Tophistorier
Bruxelles: Forholdet til briterne bliver nemmere uden Boris
En journalist fra Daily Mail spurgte lidt fnisende efter Boris Johnsons afgang: Hvor mange flasker champagne EU-Kommissionen havde bestilt, nu hvor Boris Johnson var væk? En talsmand fra EU-Kommissionen svarede "at champagne jo også kan tælles i kasser, men at alkoholindtaget i kommissionen generelt er ret lavt." Ifølge Politiken lørdag viser den lille udveksling, hvor uendelig træt af Johnson man er i Bruxelles, og hvor vanskeligt det er at skjule lettelsen over, at en af de mest markante hovedpersoner fra de tumultariske Brexit-år inden længe er væk. Guy Verhofstadt, tidligere belgisk statsminister og nu liberal EU-parlamentariker, har i The Guardian sagt, at der også er "en følelse af 'Schadenfreude' på kontinentet over, at han endelig fik som fortjent". I en bekymret tone fortsatte han: "Ingen gør sig den illusion, at Johnsons afsked fra Downing Street løser nogen af de underliggende problemer i UK-EU-forholdet. For den skade, den udgående statsminister har forvoldt ved at bruge projektet som et instrument til at opnå magt, lever videre”. Den afgående premierminister efterlader sig et uforløst rod omkring grænsen mellem Irland og Nordirland. Johnson har bekendtgjort, at den Nordirland-protokol, der ellers bygger på hans eget forslag, skal laves helt om, og at Storbritannien ikke har tænkt sig at efterleve de aftalte toldkontroller. EU har hertil truet med søgsmål og i værste fald en handelskrig. ”Forhandlingerne har lidt utrolig meget under den manglende tillid til Boris Johnsons regering, og der har hele tiden været en forståelse fra EU's side af, at Boris Johnson udelukkende var i forhandlingerne for at finde noget, der var til gavn indenrigspolitisk. Så der er meget på spil med et regeringsskifte, også for EU, nu hvor der skal findes en løsning på det evige stridspunkt om den nordirske grænse, som stadig ikke er faldet på plads," lyder det fra Sara Hagemann, prodekan og professor i international politik på Københavns Universitet. Ifølge Politiken er spørgsmålet nu, hvem der kan klinke skårene i forholdet til EU, og om det overhovedet er muligt at løse det dilemma, som er opstået efter Brexit, om en klar toldgrænse mellem Europas indre marked og Storbritannien, uden at der sættes en fysisk grænse op ved Nordirland og dermed risikeres en opblussen af den gamle konflikt. Der er også andre grunde til, at det betyder noget, hvem der bliver valgt som ny premierminister. Trods Storbritannien har forladt EU, er der fortsat et tæt samarbejde på en lang række områder, herunder forsvars- og sikkerhedspolitikken. ”Før Ukraine-krigen var der nok ikke så meget strøm i kablerne, som der har været, på grund af det dårlige forhold, men ellers er udenrigspolitikken et område, hvor vi ikke ønsker at smide briterne helt ud, fordi de har så mange militære ressourcer, som vi ikke har. Og briterne ønsker heller ikke selv at blive smidt helt ud, fordi de også er interesserede i at diskutere strategisk militært samarbejde i Europa i et forum uden amerikanerne," forklarer lektor i international politik på statskundskab i Aarhus, Rasmus Brun Pedersen. Krigen i Ukraine har ført det sikkerhedspolitiske fokus tilbage på Europa og på Rusland som hovedmodstanderen. Og for både Storbritannien og EU står det klart, at man er dybt afhængige af hinanden. Briterne (og amerikanerne) har vanskeligt ved at iværksætte effektive sanktioner, uden at EU og dermed det indre marked er med, og EU har samtidig brug for briternes efterretningsarbejde. ”Så det er nødvendigt med et forum for strategiske drøftelser og udvekslinger af informationer og efterretninger, idet mange af de efterretninger, vi baserer vores sanktioner på i EU, kommer fra briterne," udtaler Rasmus Brun Pedersen. Briterne ønsker at få del i de mange penge, som EU-landene nu pumper i deres forsvarsbudgetter, da briterne har en stor forsvarsindustri. De er derfor ikke glade for ikke at være en del af det fælles forsvarssamarbejde Pesco og Forsvarsfonden, som EU-landene har oprettet efter Brexit, og som naturligt nok retter sig mod EU-landene.
Politiken mandag og Jyllands-Posten lørdag skriver om de mulige kandidater til at overtage posten som Storbritanniens premierminister efter Boris Johnson næsten er ude af billedet. Ifølge Jyllands-Posten lørdag er listen lang og der er mange i partiet med ambitioner. Blandt favoritterne kan man finde forsvarsminister Ben Wallace på den brexitskeptiske fløj i partiet, handelsminister Penny Mordaunt og finansminister Rishi Sunak. Politiken mandag skriver, at hvis man tager gennemsnittet af de seneste dages løfter fra kandidaterne, så er konklusionen, at den næste premierminister vil sænke skatten, føre kulturkrig og rive en del af Brexit-aftalen med EU midt over. De er også fælles om at være mindre interesserede i at fortælle om finansieringen. Rishi Sunak er den eneste kandidat, der forsøger at sælge sig selv på en ”ansvarlig” økonomisk politik, hvor det økonomiske råderum skal sikres, inden der gives skattelettelser. Et andet punkt der gør sig klart, er, at når afløseren for Johnson bliver fundet, bliver Brexitkursen næppe forandret. Boris Johnsons regering har foreslået, at det skal være muligt at rive dele af Brexit-aftalen med EU over. Der er dermed risiko for en handelskrig med EU og at den politiske uro i Nordirland vil blusse op igen, men alle de nuværende kandidater siger, at de vil fortsætte den nuværende Brexit-kurs. Jyllands-Posten lørdag skriver, det formentlig vil bekymre den nye premierminister, at de seneste målinger har vist, at støtten blandt briter til brexit er kollapset. Ifølge den seneste Yougov-måling mener et flertal i alle regioner nu, at brexit var en fejl. 33 pct. mener, at det er gået godt, mens 55 pct. siger, at brexit er gået skidt. Det er dog tvivlsomt at det vil få De Konservative til at genoverveje medlemskabet af EU. De to endelige kandidater i slutopløbet vil skulle appellere til de konservative græsrødder for at vinde, og her er opbakningen til brexit stor.
I Politikens leder lørdag kan man blandt andet læse: "Boris Johnson efterlader et Storbritannien i dyb krise, kastet rundt som en tømmerflåde af tilfældige politiske strømninger - med den faste og imponerende støtte til Ukraine som en glædelig undtagelse. Briterne har kappet båndet til EU og taget et nødvendigt opgør med de russiske penge, der forvandlede London til en legeplads for oligarker, men ikke fundet en alternativ kilde til velstand. Produktiviteten er lav og den økonomiske vækst ditto - Storbritannien forventes at få den laveste vækst i G7 næste år, og underskuddet på de offentlige finanser er eksploderet. Samtidig er selve unionen i fare for at blive opløst; Skotland presser på for en ny folkeafstemning om løsrivelse, og Brexit har drevet en ny kile ind mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Udfordringer er der mildt sagt nok af. Hvem der skal løse dem, er desværre mere uvist. Det Konservative Parti skal nu finde sin sjette leder på 20 år og synes fuldkommen afpillet rent ideologisk."
Berlingske bringer lørdag en analyse af økonomisk redaktør, Ulrik Bie, som blandt andet skriver: "I sin fratrædelsestale torsdag var det en kampklar Boris Johnson, der lovede at arbejde videre med regeringens mange projekter og tackle Storbritanniens enorme økonomiske udfordringer. Senere på aftenen havde piben fået en anden lyd, og det er nu et forretningsministerium, som Johnson står i spidsen for. Altså vil der ikke blive fremsat ny lovgivning eller lavet nye initiativer, indtil en ny konservativ sætter sig på premierministerposten i løbet af efteråret. Hos de konservative vil et væld af formandskandidater nu gå i struben på hinanden. Det er første gang i over 30 år, at det ikke er Storbritanniens forhold til EU, der er den drivende kraft i den interne rivalisering, og derfor er valgkampen helt anderledes, end den plejer. [...] Helt centralt er nu spørgsmålet om skattelettelser, der er blevet Boris Johnsons nye yndlingsidé som løsning på alle Storbritanniens problemer. [...] [...] Dertil kommer, at Boris Johnson allerede er i fuld gang med at starte en handelskrig med EU. Et lovforslag er på vej gennem parlamentet, hvor Storbritannien river protokollen om Nordirland i stykker. Det var ellers Boris Johnsons eget forslag og den løsning, der fik en aftale til at falde på plads. Mens Brexit i sig selv ikke bliver en stinkbombe på den næste premierministers bord, vil en ny handelskrig være det sidste, som et sønderbombet britisk erhvervsliv har brug for. Boris Johnson efterlader sig på alle måder et fallitbo. Faldende købekraft og aktivitet. Offentlige finanser, der hænger i laser. Et uafklaret forhold til den største handelspartner. Og så det helt eksistentielle spørgsmål om, hvad Storbritannien skal leve af i fremtiden med en lavt uddannet og lavproduktiv arbejdsstyrke. Seks år efter Brexit er der ikke formuleret en sammenhængende strategi. Det er forhåbentlig det spørgsmål, som formandskandidaterne vil debattere i de kommende uger, for den hidtidige vækstmodel med nulrenter og meget mere gæld er ikke længere brugbar."
I en kommentar i Information lørdag skriver chefredaktør Rune Lykkeberg blandt andet: "Det, Johnson har forstået, er, at den, der demonstrerer, at man ikke behøver tage samfundets forventninger og koder alvorligt, kan vinde en forsamling. Man får magt over folk, hvis man viser, at man er hævet over det, alle bliver begrænset af. [...] Den ene side af den strategi er, at den er samfundsundergravende. Først løj Johnson som journalist om EU, og siden gennemførte han Brexit med en masse løfter, han vidste, han ikke kunne holde. På den anden side kan det være frigørende i et samfund, hvor moralske forventninger og intense civiliserede koder producerer skam hos alle, at premierministeren viser en, at man kan være god nok, selv om man opfører sig dårligt."
Altinget fredag bringer en kommentar af Claus Grube, seniorrådgiver, fhv. ambassadør (London), fhv. departementschef, Udenrigsministeriet, bestyrelsesmedlem, Danmark-Amerika Fondet, Hamlet Scenen i Helsingør og Ærø Museum. Han skriver blandt andet: "Boris Johnsons tid som partileder og premierminister i Storbritannien synger på sidste vers inden tæppefaldet. Det har han kun sig selv at takke for ligesom hans forgænger Margaret Thatcher. Men hvad vil eftertiden huske ham for? [...] Som tiden går, vil to ting stå tilbage: Boris Johnson er sin generations mest ukonventionelle, farverige premierminister. Og frem for alt vil han huskes for Brexit. [...] Boris Johnson og hans lille klike af højrenationale EU-modstandere kunne ikke tro deres eget held, da det i 2016 lykkedes Johnson at elektrificere en kedelig folkeafstemningsdebat og køre både David Cameron og Labours daværende leder, Jeremy Corbyn, af banen. Bombastisk, optimistisk og bevidst manipulerende konverterede han nærmest fra den ene dag til den anden fra ultraliberal Konservativ til EU-modstander, engelsk nationalist og antiimmigrationsfortaler. Målet helliger midlet. Men målet var ikke at forlade EU, men at bringe Boris Johnson til magten i Storbritannien. Brexit var kun midlet. [...] "Get Brexit Done" lød mantraet fra Boris Johnson under valgkampen i 2019, som indbragte Det Konservative Partis største valgsejr i nyere tid med et så solidt flertal, at premierministerposten var sikret til næste valg i 2024. Troede han. Og Brexit skulle gennemføres for enhver pris, uanset hvor hårde konsekvenserne ville blive for virksomhederne og de selvsamme arbejdere i nordøstengland, som i stort tal have stemt på Boris Johnson for at stoppe indvandringen af EU-arbejdskraft. [...] Brexit var hele vejen igennem baseret på urealistiske løfter og uærlighed om konsekvenserne i en sådan grad, at man må frygte, at det er blevet en kronisk del af britisk politik. Uden Boris Johnson havde Brexit ikke fundet sted, og David Cameron ville have vundet folkeafstemningen om fortsat EU-medlemskab i 2016. [...] Selvom Boris Johnson går af, vil Brexit ikke blive ændret fra den ene dag til den anden. Storbritannien forlod EU 1. januar 2021. Sket er sket, og ingen af de nuværende politiske partier tør tage et opgør med den undergravende, selvskadende beslutning om at forlade EU. Men som tiden går, vil de langsigtede konsekvenser blive mærkbare for briterne, arbejdstagerne og forbrugerne. Nogen taler allerede om, at Storbritannien igen er "Europas syge mand" ligesom i 1970'erne."
Berlingske, lørdag, s. 15; Information, lørdag, s. 2; Politiken, lørdag, s. 1, 8, mandag, s. 8; Jyllands-Posten, lørdag, s. 17 (11.07.2022)
Prioriterede historier
Hvis Ukraines skæbne afhang af EU, ville der slet ikke være et Ukraine i dag
Politiken bringer søndag et interview med den slovakiske professor og EU-ekspert Štefan Auer, der for nylig har udgivet bogen 'European Disunion'. I bogen hævder han, at EU med sin institutionelle indretning og "bevægelse mod overnational suverænitet har begået hybris" og skabt "post-demokratisk undtagelsestilstand", som ikke løser EU's interne problemer. Han mener, at EU skal give medlemsstaterne bedre muligheder for at finde deres egen vej. "Polen har lige nu enorme problemer med retssikkerhed, men de bliver ikke løst i Bruxelles, der har en rolle at spille, men begrænset legitimitet og autoritet. Det mest demokratiske er at adressere problemerne nationalt. Skal EU omfavne Ukraine som medlem, må man også indskrænke sine overnationale ambitioner," siger Auer og fortsætter: "Vi glemmer nogle gange, at det tog flere årtier for vesteuropæiske demokratier at blive til det, de er i dag. Det vil være bedre og mere modigt af EU at erkende dét, love mindre og indse, at demokrati ikke kan hasteindføres med teknokratiske løsninger." Til spørgsmålet: "Giver det så ikke god mening, at den franske præsident Macron og kommissionsformand Von der Leyen vil gøre EU til en sikkerhedspolitik aktør og grundlæggende gøre EU endnu mere føderalistisk?" svarer han: "Jo, men gang på gang lever EU ikke op til formålet om at sikre fred og demokrati gennem samarbejde", siger Auer g fortsætter: "Når Boris Johnson vil noget udenrigspolitisk, kan han forfølge det, fordi han har autoritet, folkelig legitimitet og handlerum, men da EU's repræsentant for udenrigsanliggender, Josep Borrell, i marts lovede Ukraine kampfly, måtte han trække det tilbage, fordi nationale hovedstæder var uenige. Det skader EU's troværdighed." Štefan Auer mener, at der i krisetider er brug for magtfulde aktører, der kan træffe hurtige beslutninger, og som ikke bremses af EU's koordination. "Jeg er uenig i, at suverænitet ikke længere har relevans i vores forbundne verden. Tværtimod mener jeg, at suverænitet er vigtigere end nogensinde, og jeg vil heller ikke leve i en post-suveræn verden, hvor national suverænitet ikke er kilde til demokratisk ansvarlighed, for sådan en verden er en post-demokratisk verden."
Politiken, søndag, s. 2 (11.07.2022)
Selvsikker russer fik delt den store G20-fest i to
Berlingske bringer lørdag en analyse af international analytiker Kristian Mouritzen, som blandt andet skriver: "Det er sjældent, at "elefanten i rummet" manifesterer sig personligt. Men det gjorde den under G20-udenrigsministermødet på Bali i Indonesien i form af den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. Halvdelen ville ikke mødes med ham. Den anden halvdel ville ikke holde møde uden ham. Men alle talte om ham. [...] Og splittelsen på disse G20-møder bliver kun værre. Det næste møde i november bliver nemlig det helt afgørende mellem stats- og regeringscheferne, og den russiske præsident, Vladimir Putin, har allerede meddelt, at han selvfølgelig kommer. Og så kan det gå rent galt. Stats- og regeringscheferne fra især de vestlige lande har forbeholdt sig muligheden af at holde sig helt væk fra denne begivenhed, hvis ikke Rusland opgiver at underlægge sig Ukraine. Og det er der ingen tegn på. Tværtimod. Og så vil en væsentlig del af beslutningsprocesserne i den rige del af verden blive kortsluttet med de konsekvenser, det får for økonomien. [...] Så en uhyggelig tendens blev åbenbaret i Bali. Der er flere lande, der er villige til at opretholde forbindelsen til Rusland, hvilket på sigt kan svække forsøget på at isolere Rusland med omfattende sanktioner. Og hvis man skal tolke EUs udenrigsminister Josep Borrells udtalelser på mødet og gentaget på Twitter, så finder "mødet sted i en alvorlig situation", hvor landene skal vælge side. Intet mindre. "I lyset af aggressionen kan ingen være neutral," skrev han på Twitter. [...] Nu venter alle på topmødet i november, som kan blive afgørende for, om disse lande stadig kan stå sammen for at fjerne truslen fra Rusland. For en lang række andre problemer trænger sig på blandt andet klimadagsordenen, Men desværre lurer en række andre konflikter i kulissen. Ikke mindst USAs og Kinas indbyrdes konflikter."
Berlingske, lørdag, s. 16 (11.07.2022)
Fødevarekrisen kan føre til et mere isoleret Europa
Information bringer lørdag en analyse af chefanalytiker Ditte Maria Brasso Sørensen og analytiker Rasmus Egmont Foss. De skriver blandt andet: "Verdens ledere kan ikke blive enige om, hvem eller hvad der har skubbet kloden ud i en ny fødevarekrise. Fra Kina og det afrikanske kontinent fyger beskyldninger mod Vestens sanktioner over for Rusland, som i deres øjne fordyrer gødning og indespærrer korn. Imens afviser europæere ethvert ansvar for de stigende madpriser og insisterer på, at skylden for krisen ligger hos Putin. [...] I stormagternes spil om ansvaret for krisen er EU lige nu ved at miste grebet om fortællingen. Og selv om de humanitære hensyn bør veje tungest, er kampen om narrativet også ekstremt vigtigt for Europas geopolitiske magt og globale alliancer. Taber EU her, risikerer det nemlig at blive afgørende for synet på Vesten. Derfor har Europas ledere også indledt et globalt fremstød, der skal overbevise asiater, afrikanere og latinamerikanere om den europæiske version af historien, men det er langtfra givet, at det vil lykkes. [...] Skal EU bibeholde sit image som en ikkepolariserende blok, er det nødvendigt, at unionen kommer med konkrete løsninger, når det gælder krigens afledte effekter. Da Litauen for nylig blokerede transit af varer fra Rusland til den russiske enklave Kaliningrad, trådte Kommissionen til for at deeskalere situationen. Forhandlingerne mellem Kommissionen, EU-landene og Rusland omkring eksporten af varer til enklaven er et eksempel på, hvordan man kan forhandle om et delelement i krigen, uden at man dermed forhandler om fred som sådan. [...] Selv om Putin udnytter hveden som et våben i krigen, er det langtfra det narrativ, der er blevet globalt dominerende. For det meste af kloden er krigen på ukrainsk jord en regional konflikt, de helst vil stå uden for. Men når kampene får konsekvenser for resten af verden i form af pres på fødevareforsyningen og stigende inflation, kan nuancer om skyld og ansvar og principielle argumenter om demokrati og frihed få svært ved at trænge igennem. Derfor må EU sætte alt ind på at levere praktiske løsninger, der kan afbøde krigens afledte effekter, for unionen kan ikke tåle at tabe narrativet om en krise, der vil have massive humanitære og potentielt destabiliserende konsekvenser."
Information, lørdag, s. 4-5 (11.07.2022)
Arbejdsmarkedspolitik
Når frivillighedens vej ender blindt, giver EU-direktiv om kønsfordeling god mening
Berlingske bringer mandag en kommentar af Mette Louise Kaagaard, partner i Deloitte, som blandt andet skriver: "EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ser ud til at være blevet træt af at vente. Det er vi efterhånden mange, der er. Et nyt EU-direktiv om kønsfordeling blev vedtaget i foråret, og bolden ligger nu hos de børsnoterede virksomheders bestyrelser om at opnå lige kønsrepræsentation inden fem år fra nu. Konkret skal de børsnoterede selskaber inden 2027 sikre, at mindst 40 procent af deres almindelige bestyrelsesposter - eller 33 procent af deres almindelige og ledende bestyrelsesposter - besættes af personer af det underrepræsenterede køn. [...] Emnet er en varm kartoffel. Både fordi lovgivning opleves som begrænsende, og fordi mange danskere tror, det går meget godt med ligestillingen. Men det gør det ikke. Der er lidt fremskridt, men det er primært C25-virksomhedernes bestyrelser, hvor Deloittes seneste analyse viser, at vi i Danmark har sneget os op på knap 30 procent kvinder - en fremgang fra cirka 25 procent i 2018. Der er ikke fremskridt på direktionsgangene, og der er heller ikke mærkbar fremdrift i de øvrige virksomheders bestyrelser. [...] Vi har brugt årtier på at bevæge os i sneglefart. Der er ikke nok fremdrift. 'Virksomheden' Danmark kan ikke leve med den stadigt manglende diversitet. Den skævhed i inklusion og indtjening, der er resultatet, giver nemlig dårligere velfærd til os alle sammen. EU-direktivet er et vigtigt tiltag, fordi det forpligter med hårde måltal, og vi har brug for den acceleration. Vi har brug for at få hastighed på og gøre meget mere, end vi gør i dag."
Berlingske, mandag, s. 20-21 (11.07.2022)
Det digitale indre marked
Djøf-kommission: EU's techlov er for vag og kommer for sent
Formanden for Djøf's techkommission, Stine Bosse, mener, at vi allerede nu skal forberede den næste regulering af tech. "EU-lovgivningen er ret vag, og i praksis vil den ikke rykke særlig meget. Og loven træder først i kraft i 2024. Det er noget sent, behovet er der tydeligvis allerede nu," siger Stine Bosse. Det er to danske politikere, som har spillet hovedroller i udformningen af loven om digitale tjenester. Margrethe Vestager (R), ledende næstformand i kommissionen med ansvar for den digitale omstilling, har stået i spidsen for kommissionens forslag og Christel Schaldemose (S) har været Europa-Parlamentets chefforhandler. Stine Bosse mener, at deres indsats har været fantastisk, men vurderer samtidig, at det ikke er nok og derfor er det vigtigt allerede nu at tale om den næste generation af regulering. Christel Schaldemose mener, at efter EU-standarder har de været lynhurtige til at forhandle aftalen på plads, men hun udelukker ikke, at loven skal revideres og strammes, hvis det på et tidspunkt viser sig, at den ikke lever op målsætningerne. "Det går så hurtigt i den digitale verden, at vi næppe har løst det hele i denne lov. Men det er klart et kæmpe skridt fremad. Præmissen er nu, at vi ikke behøver at finde os i hvad som helst. Vi pålægger virksomhederne et ansvar for, hvad der foregår på deres platforme. Jeg ved fra selskabernes lobbyister, at det vil have en kolossal effekt," siger Christel Schaldemose.
Politiken, mandag, s. 2 (11.07.2022)
Grundlæggende rettigheder
USA's abortafgørelse går imod en global tendens til liberalisering
Abort er stadig forbudt i en del af verden, men de senere år er det i mange lande gået mod liberalisering og flere iagttagere vurderer, at den amerikanske højesteretsafgørelse næppe kan vende den udvikling, skriver Kristeligt Dagblad mandag. Både FN's Menneskerettighedskomité og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har knæsat retten til sikker abort som en menneskerettighed, men fra den franske jurist og leder af den katolske tænketank ECLJ, Europæisk Center for Lov og Retfærdighed, Gregor Pupinck, lyder det, at abort aldrig har fået status som en menneskeret. ”Den amerikanske højesteret siger nu ligesom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at privatlivets fred ikke kan benyttes som argument for abort. Der eksisterer nu flere synspunkter om abort i det amerikanske samfund, ligesom der også gør i Europa,” siger Gregor Pupinck. I Europa har den amerikanske beslutning dog hovedsageligt udløst tiltag, der skal styrke retten til abort og et flertal i EU-Parlamentet krævede i torsdags, at retten til sikker abort skrives ind i EU's Charter om grundlæggende rettigheder. I Frankrig er der også et lovforslag på vej, der skal forfatningssikre retten til abort og Tyskland har i kølvandet på den amerikanske afgørelse vedtaget en længe planlagt lovændring, som afskaffer en over 80 år gammel lov, der forbød læger at oplyse om abortmetoder. Katrine Thomasen, associeret direktør for Europa i den internationale organisation Center for Reproductive Rights, forventer ikke, at den amerikanske udvikling for betydning globalt. ”Vi er opmærksomme på, at tilbagerulningen af retten til abort kan være begyndelsen til yderligere tilbageskridt, også hvad angår adgangen til prævention i USA. Men den klare globale tendens til liberaliseringer af abortlovgivningen vil formentlig fortsætte,” siger Katrine Thomasen.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (11.07.2022)
Institutionelle anliggender
Afløseren findes efter et valg
I Ugens Brev i Ekstra Bladet mandag skriver Leif K. Mikkelsen fra København, at han er godt træt arrogante Margrethe Vestager som dansk EU-kommissær. Han spørger hvor længe man egentlig kan sidde som EU-kommissær, og hvem der ellers er kandidat. Til det svarer Hans Engel: "Der er ingen grænse for, hvor længe EU-kommissærer kan forlænges. Næstformanden i den nuværende kommission sidder således på tredje omgang, fortæller Folketingets EU-oplysning. Men det normale har været en eller højst to omgange. Når valgperioden udløber, vil Vestager sammen med Henning Christophersen være de danske EU-kommissærer, der har siddet længst: ti år. Den nuværende valgperiode for kommissærerne udløber 31. oktober 2024, og hvem der bliver Vestagers afløser, er uvist. Jeg er sikker på, det bliver et af de spørgsmål, en ny rød eller blå regering skal tage hånd om ved konstitueringen efter et kommende valg. Det bliver en del af en regeringsaftale, ligesom der skal findes ny formand for Folketinget. EU-posten vejer tungt, og de radikale skal betale en høj pris, hvis Vestager skal fortsætte. Der er flere stærke kandidater i den nuværende S-regering, men de vil formentlig helst fortsætte som ministre. Desuden er interessen i S - og formentlig også R - for at få Vestager hjem til dansk politik nok stærkt behersket."
Ekstra Bladet, mandag, s. 15 (11.07.2022)
EU er blevet Tysklands erstatningsreligion
Kristeligt Dagblad bringer lørdag et debatinterview med den hollandske historiker og specialist i international politik, René Cuperus, som hverken er ”EU-tilhænger” eller ”EU-skeptiker”. Han er derimod EU-realist, og det er netop, fordi han vil bevare det europæiske samarbejde, at han har skrevet bogen ”Syv myter om Europa. Forsvar for et forsigtigt Europa”. Bogen handler om de myter, han mener undergraver det europæiske projekt, netop som Europa mere end nogensinde har brug for at stå sammen om at løse fælles udfordringer. ”Det geopolitiske, autonome EU med tættere forsvarssamarbejde, som især Frankrigs præsident Emmanuel Macron har gjort sig til talsmand for, er nu ved at blive et resultat af krigen i Ukraine. Danmark vil med i det europæiske sikkerhedssamarbejde, og Sverige og Finland vil med i Nato. Alle rykker sammen om en fælles sikkerhedspolitik, og det er nødvendigt. Men det er ikke det samme som at have en fælles regering, ” siger den 63-årige seniorforsker ved Clingendael Institut, Hollands førende tænketank om international politik. Han mener, at drømmen om en europæisk føderalstat særligt lever i Tyskland, og den holdes i live af myter, som han går til angreb på i bogen. En af myterne han beskriver i bogen er ”urmyten om Europas forening” som et nødvendigt resultat af Anden Verdenskrig og arvefjendskabet mellem Frankrig og Tyskland. ”Jeg skrev denne bog til Tyskland. Vi har brug for, at alle kan blive ved med at tro på Europa, og det går ikke, hvis Tyskland bliver ved med at promovere en føderalstat efter tysk model. Der tales i Tyskland om Europa, som om det var en religion, og det er det også for tyskerne: Et erstatningsfædreland og en ny religion, der er udsprunget af den moralske skyld og de historiske ar efter de tyske grusomheder i det 20. århundrede. Tyskland ser Europa som en slags tysk føderalstat, bare med flere delstater,” skriver Cuperus i sin bog. Han mener, at demokratiet i EU først og fremmest skal hvile på de nationale demokratiske institutioner. Men hvis medlemslandene skal stå sammen over for trusler udefra, skal regeringerne give afkald på den ret til at slå hælene i for at beskytte nationale interesser, som er begrundelsen for, at udenrigspolitik besluttes ved enstemmighed i EU's ministerråd.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 5 (11.07.2022)
Krigstræt. Kampen om opmærksomheden er en essentiel del af Ukraines modstand
Politiken lørdag bringer et debatindlæg af Jeanette Serritzlev, militæranalytiker med speciale i informationskrig, Forsvarsakademiet. Hun skriver blandt andet: "Krigen i Ukraine er gået ind i sin femte måned. Det er først og fremmest ulykkeligt for de ukrainere, som lever med krigen hver dag. Men det betyder også, at krigen for os andre er blevet hverdag, et baggrundsbillede i nyhedsstrømmen. [...] Økonomiske analyser siger, at sanktionerne får alvor vil få effekt i efteråret, herunder også i en form, der kan påvirke den russiske krigsmaskine. De samme analyser kan man selvfølgelig lave i Kreml, ligesom man kan se de begyndende sprækker i EU-sammenholdet, som for alvor kan manifestere sig, når vinteren sætter ind. Billedet på tværs af EU er nemlig fragmenteret. En ny måling fra European Council on Foreign Relations undersøger holdningerne til krigen i ti EU-lande. Målingen viser en meget stor forskel på, hvordan krigen anskues, alt efter om man sidder i Sverige eller Italien (Danmark er ikke med i undersøgelsen). I Sverige angiver 83 procent af de adspurgte, at de ser Rusland som den primære ansvarlige for krigsudbruddet. I Italien hedder det tal 56 procent. Tilsvarende på et andet spørgsmål om, hvorvidt den nationale regering fokuserer for lidt eller for meget på krigen i Ukraine i forhold til nationale problemstillinger, er andelen af svenske respondenten, der svarer 'For meget' 28 procent, mens tallet for de italienske respondenter er 48 procent. Det er en indikation på, at den samlede EU-støtte til Ukraine har en grænse. En grænse, som kan rykke nærmere i takt med en mere ustabil økonomisk situation. [...] Men vi ser også nogle justeringer i kommunikationsstrategien. Det militære spor, der i krigens første fase alene handlede om ukrainsk heltemod og succes, handler nu også om ukrainske tab og udfordringer på kamppladsen. [...] Og så er der EU-sporet. Det fylder mere og mere, selvfølgelig ikke mindst på grund af Europa-Kommissionens opbakning til kandidaturet. Der er stadig langt til medlemskab, og det ved Ukraine godt. Man kan se flere og flere opslag på sociale medier, der alene fokuserer på EU og ikke kun krigen. Det handler om at vise Ukraine som et land, der vil EU og er klar til EU. [...] Kampen om vores opmærksomhed kræver, at der spilles på flere strenge. At vi skiftevis involveres med følelserne og forstanden. Ukraine vinder ikke krigen ved likes eller delinger på sociale medier. Men hvis vi holder op med at like eller dele, fjerner algoritmerne krigen fra vores digitale opmærksomhed? Det har Ukraine ikke råd til."
Politiken, lørdag, s. 4 (11.07.2022)
Populisterne falder på stribe, men deres kynisme lever videre
Politiken bringer en søndag en kommentar af Michael Jarlner, international kommentator, som blandt andet skriver: "De er faldet på stribe: Boris Johnson. Donald Trump. Benjamin Netanyahu. Andrej Babis. De seneste par år har været en ren nedtur for nogle af denne verdens største populister, efter at de med løgne og politisk vandalisme red på en politisk bærebølge i årene 2015-20. Efter at de med netop disse løgne og politisk vandalisme udhulede alt det, som et oplyst demokrati burde stå for. [...] Vi skal også gøre os udgangspunktet klart: At ledere som Boris Johnson og Donald Trump førte det vestlige demokrati ud i en krise på et tidspunkt, hvor det står historisk udfordret af autoritære strømninger fra Kina og Rusland. Donald Trump blæste på fakta og havde øjensynlig lettere ved at omgås autokrater og diktatorer end europæiske allierede. Boris Johnson løb for nylig fra sin egen aftale med EU om vilkårene for Brexit. Respekten for internationale aftaler og værdier kunne dårligt være mindre. [...] Det er disse britiske og amerikanske bedrag, som Boris Johnsons og Donald Trumps politiske arvtagere nu skal omgøre. Det kræver mere end nye ansigter. Det kræver et opgør med de to megapopulisters tankegods og det, der i sin tid bragte dem til magten. Og det, der altså bragte mange af dem, som nu skal udføre reparationsarbejdet, til magten. Endnu et af populismens paradokser."
Politiken, søndag, s. 2 (11.07.2022)
Tommy Brink mistede sin bilreservation, fordi han blev forsinket i en halv time
EU-Kommissionen har fået foretaget en screening af 78 europæiske formidlere af udlejningsbiler i 10 EU-lande og Norge, som viser, at mange af formidlerne overtræder EU's forbrugerbeskyttelsesregler. Det skriver Jyllands-Posten søndag. "Forbrugerne skal have information og fuld gennemsigtighed om udlejningsbetingelserne og mæglernes rolle. F.eks. skal forbrugerne vide, hvilket selskab de skal kontakte, hvis deres fly bliver udskudt. De skal også have klar og fuldstændig information om den fulde pris på lejen og forsikringen - for at undgå ubehagelige overraskelser ved afhentning af bilen," siger EU-justitskommissær Didier Reynders. Ifølge screeningen er det på næsten en tredjedel af hjemmesiderne uklart, om forbrugerne skal kontakte mægleren eller udlejningsfirmaet i tilfælde af forespørgsler eller klager og en meddelelse fra EU-Kommissionen lyder det nu, at de formidlere, som ikke lever op til EU's forbrugerbeskyttelsesregler, vil blive kontaktet for at rette deres websteder og om nødvendigt iværksætte håndhævelsesforanstaltninger i overensstemmelse med deres nationale procedurer.
Jyllands-Posten, søndag, s. 8 (11.07.2022)
Klima
Naturgas er ikke natur
Politiken bringer mandag et debatindlæg af Philippe Grandjean, professor i miljømedicin, DR.MED, som blandt andet skriver: "Er naturgas virkelig 'grøn' energi? Der foregår en heftig debat om emnet i Europa lige nu, efter at EU-Parlamentet i sidste uge afviste at bremse et forslag, der kategoriserer atomkraft og naturgas som grønt. Men skal man anse naturgas for bæredygtig, bare fordi den er nødvendig i en overgangsperiode? [...] Betegnelsen naturgas har givet olieindustrien store fordele, og produktet er markedsført som ren energi og som det bedste middel til at frigøre os fra forurenende fossile energikilder. Men naturgas er jo også fossil energi! Når betegnelsen er hængt ved, skyldes det sikkert, at det har givet økonomiske fordele. [...] Forskere i Boston har for nylig analyseret naturgas fra anlæg i et stort antal husstande. Som ventet indeholdt gassen overvejende metan, men også en del ætan, der er kemisk storebror til metan. Men det er ikke hele sandheden. Den naturgas, som benyttes i de amerikanske husstande, viser sig at indeholde knap 300 andre gasser og dampe. Heraf regnes de 21 for giftige. Det gælder især stoffet benzen, som er kræftfremkaldende, og som blev fundet i 95 procent af målingerne. [...] Gas fra undergrunden er markedsført som naturgas, ikke bare på dansk. Det er fra dengang, man endnu ikke tænkte på klima og indhold af giftstoffer. Men er den fortsatte brug af ordet naturgas ikke et eksempel på greenwashing? Lad os dog droppe betegnelsen naturgas. I stedet kan vi jo kalde det fossilgas."
Politiken, mandag, s. 7 (11.07.2022)
UGENS SKUFFELSE
Information lørdag bringer en artikel med kåringen af "Ugens skuffelse", som ifølge avisen er, at investering i naturgas og atomkraft fremover kan betegnes som grøn. Tilbage i februar besluttede EU-Kommissionen i deres udspil, at en investering i naturgas og atomkraft kunne tælle som grøn, hvilket vakte stor debat. I denne uge skulle Europa-Parlamentet så stemme om en indsigelse, der ville tvinge Kommissionen til at ændre sin definition, hvis den fik de nødvendige 353 stemmer. Det lykkedes dog ikke. 278 stemte for indsigelsen, mens 328 stemte imod. Det betyder for det første, at EU nu sender et kraftigt signal til private investorer og pensionskasser om, at man skubber kloden i en grøn retning, når man investerer i naturgas og atomkraft. For det andet får grønnere energikilder som vind og sol ikke det nødvendige skub. Og endelig virker hele EU-taksonomien, som man kalder det fælles klassificeringssystem, der har til formål at fremme bæredygtige investeringer, nu som ren greenwashing af energikilder, verden ikke bør være afhængig af.
Information, lørdag, s. 2 (11.07.2022)
”Katastrofal” afstemning om klimaet fik spaltet Venstres EU-gruppe
Et flertal i Europa-Parlamentet besluttede i onsdags, at man fremover kan betegne investeringer i naturgas og atomkraft som grønne og bæredygtige. Venstres parlamentsmedlem, Linea Søgaard-Lidell, der stemte for forslaget om at fjerne atomkraft og gas fra listen over bæredygtige investeringer, kalder udfaldet af afstemningen for ”katastrofal”. Det skriver Berlingske lørdag. ”Det er katastrofalt, fordi det her betyder, at vi risikerer at binde os til fossil energi længe efter, vi burde have udfaset den, og det vil betyde, at vi ikke når vores klimamål," siger Linea Søgaard-Lidell, som er uenig i sine partifællers beslutning. Venstres europaparlamentariker, Søren Gade, stemte nemlig imod, mens de to andre fra Venstres gruppe i Bruxelles, Morten Løkkegaard og Asger Christensen, stemte blankt, hvilket i praksis er det en stemme mod forslaget. ”De har været med til at beslutte, at naturgas fremover kan kaldes grønt. Og de har så også accepteret, at det værktøj, der skulle have hjulpet os med at nå vores klimamål, bliver udvandet og dybt utroværdigt, og at vi kommer til at binde os til fossil energi. Men det må de jo stå på mål for,” siger hun om deres beslutning. Til spørgsmålet: "Venstre har de seneste år forsøgt at iscenesætte sig selv som et meget grønt parti, der kæmper for klimaet, og nu viser det sig, at 75 procent af jeres gruppe i Europa-Parlamentet stemmer noget, som du mener, vil være helt katastrofalt for klimaet. Hvordan hænger det sammen?" svarer Linea Søgaard-Lidell: "Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det er da dybt frustrerende. Men det er nok også noget en generationskløft i dette spørgsmål." Hun understreger, at hun har fuld opbakning til sin linje fra Venstres folketingsgruppe.
Berlingske, lørdag, s. 17 (11.07.2022)
Migration
Dom for dødelige pushbacks
I Informations leder lørdag kan man blandt andet læse: "Den 20. januar 2014 forsøgte 17 flygtninge at sejle fra Tyrkiet til Grækenland i en overfyldt båd, og ud for den lille ø Farmakonisi i Det Ægæiske Hav blev de spottet af den græske kystvagt. Men i stedet for at redde dem og bringe dem i sikkerhed begyndte kystvagtskibet at bugsere flygtningene ud af græsk farvand igen og tilbage mod Tyrkiet. [...] Nogle af de overlevende har sidenhen fortalt, at besætningen på det græske kystvagtskib ikke gjorde en indsats for at hjælpe de skibbrudne flygtninge. De valgte i stedet at stå på dækket og råbe skældsord efter dem. Og de flygtninge, der endte med at blive reddet, blev efterfølgende truet, slået og udsat for ydmygende behandling, blandt andet blev de stillet nøgne op over for hinanden og undersøgt i deres kropsåbninger. Det er de overlevende flygtninges version, og torsdag gav Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dem medhold, da de græske myndigheder blev dømt for ulovligt pushback af de 27 flygtninge. Retten fandt, at den græske kystvagt havde forbrudt sig mod flygtningenes ret til liv, og at de var blevet behandlet på umenneskelig og nedværdigende vis. Kendelsen er skelsættende, da det er et nybrud, at et EU-land stilles til regnskab af menneskerettighedsdomstolen for at udføre de såkaldte pushbacks, hvor stater illegalt og i et brud på internationale konventioner og europæisk lov, tvinger potentielle asylansøgere ud af landet igen og dermed krænker deres ret til at få et asylkrav behandlet. Men spørgsmålet er, hvor stor en effekt dommen vil få. [...] Den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis påstår, at myndighederne ikke udfører illegale pushbacks. I stedet siger han, at Grækenland har en ”hård men fair” udlændingepolitik. Nu er der i hvert fald en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som fastslår, at der ikke er hold i hans benægtelser. FN har også registreret hundredvis af tilfælde, hvor Grækenland illegalt har presset migranter og flygtninge retur. ”Det, som sker ved det europæiske grænser er juridisk og moralsk uacceptabelt og skal stoppe,” siger FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi. Og EU's flygtningekommissær, Ylva Johansson, har beskrevet pushbacks som ”en krænkelse af vores fundamentale europæiske værdier”. EU-lande roser tit og ofte sig selv for at være bannerførere for menneskerettigheder og ret og lov, men behandlingen af asylansøgere fortæller, at virkeligheden er en ganske anden, og bag parolerne føres en politik, der primært satser på at gøre forholdene så brutale, at det vil skræmme flygtninge og migranter fra at forsøge at komme til Europa. Det er nu tydeligt, at der ikke blot er tale om anekdotisk mishandling af asylansøgere, og denne uges dom understreger, at der er et behov for uafhængige undersøgelser og monitorering af forholdene, så vi kan få et opgør med en grænsepolitik, der er så skammeligt brutal. Men fortsat bliver europæiske politikere og vælgere - inklusive de danske - ved med stiltiende at acceptere, at frontstater som Grækenland gør det beskidte arbejde med at holde uønskede asylansøgere på afstand."
Information, lørdag, s. 24 (11.07.2022)
Sikkerhedspolitik
EU må gentænke sin struktur
Berlingske bringer mandag en kronik af Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun skriver blandt andet. "Siden Europadagen i Odesa er der gået syv år, og den Europæiske Union står med de sværeste udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer siden afslutningen på Den Kolde Krig. Spørgsmålet er, om EU er klædt på til at adressere disse udfordringer. [...] Demokrati er som politisk styreform på tilbagegang på verdensplan. I stedet opstår hybride regimer eller rent autoritære stater, hvor civilsamfund, politisk aktivisme og uafhængige medier i mange af disse stater undertrykkes brutalt. [...] Krigen i Ukraine har tydeliggjort, at EUs umiddelbart største geopolitiske udfordring er fraværet af en fungerende europæisk sikkerhedsarkitektur. Det europæiske kontinent er splittet i et EU og de europæiske stater, som ikke er i EU, hvilket gør, at disse lande let bliver kampplads for proxyer for indflydelse og magtkampe mellem globale og regionale magter om landene uden for EU. Derfor er EU-udvidelsen ikke kun et spørgsmål om økonomi og organisation, men et spørgsmål om sikkerhed og bæredygtig fred i Europa. [...] Tiden er kommet til, at EU må gentænke sin struktur og udvikle en klar vision for et europæisk samarbejde, der dækker hele det europæiske kontinent, og en model for fredelig sameksistens med Rusland efter Putin, der trækker sig fra Ukraine og de frosne konflikter i nabolandene, som Rusland bruger til at sikre fortsat indflydelse i landene. I en verden, som oplever en stigende geopolitisk konkurrence, har BNI, energi og demografi betydning. Vi har brug for et større og stærkere integreret europæisk økonomisk samarbejde. Og vi har brug for stærke velfungerende fredelige stater i vores nærområde."
Berlingske, mandag, s. 20-21 (11.07.2022)
Hun forudså "kaos": Putins krig får hende til at tegne et dystert billede af fremtiden
Berlingske bringer lørdag et interview med den britiske professor og forfatter Helen Thompson. Hun mener, at efter invasionen af Putin har den fatale tyske gasafhængighed udviklet sig til en blamage for Berlin. "De tyske politikere blev dengang ved med at fremstille det som et kommercielt projekt, eftersom de ikke ønskede at sige åbent, at de prioriterede tyske energipolitiske interesser over Ukraines position," siger Helen Thompson og tilføjer: "Det faldt dem ikke ind, at Putin kunne finde på at udkæmpe en krig, der ville true forholdet mellem Rusland og Tyskland." Helen Thompson mener, at det er umuligt at sige, hvordan en ny verdensorden ser ud. "USAs problem er, at man ikke som før kan projicere militær magt. Man brugte 20 år på krige i Mellemøsten. Se blot på resultatet i Afghanistan. Det er denne sameksistens af amerikansk svaghed og styrke, der gør det svært at øjne konturerne af en kommende geopolitisk orden," siger hun. Hun mener dog, at der er grund til spinkel optimisme: "I en erklæring, som EU-Kommissionen og Det Internationale Energiagentur har udsendt for nylig, hedder det også, at hvis man seriøst vil gå imod Rusland, er man nødt til at mindske energiforbruget. Bruge bilen mindre og så videre. Ikke mindst på grund af klimaforandringerne er det en nødvendighed. Hvis begivenhederne har flyttet os hen i et rum, hvor man kan tale om det, er det en velkommen udvikling."
Berlingske, lørdag, s. 6-7 (11.07.2022)
Krigen i Ukraine understreger vigtigheden af den digitale slagmark
Altinget bringer en kommentar af Niels Tanderup Kristensen, direktør for Global Affairs, cBrain. Han skriver blandt andet: "Ukraine har med succes brugt teknologi og digitalisering i sin krigsførelse. Landet har rekrutteret tusindvis af frivillige borgere og udnyttet deres it-talenter i bestræbelserne på at underminere russiske informationskampagner og samtidig fokuseret på at indsamle så meget data om fjenden som muligt. Ukraine har styrket sin internationale støtte gennem online kampagner og møder og fået teknologivirksomheder til at blokere tjenester i Rusland. [...] Brugen af sociale medier har været en blanding af standard krigspropaganda med fortællinger om heltemod og politiske taler med tråde til tidligere krige, forfattere, digtere og statsmænd. Historier der spænder over det mytiske spøgelse fra Kiev, som angiveligt var en jagerpilot, der ødelagde en række russiske mål, til videoer af almindelige civile mål, der bliver bombet, hvor vi ser folk flygte eller gemme sig, mens fragmenter regner ned over dem, til Zelenskyjs verbale angreb på konstruktionen af vores nuværende multilaterale samarbejde i EU, Nato og FN og den manglende våbenstøtte. I lyset af Putins krig i Ukraine tror jeg, mange for alvor har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at føre krig på den digitale slagmark. Ikke at det er noget nyt, at kommunikation betyder voldsomt meget i krig, men at de digitale platforme gør os i stand til at få informationer hurtiger og i langt større omfang. Både hvad angår cyber warfare, men særligt den daglige kommunikation til det almindelige menneske. [...] Krigen i Ukraine har således på mange måder transformeret den måde, hvorpå krige også udkæmpes. Det er et felt, hvis betydning er stigende, og som har en betydelig indvirkning på alle aspekter af nutidig politik, samfund og kultur. Og hvor vinderen ikke nødvendigvis har den største rustning, men forstår at udnytte den digitale slagmark."
Altinget, mandag (11.07.2022)
Militæranalytiker: Fremtidens forsvar skal ikke indrettes bag lukkede døre
Altinget bringer søndag et debatindlæg af Jens Wenzel Kristoffersen, orlogskaptajn, militæranalytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: "Efter et veloverstået Nato-topmøde, hvor de fleste glæder sig over, at Finland og Sverige nu er inviteret ind i alliancen, og med udmeldingerne om en styrkelse af Natos reaktionstyrker på op til 300.000 mand, er det blevet tid for alliancen til at trække i arbejdstøjet for at få omsat det nye strategiske koncept til virkelighed. Dette gælder også for Danmark. Særligt i forhold til opgaven med at få indrettet forsvaret, så vi for det første kan leve op til vores nuværende og kommende forpligtelser overfor Nato (det, man kalder for Natos styrkemål til nationerne). For det andet, så vi er i stand til at varetage forsvaret af Danmark i samarbejde med allierede venner og forstærkninger. Og her er der nok at tage fat på. [... ] Derfor vil en god start ville være, at politikerne med involvering af Forsvaret gav forsvarsloven et "serviceeftersyn". Her bør de spørge sig selv, om loven stadig holder? Lever den fortsat op til en forandret sikkerhedspolitisk virkelighed? Når det er afklaret, og eventuelt nye opgaver er defineret, er tiden til at vende sig mod Forsvaret. Men først efter at en grundig debat har skabt klarhed over, hvilke opgaver man fra politisk hold ønsker, at Forsvaret skal løse, eksempelvis i Arktis, inden for Rigsfællesskabet, i det høje nord, i det varme syd, i øst mod Baltikum og i vest ude i Atlanten i forhold til alliancepartnere, i forhold til migration eller i EU-regi. [...] Ovenstående kræver politisk mod og ledelse. Især i forhold til de kommende forligsforhandlinger. Denne gang ikke som en lukket boks, hvor kun inderkredsen har adgang til diskussionerne, men i et åbent forløb, hvor såvel politikere, befolkningen og forsvaret har bidraget."
Altinget, søndag (11.07.2022)
Udenrigspolitik
Putin tog fejl af Ukraine og Vesten, det kan og bør blive fatalt for Rusland
I en kommentar i Jyllands-Posten søndag skriver publicist Per Nyholm blandt andet: "Det påstås, at Vladimir Putin vil genrejse et russisk imperium i Peter den Stores ånd. Det modsatte synes at ske. Krigen i Ukraine er indtil videre - under en vestlig betragtning - endt med et russisk tilbageslag så alvorligt, at det kompromitterer magtmennesket Putin og skaber tvivl om Ruslands fortsatte beståen. [...] Vesten opruster massivt. Amerikanerne, briterne og mange østeuropæere ser en historisk mulighed for at gøre det af med Rusland, der i sine forskellige udgaver - zaristisk, kommunistisk og nu fascistisk - har plaget kontinentet i langt over 300 år. [...] Vesten er mere samlet end nogensinde, og Vesten flytter mod øst. Nato udvider sin mobile interventionsstyrke fra 40.000 til 300.000 mand. USA etablerer et armé-hovedkvarter i Polen. Finland og Sverige forvandler sammen med Danmark, de baltiske stater, Polen og Tyskland den førhen delvis neutrale Østersø til et Nato-hav med russerne klemt inde på to brohoveder, Kaliningrad og Skt. Petersborg. [...] Måske skulle Vesten diskret opmuntre Ruslands påståede, men sultne venner i Beijing til at forgribe sig på det folketomme Sibirien og Fjernøsten. Målet må være en barbarisk, på det seneste stærkt anløben stormagts undergang til sikring af både Ukraine og Europa, som Ukraine er en del af."
Jyllands-Posten, søndag, s. 48 (11.07.2022)
Shinzo Abe dør efter skudangreb
Hidetada Fukushima, der er leder for akutafdelingen på Nara Medical University Hospital, bekræfter på et pressemøde, at Japans tidligere premierminister, Shinzo Abe, fredag er blevet dræbt af skud under en tale i den japanske by Nara. Det har vakt reaktioner fra ledere fra hele verden, skriver Altinget fredag. Jens Stoltenberg, som er Natos generalsekretær, beskriver på Twitter Shinzo Abe som "en forsvarer af demokratiet og min ven og kollega gennem mange år." Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, kalder attentatet et "brutalt og fejt mord" på Twitter. Hun skriver desuden, at Abe var "en fantastisk person, en stor demokrat og en vinder af den multilaterale verdensorden".
Altinget, fredag (11.07.2022)
Kilder
Detaljer
- Publikationsdato
- 11. juli 2022
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark