget tyder på, at Rusland gør klar til en storoffensiv i det østlige Ukraine. I hvert fald peger alt på, at den russiske overkommando efter nederlaget ved Kyiv er ved at samle store styrker sammen i de to oprørsrepublikker i Donbas-regionen. [...] Dermed er det også givet, at Vesten vil stramme skruen yderligere over for Rusland. Ikke alene er Nato ved at være klar til også at levere tunge våben til de modige ukrainere. Det forlyder tillige i flere hovedstæder, at EU allerede er ved at udarbejde endnu flere og endnu tungere sanktioner mod Kreml, præsident Putin og hans medskyldige inderkreds. [...] Men det er kun begyndelsen, hvis vi mener dét alvorligt, som vi for tiden lover hinanden - at Putin ikke må få held med sin ryggesløse angrebskrig mod en fredelig nabo. Hvis handling skal følge ord, vil vi komme til at mærke virkningerne af vore egne kampskridt mod Rusland på en helt anderledes dramatisk måde end hidtil. Hvis vi siger farvel med kort varsel ikke alene til russisk kul, men også til olie og gas, vil det ifølge visse beregninger koste mindst et par procent på bruttonationalproduktet. [...] Vi siger så flot, at ukrainernes kamp også er vores kamp. Ja, at Ukraine slås på vegne af hele den frie verden. Men hidtil har vi fortrinsvis sejlet under bekvemmelighedsflag, i hvert fald sammenlignet med den kamp på liv og død, som ukrainerne lige nu fører."
I Informations leder lørdag under overskriften "Vink farvel til Putins olie," kan man blandt andet læse: "240 milliarder danske kroner. Så mange penge har EU-landene overført til Rusland som betaling for olie, gas og kul, siden landet overfaldt Ukraine. [...] I sin femte sanktionspakke slår EU til med et importforbud mod russisk kul. I det store spil er kullet bare ligegyldigt: Ruslands samlede kulregning til Europa løber kun op i et par procent af, hvad vi bruger på gas og især olie fra Rusland. Mens flere europæiske lande og store dele af industrien er slaver af det russiske gas og det fungerende russiske gasnet, kan vi - som med kullet - hurtigt erstatte den russiske olie med olie fra andre lande. Det vil heller ikke være pæne demokratier. Men der vil være lande, som ikke fører angrebskrig i Europa. Set fra Rusland er EU stadig den vigtigste aftager af olie. Det var derfor den rigtige retning, da Ursula von der Leyen torsdag forberedte den europæiske offentlighed på en olieembargo. [...] Et andet problem er, at vejen mod en EU-embargo vil skabe splittelse i Europa. Tyskland tøver. Og Viktor Orbán siger blankt nej. Men det ville være både fejt og tåbeligt af Europa at lade sig drive af frygten for sig selv i et så eksistentielt spørgsmål. Et tredje problem er, at en olieembargo kan øge inflationen og recessionen. Olie er stadig Europas vigtigste energikilde. Ikke bare benzin, flybrændstof og fyringsolie vil stige i pris. Hele vores økonomi vil trækkes nedad."
I en analyse under overskriften "Økonomiske sanktioner risikerer at gøre mere skade end gavn" i lørdagens Berlingske, skriver professor i international økonomi og tidligere vicedirektør i IMF, Anne O. Krueger, blandt andet: "På grund af Ruslands grusomme invasion af Ukraine har der været stærk offentlig opbakning til sanktioner. Men før man strammer sanktionerne endnu mere eller lader dem gælde på ubestemt tid, bør de vestlige magter tænke over de bredere risici for den globale økonomi og det internationale handels- og finanssystem. [...] Brugen af sanktioner tog til efter Første Verdenskrig, da man anført af den amerikanske præsident Woodrow Wilson blev enige om at håndtere internationale tvister med økonomiske midler frem for militær handling. [...] Men hvor meget russisk økonomi reelt tager skade, vil primært afhænge af EU, Ruslands største handelspartner. Hvis europæerne holder op med at importere olie og gas fra Rusland, vil det meget hurtigt gøre alvorlig skade på russisk økonomi. Problemet er selvfølgelig, at en energiboykot også ville give store kvaler for Europa. Selvom USA og andre lande kunne afbøde dette, ville det nok ikke være muligt at dække hele forsyningsgabet. Samtidig ville et større afbræk i Ruslands olie- og gaseksport til EU også udløse dramatiske prisstigninger globalt, som ville ramme alle energiimporterende lande. [...] Når Rusland søger alternative handels- og finansieringsmåder, og andre lande begynder at bekymre sig for, om de selv risikerer amerikanske sanktioner, så vil SWIFT-systemet blive undermineret. Så længe sanktionerne kun er relativt kortvarige, kan risikoen for SWIFT begrænses. Men hvis Kina samtidig optrapper udviklingen af CIPS, kan det på længere sigt få mere omfattende konsekvenser for det internationale finanssystem. [...] De kunne begynde med at støtte det multilaterale samarbejde, der er nødvendigt for at sikre, at sanktionerne mod Rusland er effektive. Men i mellemtiden bør de også forpligte sig til at øge forsyningerne af olie og gas til EU-landene og til at fjerne sanktionerne igen, så snart fjendtlighederne er ophørt."
I Informations leder kan man mandag blandt andet læse: "Myndigheder verden over står med en massiv hovedpine. Sanktionerne er vedtaget, og jagten på de russiske formuer er gået ind. Vi ved, at særligt Rusland har en meget stor del af sin økonomi skjult i offshore-konstruktioner. Derfor burde sanktionerne kunne bide, så det knaser i de russiske knogler. Men jagten besværliggøres af, at virksomheder, formuer og fysiske aktiver som kunst, jetfly og superyachter bliver skjult bag uigennemsigtige skuffeselskaber, typisk gennem favoritsteder som Cypern, Schweiz, London, British Virgin Islands og andre steder med lav gennemsigtighed. Groft sagt er sanktionerne værdiløse, hvis man ikke kan finde de formuer, man vil indefryse - og formuerne er skjult, fordi vi tillader det. [...] På den måde har Ruslands katastrofale krig i Ukraine været med til at udstille et fundamentalt, globalt problem: Selskaber, skattely og finansielle strømme er internationale. Skatte- og selskabslovgivninger er nationale anliggender."
Børsen, mandag, s. 19; Berlingske, lørdag, s. 11, 18; Altinget, lørdag; Jyllands-Posten, mandag, s. 4, lørdag, s. 26; Information, lørdag, s. 24, mandag, s. 2 (11.04.2022)
Prioriterede historier
Flere og flere vil bevare forsvarsforbeholdet: ”Historien kan gentage sig selv”
Forbeholdene er blevet stærke symboler på grænserne for EU's indflydelse, og derfor bliver det ingen nem opgave for ja-partierne at komme af med forsvarsforbeholdet, skriver Kristeligt Dagblad mandag. I de første uger var det især diskussionen om ordene på stemmesedlen, der fjernede fokus fra det politiske indhold, men torsdag bukkede regeringen under for presset og ændrede ordlyden på stemmesedlen. Det betyder dog ikke, at et potentielt nederlag er afværget, lyder det fra Derek Beach, professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet. ”Først tænkte jeg, at situationen i Ukraine ville ende med at overbevise tvivlerne og gøde jorden for et klart ja. Men det er ikke det, vi ser i meningsmålingerne,” siger han. Ifølge Voxmeters meningsmålinger er andelen, der vil stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, faldet med 8,4 procentpoint den seneste måned og EU-professoren mener, at det bliver meget tæt og kan gå begge veje. Der er nemlig 25 procent, som svarer ”ved ikke”, og traditionelt ender størstedelen af tvivlerne med at stemme nej. ”Det ser ud til, at historien kan være ved at gentage sig selv,” siger Derek Beach.
Jyllands-Posten skriver mandag, at S-regeringen ikke vil love, at hvis EU's militære samarbejde ændres markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så vil danskerne få en ny folkeafstemning. Udenrigsminister Jeppe Kofod er blevet direkte adspurgt fem gange af Jyllands-Posten, om han vil love vælgerne en ny afstemning, hvis Danmark mister sin vetoret i det militære samarbejde eller må afgive suverænitet, og til det lyder svaret: "Det er slet ikke aktuelt. Hvis der skulle komme en udvikling, så skal grundloven holdes, og så skal der være de procedurer, som vi kender, og som gælder for ethvert internationalt samarbejde, som regeringen eller Folketinget måtte ønske, at Danmark skulle tilslutte sig." Et af nej-sidens helt centrale argumenter op til folkeafstemningen den 1. juni er, at en afskaffelse af forbeholdet vil blive en glidebane mod mere EU, hvor Danmark ikke længere vil blive spurgt. Fra Jeppe Kofod lyder det, at der er tale om "myter", "hypoteser" og "skræmmebilleder". Han påpeger, at da EU's forsvars- og sikkerhedssamarbejde er mellemstatsligt, betyder det, at Danmark har vetoret og ikke overdrager suverænitet til EU. Det vil sige, at alle beslutninger træffes i enstemmighed, og alle EU-lande skal være enige. Skulle forsvarssamarbejdet i EU udvikle sig mod et såkaldt overstatsligt samarbejde, hvor beslutninger kan træffes med et kvalificeret flertal, vil det kræve en ændring af selve EU-traktaten. Enhver traktatændring kræver dog enstemmighed blandt EU-landene, og bagefter skal traktatændringen også godkendes i alle lande, påpeger Kofod. "Problemet er, at der er en række myter om EU og det europæiske samarbejde. En af myterne er, at vi skal til at lave det om til et overstatsligt samarbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet. Det er der ikke tale om - tværtimod ligger det i traktaten som et mellemstatsligt samarbejde," siger Jeppe Kofod.
