Skip to main content
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark
Supplerende information23. januar 2023Repræsentationen i Danmark

EU i dagens aviser mandag den 23. januar 2023

EU i weekenden og dagens aviser

Den 21-23. januar 2023

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: I Davos er handling en mangelvare
Det 53. årsmøde i World Economic Forum i Davos er forbi og selvom det ikke er helt tilbage i storform, så er det tæt på og i omfang større end nogensinde, skriver Jyllands-Posten lørdag. Kriserne har stået i kø og de er på ingen måde blevet løst ved de flere end 400 sessioner eller vigtige møder i korridorerne under årsmødet, men henved 3.000 deltagere forlader Davos med en fælles referenceramme i forhold til klimakrisen, energikrisen, fødevarekrisen, den økonomiske krise, den geopolitiske krise, den demografiske krise, uddannelseskrisen, og hvad der ellers er af nationale, regionale og globale kriser. ”Global Ceo Survey” fra Pwc, der blev offentliggjort i mandags, viser, at størstedelen af de adspurgte topchefer venter, at økonomien vil blive ramt af tilbagegang i løbet af de kommende 12 måneder, men i løbet af årsmødet var det især fra regerings- og centralbankchefer optimisme at spore. "De seneste uger er nyhedsstrømmen blevet meget mere positiv. Retorikken er gået fra, at der kommer en recession til, at det bliver en økonomisk afmatning, og markante stemmer i Europa argumenterer nu for, at der slet ikke kommer en recession," lød det fra ECB-præsidenten, Christine Lagarde. Ifølge Jyllands-Posten lørdag og Børsen mandag gentog Christine Lagarde fredag, på topmødet i Davos, at inflationen på alle måder var alt for høj, og at centralbanken vil holde kursen.

Børsen skriver lørdag, at avisen talte med Siemens-formand Jim Hagemann Snabe torsdag på World Economic Forums årsmøde i Davos. Jim Hagemann Snabe er bestyrelsesformand for den tyske industrigigant Siemens, han rådgiver Mærsk, som han også har været bestyrelsesformand for, og så er han medlem af bestyrelsen i World Economic Forum sammen med bl.a. Blackrock-stifter Larry Fink, den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore og ECB-chef Christine Lagarde. Siden 2008 har han været til stede ved hvert eneste årsmøde i Davos og han fortæller, at dette års møde føles virkelig anderledes. Han mener ikke, at vi er på vej mod mindre globalisering, men en anden globalisering, der stiller kæmpestore krav til politikere og topchefer. “Nu skal vi til at forholde os til nogle nye antagelser om verden; at alle ikke ønsker så meget globalisering, som vi gik og troede. Det er en ret vild udvikling. Vi skal pludselig overkomme en geopolitisk meget kompleks situation,” siger han og understreger, at han grundlæggende er optimistisk og selvom der er store udfordringer, så er der også store muligheder. “De virksomheder, jeg er involveret i, går bedre end nogensinde. Når jeg taler med erhvervsfolk hernede, siger de alle sammen, at det går bedre end nogensinde. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke synes, at det går langt bedre, end de kunnet have forventet i en verden, der har forsyningskædeproblemer, krig, energikrise - alle mulige problemer,” siger Jim Hagemann Snabe og fortsætter: “Det tyder på, at virksomhederne har skabt en robusthed og en evne til at klare hvad som helst - covid og en krig og energipriser og høj inflation. Det gør, at jeg er relativt optimistisk. Hvis man kan have virksomhedsresultater nu, der er bedre end nogensinde før, så er potentialet enormt.”

Børsen bringer en analyse af Kenneth Praefke, økonomisk korrespondent, som blandt andet skriver: "Davos-mødet er et paradoks, og det er særligt tydeligt i år, hvor World Economic Forum selv taler om, at vi står ved et vendepunkt i historien. Hver dag kører der fire, fem, seks debatter oven i hinanden fra morgen til aften, paneler med topchefer og taler fra regeringschefer. […] Men i år er det især fire temaer, der har været altdominerende. Det er de fire K'er: Krig, klima, krise og Kina. [...] Det er indlysende, at krigen i Ukraine må og skal fylde. Den ukrainske førstedame, Olena Zelenska, har været i Davos flere dage, og hun sad på første række, da hendes mand, præsident Zelenskyj, talte over videolink fra Kyiv. Og statslederne har stået i kø for at erklære opbakning til Ukraine, så længe det kræves: Den tyske kansler Olaf Scholz, EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, Nato-chef Jens Stoltenberg. [...] Krigen i Ukraine har også været med til at gøre, at klima og den grønne omstilling, der i årevis har været et vigtigt tema i Davos, er rykket endnu længere op på dagsordenen. Og især den del der handler om energiforsyning. Det var også omdrejningspunktet for både Olaf Scholz og Ursula von der Leyen i deres taler. Begge langede også ud efter den kæmpestore amerikanske, grønne støttepakke, den såkaldte Inflation Reduction Act, som de mener skaber ulige konkurrencevilkår for de grønne virksomheder. Det mest slående i diskussionen om klima er, hvordan det ikke længere kun handler om at gøre verden CO2-neutral på langt sigt. Det handler om at gøre sig uafhængig fossile energikilder fra lande som Rusland. [...] Den høje inflation, de stigende renter og risikoen for, at verden ender i recession, har også været et kæmpe tema. Men hvor efteråret og den første del af vinteren bød på den ene pessimistiske forudsigelse efter den anden, har stemningen i Davos haft en lille snert af optimisme. Måske bedst personificeret gennem den tidligere amerikanske finansminister Larry Summers, der i halvanden år har været blandt de mest pessimistiske stemmer, når der gælder den høje inflation. USA og Europa kan stadig ende i en recession, men selv han må indrømme, at det ser bedre ud, end han havde forventet. [...] Det sidste store emne har været Kina, der efter tre års coronanedlukninger nu har givet endegyldigt slip på deres strenge coronapolitik. Nu kan udlændinge igen rejse ind i Kina, som Kinas vicepremierminister Liu He opfordrede dem til at gøre i sin Davos-tale tirsdag. Efter flere års spændinger med særligt USA rakte han også en høflig hånd frem mod Vesten. Han sagde, at Kina er modstandere af protektionisme, og med en slet skjult henvisning til USA‘s hårde eksportrestriktioner, der skal forhindre Kina i at får adgang til de hurtigste mikrochip, sagde Liu He, at “vi skal opgive koldkrigsmentaliteten”. “Kinas dør til verden bliver kun mere åben,” sagde Liu He. [...] World Economic Forum kan ikke beslutte noget, og der er ingen fælles deklaration, man bliver enige om, når ugen er gået. Årsmødet er et virvar af formelle debatter og uformelle samtaler. Det er et forum, altså en snakkeklub. Men World Economic Forums store udfordring er og har altid været, hvordan man så måler, hvilken forskel de samtaler egentlig gør. Det er nemt at sige, at der ingenting kommer ud af det, at eliten bare kommer for middagene og den flotte udsigt, selvom topchefer og regeringslederne selv siger, at Davos er en unik mulighed for at tale med folk, det kan være svært at åbne dørene til."

Jyllands-Posten bringer lørdag en kommentar af chefredaktør Steen Rosenbak, som blandt andet skriver: "På bare en uge er flere økonomer begyndt at øjne håbet om en blød økonomisk landing, og de signaler har investorerne i hvert fald på kort sigt taget til sig. Paradoksalt nok er vendingen sket i en uge, hvor depressive meldinger i hobetal strømmede ud fra erhvervselitens topmøde hos World Economic Forum i Davos. Kan så mange så kloge mennesker, der formodes at have fingeren på den økonomiske puls, virkelig tage fejl? Vi taler om et forum, som historisk i langt højere grad har vist sig at se for lyst på fremtiden end det modsatte. [...] Fra USA til Europa falder inflationen markant. Ganske vist stærkt hjulpet af, at energiprisernes himmelflugt er standset som konsekvens af en mild vinter og en betydelig lageropbygning på disse breddegrader. Men ikke desto mindre: Inflationsgiften siver langsomt ud af det økonomiske nervesystem i en grad, så Bloomberg forleden kunne citere en centralt placeret kilde i Den Europæiske Centralbank (ECB) for, at bankens ledelse nu overvejer at hæve renterne mindre end hidtil varslet. Samme toner lyder fra USA. Og netop dette, troen på, at perioden med renteforhøjelser bliver kortere og mildere end frygtet, er den allervigtigste faktor i jagten på en blød landing. [...] Jeg ville som nævnt ikke sætte penge på, at økonomiens grundtone fastholder de friske signaler. Undgår vi recessionen, ledighedskrisen og et stort dyk på boligmarkedet, vil det være en historisk hurtig genrejsning fra et elendigt udgangspunkt. Men kendsgerningen er også, at vi lever i enormt uforudsigelige tider, hvor vejen mellem håb og tro og viden er betydeligt afkortet i forhold til post-pandemiske tider. Og lige nu er håbet altså betydeligt mere forårsgrønt, end da vi for små tre uger siden tog de første, bævende skridt ind i det nye år."
Kilder: Jyllands-Posten, lørdag, s. 10-11, 28; Børsen, lørdag, s. 22-29, 30-35, mandag, s. 19

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: Tidligere departementschef bliver ny nationalbankdirektør
Christian Kettel Thomsen, der tidligere har været departementschef i Statsministeriet og vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank, bliver direktør for Nationalbanken, skriver flere af lørdagens aviser. Erhvervsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at han tiltræder stillingen 1. februar. Han afløser Lars Rohde, som går på pension efter 10 år som nationalbankdirektør. I januar 2020 blev det meddelt, at regeringen havde indstillet Christian Kettel til et job på de dybeste EU-gange som vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank, EiB. EIB blev oprettet i 1958 og har hovedsæde i Luxembourg og er ejet af EU's 28 medlemslande. "Christian Kettel Thomsen er meget kompetent til at indtræde i stillingen som nationalbankdirektør. Han har en sikker hånd og stor erfaring med håndteringen af økonomiske og finansielle forhold. Jeg og regeringen ser frem til samarbejdet med den nye nationalbankdirektør," siger kongelig bankkommissær og erhvervsminister Morten Bødskov (S). Christian Kettel Thomsen ingen direkte erfaring har med at styre pengepolitik, skriver Børsen lørdag. Efter et år med den højeste inflation i 40 år og et historisk stort rentespænd til Den Europæiske Centralbank, der blot ser ud til at vokse, mener flere økonomer, at en gentænkning af den danske pengepolitik bør stå øverst på hans dosmerseddel. “Det vigtigste danske pengepolitiske spørgsmål for den nye direktør er et luksusproblem. Vi er låst til en valuta, der har en svagere økonomi, end vi har, så vi skal finde ud af, hvordan vi håndterer styrken af dansk økonomi i forhold til eurozonen,” siger Jacob Kirkegaard, der er seniorforsker ved tænketanken German Marshall Fund i Bruxelles. Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, fortæller, at det vigtigste for ham er, at man sikrer troværdigheden omkring fastkurspolitikken og han påpeger, at den nye danske nationalbankdirektør er nødt til at overveje, hvordan man gør fastkurspolitikken tidssvarende.

Den verdenskendte økonom Niels Thygesen, formand for EUs Finanspolitiske Råd, kender Christian Kettel Thomsen fra især hans tid som departementschef i Finansministeriet og han mener, at hans kvalifikationer passer udmærket med Nationalbankens rolle i samfundet, skriver Berlingske lørdag. "Hans vigtigste opgave bliver at være i dialog med regeringen om dansk økonomi og den førte finanspolitik. Og selvfølgelig at holde fast i fastkurspolitikken," siger han og fortsætter: "Han er en stilfærdig og meget sympatisk mand, der ikke har været så meget fremme i offentligheden som sine forgængere. Men han er god til at udtrykke sig klart og præcist. Han bliver jo også formand for Det Systemiske Risikoråd og skal i den egenskab afgive anbefalinger om lovgivning på boligmarkedet. Her vil det givetvis blive en fordel for ham, at han var en fast og stabil hånd på rattet i Finansministeriet under finanskrisen."

I en kommentar i Berlingske lørdag skriver erhvervsredaktør Thomas Bernt blandt andet: "Christian Kettel Thomsen er navnet på den mand, som nu skal være kongelig udnævnt nationalbankdirektør, hvilket vil sige formand for nationalbankens direktion sammen med nationalbankdirektør Per Callesen og nationalbankdirektør Signe Krogstrup. [...] Med en alder på 63 år er Christian Kettel Thomsen lidt en overgangsfigur i Nationalbanken, fordi han højst får syv år på posten. Det er en anden svaghed, at Christian Kettel Thomsen ikke har nogen overbevisende finansiel indsigt, andet end han siden 2020 har været vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank. Det er lidt overset, at man som nationalbankdirektør også er født formand for Det Systemiske Risikoråd, hvor Rohde var første formand. [...] Hans kandidatur blev ikke svagere med dannelsen af SVM-regeringen. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har et fortrinligt forhold til Christian Kettel Thomsen, som var departementschef i Finansministeriet, da Lars Løkke blev finansminister i 2007, og i 2010 blev hentet over i Statsministeriet af Lars Løkke. Det er meget godt gået, at en gammel skibskok kan lande som nationalbankdirektør. Kettel er kendt som ekstremt dygtig, en stærk leder og en god formidler. Christian Kettel Thomsen var en af de helt centrale embedsmænd i statsadministrationen under finanskrisen, hvor der skulle træffes svære og enorme beslutninger i både den økonomiske politik og i forhold til striber af bankpakker for slet ikke at tale om statens garantier til finanssektoren. Kernen er, at Christian Kettel Thomsen har håndteret en af de største kriser i Danmark i årtier."
Kilder: Altinget, fredag; Politiken, lørdag, s. 2; Jyllands-Posten, lørdag, s. 6-7; Ekstra Bladet, lørdag, s. 4; Børsen, lørdag, s. 16-17, 12-15; Berlingske, lørdag, s. 8-9, 28

Udenrigspolitik: Paludan har fyret op under svensk-tyrkisk NATO-strid
Den danske Stram Kurs-stifter Rasmus Paludan brændte lørdag en koran af foran den tyrkiske ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm, skriver flere af søndagens aviser. Demonstrationen, der begyndte klokken 13, samlede omkring 50 personer og forløb uden uroligheder, men Paludans varslede koranafbrænding har vakt opsigt. Tyrkiet har aflyst et svensk ministerbesøg i landet den 27. januar, hvor mødet mellem landenes forsvarsministre skulle have handlet om Sveriges ansøgning om Nato-medlemskab. "På nuværende tidspunkt har den svenske forsvarsminister Pål Jonsons besøg 27. januar mistet sin betydning og mening, så vi har aflyst besøget," siger den tyrkiske forsvarsminister Hulusi Akar ifølge Berlingske. Derudover indkaldte det tyrkiske udenrigsministerium Sveriges ambassadør i Tyrkiet, hvor han fik at vide, at Tyrkiet på det kraftigste fordømmer Rasmus Paludans "provokerende" demonstration. Paludans demonstration var ikke den eneste markering foran den tyrkiske ambassade lørdag. Klokken 14 havde en protyrkisk organisation varslet en støttedemonstration for Erdogan og samtidig foregik der andetsteds i Stockholm en march arrangeret af en kurdisk forening, hvor der blev demonstreret mod Recep Tayyip Erdogan og Sveriges ønske om at blive en del af forsvarsalliancen Nato. Tyrkerne er også utilfredse med, at svenskerne tillod den kurdiske demonstration. Det kurdiske parti PKK er på såvel Tyrkiets som EUs og USAs terrorlister, og tyrkerne er blandt andet utilfredse med, at Sverige har givet kurdere med tilknytning til PKK asyl og støtte.

Patrik Oksanen, forfatter og seniorforsker ved den sikkerhedspolitiske tænketank Free World Forum i Stockholm, mener ifølge Kristeligt Dagblad, at Erdogan må være tilfreds med udviklingen, for han har en interesse i at tale konflikten op og dermed presse Sverige til at føje sig på så mange områder som muligt. ”Samtidig er Sveriges Nato-ansøgning en brik i et større spil, hvor Erdogan både kan bruge det i en indenrigspolitisk kontekst. For eksempel har Flammens billede af det brændende tyrkiske flag vakt stor vrede blandt folk, som ikke normalt bakker op om Erdogan, og derudover forsøger tyrkerne at udnytte klemmen på Sverige i et større spil, der både handler om Tyrkiets forhold til EU, men også til amerikanerne, som man gerne vil købe kampfly af,” siger Patrik Oksanen. Han mener dog ikke, at Sverige og Finlands Nato-medlemskab for alvor er i fare. ”Min vurdering er, at Tyrkiet vender tomlen op til Sverige og Finland i det øjeblik, Erdogan kan se, at han taber mere, end han vinder ved at være på tværs," siger han og tilføjer: "Men det er bestemt ikke sikkert, at det er på plads i løbet af måneder.”
Kilder: Berlingske, søndag, s. 10; Jyllands-Posten, søndag, s. 16; Kristeligt Dagblad, søndag, s. 7, mandag, s. 4

Interne anliggender: Ritt Bjerregaard er død. Hun ville huskes som "en af de kvindelige politikere, der holdt ud"
Lørdag døde Ritt Bjerregaard i sit hjem i København 81 år gammel. Flere af dagens aviser og Altinget søndag skriver om Ritt Bjerregaard og hendes lange politiske karriere. Hun blev medlem af Folketinget i 1971 og fik sin første ministertitel i 1973. I 1994-1999 var hun miljøkommissær i Europa-Kommissionen. Posten som miljøkommissær i EU havde hun selv bedt om, som hun beskrev i en kronik i Altinget i 2019. "Til sidst bed jeg hovedet af al skam og ringede over til sekretærerne i Statsministeriet. De skulle nok sige til Nyrup, at jeg havde ringet. Så skete der noget. Jeg blev inviteret over til Poul. Bare os to til en snak. Jo, han ville gerne, at vi kunne fortsætte vores samarbejde, når han nu ville udnævne mig til EU-kommissær," skrev hun og fortsatte: "Jeg dansede ud af statsministerkontoret. EU-kommissær! Det kunne ikke være meget bedre, så om aftenen åbnede Søren (Mørch, historiker og forfatter, red.) og jeg en flaske Vintage-portvin og skålede på de nye muligheder, som vi begge glædede os til, og hvor jeg var sikker på, at jeg kunne medvirke til en fornyelse af EU-politikken i Danmark." I Ritt Bjerregaards erindringer ser man med det samme, at hun gennem hele sin karriere i den grad formåede at tiltrække sig andres opmærksomhed på godt og på ondt. Hun mente dog, at alt for meget handlede om hendes køn og at meget af forargelsen, kritikken og opbragtheden over hende kom fra det, hun kalder "kvindevinklen". "Hvis du ser på erhvervslivet og banksektoren, så er vi slet ikke der endnu. Eller tag EU-Kommissionen, hvor halvdelen af kommissærerne er kvinder under Ursula von der Leyens ledelse. Der skulle en kvinde til for at nå dertil. Så der er sejre hen ad vejen, og der er rygvind til den agenda. Det, der mangler, er på området, hvor det ikke handler om ledelsesposter: altså lønforskelle, hvordan barslen fordeles, pensionsopsparing og sådan nogle ting," sagde Ritt Bjerregaard i et interview med Altinget, som første gang blev udgivet i 2019. Hendes karriere i aktiv politik sluttede på Københavns Rådhus, hvor hun fra 2006 til 2010 var overborgmester. I Berlingske mandag fremhæver politisk kommentator, Bent Winther, Ritt Bjerregaard som en stærk kvinde, der gennem hele livet "udfordrede mændenes magtmonopol og blev et stort forbillede for en generation af kvindelige politikere" i alle partier. "Hun udfordrede Jens Otto Krags indmeldelse af Danmark i EF, hun nægtede at bøje sig for folkestemninger, da Anker Jørgensen fyrede hende som minister. Hun gik forrest i miljø og klimakamp, før det for alvor blev moderne, udfordrede åbenheden i EU-Kommissionen med bogen "Kommissærens dagbog," og bureaukratiet på Københavns Rådhus," siger Bent Winther.

I en kommentar i Politiken skriver politisk analytiker Elisabet Svane blandt andet: "Det måtte jo komme midt i alle de mindeord, der søndagen igennem strømmede ud i anledning af Ritt Bjerregaards død sent lørdag aften: Spørgsmålet om, hvilke resultater hun havde opnået i sin tid som politiker. [...] Det er ikke lovforslagene og forligene, der står tilbage for generationerne efter hende. Det er hende selv. Det er ligestillingsforkæmperen, der tog kampene, gik op mod partiets gamle mænd og nåede langt ad den vej, men aldrig til tops som partiformand. Hun havde for mange imod sig. Siden har hun skubbet andre og yngre kvinder frem, også fra andre partier, og hun har været en inspiration for endnu flere. Men hun stillede krav. Vel var det Ritt Bjerregaard, der i første omgang skubbede Helle Thorning-Schmidt (S) frem på den politiske arena i slut-90'erne, men det var også Ritt Bjerregaard, der dannede Den Røde Skole i protest mod Thornings linje, der i Ritts - vi var jo på fornavn med hende - øjne var socialdemokratisk skævt på den. Her var hun meget mere i samklang med statsminister Mette Frederiksen (S), og set med Ritt Bjerregaards øjne har Mette Frederiksen ikke været et gram for magtfuld. Det er også en del af arven efter Ritt. At hvis man vil magten, skal man turde tage den. Også når det stormer. Ritt Bjerregaard har stået i flere storme end de fleste og har som oftest nægtet at bøje sig, selv om prisen var høj. Hun troede på sig selv, men hun vidste også, at hun skulle lære spillereglerne, så det var hende, der kontrollerede dem, og ikke dem, der kontrollerede hende, når hun valgte at bryde tabuer. Både politisk og personligt. [...] Ritt Bjerregaard ændrede holdning undervejs i sit liv. Meget tydeligt i forhold til EU, hvor hun startede som EF-modstander i starten af 1970'erne og endte som formand for Europabevægelsen. Murens fald i 1989 - og en tabt folkeafstemning om EF-pakken i 1986 - banede vej for det kursskifte og understregede måske det allervigtigste i arven efter Ritt Bjerregaard. Evnen til at følge med tiden. Ikke at det er mere rigtigt at være EU-tilhænger end modstander, men hvis man som Ritt Bjerregaard vil have del i magten, er det en logisk kursændring. Så må man placere sig der, hvor magten er. Og da #MeToo-bølgen ramte Danmark, var Ritt Bjerregaard med de unge kvinder. Hvor andre på hendes alder roste sig af at have afvist mændene, hørte hun de unges protester og så dem som en videreudvikling af ligestillingskampen. Fordi hun forholdt sig til sin tid. Både som den unge politiker og som den gamle dame, hun nåede at blive."
Kilder: Altinget, søndag; Politiken, mandag, s. 2, 1, 4; Jyllands-Posten, mandag, s. 8-9; Information, mandag, s. 4-7, 8-9; Ekstra Bladet, mandag, s. 6-7, 16-17; Berlingske, mandag, s. 10, 11

Migration: Presset på EU's ydre grænser vokser
Nye tal fra Frontex viser, at antallet af ulovlige grænsekrydsninger til EU sidste år nåede et niveau, som ikke er set siden flygtningekrisen i 2015, skriver Kristeligt Dagblad mandag. ”Sidste år stod EU-landene og Schengen-associerede lande over for hidtil usete udfordringer ved deres ydre grænser,” skriver Frontex i en meddelelse og tilføjer, at udfordringerne blandt andet omfatter Hvideruslands statsligt organiserede migration i 2021, som havde til hensigt at destabilisere EU, og Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022, som har fået næsten otte millioner ukrainere til at flygte til det øvrige Europa. En del af problemet er, at EU selv efter flygtningekrisen i 2015 endnu ikke er blevet enig om at revidere de fælles asylregler og fra Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i migration og flygtningeret ved Københavns Universitet, lyder det: "Så længe, EU-landene ikke har opnået fælles fodslag i forhold til håndtering og fordeling af asylansøgere, vil EU forblive sårbart, hvis lande som Rusland eller Belarus forsøger at sende migranter og flygtninge ind over grænserne. Sådanne situationer påvirker enkelte EU-lande ved EU's ydre grænser, og man risikerer, at de vil ignorere de fælles asylregler for at undgå, at de bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af asylansøgere.” Ifølge FN-organet UNHCR forventes antallet af bådflygtninge fra Nord- og Nordvestafrika over Middelhavet at stige i 2023 og Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at det er tid at gentænke modellen for aftaler med de tredjelande. ”Mange af de både lovlige og irregulære migranter, som havde været med til at sikre landbrugsindustrien og serviceindustrien i Europa, tog hjem, da coronapandemien ramte os. Europa står midt i en rekrutteringskrise, hvor flere sektorer mangler arbejdskraft, så det kan give god mening at lave bredere migrationsaftaler, der dermed også bliver mere langtidsholdbare,” siger professoren.

Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder mandag: "Flygtninge- og migrantkrisen er derimod aktuelt helt og aldeles overset - i hvert fald her i landet, hvor medier og befolkning bruger det meste af tiden på at diskutere store bededags skæbne. [...] Antallet af illegale migranter, som krydsede EU's ydre grænser, nåede i 2022 op på 330.000 personer, hvilket er en stigning på 64 procent sammenlignet med 2021. Der er bare ikke ret mange af dem, der når til Danmark, og så kan vi vel være ligeglade. Eller hvad? Nej, det kan vi i sagens natur ikke. Først og sidst fordi det handler om mennesker, og fordi det store antal flygtninge og migranter vidner om en verden præget af kriser, nød og elendighed, som vi ikke kan lukke øjnene for, blot fordi Danmark er placeret et godt stykke vej fra flygtninge- og migrantkrisens hovedfærdselsårer. [...] Det er og bliver en kendsgerning, at det fælles europæiske asylsystem i praksis er brudt sammen - og trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes EU at etablere rammerne for en asyl og migrationspagt. Det er en bunden opgave, og det haster. Politisk bør EU fortsætte og intensivere arbejdet for at sikre de ydre grænser, så det under regulerede forhold kan afgøres, hvem der har behov for asyl, og hvem der ikke har. Det kan danne afsæt for en nytænkning af hele asylområdet, hvor det faktisk er dem med størst beskyttelsesbehov, som får hjælp, og ikke som nu, hvor det er de mest ressourcestærke, der når frem til Europas grænser. Danmark bør arbejde for, at Europa genvinder kontrollen med asylpolitikken. I stedet for at lade som om, problemet ikke findes."
Kilder: Kristeligt Dagblad, mandag, s. 1, 11

Andre EU-historier

Arbejdsmarkedspolitik: Marianne Vind: EU vender ryggen til fattige arbejdstagere
Altinget bringer fredag et debatindlæg af Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet (S), som blandt andet skriver: "I et nyligt debatindlæg kalder næstformand i Europæisk Ungdom Nordjylland, Katrine Platon Skyum, EU's mindstelønsdirektiv for en julegave og et stærkt udtryk for sammenhold. Men det er mest af alt en julegave til alle de arbejdsgivere, som gerne vil undgå overenskomster og højere lønninger. De europæiske lønmodtagere - og særligt de fattigste - kommer ikke til at få meget ud af en EU-lovbestemt mindsteløn. [...] Ingen af mine kollegaer i Europa-Parlamentet er i tvivl om, at den danske model virker og burde indføres i alle EU-lande. Men realiteten er, at EU's medlemslande har opgivet den og erstattet den med halvhjertede forslag såsom et mindstelønsdirektiv. [...] Mindstelønsdirektivet er ikke udtryk for sammenhold. Det er en quick fix-løsning på et dybt, strukturelt problem, som EU ikke ønsker handling på. Det risikerer at gøre mere skade end gavn, når den tager lønforhandlingsansvaret fra arbejdsmarkedets parter i Danmark og lægger den i hænderne på politikere i Bruxelles. Det er derfor, Danmark var med til at indføre i EU's traktater, at EU ikke må indføre direktiver om løn. Det har jeg fra dag ét forsvaret, og et annullationssøgsmål er i min optik helt efter bogen. Omfavner vi mindstelønsdirektivet, så risikerer vi at rive fundamentet for den danske model over. [...] Det er en EU-opgave at løse arbejdstagernes fattigdom. Derfor skal EU understøtte aftalemodellen - ikke modarbejde den. [...] Jeg vil afslutningsvist sende en opfordring til EU's lande med mindsteløn om at følge Portugals eksempel ved løbende - og ganske markant - at øge mindstelønnen nationalt. Portugal viser, det er muligt, selv uden europæisk indblanding. Det kræver politisk vilje. Samme politiske vilje skal der til for de nødvendige ændringer i europæisk beskæftigelsespolitik."
Kilde: Altinget, fredag

Arbejdsmarkedspolitik: Et socialt Europa bliver ikke bygget på en mindsteløn
Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun skriver blandt andet: "Alternativets Theresa Scavenius mente 17. januar her i Politikens debatsektion, at den danske venstrefløj forpurrer målet om et socialt Europa, når vi bakker op om et annullationssøgsmål mod mindstelønsdirektivet. Som socialdemokrat deler jeg Theresa Scavenius' vision om et mere socialt Europa. Skal EU levere økonomisk vækst, skal vi også sikre, at goderne bliver ligeligt fordelt. [...] Det har vi en forpligtelse til, at gøre noget ved, men mindstelønsdirektivet er et forkert instrument og halvhjertet forsøg på at vende udvikling for de fattige arbejdstagere i Europa. [...] Mindstelønsdirektivet risikerer at gøre mere skade end gavn, når den tager lønforhandlingsansvaret fra arbejdsmarkedets parter og lægger det i hænderne på lovgivere i Bruxelles. Endnu værre er det, når EU-Domstolen en dag skal fortolke på mindstelønsdirektivet, som er ret uklart. For der kan intentionerne være nok så gode, men det er ikke intentioner, domstolen dømmer efter. Og det er hverken første eller sidste gang, at det danske arbejdsmarked er blevet drastisk ændret, fordi en EU-dom har krævet det. Selv med EU-traktatens artikel 153 (der siger, at EU ikke må lovgive om løn) følte vi os engang skudsikre på, at et mindstelønsdirektiv aldrig ville komme. Danmark har lært lektien og søger nu om at få direktivet annulleret."
Kilde: Politiken, lørdag, s. 7

Udenrigspolitik: Vi blev alle overrasket over Putins beslutning om at angribe Ukraine
For 60 år siden lagde den fransk-tyske venskabspagt grunden til et fredeligt parløb i kernen af Europa og Politiken bringer lørdag et interview med Tyskland og Frankrigs ambassadører, som mener, at landenes forskelligheder er en del af styrken. Pascal Hector, der i halvandet år har været Tysklands ambassadør i København, erkender, at Vladimir Putins angreb på Ukraine har været en lang og svær læringsproces for hele Europa, men især for Tyskland har den været særlig lang og svær. "Det er sandt, at det er særlig vanskeligt for Tyskland, fordi Tyskland kommer fra et meget specifikt mindset. Det er en dybtliggende tysk følelse efter Anden Verdenskrig, at Tyskland var den aggressive part i krigen, og ideen var derfor, at hvis bare Tyskland ikke tyr til militær magt, så vil alting være fint i Europa. For hvis den aggressive part ikke er aggressiv, så er der ingen krig," forklarer Pascal Hector og tilføjer: "Hvad der ikke stod klart nok i det tyske mindset var, at andre lande kan være den aggressive part." Christophe Parisot, som kun i et halvt år har været Frankrigs udsendte i København, siger, at Frankrig har set det som sin opgave "at trække" Tyskland, før han diplomatisk ændrer det til "at hjælpe" Tyskland - på vej. De seneste år har parløbet mellem de store magter slingret, hvor eksempelvis Frankrig har kritiseret den tyske afhængighed af russisk gas og konstruktionen af gasledningen Nord Stream II. "Vi blev alle overrasket over Putins beslutning om at angribe og prøve at invadere Ukraine. For at være helt ærlig, så troede vi alle, at vi kunne hjælpe Putin til ikke at gøre noget dumt ved at være i dialog med ham. Vi tog alle fejl," siger Christophe Parisot, der kalder den russiske aggression for et historisk wakeupcall. For nylig advarede EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, om "en kæmpe stigning i statsstøtte", der risikerer at bryde det indre marked op. Ved 60-års jubilæet for Élysée-traktaten mellem de to grundlæggende medlemmer af fællesmarkedet peger pilen især på Tyskland og Frankrig, hvor Tyskland, ifølge Vestager, alene har stået for 53 procent af al den statsstøtte, som er blevet tilladt under en særlig coronaramme og Frankrig har stået for 24 procent. Pascal Hector kender ikke tallene og understreger behovet for at forsvare den fair konkurrence. Pascal Hector griber samtidig muligheden for at forklare, "den virkelige sandhed bag forholdet med Frankrig og Tyskland". "I begyndelsen er vi typisk helt uenige. Og det kan let forklares med, at vi repræsenterer to forskellige historiske traditioner i Europa," siger den tyske ambassadør og fortsætter: "Hvis du sætter en tysker og en franskmand til at løse det samme problem i to forskellige rum, kan du være helt sikker på, at de kommer frem til to vidt forskellige løsninger." Ifølge Pascal Hector ligger styrken i, at de to naboer ikke dvæler ved uenighederne, men bevæger sig videre. "Det fransk-tyske forhold er en maskine til at producere kompromiser, som ingen af de to sider selv ville have valgt, men som begge kan leve med," siger han. Fra den franske ambassadør lyder det: "Selvfølgelig kan vi ikke lade, som om vi repræsenterer hele Europa. Men vi er de to største økonomier i Europa. De to største lande. Når vi bliver enige, er der en reel chance for, at vi kan overbevise de andre," siger Christophe Parisot.
Kilde: Politiken, lørdag, s. 10

Sikkerhedspolitik: Omstridt flådeøvelse og en hemmelig skibslast slår huller i Vestens strategi
I Indblik i Jyllands-Posten lørdag skriver international korrespondent Jesper Kongstad blandt andet: "Transpondersystemet, som viser et skibs position, var slukket, da det russiske fragtskib ”Lady R” midt om natten anløb kajen ved Sydafrikas største flådestation tæt ved Cape Town. [...] Men hvad blev der læsset af i sidste måned på militærets flådestation i Sydafrika? Og hvilken last sejlede skibet væk med? Flere aktører er overbeviste om, at der i nattens mulm og mørke blev leveret en stor mængde ammunition. Sagen har vakt bekymring i Washington, der i forvejen via den amerikanske ambassade havde advaret den sydafrikanske regering om, at fragtskibet, som ejes af det sanktionsramte russiske selskab MG-Flot, havde sat kurs mod landet. [...] Hele affæren om det russiske skib har øget spændingerne mellem Sydafrika og Vesten. Det har vakt vrede i både EU, USA og Storbritannien, at den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, flere gange har tilladt sanktionsramte russiske skibe at anløbe landets havne. [...] Nu truer nyheden om en stor militærøvelse med at nedkøle forholdet yderligere. I februar afholder Sydafrika sammen med Rusland og Kina en fælles flådeøvelse, og det forventes, at mindst to russiske krigsskibe i løbet af kort tid ankommer til havnebyen Durban, hvor de skal deltage i øvelsen ud for Sydafrikas kyster. Operation Mosi, som betyder røg, finder sted fra den 17. februar til den 26. februar, samtidig med at det meste af verden i netop de dage markerer etårsdagen for krigen i Ukraine. For Vesten er militærøvelsen i Sydafrika med russiske og kinesiske krigsskibe stærkt problematisk, fordi den giver Vladimir Putin mulighed for at demonstrere Ruslands magt og vise hele verden, at han langt fra står så isoleret, fordømt og udstødt, som vestlige ledere ønsker og kæmper for. [...] I 2019 gennemførte Rusland, Kina og Sydafrika en lignende militærøvelse, men krigen i Ukraine har siden ændret markant på den internationale spilleplade og den globale sikkerhedspolitik. Krigen har gjort det endnu mere tydeligt end før, at både Rusland og Kina i disse år får stadig mere magt og indflydelse i de afrikanske lande, mens EU-landene har haft svært ved at få et solidt fodfæste."
Kilde: Jyllands-Posten, lørdag, s. 13

Institutionelle anliggender: Liberalismen døde ikke med Ruslands invasion af Ukraine - tværtimod
Berlingske bringer et debatindlæg af Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet samt rådgiver for EUs udenrigschef. Hun skriver blandt andet: "Der er i den vestlige verden i de seneste 11 måneder foregået en heftig debat om, hvorvidt den russiske invasion af Ukraine afslutter liberalismens epoke. [...] Putins krig i Ukraine minder os først og fremmest om, hvorfor det liberale demokrati og liberale værdier netop er værd at kæmpe for. Krigen har vist os, at muligheden for at kunne sige nej til Putins formørkede autokrati og ja til demokratiet, ytringsfriheden, uafhængige domstole og til at kunne smide valgte politikere på porten ved næste valg er noget, man kan dø for. Det er netop disse værdier, Putin og ledere i andre diktatoriske regimer som Iran, Taleban og Belarus nægter deres egne befolkninger. Det er selve ønsket om frihed, der for alvor truer dem. Når geopolitikken i dag er tilbage, og vi derfor fremover bliver nødsaget til at tænke politik og handel sammen i alt, hvad vi foretager os, så er det med andre ord primært den ubekymrede, grådige og apolitiske version af liberalisme vi - for nu - må vinke farvel til. Værdiliberalismen derimod er tilbage. Det er den, fordi vi først nu igen forstår, hvor skrøbelig den verdensorden, som vi skabte i fællesskab i asken af de to store verdenskrige med millioner af døde, var. En verdensorden, som manifesterer sig i det regelværk og de institutioner, vi kender som FN, menneskerettighedskonventionen, det europæiske fællesskab og NATO, og som ukrainerne så uendeligt gerne vil være en helhjertet del af. [...] Så nej, liberalismen er ikke på vej i graven. Putins krig har tværtom givet den den livsforlængende behandling, den havde så hårdt brug for."
Kilde: Berlingske, lørdag, s. 10

Institutionelle anliggender: Den russiske aggression underminerer populismen i Vesten
Berlingske bringer lørdag en kommentar af Sławomir Sierakowski, polsk sociolog, skribent, leder af den samfundskritiske bevægelse Krytyka Polityczna og seniorfellow ved Tysklands udenrigspolitiske råd, DGAP. Han skriver blandt andet: "Ruslands krig mod Ukraine er smittet af på det politiske liv i lande overalt i verden, og denne afsmitning har været større i lande, der politisk set er tættest på Ukraine og Rusland. [...] Før den russiske invasion fik den polske præsident, Andrzej Duda, for eksempel den kolde skulder stort set overalt i Vesten. Men hans solide støtte til Ukraine har gjort ham til en vigtig deltager i transatlantiske og europæiske topmøder og en væsentlig partner for antipopulistiske politikere i Vesten, ikke mindst USAs præsident, Joe Biden. Samtidig er Duda selv blevet mindre populistisk. [...] Imens har prorussiske populister mistet indflydelse stort set alle vegne. Den mest bemærkelsesværdige undtagelse er Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der længe har overbevist de ungarske vælgere om, at deres land kan placere sig i den bedste af alle økonomiske verdener ved at jonglere med forholdet til både Rusland, Kina og EU. Men selv Orbán har måttet bløde op på sit standpunkt. Han har ikke vovet at blokere for hovedparten af Vestens sanktioner mod Rusland, fordi han ved, at han er nødt til at holde sig på god fod med EU for at få de coronastøttemidler, som bliver tilbageholdt på grund af hans indskrænkninger af retssamfundet. Derfor befinder Orbán sig i et ingenmandsland, hvor han hverken er en paria eller en partner for statsoverhovederne i Washington, London eller selv Berlin. [...] Når det gælder både militær, territorial eller økonomisk forhandlingsstyrke, kan Orbán langtfra måle sig med Tyrkiets illiberale præsident, Recep Tayyip Erdoğan. Mens Orbán stadig må nøjes med krummerne fra de større magters borde, er Erdoğans internationale position med ét blevet styrket. De vestlige ledere må give ham, hvad han vil have, for at få Finland og Sverige optaget i NATO, og Kreml må samarbejde med ham for at undgå, at Tyrkiet går med i sanktionerne og indfører embargoer mod russiske råvarer, produkter og teknologier. Tyrkiets forhold til Rusland forhindrer ikke landet i at have et godt forhold til Ukraine. Det er en åben hemmelighed, at Tyrkiet yder større militær støtte til Ukraine, end man erkender. [...] Ret så væsentligt er et ukrainsk nederlag ikke i Tyrkiets interesse, men det er et fuldstændigt nederlag til Rusland heller ikke. Et svækket Rusland vil mindske Tyrkiets indflydelse i NATO, og Tyrkiet vinder også økonomisk på sanktionerne mod Rusland (selvom landet har mistet millioner af turister fra Rusland og Ukraine). [...] Men vi bør stadig kun være forsigtige optimister. Det nye år kan stadig vende tendensen. Hvis trætheden over flygtningekrisen og den høje inflation bliver større, vil de populister, der lige nu er miskrediterede, helt naturligt være blandt dem, der får gavn af det."
Kilde: Berlingske, lørdag, s. 21

Institutionelle anliggender: Briternes sidste lyspunkt er nu slukket
Berlingske bringer en analyse af økonomisk redaktør Ulrik Bie, som blandt andet skriver: "Det går fra ondt til værre på de britiske øer, hvor inflationen har bidt sig mere fast, og renterne stiger hurtigere end på kontinentet. Der er en regning fra efterårets politiske eskapader, der skal betales i mange år. Nu rammes almindelige briters formuer også. [...] Lønningerne i den private sektor er steget knap syv procent det seneste år som afspejling af et fortsat stramt arbejdsmarked, hvor der er 1,2 millioner ubesatte stillinger og dermed 50 procent flere end før coronatiden. Her spiller de nye migrationsregler efter Brexit en vigtig rolle. Efter mange år med indvandring af arbejdskraft fra de øvrige EU-lande var der sidste år en nettoudvandring af EU-borgere. Men alligevel var nettoindvandringen rekordhøj på over en halv million. Der er primært studerende og familiesammenføringer fra de tidligere kolonier og dermed ikke arbejdskraft, der kan fylde hullerne efter de bortrejste europæere. Det skaber mangel på arbejdskraft på tværs af den private sektor, men også akut mangel i sundhedsvæsenet. [...] Forbrugertilliden er fuldstændig kollapset, og indikatorer for industrien peger nedad i hurtigere tempo, mens det i resten af Europa går den anden vej. [...] De seneste år er de europæiske økonomier blevet ramt af kastevinde, der har udfordret samfund og erhvervsliv. Men alle kastevinde fra chaufførmangel til forsyningsproblemer, vandmangel og energipriser bliver til kriser i Storbritannien. Vandselskaberne hældte ubehandlet spildevand ud, da der var tørke. Og de gør det også, når det har regnet meget. Det sker ingen steder i EU. [...] Det er ikke uden grund, at briterne ser mod fremtiden med stigende nervøsitet."
Kilde: Berlingske, lørdag, s. 18-19

Udenrigspolitik: Vi må ikke stirre os blinde på truslen fra Putin
Politiken bringer søndag et debatindlæg af Andreas Bøje Forsby og Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforskere, Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS). De skriver blandt andet: "Alles øjne er i disse måneder rettet mod Putins brutale overfaldskrig i Ukraine. Det gælder også de danske politikere, som med henvisning til den akutte sikkerhedstrussel i nærområdet har fremrykket forhandlingerne om det næste, mangeårige forsvarsforlig til starten af i år. Men vi risikerer at stirre os blinde på truslen fra Rusland og dermed overse mere langsigtede trusler mod Danmarks sikkerhed. Inden SVM-regeringen for alvor sparker forsvarsforhandlingerne i gang, bør den stille sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi en fornuftig balance i de kommende års gigantiske investeringer i forsvaret, så vi kan imødegå den akutte trussel i nærområdet, samtidig med at vi kan være sikkerhedspolitisk til stede i fjernere egne? Vi lever nemlig i det, man kan kalde stormagtsrivaliseringens æra, hvor kappestriden mellem USA og Kina kommer til at blive det afgørende omdrejningspunkt. Det betyder, at Danmark har en stigende interesse i at kunne operere som sikkerhedspolitisk aktør i Asien og Stillehavsregionen, i fagkredse kaldet Indo-Pacific, netop fordi USA's håndtering af den systemiske udfordring fra Kina vil udgøre stormagtsrivaliseringens hovedakt. [...] Selv om de vestlige landes hårdhændede sanktionspolitik har gjort kineserne varsomme med at yde direkte støtte til russerne, bør vi forberede os på, at Kina i stigende omfang lukker de huller (teknologisk, finansielt, handelsmæssigt osv.), som Vestens sanktionsregime efterlader i Rusland. På sigt er sammensmeltningen af den nære trussel fra Rusland og den systemiske udfordring fra Kina endda langtfra utænkelig. [...] Som en stærk søfarts- og frihandelsnation vil det eksempelvis være nærliggende for den danske flåde at kunne vise flaget i Indo-Pacific ved at støtte op om at sikre fuld navigationsfrihed som et modsvar på Kinas mere selvhævdende fremfærd i regionen. Eller ved at bidrage til pirateribekæmpelse, havminerydning, eskorteringsoperationer samt lokal kapacitetsopbygning. Med udsigt til en 10-årig forligshorisont vil de kommende forsvarsinvesteringer udstikke rammerne for Danmarks sikkerhedspolitiske manøvremuligheder mange år frem. Og hvem ved, om mantraet til den tid stadig vil være sikkerhed i nærområdet?"
Kilde: Politiken, søndag, s. 2

Institutionelle anliggender: Det fornuftsbaserede guldbryllup
I Jyllands-Posten søndag skriver klummeskribent Ulla Terkelsen blandt andet i en kommentar: "I 50-året for dansk medlemskab af EU er der bred accept af ”arrangementet” i Danmark. Omend en lidt surmulende accept. EU har en usexet, kringlet konstruktion, der af og til skaber irritation og kun sjældent voldsom folkelig begejstring. De komplicerede forretningsgange skaber helt naturligt mistanker om elitær arrogance hos institutionernes skarer af internationale embedsmænd. Den populære mistanke om misbrug i kringlede korridorer bekræftes også af og til. Som for tiden af den store verserende skandale om stjålne kontanter i kufferter hos folkevalgte medlemmer, deres slægtninge og ansatte i Mickey Mouse-parlamentet. Det kaldte fru Thatcher det europæiske parlament. [...] Ligesom EU-Parlamentet ikke er et ”rigtigt parlament”, som den daværende EU-kommissær Ritt Bjerregaard så berømt skrev i sine stormombruste dagbøger i 1990'erne. Den kampglade Ritt Bjerregaard var medlem af en EU-Kommission, der måtte gå af som følge af korruption. EU-Parlamentet bruger stadig store summer på at rejse frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg til ingen nytte. De fleste synes, det er vanvittigt, men det er åbenbart umuligt at lave om på. Pinligt for en folkevalgt forsamling, der finansieres af offentlige penge. Men så er EU da heller ikke værre, synes flertallet i Danmark at mene i 50-året. Og: Når det nu ikke kan være anderledes. En snusfornuftig holdning, hvor folkets røst i Danmark overvåger EU-pendulets stadige svingen mellem nationalstaten på den ene side og de føderale myndigheder på den anden. [...] Tiderne skifter. Heldigvis. I dag er EU-kritisk nationalisme mest højreorienteret. De venstreorienterede er næsten alle sammen blevet pro-EU i vore dage. De venstreorienterede er også pro-Nato nu. I gamle dage var de venstreorienterede imod Nato og bortforklarede ihærdigt sovjetisk imperialisme, skønt den ellers ikke var særligt svær at få øje på. [...] Det tragiske i dette runde år med EU's danske fornuftsbaserede guldbryllup er, at Europa stadig er et livsfarligt kontinent. Der er krig. Men europæerne er mindre splittede end i 1972. Og der er kun meget få, der prøver at bortforklare imperialismen, der var sovjetisk dengang, i dag russisk."
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 54

Klima: Der mangler fakta i debatten om ulvene i Danmark
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Vibeke Eis, folkeskolelærer, medlem af bestyrelsen, Foreningen Ulvetid, som blandt andet skriver: "I debatindlægget fra Venstres EP-medlem Erik Poulsen i JP 14/1 omtales nogle køer, der er brudt ud af deres indhegning. Hegnets kvalitet omtales ikke, og hvad der fik dyrene til at bryde ud af deres indhegning, vides tilsyneladende heller ikke. [...] Ikke desto mindre konkluderes det, at det må være en ulv, der er årsag til problemerne. [...] Det virker bekymrende, at skribenten bryster sig af at være medlem af EU-Parlamentet og alligevel mener, at Danmark skal tage ulovlige metoder i brug ved licensjagt. Den metode bruges ulovligt af Sverige. EU-Kommissionen har en verserende sag kørende mod Sverige netop pga. denne ulovlige licensjagt. Hvorvidt kommissionen efterlever parlamentets ønske om at kigge på ulvens fredningsstatus, må tiden vise. Parlamentet har tre gange bedt kommissionen om at se på skarvens fredningsstatus, og det har til dato ikke ført til nogen ændring for skarvens fredning. Hvis kommissionen tager problematikken op, skal en ændring af ulvens fredningsstatus vedtages i ministerrådet ved enstemmighed. Selv hvis det sker, har EU et problem. EU har ratificeret Bernkonventionen, hvor ulven er fredet på højeste niveau. I og med at EU har ratificeret Bern-konventionen, er EU forpligtet til at efterleve kravet til fredning i konventionen. Det efterlader rent faktisk EU i en kattepine, hvis ulvens fredningsstatus skal ændres."
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 53

Sikkerhedspolitik: Vietnams reduktion af russiske våben kan prikke til magtbalancen i Sydøstasien
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af John Nielsen, senioranalytiker, DIIS, tidl. ambassadør i Vietnam, Laos og Myanmar. Han skriver blandt andet: "I december 2022 afholdt Vietnam sin første internationale våbenmesse med deltagelse af 170 virksomheder fra 30 lande, hvor bl.a. en lang række europæiske og asiatiske våbenfirmaer deltog. Premierminister Pham Minh Chin benyttede lejligheden til at sende et klart signal om, at Vietnam ønsker at sprede landets våbenindkøb på flere lande, at sikre overførsel af teknologi til våbenindustrien fra udlandet og samtidig sætte turbo på landets egen våbenproduktion. [...] Meget tyder på, at Ruslands betydning de kommende år vil falde i forhold til Kina og USA, men det er Vietnams klare prioritet at få andre asiatiske lande og EU-lande mere på banen, også på det sikkerhedspolitiske område. [...] Vietnam er Ruslands vigtigste samarbejdspartner i Sydøstasien. Ruslands invasion af Ukraine kan imidlertid på sigt få vidtrækkende konsekvenser for relationen til dets vigtigste samarbejdspartner i regionen. Både i forhold til et reduceret forsvarssamarbejde, og fordi Rusland har krydset en rød linje i forhold til Vietnams grundlæggende ikke-indblandingspolitik. Invasionen har samtidig åbnet for, at Vietnam kan sprede sit forsvarspolitiske samarbejde på flere lande, herunder større asiatiske lande og en række EU-lande. Det er helt i tråd med Vietnams ønske om at have gode relationer til alle lande uden at være for tæt på nogen."
Kilde: Jyllands-Posten, mandag, s. 44

Beskæftigelse, vækst og investeringer: USA har den grønne førertrøje: Grønne investeringer trækker hastigt væk fra Europa
Berlingske bringer mandag en kronik af Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen. Han skriver blandt andet: "Danmark står med enorme grønne muligheder. Årtiers investeringer i grønne løsninger giver os nu et stærkt afsæt for et nyt grønt industrieventyr. Ikke mindst drevet af de brint og PtX-teknologier, som det meste af verden p.t. har massiv interesse for. Men som repræsentant for en af den grønne omstillings absolutte nøglebrancher, er det desværre åbenbart, at Danmark og EU er stærkt udfordret og mangler muskler i den globale konkurrence. Gribes der ikke til akut og resolut handling i både København og Bruxelles ud fra en erkendelse af, at de forgangne års mangel på industripolitik er passé, risikerer vi, at Europas grønne industrielle revolution rykker til USA og Kina, netop som den er ved at komme op i fart. Den udløsende faktor for Europas aktuelle udfordringer har været vedtagelsen af præsident Bidens klima- og industrilovgivning, IRA. Den har endelig meldt USA ind i klimakampen, og det er naturligvis godt. Men IRA har også sat Europa under pres, fordi den i sine simple og attraktive grundelementer er langt mere tiltrækkende for grønne virksomheder end det europæiske alternativ. [...] Først og fremmest må og skal det sikres, at det er attraktivt at producere grøn energi i EU. Første skridt, et absolut minimum, er, at EU i en fart vedtager de nødvendige rammevilkår, standarder og støtteordninger, så vi fortsat er et attraktivt marked at udvikle blandt andet energiprojekter i. Selv på grundlæggende grøn regulering bevæger EU sig p.t. i et uacceptabelt snegletempo, hvor for eksempel regler for grøn brint er forsinkede i årevis og reelt opholder og forhindrer grønne investeringer. Det går ikke. Og så er det afgørende, at EU - inklusive traditionelt skeptiske lande som Danmark - indser, at der ikke er nogen vej udenom et stærkere statsligt økonomisk engagement. Der skal som i USA penge til, og solide, fælles støtteordninger er afgørende. For eksempel via den brintbank, som kommissionsformand Ursula von der Leyen annoncerede i sommer. Grebet rigtigt an kan det matche IRA og genskabe Europa, som et attraktivt sted for grønne investeringer. Samtidig skal den aktuelle revisionen af EUs statsstøtteregler resultere i reelt bedre mulighed for at understøtte den grønne europæiske industri. Set i et dansk perspektiv er det imidlertid bydende nødvendigt, at vi har vilje og kynisme til at bruge og udnytte de regler. [...] Den aktuelle grønne erhvervsudfordring kræver svar, der ligger langt fra dem, der har domineret dansk erhvervspolitik i de sidste 30 år. Men af hensyn til klima, sikkerhed og økonomi, herunder også opbygningen af den danske grønne energisektor, er der brug for at gentænke vores forståelse af både erhvervs- og sikkerhedspolitik - og det haster med at komme i gang."
Kilde: Berlingske, mandag, s. 20-21

Klima: Tysk kulmineby er blevet symbolet på Vestens klimadilemma: Europas grønne hensigter forkulles af Ukraine-krigen
I Perspektiv i Kristeligt Dagblad skriver korrespondent Tobias Stern Johansen blandt andet: "I en tid med en øget mængde drivhusgasser og rekordvarme somre i Europa kan det være svært at se logikken i, at Tyskland vil grave millioner af ton brunkul, en af verdens mest forurenende energikilder, op af jorden. Derfor har tyske medier reageret med ambivalens på det tyske politis sammenstød med klimaaktivister i den vesttyske landsby Lützerath, som efter planen skal jævnes med jorden for at udvide en gigantisk brunkulsmine i området. Lützerath er de seneste uger blevet et symbol på fossile brændstoffer - og ifølge aktivisterne på politikernes svigt i forhold til at tage klimakrisen alvorlig. [...] Lützerath er det hidtil mest ekstreme eksempel på klimakampens dilemmaer som konsekvens af Ruslands snart et år lange krig i Ukraine. Trods løfter om grøn omstilling er europæiske lande som Polen og Tyskland vendt tilbage til brugen af kul og til dels atomkraft til elproduktion på grund af de kraftigt stigende gaspriser og forsyningsproblemer. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, advarede tirsdag på det økonomiske verdensforum i Davos i Schweiz om, at ”klimaændringerne allerede er forbundet med enorme omkostninger, og vi kan ikke spilde mere tid på overgangen til en miljøvenlig økonomi”. I det lys sender man det helt forkerte signal, når kampklædte betjente slæber klimaaktivister gennem mudderet i Lützerath, som om statsmagten ønsker at modarbejde klimakampen, skriver journalist Markus Feldenkirchen i en kommentar for Norddeutscher Rundfunk. [...] Frygten for, at EU slækker på klimaforpligtelserne på grund af krigen i Ukraine, er dog ubegrundet, konkluderer Centre for Research on Energy and Clean Air. Ifølge forskningscentret var udslippet af drivhusgasser i EU i november på det laveste niveau i mindst 30 år. Det samme var forbruget af gas, kulstof fra energisektoren og elproduktion fra fossile brændstoffer. ”Der har været en meget udbredt opfattelse af, at Europa går baglæns med hensyn til klimaændringer på grund af krigen i Ukraine”, sagde Lauri Myllyvirta, chefanalytiker og forfatter af rapporten, før nytår til den britiske avis The Guardian. ”Vi viser, at det ikke har været tilfældet - der var tale om en fejlfortolkning af kulforbruget”.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6

Institutionelle anliggender: EU's korruptionsskandale tager fart
Italieneren Antonio Panzeri samarbejder nu med den belgiske anklagemyndighed for at opnå strafnedsættelse, skriver Kristeligt Dagblad. Panzeri har erkendt, at han arbejdede på at fremme tre arabiske landes interesser i EU ved at bestikke parlamentsmedlemmer og han har angiveligt nu indvilliget i at løfte sløret for, hvilke lande der var involveret i korruptionssagen, og hvordan bestikkelsen fungerede. ”Hvem sladrer Panzeri om? Hvad vil man nu opdage? Hvor dybt er Qatar-gate indskrevet i de europæiske institutioners maskineri og praksis?” spørger den belgiske avis Le Soir. Foreløbig har Antonio Panzeri peget på den belgiske EU-parlamentariker Marc Tarabella, som selv afviser alle beskyldninger. Han har samtidig nægtet at forklare sig foran parlamentets retsudvalg, der i næste uge skal tage stilling til, om de mistænkte parlamentarikeres juridiske immunitet bør ophæves. Da EU-parlamentarikerne kun er beskyttet mod retsforfølgelse i andre medlemslande end deres hjemland, gælder immuniteten i denne sag alligevel ikke for Tarabella. EU har hverken militære muskler eller egen efterretningstjeneste til at forebygge forsøg på at korrumpere unionens institutioner, men ifølge en leder i den italiensk avis La Repubblica, viser sagen, at Europa-Parlamentet alligevel har opnået en vægtig moralsk stemme. ”Hvorfor denne store indsats for at påvirke det politiske sprog i Bruxelles blot en lille smule? Måske fordi det sprog, der ikke understøttes af militær magt eller af en stærk politiker, i en globaliseret verden er blevet demokratiets mest troværdige stemme (...) Den styrke er Europa ikke altid selv klar over at besidde. Men det ved de, der frygter denne stemme. Og de, der forråder og lader sig bestikke for at få den til at tie,” skriver La Repubblica.
Kilde: Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6

Institutionelle anliggender: Den britiske regering vil af med al arvet EU-lovgivning i år
Rishi Sunak har stillet makulatoren frem til over 4.000 stykker EU-lovgivning, som er bevaret efter Brexit, skriver Politiken søndag. I denne uge stemte et flertal i Underhuset for regeringens forslag om at ophæve al EU-lovgivning, inden året er omme og forslaget er symbolsk vigtigt som et vidnesbyrd om, at Storbritannien nu har taget kontrollen tilbage, hvilket var sloganet op til folkeafstemningen i 2016. Regeringen erkender, at den ikke ved, præcis hvor mange love der er tale om, men anslår, at der er tale om mindst 4.000. Mange kritikere påpeger, at lovgivningen jo ikke nødvendigvis er dårlig, blot fordi den blev vedtaget i EU-regi og Jill Rutter fra den uafhængige tænketank Institute for Government, skriver desuden, at det vil kræve tusindvis af embedsmandstimer at gennemgå al lovgivning - timer, der ikke findes. "Selv reformer, der i princippet er fornuftige, kan give tilbageslag, når der ikke er nok tid til granskning. Der vil blive begået fejl - både bevidst og ubevidst - som ministre så efterfølgende bliver nødt til at rette op på med yderligere lovgivning," skriver Jill Rutter i Financial Times.
Kilde: Politiken, søndag, s. 12

Udenrigspolitik: Vil Tyrkiets planer om en gascentral give Rusland en bagdør til Europa?
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogans opbakning til Putins forslag om at etablere en russisk gascentral i Tyrkiet kan give Kreml en bagdør til det europæiske marked, skriver Jyllands-Posten søndag. "Vi er fast besluttede på at gøre Tyrkiet til et energiknudepunkt for Det Kaspiske Hav, Middelhavet og Mellemøsten," sagde Erdogan i december. Forleden indgik den bulgarske regering i Sofia en mangeårig aftale med Ankara om at kunne bruge Tyrkiets terminaler for flydende naturgas (LNG) til import af 1,5 mia. kubikmeter LNG svarende til halvdelen af Bulgariens årlige gasforbrug. Det vil blive transporteret fra Tyrkiet til Bulgarien via netværk under det statsejede Tyrkiske gasselskab, Botas. Og i december indgik Rumænien også en aftale med Tyrkiet om at importere aserbajdsjansk gas fra Tyrkiet, som er forbundet til Aserbajdsjan via den Trans-anatolske gasrørledning, Tanap. En vigtig del af det nye energiknudepunkt er et øget gassamarbejde med Rusland og nu frygter iagttagere, at Tyrkiet vil åbne en bagdør for Rusland til at fortsætte med at sælge gas til det europæiske marked med Tyrkiet som mellemmand, så ingen med sikkerhed ved, hvor energien kommer fra. "Ruslands forslag kan være et forsøg på at få endnu mere kontrol over det tyrkiske gasmarked," skriver Yasar Yakis, tidligere tyrkisk udenrigsminister fra Erdogans regeringsparti, AKP, i den arabiske avis Arab News. Tyrkiet ligger geografisk ret godt til at kunne blive en større spiller på energimarkedet, hvis landet i stedet satsede på andre energileverandører end Rusland, men Erdogan forsøger at spille på to heste.
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 14-15

Udenrigspolitik: Energipriser, olieembargo og flygtende russere presser Putin i økonomisk defensiv
Faldende indtægter begynder for alvor at true Vladimir Putin på pengepungen og EU kan på grund af sine sanktioner tage en del af æren, skriver Jyllands-Posten søndag. Den russiske finansminister meddelte i sidste uge, at statsbudgettet i 2022 ramte et underskud på 2,3 pct. af BNP - mere end dobbelt så højt som forventet i sommer og langt fra en forventet vækst på ca. 3 pct. før krigen. "Siljuanov (den russiske finansminister, red.) forklarede det med ekstra overførsel til sociale fonde, men mindst 1,3 billioner rubler (ca. 130 mia. kr.) var andre udgifter, hvis oprindelse ikke står klart," siger Alexandra Prokopenko, der i marts forlod sin stilling som rådgiver for Ksenia Yudaeva, den russiske centralbanks viceleder, i protest mod krigen i Ukraine. Hun påpeger, at andre udgifter typisk betyder, at pengene går til militæret. Særligt balterne og polakkerne håber på, at tommelskruen spændes yderligere, når EU's medlemslande inden for få uger skal genforhandle prisloftet. Propenko befinder sig lige nu i Serbiens hovedstad, Beograd, og hun mener, at de flygtende russere udgør et overset problem for landets økonomi. Mange af de op imod en million flygtninge fra Rusland er nemlig veluddannede, og det puster til et glohedt arbejdsmarked, der også vinker farvel til hundredtusindvis af unge mænd til krigen. "Jeg tror, at vi vil se uventede og store stigninger i de russiske lønninger, og stigningerne vil resultere i højere inflationen," siger Propenko.
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 15

Udenrigspolitik: Tyrkiet hedder Tyr-ki-æ med tryk få forreste stavelse
I foråret 2022 igangsatte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, en global kampagne for at ændre den engelske stavemåde af Tyrkiet til Türkiye, skriver Jyllands-Posten søndag. Et år efter har Erdogan fået det, som han vil have det, efter at tyrkiske diplomater over hele verden været på overarbejde for at få regeringer og internationale organisationer til at rette ind. Både FN, EU og USA bruger nu navnet Türkiye i officiel kommunikation på engelsk og det samme gælder udenrigsministeriet i Danmark. "Ændringen trådte i kraft den 24. oktober 2022 og fulgte, at EU's institutioner med opbakning fra EU's medlemslande valgte at imødekomme Tyrkiets anmodning om ændret navnepraksis," oplyser udenrigsministeriets pressetjeneste. Selvom det ikke blev sagt direkte, så har det længe irriteret den tyrkiske leder, at det engelske ord for Tyrkiet - Turkey - også betyder kalkun, hvilket hverken er en særlig køn eller klog fugl at blive associeret med. Mustafa Aksakal, historieprofessor ved Georgetown Universitet i Washington, vurderer, at navneændringen er en måde at vise tyrkere, at Erdogan har magten til at gennemtrumfe sin vilje både ude og hjemme. "Det virker måske fjollet for nogle, men det placerer Erdogan i rollen som en beskytter af landets omdømme," siger Aksakal til New York Times.
Kilde: Jyllands-Posten, søndag, s. 12

Udenrigspolitik: Kina har trukket ulvekrigerdiplomatiet hjem. Charmeoffensiven har en årsag
Berlingske bringer en kronik af Andreas Bøje Forsby, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han skriver blandt andet: "Ifølge den traditionelle kinesiske månekalender står vi foran et markant årsskifte, når Tigerens År denne søndag afløses af Kaninens År. Mens tigeren udtrykker styrke og vitalitet, forbindes kaninen med mildhed og fredfyldthed. Symbolikken kunne næppe være mere velvalgt, idet den kinesiske regering de seneste måneder har arbejdet ihærdigt på at forbedre sit offentlige image. Efter tre år præget af isolation, mistro, selvhævdelse og aggressiv retorik over for omverdenen slår Beijing nu langt mere forsonende og venskabelige toner an - ikke mindst over for USA og Vesten. [...] Allerede inden året var gået på hæld, havde de mildere atmosfæriske strømninger bragt den tyske kansler Olaf Scholz, den Europæiske Rådsformand Charles Michel og den australske udenrigsminister Penny Wong en tur til Beijing. Efter alt at dømme intensiveres Kinas diplomatiske charmeoffensiv i det nye år, og det bliver med Qin Gang som frontfigur. Qin forlod for et par uger siden ambassadørposten i USA med et hyldestbrev til det amerikanske folk i The Washington Post, hvor han erklærede sig overbevist om, at ”døren til Kina-USA forholdet vil forblive åben”. Hjemme i Beijing har han overtaget udenrigsministeriet fra den aldrig smilende Wang Yi, hvis hyppige og hårdhændede udfald mod amerikansk "koldkrigsmentalitet" og "hegemonisme" har medvirket til at tyndslide de bilaterale relationer. [...] Uagtet det diplomatiske sceneskift lurer Kinas ulvekrigere stadig i kulissen. I stedet for at blive parkeret på sidelinjen er Wang Yi, den forhenværende udenrigsminister, blevet optaget i kommunistpartiets politbureau og udnævnt til direktør for den magtfulde centrale komité for udenrigsanliggender. Herfra skal han som en grå eminence trække i trådene og udstikke Folkerepublikkens overordnede udenrigspolitiske linje. Om ikke andet tegner Kaninens År til at sænke spændingsniveauet mellem Kina og Vesten. Og det er måske det bedste, vi kan håbe på i stormagtsrivaliseringens æra."
Kilde: Berlingske, søndag, s. 36-37

Institutionelle anliggender: Proust og personligheden
Den franske forfatter Marcel Prousts spørgsmål om, hvad der gemmer sig inden i andre mennesker har altid fascineret os og i 100-året for Proust død satte Børsen sig for at gennemgå alle hans spørgsmål - og udvælge de mest illuminerende. I Børsen søndag kommer svarene fra EU-kommissionens ledende næstformand og konkurrencekommissær Margrethe Vestager. Til spørgsmålet: "Hvilke forbilleder har du i den virkelige verden?" svarer Vestager: "En af de personer, som jeg synes godt om og beundrer, er Christine Lagarde, som er chef for Den Europæiske Centralbank. Jeg synes, hun har gjort virkelig mange interessante ting, og hun er også én, der bliver ved med at gøre, hvad hun kan for at åbne døre for, at kvinder går ledelsesvejen. Hun interesserer sig for det og åbner døre og skubber på og gør ved - det, synes jeg, virkelig er beundringsværdigt." Til spørgsmålet: "Hvilken historisk figur tiltaler dig mest?" svarer Vestager: "Jeg blev meget tidligt fascineret af Madeleine Albright, og det kom sig af, at Niels Helveg (tidligere leder af Radikale Venstre, red.) fortalte, hvordan hun havde engageret sig i at få skabt fred under Balkan-krigene. Han var udenrigsminister dengang, og han fortalte, at hun gjorde det ved, at hun næsten dagligt ringede til alle involverede parter for at holde dem på sporet. Og det havde hun faktisk ikke behøvet at gøre. Hun havde selvfølgelig en europæisk baggrund (i 1939 flygtede Albright som toårig med sine forældre fra det daværende nazibesatte Tjekkoslovakiet og kom efter en årrække i Storbritannien til USA som elleveårig, red.), men hun var jo amerikansk udenrigsminister, og et eller andet sted kunne hun jo have sagt: “Come on, fiks det - altså det er i Europa, det her foregår, tag jer sammen.” Når man er amerikansk udenrigsminister, så er hele verden selvfølgelig ens arbejdsplads. Men hun engagerede sig så dybt i det, at hun virkelig var en af dem, der meget aktivt skabte den fred. Det, syntes jeg, var fantastisk. Og da hun jo så oven i købet tillægges det der citat med, at der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder - det gør det jo bare endnu bedre."
Kilde: Børsen, søndag, s. 1, 26-31

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
23. januar 2023
Forfatter
Repræsentationen i Danmark