EU i dagens aviser mandag den 25. juli

Tophistorier

Giorgia Meloni står til at vinde efterårets parlamentsvalg i Italien
Den italienske højrefløjspolitiker Giorgia Meloni, leder af Fratelli d'Italia står til at vinde efterårets parlamentsvalg i Italien. Det skriver Berlingske søndag og Jyllands-Posten lørdag, der begge bringer et portræt af den italienske højrefløjspolitiker. Giorgia Meloni tordner imod den "homoseksuelle lobby", retten til fri abort, islamister, indvandrere, global storkapital og "bureaukraterne" i Bruxelles. Til gengæld taler hun varmt om den "naturlige" familie, hermetisk lukkede grænser og nævner "det universelle kors", som symbolet på Europas kristne og ultrakatolske værdier. Hendes gæstetale ved det spanske parti Vox's valgmøde i Marbella, hvor hun nævnte alt ovenstående har skabt opmærksomhed både i Italien og Spanien, hvor folk sammenligner hendes retorik og udstråling med tidligere diktator Benito Mussolini, til trods for, at hun er en spinkel, blond, 45 årig kvinde. Facismen er tilbage, blev der advaret både i Spanien og Italien efter Giorgia Melonis tale i Marbella. Og til nyvalget efter premierminister Mario Draghis tilbagetræden, står Giorgia Meloni og hendes parti stærkest i meningsmålingerne og Fratelli d'Italias leder står derfor til at skulle overtage premierministerposten. Trods sin politisk unge alder er Giorgia Meloni allerede en erfaren politiker. Hun har været viceformand i det italienske deputeret kammer, som hun har siddet i siden 2006. Hun var også minister under Silvio Berlusconis regering i årene 2008- 2011. Berlingske skriver, at både EU og Washington er bekymrede for, om et højrepolitisk ledet Italien bliver en uforudsigelig samarbejdspartner i årene fremover. Men, selvom Giorgia Meloni har udtrykt beundring for Vladimir Putin, som forsvarer af Europas kristne civilisation og værdier, så er hun samtidig en stærk tilhænger af transatlantisk samarbejde, og har internationale relationer med den amerikanske højrefløj. Hun har, urokkeligt, også støttet Mario Draghis politik omkring Ukraine konflikten.

Kristeligt Dagblad citerer i en artikel søndag Paolo Berilli, journalist og ekspert i den italienske højrefløj, som er bekymret for højrepartiernes stigende popularitet i Italien: "Det er ikke noget godt tegn for vores demokrati, at det største parti i Italien i dag - 100 år efter Marchen mod Rom (fascisternes magtovertagelse i 1922, red.) - er en politisk bevægelse, der i sit symbol har den trikolorefarvede flamme, har sine rødder i fascismen, og hvis leder udspringer fra den historie og de idealer," siger Han. Helen Thompson, professor i statskundskab ved universitetet i Cambridge citeres i samme artikel for at påpege, at Italiens store statsgæld får Italienerne til konstant at svinge mellem populistiske protestregeringer og teknokratiske modreaktioner. "Landet er nødt til at have en regering, der kan modtage den næste portion penge fra EU's genopretningsplan uden at udløse en tillidskrise i EU. Men det er uholdbart, at Italiens økonomi afhænger af et permanent teknokratisk styre, da mange italienske borgere bliver ved med at stemme på partier, der lover at gøre en ende på ekspertvældet,” udtaler Helen Thompson.

I en analyse i Jyllands-Posten lørdag skriver avisens korrespondent Jette Elbæk Maressa blandt andet: "Da benzinpriserne for alvor begyndte at stige i Italien, svarede nogle igen med at lægge et billede op på sociale medier, hvor prisen var omregnet til de gamle lire og spørgsmålet: Hvorfor gør de ikke noget? [...] Politik er for det første i Italien ikke en del af et kollektivt ”vi”. Der er ”os” , og der er ”dem”. Forventningen er, at sidstnævnte, politikerne, vil gøre noget for førstnævnte, folket. [...] For det andet udtrykker billedets brug af den længst hedengange valuta den modstand, som mange har mod globalisering: Euroen er set fra det perspektiv en byrde, som er påført udefra af Bruxelles, Berlin og Paris. Her nytter det ikke noget at fortælle, at Italiens og ikke mindst Italiens kreditværdighed står betydeligt bedre med den solide euro frem for den vaklende lire. [...] Da Draghi holdt talen, som reelt blev hans afskedstale i senatet, pegede han på de udfordringer, som Italien står over for, men som der også er stor politisk uenighed om: Inden årets udgang skal der gennemføres 55 reformer, for at Italien kan få endnu en EU-hjælpepakke på 19 mia. euro. På energiområdet står Italien med store udfordringer for at erstatte den russiske gas, og udenrigspolitisk kommer man ikke uden om at støtte Ukraine med våben. Draghi gik, fordi han ikke kunne få opbakning fra sine egne regeringspartier: Lega, Forza Italia og Femstjernerne. [...] Ifølge de seneste meningsmålinger, som er foretaget i dagene op til Draghis fald, er ”Italiens brødre”, der tilhører det yderste højre, og som eneste parti ikke var med i Draghis nationale samlingsregering, det største parti med omkring 22-23 pct. af stemmerne. Næststørste er centrumvenstre-partiet Partito Democratico (PD), som ligger til knap 22 pct. På tredjepladsen figurerer Salvinis Lega med omkring 14 pct, mens Berlusconis Forza Italia står til omkring 8 pct, og Femstjernebevægelsen til 10-11 pct. Fælles for højrefløjspartierne er, at partilederne har plejet tæt omgang med Putin, og det får italienske kommentatorer til at fastslå, at valget står mellem, om Italien skal bekende sig til ”Budapest og Moskva” eller til ”Bruxelles, Berlin og Paris."

I en analyse i Berlingske lørdag skriver Ulrik Bie, avisens økonomiske redaktør, blandt andet: "Italien og EU er kastet ud i et politisk kaos på et tidspunkt, hvor barometret i forvejen står på økonomisk storm. Et efterårsvalg betyder, at udarbejdelsen af en finanslov er lammet, og samtidig er det nu tvivlsomt, om Italien vil gennemføre de reformer, der er forudsætningen for at få udbetalt de mange milliarder euro fra EUs genopretningsfond. Mellem 2021 og 2026 står Italien til at modtage 248 milliarder euro fra EUs genopretningsfaciliteter og samhørighedsfonden. Det svarer til hele 25 procent af Italiens samlede bruttonationalprodukt (BNP) i 2021 og forklarer, hvorfor vækstudsigterne for Italien skal være ret positive i de nærmeste år. [...] Den politiske krise afspejler, at Italien har et massivt governance problem. Der har været 17 regeringschefer siden 1993, hvoraf Draghi er den femte teknokrat. Hver eneste gang Italien har truffet hårde og vigtige beslutninger, er det sket under ledelse af en teknokrat - en person udenfor det politiske system. [...] Regeringskrisen blev udløst, fordi venstrefløjen i M5S-bevægelsen krævede endnu mere inflationshjælp end det, som man var blevet enige om. Det skulle have været en gratis politisk omgang. Højrefløjen skyder skylden for alle Italiens problemer på EU og vil ikke acceptere europæiske regler for finanspolitik. Man kræver dog samtidig ubegrænset hjælp fra Den Europæiske Centralbank (ECB).[...] Italien er endnu en gang en hovedpine for ECB, der har lovet at bekæmpe fragmentering, der er defineret som rentestigninger i enkelte lande, der ikke er forklaret af fundamentale forhold. [...] ECB vil anvende fire kriterier i vurderingen af, hvorvidt man kan opkøbe obligationer fra et land med stigende renter. Det drejer sig først og fremmest om finanspolitikken, der skal være i overensstemmelse med EUs regelsæt. Der må ikke være store makroøkonomiske ubalancer, og landet skal føre en fornuftig økonomisk politik, herunder implementere de reformer, som er lovet for at få midler fra EUs genopretningsfond. Dertil kommer, at gældssituationen skal være “holdbar”. [...] Det er netop her, at ECBs hjælp til Italien løber ind i en politisk mur. For mens italienske analytikere hæfter sig ved, at Italien opfylder disse krav, er det også klart, at en regering, der giver f...fingeren til EU, ikke opfylder kravene. ECB har derfor kastet en politisk handske, som vil blive meget tydelig i de kommende uger. Vil ECB lade Italien drukne i en ny rentekrise, hvis italienske politikere ikke selv vil gøre det nødvendige? [...] Hvis de euroskeptiske partier vil trække Italien ud af EU og euroen, hjælper det ikke på gældssituationen. Italiens statsgæld er i euro, og det vil ikke ændre sig, bare fordi man ikke selv anvender euroen. En ny lire vil falde kraftigt i værdi overfor euroen, og dermed vil gældsbyrden blive umulig at håndtere. Altså vil et italiensk farvel til euroen også omfatte en statsbankerot."