Politiken skriver lørdag, at Udenrigsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at er er hjælp at hente på en ny hjemmeside, som skal klæde borgerne på til afstemningen 1. juni. På www.1juni.dk kan borgere blandt andet finde information om, hvad vi stemmer om, og hvilke konsekvenser der er ved at stemme enten ja eller nej og hjemmesiden er udarbejdet af Udenrigsministeriet. Danmarks forbehold på forsvarsområdet i EU stammer fra 1993 og forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vedrører forsvarsområdet. Danmark har dog mulighed for at deltage i mere generelle samtaler om forsvarspolitikken i EU, men har ikke stemmeret i Ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles.
Politiken bringer et interview med formand for SF Pia Ohlsen Dyhr, hvor avisen stiller spørgsmål angående ordlyden på stemmesedlen, som har taget en stor del af fokus forud for afstemningen. SF er blandt de partier, der sammen med regeringen står bag beslutningen om en folkeafstemning 1. juni om at eventuelt afskaffe Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet og partiet anbefaler et ja. Til spørgsmålet: "Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde torsdag, at han mente, debatten havde været et udtryk for Christiansborgfnidder og proces-snak. Mener regeringens støtteparti også det?" svarer Pia Ohlsen Dyhr: "Nej, det mener jeg ikke, det var. Jeg har hørt rigtig mange borgere, der har undret sig over det her, og jeg synes, debatten er fair. Altså man må jo debattere alt i et demokrati. Vi lever jo ikke i Rusland. Og jo, jeg kan også nogle gange blive irriteret over, når debatter kun handler om proces og ikke indhold, men den her debat er jo også om indhold, så jeg synes faktisk, den debat, der har været, har været helt reel." Kritikerne har anklaget SF og de andre aftalepartier for at forsøge at lave politisk benspænd for en demokratisk proces med en formulering, hvor to af de mest oplagte ord - 'EU' og 'forbehold' - ikke var med og til det siger Pia Ohlen Dyhr: "Jeg tror ikke, der er nogen, der har gjort det med ønsket om at gøre noget som helst fordækt. Jeg tror aldrig, sådan nogle debatter her gavner nogen som helst - heller ikke danskerne i forhold til det, de skal stemme om. Jeg tror bare, det er her, det er endt. Og det er sådan set rigtig trist."
Berlingske skriver blandt andet i sin leder søndag: "Formuleringen er blevet ændret efter en særdeles heftig debat, hvor blandt andet Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kaldte den oprindelige formulering "helt forrykt" og uden held sendte sagen til ombudsmanden, mens Enhedslistens Peder Hvelplund mente, at det mindede om "direkte snyderi", og at regeringen "fifler med demokratiet". [...] Ja-siden står nu forpjusket tilbage, og det er rigtig ærgerligt, for det er absolut intet fordækt over ønsket om at sige farvel til forsvarsforbeholdet. Tværtimod. Vi står midt i en krig, som gør argumenterne for dansk deltagelse i EUs forsvarssamarbejde mere relevante, end de nogensinde før har været. Fra denne avis' side har der tidligere lydt en klar anbefaling om at stemme ja. Krigen er tilbage i Europa, men de europæiske lande har mistet evnen til at forsvare sig selv. Hvert enkelt land må opruste, men vi må også samarbejde tæt for at stille med det stærkest mulige forsvar for europæiske værdier og europæisk levevis. Ikke som en konkurrent men som et supplement til NATO. [...] Denne egentlige debat er indtil videre blevet fortrængt af en ret ligegyldig debat om 18 små ord på en stemmeseddel. Nu er formuleringen så ændret, og debatten kan forhåbentlig komme på rette spor. Men der er ikke råd til flere fejltrin på ja-siden."
I Sigtekornet i Politiken søndag skriver politisk kommentator, Noa Reddington, blandt andet: "I fem uger har danskerne nu levet i skyggen af det store nationale kompromis om sikkerhed indgået mellem Socialdemokratiet, SF, de konservative, Venstre og de radikale. Trygheden råder i stort og i småt. Alt er, som det plejer: Det sejler. Ingen ved helt, hvad man har sagt ja til. Alle pengene er brugt frem mod 2033. [...] Selvfølgelig vil man udnytte hver eneste uklarhed og sprække i ja-fløjens argumenter. Skal vi have en EU-hær? Og når nej: Hvorfor skal vi så have en afstemning? Man vil appellere til følelsen af svig og svigt fra ja-siden. At man først stjal Guldhornene og nu forbeholdene. Men nejsiden mangler saft og kraft. Den er drevet af taktik og tragikomisk. Det er ja-sidens store held. Alt tyder nemlig på, at hverken Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Pia Olsen Dyhr, Sofie Carsten Nielsen eller Søren Pape har gjort sig mange overvejelser over, hvorfor danskerne skal stemme ja. Altså sådan for alvor. [...] Det er en trøst, at udgangspunktet for et ja er bedre end nogensinde. Men det bliver kun resultatet, hvis partierne bag det nationale kompromis tager opgaven alvorligt. Det må gerne ske fra i dag, for hvis regeringen ikke kan finde ud af at formulere en stemmeseddel, den selv står inde for, kan den så føre en valgkamp, danskerne tror på?"
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1; Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Politiken, lørdag, s. 14, søndag, s. 2-3, 12; Berlingske, søndag, s. 2 (11.04.2022)
EU lover turbobehandling af ukrainsk ønske, men: ”Husk, at Ukraine var et af de mest korrupte lande i Europa før krigen”
EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, besøgte både Butja og Kyiv i fredags og i Kiev overrakte hun et ansøgningsskema til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver Politiken og Jyllands-Posten lørdag. Selvom Ursula von der Leyen lovede, at EU ville foretage en turbobehandling af ansøgningen, så er der lange udsigter til medlemskab. "Det handler først og fremmest om signalgivning. Det er vigtigt, at Ursula von der Leyen siger de her ting, og det er vigtigt for Zelenskyj at høre for at holde moralen oppe," siger Marlene Wind, som er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet ifølge Politiken søndag, og hun fortsætter: "Han ved godt, at det har lange udsigter, men han har også vist, at Ukraine er tættere på demokrati end autokrati, som man ser hos Putin. Det er afgørende for opbakningen omkring Ukraine at sende de her signaler om, at Ukraine tilhører Europa og ikke ønsker at tilhøre den mørke middelalder, som Putin repræsenterer. " Før mødet i Kyiv lød det på Twitter fra Ursula von der Leyen direkte til det ukrainske folk: "Jeres kamp er vores kamp. Jeg er i Kyiv i dag for at fortælle jer, at Europa er på jeres side." Marlene Wind mener, at von der Leyens udsagn er et klart signal til ukrainerne om, at EU fordømmer Ruslands handlinger. "Det her besøg i Kyiv handler ikke nødvendigvis om medlemskab, men om at trække Ukraine tættere til Europa. Når Ursula von der Leyen vælger at tage til Kyiv, så er det for at udtrykke solidaritet. At Ukraine tilhører EU's familie, hvor man ikke ønsker diktatur og tyranni," siger Marlene Wind.
Jyllands-Posten skriver søndag, at de diplomatiske operationer blev rykket til Polen efter den russiske invasion. "EU's ambassadør i Ukraine, Matti Maasikas, returnerer til Kyiv for at styrke EU's tilstedeværelse og sikre støtte til vores ukrainske partnere," skrev EU lørdag. Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, meddelte også lørdag via twitter, at EU afvikler et ekstraordinært topmøde den 30. og 31. maj med tre punkter på dagsordenen: Ukraine, forsvar og energi. Når EU-Kommissionen modtager Ukraines ansøgning giver kommissionen sin holdning til kende og hvis kommissionen er positivt stemt, og hvis alle EU's medlemslande stemmer for, kan Ukraine få status som kandidatland. Derefter indledes forhandlinger om at få tilpasset EU's love, som er inddelt i 35 kapitler og som forhandles særskilt. Når alle kapitler er lukket, kan EU og Ukraine forberede en tiltrædelsestraktat, som skal godkendes af alle EU-lande og have grønt lys fra EU-Parlamentet. Derefter skal alle EU-lande underskrive traktaten. Den ukrainske minister for europæisk og eurotransatlantisk integration, Olga Stefanishyna, skrev på twitter efter mødet, at Ukraine allerede har foretaget en stor del af det indledende papirarbejde og forventer at opnå status som EU-kandidat i juni, hvilket normalt er en proces, der kan vare i årevis.
Politiken, søndag, s. 6, lørdag, s. 2; Jyllands-Posten, lørdag, s. 16, søndag, s. 4 (11.04.2022)
Stemmeseddel er til dumpekarakter
I Kristeligt Dagblad lørdag skriver Sørine Gotfredsen, sognepræst og debattør, blandt andet "Vi skal den 1. juni stemme om, hvorvidt Danmark skal afskaffe det knap 30 år gamle EU-forsvarsforbehold. [...] Nu er teksten så blevet forsynet med en tilføjelse om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdene, men tilbage står desværre, at der i Udenrigsministeriet sidder personer, der på den måde leverer til dumpekarakter. Det synes sandsynligt, at der findes en sammenhæng mellem et sådant makværk og for dårlig skolegang, og når sandheden skal frem, føler jeg mig heller ikke tryg ved udenrigsminister Jeppe Kofods (S) kundskaber. Ikke når han hele torsdagen - efter at teksten var ændret - fastholdt, at den oprindelige ordlyd var fremragende og skinhelligt udtalte, at han nu har ”skåret igennem”, idet han ønskede at fokusere på indholdet. [...] I en uge som denne priser man sig lykkelig for den kritiske samtale og et DR, der sætter en hel omgang ”P1 Debat” af til at diskutere ordene på en stemmeseddel. Vi er helt inde ved nerven af det demokratiske, hvor visse medier kommer til deres ret, og TV 2's rundspørge på gaden i torsdags afslørede, at folks holdning absolut påvirkes af den nøjagtige formulering. De fleste siger ja til samarbejde om sikkerhed, mens mange afviser at afskaffe EU-forbeholdene, og det er alarmerende, at højtplacerede personer i et ministerium enten ikke fatter den sammenhæng eller bevidst udnytter den."
I en kommentar i B.T. lørdag skriver politisk kommentator, Søs Marie Serup, blandt andet: "Den stemmeseddel, der lægges foran danskerne 1. juni, når vi skal tage stilling til, om vi vil bevare eller afskaffe det danske EU-forbehold på forsvarsområdet, er blevet ændret. […] Udenrigsminister Jeppe Kofod lover nu, at der kommer et nyt spørgsmål, som både vil indeholde 'EU' og 'forbehold'. Det kan virke som en lille latterlig debat, for danskerne ved jo godt, hvad afstemningen handler om. Eller gør vi? Lad os være ærlige og sige, at den første formulering var børnebogsudgaven af spørgsmålet. Lad os håbe, at den næste formulering bliver for voksne mennesker, som er gamle nok til at stemme. Men også, at nogen gør sig ulejligheden med at fylde reelt indhold i debatten, for ellers kunne de lige så godt give os et stempel at lege med."
I et debatindlæg i Berlingske lørdag, skriver Erik Skovgaard Nielsen, formand for Venstre i Dragør, blandt andet: "Morten Messerschmidt har et indlæg i Berlingske 25. marts under overskriften, ”Lad os se over Atlanten og stemme 'Nie!' 1. juni”. Et indlæg præget af fejlagtige og løsrevne citater om en ikke-eksisterende EU-hær, som ikke bør stå uimodsagt. For det første står forsvarssamarbejdet i EU ikke i modsætning til Danmarks NATO-medlemskab - faktisk tværtimod! EU og NATO er partnere, og derfor skader EU-samarbejdet selvfølgelig ikke NATO. Dette har præsident Biden da også givet udtryk for. For det andet er forsvarssamarbejdet mellemstatsligt, kræver enstemmighed blandt deltagerne, og det er frivilligt, om man ønsker at deltage i en specifik opgave. Det værste, der kan ske ved et ja, er derfor, at vi får indflydelse (og vetoret) på de fælles beslutninger. For det tredje: EU har ingen hær og får det heller ikke. [...] Et ja styrker Danmarks mulighed for at tage vare på egen sikkerhed. Og Folketinget beslutter stadig suverænt, om danske soldater skal i krig."
Berlingske bringer et læserbrev af Jonathan SH. Nielsen fra Hillerød, som blandt andet skriver: "Nogle synes i helt vanlig folkeafstemningsstil, at debatten om forsvarsforbeholdet enten skal handle om formuleringen af spørgsmålet på stemmesedlen, som om det skulle være undsluppet nogens opmærksomhed, hvad vi stemmer om 1. juni, eller om den påståede snarlige etablering af en EU-hær, der vel som minimum vil kræve en selvstændig folkeafstemning og i øvrigt er totalt urealistisk. Jeg synes, at andre og mere seriøse overvejelser trænger sig på. Vores nærområde har vist sig langt farligere, end mange har gået og forestillet sig, og Ruslands imperialistiske ambitioner truer både os og vores allierede. [...] Tænk bare, hvis Donald Trump genvinder præsidentposten, og USA kun har øje for Kina?! Så kunne et tæt, europæisk samarbejde nok være nyttigt. Men krigen i Ukraine har også sat andre tektoniske plader i sikkerhedspolitikken i bevægelse. Her bør især den omfattende tyske oprustning være af dansk interesse. [...] De, der tager Danmarks både kort- og langsigtede sikkerhed alvorligt, forstår, at vi har en væsentlig egeninteresse i at observere og deltage i både diskussioner og beslutninger truffet i EU-kredsen. Bogstaveligt talt er det sikre valg altså at stemme ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet."
Ekstra Bladet bringer søndag et læserbrev af Preben Christensen fra Rødovre, som blandt andet skriver: "Når politikerne en gang har fået et nej til EU-forsvarssamarbejdet, er det ret utroligt, at de spørger igen. Det er den gode gamle med, at spørger man ofte nok, ender man nok med et resultat, man kan acceptere. [...] Selvfølgelig skal vi samarbejde i Europa. Men EU skal ikke bestemme, hvor i verden vores soldater skal risikere deres liv, eller hvor mange penge vi skal bruge på Forsvaret. Vi har allerede et samarbejde med Nato, og det må og skal være nok. EU er og har altid været plat og svindel!"
Ekstra Bladet bringer lørdag et læserbrev af Per Larsen fra Glostrup, som blandt andet skriver: "Det næste helt store spørgsmål er, om vores soldater skal være en del af en EU-hær, som skal sendes i krig et sted ude i verden, for at andre kan få det bedre. [...] Regeringen pønser på det og har lagt i kakkelovnen for at gøre ALT, hvad der står i deres magt for at manipulere og overbevise danskerne om, at de skal stemme JA til at afskaffe forsvarsforbeholdet 1. juni. Det er ingen hemmelighed, at jeg agter at stemme NEJ."
Politiken bringer et læserbrev lørdag af Bent Enig fra Korsør, som skriver: "Den nye ordlyd på stemmesedlen er nu: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at af skaffe EU-forsvarsforbeholdet?”. Hvor er logikken? Svarer man ja, har man bekræftet, at man vil stemme ja eller nej, men ikke hvad man vil stemme. Svarer man nej, har man meddelt, at man hverken vil stemme ja eller nej! Ordlyden burde derfor være: 'Stemmer du ja til at Danmark kan deltage?'. Hvor svært kan det være?"
Politiken bringer et læserbrev lørdag af Ole Olsen fra Roskilde, som blandt andet skriver: "Der synes nu at være et retvisende afstemningsspørgsmål til 1. juni, hvor vi statsborgere skal tage stilling til det danske EU-forsvarsforbehold om at deltage i forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde. Det glæder mig, for jeg havde ellers overvejet at boykotte afstemningen på grund af det ledende spørgsmål, der var stillet i udsigt. Jeg synes dog, der bør stilles et ekstra spørgsmål ved folkeafstemninger, nemlig om Danmark skal give grønt lys til, at USA kan udstationere soldater og militært isenkram på dansk jord. [...] For mig har dette spørgsmål mindst samme politiske rækkevidde som det EU-forbehold, vælgerbefolkningen skal tage stilling til. Desuden handler valget samlet set delvis om, hvorvidt befolkningen foretrækker, at forsvarspolitikken primært knyttes USA eller til EU. Kunne vi ikke også få lov at stemme om det, please?"
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 9; B.T., lørdag, s. 4; Berlingske, lørdag, s. 15, mandag, s. 23; Politiken, lørdag, s. 5; Ekstra Bladet, søndag, s. 18, lørdag, s. 17 (11.04.2022)
Finansielle anliggender
Dyb uenighed om inflation i toppen af ECB
Skærtorsdag er der rentemøde i ECB og der venter skærsilden på ECB-chef Christine Lagarde, skriver Børsen søndag. Hun kommer til at forklare pressen, hvorfor ECB pengepolitisk aktuelt intet foretager sig samt den ganske dybe uenighed mellem medlemmerne i centralbankens styrelsesråd om pengepolitikken. Lagarde vil også skulle forsøge at overbevise finanspressen - og dermed markederne - om, at problemet på bare lidt længere sigt er, at man igen kommer under ECB's inflationsmålsætning på 2 procent. Ifølge Bloomberg News var der lige inden dansk børslukning forlydender fra Den Europæiske Centralbank om et nyt kriseredskab til brug i tilfælde af stigende obligationsrenter i de økonomiske svage lande i eurozonen, skriver Børsen mandag og Jyllands-Posten lørdag. En talsperson fra ECB afviste dog at kommentere rygterne.
Børsen, søndag, s. 2-3, mandag, s. 23; Jyllands-Posten, lørdag, s. 28 (11.04.2022)
Putin-sympatisør truer med brat opvågning til aktierne
Berlingske bringer lørdag en finansiel analyse skrevet af investeringsjournalist Sara Sjølin. Her kan man blandt andet læse: "Det er ikke, fordi finansmarkedet i Europa har brug for flere udfordringer i øjeblikket. Krigen i Ukraine, eskalerende forbrugerpriser og udsigten til en ny verden uden gratis penge fra centralbankerne giver allerede anledning til store daglige kursudsving. Og nu skal vi gudhjælpemig også til at forholde os til et potentielt skelsættende fransk valg. I morgen skal franskmændene stemme i første runde af landets præsidentvalg, og hvad der for bare nogle uger siden lignede en nem sejr til den siddende præsident, Emmanuel Macron, tegner nu til at blive en gyser - også for aktiemarkedet. [...] Macron fører i meningsmålingerne, men i nogle med så lille et forspring, at det er inden for den statistiske usikkerhed. Frankrig har de seneste 20 år ikke genvalgt en siddende præsident, så the game is on. Denne usikkerhed har de seneste dage bidt sig fast i det franske aktiemarked og i euroen. Det franske eliteindeks, CAC 40, er de seneste fem handelsdage faldet to procent, mens det tyske DAX er nede 1,2 procent, og det fælleseuropæiske Stoxx Europe 600 er oppe med en halv procent. [...] Samtidig har euroen fået hug. En euro koster nu 1,086 dollar. For en sige siden kostede den 1,098 dollar og for to uger siden 1,12 dollar. Der er selvfølgelig også andre forhold, der spiller ind på euroens fald, herunder især de hårde toner fra den amerikanske centralbank, der lægger op til historiske. [...] Der er møde i Den Europæiske Centralbank på torsdag. Det kan også gå hen at skabe bølgegang."
Berlingske, lørdag, s. 23 (11.04.2022)
Rusland og Kina vil gøre verden uafhængig af dollaren - men det bliver svært
Rusland og Kina har længe snakket om at gøre sig fri af dollaren som globalt betalingsmiddel og krigen i Ukraine sætter fokus på ambitionen - og på dens mange problemer, skriver Jyllands-Posten mandag. Siden 2014, efter at Ruslands annektering af Krimhalvøen førte til de første runder af sanktioner fra Vesten, har Moskva og Beijing indgået en række aftaler, der skal bane vejen for den nye virkelighed, når det kommer til handel og transaktioner mellem de to nationer. "I praksis er disse udtalelser fra højeste plan om at stå sammen mod den amerikanske dollar blevet afsporet af manglen på praktisk incitament til at udvikle finansielle bånd," skrev tænketanken Carnegies center i Moskva i en temmelig spydig analyse og fortsatte: "Når det kommer til penge, ser det ud til, at højtflyvende udtalelser fra politiske ledere ikke kan stå på mål over for det kinesiske finanssystems utilstrækkelige liberalisering og en klodset, russisk økonomi under pres fra sanktioner. " Efter Krim gjorde Rusland sit for at undgå at bruge dollars, når der skulle betales for import og eksport og ifølge tal fra den russiske nationalbank og The Atlantic Council blev 80 procent af alle landets handelstransaktioner udført i dollars i 2013, hvorimod i 2020 faldt dette til under halvdelen.
Jyllands-Posten, mandag, s. 18-19 (11.04.2022)
Grundlæggende rettigheder
Vi er ikke færdige endnu, Hækkerup
Rasmus Malver, menneskeretsjurist og talsperson for Foreningen imod Ulovlig Logning, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag blandt andet: "Tirsdag tabte justitsminister Nick Hækkerup igen en sag om telelogning ved EU-Domstolen. Nederlaget kommer kun seks dage efter hans sejr i Højesteret. [...] I sin dom argumenterede landets højeste domstol for, at EU-retten ikke kræver, at regler, der strider imod vores rettigheder, skal kendes 'ugyldige'. Det er i stedet tilstrækkeligt, hvis domstolene undlader at bruge dem. De seks dommere afviste at gøre noget ved, at ministeriet havde bedt telebranchen fortsætte overvågningen. De afviste også at tage stilling til, om det var tilstrækkelig hurtigt, at ministeriet brugte otte år på at skrive reglerne om. Den logik havde EU-Domstolen ikke meget tilovers for. Tirsdag sagde den eksplicit, at domstole som Højesteret 'ikke tidsmæssigt [kan] begrænse virkningerne af en ugyldighedserklæring, som det i henhold til national ret påhviler denne ret at afsige'. Det er jurasprog for, at de danske domstole 1) havde pligt til at erklære logningsreglerne ugyldige, og 2) at reglerne har været ugyldige siden deres ikrafttræden. [...] I skolen opdrager vi børn til at tro, at menneskerettigheder kommer fra grundloven. På universitetet bryder vi den tro. Den danske forfatning blev skrevet for at beskytte imod enevælden, og lovgiver har vid mulighed for at fravige rettighederne. Vores rettigheder kommer derfor fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. Men over de seneste 20 år har der været en bevægelse imod at begrænse eller helt at fratræde førstnævnte, og vi har aldrig implementeret sidstnævnte. [...] I sidste uge afviste de overhovedet at anvende EU's rettigheder. Både Menneskerettighedskonventionen og charteret har en bestemmelse om, at borgerne altid skal have adgang til en uafhængig domstol, når det drejer sig om indgreb i vores rettigheder. Det afviste Højesteret, at vi havde."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 27 (11.04.2022)
Institutionelle anliggender
"Jeg var ikke bekendt med, at politiet har afvist det"
Da der for nylig blev offentliggjort en video af en kurdiskiransk mor, som danske betjente i forbindelse med en tvangsudvisning fastholdt med magt, vakte det stor opsigt. Nogle af dem, som havde overværet den meget voldsomme episode, berettede hurtigt om, at kvinden undervejs havde fået en indsprøjtning med noget beroligende, men den påstand, afviste politiet dog efterfølgende for en uges tid siden. Den 6. april skrev Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, så et brev til medlemmerne af parlamentet, hvor han henviser til netop indsprøjtningen. Brevet, som Villumsen forsøger at få andre parlamentsmedlemmer til at være medunderskrivere på, skal sendes til den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), og EU-kommissær Ylva Johansson, med det formål at kvindens sag genoptages. Fra Nikolaj Villumsen lyder det nu: "Jeg ved jo ikke, hvad der præcis er sket. Som jeg skriver i brevet, så har moren sagt, at hun mener, at hun er blevet indsprøjtet, og hvis politiet siger, at det ikke er rigtigt, så synes jeg da, det er oplagt at få undersøgt, hvad der reelt er sket i det her forløb."
