Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information27. september 2021

EU i dagens aviser mandag den 27. september

Tophistorier

Opgaven for Tysklands næste kansler bliver at samle et splittet EU
Flere mener, at Tyskland, efter Merkels afgang, bør tage ansvar som Europas førende magt i en tid, hvor EU er globalt og internt presset. Det skriver Kristeligt Dagblad lørdag. Den kommende kansler, som skal tage over efter Angela Merkel, skal sammen med resten af EU's medlemslande tackle udfordringer for et EU, som er blevet mere splittet. Ungarn og Polens retsgrebsstramninger og indgreb mod pressefriheden truer EU's værdigrundlag, og eksternt vinder Kina og Rusland mere global indflydelse, mens USA har mindre fokus på deres ellers tidligere tætte forhold til Europa. Derfor skal Europa lære at stå på egne ben, mener Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis: "De vigtigste opgaver for en ny tysk regering vil være klimapolitikken, som har opnået bred folkelig opbakning efter oversvømmelseskatastrofen i juli, at tage føring sammen med Frankring i udviklingen af EU's forsvarsdimension, fordi man ikke længere kan forlade sig på USA i samme grad som tidligere, og at finde balance i i EU's Ruslandspolitik, der både tilfredsstiller EU's "høge" og "duer".” Ifølge den Europæiske udenrigspolitiske tænketank ECFR er europæerne bekymrede over Europas svindende rolle i verden. I en analyse skriver tænketanken, at: "europæerne erkender, at den geopolitiske konkurrence nu udgør en eksistentiel trussel mod det europæiske projekt. Tyskland må definere et nyt svar på denne frygt og disse forventninger." Tænketanken skriver også, at: "Det vil være op til den næste regering i Berlin at omforme Europa- og udenrigspolitikken på en måde, der gør det muligt for Tyskland at udøve denne magt i fremtiden. Thomas Jäger, professor i international politik og udenrigspolitik ved Köln Universitet mener, at Tyskland skal vige fra Merkels tendens til at dominere i EU, og at Tyskland skal være mere kompromissøgende i sin rolle som dominerende stat i EU: "I Merkels tid som kansler er EU blevet mere forskelligartet, og de centrifugale kræfter er blevet stærkere. Den næste kansler må langt om længe påtage sig opgaven med at bringe Tyskland ind i en Europæisk lederrolle. Landet er allerede den dominerende stat i EU, men dominans og lederskab er to helt forskellige roller," siger Thomas Jäger.
Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at europæerne håber på tysk lederskab, også under den kommende nye tyske kansler, men at spørgsmålet er, hvorvidt Tyskland kan og vil påtage sig denne rolle. Sophie Pornschlegel fra tænketanken European Policy Center siger: "Hendes efterfølger skal bygge videre på hendes styrke: en statur som statsmand og evnerne for krisehåndtering. Men, den nye tyske leder skal også råde bod på hendes mest markante svagheder, nemlig manglen på en strategisk og ambitiøs vision for Europa.” Jana Puglíerin, direktør for tænketanken European Council on Foreign relations er enig. "Men paradokset er, at næsten alt det, der gjorde Angela Merkels måde at regere på en succes, også er det, en kommende tysk regering skal holde op med," siger Jana Puglíerin, og fortsætter: "Europa vil blive nødt til at tage klare standpunkter over for eksempelvis Rusland og Kina, men i stedet ser vi lige nu kontinentet blive mere og mere irrelevant i de internationale kriser. Hvis det skal ændre sig, har Europa brug for stærkt, tysk lederskab. Tyskland ses som et powerhouse og et magtcentrum i Europa, og vores undersøgelse viser, at europæerne har tillid til Tyskland, og at tysk magt kan anvendes til at fremme Europas interesser," forklarer Jana Puglierin.

Politiken skriver lørdag, at det tyske valg følges med spænding i EU, og at selvom man forventer kontinuitet fra Tysklands side, så ligger der store beslutninger og venter på den nye tyske kansler. I en TV-debat blev den konservative kandidat Armin Laschet, Annalena Baerbock fra De Grønne, og den socialdemokratiske kandidat Olaf Scholz spurgt, hvilken hovedstad de som kansler først ville besøge. Laschet ville ikke svare på spørgsmålet, Baerbock svarede Bruxelles, mens Scholz valgte Paris. Juliet Dempsey, seniorforsker ved tænketanken Carnegie Europe mener, at de tre svar giver et sigende bud på de tre kandidaters syn på Europa. "Laschet har ikke rigtig ytret nogen vision om Europas fremtid i valgkampen. Baerbocks svar var overraskende direkte og afspejler hendes vision om et europæisk samarbejde styret fra Bruxelles," forklarer Juliet Dempsey, som mener, at det dog måske er Scholz, som har fat i den lange ende, når han vælger at besøge Paris først, da historien utallige gange har vist, at EU-samarbejdet kun flytter sig, hvis Frankrig og Tyskland står sammen. Guntram Wolff, direktør i den økonomiske tænketank Bruegel er ikke helt enig i Juliet Dempseys sidst vurdering. "Det er klart, at som tysk kansler er du nødt til at afstemme de store beslutninger med den franske præsident. Engang var det nok. Men i dag er der så mange flere aktører i EU-samarbejdet, at du også har brug for en tur forbi Bruxelles," siger Guntram Wolff, som fremhæver, at en tredje ubekendt faktor i forbindelse med valget i Tyskland også afventes med spænding: "Den tyske finansminister er en uhyre central spiller på den Europæiske scene, og hvis der kommer en budgethøg på den post, kan det se meget svært ud fra et europæisk perspektiv, fordi alle budgetrammer er sprængt efter corona", forklarer Guntram Wolff, som også mener, at forsvarsunionen bliver en vigtig diskussion for Europa. "Europa har en stor svaghed, og det er, at vi har utroligt lidt hård magt, men masser af blød magt. Hvis ikke vi gør fremskridt på den front, forbliver vi en svag spiller på den globale scene," siger Guntram Wolff.

Politiken skriver lørdag, at både Armin Laschet (CDU) og Olaf Scholz (SPD) i en tv-debat om udenrigspolitik advokerede for et mere selvstændigt EU på verdensscenen. "Vi har brug for mere Europa. Vi er nødt til at tale med en stemme, vi er nødt til at starte fælles projekter op, også forsvarsprojekter, for at kunne handle, når USA trækker sig tilbage," sagde Laschet. I samme debat kritiserede De Grønnes Annalena Baerbock den siddende regering for ikke at gå hårdt nok til Moskva og Beijing. "Jeg vil sørge for, at vi får en fælles europæisk Kinapolitik, så det ene land ikke bliver spillet ud mod det andet. I konkurrencen med dette system skal vi gøre det tydeligt, at vi har vores egen strategiske suverænitet. Det betyder et nyt kapitel i europæisk udenrigs- og menneskerettighedspolitik," sagde Annalena Baerbock.

Børsen skriver mandag, at den kommende tyske kansler står overfor en række europæiske udfordringer, og at Frankrigs præsident Macron og andre EU-ledere håber på en ny tysk kurs - især på to områder. Blandt andet ser man gerne tysk engagement i at arbejde på en styrkelse af det europæiske budget, derudover håbes der på tysk vilje og interesse i at arbejde for en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

Jyllands-Posten skriver i en analyse mandag blandt andet: "Før der kommer hvid røg i Berlin, kan der ikke indgås afgørende politiske aftaler på EU-niveau. Og hvad værre er for dem, der ønsker fremdrift: Mange processer kan heller ikke for alvor komme i gang i maskinrummet. [...] Optimister i Bruxelles skyder på, at de tyske regeringsforhandlinger er færdige, så Angela Merkels efterfølger er på plads, så vedkommende kan få debut som Tysklands repræsentant på EU-topmødet i december. Indtil da vil Merkel repræsentere Tyskland. [...] Det står klart, at begge favoritter til kanslerjobbet, Olaf Scholz og Armin Laschet, ønsker et tættere EU-samarbejde og en stærkere europæisk stemme i verden. Det samme ønsker valgets nummer tre, De Grønne, mildt sagt. Leder Annalena Baerbock vil kræve en langt mere markant europæisk kant til både Rusland og Kina, end kansler Merkel har været garant for de seneste 16 år. [...] En fjerde spiller er det liberale FDP, hvis leder Christian Lindner vil kæmpe for streng budgetdisciplin, både i Tyskland og i EU. [...] Her venter to store økonomiske opgør de kommende år: Det ene handler om, om der kan komme gentagelser af sidste års historiske covid-19 genopretningspakke, hvor EU i fællesskab lånte penge til at løse en krise. Baerbock vil have meget mere af den slags, i lighed med sydeuropæiske lande. Lindner er helst fri. Danmark ligeså. Det andet spørgsmål handler om EU's Stabilitets- og Vækstpagt, hvis krav til landenes underskud og gæld blev suspenderet under pandemien. Reglerne genindtræder i 2023. Laschet er ikke tilhænger af lempelser, Scholz har været forbeholden, men De Grønne vil undtage grønne investeringer fra kravene i fremtiden. [...] Det samme gælder forsøget på at finde en fælles EU-migrationspolitik og få sat klimapakken på skinner. Begge dele vil EU-Kommissionen gerne have realitetsforhandlet nu. Men valgkalenderen er på tværs. Et tredje eksempel på, hvorfor EU må holde vejret, er det EU-forsvarssamarbejde, mange ønsker intensiveret efter USA's sololøb i Afghanistan og Stillehavsregionen. Den tyske regerings sammensætning og prioriteringer kan få stor betydning for, om EU kommer op i fart på det felt."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1, 10; Politiken, lørdag, s. 12, 12; Børsen, mandag, s. 14-15; Jyllands-Posten, mandag, s. 16 (27.09.2021)

Dødt løb i Tysk klimavalgkamp: Højre og venstre lever i dramaet efter Merkel
I en analyse i information lørdag skriver Mathias Sonne, Europakorrespondent, Berlin, blandt andet: "Med sin knusende pragmatisme efterlader Merkel et Tyskland med skrigende mangel på reformer, en lammet politisk offentlighed og en fodslæbende grøn omstilling. og hun efterlader et EU med rasende mangel på tyske visioner, både økonomisk, geopolitisk og sikkerhedsmæssigt - og især hvad angår grøn omstilling. Et afgørende spørgsmål er derfor, hvor aktivt eller magtesløst tyskland vil blive i europa med en ny kansler, om det så bliver Armin Laschet fra CDU/CSU eller Olaf Scholz fra SPD, som med 25 og 23 procents opbakning nu ligger så tæt i meningsmålingerne, at forskellen måske kun skyldes statistisk usikkerhed. [...] Den forskel vil europæerne også få at mærke i Tysklands fremtidige omgang med europæisk økonomi og reglerne for statsgæld i eurozonen. Fra CDU/CSU advares allerede indtrængende mod, at Olaf Scholz vil lade Tyskland hæfte for sydeuropæiske landes gæld og dermed "gøre alt det i Europa, som Merkel har forhindret«, som CSU-leder Markus Söder har formuleret det. Også FDP-leder Christian Lindner, der er vild og blodig efter at blive finansminister, vil her føre en mere gammeldags tysk sparepolitik. SPD og De Grønne vil derimod være mere pragmatiske i forhold til at holde de pressede sydeuropæiske økonomier oven vande. Også her er skellet mellem højre og venstre til at tage og føle på. [...] Alligevel er det meget muligt, at et afgørende spørgsmål vil fylde godt og grundigt i regeringsforhandlingerne: Skal Tyskland stræbe efter at gøre Europa mere geopolitisk slagkraftigt - også på bekostning af landets eksportstyrke og økonomiske afhængighed af Kina? Igen står SPD og især De Grønne et andet sted end CDU/ CSU og FDP, og igen står klima- og industripolitik i centrum. [...] Uanset hvordan billedet bliver i valggyseren søndag, vil vi få en proeuropæisk regering med dette første tyske valg efter Brexit, som har fået Tyskland til at vokse betragteligt i Europa."

Berlingske skriver i en leder søndag blandt andet: "Vi må også håbe, at den næste kansler vil gøre op med et historisk tysk efterslæb på forsvarsområdet, som Angela Merkel ikke formåede at rette op på. Det er på tide at bringe Tyskland helt ud af skyggerne fra Anden Verdenskrig og investere i tysk oprustning. Alt for mange års sparekurs og elendig forvaltning af midlerne har efterladt tysk militær i en latterlig forfatning, og det har Europa ikke længere råd til, når vi er stillet over for trusler fra både islamistiske terrorregimer, en stadigt mere autokratisk Vladimir Putin og et Kina, der også spiller med musklerne. Samtidig skal vi vænne os til, at USA ikke længere prioriterer Europa så højt som før."

Politiken skriver i en leder mandag blandt andet: "Alt tyder på, at det vil tage uger eller ligefrem måneder at få den kommende regeringskoalition på plads. I nyere tid har Tyskland aldrig haft en trepartikoalition, men det bliver formentlig nødvendigt for at danne en ny regering. Men uanset hvilken koalition og hvilken regering Tyskland ender med at få efter søndagens historiske valg, er én ting sikker: Den næste regerings ubetinget største opgave er at bringe Tyskland meget længere ind i klimakampen, end det er nu. [...] Hvordan den gordiske knude skal løses for et land, der modsat Danmark ikke er begunstiget af store havarealer til vindmøllekraft, og som heller ikke får voldsomme mængder solskin til solenergi, vil være en enorm udfordring. At løse den bliver den nye regerings altafgørende mål. At det lykkes er ikke bare afgørende for Tyskland, men for hele EU. Som unionens klart største land og dominerende økonomi er Tyskland afgørende for, at EU kommer i mål med sin grønne omstilling i de kommende år. Ikke blot direkte i kraft af sine egne udledninger, men i høj grad også som toneangivende politisk magtcenter. [...]

I en analyse i Kristeligt Dagblad mandag skriver Friis Arne Petersen, forhenværende dansk ambassadør, blandt andet: "Derfor er den nye forbundsregerings planer og politik i forhold til EU og i forhold til Tysklands egen nationale udvikling og økonomi oplagt vigtige for os. Vi kan se frem til en ny tysk vilje til reformer på en række områder, ikke mindst på energi, klima og miljø. Også den tyske offentlige sektors modernisering og digitalisering vil blive central. Det er alle områder, der klart vil støtte et intensiveret samarbejde mellem vore to lande økonomisk og politisk. På udenrigshandel har de tyske regeringer siden 1949 været handelsliberale og åbne, som de danske regeringer har været. Det vil i de kommende år blive vigtigt at forfølge denne grundlæggende tilgang og ikke forfalde til ny protektionisme. Vores to lande er sammen med de øvrige nordeuropæiske lande blevet globaliserede og har udviklet global konkurrencekraft i de seneste årtier. Fortsætter det i et internt styrket EU, vil vi kunne fortsætte den økonomiske udvikling i en endnu mere bæredygtig retning."

Jyllands-Posten skriver i en leder mandag blandt andet: "Efter alt at dømme venter nu meget langstrakte forhandlingsmanøvrer i Berlin. Et godt bud kan være, at det om tre måneder er Angela Merkel, der som fungerende kansler kommer til at holde nytårstalen til det tyske folk. For fire år siden tog det et halvt år at stable en regering på benene. Denne gang skal der ovenikøbet ét parti mere med ombord. En nøglerolle ligger det liberale FDP til at få. Partiet under den karismatiske Christian Lindner fik et godt valg og har historisk uden problemer været juniorpartner i både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Hvis det trækker i den retning, kan Lindner stå til at blive ny finansminister. Det vil ikke mindst de nordeuropæiske lande, der i EU-regi udgør en slags sparebande, være glade for. Det gælder givetvis også i København."

Information skriver i en analyse mandag af Mathias Sonne blandt andet: "Allerede ved denne avis' deadline kort efter offentliggørelsen af de første exit polls tegnede sig et meget mudret billede med dødt løb mellem SPD og CDU/CSU omkring 25 procent - et billede, der netop i kraft af sin uklarhed leverede et klart budskab: Den kommende tyske kansler vil sidde med et historisk svagt mandat - og med historisk lange regeringsforhandlinger foran sig. Det vil efter alt at dømme få konsekvenser for så vigtige områder som klimakampen i verdens fjerdestørste økonomi samt magtfordelingen i EU i det europapolitiske magtvakuum efter Angela Merkels afsked. [...] Den tyske politolog Herfried Münkler, en åbenlys beundrer af Merkel, ramte hovedet på sømmet, da han for år tilbage beskrev Tyskland som "en hegemon mod sin egen vilje«, der altid lægger sig "diplomatisk i centrum af Europa«. Derfor må man ikke undervurdere den Herkules-opgave, som den kommende kansler får med at udfylde magtvakuummet i Europa, når Merkel er væk som den integrerende figur. Først og fremmest er eurokrisen stadig ikke løst, men kun udsat. Flere sydeuropæiske lande er stadig forgældet til op over begge ører - og langt over Maastricht-traktatens gældskriterier. Der er stadig heller ingen europæisk løsning på spørgsmålet om migration og asyl. I et EU med nationalpopulistiske strømninger stort set alle andre steder end Tyskland er der desuden et meget lille råderum for progressiv europæisk politik og selv for Europapolitiske kompromiser. Sat op over for EU's stræben mod mere strategisk autonomi og geopolitisk slagkraft i en verden med tiltagende konfrontation mellem USA og Kina forventes det alligevel, at Tyskland tager en mere ledende rolle end under Merkels meget handelsstyrede tyske udenrigspolitik."

I et debatindlæg i Politiken søndag skriver Wiebke Marie Junk, adjunkt på Institut For Statskundskab, blandt andet: "Sagt på en anden måde: Angela Merkel selv har været utrolig succesfuld i et ekstremt mandsdomineret parti. Men hun har ikke kunnet eller villet bruge sin magt på at normalisere kvinders rolle i partiet generelt. I et ligestillingsperspektiv er det farlige ved at have en kvindelig kansler i 16 år, at det kan skabe en illusion om ligestilling, mens partistrukturerne, den politiske kultur og den førte politik stadigvæk sakker bagud. Hvis vi kigger på den politiske substans, har Merkel ikke været en kansler, der i høj grad fremmede ligestilling. Da Ursula von der Leyen i 2013 krævede en kvote for kvinder i ledelsespositioner, blokerede Merkel det."

I en kommentar i Politiken søndag skriver Michael Jarlner, international kommentator, blandt andet: "Det rod, Merkel efterlader, kalder tidsskriftet The Economist ligefrem en leder om den 16 år lange Merkel-æra. Det er en leder, der i al sin brutalitet er både uretfærdig og rigtig. Uretfærdig, fordi den undervurderer Angela Merkels betydning for EU's fortsatte sammenhold, og at Storbritanniens historiske Brexit ikke endte endnu mere dramatisk. Uretfærdig, fordi den overser, at Merkel stod som det vestlige demokratis urokkelige klippesten, da selv USA's demokrati rystede under Donald Trump. Og uretfærdig, fordi den overser, hvor gigantisk en opgave det var for den nu afgående kansler både at imødekomme Sydeuropas krav om hjælp under finanskrisen og sikre sig flertal for det hjemme i Tyskland. Men det endte altså med, at EU som noget historisk kunne påtage sig fælles gæld for sammen at hjælpe nødstedte medlemslande. [...] Uagtet protester fra venner og allierede har den tyske regering insisteret på det omstridte Nordstream 2-gassamarbejde med Rusland, selv om det gør Tyskland afhængigt af Putins autoritære styre. Merkel forsøgte også at gennemtrumfe en EU-investeringsaftale med Kina, selv om det oven på de kinesiske overgreb i den muslimske Xinjiang-provins stødte på så stor modstand i resten af EU, at EU-Parlamentet endte med at stoppe den. Men i fem år har Kina været Tysklands vigtigste handelspartner. Tyskland skuer i høj grad mod øst. Tænk, hvis vi mistede dem. [...] Alt det ændrer ikke ved, at The Economists kritik også rummer en sandhed: At Tyskland er gået så meget i stå under Angela Merkel, at man kan sætte spørgsmålstegn ved landets Zukunftsfähigkeit og evne til også at lede EU ind i fremtiden.”
Information, lørdag, s. 10-11, s. 10, mandag, s. 10; Berlingske, søndag, s. 2; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4; Politiken, mandag, s. 1, søndag, s. 2; Jyllands-Posten, mandag, s. 26 (27.09.2021)

Dødt løb gør tyskernes valg til en neglebider
Berlingske skriver søndag, at et tysk valg aldrig har været mere uforudsigeligt, og at der venter meget svære regeringsforhandlinger. Regeringsforhandlingerne kommer til at udstille fælles mål og uenigheder partierne i mellem især indenfor områder som klima, skattepolitik, forsvarssamarbejde og EU. CDU/CSU, SPD og FPD taler alle varmt for EU og det europæiske samarbejde. De Grønne har traditionelt være mere EU-skeptiske, men med Annalena Baerbock i spidsen tales der varmt for fælles europæiske klimainitiativer. Die Linke er EU-modstander og ser gerne en opløsning af NATO, eller at Tyskland trækker sig ud af NATO-samarbejdet. Jyllands-Posten skriver søndag, at Olaf Scholz (SPD) stiller klare betingelser for et regeringssamarbejde, også til Die Linke. "Et parti, der vil lægge stemme til en regering under min ledelse, skal bakke helhjertet op bag NATO, EU, venskabet med USA og det transatlantiske samarbejde," har Olaf Scholz kommunikeret ud utallige gange under valgkampen.

Jyllands-Posten skriver søndag, at Danmark kommer til at møde andre holdninger fra Tyskland omkring EU, når en ny regering er blevet etableret. I en kronik i Jyllands-Posten har Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa, tidligere skrevet, at Tyskland vil prioriteret Europas fremtid højt, og at de vil søge at ændre EU's traktater i retning af et stærkere og mere smidigt europa. Derudover mener Lykke Friis, at det kan forventes, at Tyskland vil arbejde hårdt for en europæisk forsvarsdimension samt en kvotefordeling af flygtninge.

Jakob Illeborg, B.T.'s internationale korrespondent skriver i en analyse i B.T. lørdag blandt andet: "Merkel efterlader ro på scenen - men farligt kaos i kulissen. [...] 'Mutti', som hun kærligt kaldes, har på forbilledlig vis formået at holde skruen lige i vandet gennem en række europæiske kriser. Ikke mindst EUs store økonomiske problemer ovenpå finanskrisen i 2010 og 2011, der truede med at knække unionen. Hendes største kvalitet har været, at hun virkede urokkelig, rolig og imødekommende. Det var svært virkelig at hade Merkel. I en tid, hvor Frankrig, Storbritannien og en række andre europæiske lande flirtede med nationalisme og opbrud fra det europæiske projekt, var Merkels rolige og venlige facon en garant for europæisk ordentlighed. [...] Merkel stod for orden i det europæiske hus, men alligevel efterlader hun et Tyskland med meget store problemer, fejet ind under gulvtæppet. Problemer, der går videre, kommer til at tilhøre både den kommende kansler og resten af Europa. [...] Men projektet lykkedes ikke helt. Storbritannien forlod EU og svækkede dermed Europas position i verden betragteligt. Det er naturligvis ikke Merkels skyld alene, og pilen peger selvfølgelig på Boris Johnson i London. Men Merkel kunne og burde have støttet briternes fair krav om bedre vilkår mere aktivt. Tysklands insisteren på høj finansiel ordentlighed og lave lønninger påvirker også de gældsramte lande i Sydeuropa negativt. De er bundet til euroen, kan ikke rigtig konkurrere med Tyskland på lønninger og er derfor ikke konkurrencedygtige. Onde tunger siger, at hensynet til den altdominerende tyske bilindustris eksportmuligheder i Berlin vejer tungere end forståelsen for uordentlige sydeuropæere. Alt dette er problematisk for både Tyskland og EU, og fordi Tyskland er så stærkt i det europæiske fællesskab, er det i høj grad det, der sætter dagsordenen for, hvor Europa er på vej hen."
Berlingske, søndag, s. 10; Jyllands-Posten, søndag, s. 4-6, 8-10; B.T., lørdag, s. 30 (27.09.2021)

Prioriterede historier

Flygtninge i skoven i ingenmandslandet er ved at give op
Præsidenten i Hviderusland, Aleksandr Lukasjenko, har siden foråret lokket migranter og flygtninge fra særligt Afghanistan, Irak og Syrien til at bruge Hviderusland som genvej til Europa, skriver Politiken mandag. Det er uvist, hvor mange flygtninge og migranter der lige nu er fanget, men ifølge hjælpeorganisationer og vidneberetninger fra migranter kan der være tale om over 1.000 personer. EU og dets medlemslande opfatter Hvideruslands træk som en hævnaktion efter EU's sanktioner mod Hviderusland. I løbet af den seneste uge er fem personer fundet døde på forskellige steder i skovene på grænselandet, senest en irakisk mand, som fredag blev fundet 500 meter fra den litauiske grænse. I Litauen er man netop i gang med at opføre 500 kilometer pigtrådshegn på grænsen til Hviderusland, hvilket den danske regering har valgt at støtte med 15 kilometer pigtråd. "I lyset af regeringens generelle ønske om at styrke EU's ydre grænse og specifikke ønske om at begrænse tilstrømningen til Danmark i form af sekundær bevægelse fra andre medlemsstater, har regeringen besluttet at yde et dansk bidrag til Litauen," meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet tidligere på måneden. I både Litauen, Polen og Letland har man vedtaget nye asylregler, der gør det umuligt for migranter og flygtninge at søge asyl, hvis de kommer gennem grænselandet fra Hviderusland. Ifølge mange internationale ngo'er og eksperter er de nye regler ulovlige og bryder med den europæiske menneskerettighedskonvention, ligesom det strider mod international lov at nægte folk i nød adgang til mad og lægehjælp. Udlændinge- og indenrigsminister Mattias Tesfaye (S) kalder i en mail til Politiken dødsfaldene i grænseområdet for tragiske. Han mener, at skylden ligger hos Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko. "Hviderusland bruger folk som våben mod EU og udnytter migranter i en politisk magtkamp," udtaler han og tilføjer, at han har en forventning om, at medlemslandene efterlever, at beskyttelsen af EU's ydre grænser skal respektere internationale forpligtelser.

Berlingske bringer søndag et debatindlæg af chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen. Han skriver blandt andet: "Humanisme handler ikke længere om en grundlæggende menneskelig moral og et ønske om det gode for mennesker. Skal man i dag kunne kalde sig humanist, skal man købe ind på et ganske bestemt moralkodeks, som man særligt finder på den værdipolitiske venstrefløj. Og når nogen fra denne fløj bryder med dette kodeks og taler den humanistiske venstrefløj imod, så afstedkommer det et frygteligt postyr. Det har vi sidst set i forbindelse med debatten om Fort Europa. Berlingske har over de seneste uger skrevet flere ledere om behovet for at lukke EUs ydergrænser for nye flygtninge- og migrantstrømme. [...] Er det således humanistisk at hjælpe de få flygtninge, der er stærke nok til at nå frem til vores grænse, i stedet for de mange, der har mere hjælp behov? [...] Er det humanistisk, at vores mange midler til flygtningehjælp kommer mange færre til gode, end en anden model ville, hvor Europas ydre grænser var kontrollerede, og den humanitære indsats kunne leveres langt mere præcist og effektivt til dem, der har mest brug for den? [...] Med andre ord: Er det humanistisk at afvise Fort Europa svøbt i dyb, moralsk forargelse? Eller er det blot moralsk kvababbelse, der ikke leverer ét eneste svar på de udfordringer, som det 21. århundredes globale menneskestrømme giver os?"