Jyllands-Posten skriver i en leder søndag blandt andet: "Mario Draghi, tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank, kastede lange skygger i Europa, da han med egne ord ville gøre, hvad der skulle til for at redde euroen. Til gengæld tyder meget på, at skyggen efter Draghis premierministerperiode i Italien bliver kort. Den velanskrevne Draghi smed håndklædet i ringen torsdag, da det stod klart for ham, at end ikke de partier, som indgik i hans nationale samlingsregering, aktivt ville støtte ham. [...] Med krig i Europa, inflation, stor offentlig gæld, stigende renter og en alen lang to do-liste, som skal opfyldes, før Italien kan få flere krisehjælpspenge fra EU, burde der være nok at samles om. [...] Ved valget i 2019 blev Femstjernebevægelsen, som lovede borgerløn, valgets store vinder sammen med Lega, det norditalienske separatistparti, som har udskiftet mærkesagen om et frit Norditalien med en klassisk EU- og indvandrerkritik suppleret med beundring for Putin. Italiens første regering efter valget blev således en sammensmeltning af to populistiske partier fra hhv. venstre- og højrefløjen. Udefra set et interessant eksperiment at følge, for hvor langt kunne elastikken trækkes uden at sprænge? Regeringen holdt i 461 dage, inden Lega blev smidt ud og erstattet af PD, som nåede at sidde 527 dage sammen med Giuseppe Conte, inden den konstellation brasede sammen, og Draghi blev hidkaldt. Har italienerne lært noget? Næppe. Nu står sommerferien for døren med al sin småbrok over høje priser og uduelige politikere. Draghi vil snart lyde som en røst fra fortiden, og det hele kunne være en komedie. Men det er det ikke, Italiens økonomi er for stor til at gamble med, og Europas sikkerhed for vigtig til, at der må være den mindste tvivl om, hvor loyaliteten i Rom ligger."
Berlingske, søndag, s. 11, lørdag, s. 10-11; Jyllands-Posten, lørdag, s. 14, 38, søndag, s. 32; Kristeligt Dagblad, søndag, s. 4 (25.07.2022)

Plan om at spare på gassen truer sammenholdet i EU
EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyens forslagspakke til, hvordan de enkelte medlemslande skal spare 15 procent af deres gasforbrug, så der er gas nok, hvis Rusland skulle lukke for gassen, truer sammenholdet i EU. Det skriver Berlingske lørdag. I Sydeuropa er man ikke tilhænger af Ursula von der Leyens forslag. Her er man nemlig ikke helt så afhængig af russisk gas, som eksempelvis Tyskland er. Og i Sydeuropa husker man stadig Tysklands arrogance under finanskrisen, så lysten til at hjælpe Tyskland ligger på et meget lille sted. Ifølge tre højtstående kilder er der formentligt heller ikke stemmer nok til at vedtage Ursula von der Leyens plan, når energiministrene mødes i denne uge. For at spareplansloven skal vedtages, kræves det, at mindst 15 lande, som tilsammen repræsenterer 65 procent af EUs befolkning, stemmer for spareplanen. I Danmark, Holland og Luxemborg støtter man op om planen. I Frankrig og Italien har man endnu ikke bekendt kulør. Tyskerne er ikke tilfredse med den Sydeuropæiske reaktion på spareforslaget, og den tyske vicekansler Robert Habeck udtalte torsdag i sidste uge, at hvis de sydeuropæiske lande ikke bakker op om planen, så "er der ingen europæiske solidaritet."

I en analyse i Information lørdag skriver Tore Keller, avisens Europakorrespondent, blandt andet: "En række lande står i kø for at sige nej til EU-Kommissionens plan om, at EU-landene hurtigt skal skære deres gasforbrug med 15 procent. Dermed hænger EU-Kommissionsformand Ursula Von der Leyens store strategi for at skære gasforbruget i Europa i en tynd tråd før et afgørende ministermøde tirsdag. Både Portugal og Spanien modtager under ti procent af deres gas fra Rusland, og de to lande mener ikke, at det giver mening, at de skal spare på gassen for at være solidariske med nordeuropæiske lande som Tyskland, som selv har spundet sig tæt ind i det russiske gasspindelvæv. Det samme gælder Grækenland og Cypern, som altså siger nej til EU-Kommissionens plan i dens nuværende form. [...] Økonomi- og energiminister Robert Habeck opfordrede torsdag til, at også de lande, som ikke har en dyb afhængighed af russisk gas, skærer i deres forbrug. “Princippet gælder - vi i Europa skal spare på gassen, og det betyder, at selv de lande, der ikke er direkte berørt af afbrydelsen af gasleverancerne fra Rusland, bør hjælpe andre lande. Ellers er der ingen europæisk solidaritet,” lyder det fra Habeck. [...] EU-Kommissionens plan indeholder mål, der skal få medlemslandene til at sænke deres gasforbrug med 15 procent i perioden fra den 1. august til den 31. marts næste år. Ifølge udspillet skal medlemslandene opdatere deres gasforsyningsplaner inden slutningen af september for at vise, hvordan de vil skære 15 procent. I første omgang er målene frivillige, men de kan blive bindende, hvis der erklæres en EU-nødsituation. Indtil i dag har EU-landene ifølge EU-Kommissionen sænket deres gasforbrug med cirka fem procent. Det er dog ikke kun de sydeuropæiske lande, som har udtrykt reservationer over for planen om gassolidaritet. Også Polen har udtrykt forbehold, og det samme gælder Italien, hvor det nuværende politiske kaos selvfølgelig ikke gør situationen nemmere. [...] Også i Frankrig, som havde EU-formandskabet indtil begyndelsen af denne måned, vækker Kommissionens planer uro. Det skal ses i lyset af, at præsident Emmanuel Macron i den forgangne uge sagde, at franskmændene skal være “nøjsomme”, når det kommer til energiforbruget. Oppositionen bruger sagen til at bringe spørgsmålet om købekraft op. [...] Hvis ikke det lykkes at skabe opbakning bag EU-Kommissionens plan, vil det udstille den interne uenighed i unionen til glæde for Putin, og det vil samtidig være et konkret problem i forhold til både sårbarhed og økonomi på kontinentet. Derfor må man forvente, at Kommissionen og det tjekkiske formandskab forsøger at finde et kompromis for at få pakken i gennem."

