Skip to main content
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark
Supplerende information21. marts 2022Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser mandag den 21. marts 2022



Tophistorier

Rusland når ind i vigtig by, men sidder fast i Kyiv
I Politiken søndag kan man læse, at russiske styrker er trængt ind i den strategisk og politisk vigtige havneby Mariupol, der i de seneste tre uger har været under belejring. De 350.000 civile som er indespærret i byen, har hverken adgang til vand, varme, strøm eller telefonforbindelser. Blandt Ukraines cirka 44 millioner indbyggere er 9,8 millioner nu slået på flugt, oplyser UNHCR. De ukrainske styrker i hovedstaden Kyiv og den næststørste by Kharkiv har fortsat held med at holde russerne ude, men de bliver stadig angrebet fra luften. Politiken søndag skriver desuden, at de russiske styrker for første gang lørdag brugte et hypersonisk missil til at ødelægge et underjordisk militærlager i den vestlige del af Ukraine. "Vi kan se det ramme præcist i en underjordisk hangar med våben og ammunition," skrev det russiske forsvarsministerium som slog et videoklip af angrebet op på Twitter. Kinzhal-missilet har en rækkevidde, som gør det muligt at nå langt ind i Nato's område. Dominika Kunertova fra Center for Sikkerhedsstudier i Zirich vurderer, at missilet er en advarsel til Ukraine - men også til vesten - om, at Rusland har kapacitet til at optrappe konflikten yderligere.

Embedsfolk fra EU's 27 medlemslande har hen over weekenden slået sidste søm i en omfattende ny forsvarsstrategi for, hvordan landene vil ruste Europa til en mere usikker fremtid, skriver Politiken mandag. Strategien, som har navnet 'Det Strategiske Kompas', er både en politisk strategi for, hvordan EU ser verden, og en handlingsplan med konkrete mål, som landene bør levere på inden 2025. "Det har været nødvendigt at finde nye veje til, hvordan vi i EU kan støtte det forsvarsarbejde, som allerede foregår i Nato. For Nato er selvfølgelig stadig nummer 1, når det kommer til forsvaret af Europa, men der er en lang række områder som cyberforsvar og hybride trusler, hvor Nato ikke har mandat eller de rette værktøjer, men hvor EU har," lyder det fra Daniel Fiott, forsvarsanalytiker på EU Institute for Security Studies, som har været med til at udvikle kompasset. Ifølge Daniel Fiott handler forsvar i dag ikke kun om krudt og kugler og samtaler om fred. "I to årtier har vi i EU udelukkende beskæftiget os med krisehåndtering på steder som Afrika. Med kompasset siger vi, at det er ikke nok. Vi er nødt til at skubbe på en lang række andre områder, såsom hvad EU skal gøre inden for maritim sikkerhed, hvad skal vi gøre i rummet, og hvordan vi øger cybersikkerheden. Det er første gang, vi ser samlet på de områder gennem forsvarsbriller," siger han. Fiott mener, at vi er nødt til at være mere seriøse og mere realistiske i forhold til vores forsvar i Europa. Netop det ønsker den nye strategi. EU-landene vil i et tæt samarbejde med Nato sætte turbo på de områder, hvor EU er stærk, og lukke forsvarshuller, hvor hverken Nato eller EU-samarbejdet er stærkt i dag, eksempelvis cyber og hybride trusler. Et af strategiens markante omdrejningspunkter er ønsket om at lave en frivillig udrykningsstyrke på op mod 5.000 mand, som skal kunne sættes ind med kort varsel, hvis det brænder på i EU's nærområde. Det er frivilligt for EU-landene at deltage, og landene bestemmer selv, hvilke og hvor mange styrker de vil stille til rådighed - efter samme model som i Nato og FN. Daniel Fiott mener, at udrykningsstyrken er vigtig. "Der kan opstå situationer i vores nærområde, hvor det bliver nødvendigt for europæerne at kunne rykke ud selv. Hvor enten et land eller en paramilitær gruppe truer EU-interesser, især hvis andre aktører ikke ønsker at rykke ud, det kan være Nato - eller FN, hvor Rusland jo kan blokere," siger han og lover, at der ikke kommer en EU-hær: "Jeg kan ikke se, hvordan det nogensinde skulle ske. Alene af den grund at det overhovedet ikke er nødvendigt med EU-kontrol over en hær, hvis man har nationale forsvar med det rette udstyr, som kan tale sammen på tværs af lande. Selv de lande, som er stærkest tilhængere af et EU-forsvar, ønsker ikke at opgive suveræniteten over deres militær."

Vestens økonomiske krig mod Rusland i størrelse og slagkraft er uden historisk fortilfælde, men skulle de have gjort en afgørende forskel, skulle Putin have vidst, hvad der ville ramme ham på forhånd. Det mener de to amerikanske professorer, Navin A. Bapat, der er professor i freds- og krigsstudier ved University of North Carolina og Clifton Morgan, der er professor i samfundsvidenskab ved Rice University i Texas. De har sammen kortlagt århundreders brug af sanktioner, skriver Politiken søndag. "Helt generelt kan man sige, at sanktioner ikke virker lige så godt, når de bliver indført, som når man truer med at indføre dem. De er langt bedre til at forhindre stater i at angribe end til at sende angribende stater på retræten«, fortæller Navin A. Bapat. "Hvis man har som målsætning, at sanktioner skal få aggressoren til i hvert fald delvist at ændre adfærd eller politik, så viser vores data, at det lykkes i cirka 25 procent af de tilfælde, hvor der bliver indført eller truet med sanktioner," lyder det fra Clifton Morgan, som tilføjer: "Men vores tal viser også, at trusler om konkrete sanktioner har en effekt imellem 40 og 50 procent af de historiske tilfælde." De to professorer er enige om, at sanktionerne mod Rusland kan komme til at trække lange spor ud i fremtiden - måske endda forhindre nye krige. "Det, der sker lige nu, viser på en måde, vi aldrig har set før, hvor magtfulde USA, EU og deres allierede er, når det handler om at styre den globale økonomi til deres fordel. Det må få despoter i andre lande, der kunne have tanker om at invadere et land eller måske bare opruste militært, til at tænke sig om en ekstra gang," vurderer Bapat. Fredsforsker Jan Øberg mener, at langvarige sanktioner mod Rusland blot vil få befolkningen til at samle sig om Putin. Det skriver Jyllands-Posten søndag. Men ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, er det en meget forsimplet konklusion. "Det modbevises af de økonomiske sanktioner, der blev anvendt med succes i forhold til Serbien. Her røg Milosevic ud til slut. I Libyen opgav Gaddafi sine masseødelæggelsesvåben-programmer, og i Iran bidrog sanktionerne til den atomaftale, der blev indgået i 2015 - og det er også en væsentlig faktor, der får Iran til at indgå en ny aftale med USA," siger han. Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, er fortaler for sanktioner mod Rusland, fordi der reelt ikke er andre muligheder. "Sanktioner er et stærkt redskab, men det kommer til at gå ud over befolkningen i Rusland. Den kommer til at lide. Og der er en risiko for, at befolkningen vender sig væk fra Vesten og slår ring om Putin. Der kan også ske det modsatte, som det skete i Sydafrika, da sanktioner var med til at tvinge landets ledelse til at ændre samfundet. En befolknings reaktion på sanktioner er generelt meget svær at forudsige," siger forskeren.
Jyllands-Posten, søndag, s. 16-17; Politiken, søndag, s. 1, 2, 4, 14 (21.03.2022)

En styrke på 5.000 soldater skal forstærke EU's kampkraft
En militær styrke på op til 5.000 mand er et af de konkrete mål i den nye sikkerhedsstrategi, som EU's udenrigsministre forventes at godkende mandag, skriver Jyllands-Posten i dagens avis. Europa skal øge deres kapaciteter og vilje til at handle, og derfor skal der etableres en "udrykningskapacitet", der skal gøre EU i stand til at udsende styrker på op til 5.000 mand. Siden 2007 har EU haft mindst to kampgrupper stående standby. Grupperne er på omkring 1.500 mand, men den nye udrykningskapacitet skal kunne udsende op til 5.000 soldater, støttet af helikoptere, droner og fly. Det understreges i strategipapiret at udrykningsstyrkerne ikke skal erstatte eller konkurrere med Nato, men derimod støtte og samarbejde med Nato om opgaven om at varetage EU-landenes sikkerhed. Den danske regering støtter den nye sikkerhedsstrategi, men grundet forsvarsforbeholdet vil Danmark ikke blive omfattet af de nye styrker endnu. "Vi står bag vedtagelsen af kompasset, fordi vi mener, at Europa skal tage mere ansvar. Særligt i vores nærområde. Når Europa oplever nye trusler, bliver vi nødt til at rykke sammen i bussen. Danmark skal have mulighed for at bidrage til det, hvor vi kan og vil. Derfor anbefaler vi danskerne at afskaffe forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen den 1. juni," skriver udenrigsminister Jeppe Kofod i en mail. Christine Nissen, der er EU- og sikkerhedspolitisk forsker, DIIS, i Altinget, udtaler: "Den danske debat er dog stadig præget af myter om, hvad EUs forsvarspolitik går ud på, samt hvad det danske forbehold indebærer. De største af disse omhandler den frygtede (men ikke-eksisterende) EU-hær; at Danmark mister selvbestemmelse, hvis vi opgiver forbeholdet; og at mere EU betyder mindre USA," skriver Berlingske i dagens avis. Det danske forsvar har nu udsigt til at få yderligere 18 milliarder kroner om året, efter at have levet i en henslumrende tilværelse i mange år - både økonomisk og i danskernes bevidsthed. D. 1. juni håber et stort politisk flertal på Christiansborg, at dansker vil stemme de danske forsvarsbehold i EU væk, skriver Politiken i lørdagens avis.

Danmark har noget at byde ind med til EU's forsvar, så det er forkert, at vi ikke bidrager mere, mener forsvarsminister Morten Bødskov (S). Det skriver Politiken i dagens avis. "Med den udvikling vi desværre ser i Rusland, er der kommet et endnu større behov for, at vi definerer, hvad EU's forsvars- og sikkerhedspolitik er, hvordan den skal forme sig, og hvordan medlemslandene bidrager til at styrke sikkerheden i Europa. Det skal vi være med til," fortæller Morten Bødskov til Politiken i Natos hovedkvarter i Bruxelles og fortsætter: "Der er allerede indsatser i dag, vi ikke kan være med i på grund af vores forbehold. For eksempel en EU-operation i Bosnien for at stabilisere området, eller piratbekæmpelse ved Somalia, som er vigtig for den danske handelsflåde og samhandlen i EU. I Danmark har vi ikke lov til at træffe et valg om at være med på grund af forbeholdet, og det mener regeringen og et stort flertal af partier i Folketinget, at vi skal kunne. Ikke mindst fordi det er vigtigt, at vi er med til at stabilisere vores nærområder, så vores egen sikkerhed i Europa ikke er truet."

Jyllands-Posten bringer i søndagens avis et debatindlæg af Claus Jensen, forbundsformand, Dansk Metal og Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, Dansk Industri, og de skriver blandt andet: "Ligesom vi i EU skal stå sammen mod Rusland i form af økonomiske sanktioner, skal vi også være beredte på at forsvare vores interesser - i fællesskab. Derfor er det på tide, at Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet. Det ønsker et bredt flertal af Folketingets partier også. Det danske forsvarsforbehold har eksisteret siden 1993, og i øjeblikket er Danmark det eneste EU-land, der har sådan et forbehold. Det betyder konkret, at vi som land ikke deltager i EU's militære overvejelser og aktiviteter, at vi ikke bidrager til at finansiere dem, og at vi ikke deltager i udviklingen af EU's militære værktøjskasse. [...] Forbeholdet har som konsekvens, at Danmark mister indflydelse i EU. Det er bekymrende i en tid, hvor Europa i højere grad er nødt til at tage vare på sin sikkerhed, og hvor der sker en udbygning af samarbejdet mellem EU og Nato, som fortsat vil være hovedgaranten for dansk og europæisk territorialforsvar. For os er det indlysende, at vi i Danmark nu bør lægge det knap 30 år gamle forhold bag os. Verden og Europa har ændret sig. Vores interesse for at være med til at træffe beslutninger, der i stigende grad berører os, er nu meget klar. [...] Den traditionelle danske tilgang om, at vi står udenfor og ikke bidrager til EU's forsvarsdimension, klinger pludselig også ret hult. Vi er tværtimod helt enige med et bredt politisk flertal om, at Danmark skal tættere på kernen af EU. Husk på, at EU og det indre marked er fundamentet for mere end en halv million gode danske arbejdspladser."

I sin leder i lørdagens avis skriver Information blandt andet: "Desværre har folkeafstemninger om EU historisk også inspireret skræmmekampagner om overdrevne omkostninger ved et ”nej” og fortællinger om, at fornuftige, moderne mennesker nødvendigvis må sige ”ja”, og at de, der tillader sig, at have en anden holdning, skulle være demokratiets uansvarlige og uopdragne møgunger. Den slags ansvarlighedsdemagogi kan give ethvert selvstændigt tænkende menneske meget stærk lyst til at stemme nej. Bare for at nægte at adlyde. Også den folkeafstemning om Danmarks forsvarsforbehold, som finder sted den 1. juni, kan forfalde til gensidig udveksling af overdrivelser og skræmmebilleder. [...] EU er således en paradoksal konstruktion: Det er et fredsprojekt uden et fælles forsvar. Vi har erstattet en forsvarsstrategi med en markedsfundamentalisme, som siger, at lande, der handler sammen, ikke vil gå i krig mod hinanden. Det har virket internt i unionen, hvor gamle fjender er blevet nye samarbejdspartnere. Men i forhold til Europas omverden har den strategi spillet spektakulært fallit: Gennem samhandel med Rusland har vi finansieret Putins krigsmaskine og opgivet selvbestemmelse til en skruppelløs autokrat, fordi energiforsyning er et suverænitetsanliggende. [...] Det har længe været langsomt på vej, men efter først pandemien og nu invasionen i Ukraine og midt i klimakrisen står det fuldstændigt klart: Markedsfundamentalismens tid må være forbi i Europa. Vores handelspolitik, energipolitik, klimapolitik og sikkerhedspolitik genforhandles radikalt. Den gentænkning af europæisk suverænitet og uafhængighed skal Danmark være med til at præge på alle niveauer. Det er ikke, fordi vi ønsker oprustning og store kanoner. Tværtimod. Der findes rigeligt med våben i verden. Men det er, fordi vi vil være mere uafhængige af de andre derude, som har de store kanoner. Det er en frihedskamp for Europa mellem amerikansk techkapitalisme, kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, som det er i Danmarks og Europas interesse, at vi deltager i."