B.T. bringer lørdag en kommentar af Søs Marie Serup, politisk kommentator. Hun skriver blandt andet: "Mure rundt om Europa er en del af løsningen, sagde udlæ dinge- og integrationsminister Matias Tesfaye efter et møde i Bruxelles om håndtering af flygtningestrømme. Det mødte straks kritik, blandt andet fra den radikale ordfører Kathrine Olldag, der kaldte det både bizart og usolidarisk. Og Enhedslisten fremhæver, at verdenshistorien har vist, at mure aldrig har løst nogen problemer. Linjen ”gode hegn skaber gode naboer” stammer fra digtet 'Mending Wall' af den amerikanske poet Robert Frost, som dog var ironisk i sin beskrivelse af vedligehold af mure. Det er ikke muren, der skaber det gode naboskab, men det faktum, at naboerne mødes og reparerer muren sammen hvert år. [...] I dag er Frontex, der skal bevogte de ydre grænser i EU, blevet et af de absolut stærkeste EU-agenturer med gigantiske økonomiske bevillinger. De skal sørge for alt fra 10.000 grænsevagter, til droner til overvågning samt chartring af fly til hjemsendelser. Grænseovervågning er blevet en global industri. Og mens eksperter nu kritiserer EU for, at Europas grænser ligner krigszoner, siger den danske minister altså, at det er en del af løsningen. Det er vel i virkeligheden ikke særlig kontroversielt, når man ser på udviklingen siden starten af 1990erne. Og i mellemtiden er flygtningesituationen bare blevet mere og mere kompleks. [...] Robert Frost havde ret i, at hegn ikke i sig selv skaber gode naboer. Men hvis naboen er fattig og forfulgt, kan et hegn holde ham ude. I hvert fald indtil han får bygget en højere stige. Så Danmark og EU må hellere huske begge dele af Fort Europa: Der er både brug for hegn og Marshall-hjælp. Ikke nødhjælp, men Marshall-hjælp." I Jyllands-Postens leder lørdag kan man blandt andet læse: "Vi vil bygge en mur, siger Mattias Tesfaye, og det har man jo hørt andetsteds fra, hvorfor hans ord da også har vakt behørig bestyrtelse. [...] Der samler sig ellers en sand kø af omvendte i disse dage. Det traf sig, at Tesfaye netop spiste frokost med en af dem, professor Uffe Østergård, der tidligere har hyldet den sekulære islam i Frankrig og talt for Tyrkiets optagelse i EU. I dag går han ind for Fort Europa, og over et stykke roastbeef og et stykke kalkun (ministermenuer offentliggøres altid minutiøst) talte de lidt om det. Også Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard har med imponerende frejdighed oplyst, at han, der i årevis har talt om det modsatte, nu ser Fort Europa som den rigtige løsning. Ja, selv De Radikale, som i første omgang var forarget over Tesfaye, går nu ind for mure langs de ydre grænser. [...] Man taler om de omvendte syndere, der skaber glæde i himlen, men det er jo netop ikke himlen, sagen drejer sig om, men om noget meget konkret, nemlig Europa og Danmark, europæerne og danskerne. Vi er kun bønder i det spil."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag, skrevet af Kristian Marstal, debattør, kunstner, medl. af Socialdemokratiet, kan man blandt andet læse: "Idéen om grænsebomme, hegn og kontrol var for få år tilbage flygtningepolitik ført af europæiske højrepopulistiske partier, men i dagens EU er det nu konkret politik også fra de fleste centrum-venstrepartier. Venstreorienterede ideologer har generelt i dette århundredes flygtningepolitik altid forsvaret de åbne grænser med humanismen som bærende argument og fane, men virkeligheden har komplet ændret dette syn. [...] Europa, især EU, må ses som et samlet hele med ydre grænser. Ikke ukontrollerede menneskestrømme, der frit kan vandre rundt og vælge og vrage mellem flere nationalstater alt efter gængse forhold og tilgængelighed. Men Fort Europa kan kun bestå, hvis en samlet europæisk flygtningepolitik specificeres yderligere. Afghanistan har fra den ene dag til den anden sendt mange civile på flugt. Og på den længere bane vil de globale klimaforandringer skabe strømme af såkaldte klimaflygtninge. Befæstninger og grænser er ikke politik i sig selv, men må hænge sammen med effektive politiske procedurer. Et spørgsmål om ansvar og værdighed."

I et læserbrev i Politiken mandag skriver Kamilla Kvam, Store Heddinge, blandt andet: "I den seneste tid er jeg stødt på flere, der har tabt underkæben af forbløffelse over de radikale. Men der er faktisk ikke noget nyt i, at partiet går ind for et 'fort Europa'. De har længe talt for en styrkelse af EU's ydre grænser og har hele vejen igennem bakket fuldtonet op om EU-Tyrkiet-aftalen. Mange er fortørnede over de radikales 'nye' position, og det er da rigtigt, at de radikale slog sig op som humanistisk bannerfører i valgkampen (hvilket jeg også i flere omgange har rost partiet for i disse spalter), men man skal ikke tage fejl: Når det gælder Europas ydre grænser, har de radikale i hvert fald lige siden 2015 været benhårde."
Politiken, mandag, s. 5, 6; Berlingske, søndag, s. 48; B.T., lørdag, s. 2; Jyllands-Posten, lørdag, s. 34, mandag, s. 27 (27.09.2021)

Dyr vinter i vente
Borgere i hele Europa kan forvente kæmperegninger for energiforbruget, skriver B.T. og Ekstra Bladet lørdag. Administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, Lars Aagaard, fortæller, at det er et sammenfald af flere ting, der gør, at priserne i Europa er steget betydeligt over de seneste 12 måneder. Der er blandt andet kommet gang i økonomien, så vi bruger mere energi, og en reform af det europæiske CO2-kvotesystem har gjort, at det er blevet dyrere at forurene. "Og på toppen af det ser vi markant stigende gaspriser ude i Europa. Og alt det gør, at el er blevet væsentligt dyrere - cirka 2,5 gange dyrere end for 12 måneder siden. Og gasprisen er eksploderet. Vi er oppe i noget, der ligner cirka seks gange dyrere end for 12 måneder siden. Så det er en meget voldsom udvikling," udtaler direktøren. Flere af EU's medlemslande har udtrykt bekymring over de stigende priser. Spanien har blandt andet opfordret EU-Kommissionen til at gentænke måden, hvorpå der bliver solgt el på det europæiske marked. Energikommissær Kadri Simson har efterfølgende sagt, at Kommissionen vil tilbyde vejledning til lande i forhold til håndteringen af de stigende priser.

Børsen mandag bringer et debatindlæg af Finn Lauritzen, seniorrådgiver og Jens Hjarsbech, cheføkonom, Axcelfuture. De skriver blandt andet: "Gasprisen er fordoblet i løbet af det sidste halve år. Hvorfor mon? Mange peger på kraftige temperaturudsving, lave vandkraftreserver i Norge og øget efterspørgsel m.v. Andre peger på lukningen af den tyske atomkraft og på, at russerne bruger gassen som et storpolitisk virkemiddel. Det interessante nu og her er, at de høje priser på sort energi og de stigende EU-kvotepriser sammen med den lave rente bidrager til at gøre grønne energiprojekter mere rentable. Og hurra for det!"

I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Johan Christian Sollid, næstformand i Foreningen Atomkraft Ja Tak, blandt andet: "Når vinden ikke blæser, og de norske vandlagre er tomme, må andre energikilder træde til. I Europa er mange lande afhængige af gas, der kan udligne efterspørgslen, når vejrafhængige energikilder svigter. Dog er de europæiske gaslagre i øjeblikket mere pressede end normalt grundet en hård vinter samt et forøget forbrug fra industrien efter coronapandemiens tilbagetog. I samme omgang har Ruslands premierminister, Vladimir Putin, skruet ned for gasleverancen til Europa. Det har sendt gaspriserne på himmelflugt. Putins talsmand, Dmitry Peskov, udtalte i forrige uge, at godkendelse af den omstridte Nord Stream 2-gasledning vil stabilisere leverancen af gas, hvilket vil få priserne tilbage til normalen. Godkendelsen af gasledningen placerer EU og Tyskland i et russisk jerngreb, der giver Putin mulighed for at påvirke en allerede ustabil europæisk energiforsyning. Et åbenlyst russisk magtmiddel, der gør det sværere for EU at sanktionere Rusland i fremtiden. Vi bør dog ikke have nogen medlidenhed med Tyskland, da de selv er skyld i denne suppedas. Efter Fukushima-ulykken i 2011 besluttede den nuværende kansler, Angela Merkel, at alle tyske atomkraftværker skulle være lukket inden 2022. I samme periode har tyskerne investeret et trecifret milliardbeløb i vedvarende energikilder - primært vind- og solkraft. For at dække energibehovet, når vinden ikke blæser, har de ligeledes øget deres gasproduktion, der nu er styret af leverancer fra Rusland. [...] Frankrig var en af de lande, der blev hårdest ramt af oliekrisen i 1970'erne. Størstedelen af Fransk elektricitet blev produceret ved brug af olie, hvorfor de var nødsaget til at finde en anden løsning. Daværende premierminister Pierre Messmer annoncerede kort efter krisens indtog, at Frankrig ville bygge 80 atomkraftværker det følgende årti. Frankrig formåede fra 1976 til 1986 at omstille 30 procent af deres energiforsyning til stabil CO2-neutral energi - den største udfasning af fossile brændstoffer til dato. [...] Det er en hån mod klimaet, at vi er nødsaget til at opstarte kulkraftværker og lide vores tillid til russisk gas for at kunne levere energi til den europæiske befolkning. Vi bør i stedet tage ved lære af det franske eksempel. Det er den eneste måde, vi kan frigøre os fra de fossile tøjler og skabe en fremtid baseret på CO2-neutral energi."
B.T., lørdag, s. 8; Børsen, mandag, s. 35; Ekstra Bladet, lørdag, s. 9; Politiken, lørdag, s. 7 (27.09.2021)

Det digitale indre marked

Her er farerne på aktiemarkedet lige nu
Ifølge Jyllands-Posten mandag er det ikke vanskeligt at finde trusler og dårlige tegn på aktiemarkedet lige nu. Den amerikanske centralbank forventes at skrue ned for opkøbene af obligationer indenfor få måneder. "Det gør aktiemarkedet, der i lang tid kun har kendt en vej, mere sårbart over for begivenheder, der måske kun er ”knirkende døre”. For den mørkerædde bliver der mange ”knirkende døre” i den kommende tid," lyder det fra aktiestrateg Lars Skovgaard Andersen, Danske Bank. Mens der i eurozonen næppe er renteændringer i vente i lang tid, begynder den europæiske centralbank, ECB, og den amerikanske centralbank, Fed, at tale om udfasning af de ekstraordinære opkøbsprogrammer.Nikolaj Schmidt, international cheføkonom hos T. Rowe Price, skriver i et debatindlæg i Berlingske mandag blandt andet: "I hjertet af det finansielle økosystem finder man den amerikanske centralbank, The Fed. Her nærmer man sig en beslutning, der vil have vidtrækkende konsekvenser for markederne: Hvornår skal de enorme støtteopkøb, der blev lanceret i forbindelse med coronakrisen, reduceres? Alt imens markederne holder vejret og venter på, hvornår og hvordan den melding kommer, er mere perifere centralbanker også på spil. Samtidig har den europæiske centralbank allerede taget skridt i en retning, der tyder på mindre støtte for markederne. Centralbankernes retning mod en fremtid medmindre støtte kommer samtidig med, at en god, stabil og langvarig finanspolitisk medvind er ved at skifte. [...] Som tingene ser ud nu, har økonomien både nok efterspørgsel og nok uudnyttede ressourcer til at væksten kan holdes høj samtidig med at inflationen holdes i ave. Det giver centralbankerne råderum til at fastholde en relativt lempelig pengepolitik. Alt i alt er der altså stadig tale om favorable vilkår for de finansielle markeder. Men vi er også - desværre - nødt til at medgive, at konturerne omkring den fortælling er ved at ændre sig. I takt med at genopretningen af økonomien når længere frem, trækker politikere og centralbanker gradvist den økonomiske støtte i land. En bevægelse, der allerede for et halvt år siden begyndte i de mere perifere dele af det finansielle system, og som indtil nu er forløbet uden de store bump på vejen. De kommer nu, bumpene. [...] Men også på den politiske scene er der grund til bekymring. Igen, ikke overraskende, med USA i hovedrollen. For mens politikerne i Eurozonen fastholder den finanspolitiske støtte, er fortællingen straks en anden på tværs af Atlanten. Her strammes skruen - og det betyder, at væksthistorien får et noget andet skær. På globalt plan betyder det, at finanspolitikken over de kommende 12-18 måneder samlet set vil blive en modvind til væksten."
Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Berlingske, mandag, s. 10 (27.09.2021)

Hold på hat og briller: Der er høj søgang i vente næste år
Berlingske bringer en analyse af økonomisk redaktør, Ulrik Bie, som blandt andet skriver: "Det siger lidt om året, at coronanedlukninger og deltavariant ikke er de mest bizarre slag mod verdensøkonomien. Coronaopsvinget er i stiv modvind, forbrugernes købekraft bliver ædt op af højere priser, og mangelsituationer bremser væksten.? [...] Men der er et globalt lyspunkt. Efter en langsom start er EU nu det område i verden med de højeste vaccinationsrater og dermed også den del af verden, hvor genåbningen kører mest på skinner. Sommerens rejseaktivitet har været høj, hvilket har været med til at fremskynde helingen i Europas økonomisk svageste lande i Sydeuropa. [...] Den seneste vækstprognose fra OECD afspejler den fortsatte genåbning. OECD forventer således, at den globale økonomiske vækst i år vil ramme 5,7 procent, mens næste år vil nå op på ganske respektable 4,5 procent. Selvom det er samme vækstforventning som i juli, så er der ganske store - og for Danmark vigtige - ændringer. Forskellen i vaccineudrulningen har fået OECD at hæve forventningerne til væksten i euroområdet ret markant, mens USA og Storbritannien er nedjusteret. Det betyder, at de europæiske kernelande nu forventes at have et stærkere vækstforløb end USA frem til udgangen af 2022. [...] Den flotte vækst i Europa skal naturligvis ses i sammenhæng med, at faldet i aktivitet i coronatiden var dobbelt så stort i euroområdet som i USA, men en hurtig indhentning i Sydeuropa reducerer risikoen for mere permanent arvæv i den private sektor, hvor velstanden skabes. Det forbedrer også muligheden for, at den positive effekt fra EUs genopretningsfond vil have en mere permanent effekt. [...] Vi har i de vestlige lande ikke haft inflation det seneste årti som følge af positive effekter fra globalisering, teknologiske fremskridt og forøget konkurrence. De vil blive domineret af de inflationære pres i de kommende år. Den amerikanske centralbank udstak i denne uge afviklingsplanen for de ekstraordinære coronatiltag, der vil føre til renteforhøjelser næste år. I Norge er centralbanken allerede i gang med at sætte renten op efter en periode med nulrente. Omvendt er Den Europæiske Centralbank berøringsangst over for en større diskussion om retningen i pengepolitikken. De pandemiske opkøb vil dog blive nedtrappet de kommende måneder, men næste år venter et dramatisk opgør mellem de nordlige og sydlige lande om hastigheden i normaliseringen af pengepolitikken og ikke mindst om, hvornår de negative renter skal udryddes."
Berlingske, lørdag, s. 14-15 (27.09.2021)

Rusland bliver anklaget for cyberangreb
I Jyllands-Posten og Ekstra Bladet kan man lørdag læse, at flere af EU's medlemslande “har observeret ondartede cyberaktiviteter”, som den russiske stat menes at stå bag. Sådan lød det i en pressemeddelse fra Rådet for Den Europæiske Union fredag. Cyberangrebene har været målrettet flere medlemmer af parlamenter, embedsmænd og politikere i EU-lande. Det meddeler rådet.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 12; B.T., lørdag, s. 10 (27.09.2021)

Techgiganterne æder endnu mere af danske medier
Kulturministeriets nye rapport om mediernes udvikling i Danmark, der fremlægger tal om danskernes mediebrug, mediernes indhold og mediebranchens udvikling og vilkår, viser, at Google, Facebook og LinkedIn sluger større og større bidder af annonceomsætningen i Danmark. Det skriver Politiken mandag. Techgiganterne har med deres dataindsamling stor indsigt i, hvem deres brugere er, og hvilken adfærd de har, hvorfor det er attraktivt at annoncere hos dem. Techgiganterne bliver til gengæld kritiseret for at lukrere på deres journalistiske indhold i deres nyhedsservices, fordi mange finder og deler indhold gennem platformene. "Medierne arbejder på at kigge på deres forretningsmodeller. Men vigtigst er det nok, at der politisk kommer fokus på det her. Ligesom man aktuelt arbejder på det i EU," udtaler Marianne Bugge Zederkof, direktør i Danske Medier Research, der indsamler og analyserer viden for medlemmerne af brancheorganisationen Danske Medier. I Australien har man som det første land vedtaget en lov, der har til formål at få techplatforme til at betale for nyhedsindhold. Facebook accepterede i marts som følge heraf at betale Rupert Murdochs News Corp Australien for brug af journalistik fra lokale medier. Og i juni gav et nyt EU-direktiv danske medier mulighed for kollektivt at forhandle om rettighedsmidler, når eksempelvis Facebook bruger deres indhold.
Politiken, mandag, s. 3 (27.09.2021)

Finansielle anliggender

En ny statsbank står og stamper i startboksen
I Berlingske kan man lørdag læse en klumme af erhvervsredaktør Thomas Bernt. Han skriver blandt andet: "Der var møde forleden. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) havde inviteret nogle af de tungeste erhvervsfolk herhjemme til en snak om at fusionere EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Den Grønne Investeringsfond til Danmarks Investeringsfond. [...] Når man taler med personer i miljøet omkring Vækstfonden og EKF er der ingen, der kan se åbenlyse gevinster ved en fusion. Ingen. Vil Danmark ikke bare gøre som Tyskland, hvor man har en stor statsbank? Regeringen - og fagbevægelsen - er rejsende i, at Danmark bare vil følge et tysk eksempel, hvor man har den store tyske statsbank, der hedder KfW. En institution, der blev bygget efter Anden Verdenskrig for at genrejse tysk økonomi. Man kan jo starte med at se på, hvem der er formand for tyske KfW, Tysklands tredje største bank. Det er finansminister Olaf Scholz, måske kommende tysk, socialdemokratisk kansler. Bestyrelsen er en parade af politikere. I forvejen er KfW kendt som en dybt bureaukratisk institution. KfW har ganske vist en selvstændig enhed for eksportfinansiering, KfW-Ipex - den er selvstændig, fordi EU-Kommissionen gennemtvang det. Men Tysklands pendant til EKFs kerneforretning er slet ikke KfW eller KfW-Ipex, men det ansete internationale kreditforsikringsinstitut Euler Hermes. [...] Nu får regeringen formentlig ødelagt noget, der fungerer, og i årevis vil rammevilkårene - skat og byrder på virksomhederne - være fastlåst, fordi regeringen kan gemme sig bag ved, at den har foræret erhvervslivet Danmarks Investeringsfond."
Berlingske, lørdag, s. 2 (27.09.2021)

Institutionelle anliggender

EU handler ikke om samarbejde, men om magt
I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skriver Magnus Falko, pædagog, medlem af Folkebevægelsen mod EU, blandt andet: "Modstand mod den europæiske union er både blevet forklaret som storhedsvanvid og national mindreværdsfølelse. En tredje forklaring er frygten for et dominerende Tyskland. Forklaringerne er pure spekulationer og kan lige såvel påstås at være årsager til at støtte EU. Det siges, at EU behøver Danmark og det, vi kan bibringe. Hvis det, vi har at byde på, er væsentligt, så er det dog væsentligt, hvad enten EU findes eller ej. Så kan vi, under ret og pligt fra internationale aftaler, frit byde os til med vores ideer over for andre lande og folkeslag. Og disse kan vælge til eller fra. Sådan er det netop ikke inden for EU. Traktatens ord om alt fra flertalsafgørelser til beskyttelse mod tekniske handelshindringer står i stort omfang i vejen. Dertil kommer, at ”vi” bør defineres. Individets mulighed for at gøre sig gældende i samfundets udvikling har talrige problemer i nationalstaten, men med EU's overstatslighed fortyndes mulighederne endnu mere, og det bliver stadigt mere ligegyldigt, hvem vi stemmer på. Samtidig skabes en blokdannelse udadtil i verden.[...] Vi skal sidde med ved bordet og have medindflydelse. Men der findes en forudsætning for, at medindflydelse kan være tilfredsstillende, nemlig retten til at sige nej, og at dette nej respekteres. Sådan er det ikke i EU. Her kan lande nedstemmes og betvinges på de overstatslige politikområder - der tilmed bliver flere og flere, hvilket eksempelvis affødte retsafstemningen i 2015. [...] EU handler kort sagt ikke om samarbejde, men om magt. Følgen er, at der vanskeligt kan dannes forestillinger om, at byrderne må bæres i fællesskab, for fællesskabet opleves kun i ringe grad som en realitet. Man burde forske i, om ikke EU's magtcentralisering bidrager til den apati, frustration og afmagt, som fremmedhad og diskrimination altid har snyltet på. I Folkebevægelsen mod EU tror vi på, at de bedste resultater opnås med enighed. Enstemmighed er en mulighed, der ses i eksempelvis Nordisk Ministerråd. En anden mellemstatslig vej er, at alene de lande, der stemmer ja til et forslag, forpligtes.[...] En nødvendighed for samarbejde kan EU-systemet slet ikke være, for ellers måtte det logisk følge, at unionen kun kan samarbejde med sig selv, og at ingen af klodens lande uden for EU har noget at bidrage med."
Jyllands-Posten, lørdag, s. 36 (27.09.2021)

Interne anliggender

Brændstofmangel: Britisk regering forsøger at dæmpe panik
Britiske medier rapporterer om brændstofmangel i Storbritannien. Den britiske regering afviser, at der skulle være mangel på brændstof i landet. Det virkelige problem er muligvis mangel på lastbilchauffører i Storbritannien, skriver Politiken lørdag. Ifølge Foreningen af Vognmænd mangler der 100.000 chauffører for at kunne møde efterspørgslen i Storbritannien. De manglende chauffører skyldes blandt andet Storbritanniens exit fra EU. Ifølge officielle tal forlod 14.000 chauffører fra EU Storbritannien i fjor og kun 600 er vendt tilbage. Derfor er den britiske regering under hårdt pres for at føje lastbilchauffører til listen over erhverv, der er undtaget landets strikse indvandringsregler efter skilsmissen fra EU.
Politiken, lørdag, s. 6 (27.09.2021)

Kilde

Information, mandag, s. 12-13
EELV, som er Frankrigs grønne parti, skal i dag vælge kandidaten til næste års præsidentvalg. Ifølge Information mandag står valget mellem to kandidater, som repræsenterer dybt forskellige tilgange. Favoritten, økonomen Sandrine Rousseau, er selverklæret radikal økofeminist, som ikke vil gå på kompromis. Den anden, Yannick Jadot, europaparlamentarikeren bag den store valgsucces i 2019 ved Europa-Parlamentsvalget, er midtsøgende og vil skabe en økologi, som samler hen over midten. De Grønnes store gennembrud kom ved EU-valget i 2009, da partiet trak 16,3 procent af vælgerne til sig.
Klima: Et valg mellem magt og protest (27.09.2021)

Klima

DI: Regeringen glemmer virksomhederne i kemiindsatsen
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Karin Klitgaard, underdirektør, miljøpolitisk chef, Dansk Industri. Hun skriver blandt andet: "Miljøministeren har afsat 304 millioner kroner over de næste fire år, som skal være med til at forhindre, at forbrugerne bliver udsat for uønsket kemi. Vi sætter stor pris på, at regeringen vil arbejde for at gennemføre EU's kemikaliepolitik. Men det er for snævert udelukkende at se på kemi i forbrugerprodukter. Regeringen bør i langt højere grad inddrage virksomhederne, så vi kommer foran i den grønne omstilling. Det gør regeringen desværre ikke i tilstrækkelig grad i det nuværende udspil. Allerede i dag er der skrappe krav til de europæiske virksomheder og brugen af kemi i forbrugerprodukter. Vi kan have skrappe miljøkrav for danske og europæiske virksomheder, men hvis de ikke bliver håndhævet på tværs af EU og på handelsplatforme, bliver forbrugerne ikke beskyttet. [... ] Arbejdet med at indføre EU's kemipolitik bliver en stor opgave for såvel virksomheder som myndigheder de næste år og vil kræve store ressourcer. Vi peger på tre områder, som bør blive en del af en kemiindsats for 2022 - 2025. [...] Når det drejer sig om forbud mod bestemte kemiske stoffer, bør afgørelsen ligge i EU. Arbejdet med at revidere den europæiske kemikalieregulering er allerede i gang, og Danmark bør arbejde på at få indflydelse på udviklingen. Derfor skal der sættes ekstra midler af til en massiv EU-indsats i Miljøministeriet."
Altinget, mandag (27.09.2021)

København skal belastes af tusindvis af tunge lastbiler - her er en meget bedre løsning
I en kommentar i Berlingske søndag skriver Kenn Steger-Jensen, professor ved Aalborg Universitet, og Jenny Braat, CEO for Danske Maritime, blandt andet: "Borgerrepræsentationen i København har besluttet at bygge Lynetteholmen, som ved udløbet af Københavns Havn skal udgøre en ny bydel med både beboelse og erhverv. [...] Men én ting er visioner - noget andet er, hvordan byggeriet skal udføres i praksis. Og her føler vi os forpligtet til at blande os i debatten, for projektet lægger op til at vælge lastbiler til den kæmpestore opgave med at levere jord og materialer, og det vil vi på det kraftigste fraråde. I en række andre storbyer rundt i verden bruger man i videst muligt omfang miljøvenlige skibe til lignende projekter, og det bør vi naturligvis også gøre i København, hvis vi mener ønsket om en mere bæredygtig transport alvorligt. [...] I London transporteres tungt gods i pramme på Themsen. Her har man i mange år transporteret affald ad floden, og den erfaring bruges nu også ved store anlægsprojekter. [...] Derfor bør Lynetteholmen skabes ved hjælp af det, vi har døbt Den Blå Boulevard, og faktisk bør vi i Danmark gå endnu længere end England. For mens prammene i London sejler på miljødiesel, vil vi anbefale, at vi her satser på eldrevne fartøjer. [...] Dette ligger endvidere i tråd med det såkaldte Bygherre-manifest, som danner ramme for, hvordan professionelle bygherrer tager stilling til og implementerer FNs verdensmål for bæredygtig udvikling i deres aktiviteter. Sat i forhold til det er valget af lastbiler helt åbenlyst forkert og i strid med byggebranchens eget ønske, ligesom det heller ikke harmonerer med Danmarks tilslutning til EUs mål for nedbringelse af CO2 og øvrige emissioner. Endelig vil valget af Den Blå Boulevard kunne hjælpe i forhold til i det hele taget at komme videre med projektet, for borgernes utilfredshed er nu endt i Bruxelles, hvor Udvalget for Andragender under Europa-Parlamentet skal behandle en klage over projektet. Samme gruppe borgere agter at stævne udviklingsselskabet bag Lynetteholmen, By & Havn og Transportministeriet, fordi bevægelsen mener, at anlægsloven for Lynetteholmen blev godkendt på et forhastet grundlag, der er i strid med EU-lovgivningen."
Berlingske, søndag, s. 45 (27.09.2021)

Usikkerhed forsinker grøn omstilling
Jyllands-Posten søndag bringer et debatindlæg af Thomas Aarestrup Jepsen, adm. direktør, Dansk Solkraft, Lars Aagaard, adm. direktør, Dansk Energi, Jan Hylleberg, adm. direkør, Wind Denmark, skriver: "Vilkår som er i fare for at blive så usikre, at en samlet energibranche frygter en kraftig forsinkelse af udbygningen af vedvarende energi de næste 2-3 år. I vindmøllernes eget hjemland giver det nu så stor usikkerhed om omkostningerne ved nettilslutning, at det vil forsinke mølleejerne i at tilslutte nye møller til elnettet, og elektriciteten fra de solceller, der burde mangedobles frem mod 2030, bliver bremset markant. I de sidste timer af lange forhandlinger besluttede et flertal af Folketingets partier med klimaaftalen for energi og industri fra juni 2020 at afskaffe udligningsordningen. [...] Betalinger for udbygningen af elnettet til tilslutning af grøn elproduktion har været en fælles opgave gennem udligningsordningen, fordi vedvarende energi har en stor værdi for alle i Danmark. Afskaffelsen af udbygningsordningen byggede delvist på en vurdering fra myndighedernes side af, at ordningen fremadrettet ville være i strid med EU's statsstøtteregler. Men nye EU-vejledninger for statsstøtte vender denne vurdering på hovedet. Vi mener ikke, at det er mejslet i sten, at EU afholder Danmark fra, at vi i fællesskab fremover finansierer udbygning af det danske elnet til grøn elproduktion. At fjerne udligningsordningen er et paradigmeskifte: et eksperiment. Vi tror, alle kan være enige om, at tiden ikke er til eksperimenter af denne størrelse. Vi opfordrer partierne bag klimaaftalen til at forlænge overgangsordningen med to år."
Jyllands-Posten, søndag, s. 42 (27.09.2021)

Verdens fattigste betaler de riges klimaregning
Information bringer lørdag en kommentar af Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS. Han skriver blandt andet: ”I fremtiden skal en stor del af den danske udviklingsbistand være målrettet grønne formål i verdens fattigste lande. Det er godt, at regeringen prioriterer klima og klimatilpasning, men jeg frygter, at det vil ske på bekostning af bekæmpelse af fattigdom og ulighed. […] Det er helt nødvendigt, at Danmark går forrest og overholder forpligtelserne i Parisaftalen, og presser på for, at både EU og andre lande følger trop. Løftet om at tilføre nye midler skal overholdes. Samtidig skal Danmarks globale klimaarbejde være målrettet bekæmpelse af fattigdom og integrere ambitionen om at være social retfærdig. Det handler blandt andet om, at klimatilpasning skal prioriteres. Derfor er det også glædeligt, at regeringen netop har afsat hovedparten (60 procent) af klimafinansieringen til klimatilpasning. […] Når verdens ledere og beslutningstagere i disse uger mødes til FN's Generalforsamling, kan de passende drøfte, hvordan man sikrer en fair betaling for tab og skader efter klimakatastrofer. Som det er nu, er det befolkningen i de klimaudsatte steder, der betaler for skaderne, som for eksempel orkaner og oversvømmelser forårsager. Men kan det virkelig være rigtigt, at borgere i eksempelvis Mocambique skal betale for klimakatastrofer, de kun i ringe grad har været med til at forårsage, mens andre lande, der har udledt store mængder CO2, nærmest går fri?”
Information, lørdag, s. 19 (27.09.2021)

Konkurrence

Politiker og direktører: EU skal sætte en stopper for kinesisk prisdumping på vindmølletårne
På Altinget kan mandag mandag læse et debatindlæg af Jens Holk Nielsen, direktør, Valmont SM, Jens Pedersen, direktør, Welcon A/S, og Morten Helveg Petersen, MEP (R). De skriver blandt andet: "Område for område og sektor efter sektor forsøger Kina med statsstøtte, subsidier og prisdumping at overtage strategiske udvalgte industrier, der skal bidrage til Kinas vækst og udvikling. Men Kinas fremgangsmetode er en direkte trussel mod opretholdelse af vigtige europæiske industrier og tusindvis af europæiske arbejdspladser. [...] En af de hårdest ramte sektorer er den europæiske produktion af vindmølletårne. Her har mange af Europas store virksomheder allerede måtte dreje nøgle om, mens de resterende er stærkt pressede. For det er for en europæisk tårnproducent stort set en umulighed at konkurrere mod kinesiske virksomheder med direkte adgang til prisdumpet stål og over 50 forskellige produktions- og eksport statsstøtteprogrammer. I lande som Australien, Mexico og USA har man allerede indført anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne. [...] I EU er man heldigvis ved at gøre sig de samme overvejelser. I slutningen af året skal EU-Kommissionen sammen med EU-landene tage stilling til, hvorvidt man vil gå samme vej som Australien, Mexico og USA og indføre anti-dumpingtold på kinesiske vindmølletårne. Det er en opgave, der haster."
Altinget, mandag (27.09.2021)

Landbrug

Staten skal ikke stå bag dyremishandling
Politiken bringer mandag et debatindlæg af Søren Gade og Jacob Jensen, hhv. medlem af Europa-Parlamentet og MF, miljøordfører, næstformand i Region Sjælland. Begge Venstre. De skriver blandt andet: "Dyr, der hegnes ind af mennesker, er menneskers ansvar. Det gælder i zoologiske haver, i stalde og i naturnationalparker. Og sådan skal det blive ved med at være. Derfor er Venstre stadig uforstående over for, at regeringen finder det nødvendigt at dispensere fra dyrevelfærdsloven, som skal sikre dyrenes ve og vel, ved etableringen af de kommende naturnationalparker."
Politiken, mandag, s. 6 (27.09.2021)

Retlige anliggender

Catalansk selvstændighedsleder anholdt på følsomt tidspunkt
Carles Puigdemont, som er den tidligere leder af Cataloniens regering, blev torsdag anholdt, da han landede på Sardinien i Italien. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Efter et retsmøde blev han sat på fri fod, men på betingelse af, at han bliver på Sardinien, mens det italienske retssystem beslutter, om han skal udleveres til Spanien. I 2017 var Puigdemont blandt de catalanske politikere, der stod bag afholdelse af en folkeafstemning om selvstændighed, som den spanske regering i Madrid var indædt imod. Flere af de catalanske politikere blev efterfølgende dømt for medvirken til optøjer og oprør i regionen. Carles Puigdemont flygtede i 2017 ud af Spanien sammen med to andre catalanske ministre, Toni Comin og Clara Ponsati, og han har siden primært opholdt sig i Belgien. I 2019 blev han, Comin og Ponsati valgt til Europa-Parlamentet, hvilket gav dem alle tre immunitet. I marts ophævede parlamentet deres immunitet, hvilket EU-Domstolen siden har stadfæstet.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 12 (27.09.2021)

EU taber tålmodigheden med Rigspolitiets forsinkede våbenregister
Danmark lever ikke op til EU's våbendirektiv. Det får nu EU-Kommissionen til at give den danske regering en advarsel. Det skriver Altinget. Hvis man i Danmark ikke formår at leve op til EU's våbendirektiv, der skulle være trådt i kraft i 2019, så bliver næste skridt EU-Domstolen. EU's våbendirektiv stiller blandt andet krav til registrering af våben og våbendele for at sikre sporing af våbene. Også når de skifter hænder eller sælges på tværs af grænser.
Altinget (27.09.2021)

Norwegian bestrider gebyr på 400 mio.
Norske myndigheder har pålagt flyselskabet Norwegian at betale 300 millioner danske kroner for ikke have opfyldt sine kvoteforpligtelser under EU ETS , mens selskabet var under rekonstruktion i 2020. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Norwegian ønsker retslig afklaring på denne beslutning. Ifølge flyselskabet var det ikke muligt at honorere kvoterne under rekonstruktionen, og det kunne ligefrem have medført strafansvar at have gjort det.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 6 (27.09.2021)

Sikkerhedspolitik

Litauen advarer mod kinesiske mobiltelefoner
Litauen og Kina er havnet i en intens diplomatisk strid, der involverer Taiwan og nu råder regeringen i Vilnius landets borgere til at undgå kinesiske telefoner på baggrund af en rapport, som er udarbejdet af det nationale center for cybersikkerhed under Litauens Forsvarsministerium. Det skriver Information lørdag. Rapporten har blotlagt alvorlige sikkerhedsfejl i flere kinesiskfremstillede mobiltelefoner. For eksempel har telefonen Mi 10T 5G fra den kinesiske elektronikgigant Xiaomi indbygget software, der kan opdage og censurere udtryk som ”frit Tibet”, ”længe leve Taiwans uafhængighed” eller ”demokratibevægelse”. I EU-regionen er censurfunktionen ganske vist slået fra, men kan når som helst aktiveres eksternt uden brugerens viden. Xiaomi har afvist alle anklager og fastholder, at alle EU's regler overholdes.
Information, lørdag, s. 15 (27.09.2021)

Mette Frederiksens Biden-støtte ses som udtryk for EU-realisme
Berlingske bringer lørdag en analyse af sikkerhedspolitisk korrespondent, Kristian Mouritzen, som blandt andet skriver: "Hele konflikten mellem Frankrig og USA handler om meget andet end mistede eksportordrer og såret fransk stolthed. Det handler sikkerhedspolitisk om at flytte fokus til Stillehavet. Det handler om, at NATO må affinde sig med, at små og nye alliancer dukker op, når det er nødvendigt. Og det handler om, at den vestlige forsvarsalliance er nødt til at forholde sig til en virkelighed med “små” sikkerhedspolitiske grupper rundt om i verden. [...] Men den aktuelle strid mellem USA og Frankrig handler kortsigtet om fransk eksport. Den amerikanske præsident, Joe Bidens, nye alliance med Australien og Storbritannien har udløst voldsom kritik i Frankrig, som står til at miste en eksportordre på 90 milliarder dollar til Australien. [...] Tyskland og andre store EU-lande ønsker ikke at lægge sig ud med USA, men ønsker på den anden side heller ikke at lægge sig ud med Frankrig ved - som i Frederiksens tilfælde - at forsvare den amerikanske præsidents beslutning om at skabe en helt ny forsvarsalliance i Stillehavet med de komplikationer, det har for Frankrig og måske for hele EU, fordi USA og Storbritanniens fokus forrykkes til Kina. Årsagerne til tavsheden er mange. Ikke mindst det faktum, at et alternativ til USA i den vestlige forsvarsalliance, NATO, ikke findes. Uden USA bliver europæerne løbet over ende i de konflikter, de kunne finde på at blande sig i. Al snak fra EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om at styrke den europæiske forsvarsdimension i EU mødes i det åbne med smånik hele vejen rundt. Men alle er klar over, at en styrkelse af et europæisk forsvar ligger langt ude i fremtiden, hvis det nogensinde bliver til noget. I NATO-kredse bliver det mødt som det, det regnes for at være: Et luftkastel. Intet mindre. [...] Men bag det hele ligger noget langt mere rædselsvækkende for europæerne. At Kina er blevet USAs nye fjende nummer ét har betydet, at europæerne har måttet tage deres egne sikkerhedspolitiske vurderinger op til fornyet overvejelse. Kina indarbejdes nu som en slags fjende på forskellige niveauer i alle strategier i Europa, selvom Rusland formelt set stadig er den klassiske hovedmodstander. Men europæerne arbejder også på højtryk for at bevare den vestlige forsvarsalliance, NATOs, relevans, for der er ved at blive søsat en række nye alliancer."
Berlingske, lørdag, s. 8 (27.09.2021)

Ni lande afgør, om Taliban anerkendes globalt
I en analyse i Jyllands-Posten søndag skriver korrespondent Jan Lund blandt andet: "Den 16. september drog Irans nyvalgte præsident, Ebrahim Raisi, på sin første officielle tur til udlandet. Destinationen var Dushanbe, Tadsjikistans hovedstad. Dagen efter var han centrum for noget så usædvanligt som Irans optagelse i en international organisation. Det er ikke sket siden den iranske revolution i 1979. Men efter 15 år på venteliste blev Iran optaget som det niende medlem af Shanghai Cooperation Organization, bedre kendt under forkortelsen SCO. [...] Det er de ni lande, der afgør, om Taliban accepteres internationalt. SCO har hidtil ikke fyldt meget i den politiske bevidsthed uden for regionen. Nu træder den frem som en nøglespiller i det vakuum, som USA's tilbagetrækning efterlod. Men selv om SCO rummer 40 pct. af verdens befolkning og tunge militærmagter som Kina, Indien, Rusland og Pakistan, er det ude af proportion, når nogen forsøger at sammenligne SCO med Nato eller EU: I den nuværende grundopstilling er SCO en interesseorganisation uden organisatorisk beslutningskraft. Der er hverken fælles forsvarssystemer eller fælles økonomiske strukturer under paraplyen. Det er mere et forum for diskussioner end et magtapparat."
Jyllands-Posten, søndag, s. 20 (27.09.2021)

Udenrigspolitik

Der er ingen ende på jalousien i Paris
Jyllands-Posten bringer søndag en kommentar af Ulla Terkelsen, TV 2-korrespondent, JP-klummeskribent. Hun skriver blandt andet: "Aukus er den ny forsvarspagt mellem USA, Australien og Det Forenede Kongerige, altså brexit-briterne. Den er indgået for at holde kineserne på måtten i det sydlige Stillehav. I den forbindelse tabte franskmændene i egne øjne ansigt ved at blive holdt udenfor. Frankrig ser sig selv som stormagt, har atomvåben og desuden gammel historie og interesser i Stillehavet. Desuden tabte Frankrig en stor ordre på ubåde til Australien, yderligere salt i såret. Australierne droppede franskmændenes dieseldrevne ubåde for at gå på atom-ubådsshopping hos USA i stedet, på grund af Aukus. Det kostede kroner og øre i Paris. Men harmen i Paris skyldtes også, at Frankrigs amerikanske og australske venner ikke havde sagt noget til dem om Aukus på forhånd. Paris havde næppe ventet forvarsler via brexit-briterne. De ses i EU og i Paris som fortabte gadehunde. [... ] I de andre EU-lande tager de fleste briternes sejr i international prestige meget lettere. Den tyske avis, Süddeutsche Zeitung, kalder generøst Boris Johnson for “stor-strategen”. [...] I den tyske valgkamp snakker politikerne næsten ikke storpolitik. Ikke en gang Putin, EU's østlige nabo, snakker tyskerne om i valgkampen. De venter på Putins gas fra den kontroversielle ledning, som fru Merkel er gået varmt ind for. Og fru Merkel har været 12 gange i Kina i sine 16 år som kansler. Flere gange end i USA. Kina har overhalet USA som Tysklands vigtigste handelspartner."
Jyllands-Posten, søndag, s. 44 (27.09.2021)

Historiens mest EU-skeptiske statsminister hælder mod øst
I en analyse i Berlingske søndag skriver Bent Winther, politisk kommentator, blandt andet: "De sidder lidt underligt ude på kanten af deres stole, de to danske ministre. Som om de enten er hurtigt på vej videre eller gerne vil gøre et rigtig godt indtryk på ham, det sidder over for dem. Over for udenrigsminister Jeppe Kofod og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen sidder Rwandas udenrigsminister, Vincent Biruta. [...] Kofod og Mortensen har under FNs generalforsamling, hvor ledere fra hele verden er samlet, prioriteret at mødes med Biruta. Ifølge tweetet fra det rwandiske udenrigsministerium for blandt andet at diskutere “klima og ligestilling”. De fleste har nok gættet på, at det snarere er Danmarks ønske om at oprette asyllejre i det centralafrikanske land, der er på dagsorden mellem de hvide vægge i New York. En sag, der har bragt Danmark på kant med EU og Den Afrikanske Union. Da statsminister Mette Frederiksen rejste til Paris for to år siden for at få den franske præsident Emmanuel Macrons opbakning til at oprette asyllejre uden for Europa, fik hun en iskold skulder. Det gjorde Danmark også, da Mette Frederiksen - omtrent samtidig med Kod og Mortensens møde - i et interview med Politiken bakkede USAs præsident Joe Biden op i en diplomatisk strid med EU-landet Frankrig. Den handler om salg af ubåde og en ny forsvarsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien. Biden er meget loyal over for NATO, mente Mette Frederiksen. [...] Mette Frederiksen siger selv, at hun er positiv over for EU, men er i ord og gerning er hun den mest EU-skeptiske statsminister, vi har haft. Ugen med FNs generalforsamling blev også ugen, hvor udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lovede at sælge pigtråd til Litauen, sende penge til Tyrkiets grænsekontrol og uddelte skulderklap til sin græske kollega for at håndhæve EUs ydre grænser. For regeringen er det symbolske initiativer, der ligger helt på linje med kursen. Men det sker helt uden om EU-systemet. [...] Eksemplerne på, at Danmarks EU-kurs undergår et nybrud i forhold til, hvordan Mette Frederiksens forgængere har håndteret EU-samarbejdet, er efterhånden mange. De fleste kan enes om, at Danmarks optræden på den europæiske scene er usædvanlig i forhold til, hvordan et lille land med brug for venner i nabolaget, normalt plejer sine interesser."
Berlingske, søndag, s. 6 (27.09.2021)

Kamp om kulmine sætter igen Polen på kollisionskurs med EU
Tæt på grænsen mellem Polen og Tjekkiet raser et opgør mellem de to lande om minen Turów, hvor der er blevet udvundet brunkul fra overfladen, angiveligt i mere end 100 år. Opgøret er ved at udvikle sig til endnu et slag i den fortløbende kamp om respekt for retsstaten i EU, skriver Jyllands-Posten søndag. I Tjekkiet har ngo'er og aktivister i årevis kæmpet mod minen, som de mener udgør en trussel mod natur og miljø. Tjekkernes drikkevand forurenes, og man har i Tjekkiet ikke indtægter fra minen til at opveje de eventuelle sundhedsmæssige følger. Den tjekkiske regering gik tidligere i år til EU-Domstolen for at få lukket minen, da regeringen blandt andet mener, at Polen bryder EU's miljølovgivning. EU-Kommissionen fastlog i maj, at minedriften foreløbig skal indstilles, indtil sagen er endeligt afgjort, hvilket ventes tidligst at ske i december i år. Men minen fortsatte, og i sommer bad den tjekkiske regering EU-Domstolen om at udskrive dagbøder til polakkerne for at få dem til at overholde domstolens påbud og indstille minedriften indtil sagens afgørelse. Domstolen var enig med tjekkerne, og i denne uge blev taksten sat til 500.000 euro. Polakkerne retter dog fortsat ikke ind. "EU-Domstolen kræver en halv million i daglige bøder af Polen, fordi Polen ikke efterlod sine borgere uden energi og ikke lukkede minen hen over natten. Det er ikke bare afpresning. Det er juridisk røveri og tyveri i fuldt dagslys," udtalte vicejustitsminister Marcin Romanowski på Twitter og fortsatte: "Nie dostaniecie ani centa,” lød det, hvilket kan oversættes til: “I får ikke en cent." Det er kontroversielt, at et EU-land tilsidesætter EU-Domstolen, og at det er Polen, der gør det, gør ikke bekymringen mindre i resten af unionen. De seneste år har budt på en række konflikter om retsstaten mellem Polen og Ungarn på den ene side og de fleste øvrige EU-lande på den anden side. Gradvist har Polen og Ungarn indskrænket domstolenes uafhængighed af de politiske magthavere og dermed rokket alvorligt ved EU's grundlæggende værdier.
Jyllands-Posten, søndag, s. 18 (27.09.2021)

Mette Frederiksens Israel-besøg skurrer mod normal udenrigspolitik: "Alle røde lamper vil blinke"
Sagen om statsminister Mette Frederiksens (S) omdiskuterede besøg i Israel i begyndelsen af marts er blusset op igen. Sagens dokumenter er mørklagte, og ingen vil svare på spørgsmål om forløbet, skriver Berlingske mandag. Ud over Mette Frederiksen deltog Sebastian Kurz, forbundskansler i Østrig, som kort tid inden var sprunget ud som kritiker af EUs vaccineudrulning. Ifølge Kurz gik det alt "for langsomt". I Israel mødte de Israels korruptionsanklagede premierminister, Benjamin Netanyahu, der stod midt i en afgørende valgkamp. Sagen er nu blusset op igen, da en række nye oplysninger har sået tvivl om, hvorvidt der er kommet konkrete resultater ud af besøget. Frederiksen er netop blevet indkaldt i samråd om forløbet, hvor hun skal redegøre for, hvorfor hun aflagde Israel visit midt under en valgkamp, mens den korruptionsanklagede Netanyahu ønskede god reklame. "Det er utænkeligt, at Udenrigsministeriet ikke på en eller anden måde har advaret Statsministeriet om, at det var en dårlig idé at tage afsted under en valgkamp. Alle røde lamper vil blinke i Udenrigsministeriet under planlægningen af sådan et besøg, for det ligger dybt i ministeriets dna at tage den slags hensyn," vurderer Martin Marcussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han beskæftiger sig indgående med den danske udenrigstjeneste. Ifølge mellemøstekspert ved DIIS, Lars Erslev Andersen, fandt besøget sted på et belejligt tidspunkt. "Besøget kunne bruges af Netanyahu til at pudse sin profil af i valgkampen, fordi Danmark er et profileret EU-land," siger han.
Berlingske, mandag, s. 8-9 (27.09.2021)

USA er faktisk tilbage - på demokratiets side
Berlingske bringer mandag en kommentar af Jonas Parello-Plesner, som er direktør i Alliance of Democracies Foundation, non-resident Senior Fellow i German Marshall Fund og kandidat til kommunalvalg i Gentofte for Det Konservative Folkeparti. Han skriver blandt andet: "Den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan og USAs rap over nælderne til Frankrig omkring et ubådssalg til Australien får mange europæiske kommentatorer til at sætte spørgsmålstegn ved, om USA nu faktisk er tilbage på verdensscenen. Det er USA. Men USA har entydigt omprioriteret. Det betyder, at den drejning mod Asien, som Obama søsatte, og Trump videreførte i en nogle gange skinger, men overordnet rigtig fokus på Kina som trussel, nu er amerikansk hovedprioritet. [...] Betyder det så, at Europa er irrelevant, fordi stormagtsspillet er flyttet til Asien? Ikke nødvendigvis, fordi håndteringen af Kina også er et fundamentalt spørgsmål for vores frihed og vores demokratiske leveform. Grundlæggende handler det om at kigge fremad. Vil vi leve i en fortsat USA-domineret verden eller en kinesisk domineret i 2050? Jeg foretrækker det første, men det kræver en indsats fra alle, der vil frihed og demokrati. Biden har nemlig også omtalt denne epoke som det store opgør mellem demokrati og den autoritære styreform. [...] Her har EU og Danmark en kæmpe mulighed for at være med til at sætte dagsordenen og samarbejde med USA. Det drejer sig særligt om teknologi, der er, og i stigende grad bliver, rygraden i, hvordan vores samfund indrettes. [...] Derfor er det godt set af EU, at man har tilbudt at samarbejde med USA i et teknologi- og handelsråd. Her skal man lægge grundstenene til den frie verdens standarder for kunstig intelligens og en række andre teknologier, som Kina også arbejder målrettet på at blive den nye globale standard for. Derpå afholder præsident Biden i december et topmøde for verdens demokratiske kræfter. Også her skal vi lægge energien sammen med USA."
Berlingske, mandag, s. 22 (27.09.2021)
 

Detaljer

Publikationsdato
27. september 2021