Information skriver i en leder lørdag blandt andet: "Mens EU-Kommissionen, for at undgå en forsyningskrise til vinter kræver, at alle medlemslande sparer 15 procent af deres gasforbrug og deler den øvrige gas solidarisk, har Ungarn - som er uhyre afhængigt af russisk gas - udråbt 'energiundtagelsestilstand'. Dermed er solidarisk eksport og deling af gas forbudt. I Orban-land er det en udbredt opfattelse, at Ukrainekrigen 'ikke er vores krig', og at EU's sanktioner gør mere ondt på os end på Putin. Men at Orban på denne måde officielt giver Putin diplomatisk rygdækning, er en skandale, der sætter spørgsmålstegn ved Ungarn som en pålidelig partner i EU og NATO. [...] Sammenholdet i EU smuldrer. Portugal og Spanien bakker ikke op om EU-Kommissionens spareplan, fordi de er så godt som uafhængige af det europæiske gasnet. Grækenland vil heller ikke ofre velstand for solidariske besparelser. Polen mener at have gjort sit forarbejde for at komme ud af den russiske gas. Og Italien ligger i et politisk kaos, der truer med at trække landet skarpt mod højre og mod Rusland. Der vil altså næppe være et kvalificeret flertal bag EU-Kommissionens fremstød, når de europæiske energiministre mødes på tirsdag. [...] Det ligner amatøragtigt forarbejde i Kommissionen. Og det åbner for det grimme spørgsmål, om spareplanen mest var en plan for solidaritet med Tysklands industri og hjernedøde energipolitik under Merkel.[...] Det ændrer ikke ved, at det ungarske fremstød er forkasteligt - og en fjer i hatten til Putin. I den akutte energikrise antyder det, at vi må leve med europæisk energianarki, og at EU-landene mod vores fælles interesse næppe vil give Bruxelles mere magt i energipolitikken."
Berlingske, lørdag, s. 11; Information, lørdag, s. 2, 12 (25.07.2022)

Prioriterede historier

Ukrainske kornlagre bombet i havneby
Fredag indgik Ukraine og Rusland en aftale, der skulle igangsætte eksporten af de mange millioner tons korn i Ukraine, som har været strandet i landet, siden Rusland indledte sin invasion, men allerede dagen efter angreb Rusland havneby Odesa, skriver flere af søndagens aviser. I aftalen forpligtede Rusland sig ellers til ikke at angribe havne, mens korn er i transit, men ifølge det ukrainske militær ramte to russiske missiler havnebyen og lederen af det ukrainske luftvåben mener ifølge BBC, at Rusland bevidst er gået efter kornlagre på havnen i Odesa. "Disse svin underskriver aftaler med den ene hånd og skyder missiler af sted med den anden. Så vi har brug for fly, og vi er nødt til at sænke hele Ruslands sortehavsflåde. Det vil være den bedste måde at sikre eksporten af korn på," skriver ukrainske Oleksij Hontjarenko på sin Telegram-profil. Fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, lyder det i en videotale på Telegram, at angrebet viser, at man ikke kan stole på Rusland: "Dette beviser kun én ting: Ligegyldigt hvad Rusland siger og lover, vil de finde måder for ikke at implementere det." EU's udenrigschef, Josep Borrell, har på Twitter fordømt angrebet. "At angribe et mål for korneksport dagen efter en skelsættende aftale er i særdeleshed forkasteligt, og det viser igen Ruslands totale tilsidesættelse af folkeretten og internationale forpligtelser," skriver han på Twitter ifølge Berlingske søndag.

Ifølge Politiken søndag undrer Claus Mathiesen, militæranalytiker, lektor på Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Ukraine, sig over angrebet. "Det undrer mig, fordi der i kornaftalen var ret markante fordele for både Rusland og Ukraine. Rusland fik ud over muligheden for at vise en vis fleksibilitet i forbindelse med manglen på korn på verdensmarkedet rimelig gode muligheder for at kontrollere, at ukrainske skibe, som sejler ind til blandt andet Odesa, ikke har våben om bord. Samtidig fik Ukraine, men også Rusland bedre muligheder for at eksportere korn og andre landbrugsvarer. Derfor virker det underligt, at russerne angriber netop Odesa så kort tid efter at have indgået aftalen," siger Claus Mathiesen. Han mener, at en af grundene kunne være, at der er en splittelse eller ringe kommunikation mellem militæret og det politiske niveau i Rusland, men konstaterer samtidig, at der stadig ikke er et klart billede af, hvorfor russerne angreb Odesa og han håber, at der inden for de næste par dage er nye informationer om, hvad der er sket.
Politiken, søndag, s. 7; Berlingske, søndag, s. 10; Jyllands-Posten, søndag, s. 12 (25.07.2022)

EU indleder nye retlige opgør om Nordirland
Fredag startede EU-Kommissionen fire nye retlige opgør mod Storbritannien, som beskyldes for brud på vigtige dele af den protokol, som gælder for handel med Nordirland efter brexit. Det skriver flere aviser lørdag. "Trods gentagne opfordringer fra Europa-Parlamentet, fra de 27 medlemslande og fra EU-Kommissionen om at implementere den nordirske protokol har den britiske regering undladt at gøre det," skriver EU-Kommissionen. Udspillet kommer, efter at briterne på egen hånd er begyndt at ændre den såkaldte nordirske protokol og dermed brexitaftalen og sagsanlæggene kan ende med bøder. Ifølge Politiken lørdag klager EU også over, at den britiske regering ikke har lagt vægt på at forklare protokollen til borgerne og til erhvervslivet i Nordirland, hvor ingen er blevet tilstrækkelig forberedt på de ændringer, som Brexit har ført til. I sidste måned fremlagde briterne nye lovudspil, som lægger op til ensidig ændring af handelsbetingelserne i den britiske provins, hvor der ulmer stærke politiske spændinger. "I samarbejdets ånd har vi i et mere end et år afholdt os fra tage retlige skridt for at skabe plads til, at man kunne søge efter fælles løsninger i et samarbejde mellem Bruxelles og London," siger EUs talskvinde, Arianna Podesta ifølge B.T. lørdag. Bruxelles fremhæver også, at EUs toldregler ikke er ført ud i livet af briterne.
Berlingske, lørdag, s. 8; Jyllands-Posten, lørdag, s. 12; Politiken, lørdag, s. 2; B.T., lørdag, s. 20 (25.07.2022)

EU's integration af Serbien har indtil Ukrainekrigen været præget af "amatørfejl" og dårlig branding
Det går langsomt med at få Serbien med i EU. Landet har taget et demokratisk dyk, og EU's kritik heraf har været til at overse, skriver Information mandag. Mandag besøger formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, Beograd, hvor der i dagens anledning er hængt adskillige EU-flag op side om side med serbiske. Serbien blev erklæret officielt kandidatland til EU i 2012, hvilket er en status, som landet siden hen har nydt godt af. EU er Serbiens suverænt største handelspartner og står for 60 procent af Serbiens samlede handel og alene i 2020 lavede unionen direkte investeringer for mere end to milliarder euro. Men Serbien mangler til stadighed at afstemme sin udenrigspolitik, forbedre sine institutioner og tilpasse sine love til EU. Srdjan Majstorović, formand for tænketanken European Policy Centre og medforfatter til Serbiens oprindelige ansøgning til EU, vurderer, at Serbiens demokratiske udfordringer er en af nøgleårsagerne til landets langsommelige proces mod EU-medlemskab. Både Srdjan Majstorović og Igor Novaković, ph.d. i statskundskab og forskningsdirektør ved tænketanken International and Security Affairs Centre i Beograd, mener, at EU ikke er synderligt god til at brande sig selv. "Når EU promoverer sine investeringer, konstaterer man bare tørt: 'Vi gav 200 millioner euro til det her hospital'. Og giver dertil kun tekniske forklaringer på, hvordan EU-midlerne bruges i Serbien," siger Majstorović. Novaković mener, at det står i stærk kontrast til for eksempel Ruslands og Kinas investeringer i landet, der gerne akkompagneres af følelsesladede kampagner eller statsbesøg med storladne taler. Redaktør Nikola Burazer fra webmediet European Western Balkans (EWB) mener, at det hårdeste, EU har gjort ved de fundamentale demokratiske problemer, er fra tid til anden at sige, at det er et issue of concern. "EU har vist absolut ingen politisk vilje til at presse regeringen til at indrømme nogle af disse grundlæggende problemer. I stedet har man fokuseret på juridiske og proceduremæssige forbedringer, som bogstaveligt talt intet har gjort for demokratiet," siger Nikola Burazer.

Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Luka Tripkovic, kampagneleder, Kreni-Promeni, som blandt andet skriver: "Hvordan er 27,5 milliarder kroner af EU-borgernes skattepenge endt hos en autokratisk leder på Balkan, der har brugt dem til at opbygge et diktatur, hvor demokratiforkæmpere bliver truet med vold? Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, er ultranationalist og leder af et land, der står til at blive optaget i EU. [...] Vucics totalitarisme er raffineret, når man sammenligner med autoritære ledere andre steder i regionen, og den maskeres af en tilsyneladende progressiv liberal og provestlig adfærd. Men det er bare en omhyggeligt konstrueret facade, der sætter den serbiske regering i stand til at indkassere penge fra skatteydere i EU og USA. Aktivistiske grupper som den, jeg arbejder for, forsøger at afsløre Vucic som den, han i virkeligheden er. Vi er børn af dem, der levede under Milosevics tyranni. [...] Over 200.000 serbere har underskrevet vores opfordring i løbet af blot 12 dage, og samtidig er vi nu blevet mål for optrappede angreb fra regeringstro medier, ligesom vi på sociale medier modtager en byge af dødstrusler fra folk, der støtter regeringen. [...] Hvis sådan noget skulle ske, og Serbien fortsætter sin katastrofale kurs under Vucic, vil det indebære, at danske borgeres surt optjente skattekroner går til at finansiere et 'attentat' på dem, der forsvarer vores mest grundlæggende frihedsrettigheder."
Information, mandag, s. 8-9; Politiken, lørdag, s. 5 (25.07.2022)

Finansielle anliggender

Den første rentestigning i 11 år kan også blive den sidste i lang tid
I en analyse i Politiken lørdag skriver Frank Hvid Petersen, finansanalytiker, blandt andet: "Den Europæiske Centralbank (ECB) droppede torsdag den negative rente på 0,50 procent, således at renten nu er 0,0 procent. Dermed er den første renteforhøjelse i 11 år en realitet. [...] Signalet fra ECB og forventningen blandt de fleste økonomiske eksperter og investorer er, at renteforhøjelsen er den første af en række hen over efteråret og vinteren, for der skal meget højere renter til for at få styr på inflationen. Men det er faktisk slet ikke utænkeligt, at ECB er kommet så sent i gang med at hæve renten, at den første rentestigning i 11 år også bliver den sidste i længere tid. [...] Det skyldes ikke mindst, at en alvorlig økonomisk nedtur truer globalt og især Europa. Krigen i Ukraine har skabt usikkerhed blandt virksomheder og forbrugere som reaktion ikke bare på selve krigen, men også på de afledte konsekvenser af krigen såsom tårnhøje priser på især energi og risikoen for rationering af eksempelvis gas samt forstyrrelser i produktionen. [...] Både EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond (IMF) advarer om, at hvis Rusland skruer yderligere ned eller helt lukker for gasleverancerne til Europa, vil det ramme ikke mindst store gasforbrugende lande som Tyskland, Italien og Ungarn hårdt og skabe en dyb økonomisk nedtur. [...] Skal ECB derfor bare fortsætte og hæve renten yderligere? Og dermed skubbe til den måske allerede igangsatte økonomiske nedtur for at få bugt med inflationen? Eller stoppe, næsten inden de er kommet i gang? [...] Efter ECB's renteforhøjelse er det interessant, at både de korte og lange renter i Europa falder kraftigt. Det er investorernes måde, hvorpå de siger, at de også begynder at tro på, at ECB ikke når at hæve renten særlig meget, før den økonomiske nedtur sætter dem på pause. [...] Oven i en allerede kompliceret situation kommer så den opståede politiske uro i Italien. Det er et problem, at obligationsrenterne i eurozonen stiger meget forskelligt, for så påvirker pengepolitikken landene meget forskelligt. Især landene i Sydeuropa har siden efteråret oplevet langt større stigning i obligationsrenterne end landene i Nordeuropa. Derfor har ECB opfundet Transmission Protection Instrument (TPI). 'Instrumentet' giver ECB lov til at købe obligationer i de enkelte eurolande uden begrænsninger, hvis de finder det nødvendigt, for at sikre en mere ensartet renteudvikling. En af betingelserne for, at ECB må anvende metoden, er, at et land skal leve op til EU's finanspolitiske regler og til betingelserne for at få midler fra EU's genopretningsfond. Dermed er signalet til Italiens politikere, at de i den forestående valgkamp ikke bare kan love guld og grønne skove og åbne statskassen på vid gab og så forvente, at ECB vil sikre dem mod markedsuro og stigende renter."
Politiken, lørdag, s. 12-14 (25.07.2022)

Institutionelle anliggender

Lad os få stoppet det plattenslageri
I et debatindlæg i Politiken søndag skriver Oliver Kløvedal Reich, debatredaktør på avisen, med afsæt i egen uheldige oplevede med, hvad han kalder et gennemgående problem med svindel og bedrag i biludlejningsbranchen, blandt andet: "Få dage senere skriver Jyllands-Posten om en identisk sag, hvor de også kan fortælle, at EU-Kommissionen har foretaget en screening af formidlere af biludlejning i 10 EU-lande samt Norge, som viser, at under halvdelen af firmaerne overholder loven, herunder dem, som flyselskaberne entreer med. Man kunne få den tanke, at firmaerne med åbne øjne har opbygget en bureaukratisk labyrint, der skal maksimere virksomhedernes overskud ved at dræne almindelige borgeres små husholdninger, og hvor alle peger på hinanden og ikke vil svare. Grimt, grådigt og uetisk. Det er selvfølgelig en væmmelig tanke, og jeg håber derfor også, det er forkert, men tallene fra EU-Kommissionen indikerer, at der nok er noget om det. Virksomhederne griner hele vejen til banken, mens de sender uendelige strømme af ansvarsfraskrivende mails ud til deres hårdtramte kunder, der står afblankede tilbage, som havde de været udsat for et banalt gaderøveri - hvis det så bare var det. En ting er sikker. Jeg kommer ikke til at vende tilbage som kunde hos de her selskaber. Men det er de nok desværre ret ligeglade med, så længe flyselskaberne uden at stå ved deres ansvar sender kunder i favnen på dem, selv om de ifølge europæiske myndigheder ikke overholder loven!”
Politiken, søndag, s. 5 (25.07.2022)

Interne anliggender

Vi skal gøre meget mere ved madspild. Især midt i en fødevarekrise
Politiken bringer søndag et debatindlæg af Anders Kromann Liin, politisk konsulent, Dansk Erhverv, som blandt andet skriver: "Om end bekæmpelsen af madspild ikke er ny kamp, er behovet for komme problemet til livs ikke blevet mindre 'hot' af, at der det sidste års tid har fundet en generel prisstigning på fødevarer sted. [...] Det næste fødevareforlig, der overordnet set udstikker retningslinjerne for styrelsens fødevarekontrol, bør have et eksplicit fokus på madspild. Et første skridt bør være principperne for tilbagetrækninger og tilbagekaldelser. [...] Covid-19-krisen har dog vist, at det ikke var sværere end som så at omgå dette regelsæt. Fødevareministeren bør derfor skele til de innovative løsninger, som andre kriser trods alt har banet vejen for. Madspildsudfordringerne er desuden ikke begrænset til at være et rent nationalt foretagende. Derfor bør en stor del af løsningen findes i EU-regi. Tilbage i 2020 leverede Klimapartnerskabet for Handel anbefalinger til regeringen. En af anbefalingerne opfordrer til et fitnesscheck af EU's handelsnormer og mærkningsregler. Madspildskrisen kræver nytænkning, og EU-normer og -regler vanskeliggør lige netop dette."
Politiken, søndag, s. 3 (25.07.2022)