Altinget bringer i fredagens avis et debatindlæg af Christine Nissen, forsker i udenrigspolitik og diplomati, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og hun skriver blandt andet: "Da de fleste EU-lande også er Nato-medlemmer, eksisterer der en gennemgående interesse i at komplimentere og ikke duplikere ressourcer på tværs af organisationer. Den mellemstatslige karakter af EU-samarbejdet betyder også at alle lande har veto-ret, og frit kan blokere for beslutninger. Dermed er det danske forsvarsforbehold bemærkelsesværdigt, fordi Danmark som det eneste land har valgt at frasige sig denne vetoret, og dermed ikke kan forhindre en udvikling i EU som måtte gå imod danske interesser. Som der står skrevet i forbeholdet: "Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater på det (forsvarspolitiske) område". Hvis man ønsker at EU's forsvarssamarbejde bør begrænses og svækkes, er det således, paradoksalt nok først muligt, hvis man opgiver forbeholdet og dermed sikrer dansk vetoret på området. [...] At en styrkelse af Europas samlede evne til at agere forsvarspolitisk foregår i EU-regi, vil ikke betyde, at Nato kommer til at fylde mindre for den Europæiske sikkerhedsarkitektur - eller for Danmark uden et forbehold. Da de fleste EU-lande også er Nato-medlemmer, eksisterer der en gennemgående interesse i at komplimentere og ikke duplikere ressourcer på tværs af organisationer. EU og Nato er to meget forskellige aktører, når det kommer til forsvarspolitikken, og derfor vil der sjældent opstå situationer, hvor deltagelse i Nato-sporet udelukker EU-sporet og vice versa. EU's nyeste fokus på at styrke den Europæiske forsvarsindustri, og udvikle militært isenkram, er også noget Nato kan drage fordel af, da militære kapaciteter udviklet i EU-regi, vil kunne bruges i Nato-sammenhæng eller bilateralt - det står EU's deltagende lande frit for. Specifikt ønsker Bidens regering, at Europa får flere forsvarspolitiske muskler, som i USA's øjne vil styrke - ikke svække - det transatlantiske samarbejde."

Politiken bringer i dagens avis et debatindlæg af Europa-korrespondent Michael Seidelin, og han skriver blandt andet: "Som EU-korrespondent i Bruxelles i denne spændende periode oplevede jeg - og mine kolleger - hvorledes toppen i EU-Kommissionen og de øvrige landes repræsentanter i Bruxelles netop opfattede ideen om undtagelserne som et dengang innovativt og konstruktivt udspil. Let var det ikke at få juraen på plads, men der var - i modsætning til hvad de mest forbenede EU-fundamentalister dengang og fortsat mener - masser af god vilje i Bruxelles over for Danmark. Sagen skulle klares, og det blev den. [...] Nu har vi en mulighed for at deltage på lige fod med de andre og bidrage aktivt til styrkelsen af Europas og vores egen sikkerhed. Og det er vigtigt at stå på vognen nu, for Europa rykker i disse dage under indtryk af krigen i Ukraine, hvor alle vante forestillinger om alliancer, sikkerhed og respekt for suveræne staters grænser bryder sammen og må tages op til genvurdering. FLERE AF de ideer om styrkelse af det europæiske samarbejde, som nu er på bordet på diverse topmøder, er ikke nye. Det gælder forslaget om en europæisk forsvarsdimension, som fremkaldte kuldegysninger i flere danske partier, herunder Socialdemokratiet. I dag er den på bordet, i erkendelse af at Europa uden et samarbejde på dette område ikke har tilstrækkelig vægt, når en repræsentant for Europa sidder ved et langt bord over for præsident Putin. [...] Det handler vel at mærke ikke om, at Europa skal lukke sig om sig selv eller optræde aggressivt. Vi skal mere end nogensinde være åbne over for andre partnere. Men vi har krav på den respekt, andre kræver, og Danmark kan være med til at præge den udvikling."

Berlingske bringer i dagens avis en kommentar af Kjeld Hillingsø, tidligere general, og Katarina Ammitzbøll, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, og de skriver blandt andet: "Gennem alt for mange år har Danmark stået udenfor, mens vigtige sikkerhedspolitiske beslutninger er blevet truffet. Nu har vi endelig fået en folkeafstemning, og vi håber, at danskerne vender sig mod det internationale samarbejde og kommer tilbage til bordet, hvor beslutningerne træffes. [...] Med fjernelse af forsvarsforbeholdet får vi vetoret som medlem. Det betyder, at vi altid kan sige nej tak til sikkerhedssamarbejde om for eksempel cyberbeskyttelse eller internationale missioner for at stabilisere og forebygge blandt andet flygtninge- og migrationspres på Europa. Det kan vi, fordi forsvaret er et mellemstatsligt samarbejde. Det vil sige, at det er medlemsstaterne som tager beslutningerne og ikke EU-Kommissionen fra centralt hold. Der kommer således ikke noget ”oppefra” ned over os, som nogle måske frygter. Det bliver heller ikke mere eller mindre EU. Tværtimod giver det os mulighed for selv at vælge til og fra samtidig med, at vi får indsigt og indflydelse. Mens NATO er garant for forsvarssamarbejdet, hvis et medlemsland angribes, vil det europæiske sikkerhedssamarbejde have fokus på forebyggelse af åbne konflikter ved, at vi sammen er engageret internationalt såvel som i forskning og udvikling af sikkerhedsmateriel. Når vi har russiske kampvogne nogle hundrede kilometer borte fra Europas grænser, skal vi tage fat. Vi har lært af corona, at globale kriser kan komme hurtigt, og vi kan, når vi står sammen, udrette større ting, end Danmark kan af sig selv."

Ekstra Bladet bringer i dagens avis et læserbrev af J. Hartmann, og han skriver blandt andet: "Vi har allerede lidt store tab af unge soldater, som blev sendt ud for at gøre en misforstået forskel, som indtil videre har været forgæves, og de forskellige destinationer sejler stadig deres egen sø. Hvis det endelig kommer til stykket, og hvis jeg bare kigger på Rusland alene, har manden med koden og kufferten under bordet hele verden i sin hule hånd, og hvis det ikke lykkes at underkue et demokratisk land, kan det ende med, at hele verden går i stykker, inden alle EU's kloge hoveder kan enes om præmisserne om at gå i takt. Det er beskæmmende, at regeringen vil have os til stemmeurnerne, når ingen af os ved, hvordan det ender. Vi har stemt nej en gang, og lad det blive ved det, for hvad skal det nytte, når nu atomvåbnet er opfundet?"

Jyllands-Posten bringer i søndagens avis et debatindlæg af Palle Svensson, professor emeritus, Aarhus Universitet, og han skriver blandt andet: "Efter grundlovens § 20 kan der afholdes en bindende folkeafstemning om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder som EU. [...] Det kan dog ikke være en sådan folkeafstemning, der skal afholdes den 1. juni, da forsvarssamarbejdet i EU er mellemstatsligt. Ved at opgive forsvarsforbeholdet overlader den danske regering ikke kompetencen til at kommandere med danske soldater til en EU-institution. Den danske regering beslutter fortsat selv, om den vil deltage i EU's militære aktioner. Man vil blot gerne være med til at bestemme, hvilke militære aktioner EU skal gennemføre, hvad man ikke kan under det nuværende forsvarsforbehold. [...] Tilbage er så en frivillig og rådgivende folkeafstemning som den, der i februar 1986 blev gennemført om dansk tiltrædelse af EF-pakken. Det er vigtigt, hvilken slags folkeafstemning der afholdes den 1. juni. Er afstemningen om en lov efter § 42, stk. 6, afskaffes forsvarsforbeholdet, selv om der ikke er vælgerflertal for det, blot nejstemmerne er mindre end 30 pct. af samtlige vælgere. Er der tale om en frivillig og rådgivende folkeafstemning, skal der derimod være flertal for en afskaffelse. Selv om resultatet af en sådan afstemning ikke er retligt bindende, vil det i praksis være politisk bindende."
Jyllands-Posten, mandag, s. 1, 14, søndag, s. 45, 48; Berlingske, mandag, s. 22, 24; Information, lørdag, s. 24; Altinget, lørdag; Politiken, mandag, s. 4, 7, lørdag, s. 4, 5, 6, 8, 9; Ekstra Bladet, mandag, s. 17 (21.03.2022)

Prioriterede historier

Hvordan nærmer man sig NATO uden at påkalde sig Putins vrede?
Frygten for russisk aggression er vokset i den svenske og finske befolkning efter Ukraineinvasionen og nu er spørgsmålet, om folkeligt pres vil få politikerne til at opgive årtiers sikkerhedspolitiske strategi og gøre den ene ting, Rusland har sagt, de ikke må: gå efter et NATO-medlemskab, skriver Information lørdag. Mikkel Vedby Rasmussen, dekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og forsker i sikkerhed i Norden og Østersøen, mener ikke, at det er urealistisk, at Putin skulle sætte militært ind over for et land i Norden. "Man skal ikke anstrenge sig meget for at opstille nogle scenarier, hvor særligt Finland kan ende et sted, hvor de bliver udfordret af Rusland," siger han. Sinikukka Sari, forskningsleder på det finske udenrigspolitiske institut FIIA og ekspert i finsk ruslandspolitik og russisk udenrigspolitik, er enig. "Der er ikke nogen direkte trussel lige nu, fordi Rusland er optaget af noget andet. Men det kan der sagtens komme," siger hun.

Jyllands-Posten bringer mandag et debatindlæg af Mikkel Runge Olesen, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier og Jakob Linnet Schmidt, ph.d.-stipendiat, Dansk Institut for Internationale Studier. De skriver blandt andet: "Finland og Sverige har de senere år rykket sig markant tættere på Nato og på USA. Men det er den russiske invasion af Ukraine, der har sat debatten øverst på dagsorden hos vores nordiske naboer, hvor der nu for første gang nogensinde er flertal i begge lande for Nato-medlemskab. Det er ikke gået ubemærket hen i Moskva. Således var udmeldingen fra Kreml kort efter invasionen af Ukraine, at et eventuelt finsk og svensk Nato-medlemskab ville få "alvorlige politiske og militære konsekvenser og ville udløse gengældelse" fra Rusland. [...] Invasionen i Ukraine vækker bekymring i Finland og Sverige og aktualiserer spørgsmålet om Natomedlemskab. De to lande er nok så tæt på Nato, som det er muligt for ikke-medlemmer at være. Det understregedes eksempelvis ved, at de to lande sammen med EU-lederne Ursula von der Leyen og Charles Michel var inviteret med til Natos topmøde angående Ukraine. Siden har den finske præsident, Sauli Niinistö, og den svenske statsminister, Magdalena Andersson, holdt et fælles telefonmøde med præsident Biden under Niinistös besøg i Washington. Fortsat står de to lande dog uden for alliancens sikkerhedsgaranti. Måske er der ændringer på vej. Uanset hvad, så fortsætter Rusland med at presse de nordiske lande tættere sammen - og Finland og Sverige tættere på USA og Nato."

Altinget bringer mandag et debatindlæg af Hans Mouritzen, seniorforsker, DIIS, som blandt andet skriver: "Opgivelse af et dansk EU-forbehold har ingen afskrækkende virkning i forhold til Rusland. Og det nationale kompromis får primært virkning på sigt, selvom der er afsat en reserve til akutte foranstaltninger i år og næste år. Desuagtet er der ingen tvivl om, at alle tre initiativer er timet i forhold til stemningen i befolkningen. Sjældent eller aldrig har der været en mere forsvarspositiv holdning; det gælder kort sagt om at 'smede mens jernet er varmt'. Også i Sverige og Finland er store sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger blevet aktualiseret af krigsbegivenhederne, blandt andet én af mere fundamental betydning end de danske initiativer: Muligt medlemskab af Nato. [...] Ruslands udenrigsministerium har 12. marts gentaget tidligere trusler om, at svensk Nato-medlemskab vil medføre "alvorlige politiske og militære modforholdsregler" fra Rusland, hvilket enhver jo kan fortolke som man vil. Sveriges udenrigsminister Ann Linde har betakket sig for den type udtalelser; "svensk sikkerhedspolitik bestemmes af Sverige", slår hun fast. Formelt har hun selvsagt ret, men den russiske reaktion er jo immervæk en vigtig del af den destabiliserede situation, som hendes egen statsminister har talt om. Med en reel russerfrygt, specielt i Sverige, befinder Sverige og Finland sig med andre ord i et penibelt alliancepolitisk dilemma. Uroen - eller panikken om man vil - illustreres af, at de to landes statsministre som optakt til det netop afholdte EU-topmøde i Bruxelles sendte et fælles brev til deres europæiske kollegaer. Det mindede dem om EU-landenes indbyrdes bistandsforpligtelse i tilfælde af væbnet angreb mod et medlemsland (Lissabon-traktaten artikel 42,7)."
Information, lørdag, s. 10-11; Jyllands-Posten, mandag, s. 26; Altinget, mandag (21.03.2022)

Gas: Et glemt felt kan mindske afhængigheden af Rusland
I årevis har et stort felt i Nordsøen ligget stille, men nu kan det næsten glemte olie- og gasfelt, Hejre-feltet, i den yderste afkrog af den danske del af nordsøundergrunden, hjælpe Danmark og resten af Europa til at blive mindre afhængig af russisk olie. Det skriver flere aviser. "Teknisk set er Hejre-feltet fugle i hånden, mens andre af de kommende felter i Nordsøen er fugle på taget," konstaterer professor Erling Halfdan Stenby fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Danmark er EU's næststørste producent af olie og gas og da Erling Halfdan Stenby for et par årtier siden var teknisk konsulent i Energistyrelsens delegation i forbindelse med udvikling af EU's forskningsprogrammer, var det overordnede tema for forhandlingerne selvforsyning af energi, fremhæver han. Det er dog med tiden gledet i baggrunden blandt andet på grund af den grønne omstilling. "Fokus på selvforsyning er på vej tilbage. Vi vil i en årrække være afhængige af olie og gas. Det er bedre, at vi producerer den selv, end at vi er tvunget til at købe den af nogle, som vi ikke synes opfører sig ordentligt," siger professoren.

Berlingske skriver lørdag, at der går mere end et år, før der flyder gas op fra Tyra-feltet, fordi hele feltet er under omfattende renovering og genopbygning. "Tyra-projektet er et gigantisk, globalt puslespil styret ud af Esbjerg, men med parallelle aktiviteter offshore i Nordsøen samt på værfter i Italien, Singapore, Spanien, Indonesien, Holland og Danmark. Siden 2019 har det omfattet mange forskellige discipliner lige fra nedtagning og genanvendelse af de gamle platforme, ombygning af eksisterende faciliteter samt bygning og installation af helt nye platforme," forklarer Lars Bo Christiansen, der er vicedirektør for genopbygningen af Tyra i den franske gigant TotalEnergies. Både EUs regeringschefer og et flertal i Folketinget herhjemme har slået fast, at vi hurtigst muligt skal vriste os fri af Putins sorte greb og fra Lars Bo Christiansen lyder det: "Vi vender alle sten og vurderer, hvordan vi som energiselskab kan bidrage til at øge gasindvindingen i Nordsøen. Vores fokus er på at udnytte kapaciteten i vores eksisterende infrastruktur til at producere de olie- og gasvolumener, der stadig findes i den danske Nordsø, og udvikle vores nuværende licenser. Genopbygningen af Tyra er hele fundamentet for at gennemføre nye udviklingsprojekter og for det fortsatte arbejde med at reducere CO2-udledningerne fra vores operation."

Berlingske skriver blandt andet i sin leder lørdag: "Selvtilfredsheden var stor - for stor - da et bredt politisk flertal i Folketinget vedtog en slutdato for udvinding af olie og gas i Nordsøen i december 2020. Tænk, at der kun skulle gå lidt over et år, før aftalen er afsløret som ikke bare symbolpolitik uden nogen nævneværdig klimaeffekt, men som en beslutning, der strider fundamentalt mod Danmarks dybeste forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser. I det lys er der kun én klar besked til regeringen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og partierne bag aflysningen af den ottende udbudsrunde i Nordsøen: Det kan kun gå for langsomt med at omgøre en dårlig, kortsigtet og selvskadende beslutning. [...] Problemet med det danske klimamål har fra starten været, at det er et nationalt mål, som slet ikke skeler til, om Danmark på anden måde kan bidrage til at nå de globale og europæiske klimamål. Ukraine-krigen minder os om faren ved kun at se sin egen navle, og ikke se på sin egen klimapolitik og sin egen sikkerhedspolitik i et større perspektiv. Ind i den ligning kan man skyde, at EU-Kommissionen tidligere i år udarbejdede en ny såkaldt taksonomi, som fastsætter, hvornår gas og atomkraft kan anses for at være bæredygtige energikilder. Det opsigtsvækkende ved taksonomien er, at EU opstiller klare krav om, at naturgas for at være bæredygtig konkret skal erstatte eksempelvis kulværker. Med andre ord kan dansk gas ved at udnytte EUs taksonomi bidrage til Europas grønne omstilling og bidrage til, at opgøret med russisk gas ikke bare fører til øget afhængighed af kul eller olie på kort og lang sigt."
Politiken, lørdag, s. 8; Berlingske, lørdag, s. 4-6, 2 (21.03.2022)

Ny plan: Indfør bilfri søndage og sænk hastighedsgrænserne
En netop offentliggjort plan fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, at vi på fire måneder kan gøre Europa fri af russisk. Det vil indebære bilfrie søndage, flere med toget, hjemmearbejde og sænket hastighed på motorvejene. Det er nogle af de tiltag, som kan være med til at skære ned på verdens olieforbrug, skriver flere af weekendens aviser. Der må drastiske indgreb til at skære hurtigt ned på verdens olieforbrug ovenpå den russiske krig i Ukraine, siger IEA, der er kommet med ti tiltag til at få nedbragt olieforbruget med omkring 2,7 millioner tønder om dagen indenfor de næste fire måneder. EU holder et topmøde i næste uge netop for at diskutere energiuafhængighed, og der skal udarbejdes en plan til hvordan EU kan blive uafhængig af russisk gas. "Som resultat af Ruslands forfærdende aggression mod Ukraine kan verden meget vel stå over for sit største olieforsyningschok i årtier med store afsmitninger på vores økonomier og samfund. IEAs medlemslande er allerede trådt til for at støtte den globale økonomi ved at frigive millioner af tønder af nødforsyningsolie fra lagrene, men vi kan også handle på efterspørgslen ved for at undgå en lammende olieklemme," sagde IEAs topchef, Fatih Birol, i forbindelse med lanceringen af planen, skriver Berlingske i dagens avis. I en tid, hvor vi aldrig har haft mere brug for vindmøller, er salget gået i stå. Bureaukrati, manglende planlægning og ekstraregninger blokerer ifølge kritikere for den grønne energi, som er så vigtig for omstillingen og løsrivelsen fra russisk gas, skriver Information i lørdagens avis. Allerede før krigen i Ukraine vurderede Klimarådet, at den nuværende plan for udbygningen af vedvarende energi ikke er nok til at nå målet om en 70 procent CO2-reduktion i 2030. Vindmøller og solceller er ikke nok til at frigøre Danmark fra russisk gas. Vestas og Siemens Gamesa solgte sidste år tilsammen kun tre vindmøller til opstilling i Danmark, og interesseorganisationen Wind Denmark forventer, at der ikke bliver sat en eneste vindmølle op i Danmark i 2023 og 2024. Det Internationale Energiagentur peger på øget elektrificering og energibesparelser som den hurtigste vej ud af russisk olie og gas. EU-Kommissionen i en stor energiplan i sidste uge på hurtigere tilladelser som et vigtigt middel for at nå derhen.

Der kan ligge for omkring 300 gigawatt havvindmølleparker i Nordsøen og Østersøen, har EU vurderet. Men Danmark har siden 1991 kun bygget sølle 2 gigawatt. Vi risikerer at gå glip af et lukrativt grønt energiboom, hvis ikke tempoet kommer i vejret, siger tidligere departementschef i Finansministeriet og Dong-direktør Anders Eldrup, skriver Politiken i lørdagens avis. Politikerne skal rykke i et langt højere gear, da Danmark ellers kan risikere at tabe kampen om de kommende milliardinvesteringer og tusinder af jobs, som det grønne energiboom kan skabe. Sådan lyder det fra den tidligere topchef i Ørsted, Anders Eldrup. "Det kan ikke siges tydeligt nok: Danmark har på grund af vores geografi med masser af hav, som er utrolig velegnet til at installere havvindmøller i, en enestående mulighed for at bidrage til EU's fremtidige energiforsyning, hvor et af de vigtigste elementer bliver havvind," siger Eldrup i et interview og tilføjer at udbygningen af havvindmølleparker snegler sig afsted. "Og det er ikke bare mig, der siger det: EU-Kommissionen har netop fremlagt et ønske om, at der de kommende år skal bygges havvind for 300 gigawatt i Nordsøen og Østersøen. Er det så meget eller lidt, vil mange spørge. Jo, Danmark var det første land i verden til at lave en havvindmøllepark i 1991. Og vi har alt i alt gennem årene bygget 2 gigawatt. Det sætter tempoet og omfanget af byggeriet lidt i perspektiv," siger han og tilføjer: "Lad os først slå fast, at der er masser af plads til nye havvindmøller i havet omkring Danmark. EU-Kommissionens skøn er som sagt 300 gigawatt. Det er ikke dansk farvand det hele, men en meget stor del er. Indtil videre er udbygningen af havvind typisk foregået på den måde, at politikerne diskuterer, om vi skal have 1 eller 2 havvindmølleparker mere, og hvorvidt de skal være på 0,5 gigawatt eller 1,0 gigawatt. Men nu taler vi om, at vi skal have måske 100 havvindmølleparker. Det er et helt andet gear end det, vi har nu." Anders Eldrup blev spurgt, om vi har brug for en energikilde som atomkraft, og til det svarer han: "Det er jo ikke bare mig, der argumenterer for vedvarende energi. De er som sagt i fuld gang i USA og Sydøstasien. Og når EU-Kommissionen sætter turbo på, skal man følge med. Det er rigtigt, at atomkraft er oppe i debatten for tiden, men en ting er rimelig klar: Vi skal ikke have atomkraft i Danmark. Det kan være, at der er steder rundt om i verden, hvor atomkraft giver mening, men det gør det bare ikke her. Bortset fra affaldsproblemet i sig selv er ulempen ved atomkraft, at det tager rigtig, rigtig lang tid at bygge et atomkraftværk. Måske 15 år eller mere," siger han og tilføjer: "Det er kolossale beløb. Men EU-Kommissionen har heldigvis stillet sig i spidsen for at drive udviklingen inden for havvind, jordvarme, solenergi og biogas, og de fremlægger deres udspil i foråret. Her skal vi så bare være klar til at gribe den chance. Vi har i Danmark en unik mulighed for at blive Europas nye grønne kraftcenter. Det kan vi tjene mange penge på, og energiudbygningen vil sikre vores uafhængighed."

Jyllands-Posten bringer i lørdagens avis en kommentar af chefredaktør Steen Rosenbak, og han skriver blandt andet: "De siger det igen og igen, topcheferne, når de i disse uger mødes med deres aktionærer på de årlige generalforsamlinger. Det er hårde tider. Historiske tider. Og selv de mest fremsynede har ingen troværdig prognose for, hvor deres marked, deres virksomhed og deres medarbejdere står om et, to eller tre år. [...] Det vil imidlertid være en stor fejl at tro, at det politiske system intet bør gøre for erhvervslivet midt i århundredets vanskeligste konjunktur. For politiske beslutninger, som f.eks. at accelerere væk fra afhængighed af russisk gas, forstørrer entydigt energiprischokket og rammer erhvervslivet hårdt på kort sigt. Af samme årsag har EU-Kommissionen ekstraordinært åbnet for, at staterne kan føre den markante stigning i provenu fra energiafgifter - knap 3 mia. kr. herhjemme - og CO2-kvoter tilbage til virksomhederne og beskatte energiselskabers bugnende overskud særligt hårdt. Mere fra samme skuffe er på vej, når kommissionen senest til maj detaljerer udmøntningen af sin energiplan, kaldet ”RePowerEU”. [...] Det ligger altså på den flade hånd for regeringen at dirigere statens midlertidige gevinster på energiprischokket tilbage til det pulserende erhvervsliv i form af massive fradrag for f.eks. investeringer i energibesparende foranstaltninger, automatisering og omlægning af energiforsyningen. Planen vil langtfra redde usunde virksomheder fra konkursens rand. Men den vil på sigt redde sunde arbejdspladser, geare erhvervslivet til tiden efter det akutte kaos og bidrage i meget stor grad til opfyldelsen af de politiske dikterede målsætninger. Og ikke mindst vil den forsvare danske virksomheders konkurrenceevne på et tidspunkt, hvor vore nabolande og konkurrenter med sikkerhed kommer til at benytte alle de smutveje til at subsidiere det nationale erhvervsliv, som EU-Kommissionen kommer til at åbne."

Politiken bringer i søndagens avis et debatindlæg af Magnus Thorn Jensen, analytiker, Cevea, og han skriver blandt andet: "Det er dog ikke alle, der taber - energikrisen har også sine vindere. De tårnhøje priser på energi betyder nemlig, at de selskaber, der producerer energien, kan høste enorme overskud. Ifølge Det Internationale Energiagentur kan producenterne i EU se frem til en overnormal profit på op til 200 milliarder euro i år. Det svarer til astronomiske 1,5 billioner kroner i ekstra profit, som ikke skyldes, at de har arbejdet hårdere, investeret mere eller taget klogere beslutninger, men derimod, at en ekstraordinær krise pludselig har banket prisen på deres produkt i vejret. De tjener styrtende med penge på Putins krig. Og vi taler ikke om det. Derfor foreslår vi, at der indføres en skat på 'overnormal' profit i Danmark. DEN OVERNORMALE profit er det ekstra overskud, et selskab har, ud over hvad man normalt kunne forvente. Og inden vi bliver skudt i skoene, at det skulle være en særlig venstreorienteret idé fra skrivebordsskuffen, har både Det Internationale Energiagentur og EU-Kommissionen netop peget på, at EU's medlemslande kan indføre en sådan skat for at finansiere tiltag, der kan afbøde de værste konsekvenser for forbrugerne ved de stigende priser. Og i en dansk kontekst har de økonomiske vismænd tidligere påpeget, at sådan en skat ikke vil være konkurrenceforvridende. Derimod vil det rette op på en skævhed i markedet, hvor selskaber i en bestemt sektor på grund af ydre omstændigheder har overnormale overskud. Det burde selv den mest markedshungrende liberalist på højrefløjen kunne se fornuften i. Normalt er der en sammenhæng mellem risiko og afkast, men den ekstra Putin-profit kommer på usmagelig vis dumpende fra himlen."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 2, 6; Berlingske, mandag, s. 7; Information, lørdag, s. 6-7; Politiken, lørdag, s. 1-2, søndag, s. 4 (21.03.2022)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Vestager: Disse tre selskaber arbejder med projekter for europæisk chip-produktion
I øjeblikket er tre selskaber i gang med at stable projekter for en eventuel mikrochip-produktion i Europa på benene, skriver Altinget fredag. Ifølge den danske konkurrencekommissær i EU og ledende næstformand i Europa-Kommissionen, Margrethe Vestager, er det ikke bare Intel, der vil forøge sin europæiske produktion af mikrochips, men også den taiwanske chipmastodont TSMC og GlobalFoundries har også meldt sig på banen. "Nu er der konkrete projekter med rigtige virksomheder, som har konkrete planer om at etableret noget," siger hun.
Altinget, fredag (21.03.2022)

Finansielle anliggender

DERFOR BETALER DU STADIG NEGATIVE RENTER
Boligrenterne tordner opad, men du betaler stadig penge for at have din opsparing stående i banken, skriver Ekstra Bladet lørdag. Niels Arne Dam, der er cheføkonom og analysedirektør hos bankernes interesseorganisation Finans Danmark, forklarer, at der er forskel på renter, hvor de helt korte renter ikke er steget. At de lange renter er steget, skyldes blandt andet, at Den Europæiske Centralbank, ECB, har raslet med sablen og mere end indikeret, at den vil hæve renten i løbet af 2022. "Grundlæggende følger pengemarkedet centralbankerne, og hvis ECB hæver renten, vil Nationalbanken følge med, så kronekursen holdes fast i forhold til euroen," siger Niels Arne Dam, men tilføjer: "Normalen vil være, at bankerne følger med, men ofte med en vis forsinkelse. Det gælder så til gengæld også den anden vej."
Ekstra Bladet, lørdag, s. 2 (21.03.2022)

Har inflationen bidt sig fast?
I en kronik i Børsen mandag skriver Svend E. Hougaard Jensen, professor i økonomi, CBS, og medlem, Det Systemiske Risikoråd, blandt andet: "Det har hidtil været konventionel visdom, at den høje inflation i både Europa og USA var af midlertidig karakter, og at en rentestigning derfor ikke var nært forestående. Men med krigen i Ukraine er der kommet andre boller på suppen. Barometret peger nu i retning af, at inflationen har bidt sig fast. Det er derfor svært at se andet end en rentestigning for sig. I eurozonen er inflationen nu næsten 6 pct. og dermed langt over Den Europæiske Centralbanks (ECB) mål om en årlig stigning i forbrugerpriserne på under 2 pct. Dette er en målsætning for den mellemlange sigt, dvs. en tidshorisont på 2-3 år. ECB skal ikke pinedød sætte renten op, hvis den høje inflation skønnes at være forbigående. [...] Krigen i Ukraine ændrer på alt. For det første er det ikke længere realistisk at regne med, at prisen på energi kan holdes blot tilnærmelsesvis i ro. Nok vil krigen isoleret set dæmpe den samlede efterspørgsel - og dermed presset på priserne - men dette vil formentlig blive opvejet af indirekte effekter fra de højere energipriser udløst af konflikten. For det andet bliver finanspolitikken i Europa snart markant mere ekspansiv. Det gælder ikke blot stigende offentlige udgifter til forsvar, men også til indkomstoverførsler til husholdninger for at afbøde de sociale virkninger af høje energiregninger. [...] Ud over militærudgifterne vil finanspolitikken fortsat skulle yde støtte til udsatte familiers varme og elregning. I starten af denne vinter har alle EU-lande ydet en sådan hjælp. Med udsigt til fortsat stigende energipriser kan vi forvente yderligere støttetiltag. Dertil kommer, at det vil være helt realistisk at regne med, at en velkendt lønpres-spiral vil bære ved til inflationsbålet. Dels må lønningerne forventes at reagere på stigningen i forbrugerpriserne i 2021 og 2022. Og dels vil lønpresset blive forstærket af, at et fortsat pres på forbrugerpriserne vil sætte sig i inflationsforventningerne. Det vil således næppe være muligt at opretholde tilliden til de langsigtede inflationsforventninger forankret i ECB's inflationsmål på 2 pct."
Børsen, mandag, s. 34-35 (21.03.2022)

Institutionelle anliggender

Danskeres adgang til 37 russisk styrede netaviser blokeres
EU-Kommissionen har forbudt pro-Putinmedier, og derfor blokeres der nu for at læse, hvordan 37 russiske-styrede netaviser udlægger verden. I slutningen af februar meddelte EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, at »Kremls mediemaskine«, som hun kaldte Russia Today og Sputnik, ikke skulle have lov at »sprede deres løgne« i EU. Ifølge Jyllands-Posten mandag har forbuddet mødt kritik, blandt andet er SF og Dansk Folkeparti kritiske over for EU-forbuddet. De mener, at misinformation skal bekæmpes med oplysning. Danske Medier og Dansk Journalistforbund har også protesteret over forbuddet. På Altinget fredag kan man læse en kommentar af Lisbeth Knudsen, strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen. Hun skriver blandt andet: "Kan en ensidig propagandamaskine, der misbruger mediers professionelle formater og udtryk, og som systematisk vrangvrider betegnelsen journalistik i en bestemt politisk sags ærinde, fortjene at blive kaldt et medie og at blive forsvaret som et sådant som et vigtigt bidrag til ytringsfrihed og publicisme om end i ret enøjet form? Den interessante problemstilling rejser sig efter EU’s beslutning om at forbyde europæiske teleoperatører at distribuere indhold i enhver form fra de to russiske såkaldte medieorganisationer Sputnik og Russia Today (RT). [...] Sputnik og Russia Today (RT), er ikke medier i vores fortolkning af medievirksomheder, men statsfinansierede og statsstyrende, taktiske våben indsat af præsident Putin i informationskrigen mod Vesten og vestlige værdier. En krig, der kører helt parallelt med den fysiske krig i Ukraine. EU's forbud, som RT nu har indbragt for EU-Domstolen, er en markant svækkelse af Ruslands informationskrig. Det er således ikke blot et par stærkt nationalt tænkende tv-stationer, forbuddet rammer, men globale operationer med milliardbudgetter og store ambitioner. Det er rent faktisk ikke russiske medier for russere, men kanaler beregnet til at være modstykke til de vestlige medier henvendt til et vestligt publikum og til russere eller russiske sympatisører uden for Rusland. Man kan ikke sammenligne uafhængig, kritisk journalistik med en statsstyret propagandakanon. Det er helt forfejlet rygmarvsreaktion."

I et debatindlæg i Politiken fredag skriver Camilla-Dorthea Bundgaard, cand.ling.merc, blandt andet: "Ifølge Putin er Rusland godt i gang med at befri Ukraine fra nazister. Tusindvis af mennesker bliver nu reddet takket være Kremls »specialoperation«. Sådan lyder historien om krigen i Ukraine, hvis man bor i Rusland og følger de statsejede Putin-loyale kanaler Russia Today og Sputnik. EU har indført censur mod de to engelsksprogede russiske medier, så borgere, journalister, forskere og andre med interesse i, hvordan Kreml fremstiller sin krig i Ukraine, ikke kan tilgå dem. Det er både unødvendigt, plat og pinligt, at ytringsfriheden indskrænkes for så lidt. [...] Vi har en justitsminister, der rask væk veksler frihed for såkaldt tryghed. Vi skal have 'tryghedskameraer', tidligere kendt som overvågningskameraer. Vi skal have 'tryghedsskabende opholdsforbud', tidligere kendt som opholdsforbud. Vi skal have overvågning af alle danskeres teledata, og den EU-Domstol, der adskillige gange har kendt det ulovligt for magthavere at overvåge deres egen befolkning, står simpelthen »på forbrydernes side« ifølge justitsministeren. [...] Som justisministeren synes statsministeren at mene, at det går bedre i Danmark, hvis blot vi glemmer alt om fine akademiske ideer og hører efter, hvad der bliver sagt. Hvad der er op og ned, godt og skidt, det har den siddende regering styr på. Så kan det godt være, man bryder lidt med grundloven og den slags pjat hist og pist, men det er jo til Danmarks bedste, må vi forstå. Derfor støtter den danske socialdemokratiske regering selvfølgelig også formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, der om Putins medier højstemt proklamerer: »Vi vil forbyde Kremls mediemaskine i EU. De statsejede Russia Today og Sputnik, og deres underselskaber, vil ikke længere være i stand til at sprede deres løgne for at retfærdiggøre Putins krig«. [...] Hvad er den gode grund til, at Putin har fortjent, at vi går selv den mindste lillebitte smule på kompromis med ytringsfriheden? Vi er da ikke bange for Putins ord, er vi?"
Jyllands-Posten, mandag, s. 2; Altinget, fredag; Politiken, søndag (21.03.2022)

Pandemi og krig baner vej for ny verdensorden
I en kommentar i Jyllands-Posten mandag skriver chefstrateg i PFA, Tine Choi, blandt andet: " Bedst som vi troede, at 2022 vil blive året, hvor tingenes tilstand for alvor kunne vende tilbage til normalen, fordi coronapandemien ville blive endemisk, har Ruslands krig mod Ukraine kastet os ud i en politisk turbulens, som vil få vidtrækkende og langvarige konsekvenser for den globale økonomi. [...] Ser vi på den nye situation med makroøkonomiske briller, er der ingen tvivl om, at den vil få vidtrækkende konsekvenser. Rusland er verdens største eksportør af korn, og Ukraine den femtestørste, ligesom Rusland står for 30 pct. af Europas forsyning af olie og gas. Derfor ser vi også, at olie- og gaspriserne samt hvedepriser er steget til himmels siden krigens start. Det afspejler sig igen i en inflation på 5,8 pct. i Europa og 7,9 pct. i USA - et niveau, vi ikke har set siden 1980'erne. Selv om sanktionerne er rettet mod Rusland, er der derfor ingen tvivl om, at de heller ikke er gratis for resten af verden. Hårdest vil det gå i verdens fattigste lande, som ikke har råd til at betale de stigende priser, og hvor vi i værste tilfælde kan stå foran en periode med akut fødevaremangel, og hvor der kan være lagt i ovnen til politisk uro med flygtningestrømme som konsekvens. For vi skal ikke glemme, at krigen i f.eks. Syrien i stor udstrækning var forårsaget af manglen på korn og andre basale fødevarer. Hvor meget hjælp de skal forvente fra Europa og USA, er ligeledes usikkert. [...] Ud over omstilling af produktion og energiforsyning indebærer den nye verdensorden også en betragtelig militær oprustning. Vi har allerede set, at flere europæiske lande har besluttet sig for at øge forsvarsbudgettet til Nato-målsætningen om at anvende 2 pct. af bnp. Alene i Danmark betyder det, at der skal findes 18 mia. kr. for at komme i mål med målsætningen. [...] Hvor stor prisen for frihed og øget uafhængighed ender med at blive, er dog langtfra givet på forhånd. For med nye udfordringer kommer også nye løsninger. I perioden efter Anden Verdenskrig skabte vi nye institutioner, som stadig viser deres værd i dag. Det gælder både EU og ikke mindst Nato, som Macron for blot få år siden beskrev som ”hjernedød”."

I en analyse i Berlingske lørdag skriver Ulrik Bie og Frederik M. Juel, økonomisk redaktør og økonomisk journalist, blandt andet: "Den gode, den onde eller den grusomme? Krigen i Ukraine og de historisk høje priser på energi og råvarer har vendt op og ned på udsigterne for dansk økonomi. Usikkerheden både herhjemme og i udlandet er for tredje gang på bare to år helt uden for kategori. [...] Krigen i Ukraine har naturligvis skabt rystelser i den globale økonomi. Høje råvarepriser er en orkanagtig modvind for forbrugerne - men ikke for producenterne, der pludseligt har vind i sejlene. Europa bliver ramt hårdere af sanktioner og modsanktioner, fordi vi er mere afhængige af russisk naturgas end USA, der er eksportører af naturgas. Alligevel har de første vurderinger af de internationale forhold været afdæmpede. Den Europæiske Centralbank forventede i sidste uge fortsat 3,7 procent vækst i år. Det skyldes dels genåbningseffekten efter coronatiden, som vil blive ganske stærk. Der er også en kraftig effekt fra finanspolitikken. Det er nu, at EUs genopretningsfond for alvor vil sætte gang i investeringerne, hvortil kommer den militære oprustning og investeringer i grøn omstilling."

I Information leder mandag kan man blandt andet læse: Vi er i krig mod Rusland, økonomisk krig, og måtte nogle have troet, at denne krig alene kan føres i fjendens lejr, er det tid at komme ud af den vildfarelse. I årtier har Den Europæiske Union som en blindgænger trodset alle advarsler og spadseret ind i en så dyb afhængighed af russisk energi, at der ikke har kunnet skabes enighed om at sanktionere importen af olie, naturgas og kul. Heldigvis har olieselskaber, rederier, banker og forsikringsselskaber iværksat selvsanktioner mod russisk olie, og forbrugerne bidrager i form af meget høje priser på motorbrændstoffer, boligopvarmning og elektricitet. [...] Konsekvenserne af de økonomisk-politiske sanktioner mod Rusland vil ifølge industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, være en lavere økonomisk vækst, der vil variere i forhold til afhængigheden af importeret energi og den generelle energieffektivitet. I år kan den globale vækst blive 1,1 procentpoint lavere end forventet. USA slipper nådigst med et fald i væksten på 0,9 procentpoint, mens omvendt EU står til et fald på 1,4 procentpoint."
Berlingske, lørdag, s. 14-15; Jyllands-Posten, mandag, s. 17, 24 (21.03.2022)

Ukrainske patienter evakueres i EU-samarbejde
Lægefaglig direktør Palle Juelsgaard, Region Midtjylland, oplyser, at en kræftsyg ukrainsk statsborger er blevet evakueret til Danmark og bliver behandlet på et sygehus i Region Syddanmark. Ifølge Jyllands-Posten mandag er det den første patient, som er blevet evakueret fra Ukraine til Danmark via et EU-samarbejde med det ukrainske sygehusvæsen. Aftalen betyder, at Danmark og andre lande i Europa træder til og aflaster det ukrainske sygehusvæsen i det omfang, behovet opstår.
Jyllands-Posten, mandag, s. 2 (21.03.2022)

Interne anliggender

Danske storaktionærer i Carlsberg bakker umiddelbart op om at lade russiske bryggerier fortsætte
Carlsberg fortsætter sine russiske bryggerier på trods af Ruslands invasion af Ukraine. Det skriver Politiken lørdag, som har været i kontakt med flere aktionærer i bryggerikoncernen. Ifølge avisen giver de udtryk for, at de mener, at Carlsberg burde have handlet anderledes. Carlsberg argumenterer for, at man har en 'moralsk forpligtelse' over for koncernens omkring 8.400 ansatte i Rusland, som tæller hver femte af alle koncernens ansatte på verdensplan. Til gengæld har Carlsberg besluttet, at alt overskud fra Rusland-forretningen vil blive doneret til velgørenhed, men det ændrer ikke på, at der stadig vil blive sendt milliarder af kroner årligt til den russiske statskasse i form af afgifter og skatter fra de Carlsberg-ejede og russiske bryggerier. Ifølge koncerninvesteringsdirektør i PFA, Kasper A. Lorenzen, står Carlsberg i en række dilemmaer. "Carlsberg befinder sig i en meget kompleks situation, og vi er i dialog med dem og har tillid til, at de håndterer situationen på en ansvarlig måde og overholder alle EU-sanktioner," siger han.
Politiken, lørdag, s. 14 (21.03.2022)

En beslutsom hjælpsomhed
I en leder i Jyllands-Posten søndag kan man blandt andet læse: "Ligesom Vladimir Putins ondskab med ét har samlet EU, USA og Nato med en hast, som årtiers topmøder ikke har formået, har krigens gru også samlet og aktiveret danskernes behov for at hjælpe, så godt de kan. Ligesom også regering og et stort set enigt Folketing med særloven, der i to år giver ukrainske flygtninge samme rettigheder som EU-borgere, og trecifrede millionbevillinger til nødhjælp i Ukraine og nabolandene afspejler samme form for beslutsom hjælpsomhed. [...] Man fornemmer, at det, vi ynder at kalde det frivillige Foreningsdanmark, er blevet aktiveret og har rejst sig. Men inden vi lader godhedsfølelsen skvulpe helt over, er det også nødvendigt at sige, at det sker, fordi det er voldsomt, og ikke mindst fordi det foregår i vores entré. Vi kan ikke redde hele verden, og om noget har denne konflikt vist, at i en stadig mere globaliseret verden har geografi betydning. Dette er vores nærområde, og derfor reagerer vi så voldsomt, ligesom vi ville håbe og forvente, at vores nærområde reagerede, hvis det var os, der havde hjælp behov."

I en kommentar i Berlingske lørdag skriver Sarah Iben Almbjerg, kulturjournalist, blandt andet: "Lige nu står danskerne i kø for at hjælpe de ukrainere, der kommer hertil. Vi vil åbne vores stuer for folk på flugt. Lære deres børn at spille håndbold. Vise dem bøgen, når den springer ud. Det er forår og Danmark frit. EUs visumaftale med Ukraine betyder, at ukrainerne har ret til at opholde sig i Danmark på turistvisum i tre måneder. [...] Vi gør vores bedste, men vi glemmer det vigtigste. Krigen handler ikke om os. Den findes, og det er ikke noget, vi kan lappe med sofapuder og legetøj. Folk, der gerne vil være etisk handlende individer, overvældes af krigen på alle kanaler, og det skaber et stort sort hul af håbløshed. Men du er magtesløs. Du kan bare se til og håbe det bedste. Og sende penge. Penge hjælper. Plads hjælper. Velvilje hjælper. Resten er symbolsk."
Jyllands-Posten, søndag, s. 44; Berlingske, lørdag, s. 5 (21.03.2022)

Et flertal af danskerne vil øge udgifterne til Forsvaret
Analyseinstituttet Wilke har foretaget en ny meningsmåling for Jyllands-Posten, som viser, at der er massiv støtte til politikernes løfte om at øge det danske forsvarsbudget. Det skriver Jyllands-Posten søndag. "Der er tale om virkelig markante tal i målingen," siger Christine Nissen, der forsker i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og fortsætter: "Det er meget bemærkelsesværdigt, og vi ser præcis den samme tendens hos befolkningerne i rigtig mange andre europæiske lande. Europas befolkninger ser alvoren, og det hænger selvfølgelig sammen med Putins krig i Ukraine." Christine Nissen mener ikke, at udviklingen alene er drevet af krigen i Ukraine. "Vi er pressede fra mange sider i Europa, og der er en mulighed for, at Trump kan vende tilbage ved valget i 2024. Det kan også spille en rolle. Vores sikkerhedsarkitektur er forandret for altid, så min vurdering er, at der er tale om langsigtede ændringer og en øget europæisk selvstændighed," siger Christine Nissen.
Jyllands-Posten, søndag, s. 4 (21.03.2022)

Favoritten Macron vil have reformer
I en analyse i Information mandag skriver Tore Keller, Europakorrespondent, blandt andet: "Præsident Emmanuel Macron har endnu ikke afholdt et eneste rigtigt valgmøde, alligevel er han gigantisk favorit til at vinde det franske præsidentvalg til april. Torsdag præsenterede han sit valgprogram på et fire timer langt pressemøde i den sydlige by Pau, hvor hans tætte politiske allierede François Bayrou er borgmester. Det var klassisk Macron. Et program, som tager luften ud af modstanderne ved at kopiere deres ideer. Men også et program uden store overraskelser. [...] Meningsmålingerne gør Macron til klar favorit ved et valg, der er farvet af Putins invasion af Ukraine, men som afgøres af spørgsmålet om købekraft, franskmændenes største bekymring. [...] Præsidenten lovede at øge forsvarsbudgettet fra 40,9 milliarder euro i dag til 50 milliarder euro i 2025. Han vil investere i 14 nye atomkraftværker og forlænge »alle de reaktorer, hvor det kan lade sig gøre«, men vil samtidig bygge 50 havvindmølleparker i 2050. Målet er mere lavemmissionsenergi og mindre afhængighed af fossile brændsler fra tredjelande. Det hele skal helst produceres i Frankrig, til nøds i EU. Præsidenten satser kort sagt på, at befolkningen vil give ham muligheden for at gennemføre en masse af de reformer, som han egentlig havde lovet at lave i løbet af de første fem år."
Information, mandag, s. 9 (21.03.2022)

I Polen skaber krigen i nabolandet solidaritet på tværs af gamle konflikter
Kristeligt Dagblad bringer lørdag et interview med den polske forfatter Krzysztof Czyżewski, som i 30 år boet ved den østlige polske grænse og arbejdet med fortidens og nutidens konflikter blandt områdets polakker, belarusere, ukrainere og litauere. ”Der er sket en virkelig forandring på alle niveauer. Inklusive regeringen. For eksempel viser vores præsident, Andrzej Duda, tegn på forandringer ved at række hånden ud til andre politikere og sige: 'Lad os gøre det her sammen, lad os undgå konfrontationer',” siger han. og fortsætter: ”I Polen er der en følelse af, at vi ikke bør stole på det her, fordi det bare er en måde at vinde det næste valg og så videre. Men min følelse er en smule anderledes: Vi bør være åbne over for den åbenhed og det fælles fodslag, som vi har lige nu, hvor vi ser solidaritet på tværs af fortidens konflikter.” Krzysztof Czyżewski håber, at EU holder fast i de hårde sanktioner mod Polen, så længe regeringen ikke overholder de demokratiske spilleregler, men han har set en anden udvikling de seneste uger. ”Reaktionen fra et flertal af politikere har været, at vi i Polen er i fare uden EU og Nato. Alt det, der var før - kritikken af EU og kampene med EU - er lige nu forsvundet fra den offentlige debat. Så vi er forenet i den holdning til EU og Nato: De er vores eneste chance for at forblive suveræne, uafhængige og leve i sikkerhed,” siger Krzysztof Czyżewski.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (21.03.2022)

Italiens bånd til Rusland er dybe og kan ikke kappes uden alvorlige følger
I Italien har krigen i Ukraine allerede fået mærkbare og synlige følger, skriver Kristeligt Dagblad mandag. "Det er både et psykologisk og økonomisk chok. I mindst 25 år har italienerne fortrængt behovet for en udenrigspolitik. Nu mærker vi følgerne," fortæller professor i politisk historie ved universitetet i Milano, Aldo Giannuli. Lige inden Ruslands invasion af Ukraine udtalte den italienske regeringsleder, Mario Draghi, at russisk gas ikke bør omfattes af sanktioner, da det ville kunne udløse en energikrise i Italien og underminere landets økonomiske opsving. Draghi blev kritiseret af USA for dermed at svække presset på den russiske præsident Vladimir Putin. I Italien bliver omkring 43 procent af energiforbruget dækket af import fra Rusland, hvilket er en anelse over det europæiske gennemsnit på cirka 40 procent. "Vi har en hel masse små og mellemstore virksomheder, som i vid udstrækning baserer sig på samhandel med Rusland. Det drejer sig om fødevareindustrien, om turisme, men især om luksusvarer: tøj, smykker, møbler. En hel masse forskellige økonomiske faktorer har ført os i retning af Rusland, uden at nogen egentlig har villet det. Der var bare gode penge at tjene," siger Aldo Giannuli. I italiensk politik har støtten til Putin været udbredt, blandt andet har højrefløjspartiet Lega opdyrket forbindelser til Kreml via filosoffen Aleksandr Dugin. Han er rådgiver for Putin og ideologisk frontfigur for det nye højre i Europa. I sidste uge blev lederen i Lega, Matteo Salvini, latterliggjort under et besøg i Polen, da borgmesteren i Przemysl mindede ham om, at han har optrådt både foran Kreml og i Europa-Parlamentet iført en T-shirt med Putins kontrafej på brystet. Også Romano Prodi, den tidligere regeringsleder og formand for EU-Kommissionen, har advaret mod at isolere Putin. Ifølge Kristeligt Dagblad har han nydt godt af russisk finansiering til sin konsulentvirksomhed, Nomisma.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1, 4 (21.03.2022)

Skævt. Enhedslisten er ude af trit med sine vælgere Politiken 19. mar. sid
Politiken lørdag bringer et debatindlæg af Sune Steffen Hansen, tidligere s-rådgiver og vært på podcasten ’Pollster’. Han skriver blandt andet: "Verden har ændret sig markant siden den russiske invasion af Ukraine. Vi er på et splitsekund gået fra at tale om pensionsalder, klima og ældrepleje til kun at tale om krig. Når så voldsomme begivenheder indtræffer, opstår der normalt en periode karakteriseret af fredstid mellem de politiske partier i Danmark. Det samme fænomen ses blandt vælgerne. [...] Enhedslisten (EL) er modstander af både EU og Nato. Det er i sagens natur ikke en nem politik at sælge, når begge instanser aktuelt fremstår som bolværk mod russisk aggression. Men én ting er, hvad der kan sælges til offentligheden, en anden og vigtigere ting er selvfølgelig, hvor partiets egne vælgere ligger i spørgsmålet om EU og Nato. Så længe de er på linje med deres parti, er der trods alt en platform at stå på. Her er problemet imidlertid, at Enhedslistens vælgere ingenlunde er på linje med partiet. Faktisk slet ikke. Enhedslistens vælgere er typisk unge personer med lange uddannelser samt personer, der bor i storbyerne. Det er også lige præcis den gruppe, der er absolut mest global i hele deres tankesæt. Deri ligger et åbenlyst paradoks for partiet. For mens Enhedslisten både vil melde Danmark ud af EU og Nato, er dets vælgere i overvejende grad positive over for selvsamme."
Politiken, lørdag, s. 6 (21.03.2022)

Statsministeren holder lav profil under krigen
I en analyse i Berlingske mandag skriver samfundsredaktør, Bent Winther, blandt andet: "Vi behøver ikke at spørge, hvor Mette Frederiksen er, mens krigen i Ukraine eskalerer, og tusinder af fordrives fra deres hjem. For vi ved det godt. Statsministeren er til topmøder i NATO, i EU, hun siger undskyld til »eksperimentbørn«, besøger Grønland i tre dage og dropper forbi en militærbase i Polen. Det hele kan følges på hendes Instagram-profil. Men hvorfor står Mette Frederiksen i denne alvorlige krisetid ikke foran tv-kameraer i Statsministeriets spejlsal og taler om særlov for ukrainske flygtninge, våben til Ukraine, omstilling fra russisk olie og gas, sikkerhed og krigens gang i det hele taget. [...] Når Mette Frederiksen ikke håndterer krigen i Ukraine på samme måde over for offentligheden som coronakrisen, skyldes det flere ting. For det første er Ukraine-krisen ikke en, som hun på nogen måde kan kontrollere. Spillet om Ukraines fremtid og Europas sikkerhed foregår andre steder end i det danske Statsministerium. I Moskva, på slagmarken, i NATO, i Pentagon, Berlin, Paris og London. Mette Frederiksen kunne heller ikke kontrollere en løbsk covid-19 virus, men havde muligheden og redskaberne til at kontrollere den lokalt: Nedlukninger, restriktioner, mundbind, test, vacciner og så videre. For det andet, så er det sikkerhedspolitiske ikke Mette Frederiksens hjemmebane."
Berlingske, mandag, s. 13 (21.03.2022)

Tragedien er tilbage i Europas historie
I en klumme i Politiken skriver Frankrigskender Bjørn Bredal blandt andet: "Emmanuel Macron nåede lige akkurat at erklære sig officielt som kandidat til at efterfølge sig selv som Frankrigs næste præsident, før han tog imod EU's ledere til et møde om krig og fred på Versaillesslottet uden for Paris. Frankrig har EU-formandskabet i dette forår, så topmødet har længe været planlagt. Men synet af de europæiske stats- og regeringschefer i spejlsalen på Versailles sagde alligevel noget om den skæbnestund, verden står i. Her i spejlsalen blev Det Tyske Rige udråbt i 1871, og her på Versailles blev fredstraktaten efter Første Verdenskrig underskrevet i 1919, hvor de barske vilkår for Tyskland lagde grunden til Anden Verdenskrig. Talrige andre dramaer og rædsler har haft Versailles som kulisse og symbol, hvad Emmanuel Macron vidste alt om, da han i maj 2017, få uger efter at være valgt som Frankrigs præsident, inviterede Vladimir Putin på besøg og modtog ham med pomp og pragt akkurat her på Solkongens palads. [...] Præsident Macron lever med det tragiske. Som præsidentkandidat frem mod de to valgrunder i april skal han leve dagligdags med benzinpriser, varmeregninger og købekraft. [...] Til april går franskmændene til præsidentvalg. Det kan kun blive en dramatisk begivenhed i et land splittet på kryds og tværs af identitetskampe."
Politiken, søndag, s. 3 (21.03.2022)

Klima

Enhedslisten: EU-Kommissionens forslag til bygningsdirektivet er med krigen i Ukraine forældet
Altinget bringer fredag et debatindlæg af Søren Egge Rasmussen, MF (EL), som blandt andet skriver: "Med Putins angreb og overgreb på Ukraine bliver vi nødt til at ændre på klima-, energi- og forsyningspolitikken. For krigen har også konsekvenser for den europæiske bygningsmasse og det bygningsdirektiv, der ligges op til. Et nyt hovedmål er at gøre sig fri af importeret gas fra Rusland. Derfor bør selvforsyning, energibesparelser og hurtig udbygning med vedvarende energi komme i centrum med det samme. EU-Kommissionens forslag til bygningsdirektivet er med den nye sikkerhedssituation forældet. Det er i lyset af den nuværende situation slet ikke nok, at EU-landene kun skal hæve alle boligejendomme, som har energimærket G, med mindst ét niveau inden 2030. [...] Den rette balance mellem bygningskrav og energiforsyningskrav bør både sikres i EU-direktiver og dansk lovgivning. Ligeledes bør der indføres krav til CO2-udledningen ved produktionen af materialer, der indgår i byggeri, da disse vil tegne sig for en større del i fremtiden, jo mere der skal isoleres. Ganske som i dansk lovgivning og som byggeriets parter i øvrigt også bakker op om."
Altinget, fredag (21.03.2022)

Stop den nyttesløse modstand mod invasionen
Information mandag bringer en kommentar af Bjørn Tving Stauning, klimaaktivist, som blandt andet skriver: "Den vestlige forståelse af krigen i Ukraine er enkel: 1. Ukraine udkæmper en heroisk kamp for elementære borgerrettigheder og demokrati. 2. Den russiske hersker er skrupskør og i tilgift en skruppelløs slyngel. Derfor må Ukraine kæmpe, til sidste tapre mand er dræbt af kugler fra en russiske overmagt. Samtidig er grøn energiforsyning pludselig blevet en del af Vestens sikkerhedspolitik og et hot emne blandt de europæiske ledere. [...] Skyldsspørgsmålet er ikke til diskussion: 'Et frit folk har lov til selv at vælge sine samarbejdspartnere', og 'Putin skal ikke blande sig i det ukrainske folks dispositioner' - og det legaliserer en væbnet modstandskamp mod Putins uantagelige adfærd. Ud fra dette synspunkt køber Tyskland nu militært udstyr for 100 milliarder euro, og Danmark udvider værnepligten og betaler uden at kny yderligere 18 milliarder kroner til forsvaret. Der er ingen tvivl om, at våbenindustrien har svært ved at få armene ned. På trods af det vil EU og de øvrige NATO-lande for alt i verden undgå, at de direkte krigshandlinger spredes til flere lande på det europæiske kontinent. Og heldigvis for det da. Alligevel har det ingen effekt, når der gentages det, som alle ved: Udfaldet af krigen er afgjort. Og det er ikke til Ukraines fordel. [...] Verden står over for en klimamæssig selvudslettelse, men politikerne vælger at opruste. Det er det sidste, der er brug for. Kan man overhovedet agitere for at udkæmpe en nådesløs krig, der allerede er afgjort, når man kender konsekvenserne af global opvarmning?"
Information, mandag, s. 17 (21.03.2022)

Konkurrence

EU konkurrencelov kan presse Apple
Hvis EU gennemfører en ny konkurrencelov omkring digitale markeder, kan Apple miste en stor del af sin indtjening fra App Store. Ifølge Børsen mandag forbereder EU en ny konkurrencelov med fokus på digitale markeder - også kendt som DMA (Digital Markets Act). Loven skal begrænse, at virksomheder presser egne servicer ned over kunder. Derfor skal det være muligt for iphonebrugere at downloade software uden for Apples App Store. Et brud på reglerne kan komme til koste bøder på flere milliarder dollar skriver The Wall Street Journal. Loven, som blev stemt igennem i Europa-Parlamentet med 642 stemmer for og 8 imod, kan allerede træde i kraft fra marts.
Børsen, mandag, s. 13 (21.03.2022)

Landbrug

Fødevareminister: Fødevarekrise vil ramme os alle
Ifølge fødevareminister Rasmus Prehn (S) må både danske forbrugere og danske virksomheder nu indstille sig på at kunne mærke konsekvenserne af fødevarekrisen. "Vi er i en så vanskelig situation, og der er så mange, der skal holde for, at vi bare må indstille os på, at vi alle sammen bliver ramt," siger Prehn, der som følge af krisen er indkaldt til møde i EU mandag. Børsen mandag skriver, at Rusland og Ukraine tilsammen står for op mod 30 pct. af verdens hvedeeksport, 17 pct. af alt korn og over halvdelen af verdens solsikkeolie. Fødevareministeren kalder krisen for en meget vanskelig situation for dansk landbrug, hvor bl.a. svineproducenterne har fået svært ved at skaffe foder. “I EU bliver det diskuteret, om vi kan omstille noget af landbrugsstøtten, så der bliver en krisereserve. Alle sådan nogle ting er oppe at vende, men lige nu er det lidt for tidligt at tale om økonomiske erstatninger,” siger han. Rusland har truet med et fuldt eksportstop på fødevarer, mens Ukraine allerede i kraft af krigen har indført fuldt eksportstop. Det er med til at presse verdens storimportører af afgrøder og øge manglen på fødevarer. Ifølge Børsen vil særligt verdens fattige lande, der er afhængige af Ruslands og Ukraines billige korn, blive ramt særligt hårdt. Ifølge Anders Overvad, chefanalytiker hos Tænketanken Europa, er det nu op til EU-Kommissionen at vurdere, om Ungarn overhovedet ifølge EU's regler må lukke ned for eksporten af korn.

Berlingske søndag og Ekstra Bladet lørdag bringer et læserbrev af Peter Kiær, formand for bæredygtigt landbrug. Han skriver blandt andet: "Danmark er et af Europas kornkamre, og vi har et ansvar for at opretholde en stor fødevareproduktion. Ja, vi har en pligt til at producere mad i stor stil for at undgå en humanitær katastrofe. Situationen er alvorlig, og krisen nødvendiggør et opgør med en masse af de tiltag, der forhindrer europæisk landbrug og ikke mindst både miljø- og klimavenlige danske landmænd i at producere den mad, som verden har brug for: Derfor må vi af med de af landbruget så forhadte efterafgrøder - og i stedet satse på højeffektive vinterafgrøder. Vi må sætte en stopper for EUs planer om at udtage fire procent af de europæiske landbrugsarealer. Krav om brak- og vådlægning af god landbrugsjord må ophøre. Og de massive restriktioner, der allerede er pålagt dyrkningsjorden, må rulles tilbage. Nu!"
Børsen, mandag, s. 9; Berlingske, søndag, s. 47; Ekstra Bladet, lørdag, s. 16 (21.03.2022)

Vi skal sikre, at der er fisk i havet i morgen
Jyllands-Posten bringer lørdag en kronik af fiskeriminister, Rasmus Prehn, som blandt andet skriver: "Hvad har I gang i? Er I politikere da kun ude på at plage livet af os fiskere? Og sparke på et erhverv, der allerede ligger ned? Sådan er der formentlig mange fiskere, der tænker i denne tid. Og det forstår jeg godt. For sådan kan det umiddelbart godt se ud. Den ene dag får man at vide, at EU har besluttet at reducere torskekvoten i Østersøen med hele 88 pct. i 2022. Den næste dag hører man, at der indføres zoner i Bælthavet, hvor fiskere ikke må bruge trawl og andre bundslæbende redskaber. Og den tredje dag meldes det ud, at vi i Danmark vil sætte kameraer på danske fiskerfartøjer, der kan kontrollere, hvor mange fisk der smides ud i havet igen. [...] Når EU-landene i oktober 2021 blev enige om at reducere torskekvoten med 88 pct. i 2022 i den vestlige Østersø, er det da en ulykkelig situation for fiskerne, at der skal skæres så voldsomt. Men med den viden, vi har, var der ikke noget valg. [...] Samtlige partier blev kort før jul enige om en kompensation til danske fiskere, der er ramt af briternes udtræden af EU. Beløbet er på hele 1,3 mia. kr. Og aftalen kom i stand lynhurtigt. Vi synes, vi har lavet en balanceret og klog aftale, der både indeholder grønne initiativer, giver erhvervet et rygstød og passer på de mange lokalområder, hvor fiskeriet er en livsnerve. Samtidig har vi gennem en ophugningsordning prioriteret, at fiskere, der vil forlade erhvervet, kan komme tørskoet videre. [...] Den lyse fremtid kommer selvsagt ikke af sig selv. Derfor har Folketingets partier før jul besluttet at nedsætte en fiskerikommission for fremtidens fiskeri. Den skal se på, hvordan vi sikrer et økonomisk stærkt og bæredygtigt fiskeri. Danmark har en vild historie som en af verdens førende fiskerinationer."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 33 (21.03.2022)

Migration

Flygtningenævnet vurderer risikoen ved at sende syrere hjem forskelligt trods samme grundlag
I cirka to år var Flygtningenævnets linje fast: Syriske flygtninge, hvis nære slægtninge har nægtet at tjene i Bashar al-Asads hær, vil kun risikere overgreb i deres hjemland, såfremt slægtningene har haft en særlig profil. Det skriver Information mandag. Frem til udgangen af 2021 betød det, at 53 syrere blev frataget deres asyl i Danmark. I slutningen af november udgav Information en artikel, der satte spørgsmålstegn ved grundlaget for afgørelserne, og siden har der ikke været nogen fast praksis. Nævnene tildelte i december 2021 asyl i to afgørelser, alene fordi syrernes nære slægtninge havde nægtet at tjene i hæren. Disse to afgørelser refererer til en rapport om militærservice fra EU's asylkontor EASO og til kontorets årlige opsummering af forholdene i Syrien. I ti andre afgørelser fra december, januar og februar blev slægtningenes flugt fra den syriske hær ikke accepteret som hverken grundlag eller delgrundlag for asyl. I den ene sag konstaterer nævnet, at det har lagt vægt på EU's militærservicerapport. Ifølge nævnet giver rapporten belæg for, at »familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen«. Men i to andre sager erkender nævnene derimod, at oplysningerne i rapporterne ikke peger i nogen klar retning. Eksperter er bekymrede for de store forskelle i nævnenes bedømmelse af risici for syriske flygtninge. Når man læser flere af afgørelserne, ser det ud til, at der er en forskellig vurdering af baggrundsmaterialerne. Det er meget besynderligt, at nævnene refererer til de samme rapporter, men tillægger dem forskellig betydning. Der fremstår ikke nogen individuelle forhold i sagerne, der kan begrunde denne forskel," fortæller Louise Halleskov fra Aarhus Universitet.
Information, mandag, s. 4-5 (21.03.2022)

Russere flygter også. Skal vi hjælpe dem?
Ukrainske flygtninge strømmer til Danmark, men også russere og belarusere er begyndt at flygte fra deres hjemlande, skriver Kristeligt Dagblad lørdag. Torsdag præsenterede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) den nye særlov, og ved samme lejlighed fortalte ministeren, at Danmark er begyndt at modtage asylansøgere fra både Rusland og Belarus. De er dog ikke indbefattet i den nye særlov og fra Lizaveta Dubinka-Hushcha, som er formand for Beladania, som er en danskbelarusisk forening, lyder det: ”Vi kan se, at antallet af belarusere, som ønsker at forlade landet, er stigende. Og jeg kan se, at flere har forsøgt at få en tid hos den polske ambassade. Men den sagde, at det kunne de ikke. Det er en slags 'lost people', som står i en virkelig svær situation,” siger Lizaveta Dubinka-Hushcha. Foreningen Beladania appellerer derfor til, at Folketingets partier skal lade særloven gælde for også russere og belarusere. Nikolas Feith Tan, som forsker i international flygtningeret ved Institut for Menneskerettigheder, fortæller, at det ikke er så enkelt. ”Det er relativt nemt at gøre det med ukrainerne, fordi de alle flygter fra krigen. Men i Rusland er det nok kun dissidenterne og dessertører fra den russiske hær, som virkelig har brug for international beskyttelse. Og det kan være svært at skelne mellem dem og alle mulige andre,” siger han.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 4 (21.03.2022)

Solidariteten med ukrainerne viser vejen
Politiken mandag bringer et debatindlæg af Charlotte Slente, Rasmus Grue Christensen, Vibe Klarup og Tim Whyte, hhv. generalsekretær, DRC Dansk Flygtningehjælp, direktør, Dignity, generalsekretær, Amnesty International Danmark og generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke. De skriver blandt andet: "Det er skønt at se et stort set forenet Danmark tage varmt imod de ukrainske flygtninge. Onsdag 23. marts har Folketinget en chance for at udvise den samme solidaritet over for andre flygtningegrupper, så de ikke skal frygte at blive sendt retur til skrøbelige og uforudsigelige forhold i hjemlandet. [...] Folketingets partier kan faktisk allerede i dag tage et vigtigt skridt i den retning og stemme JA til det beslutningsforslag, der skal sikre, at Danmark ikke udsender flygtninge til skrøbelige og uforudsigelige forhold i hjemlandet. De syriske flygtninge, der hidtil har mistet opholdstilladelsen, har været vurderet som ikke individuelt forfulgte. Men frygten for inddragelse af opholdstilladelsen har bredt sig som ringe i vandet - også blandt flygtninge, der i høj grad har været udsat for individuel forfølgelse, f.eks. torturoverlevere. Rehabilitering af torturoverlevere vanskeliggøres selvsagt, når patienterne lever i stadig frygt for at miste opholdstilladelsen. [...] Flygtninge, som fratages deres opholdstilladelse, kan ikke sendes hjem med tvang på grund af Danmarks udenrigspolitiske ståsted over for Syrien. De danske myndigheder anbringer dem derfor på et udrejsecenter med det formål, at flygtningene føler sig presset til at rejse hjem frivilligt. Det er ikke alene meningsløst. Det er også uansvarligt, og derfor har den danske politik også med rette udløst international kritik. Europa-Parlamentet har taget kraftig afstand, og UNHCR har gentagne gange kritiseret den danske praksis og anbefaler på linje med beslutningsforslaget, at opholdstilladelser ikke kan inddrages, medmindre betydelige og vedvarende ændringer har fundet sted i hjemlandet.
Politiken, mandag, s. 6 (21.03.2022)

Sikkerhedspolitik

Debattør: Krigen i Ukraine er en brat opvågning for min generation. Nu skal vi kæmpe for freden
I et debatindlæg på Altinget skriver Claes Kirkeby Theilgaard, chefredaktør, Indblik.dk, blandt andet: "Efter Ruslands invasion af Ukraine er vi vågnet op til en ny virkelighed. Personligt har invasionen været et wakeupcall, og det tror jeg gælder mange andre unge. Jeg er del af en generation, der har levet hele vores liv i et Europa præget af fred. Det betyder i hvert fald i mit tilfælde, at jeg har taget freden for givet. [...] Hvis ikke vi sikrer os mod russernes - og eventuelle andres - fremfærden, er det underordnet, om SU'en bliver sat op eller ned, eller om regeringen lykkedes med at forbyde køb af cigaretter for unge født efter 2010. Det tror jeg, at mange unge indser i disse dage. Hvad der end bliver nødvendigt at gøre, bør min generation være klar. På den baggrund håber jeg også, at sikkerhedspolitik vil være et emne, der fremover vil fylde mere i bevidstheden hos såvel unge som ældre vælgere. På de få uger der er gået siden invasionen, 2½1har jeg i hvert fald fået en helt ny forståelse for vigtigheden af sikkerhedspolitik. Jeg har lært, hvor afgørende det er, at Danmark som det lille land vi er, indgår helhjertet i det sikkerhedspolitiske samarbejde i Nato, hvis vi ønsker at leve i fred og fordragelighed. [...] Samtidig er det mit håb, at min generation, der har nydt godt af tidligere generationers ofre og derfor har kunnet leve et helt liv i et Europa præget af fred, vil gøre sig til bannerfører for det politiske arbejde, der skal til for at sikre, at freden består. Et politisk arbejde, der som minimum bør bestå i at opruste forsvaret og leve op til vores Nato-forpligtelse, gøre os økonomisk uafhængige af såvel Rusland som andre slyngelstater og styrke det interne sammenhold og samarbejde i EU og i resten af den frie, vestlige verden."
Altinget, mandag (21.03.2022)

EU-lande brugte smuthul i embargoen mod Rusland - og solgte våben
En opgørelse fra Investigate Europe viser, at ti EU-lande eksporterede våben for samlet over 2,5 milliarder kroner til det russiske militær fra 2015 til 2020, skriver Politiken lørdag. Det er sket til trods for, at EU indførte en våbenembargo mod Rusland efter præsident Vladimir Putins annektering af Krimhalvøen fra Ukraine i 2014. Grunden, til at det har kunnet lade sig gøre, er, at der er en afgørende undtagelse i EU's våbenembargo: Alle våbenkontrakter, som var indgået med Rusland før 1. august 2014, var ikke en del af forbuddet mod at eksportere våben. "EU-landene var ikke interesserede i at afbryde våbenkontrakterne med Rusland. Der er jo penge i det. De umiddelbare europæiske sanktioner som følge af den russiske annektering af Krim var mest symbolpolitik. Det var ikke særlig hårde sanktioner," siger Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet og fortsætter: "Mange anså det reelt næsten for at være russisk område. Men det kunne man selvfølgelig ikke sige, for man kan ikke belønne aggression, og der er heller ikke nogen lande i Vesten, der kommer til at anerkende annekteringen af Krim." Øverst på Investigate Europes liste over de ti lande, som har haft Rusland som våbenkunde fra 2015 til 2020, står Frankrig, som stod for 44 procent af EU-landenes våbensalg til Rusland. Det franske forsvarsministerium siger i et svar til Investigate Europe, at Frankrig er forpligtet til strengt at følge embargoen fra 2014 og at de fem års våbensalg til Rusland er et "resultat af tidligere kontrakter". De tre EU-lande, som var de største leverandører af våben til Rusland i perioden 2015-20, er Frankrig, Tyskland og Italien og det overrasker ikke Kristian Søby Kristensen, at det er Frankrig, der står for den største del af våbeneksporten. "Frankrig og Rusland har længe haft et tæt samarbejde om våben. Og Frankrigs nationale interesser i våbeneksport kan sagtens på samme tid være direkte modstridende med landets egne politiske interesser. Der er altid et element af både kynisme og dobbeltmoral i det internationale våbenmarked," siger han.
Politiken, lørdag, s. 8 (21.03.2022)

Joe Bidens Europa-rejse skal sikre en sammentømret linje i Nato og EU
På torsdag deltager USA's præsident Biden i EU- og Nato-topmøder i Bruxelles og det er kun sket få gange tidligere, at en leder fra et tredjeland har fået adgang til EU-ledernes topmødebord, skriver Børsen. Spørgsmålet er nu, hvor langt Joe Biden vil gå med sin støtte til Ukraine, skriver Jyllands-Posten søndag. Joe Biden har de seneste måneder kæmpet med dårlige meningsmålinger og en stadig mere splittet amerikansk kongres og fra flere kilder lyder det nu, at med krigen i Ukraine har USA igen fået en samlet sag at kæmpe for, hvilket præsidenten vil udnytte til det yderste. "Udadtil vil han signalere, at der er en enig front under USA, der står samlet over for Putin. Han vil på den måde spille sit kort som statsmand både over for USA og over for befolkningerne i Europa, for at presset på Putin fortsætter, og det kan også styrke hans popularitet i USA," vurderer professor Michael Desch, der er leder af det internationale center for sikkerhedspolitik på University of Notre Dame. Forleden på et pressemøde i Bruxelles udtrykte Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, støtte til den amerikanske linje, hvor han samtidig sagde, at alliancen i fremtiden skal være rustet til et langt mere aktivt forsvar end i dag. "Landene i alliancen mener alle som en, at Nato ikke skal sende styrker ind på landjorden eller i luften over Ukraine. Vi har et ansvar for at sikre, at denne krig ikke eskalerer ud over Ukraine," sagde han.
Jyllands-Posten, søndag, s. 10-11; Børsen, søndag, s. 2-3 (21.03.2022)

Putin har ingen taktiske grunde til at anvende atomvåben
Politiken bringer et interview med 67-årige Admiral James Stavridis, som i sin tid havde kommandoen over amerikanske flådefartøjer i Middelhavet, Den Persiske Golf og Det Sydkinesiske Hav. Han mener, at den taktiske trussel er Vladimir Putin og den strategiske udfordring er Kina. "Jeg tror, vi kommer til at få et år, hvor vi kan leve relativt fredeligt med kineserne. De har ikke lyst til at deltage på russisk side. Kina vil ikke understøtte Ruslands angreb på anden måde end ved at undlade at stemme et par gange i FN. Hvis man ser på, hvilke stater der for alvor har stemt side om side med Rusland i FN - Syrien, Nordkorea, Belarus og Eritrea - er der i alle tilfælde tale om slyngelstater. Kina har intet ønske om at være en slyngelstat. Med andre ord tror jeg, at det faktisk kan blive et ret godt år for de amerikansk-kinesiske relationer," siger han blandt andet og fortsætter: "Jeg synes, at vi i Vesten bør støtte demokratiet, og så må Ukraine som et demokratisk land selv tage en så vigtig beslutning - fuldstændig ligesom Østrig, Sverige og Finland har gjort det. I øvrigt hører jeg oftere og oftere mine venner i Helsinki og Stockholm sige: 'Nåh, det kunne være, det var på tide, at vi anskaffede os et af de der medlemskort til Nato'. Jeg selv siger altid til folk i Sverige og Finland: Hvis I vil være en del af Nato, ringer I bare på onsdag, så skal vi nok få jer ind inden fredag. De er nogle glimrende mennesker."
Politiken, søndag, s. 21-23 (21.03.2022)

Tidl. ambassadør: Putin har fået frit spil til at underkue befolkningen efter eksklusion fra Europarådet
Altinget bringer fredag et debatindlæg af Claus von Barnekow, forhenværende ambassadør, Europarådet og seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-komite for menneskerettigheder, som blandt andet skriver: "Medierne i Danmark har i skrivende stund endnu ikke fundet det værd selvstændigt at omtale nyheden om, at Rusland er ekskluderet fra Europarådet. Man videregiver ukritisk et Reuters telegram om, at Rusland har meldt sig ud. Det er en udmeldelse, der ingen formel betydning har. [...] Rusland er dermed udstødt af dette europæiske fællesskab: en pariastat. Har det betydning? Ja - for Ruslands statsledelse, som nu kan udvikle sin særlige russiske fascisme, hvor staten omslutter, underkuer og umyndiggør en befolkning opvokset og fodret med tvangstanker under Ruslands hvid, blå røde tricolore. [...] Flere retsakter, som det eksluderede Rusland har obstrueret, forventes nu vedtaget af Europarådets Ministerkomité. Og mon ikke den håndfuld Europarådsmedlemmer, der har ondt i menneskerettigheder og retsstatsprincipper fremover vil se nøjere på deres overholdelse af påtagne forpligtelser. Der fældes ingen tårer over, at et Rusland med den nuværende statsledelse er blevet sparket ud. Til gengæld kan man udtrykke bekymring over russiske borgeres magtesløshed over for det nuværende politiske system: deres klageadgang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvortil Rusland har været storleverandør, er ophørt. Et totalitært politisk system råder nu i Den Russiske Føderation, hvis indre stabilitet måske står over for en prøvelse."
Altinget, fredag (21.03.2022)

Sundhed

Danske Børnelæger: Mennesker med svær overvægt lades i stikken af sundhedsvæsenet
På Altinget fredag kan man læse et debatindlæg af udvalget vedrørende overvægt i Dansk Pædiatrisk Selskab. De skriver blandt andet: "Mennesker der lever med svær overvægt, og ønsker hjælp til at håndtere deres overvægt, bliver ladt i stikken af det danske sundhedsvæsen. [...] De menneskelige og økonomiske omkostninger forbundet med svær overvægt og dets følgesygdomme er høje og forventes at stige, specielt i lyset af at befolkningen bliver ældre. EU-landene vil i gennemsnit bruge 8,4 procent af deres BNP på overvægt og relaterede sygdomme i perioden 2020-2050. Danmark har allerede nu omkostninger på over ti milliarder kroner årligt set som både direkte og indirekte omkostninger forbundet med svær overvægt. [...] Både WHO (1948), Europa-Kommissionen (2021) og den nye internationale sygdomsklassifikation "ICD-11" (2022) understreger, at svær overvægt er en alvorlig, kronisk og kompleks sygdom. I Danmark er svær overvægt endnu ikke anerkendt som en sygdom. Det betyder, at over 900. 000 danskere med svær overvægt er overladt til sig selv, hvad angår deres udfordringer med overvægt og dets 230 kendte komplikationer. [...] Vi ser gerne en udvikling, hvor sundhedsvæsenet og det danske samfund tager ansvar for den enorme sundhedsudfordring, som svær overvægt er for næsten en million danskere."
Altinget, fredag (21.03.2022)

Udenrigspolitik

Amerikansk topbasketballspiller risikerer 10 års fængsel i Rusland
Basketballspilleren Brittney Griner er fængslet på en ukendt destination i Moskva og er endt som en brik i den dybe krise imellem USA og Rusland, skriver Jyllands-Posten lørdag. Den dobbelte OL-guldvinder har været væk i en måned og risikerer angiveligt op til 10 års fængsel for at være i besiddelse af cannabisolie, som kan købes på apoteket i Danmark. I både USA og EU er det lovligt at besidde cannabisolie, men i Rusland ser myndighederne anderledes på det, og hun risikerer derfor en dom for narkotikasmugling, selv om cannabisolie ikke har nogen euforiserende effekt og ikke er et rusmiddel. Forholdet imellem USA og Rusland er på nulpunktet grundet krigen i Ukraine, og basketballspilleren er allerede blevet en brik i et politisk spil med diplomatisk pres og sparsom information.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 26 (21.03.2022)

Jeppe Kofod forudser, at dette er begyndelsen på enden for Putin
Berlingske bringer lørdag et interview med udenrigsminister, Jeppe Kofod, som blandt andet fortæller om, hvordan han ser på en verden, der er forandret for altid - men ikke kun til det dårligere. "Det er måske en lidt analytisk pointe, men jeg tror, at det, vi ser nu, er begyndelsen på enden for Putin og hans regime. For jeg tror ikke, russerne vil finde sig i det her i længden, og resten af verden - vi vil jo på ingen måde finde os i det," siger han og fortsætter: "Derfor står Rusland i dag politisk stort set isoleret i verden. Økonomisk står de på randen af statsbankerot og sammenbrud. Og fremtidsudsigterne for det land ser meget dystre ud, fordi vi har formået at reagere så stærkt fra Vestens side." Han øjner dog et lyspunkt i det dystre mørke. "Jeg vil dog sige, at jeg har fået et håb: Det her har bragt os sammen blandt de demokratiske lande. Ikke kun Europa, USA, Canada og Storbritannien, men også Japan, Singapore og Australien, " siger Jeppe Kofod og fortsætter: "Vi stiller os sammen om de sværeste sanktioner og de hårdeste fordømmelser, der har store konsekvenser for Rusland. Og den ruslandspolitik, vi kommer til at føre fra EU og NATOs side, bliver netop at forholde os til Putin som én, vi ikke kan samarbejde med. Det bliver ikke bare business as usual, så længe han opfører sig, som han gør. Det gør mig optimistisk på vores sammenholds vegne. Og det er også den bedste chance, vi har for at stoppe Putins aggression mod Ukraine først og fremmest, men også videre i Europa, hvis han måtte have sådan nogle tanker."
Berlingske, lørdag, s. 26-27 (21.03.2022)

Professor i international politik: EU's syn på verden var blot en smuk drøm. Det er en illusion, at vi kan handle os til fred
Krigen i Ukraine demonstrerer, at årtiers forsøg fra EU på at sikre fred og stabilitet gennem handel og økonomisk samarbejde ikke har nyttet. Ifølge Søren Dosenrode, professor i international politik ved Aalborg Universitet, står vi over for forandringer i international politik på linje med Murens fald. Kristeligt Dagblad mandag skriver, at Rusland ganske enkelt ikke deler EU's liberale verdenssyn og tro på, at det er muligt at opnå harmoni i international politik, hvis blot lande samarbejder og engagerer sig i hinanden. "EU's verdenssyn er typisk liberalt i modsætning til realistisk. Det går tilbage til oplysningstiden og dens tro på, at mennesket er rationelt og altid vil stræbe efter at forfølge sin egen lykke, uden at det ødelægger muligheden for indbyrdes harmoni med andre mennesker. De liberale tror, at harmonien kan opnås gennem samarbejde, som alle har interesse i. Derfor er samarbejde vigtigt, og måden at skabe det på er gennem demokrati, menneskerettigheder og frihandel. Men Rusland bygger ikke på en liberal tankegang. Rusland baserer sig på den tilgang i international politik, man kalder realisme. Her er antagelsen, at det internationale system er fyldt med konflikter, som i sidste ende kun kan afgøres med afskrækkelse eller krig. Derfor bliver det vigtigste statens overlevelse. Realister er også frygteligt bekymret for afhængighed. Hvor vi i EU betragter gensidig afhængighed som noget positivt, fordi vi regner med, at det får os til at være forsigtige med at skabe konflikt, ser et land som Rusland afhængighed som en potentiel svaghed. Og man kan sige, at de økonomiske sanktioner netop bekræfter den antagelse," siger Søren Dosenrode.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 7 (21.03.2022)

Putins krig åbner dialog mellem USA og Venezuela
Politiken bringer et debatindlæg af international korrespondent Anne M. Sørensen, som blandt andet skriver: "Krig er altid en oplagt lejlighed til at ommøblere på alliancer, og den russiske invasion af Ukraine er ingen undtagelse. Putins aktuelle uhyrligheder mod den ukrainske befolkning har konsekvenser helt til Latinamerika, hvor det olierige Venezuela, der længe har befundet sig i en slags global skammekrog, nu pludselig ser sig ombejlet fra flere sider. De nye frierfødder handler naturligvis en hel del om olie, nu da både USA og Europa forsøger at løsrive sig fra deres afhængighed af Ruslands olie og gas. [...] Den nye høflighed fortsatte i Tyrkiet sidste weekend under topmødet for diplomati, hvor EU's udenrigschef, Josep Borrell, mødte Venezuelas udenrigsminister, Felix Placencia, til en snak om olie, Ukraine, og hvad der skal til fra Venezuelas side, for at sanktionerne ophæves. EU har i spørgsmålet om Venezuela stort set fulgt USA's linje. MEN UANSET hvor pænt USA og Venezuela lige pludselig taler til hinanden, er der tale om en tilnærmelse med indbyggede snubletråde, og begge parter er fortsat dybt mistænksomme over for hinanden. Det er trods alt kun få uger siden, at Venezuela blev betragtet som et kleptokratisk diktatur, og den amerikanske administration afviste at tale med Maduro, hvis ikke også Juan Guaidó var til stede. Men på grund af Putins brutale fremfærd i Ukraine forhandler USA nu pludselig på livet løs og endda direkte med selvsamme Maduro. Så meget for principper. Begge parter holder dog kortene tæt ind til kroppen. Venezuela er ikke parat til at bryde båndene til Rusland, og Maduro har i telefonsamtaler med Putin udtrykt stor forståelse for dennes krav på Ukraine. Han har ved enhver lejlighed tordnet mod Nato og det amerikanske lederskab. Men han er også forsigtig, og i FN afstod Venezuela fra at støtte Rusland ved at undlade at stemme, da et massivt flertal på 141 lande i begyndelsen af marts stemte for en fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine. Ruslands øvrige allierede i Latinamerika, Cuba og Nicaragua, undlod også at stemme. [...] Det er endnu for tidligt til at sige, om der kommer noget ud af de forsigtige tilnærmelser, men vi lever i en tid, hvor geopolitiske jordskælv flytter tektoniske plader. Hvem havde lige set, at bomberne over Ukraine kunne åbne en farbar sti mellem USA og Venezuela?"
Politiken, søndag, s. 7 (21.03.2022)

Sanktioner rammer Færøerne hårdt
Eksport til Rusland er central for færøsk økonomi, men nu spænder krigen i Ukraine ben for eksporteventyret. Sanktionerne kan få store konsekvenser, lyder det fra Jenis av Rana, Færøernes udenrigsminister. "”Vi står skulder ved skulder med de andre demokratiske nationer i Vesten. Vi fordømmer på det kraftigste, hvad der er sket i Ukraine. Som en lille nation, der ligger så sårbart, som Færøerne gør, er vi selvfølgelig også bange for, at sådan noget, vi indtil for nylig troede var utænkeligt, kan ske for os selv,” siger udenrigsministeren og påpeger, at han dog ikke fortryder, at Færøerne er blevet så afhængige af eksport til Rusland. ”Vi var presset i bund af EU, som troede, at de kunne tryne os. Så kom russerne som nogle frelsende engle og reddede os, og det skal de have kredit for. Jeg ved ikke, hvad der ellers ville være sket med os,” siger han.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1 (21.03.2022)

Xi og Biden talte i to timer om fred og ansvar
Politiken og Berlingske skriver lørdag om fredagens møde mellem Kinas præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident, Joe Biden. Politiken skriver, at Kinas præsident påpegede, at Kina ikke har ønsket at se »situationen i Ukraine nå hertil«, og at »Kina står for fred og er imod krig«. »Alle lande er nødt til i fællesskab at støtte Rusland og Ukraine i at gå i dialog og forhandlinger, som skaber resultater og fører til fred. USA og Nato bør også gå i dialog med Rusland for at adressere kernen i Ukraine-krisen og løse både Ruslands og Ukraines sikkerhedsbekymringer«, skriver det kinesiske udenrigsministerium i sit referat af mødet. Joe Biden skal den 24. marts deltage i topmøder i Nato og EU, hvor det altoverskyggende emne er Ukraine-krigen. Ifølge Politiken mandag tvinger de vestlige sanktioner Rusland til at søge nye markeder. Derfor handlede fredagens telefonsamtale primært om én ting for USA: Kan præsident Biden belønne eller true Kina til ikke at købe stort ind i den russiske tilbudsavis? Sanktionerne kan på længere sigt gøre Rusland dybt økonomisk afhængig af Kina, hvilket kan udvikle sig til en ny strategisk udfordring for Europa og USA. Kina har i februar og marts indgået tre aftaler med Rusland om at købe stort ind af russiske råvarer - i første omgang hvede, gas og olie. Kina har indgået en stor aftale med Rusland om at købe russisk hvede, og i sidste uge besluttede russiske Surgutneftegaz ifølge Reuters, at man fremover vil sælge olie til Kina uden at kræve betalingsgarantier, hvilket normalt ellers er et krav. Russiske Gazprom har desuden indgået en 30-årig aftale med Kina om at levere gas gennem en kommende rørledning, der vil løbe fra øen Sakhalin under Det Japanske Hav og til det nordøstlige Kina. "Der er et stort handelspotentiale her, og samtidig har vi i Vesten svært ved at kritisere det, for Europa er jo ikke selv bedre, så længe vi selv køber gas fra russerne. Rusland har i mange år forsøgt at lokke kineserne til at finansiere rørledninger fra Arktis til Kina, men det har ikke været en god forretning. Hvis Putin nu vurderer, at de vestlige sanktioner vil fortsætte i mange år, så kan det pludselig være en langsigtet investering, der giver mening. For hvem skal de ellers sælge til," siger Jakob Funk Kirkegaard, som er ph.d. og senior fellow ved den amerikanske tænketank Peterson Institute for International Economics. Hvor langt Kina kan trække Rusland ind uden at risikere hård modreaktion fra Vesten, er uvist. Det spørgsmål vil Joe Biden efter alt at dømme forsøge at opnå enighed om. Han besøger den 24. marts Europa for at deltage i topmøder i Nato og EU om Ukraine-krigen. Kina vil her stå højt på dagsordenen.

I en analyse i Berlingske lørdag skriver journalist Lene Winther blandt andet: "Efter fredagens 1 time og 50 minutter lange videomøde mellem præsidenterne for verdens to største magter stod det klart: Xi Jinping rokkede sig ikke en tøddel fra sin nuværende officielle position om ikke at vælge side i krigen. Meldingen fra de kinesiske statsmedier bagefter lød som en gentagelse af, hvad vi har hørt før. [...] Den amerikanske udlægning af mødet var ved redaktionens deadline endnu ikke fremlagt. De to ledere Xi Jinping og Vladimir Putin har opdyrket en personlig relation og har mødtes hele 38 gange - senest til åbningen af vinter-OL i Beijing, hvor de beseglede venskabet med de efterhånden famøse ord »uden grænser og forbudte områder«. Udtalelsen fra Xi Jinping understreger, hvordan Kina træder en svær balancegang i krigen Ukraine. Man forsøger med den ene hånd at iscenesætte sig selv som en neutral spiller og undlader eksempelvis at støtte Rusland i FNs Sikkerhedsråd. [...] Kina er dog stadig dybt afhængige af handel med EU og USA, mens det russiske marked til sammenligning ikke betyder meget. Kinas egen økonomi er ti gange større end den russiske. Man har derfor ingen interesse i at blive ramt af vestlige sanktioner, hvis man sikrer Rusland en økonomisk livline. Især ikke nu hvor man slås med det største coronaudbrud siden Wuhan i 2020, og den lavere kinesiske vækst skaber dybe panderynker i partitoppen. Den kinesiske leder har tværtimod brug for stabilitet og ro i år, hvor han selv efter planen skal genvælges som præsident til efteråret. Det kan blive Joe Bidens anledning til at sikre sig, at Xi Jinping i det mindste ikke springer åbent over i den russiske lejr med hjælp til at omgås sanktionerne. Samtidig sender mødet mellem de to verdensledere et signal til Vladimir Putin om, at det kinesiske venskab ikke er så grænseløst igen."

I information leder mandag kan man blandt andet læse: "Der er vigtige samtaler. Og så er der samtaler, der kan definere verdens gang de næste årtier. Det var en af den sidste slags, som USA's præsident, Joe Biden, fredag eftermiddag dansk tid tog med Kinas leder, Xi Jinping. I et to timer langt videomøde skulle Biden have advaret sin kinesiske modpart om alvorlige konsekvenser, hvis Kina aktivt støtter og bakker op om Ruslands angrebskrig mod Ukraine, enten økonomisk eller med militært isenkram. Xi Jinpings reaktion på advarslerne kan blive skelsættende for, hvordan Kinas forhold til USA og Vesten vil forme sig de næste mange år. [...] Tidligere på ugen kunne Financial Times rapportere, at USA advarede sine allierede om, at Kina er villig til at levere missiler, droner og pansrede køretøjer til den russiske hær. Og fredag fortalte anonyme kilder til mediet Politico, at EU har »meget troværdige beviser« på, at Kina overvejer militær støtte til Rusland. I videomødet var det derfor Bidens opgave at presse, lokke og true Xi Jinping til ikke at levere på sin påståede villighed til at støtte russerne - og i stedet vælge den vestlige side og bakke op om Vestens forsøg på at udstøde Putin. Men der var ikke umiddelbart tegn på succes. Ifølge den første rapport om mødet, som kom sent om eftermiddagen fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, fokuserede Xi Jinping på at kritisere de vestlige sanktioner mod Rusland, som han mener er med til at forværre krisen. Han lagde ingen skyld på Ruslands skuldre for krigen. [...] Set fra Beijings perspektiv vil det formentlig på nuværende tidspunkt også være mere fordelagtigt at gå en fin balancegang. De kinesiske ledere vil ikke risikere et fuldstændigt brud med Vesten - som vil påføre Kina (og Vesten) stor økonomisk smerte. Men de vil samtidig heller ikke være med til helt at isolere og stække Putin, da de kan se en strategisk fordel i, at USA og dets europæisk allierede bruger deres kræfter på en opslidende konflikt med Rusland - et isoleret Rusland, der som en ekstra geopolitisk gevinst kan blive stadig mere afhængig af Kina. Resultatet af mødet mellem Biden og Xi er ikke umiddelbart betryggende. Men hvis Xi Jinping kan finde ud af at gå på line, så vil han i hvert fald kunne ende som Ukraine-krigens vinder."
Politiken, lørdag, s. 7; Berlingske, lørdag, s. 8; Information, mandag, s. 20 (21.03.2022)
 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
21. marts 2022
Forfatter
Repræsentationen i Danmark