Politiken, mandag, s. 7 (11.04.2022)
Katolske lande er mere EU-positive
I Kristeligt Dagblad lørdag kan man læse, at opbakningen til EU er større i katolske lande i Sydeuropa end i det protestantiske Nordeuropa. Når danskerne den 1. juni skal til stemmeurnerne og stemme om, hvorvidt det danske forsvarsforbehold skal afskaffes, bliver diskussionen om Danmarks relation til EU åbnet atter en gang. En af årsagerne bag den historiske EU-skepsis kan blandt andet spores til kulturhistoriske forhold, der relaterer sig til religion. For når man kigger på historiske opgørelser over, hvilke europæere der bakker op om unionen, viser der sig et måske overraskende resultat: Katolikker er mere tilbøjelige til at støtte større europæisk integration, protestanter modsætter sig den. "Den katolske kirke har helt officielt støttet den europæiske integrationsproces. Både præster, biskopper og paver har set den europæiske integration og hele det overstatslige samarbejde som både godt og naturligt. Det hænger sammen med kirkens syn på verden om, at nationalstaten ikke er en lukket enhed, og at vi som mennesker er en del af institutioner, der går fra det lokale til det globale. Man har ikke set det som en trussel mod nationalstaten på samme måde som i de nordiske lande," siger Bjørn Thomassen, professor (mso) i socialvidenskab og internationale studier på Roskilde Universitet. Resultatet af de forskellige ledelsesstrukturer inden for kirkerne kan ses i, hvor villige de enkelte befolkninger er til at afgive suverænitet til eksempelvis en overnational institution som EU. "Dele af de protestantiske kirkeretninger i Nordeuropa har haft en EU-skepsis, hvor ens kristendomsforståelse er blevet koblet sammen med en generisk EU-kritik. Denne helt generelle skepsis overfor det europæiske samarbejde har jeg ikke tilsvarende set i den katolske kirke, selvom den katolske kirke naturligvis også forholder sig skeptisk overfor visse tendenser i EU-samarbejdet," siger Thomassen.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (11.04.2022)
Nationalkonservativt karakterselvmord
Berlingske bringer søndag en kommentar af Bertel Haarder, MF (V) og fhv. minister, som blandt andet skriver: "Tænk, at "liberalt demokrati" er blevet et skældsord i store dele af verden - også her i Danmark og også blandt borgerlige. Morten Messerschmidt (DF) og Marie Krarup (tidl. DF) lægger afstand til det liberale. Sidstnævnte med sit årgamle sværmeri for Putin. Senest har Inger Støjberg sagt nej til EUs forsvarssamarbejde, selvom hele Norden er med i det. Nej til samarbejde, ja til grænselukninger og symbolpolitik. […] Selv er jeg kulturkonservativ, men det er jo på en måde også Putin, Trump, Orbán, Erdogan, Netanyahu og mange andre nationalegoister. Det, der gør forskellen, er det liberale: Frisind, frihed og folkestyre er liberale adelsmærker, som diktatorer over hele verden bekæmper, fordi det truer deres egen magt. [...] Marie Krarup forkaster Vestens demokrati og menneskerettigheder til fordel for nationalegoisme, hvor hvert land kun tænker på sig selv. Hun forstår Putins angst for NATO. Men jeg tror mere på Anna Libak, når hun siger, at det ikke var Vestens styrke, men Vestens svaghed, der fristede Putin til at realisere sine nationalkonservative drømme. Eva Selsing vil sige nej 1. juni og lære af ”ukrainernes fædrelandskærlighed”, som er vigtigere, end hvad ”de bonede gulves liberale teknokrater ellers dyrker”. Hun hader sidstnævnte. Men hov! Ukrainerne vil jo med i EU uden forbehold. De har nemlig lært, hvad det betyder at stå alene. Selsing har intet lært. I Frankrig har de nationalkonservative Zemmour og Le Pen hyldet Putin ligesom stornationalisten Salvini i Italien, der i Polen blev konfronteret med sin Putin-T-shirt! Det samme gælder i USA-kredse omkring Trump og Fox News. I Danmark har nationalkonservative ånder som højskolelærer og Trump-ven Søren Hvid Pedersen og forfatteren Kasper Støvring endeligt mistet troværdigheden ved ikke at lægge sig ned og indrømme deres skæbnesvangre fejlvurdering af Putin. De har begået nationalkonservativt karakterselvmord."
Berlingske, søndag, s. 45 (11.04.2022)
USA er vores eneste håb
Ekstra Bladet bringer et læserbrev af Palle Reimer fra Nyborg, som blandt andet skriver: "Det, verden var vidne til under Anden Verdenskrig, var forfærdeligt. Og nu oplever vi 80 år efter det samme ske i Ukraine - med en tyran i Rusland af samme kaliber som Hitler. Og hele den frie verden lader stå til igen. Uanset hvad russerne gør ved disse stakkels mennesker, reagerer vi ikke, som vi burde. [...] I Europa har vi 27 EU-lande, som heller ikke kan finde fælles fodslag og er mere eller mindre lammede på grund af det tunge system, som unionen er er bygget på. EU bør derfor nedlægges. Det fungerer ikke, når medlemslandene hele tiden skal samles for at forsøge at nå til enighed om, hvad der skal gøres for at kunne lave restriktioner mod Rusland. Og det må endelig ikke gøre ondt på nogen af medlemslandene, og derfor bliver der ikke vedtaget noget, der hjælper. Nu vil EU så vedtage et stop for kul - noget, som først vil hjælpe langt ude i fremtiden. Nej, luk for gassen straks! Det internationale demokratiske system, som vi har opbygget efter 1945, duer ikke. Det ser vi tydeligt nu. Og det gælder også FN."
Ekstra Bladet, søndag, s. 18 (11.04.2022)
Interne anliggender
Mette Frederiksen: Krigen er tilbage som en del af vores virkelighed
Berlingske bringer et interview med statsminister Mette Frederiksen (S), som mener, at danskerne skal forberede sig på en langvarig og udmattende konflikt, der kan få store konsekvenser for os alle. "Vi ser en gammeldags erobringskrig på europæisk jord, og allerede nu er konsekvenserne enorme. Den humanitære situation i Ukraine er grusom, og flere taler om krigsforbrydelser, hvad det også ligner for mig," siger hun og fortsætter: "En af de ting, vi ret hurtigt skal reflektere over og erkende, er, at vi grundlæggende ser krigen med forskellige øjne. For os i Vesten har vi på mange måder lagt krig bag os i takt med, at vi er blevet dygtigere og rigere. Men når jeg iagttager Putin, tror jeg grundlæggende, at han har det anderledes. For ham er krig et legitimt redskab, der kan bruges som offensivt våben - også når det handler om at få mere territorium. Det gør, at han er meget farlig," siger statsministeren, som ikke vil spå specifikt om, hvad Putin vil gøre. "Derfor er mit primære budskab, at vi skal kunne håndtere enhver situation, der måtte opstå - og at vi derfor skal styrke vores forsvar, så vi både kan afskrække, men så vi også har en evne til at forsvare os nationalt og ikke mindst i NATO-regi," siger hun. Til spørgsmålet: "Burde vi ikke allerede nu - i Danmark og Europa - lukke for den russiske gas med det samme uanset prisen?" svarer Mette Frederiksen: "Danmark er en del af et integreret, europæisk gasmarked. Derfor skal svar på Danmarks og Europas nuværende afhængighed af russisk gas være europæiske," siger hun og nævner, at EU-Kommissionen skønner, at vi allerede ved udgangen af i år kan udfase to tredjedele af det russisk gasforbrug i EU. "Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er regeringens klare prioritet, at både Danmark og Europa skal blive uafhængig af russisk gas så hurtigt som absolut muligt," siger statsministeren.
Berlingske, søndag, s. 22-25 (11.04.2022)
Russiske støttedemoer skaber flovhed i Tyskland
I Tyskland er der mange tysk-russere, som ikke føler, at Tyskland tager hensyn til deres følelser. Derfor er der på det seneste opstået demonstrationer, hvor tysk-russere kører i gaderne med russiske flag og demonstrerer mod diskrimination - og for Putin. Flere lignende demonstrationer er planlagt i denne weekend, og de får for alvor tyskerne til at flove sig. Så forskellige medier som Bild og Spiegel taler om "skammens bilkorteger", andre medier taler om "en femtekolonne" i Tyskland, og politikere fra stort set alle partierne bruger hårde ord for at udtrykke deres afsky mod de pro-russiske demonstranter. Tyskerne siger, at de støtter Ukraine. De siger, at de er imod Putins regime. De siger, at de vil levere våben og økonomisk støtte til Kyiv, men det virker som om, de alligevel vil det modsatte. Siden krigens begyndelse har EU brugt 260 milliarder kroner på russisk olie, gas og kul, mens landene i samme periode har lovet syv milliarder kroner til Ukraine. Tyskland er langt den største aftager af russisk energi, og Tyskland nægter at indføre sanktioner mod russisk energi og gør dermed de facto EU til hovedsponsor af Putins krig. Et overtal af de tyske vælgere siger nu, at regeringens politik ikke er vidtgående nok over for Rusland. Et flertal vil have en totalboykot af russisk energi og et ditto flertal vil beholde den tyske kernekraft.
Berlingske, lørdag, s. 12 (11.04.2022)
Ungarn melder sig ud af tidens armlægning
Jyllands-Posten bringer en kommentar af Ulla Terkelsen, TV 2-korrespondent og JP-klummeskribent. Hun skriver blandt andet: "Netop landet i Frankrig efter nogle uger i Polen og Ungarn. Hvilken forskel på de to østlande i disse krigstider. Før krigen the terrible twins i EU. Tvillingeparret lavede ballade og fik ballade med kommissionen og EU-Parlamentet. Jo mere ballade, jo mere fælles fnisen. Det er altid sjovt at give overmagten og bureaukratiske regelryttere fingeren. Nu er tvillingerne uvenner. De var fælles om fjenden i Bruxelles. De ser forskelligt på Rusland. [...] Dagens ungarere under Orbán melder sig altså, ligesom danskerne har gjort det i flere perioder, ud af vor tids store armlægning i Europa. Den er mellem russiske imperial ekspansionisme og Ruslands naboland Ukraines kamp for national overlevelse. Polakkerne gør det modsatte. De melder sig under fanerne imod russerne. De spiser mørkerød borsjtj, lavet på rødbeder, og tror, at hvis vi ikke sammen standser russerne nu, så bliver de ved med at tage for sig af retterne. Så får vi evig krig i Europa igen. [...] Vi troede, at dette dybt moralske dilemma: Skal man "take up arms against a sea of troubles", som Hamlet spørger sig selv i Shakespeares tragedie, eller snarere hytte sit eget skind, var forsvundet i Europa med Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs ophør. Spørgsmålet var ikke væk. Vi tog fejl. Spørgsmålet lå begravet nede under ligposerne i forstæderne til Kyiv og i Mariupol. Soldater har altid ligposer af plastic med i deres faste udstyr, forklarede en tidligere officer mig på rejsen ovre på østfronten. Den hårde front i Polen og den bløde i Ungarn."
Jyllands-Posten, søndag, s. 46 (11.04.2022)
Migration
Frontlandet Polen er blevet "én stor hjælpeorganisation"
Lørdag bringer Information en analyse skrevet af Europakorrespondent Mathias Sonne. Han skriver blandt andet: "I Polen er der allerede ankommet flere flygtninge, end hele Europa modtog under flygtningekrisen i 2015-16. Det udmattede civilsamfund løfter en ufatteligt stor opgave, mens Putins krig rykker Polens politiske koordinater i EU og NATO op med rode. [...] Det er næsten ikke til at tro, at vi er i Polen i år 2022. Putins krig i Ukraine har fordrevet over fire millioner fra landet i den største masseflugt siden Anden Verdenskrig - typisk har de forladt Ukraine i bil, i bus eller med tog. Knap en million - herunder over 90 procent kvinder og børn - har ladet sig registrere i Polen, så de kan få lægehjælp og undervisning. Men der formodes at opholde sig cirka 2,3 millioner ukrainske flygtninge i landet. [...] Alene i Warszawa er der ankommet så mange ukrainere, at byens befolkning på lidt over en måned er vokset med over 20 procent. [... ] Organisationen Homo Faber er en af de ngo'er, der får det hele til at fungere. I deres hovedsæde i et smukt renoveret kloster kan flygtninge få polskundervisning, juridisk rådgivning og hjælp til at blive indkvarteret hos lokale. [...] Hvis man spørger sig for i Warszawas vindblæste gader, er de fleste overbeviste om, at den ufattelige hjælp og støtte til de ukrainske flygtninge har boostet Polens image. Men der er yderst delte holdninger til, hvorvidt den nye omverdens-sympati kan og bør hjælpe landet ud af den fatale diplomatiske blindgyde: Kampen med EU om undergravningen af den polske retsstat, som gør, at Bruxelles allerede giver enorme dagbøder og vil tilbageholde milliardbeløb i euro, som Polen ellers har hårdt brug for her i nødens stund."
Information, s. 12-14 (11.04.2022)
Sikkerhedspolitik
50 mennesker meldes dræbt ved angreb på banegård
Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at omkring 50 personer meldes dræbt efter et raketangreb på en banegård i Kamatorsk fredag. Der var forskellige meldinger om antallet af dødsofre, men myndighederne talte om, at der var flere børn blandt de omkomne. Det russiske forsvarsministerium siger i en erklæring, at det ikke var Ruslands militær, som udførte raketangrebet. Ifølge russiske oplysninger findes den pågældende missiltype ikke hos det russiske militær i regionen. Som den første vestlige toppolitiker besøgte EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i går Kyiv-forstaden Butja efter at have fordømt angrebet på banegården. Det britiske forsvarsministerium oplyser, at den russiske tilbagetrækning fra det nordlige Ukraine har efterladt beviser på, at civile er blevet angrebet, skriver Berlingske mandag. I en opdatering oplyser ministeriet lørdag, at russiske soldater har brugt improviserede sprængladninger til at "forvolde død, sænke moralen og begrænse ukrainernes bevægelsesfrihed" og derudover er de russiske soldater gået efter at ødelægge infrastruktur for på den måde at gøre skade på civile. EU-Kommissionen oplyste lørdag, at i de kommende dage skal EU-ledere tale med chefanklager Karim Khan fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, hvor de drøfte, hvordan domstolen og unionen kan samarbejde om at efterforske mulige krigsforbrydelser i Ukraine.
Information og Kristeligt Dagblad skriver lørdag, Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier opfordrer til, at der anlægges krigsforbrydersag mod Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans udenrigsminister, Sergej Lavrov. "Enhver, der har ansvaret for disse forbrydelser, må forklare sig. Det omfatter soldater. Det omfatter militære befalingsmænd. Og selvfølgelig omfatter det også dem, der har det politiske ansvar," siger Steinmeier i et interview og betoner samtidig, at udviklingen har gjort sammenholdet i EU og NATO meget stærkere. Tidligere har flere lande, herunder Danmark, gjort det klart, at de også ønsker at få undersøgt, om Rusland begår krigsforbrydelser under krigen i Ukraine.
Berlingske, mandag, s. 13; Information, lørdag, s. 15; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (11.04.2022)
Ekspert: Det kan kamme over i militær turisme
I disse dage tager mange vestlige politikere til Ukraine for at vise deres støtte til landet, skriver Politiken mandag. Boris Johnson lover flere våben, Ursula von der Leyen sender signal om europæisk solidaritet, og derudover besøger en delegation med 30 europæiske politikere Kyiv og Butja. "Der er ikke nogen tvivl om, hvem der er venner med hvem, så det er i høj grad en signalgivning. Men man skal ikke underkende det - signaler er utrolig vigtige i international politik, og det er helt afgørende, at Boris Johnson tager til Kyiv og viser især russerne, at et land som Storbritannien står bag Ukraine," siger Marlene Wind, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. På Twitter skriver Boris Johnson, at den nye finansielle og militære pakke er "et bevis på Storbritanniens vilje til at hjælpe Ukraine i kampen mod Ruslands barbariske handlinger". Fra Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, lød det ved et møde i Bruxelles med Nato-landenes udenrigsministre, at det ikke længere giver mening at sondre mellem offensive og defensive våben. Marlene Wind vurderer, at det har stor betydning for Ukraine, at Storbritannien vil sende flere våben. "Vi er kommet til en ny fase, hvor man vil gå længere, end vi tidligere havde troet, at man var villig til. Hvis der kommer våben, som russerne opfatter som offensive, og som ingen kan være i tvivl om handler om at slå russerne massivt tilbage i Donbas, så vil det kunne eskalere konflikte", siger hun og tilføjer: "Og det er jo det, som alt tyder på kommer til at ske lige nu." Boris Johnsons besøg kommer blot en dag efter EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyens, og Marlene Wind siger, at det her besøg også skal vise, at Storbritannien ikke ligger under for von der Leyens tur til Kyiv: "Det handler også om at vise, at man stadig har en forestilling om, at man kan være en stormagt, efter at man er trådt ud af EU."
Politiken, mandag, s. 2 (11.04.2022)
Finland og Sverige gør sig hurtigt klar til Nato
Jyllands-Posten skriver lørdag, at Sverige og Finland har sat gang i forberedelserne til at blive optaget i Nato. Finland har allerede sat gang i en lynproces og Sverige ventes at gøre det samme. De to lande har ellers siden Anden Verdenskrig nærmest været prototypen på alliancefrie lande. I løbet af et par uger vil den finske regering endeligt afgøre, om der skal sendes en ansøgning afsted til Bruxelles. "Jeg regner med et overvældende politisk flertal for at ansøge om medlemskab," sagde Finlands præsident, Sauli Niinistö, fredag. Der er ingen tvivl om, at Nato er klar med åbne arme, hvis det ender med en ansøgning. Både Finlands og Sveriges udenrigsministre deltog på Nato-udenrigsministrenes møde torsdag i Bruxelles. Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg lagde ikke skjul på, at det kan gå rigtigt hurtigt. "Jeg vil bestemt tro, at der i kredsen af de 30 medlemmer både vil være fuld opbakning til et finsk og svensk medlemskab. Og jeg kan garantere, at det også kan gå meget hurtigt," sagde han. I den seneste måling støtter 60 procent af finnerne nu et Nato-medlemskab. Det har i årtier præcist været tallet for dem, der var imod. I Sverige er der sket et tilsvarende skifte. Begge lande er medlemmer af EU og har i flere år har nærmet sig Nato og deltaget i fælles planlægning og militære øvelser.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 7 (11.04.2022)
Mens Danmark opruster, kryber en ny fjende op ad bagtrappen
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skriver i et debatindlæg i Politiken lørdag blandt andet: "Putins aggressive og feje angreb på Ukraine har understreget, at vi i Danmark og resten af den frie og demokratiske verden er nødt til at tage vores eget forsvar mere alvorligt. Historien var ikke slut. Der er et før og efter invasionen 24. februar 2022. I Danmark og i resten af verden. Blandt andet derfor blev der for få uger siden indgået et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. [...] Det burde nu også være tydeligt for alle, at en hurtig og konsekvent frigørelse fra russisk olie, kul og gas reelt er den eneste vej til en mere stabil sikkerhedssituation. Er det kompliceret? Jovist, men med Danmarks styrkepositioner inden for vedvarende energiudbygning, elektrificering, energieffektivitet og veludbyggede fjernvarmenet er det en opgave, vi har redskaberne til at være vejviser på for hele Europa. Vi står med en sikkerhedskrise og en klimakrise. Og begge dele klarer vi ikke, uden det koster penge for statskassen. Sådan er det. Det hele koster. Vores sikkerhed er ikke gratis. [...] For med udhulet velfærd, stigende ulighed og mindre tryghed, så følger ustabilitet. Alt sammen noget, der styrker yderfløjene. Netop derfor skal vi også minde os selv om, at vi i Ukraine-krisen har været snublende tæt på at have op til flere toneangivende Nato- og EU-lande, der kunne have vist sig mere loyale over for Putin. Det er snarere tilfældigheder og timing, der har gjort, at det ikke var Donald Trump, Marine Le Pen, Matteo Salvini med flere, der skulle håndtere den største aggressionskrig i Europa siden Anden Verdenskrig. [...] I de næste mange år skal vi have en svær ligning til at gå op i vores økonomi. Der skal være plads til investeringer i vores velfærd. Til at accelerere den grønne omstilling. Og til at styrke vores ydre forsvar og sikkerhed mod de stater og kræfter, der vil os det ondt. Vores tryghed og stabilitet afhænger af svære prioriteringer, der sikrer, at vi har råd til alle tre dele."
Politiken, lørdag, s. 12 (11.04.2022)
NATO-satsning giver avanceret dansk chipproduktion vokseværk
Halvandet års mangel på computer og mobilchip og NATOs beslutning i denne uge om at placere et højteknologisk center til forskning og udvikling af avanceret kvanteteknologi i Danmark er en helt unik chance for at gøre Danmark verdensførende på to meget vigtige områder, skriver Berlingske mandag. Men det haster, og fra Jörg Hübner, der er institutdirektør på Danmarks Tekniske Universitet, DTU Nanolab, lyder det: "Det er nu, at man skal handle. Det er nu, at alt sker." Jörg Hübner arbejder, i samarbejde med erhvervsorganisationen Dansk Industri og fagforeningen Dansk Metal, på at rejse de nødvendige 450 millioner kroner til en udvidelse af det såkaldte renrum på Det Nationale Center for Mikro- og Nanofabrikation på DTUs grund i Lyngby, hvor avancerede chip og og kvantemekanik kan udvikles og blive til højteknologiske produkter. "Hvis alt flasker sig, kan der flyttes ind i et nyt renrum i 2025. Hvis vi i Danmark skal have en chipindustri, er dette vejen. For hvis ikke Danmark sætter sig på væksten i den stadig mere betydningsfulde chipindustri, risikerer vi at stå med bukserne nede, fordi firmaerne så vil gå andre steder hen. En her og nu-udvidelse vil sende signal gennem EU og til de store chipproducenter om, at vi er helt med på verdensplan, fordi vores ingeniørstuderende får betydelig renrumserfaring og kan deltage i forskning til nano- og chipproduktion, hvorfor det er en fordel for de store at være i nærheden," siger han.
Berlingske, mandag, s. 9 (11.04.2022)
Nye regler rammer luftfarten
Det er blevet sværere at få sikkerhedsgodkendt nyansatte i danske lufthavne, skriver B.T. mandag. Det skyldes en ny EU-forordning om udvidet baggrundskontrol, som trådte i kraft 1 januar. Dansk Industri (DI) oplyser, at sagsbehandlingstiden på sikkerhedsgodkendelser er steget fra typisk 10-12 dage til nu at tage mellem fire og seks uger. "Det her er en bremse for, at man kan komme smidigt igennem lufthavnen uden at skulle vente i sikkerhedskontrollen og være sikker på, at ens kuffert kommer med det rigtige fly," siger branchedirektør i DI Transport, Karsten Lauritzen, som mener, at det kan komme til at påvirke flytrafikken i påsken.
B.T., mandag, s. 8 (11.04.2022)
Zelenskyj bruger glasnost som våben mod Putin
I en Ruslandsanalyse i Kristeligt Dagblad lørdag, skrevet af Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group, kan man blandt andet læse: "Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, inspirerer både Vladimir Putin i Moskva og Volodymyr Zelenskyj i Kyiv. Putin til at søge tilbage til den totalitære fortid før Gorbatjov, Zelenskyj til at afstøve Gorbatjovs glasnostkoncept og gøre det til Ukraines stærkeste våben mod invasionsmagten. Som koncept stod glasnost for ”åbenhed” og ”gennemsigthed” og dermed et nybrud i den totalitære stats konstruktion, der var bygget på arven fra Lenin og Stalin. I almindelig russisk sprogbrug er det primært en term fra langt tilbage i tiden om administrative eller juridiske processer, der bliver ført i offentlighed. [...] Hvad er det, Zelenskyj gør og kan? Den ukrainske præsident er meget mere end en dygtig kommunikatør. Han har holdt modet oppe i sin egen hårdt prøvende og flygtende befolkning. Han har holdt den vestlige verden op på svigt af (vore) moralske forpligtelser. Og han har udstillet fjenden - Putin, Rusland og russerne. [...] I sin efterhånden ikoniske, armygrønne T-shirt har han optrådt for de fleste parlamenter, der holder med Ukraine og forsamlinger i FN, Nato og EU. Kommunikationen har hver gang været konkret og målrettet - ikke en turné med samme tale hver gang. [...] Zelenskyjs strategi har høstet tre enorme gevinster. For det første har han fået os til at indse, at Putin kan tabe, og at Ukraine kan vinde - nederlaget var ikke givet, som vi uambitiøst antog i begyndelsen. [...] Og mens Zelenskiyj har vundet den vestlige offentlighed, har Putin lukket Memorial, organisationen, der under glasnost afdækkede Stalin-tidens forbrydelser, forbudt Aleksej Navalnyjs organisation, sendt samme i straffekoloni og indført fascistisk lovgivning mod enhver opposition. Gorbatjovs arv forvaltes diametralt modsat af Putin og Zelenskyj - uanset hvem af dem, der vinder, ved vi, hvem der er på fortidens og fremtidens side. Det lader Zelenskyj os ikke glemme."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (11.04.2022)
Sundhed
Danmark er for passiv med at hjælpe sårede ukrainere
Ulf Grue Hørlyk, speciallæge i akutmedicin, og Malene Brandt Winther ph.d., statskundskab, tidligere senior advisor i Ukraines indenrigsministerium, skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag blandt andet: "Ukrainske sygehuse er under voldsomt pres. Danske sygehuse kan modtage 1.200 patienter, men mangler evakueringsaftaler og planer. Det er for dårligt - og det er faktisk muligt at løse aktivt. [...] En aktindsigt viser videre, at Sundhedsministeriet hverken har kontaktet den ukrainske regering eller EU for specifikke evakueringsaftaler eller udarbejdelse af evakueringsplaner. Ministeriet afventer derimod patienter gennem det generelle EU-samarbejde Hera, hvilket er på linje med de indledende ønsker fra en ukrainske regering. Men spørgsmålet er, hvorfor Sundhedsministeriet ikke aftaler andre evakueringsmetoder, når EU-systemet viser sig ineffektivt, og visitationsgruppens retningslinjer utvetydigt åbner mulighed for det? [... ] Vi har forgæves søgt dialog med Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet om evakueringsløsningen Chain of Survival - danske sygehuse rækker ud til Ukraine. Det er en professionel, fleksibel og resourceeffektiv løsning, der skaber flow i patienttilgangen, så både ukrainske og danske hospitaler kan følge med til evakuering af 100 patienter om måneden. Løsningen kan justeres, så den matcher krigens udvikling. Vi - danskere - kan kun se os selv i øjnene, hvis vi aktivt evakuerer direkte fra ukrainere. Men den danske regering forventer åbenbart, at sårede ukrainer snører vandrestøvlerne og selv går til Danmark."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 28 (11.04.2022)
Udenrigspolitik
"Et nyt jerntæppe har sænket sig, og vi har nok ikke forstået konsekvenserne endnu"
I Jyllands-Postens Perspektiv lørdag af journalist Dorte Ipsen Boddum, kan man blandt andet læse: "Den kolde krig er tilbage, og udover forfærdelige konsekvenser for Ukraine kan klimaet blive ofret i den nye oprustning, frygter adm. direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen. [...] Vi står ifølge Jeppe Christiansen over for en militær spænding og potentiel konflikt mellem to styreformer - den demokratiske og den totalitære - som svarer til under den kolde krig. [...] For at forstå omfanget af situationens alvor behøver man ifølge Jeppe Christiansen blot se på den tyske reaktion på Ruslands invasion, efter at Tyskland ellers i mange år har forsøgt samarbejdets og dialogens vej med Putin. 'Man så særligt Tyskland allerede i de første dage efter invasionen komme med en meget klar og hurtig melding om, at de nu er klar til at opruste,' siger Jeppe Christiansen. [...] Jeg tror ikke, at vi har været naive, men det har været svært at forudsige, hvad der er sket. Vi har jo forfulgt den europæiske tradition for dialog over for Rusland, som man også ser ved Macrons vedvarende insisteren på fortsat dialog med Rusland, og det tror jeg også fortsat er vejen frem, for man skal jo passe på ikke at blive som sin fjende."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 10-11 (11.04.2022)
Hvad med et besøg i Kyiv?