Klima

Atomkraft er sat i skammekrogen
Jyllands-Posten bringer mandag et læserbrev af Hans Tage Lund, pens. overlæge fra Tjele, som blandt andet skriver: "Med Europa-Parlamentets nylige afstemning er atomenergi omfattet af EU's taksonomi, dvs. den er miljømæssig bæredygtig og vil kunne udgøre et væsentligt bidrag til mindst et af EU's klima- og miljømål og er dermed berettiget til forsknings- og udviklingsstøtte, også fra det offentlige. Men forstå det, hvem der kan? I Danmark - Niels Bohrs fædreland - er atomenergi den mest oversete og udskældte energiform. [...] Hvordan er vi nået dertil, at disse lobbyismeprægede energiløsninger skal trækkes ned over hovedet på befolkningen, når et godt alternativ er så nærliggende? En skævvredet debat pga. manglende information og især misinformation er den åbenlyse forklaring. Når atomkraft nævnes i dag, slår toneangivende folketingspolitikere syv kors for sig, og så hører vi igen den sædvanlige førnævnte remse af bekymringer. Sandheden er, at formentlig ville et flertal af befolkningen foretrække atomkraft, hvis den politiske diskussion blev ført på et oplyst grundlag, og man realiserede den belastning af borgere, natur og landskab, den nuværende energipolitik vil føre til - økonomien ufortalt."
Jyllands-Posten, mandag, s. 33 (25.07.2022)

Det er tid til en akut afvænning fra sort energi
I Kroniken i Politiken mandag skriver Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, blandt andet: "Europa er som en stofmisbruger, der vågner en morgen til en dyb erkendelse af, hvor hans afhængighed har ført ham hen. Vores afhængighed af russisk olie, kul og gas betyder, at vi er med til at finansiere Putins krig i Ukraine. Faktisk har EU-landene, siden Rusland invaderede Ukraine, brugt over fire mia. kr. om dagen på at købe russisk energi på trods af bomber, der regner ned over ukrainske byer. Vi ser krigsforbrydelser for rullende kameraer. [...] Hvis krigen i Ukraine skal blive et reelt vendepunkt, skal vi tage det skridt, vi har talt om længe, men indtil videre ikke haft modet til. Vi skal gøre os helt fri af fossil energi. Det er kort sagt tid til en grøn oprustning, der er mindst lige så stor som vores militære oprustning, så vores energipolitik kan forhindre en klimakatastrofe og opbygge en reel frihed og selvstændighed for demokratier i en usikker verden. Og Danmark kan vise vejen. [...] Inden for de næste få år skal vi investere massivt i de energieffektive teknologier og vedvarende energi, som kan frigøre os fra den fossile narkomani og løse klimakrisen. Grøn oprustning i stor skala er det bedste svar på de forbundne kriser, som vi er ramt af. Samtidig kan vi undgå langt større klimaregninger i fremtiden. Det vil være rettidig omhu. Og give os meget mere sikkerhed."
Politiken, mandag, s. 5-6 (25.07.2022)

Vores omgivelser gør os syge
Hvert år dør 9-12 mio. mennesker for tidligt på grund af påvirkning fra luft- og vandforurening, tungmetaller og syntetiske og kræftfremkaldende stoffer og nu har nogle forskere sat sig for at måle på alt det, vi udsættes for gennem livet, for at finde frem til, hvordan vores omgivelser gør os syge, skriver Jyllands-Posten søndag. Blandt forskerne er blandt andet Michael Snyder, genetiker ved Stanford University i USA og Michelle Bennett, leder af US National Cancer Institute Center for Research Strategy. Vicente Franco fra Generaldirektoratet for Miljø under Europa-Kommissionen, mener, at det meste skyldes ting, vi selv sender ud i omgivelserne og derfor har vi en moralsk forpligtelse til at forhindre det i at ske. "Forurening er den største dræber på verdensplan. Én vej frem er EU's handlingsplan om nulforurening fremadrettet fra maj 2021. Men vi skal også vide mere om de ting, der allerede er derude. Siden 1950 er hundredtusindvis af nye kemikalier og pesticider blevet syntetiseret. Vi ved næsten intet om deres effekt på vores sundhed. Vi skal måle mere," siger Vicente Franco og tilføjer: "Ting, som ikke bliver målt, bliver der ikke gjort noget ved."
Jyllands-Posten, søndag, s. 38-39 (25.07.2022)

Retlige anliggender

Danske mejerier må ikke sælge salatost under navnet "Feta" uden for EU, siger EU
I en klumme i information lørdag skriver Line Søgaard, journalist på avisen, blandt andet:"Danske mejerier må ikke længere sælge deres salatost under navnet “dansk feta” uden for EU. Det har EU-Domstolen fastslået og dermed sat punktum for en 12 år lang strid. Fetaost er nemlig et af de madprodukter, som har en beskyttet oprindelsesbetegnelse, og da feta er en græsk osteopfindelse, er det kun grækerne og cyprioterne, der må kalde ost for “feta” - også uden for EU. Cypern har været med til at anlægge sagen mod Danmark, men nu er de selv kommet i osteproblemer, og det viser jo bare, hvor potent et våben EU's oprindelsesregler kan være. De har nemlig solgt halloumiost til tyske supermarkeder, der ikke levede op til de strikse regler for, hvornår der er tale om en ægte halloumi. I mandags reagerede Cyperns landbrugsminister, Costas Kadis, på den prekære halloumi-gate ved at iværksætte et arbejde for at bringe osteproduktionen i overensstemmelse med EU-reglerne. [... ] Mens er der skuffelse i den danske mejeribranche over feta-dommen. Kirsten Holm Svendsen, direktør i Mejeriforeningens Bruxelles-kontor, har sagt til DR, at hun håber, den danske stat vil anke sagen. Men her bør mejeristerne måske træde varsomt, for uenigheder om nationale fødevarer kan hurtigt blive en voldsom affære."
Information, lørdag, s. 2 (25.07.2022)

Under lavmålet
Politiken skriver i en leder søndag blandt andet: "Som retsstatens stolte søn er Dansk Folkepartis formand draget ud i sommerlandet. Her fremturer han med vilde og udokumenterede beskyldninger mod regeringen. [...] Og forleden skrev han følgende på Twitter: ”Danmark under Mette Frederiksen er ikke længere en retsstat.” [...] Ordene faldt som en replik til, at Mette Frederiksen endnu ikke havde fortalt, at Statsministeriets departementschef selvfølgelig ikke blander sig i ansættelsen af en ny direktør i den styrelse, der lige nu behandler departementschefens egen rolle i minksagen. [...] Helt bizart forekommer det, at regeringen skal tages i skole om retsstatsprincipper af en mand, der selv venter på afgørelse i en sag om undergravning af retsstaten. I den såkaldte Meld- og Feld-sag står Messerschmidt anklaget for at have gennemført økonomisk svindel og dokumentfalsk, så EU betalte dele af regningen for DF's sommergruppemøde på et hotel i Skagen. [... ] Nu venter Messerschmidt på, at hans sag skal gå om, hvilket burde vise ham mere end nogen anden, at vi lever i en velfungerende retsstat. At Messerschmidt ifølge anklagen har svindlet et EU, som han selv konstant beskylder for at være svindelagtigt, udtømmer blot den sidste rest af mandens troværdighed."
Politiken, søndag, s. 1 (25.07.2022)

Sikkerhedspolitik

Begrænset våbenhvile i Sortehavet genåbner for eksporten af korn fra ukrainske havne
En FN-aftale med Rusland og Ukraine skal åbne for eksport af 20 millioner tons korn, som er fanget i Ukraines blokerede Sortehavshavne. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Ukraine og Rusland underskrev i sidste uge to separate aftaler med Tyrkiet og FN, som gør det muligt at genoptage transport af korn ud af de ukrainske sortehavshavne. FN har advaret om, at 49 millioner mennesker i 46 forskellige lande risikerer hungersnødslignende levevilkår som følge af den russisk-ukrainske konflikts indflydelse på korneksporten.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 12-13 (25.07.2022)

Efter fem måneders krig: Der er ingen til at tage ansvar for freden
Hverken EU eller USA har mod på at slutte fred med Rusland og Vladimir Putin, siger iagttagere. Det skriver Kristeligt Dagblad lørdag. I stedet handler sikkerhedspolitiske analyser i stigende grad om i hvilken retning krigen udvikler sig, end om, hvornår og hvordan en fredelig udvej kan etableres. Hvis dette skal ændres, så kræver det intervention udefra, mener David Cortright, professor emeritus og direktør ved Kroc Instituttet for internationale fredsstudier ved Notre Dame University i USA. ”Det internationale samfund skal tage et større ansvar. Ukraine og Rusland er som sårede dyr. De er ude af stand til at tænke klart. Lige nu er folk blodtørstige,” forklarer han. USA og EU har stillet sig uforbeholdent på Ukraines side og det samme de ellers ofte fredsmæglende lande Norge og Schweitz. Samtidig er FN handlingslammet, da både USA og Rusland sidder i Sikkerhedsrådet. ”Der mangler oplagte fredsforhandlere. Alle dem, der kunne spille en rolle, har selv noget i klemme. Det er svært at se, hvilke lande af betydning der har en kanal til russerne,” forklarer Kim B. Olsen, analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, som tilføjer, at EU og USA med deres omfattende sanktioner mod Rusland og våbenhjælp til Ukraine har fraskrevet sig sig rollen som neutrale mæglere i konflikten. ”Man har lagt overliggeren så højt, at man ikke kan gå på kompromis. Spørgsmålet for Vesten er i høj grad, hvad fredens pris er i forhold til Putin. Fred er ikke nødvendigvis et gode i sig selv, hvis man ikke kan tro på, at den varer ved. I øjeblikket tror de færreste i USA og EU på, at Putin ikke kunne finde på at overfalde Ukraine eller et andet land igen," vurderer Kim B. Olsen. For at skabe fred, skal EU og USA være villige til at give Rusland og Vladimir Putin en gevinst, og det er de ikke interesserede i, vurderer Søren Dosenrode, dr. phil. i historie og lektor i ved Aalborg Universitet med speciale i EU og international politik. ”Kynisk set ville det gøre Ukraine mere homogent, hvis de to udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk blev skilt fra. Men så har vi igen ladet Rusland slippe af sted med at tage territorium med magt. Den pris er Vesten ikke klar til at betale,” forklarer Søren Dosenrode. Men, Anatol Lieven, seniorforsker ved tænketanken Quincy og forfatter til en bog om det russiske-ukrainske broderopgør, påpeger, at enhver succesrig fredsforhandling har indeholdt kompromiser: "For både Ukraine og menneskehedens skyld bør vi søge et kompromis nu, ikke efter årevis med lidelse og ødelæggelse med forfærdelige konsekvenser for det bredere internationale samfund," argumenterer Antal Lieven.”
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1 (25.07.2022)

Før kunne hun krydse broen og besøge søsteren, nu slår det gnister ved grænsen
Der er uro flere steder langs NATO's grænse mod Rusland og Belarus. Det skriver Politiken lørdag. Grænseområdet og landene i regionen, som grænser op imod Rusland er blevet til teststed for Ruslands styre, som vil teste Vestens reaktion og sammehold, mener lokale. Også flygtningestrømmene, via Belarus, mod EU, før Ruslands invasion af Ukraine har været med til at skabe uro. Dramaet er taget til, efter at Litauen, på vegne af EU, har strammet kontrollen med de varer, som på grund af international lov, stadig har lov til at passere igennem Litauen fra Rusland og Belarus. Den øgede kontrol har ført til voldsomme russiske reaktioner. NATOs tilstedeværelse vækker dog fortrøstning blandt lokale og sikkerhedseksperten Linas Kojala, som glæder sig over, at Ruslands invasion af Ukraine har fået NATO til at stå tættere sammen, og nu også snart med Sverige of Finland som medlemmer. "Rusland truede med alt muligt, hvis det skete. Men det viste sig jo, at det russiske styre ikke kunne gøre det store, når vi står sammen”, forklarer Linas Kojala.
Politiken, lørdag, s. 8 (25.07.2022)

Helt ærligt, hvordan kunne man være så dum? Så utroligt dum ...
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Søren Pind, forhenværende MF og minister for Venstre, blandt andet: "Hvorfor er vi endt i en situation, hvor det er verdens diktaturer og slyngelstater, der producerer en vital del af Europas energi? Lad os fjerne al larmen, alt vrøvlet og se. Se ordentligt efter. Hvordan kan det være, at vi er endt i en situation, hvor dele af den europæiske befolkning går i panik, den italienske regering vælter og stærke understrømme i tysk politik vender sig mod den europæiske sanktionspolitik mod Putin? Naturligvis er noget af det skabt. Putins betalte og ideologiske håndlangere i vest fisker i rørte vande. [...] Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi strategisk kunne ende der. Efter chokket med oliekrisen i 1973. Og alle løfterne om den grønne omstilling, der stod klar til at afhjælpe den udefrakommende energiafhængighed. En omstilling vi indtil videre har brugt hundreder af milliarder på bare i Danmark. [... ] “Det vi taler om” er den officielle danske beslutning om at lukke Nordsøen ned for “sort energi”, man kunne lige så vel have kaldt det demokratiernes energilivline i en overgangstid. Men nej, stemplet blev brugt bevidst og forførerisk. Det skulle pakkes ind i sukker, at Danmark gik glip af utallige milliarder, man kunne have brugt på den grønne omstilling. Og satte os og Europa i en forfærdelig knibe i forhold til Rusland. [...] Mens tyskerne genopliver kul, forlænger atomkraft, mens hollænderne forlænger deres olie- og gasproduktion, mens nordmændene øger deres produktion, sidder vi i Danmark med vores hellige glorie og har været med til, for at pudse vores lille grønne ego, at cementere Ruslands, Saudi-Arabiens og Irans magt over Vesten. Fordi vores førende politikere nægter at stå ved, at omstilling tager tid. Og at i den tid har vi brug for demokratisk energi. Fordi energi er sikkerhedspolitik. Hvorfor har danske politikere undergravet frembringelse af demokratisk energi, der hives op betydeligt mere miljøbetryggende end alle andre steder? Hvad forhindrede os i både at bygge vindøer og havvindmølleparker og samtidig sikre, at ordentlige lande, der i en overgangsfase har brug for energi, ikke skulle købe den og finansiere frihedens - og miljøets - fjender?"
Berlingske, lørdag, s. 12 (25.07.2022)

Ukraine bliver Europas Korea
I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Flemming Ytzen, redaktør på avisen, blandt andet: "Ukraines fremtid kan blive noget, der ligner, hvad der er overgået den koreanske halvø gennem trekvart århundrede, en fastfrossen tilstand uden udsigt til en politisk forhandlet løsning. [...] Rusland er i dag dybt afhængig af Kina som økonomisk kraftcenter. Det diskuteres for tiden i Moskva, hvornår hele den russiske udenrigshandel omlægges, så den baserer sig på kinesiske valutakurser. Bliver de vestlige sanktioner mod Putins krigsmaskine langvarige, vil russisk eksport få Kina og dets partnerlande i Central- og Sydasien som mellemstationer. Målt på alle militærstrategiske parametre taler alt for, at Putin og hans løjtnanter har gravet sig mentalt ned og indstiller sig på en krigsførelse, der vil vare årtier. Med andre ord en evighedskrig uden klart definerede vindere og tabere. Hvilket er, hvad Koreas deling har været længe. [... ] Også de ledere, der med tiden efterfølger Putin og Xi Jinping, vil kunne høste fordele af at se Europa og USA langvarigt engageret i en lavintensitetskrig i Sydøsteuropa. Populært sagt vil Putin og hans arvinger bekæmpe både Nato og EU til den sidste ukrainer, alt imens kineserne køber sig tid til at befæste en status som klodens største vareproducent og handelsnation og dermed Eurasiens dominerende økonomiske magt."
Politiken, lørdag, s. 5 (25.07.2022)

Vil Putin angribe Natos blødeste punkt ved Suwalki-korridoren? Hybridkrigen buldrer allerede
Vesten frygter, at Putins næste skridt er et forsøg på at invadere de baltiske lande, og at han vil bane sig vej til sin isolerede Østersø-enklave, Kaliningrad, ved at angribe den 100 kilometer lange grænse mellem Litauen og Polen, Suwalki-korridoren, som kaldes Natos blødeste punkt, skriver Jyllands-Posten søndag. En besættelse af Suwalki-korridoren vil både give russerne en landfast vej til Kaliningrad via Belarus, samt en stærk front mod Nato, da russerne kan afskære de baltiske lande fra hjælp fra Polen og andre Nato-lande i tilfælde af en russisk invasion af Litauen, Letland og Estland. "Personligt tror jeg, at det russiske militær for øjeblikket sidder fast i Ukraine og lige nu vil have svært ved at åbne en anden front mod de baltiske lande og vejen mod Kaliningrad. Desuden er det farligt for dem, da det vil aktivere Natos artikel 5, som reelt vil udløse Tredje Verdenskrig," siger Giedrius Cesnakas, professor og ekspert i udenrigspolitik på Litauens Militærakademi, men tilføjer så: "Men man ved aldrig. Russiske politikere er i dag nærmest præget af vrangforestillinger. Derfor bliver vi nødt til at være forberedt på hvad som helst. For det er umuligt at regne ud, hvad Putins næste træk er, og nogle gange bliver hans og de øvrige politikeres fantasier desværre materialiseret." I slutningen af juni lød det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at Nato nu bringer antallet af særlige indsatsstyrker i Østeuropa og ikke mindst de baltiske lande op på over 300.000 fra i dag omkring 40.000.
Jyllands-Posten, søndag, s. 14-15 (25.07.2022)

Udenrigspolitik

Danmark er havnet på Ruslands sorte liste
Den russiske regering har placeret Danmark og fire andre lande på en liste over "uvenlige lande", skriver Berlingske søndag. Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, forklarer, at årsagen skal findes i danske beskyldninger om russisk spionage. "Den nuværende beslutning fra den russiske regering skal ses i sammenhæng med den russiske sides reaktion på udvisningen af Danmark i foråret af ansatte på de russiske diplomatiske institutioner," skriver Vladimir Barbin. Siden juni har Danmark ikke fået leveret russisk gas. "Konsekvenserne af en sådan beslutning er allerede soleklare. Alle uvenlige lande må nu betale for russisk gas i rubler. Danmark nægtede at gøre det. Som følge heraf leveres russisk gas ikke længere til Danmark," skriver ambassadøren. Derudover beskyldte Vladimir Barbin torsdag Danmark for "yderligere ødelæggelse af forholdet", efter at forsvarsminister Morten Bødskov (S) meddelte, at Danmark er åben for at tilbyde træning af ukrainske soldater i Danmark. "Ruslands beslutning om at tilføje Danmark på listen over 'uvenlige lande' er stærkt problematisk. Det er et russisk skridt i retningen af yderligere optrapning og spænding mellem Rusland og EU. Det er Rusland alene, der har indledt en uprovokeret angrebskrig på Ukraine. Danmark opfordrer Rusland til at stoppe sin angrebskrig og leve op til sine internationale forpligtelser," skriver det danske udenrigsministerium i en e-mail til Berlingske. Fra Vladimir Barbin lyder det, at Rusland nu vil ”prioritere at styrke relationerne med de stater, der ikke er interesseret i konfrontation med Rusland men i udvikling af samarbejde”.
Berlingske, søndag, s. 6 (25.07.2022)

Derfor vender Afrika sig mod Rusland. Det handler om ”Afrika først”
I en nyhedsanalyse i Kristeligt Dagblad mandag skriver Gerd Kieffer-Døssing, korrespondent i Afrika, blandt andet: "Når Afrika rykker tættere på Rusland og Kina, opfatter Vesten det som en trussel i stedet for at prøve at se det fra et afrikansk perspektiv. [...] Siden 2015 har Rusland og Afrika fordoblet deres samhandel svarende til en årlig vækst på 15 procent. Samtidig må man ikke glemme, at en række afrikanske stater har tætte historiske bånd til Rusland, da Sovjetunionen støttede selvstændighedskampe mod de vestlige kolonimagter og nye socialistiske ledere på tværs af kontinentet - hvoraf flere blev dræbt i vestligt orkestrerede snigmord under den kolde krig, der var særdeles varm i Afrika. Parallelt med denne udvikling er Vestens status i Afrika faldet. [...] Endelig har det ikke hjulpet, at Frankrig siden Brexit har sat sig tungt på EU's udenrigspolitik og - mener mange både i og uden for Afrika - ikke agerer med Afrikas bedste for øje, men i stedet har fokus på at holde sine tidligere kolonier, der stadig fylder de franske statskasser med milliarder, i kort snor. I de fransktalende lande i Afrika er modviljen mod den tidligere kolonimagt på fremmarch. [...] Men er der slet ingen incitament for Afrika til at holde sig på god fod med Vesten? Jo, bestemt - og derfor er Afrika og AU også ude i noget af en balancegang. EU er Afrikas vigtigste handelspartner, og de over 1000 milliarder kroner, der blev lovet i investeringer i infrastruktur under EU-AU-topmødet i februar kort inden Ruslands invasion i Ukraine, er afrikanske stater absolut interesseret i. Ligesom man er interesseret i sin del af de svimlende knap 4409 milliarder kroner, som G7-landene lovede at investere i udviklingslande som modtræk til Kinas nye silkevejsprojekt. Men måske er hverken penge eller den nye aftale om udskibning af ukrainsk hvede, som blev indgået mellem Ukraine og Rusland med FN og Tyrkiet som mæglere i fredags, ikke nok. Som Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, sagde her i avisen, et par uger efter, at krigen brød ud, og dens konsekvenser allerede var mærkbare i Afrika: ”Det ville være godt, hvis Vesten allerede nu rakte hånden ud med fødevare- og landbrugshjælp. Hvis vi begynder at se afrikanske lande som vigtige, ville det være godt for Afrika, men også godt for os. Og geopolitisk vil det kunne skabe mere stabilitet".”
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (25.07.2022)

Nu udstilles hullerne i den værdibaserede udenrigspolitik
Børsen skriver blandt andet i sin leder mandag: "Med FN og Tyrkiets præsident Recep Erdogan som mellemmand underskrev Rusland og Ukraine fredag aftalen om at åbne for kornkorridorer. Aftalen er kommet i stand efter præsident Vladimir Putins nylige besøg i bl.a. Iran. [...] Tyrkiet forsømmer sjældent en mulighed for at tage sig betalt, hvad end det gælder EU-penge for ikke at åbne for flygtningestrømme eller krav om udlevering af terrormistænkte kurdere fra Sverige som led i accept af Nato-optagelse. Har danske politikere været optaget af at fordømme Putin og fremhæve afgørende pejlemærker i den værdibaserede udenrigspolitik, byder denne tid på en uhyggelig demonstration af, hvor vanskeligt det er at vælge bøller fra, når nye behov trænger sig på. [...] Herhjemme blafres der mest med markeringsflaget af ministre, der ikke helt kan siges at have hånden på gashåndtaget. Regeringen besluttede i januar - med henvisning til menneskerettighederne - at vinter-OL i Kina bliver uden ministre, mens spørgsmålet om fodbold-VM i Qatar afventer. Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen sagde i juni til Ekstra Bladet: “Jeg ønsker at gøre mit til, at den debat fortsætter på så højt og larmende niveau som overhovedet muligt. Det mener jeg, har den største omkostning for Qatars styre.” Vi lader larmen stå et øjeblik, men tillader os tvivl om effekten."
Børsen, mandag, s. 32 (25.07.2022)

Når viljen til at sælge sig selv til Putin er til stede
Berlingske bringer mandag en analyse af international korrespondent Poul Høi, som blandt andet skriver: "Politikerne på den yderste højrefløj er villige til at sælge sig selv og deres sag til præsident Putin - og de er villige til at sælge Putin og hans sag til os. Og tilstrækkeligt mange vælgere i Italien, USA og andre vestlige lande er enten med på den eller ligeglade. [...] Når Berlusconi, Salvini, Le Pen og Trump omfavner Putin - og får opbakning af deres medier - tjener det til at normalisere Putin og hans regime. Når Østrigs kansler og Ungarns udenrigsminister rejser til Moskva, tjener det samme formål. Det er formentlig ikke et tilfælde, at så mange italienske vælgere vægrer sig ved at sende våben til Ukraine, og at et flertal af vælgerne i Østrig er imod medlemskab af NATO. Og at et flertal af ungarerne har en positiv opfattelse af Putin. [...] Et flertal af de britiske vælgere går ind for både en hårdere kurs over for kriminelle og en skærpet kamp for klimaet, fordi de føler, at kriminalitet og klimaforandring begge er trusler, som Freedman skriver. På samme måde med Putin. Hvis vælgere ser ham som en trussel, reagerer de. Hvis de omvendt ser en normaliseret Putin, reagerer de ikke, når Salvini, Berlusconi, Le Pen, Trump eller FPÖ sælger sig til Putin og vice versa."
Berlingske, mandag, s. 6 (25.07.2022)

Oliegigants Myanmar-exit styrker junta
Information skriver blandt andet i sin leder mandag: "Onsdag i sidste uge lukkede og slukkede det franske energiselskab Total for sine aktiviteter i Myanmar. Dermed sluttede tre årtiers samarbejde mellem olie- og gasgiganten og Myanmars ledelse, hvilket i de fleste af årene har bestået af en lille gruppe generaler i spidsen for et af verdens få militærdiktaturer. [...] På trods af sanktioner fra EU og USA rettet mod juntaens økonomiske interesser kunne Total i en juridisk forstand godt have fortsat sine forretninger i landet. Et egentligt forbud var der ikke tale om. Men som Ruslands krig i Ukraine også har vist, er det ikke kun love og regler, der dikterer, hvornår det private erhvervsliv føler sig nødtvunget til at sige fra. Investeringer og samarbejder, der direkte eller indirekte gavner moralsk anløbne regimer, kan føre til dårlig presse og folkelig misbilligelse, som hænger ved, længe efter en krise eller krig er drevet over. [... ] Hos de rettighedsorganisationer, der har kæmpet for at få udenlandske energiselskaber til at droppe forbindelsen til juntaen, bliver selskabets beslutning dog ikke set som en sejr. Total har indgået en aftale, der betyder, at dets ejerandel bliver fordelt mellem de resterende partnere. Dermed vokser MOGE's ejerandel fra 15 til næsten 22 procent. [...] "Totals overførsel af ejerandele til et militærkontrolleret selskab vil berige juntaen yderligere på bekostning af menneskerettighederne. Andre energiselskaber, der ønsker at forlade landet, bør sørge for, at de gør det ansvarligt uden at bidrage til juntaens pengekasse," har Bénédicte Jeannerod, direktør for den franske afdeling af organisationen Human Rights Watch, udtalt. [...] Begrundelsen - hvad enten den handler om at forlade et land styret af et forkasteligt regime eller er baseret på intentioner om en mere grøn profil - fejler ikke noget. Men civilsamfund, politikere og andre interessenter må holde virksomhederne fast på, at enhver exitstrategi skal foregå på en bæredygtig og etisk forsvarlig facon. Ellers risikerer handlingen at gavne dem, den skulle være et anslag imod."
Information, mandag, s. 20 (25.07.2022)

Putins krig har placeret Tyrkiets Erdogan i internationalt centrum
Berlingske bringer søndag en kommentar af Mathias Findalen Bikcersteth, som er historiker og forfatter til bogen "Det Tyrkiet der splitter". Han skriver blandt andet: "Tyrkiet har på bare én måned etableret sig som en absolut topspiller på det globale og geopolitiske landkort. Det blev især en realitet, da det lykkedes den tyrkiske AKP-regering at få en aftale i hus med det internationale samfund, hvor Tyrkiet godkender Sverige og Finlands kommende NATO-medlemskab og deres beskyttelse mod Rusland. [...] Den nye aftale mellem Tyrkiet og NATO kan få samme politiske betydning for Erdogan som den famøse flygtningeaftale mellem Tyrkiet og EU i 2016, hvor Tyrkiet lukkede grænserne for flygtninge ind mod Grækenland for til gengæld at modtage et stort antal EU-milliarder i bistand. Erdogan har endnu engang bevist, at det internationale samfund er dybt afhængigt af Tyrkiet. Flygtningeaftalen med EU har gjort ham immun over for international kritik af grove menneskerettighedskrænkelser i landet. Den sejr, Erdogan har opnået med Ruslands intervention af Ukraine, har kun forstærket det. [...] Erdogan siger, at Tyrkiet vil bygge boliger, skoler og hospitaler for tilbagesendte syrere, men eksperter sætter spørgsmålstegn ved, om flygtninge vil vende tilbage frivilligt, og om det er lovligt. Den kritik behøver Erdogan ikke at bekymre sig om, da hverken NATO eller EU nu kan forhindre Tyrkiets aktiviteter i Syrien eller yde en for storstilet kritik. Det kan være, han sågar beder det internationale samfund om at betale for det."
Berlingske, søndag, s. 32-33 (25.07.2022)

Vores allierede kommer fra et værdipolitisk forbrydersyndikat
I en kommentar i Politiken søndag skriver Michael Jarlner, international kommentator, blandt andet: "Lad os få dimensionerne på plads: Det er udtryk for kold realpolitik, når vi i kampen mod Rusland allierer os med arabiske og kaukasiske diktatorer. [...] Ikke desto mindre er det under en uge siden, at lederen af EU-Kommissionen, tyske Ursula von der Leyen, tog til den aserbajdsjanske hovedstad, Baku, for at underskrive en aftale om energileverancer og et kommende “strategisk partnerskab” mellem Aserbajdsjan og EU. [...] Igen taler vi om et repressivt styre, der fængsler og forfølger sin modstandere. Og om et styre, der bl.a. under krigen med nabolandet Armenien for mindre end to år siden havde et tæt militært samarbejde med ... Rusland. [...] Og mens Ukraine styrtbløder under russisk aggression, så står ikke mindst EU over for en truende energikrise, fordi vores bidrag til forsvaret mod Vladimir Putins Rusland er sanktioner og økonomisk krigsførelse. I sådan en situation trumfer realpolitik den værdipolitik, vi ellers bader os i ved højtidelige lejligheder. I Danmark har den socialdemokratiske regering højstemt lanceret en såkaldt værdibaseret udenrigspolitik, mens EU-landene i marts vedtog et mindst lige så højstemt 'strategisk kompas' med ordene: “Det strategiske kompas vil styrke EU's strategiske autonomi og dets evne til at samarbejde med partnere for at beskytte sine værdier og interesser”. Og i den beskyttelseskamp har USA og EU altså nu allieret sig med Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Aserbajdsjan. [...] Men igen: Har vi et alternativ? Svaret er: Kun hvis vi vil betale prisen. Lige nu vil vi helst ikke. Lige nu forsøger vi at slippe så skånsomt som muligt ved at erstatte energiforsyningen fra en international paria med forsyninger fra andre pariaer. Det er kold realpolitik, ikke en ædel kamp mellem demokrati og autokrati. "
Politiken, søndag, s. 2 (25.07.2022)