I Groft Sagt i Berlingske mandag skriver kommentator Bent BIüdnikow blandt andet: "Ukraine-krigen er chokerende. Rusland angriber et europæisk land og myrder dets borgere. Europa vil sådan set gerne hjælpe og er fuld af gode ord og begrænsede våbenleverancer. Joe Biden rejser til Polen og udtrykker solidaritet med Ukraine og kalder Putin for en krigsforbryder. Men bag de mange varme ord gemmer der sig en forbløffende mangel på egentlig hjælp af frygt for Ruslands reaktion. Man vil ikke sende polske MiG-jagere. Man vil ikke helt stoppe med gasimporten fra Rusland. [...] Og mest chokerende er det, at næsten ingen europæiske statsledere er rejst til Kyiv for at vise solidaritet. Jo, statsministrene fra Polen Tjekkiet og Slovakiet rejste 15 marts til Kyiv, men hvor er Mette Frederiksen og Emmanuel Macron? Det er pinligt, at det er EUs præsident Ursula von der Leyen og dets udenrigspolitiske chef Josep Borrell, der nu rejser til Ukraine og ikke europæiske statsledere."
Berlingske, mandag, s. 24 (11.04.2022)
Hvor gode venner med Putin må man have været?
Jakob Illeborg, international korrespondent på B.T., skriver i et debatindlæg lørdag blandt andet: "Jeg besøgte selv flere af forstæderne til Kyiv i ugerne op til krigen, og det er svært helt at forstå omfanget af ødelæggelserne og den brutalitet og ligegyldighed over for menneskeliv, som de russiske soldater har udvist. Vilkårlige henrettelser, ydmygelser og voldtægter på civile, er dog langtfra en garanti for, at Putin og hans kumpaner vil blive retsforfulgt. Som nation bliver Rusland svær at dømme, da de har et permanent sæde i FNs Sikkerhedsråd, og kan og vil nedlægge veto over for ethvert sådant tiltag. [...] Nu, hvor det står klart, at Putin står i spidsen for et blodtørstigt og skånselsløst diktatur, er der god grund til også at vende sværdet indad og diskutere, hvordan, og i hvilket omfang, vi skal samarbejde med russerne i fremtiden. Ophedede debatter om stater og statslederes helt ukritiske tilgang til Putins styre og metoder raser allerede. Ikke mindst i Tyskland, hvor den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, der arbejdede hårdt på at sikre Nord Stream-gasaftalen med Putin, umiddelbart efter sin afgang blev udpeget til et lukrativt job i det russiske gasselskab Rosneft. Schröder sidder dag i bestyrelsen for russiske Gazprom. Han er også personlig ven med Putin. [...] Så sent som torsdag forsøgte Macron at argumentere for at åbne ny dialog med Putin, men Polens premierminister svarede skarpt tilbage. 'Ingen forhandlede med Hitler', sagde Mateusz Morawiecki møntet på Frankrigs præsident. [...] I takt med at Ruslands krigsbrutalitet i Ukraine offentliggøres, vil et krav om et opgør med dem, der vendte det blinde øje til virkeligheden, formodentlig blive endnu mere markant. For slet ikke at tale om de europæiske politikere, der kaldte Putin for deres ven."
B.T., lørdag, s. 12 (11.04.2022)
Indsamling henter 67 milliarder til Ukraine
På Twitter skriver EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, at det globale velgørenhedsarrangement "Stand up for Ukraine" lørdag har indsamlet 9,1 milliarder euro til flygtninge fra Ukraine. Det skriver Berlingske og Politiken søndag. Både Ursula von der Leyen, den polske præsident, Andrzej Duda, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, var til stede ved indsamlingen i Polen. Von der Leyen oplyser til arrangementet, at EU's udviklingsbank, European Bank of Reconstruction and Development, har valgt at donere en milliard euro. "Stand up for Ukraine" sker på initiativ af Europa-Kommissionen og den canadiske regering og flere statsledere var på skærmen med videohilsner. Fra statsminister Mette Frederiksen (S) lød det i en videohilsen: "Vi har alle set de forfærdelige billeder fra krigen. Den totale mangel på menneskelighed. Det er hjerteknusende. Danmark står i fuld solidaritet med Ukraine. Vi støtter jeres kamp for frihed og fred. " Af det indsamlede beløb vil 400 millioner euro gå til de ukrainske nabolande for deres indsats med flygtninge.
Berlingske, søndag, s. 6; Politiken, søndag, s. 2 (11.04.2022)
Ukraine-krigen bliver et langt, sejt træk
Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder: "Hver dag dukker der nye meldinger op fra Ukraine, som bliver stadig sværere at rumme. Efter rædslerne i Butja og raketangrebet på banegården i Kramatorsk har det i weekenden drejet sig om nye massegrave i byerne omkring Kyiv. [...] Statsminister Mette Frederiksen (S) gør klogt i at forberede den danske offentlighed på, at krigen bliver et langt, sejt træk. For statsministeren har utvivlsomt ret, når hun til Berlingske siger, at ”krig er utroligt udmattende”, og at det er vigtigt, at ikke bare ukrainerne, men også vi andre i Vesten bør indstille os mentalt på, at konflikten kan blive langvarig. I det lys er det vigtigt at holde moralen oppe hos de hårdt kæmpende ukrainere. Derfor ligger der stor symbolkraft i, at både EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, den britiske premierminister, Boris Johnson, og den østrigske kansler, Karl Nehammer, de seneste dage har vovet sig til Kyiv. Jo længere vi kan holde fokus og udvise solidaritet med ukrainerne, desto sværere bliver det for Putin at nå sit mål om at destabilisere Vesten. Det er vores egen sikkerhed og samfundsmodel, der er på spil i Ukraine."
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 11 (11.04.2022)
Vesten romantiserer demokratiets tilstand i Ukraine
Politiken bringer lørdag et debatinterview med den norske udenrigspolitiske forsker Asle Toje, som er aktuel med bogen "Mellemspil - Historien om tiåret, da Europa brast." I interviewet udtaler Toje blandt andet: "Der er en del mennesker, måske særligt heroppe nordpå, der forestiller sig, at Ukraine meget hurtigt vil kunne blive en integreret del af Europa og medlem af EU. Det tvivler jeg på. I modsætning til mange af de folk, der pludselig blev Ukraine-eksperter i februar, og som er overbeviste om, at der er tale om det mest strålende demokrati, så har jeg beskæftiget mig rigtig meget med Ukraine, rejst der adskillige gange, og jeg kender nogle af de mennesker, som leder landet. Faktum er, at Ukraine minder langt mere om Rusland, end det minder om Vesten. Ukraine er stadig et land, der er dybt inficeret af oligarker. Når det kommer til den måde, som landet styres på, og i forhold til menneskerettigheder, minder det mere om et korruptionsplaget land i f.eks. Afrika. Det er virkeligheden. [...] Jeg vil absolut intet tage fra ukrainernes kamp for frihed og deres kampvillighed. Men man skal ikke tage fejl af, at selv om ukrainerne kæmper for demokrati, så er deres kamp også nationalistisk. De kæmper for deres nation. Det er en vestlig romantisering at tro, at det kun handler om det ene og ikke også om det andet. Jeg ved godt, at den tanke ikke passer ind i et vestligt narrativ, fordi vi grundlæggende har et problem med nationalisme. [...] De har i stigende rakt ud efter Vesten og selvfølgelig allermest direkte efter invasionen, hvor de har ansøgt om medlemskab af EU. Men også med tidligere udmeldinger om, at man ville søge om Nato-medlemskab. Men det betyder ikke, at de er klar til at blive en del af EU. Eller at det er en god idé at indlemme dem i Nato. Der er en grund til, at både Danmark og Norge i sin tid sagde nej til den idé. Det gjorde vi, fordi vi anså det for at være yderst provokerende over for Rusland."
Politiken, lørdag, s. 4 (11.04.2022)
Ørsted-topchef: Vi skal ikke lade os presse af Putin
Berlingske lørdag og Børsen mandag skriver, at Ørsted på generalforsamling fredag understregede, at virksomheden fortsat “ingen intention” har om at efterleve Ruslands præsident Putins krav om at betale for de russiske gasleverancer i rubler. Lige nu er Ørsted i dialog med andre europæiske energiselskaber og myndigheder om en fælles respons til Ruslands rubelkrav, fortæller bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen. “Hvis vi i fællesskab er i stand til at reagere på det - i fællesskab som industri især eller i fællesskab som Europa - så har det en meget, meget større effekt,” siger han. Topchef Mads Nipper mener, at brevet, hvor den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin truer med muligheden for at lukke for den russiske gas, er et udtryk for, at den russiske ambassadør forsøger at lægge et pres. “Vi har en principiel holdning om at sige, at vi skal hverken som selskab, som land eller på fælleseuropæisk plan lade os presse af Putin. For hvad kommer så næste gang? Så vi skal stå sammen om de løsninger, hvor vi har den bedst mulige og kraftigst mulige respons over for det krav, der kommer,” siger Mads Nipper.
Børsen, mandag, s. 9; Berlingske, lørdag, s. 10 (11.04.2022)
Østrigs kansler skal mødes med Putin i Rusland
Mandag skal Østrigs kansler, Karl Nehammer, mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Moskva. Det skriver B.T. Fra en talsperson for kansleren lyder det, at Karl Nehammer har informeret både den tyske regering, EU og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. På Twitter skriver Karl Nehammer selv om besøget: "Vi er militært neutrale, men vi har en klar holdning til den russiske angrebskrig mod Ukraine. Han er nødt til at stoppe."
B.T., mandag, s. 8 (11.04.2022)
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 11. april 2022
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark