EU i dagens aviser onsdag den 12. juni 2024

Tophistorier

Dronningen af EU ser både til højre og venstre i jagt på stemmer
I dagens Berlingske kan man læse om, hvordan Ursula von der Leyen står over for en betydelig udfordring i sin kamp for at blive genvalgt som formand for Europa-Kommissionen. Efter det netop overståede EU-valg er hun nødt til at samle mindst 361 stemmer i det 720 mand store Europa-Parlament for at sikre sig endnu en femårig periode. Von der Leyen, der ikke selv er folkevalgt, skal overbevise de nyvalgte medlemmer om at støtte hende. Hendes egen gruppe, EPP, sammen med socialdemokraterne i S&D og de liberale i Renew, udgør tilsammen 400 pladser, men det er usædvanligt, at alle følger gruppelinjen. For eksempel har det franske konservative parti Les Républicains allerede meldt ud, at de ikke vil støtte von der Leyen, selvom de er en del af EPP. Von der Leyen ser derfor på både venstre- og højrefløjen for at samle de nødvendige stemmer. På venstrefløjen kan hun finde støtte hos de Grønne, men denne støtte kræver indrømmelser på klimaområdet. Gruppens leder, Bas Eickhout, har udtalt, at ingen rører ved EUs store klimapolitiske aftale, Green Deal. På højrefløjen er de nationalkonservative i ECR en mulighed, men gruppen er splittet og består af både proukrainere, prorussere og klimaskeptikere. Italiens premierminister Giorgia Meloni, der leder partiet Italiens Brødre, kan spille en vigtig rolle. Ursula von der Leyen har været åben over for samarbejde med Meloni. "Hun er klart proeuropæisk, imod Putin og går ind for retsstatsprincippet. Det har hun været meget klar på, og hvis det holder, så tilbyder vi at arbejde sammen," har hun udtalt. Men at samarbejde med højrefløjen kan være risikabelt, da det kan støde de proeuropæiske kræfter. De Grønne har gjort det klart, at de ikke vil støtte en koalition, der inkluderer Meloni. Derfor må Ursula von der Leyen nu bevise, at hun kan samle de proeuropæiske kræfter for at kunne fortsætte som formand for Europa-Kommissionen.
Berlingske, s. 12-13 (12.06.2024)

Macron leger med ilden. Han risikerer at bringe det hårde højre til magten
Dagens Information og tirsdagens Altinget skriver om Frankrigs præsident Macron og hans beslutning om at udskrive fransk valg som følge af søndagens EU-valg. I Information kan man i dag læse en analyse skrevet af Tore Keller, avisens Europakorrespondent. Han skriver blandt andet: "En samling af venstrefløjen kan blive den første konsekvens af præsident Emmanuel Macrons chokbeslutning søndag aften om at udskrive nyvalg til parlamentet efter det store valgnederlag, han fik ved EU-valget. Men også en samling af højrefløjen - altså den til højre for Macron - er i spil. Selv om beslutningen kom som en stor overraskelse, havde præsidenten ifølge franske medier på forhånd lagt en plan med en lille gruppe af tætte rådgivere for at tage den drastiske beslutning, hvis valgresultatet blev så stor en ydmygelse, som det viste sig at være tilfældet. [...] Mellem de to fløje opfordrede den ene franske minister eller højtprofilerede politiker efter den anden til samling omkring midten. Finansminister Bruno Le Maire gik så langt som til at kalde valget for det vigtigste i den femte republiks historie, det vil sige siden 1958. Premierminister Gabriel Attal lod forstå, at han ønsker at skabe et socialdemokratisk projekt ved at samle centrum-højre og centrum-venstre frem mod 2027, hvor det næste præsidentvalg finder sted. På tonen og budskaberne var det dog tydeligt, at Macron-lejren synes at have indset, at muligheden for at vinde parlamentsvalget om tre uger ser overordentlig sorte ud. Præsident Macrons parti risikerer nemlig en massakre ved valget. Meningsmålinger - og dem skal man på nuværende tidspunkt tage med et gran salt - peger på, at Marine Le Pens parti kan få et relativt flertal i parlamentet, men ikke det nødvendige flertal på mere end 289 pladser, som er nødvendigt for at kunne gennemføre sin politik. [...] Det er korrekt, at selv en flertalsregering med det hårde højre ikke vil ændre fundamentalt på Frankrigs officielle position i forhold til Ukraine og EU. Det er i høj grad præsidentens prærogativ at føre landets udenrigspolitik. Men det vil være naivt at tro, at en RN-regering vil være uden konsekvenser. Ethvert større europæiske initiativ i forhold til for eksempel europæiske våbenobligationer eller ny fælles gæld vil være underlagt godkendelse i det franske parlament. Det samme gælder EU's langsigtede budget. Vinder Rassemblement National valget, vil det kunne forhindre resten af EU i at komme videre. Og det vil også kunne sætte en stopper for fransk økonomisk støtte til de hårdt trængte ukrainere. En præsident Macron vil kunne begrænse skaderne, men Macron og Frankrig vil miste rollen som europæisk leder."

På tirsdagens Altinget kan man læse en kronik af Kirsten Malling Biering, seniorrådgiver i Tænketanken Europa. Hun skriver blandt andet: "Det kom ikke bag på nogen, at Rassemblement National, Marine Le Pens parti, og spidskandidaten Jordan Bardella, med godt 31,5 % af stemmerne vandt en knusende sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Præsident Macrons fællesliste Besoin d´Europe under ledelse af Valérie Hayer fik kun triste 14,5. Den socialistiske alliance med Raphaël Glucksmann fra Place Publique i spidsen gav med sine 13,5 % det franske centrum-venstre lidt ny og tiltrængt luft. [...] Alle er enige om, at Macrons valg er et dristigt valg. Der er dem, der mener, at det er alt for dristigt. Ser man på vælgermønstret ved dette EP-valg, er endnu flere søgt mod fløjene end ved det nationale parlamentsvalg i 2022. Måske det er for meget at håbe på, at franske vælgere inden for tre uger skal se så anderledes på tingene, at det kan forhindre Rassemblement National i at få - måske endda absolut - majoritet i den franske nationalforsamling. [...] Det kunne begynde her med konsekvenser for Europa, der ikke sådan lader sig overskue. Det franske præsidentembede er magtfuldt, på sin vis mere magtfuldt end det amerikanske, og Le Pen har ofte nok meldt anderledes direkte kulør i EU- og udenrigspolitikken end for eksempel kollegaen Meloni. [...] Det gode er, at en Macron måske nok står svækket tilbage på den europæiske scene, men fortsat har præsidentiel kompetence til at forvalte fransk forsvars- og sikkerhedspolitik blandt andet til fordel for en indsats i Ukraine. En Le Pen som præsident i 2027 vil til gengæld kunne gøre akkurat det samme med modsat fortegn. Som flere franske kommentatorer bemærkede på valgaftenen: Macron spiller kvit eller dobbelt."
Information, s. 10-11; Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Prioriterede historier

Kun godt hver anden europæer stemte
Flere af dagens aviser skriver om valgdeltagelsen og interessen for søndagens EU-valg. I Kristeligt Dagblad kan man læse, at trods det intense fokus på konflikter som krigen i Ukraine og situationen i Gaza samt den grønne omstilling og migration, var det kun lidt over halvdelen af vælgerne, der deltog i valget til Europa-Parlamentet. Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen var valgdeltagelsen 50,93 procent på europæisk plan. "Det er marginalt højere end ved valget i 2019, hvor 50,66 procent af de europæiske vælgere stemte," siger han.I Jyllands-Posten kan man læse et debatindlæg af historiker og forfatter Hans Christian Bjerg, som blandt andet skriver: "Jeg fik et brev fra Folketinget med opfordring til at stemme ved EP-valget. Det er da vist aldrig sket før. Politikerne har tilsyneladende været meget nervøse for en lav valgdeltagelse. Og med rette! [...] Af gode grunde har de såkaldte Europa-partier været i panik. De kendte partiledere har måttet optræde som støttepædagoger på valgplakaterne for at give vælgerne en indikation på, hvilket parti de ukendte kandidater tilhørte. Det viser klart, hvor lidt danskerne interesserer sig for valg til Europa-Parlamentet. Kommentatorerne undrer sig over, at på trods af at parlamentet har fået lidt større magt end tidligere, så interesserer ingen sig for det. Forklaringen er imidlertid den enkle, at kun få forstår, hvad der foregår, og hvad forholdet er mellem EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, der virker som et stort, bureaukratisk ressourcespild. [...] Meget tyder på, at de varmeste EU-tilhængere befinder sig på venstrefløjen, og derfor er det ikke underligt, at S og SF fik så gode valg. Men det er stadig kun blandt halvdelen af befolkningen, at denne tendens har kunnet konstateres. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at LA, M og B opnåede så dårlige resultater blandt EU-tilhængerne. Det viser klart en vigende interesse for Europa-Parlamentet blandt notoriske EU-tilhængerne til højre."

Politiken bringer i dag et debatindlæg af Anders Thorsen, lærer og debatvært. Han skriver blandt andet: "Du kunne have slået væk fra den nye Netflix-serie og slået over på en valgdebat. Du kunne også have gået på mediernes hjemmesider for at læse om kandidaterne og tage alle de mange kandidattests. Måske kunne du endda gå en tur med en podcast om europaparlamentsvalget i ørerne. Eller hvis det skulle gå helt vildt for sig, kunne du have taget til valgdebat og mødt nogle politikere i den virkelige virkelighed. Alt dette valgte du ikke at gøre, og så kan det kun blive til en dumpekarakter. [...] Måske bebrejder du også kandidaterne, som du synes er alt for ukendte. Du får ikke lige en daddy eller en airfryer i dit feed, og så skal du jo til at opsøge informationer selv. Og det er åbenbart for hårdt for dig. Det er nemmest at bebrejde andre, når man har dumpet sin demokratieksamen. Medierne, politikerne, uddannelsesinstitutionerne. Det er alle andres ansvar. Det svært at se indad, men det er du nødt til at gøre, når du dumper. Derfor vil jeg gerne tale for det helt personlige ansvar, vi hver især har i et land med folkestyre. Demokrati kræver deltagelse."

I Jyllands-Posten kan man læse et debatindlæg af seniorkonsulent Thomas Lind. Han skriver blandt andet: "Endnu et valg til Europa-Parlamentet er overstået. Og som tidligere valg med lav stemmeprocent: 58,2 pct. I andre dele af verden sætter mennesker deres liv på spil for at opnå demokrati. [...] Er det ligegyldighed over for demokratiet, eller er det afmagt eller manglende viden, der gør sig gældende? Undskyldningerne fra sofavælgerne er mange, men til stadighed de samme. EU opleves som noget fjernt. Det er alt for stort og uoverskueligt. Min stemme har alligevel ikke noget at sige. Jeg tror ikke, at EU har den store indflydelse på min dagligdag. og så videre. [...] Hvorfor har DR ikke som minimum et ugentligt program, der udelukkende fokuserer på EU? Der må være oceaner af relevant stof. Hvad er der aktuelt på dagsorden, som på sigt vil blive relevant for den enkelte dansker? Hvordan arbejder de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet? Der er så meget at tage fat på. [...] Kom nu i gang DR!"
Kristeligt Dagblad, s. 5; Jyllands-Posten, s. 17; Politiken, s. 7 (12.06.2024)

S-blodbad
Flere af dagens aviser og gårsdagens Altinget skriver om Socialdemokratiets store valgnedtur ved EU-valget søndag. I Ekstra Bladet kan man i dag læse, at Socialdemokratiet oplevede en markant tilbagegang ved det seneste europaparlamentsvalg, særligt i Danmarks største byer, som tidligere har været partiets bastioner. Resultaterne fra København, Aarhus, Odense og Aalborg viser en dramatisk nedgang i vælgeropbakningen, hvor partiet kun opnåede lidt over hver tiende stemme, sammenlignet med godt hver femte ved det forrige valg. I Aarhus faldt partiet eksempelvis fra 20 til 13 procent. Denne tilbagegang ses som et signal fra vælgerne, og mange inden for partiet udtrykker stor bekymring. Laura Rosenvinge, politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, påpeger, at valgresultatet tyder på, at partiet ikke længere ses som et folkeparti. "Det peger alt ved dette her valg i retning af," siger hun. Ifølge hende har partiet i årevis forsøgt at positionere sig i provinsen ved at udflytte arbejdspladser og uddannelser og ved at skærpe retorikken over for indvandrere og deres efterkommere, hvilket kan have medvirket til at skubbe storbyvælgerne over mod venstrefløjen. Anders W. Berthelsen, formand for Socialdemokratiet i Odense, udtrykker også frustration og peger på partiets samarbejde med borgerlige partier som en mulig årsag til nederlaget. "Mange vælgere har nok villet sige til os, at de gerne vil have, at Socialdemokratiet er et rødt parti. Og ikke et parti, der samarbejder med to borgerlige partier," siger han. Han bemærker også, at mange vælgere har udtrykt utilfredshed, særligt over regeringens beslutning om at afskaffe store bededag, men han forbliver optimistisk med henblik på de kommende kommunalvalg.

Information skriver, at den socialdemokratiske nedgang i hovedstadsområdet risikerer at have konsekvenser ved næste års kommunalvalg, hvor partiet potentielt kan miste borgmesterposter. Resultatet fra det seneste valg til Europa-Parlamentet betegnes som det dårligste i Socialdemokratiets historie, med kun 15,6 procent af de nationale stemmer. I Københavns Kommune støttede bare 9,7 procent partiet, og på Vestegnen har SF nået næsten samme niveau som Socialdemokratiet, som har domineret disse områder i årtier. Ifølge Martin Vinæs Larsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, har Socialdemokratiet over tid skiftet vælgeropbakning fra byerne til mere landlige områder, hvilket nu viser sig i signifikante tilbagegange i byerne. Han påpeger, at denne nedgang risikerer at koste partiet borgmesterposter ved det kommende kommunalvalg, specielt hvis tendensen fortsætter. Lars Weiss, gruppeforperson for socialdemokraterne på Københavns Rådhus, udtrykker dyb bekymring og bemærker, at partiet risikerer at miste positionen som overborgmester i København på grund af den nuværende vælgeropbakning. Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, anerkender, at valgresultatet ikke levede op til partiets forventninger, men udtrykker en tro på, at vedholdende arbejde og synlige resultater vil forbedre partiets stilling i fremtiden.

På Altinget tirsdag kan man læse, at den store tilbagegang ved søndagens valg til Europa-Parlamentet har udløst en intens selvrefleksion hos Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen (S) erkender åbent, at valgresultatet ikke er tilfredsstillende og understreger behovet for både at tænke og handle på situationen. Ifølge hende er regeringsdeltagelsen gået ud over partiets identitet, hvilket har skadet vælgeropbakningen. Frederiksen bemærker, at udfordringen består i at finde en måde at lede en bred regering på, således at danskerne kan genkende sig selv i politikken, og dermed ønske at støtte den mere end tilfældet var ved det nylige valg. Politisk kommentator Erik Holstein beskriver Frederiksens reaktion som et tegn på, at hun nu fuldt ud erkender alvoren af situationen, efter tidligere at have fremstået relativt ubekymret omkring partiets svigtende meningsmålinger. Holstein understreger, at dannelsen af SVM-regeringen med Lars Løkke og Troels Lund har medvirket til at nedbryde den stærke fortælling, Frederiksen tidligere har kunnet præsentere sine vælgere for, og at vælgerne derfor ikke længere kan se sig selv i dette politiske projekt.
Ekstra Bladet, s. 4-5; Information, s. 6; Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Beskæftigelse, vækst og investeringer

Erhvervslivet: Regeringen snyder på vægten med energibesparelser
I dagens Information kan man læse, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har præsenteret en regeringskøreplan for energibesparelser, der skal sikre, at Danmark overholder sine EU-forpligtelser. Denne plan kritiseres imidlertid skarpt af flere interesseorganisationer som Synergi, Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv, og flere andre for at være baseret på ældre, eksisterende tiltag snarere end nye initiativer som foreskrevet i EU's direktiv om energieffektivisering. Ifølge direktivet skal EU-landene gennemføre nye individuelle foranstaltninger til energibesparelse, der bør være supplerende til eksisterende foranstaltninger. Men Aagaard forsvarer regeringens metode ved at påpege, at Danmark skal opfylde de overordnede mål i direktivet, som blandt andet bidrager til at EU når sit klimamål om en 55 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030. Direktivet kræver, at der årligt spares 1,5 procent af energiforbruget frem mod 2030, hvilket i Danmarks tilfælde betyder besparelser på 1,3 procent i de kommende to år, derefter 1,5 procent årligt, og endelig 1,9 procent i årets sidste tre år. Kritikken fra de nævnte organisationer er dog hård. Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand for Synergi og tidligere europaparlamentariker, udtaler, at det er "helt utilstedeligt, det regeringen har gang i her," og mener, at en "kreativ skrivebordsfinte" ikke er måden at opnå reelle, nye energibesparelser på. Flere andre eksperter udtrykker lignende skuffelse, herunder Morten Høyer fra DI og Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, der begge forventede en mere ambitiøs og konkret indsats fra regeringens side. Til trods for kritikken fastholder Aagaard, at Danmark lever op til direktivets krav, og understreger at tidligere foranstaltninger som CO2-afgifterne og høje energiafgifter allerede fungerer som incitamenter til at spare på energien.
Information, s. 1,8,9 (12.06.2024)

Finansielle anliggender

Boliglån er galvaniseret mod nøgletal, men hvor længe?
Flere af dagens aviser skriver om de finansielle anliggender i kølvandet af Den Europæiske Centralbanks (ECB) rentenedsættelse. I Jyllands-Posten kan man læse, at ECB sidste torsdag sænkede sin styringsrente med 0,25 procentpoint til 3,75 procent, hvilket markerer første gang i fem år, at der sker en sådan ændring. Trods dette har ændringen haft minimal effekt på de danske boligrenter og markeder for realkreditobligationer, idet sænkningen var fuldt indregnet i markedernes forventninger på forhånd. Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker hos Nordea Kredit, påpeger, at selvom den officielle rentesænkning var en forventet begivenhed, ligger de korte boligrenter i Danmark tæt på styringsrenterne, og rentesænkningen har således kun haft mikroskopisk indflydelse på obligationskurserne. Dette understreges af, at selv efter opsigtsvækkende beskæftigelsestal fra USA, som kunne have påvirket inflationen og renteniveauerne, var reaktionen på obligationsmarkedet meget begrænset.

Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, skriver i en analyse i dag blandt andet: "Når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i aften dansk tid meddeler resultatet af sit møde, vil alle dele af de finansielle markeder sidde på nåle. Renterne, naturligvis, valutaer og aktier. Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, er en af verdens mægtigste mænd, fordi den officielle amerikanske rente styrer de finansielle markeder - og dermed verdensøkonomien. Det er ikke, fordi Federal Reserve vil pille ved renten. Det håb er for længst slukket i takt med, at amerikansk økonomi har vist større styrke og inflationen mere stædighed end forventet. [...] Hvis centralbankerne nu tilføjer et 'højere renter - også når foden er taget af bremsen', så kan det skabe endnu en runde turbulens i renterne og dermed med afsmittende konsekvenser for valutaer og aktier. Udmeldingerne på dette møde vil sætte rammen for de finansielle markeder hen over sommeren. [...] Der er to elementer, der kommer til at afgøre markedsreaktionen. For det første de nye prognoser. Men ikke på samme måde som i Den Europæiske Centralbank, ECB. I ECB er det staben, altså de ansatte, der formulerer de nye prognoser. I Federal Reserve er det sammensmeltningen af direktionen og de regionale centralbankchefers personlige vurderinger. Og i modsætning til ECB kommer Federal Reserve med de enkelte medlemmers forventninger til den officielle rente de kommende to år, og hvor de selv ser renten være i den teoretiske 'ikke for varmt og ikke for koldt'-situation. [...] Det betyder også, at udsigten til lavere officielle renter ikke nødvendigvis vil give lavere markedsrenter. Det gælder i USA og endnu mere i Europa, hvor markedsrenterne er blevet holdt endnu mere nede af ECBs massive indgreb på obligationsmarkedet. Den politiske usikkerhed efter valget til Europa-Parlamentet har sendt de europæiske renter i vejret. Det gælder ikke mindst i Italien og Frankrig, hvor de offentlige finanser har det værst."

I Jyllands-Posten kan man læse en analyse skrevet af cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen. Han skriver blandt andet: "Så skete det. Som ventet satte Den Europæiske Centralbank, ECB, i sidste uge renten ned med 0,25 procentpoint. Det var den første rentesænkning i næsten fem år, og i mellemtiden var den vel at mærke blevet sat op fra -0,5 til 4 pct. Begge tal udtrykker ekstremer i ECB's 25-årige historie og er naturligvis udtryk for, at vi har været gennem en lang periode med ustabilitet, hvor finans- og statsgældskriser, pandemi, krig i Europa, energikrise og rekordhøj inflation har tvunget centralbankcheferne på overarbejde. [...] I et interview for nylig i Financial Times gjorde Lane det således klart, at pengepolitikken må forblive restriktiv i resten af 2024. En ordlyd, som hans chef i ECB, Christine Lagarde, præciserede på torsdagens møde, da hun sagde, at pengepolitikken må være restriktiv, så længe det er nødvendigt, for at få inflationen vedvarende ned på 2 pct. Det betyder helt lavpraktisk, at renten vil blive sat yderligere ned, men også, at hver bevægelse i den pengepolitiske limbo bliver udført under fuld kontrol. [...] Bundlinjen er, at pengepolitikken bliver lempet yderligere, og det er godt nyt. Men vi skal ikke sætte næsen op efter, at renten igen kommer ned i nærheden af 0 pct. Og det er i virkeligheden også godt nyt. For ellers ville de ekstremt usikre tider med dyb økonomisk krise og deflationsfrygt være tilbage. Og det er der ingen grund til at ønske sig."
Jyllands-Posten, s. 8, 16; Berlingske, s. 12 (12.06.2024)

Institutionelle anliggender

EP-valget er stadig 27 nationale valg snarere end et europæisk valg
I en kronik i dagens Børsen skriver analytiker og kommunikationschef i Tænketanken Europa, Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, i dag blandt andet: "Ved europaparlamentsvalget i søndags var den store historie i Danmark, at SF blev det største parti og kunne sende tre mandater til den grønne gruppe i Europa-Parlamentet. På europæisk plan gik de grønne dog kraftigt tilbage, så det danske valgresultat lå her langt fra resten af EU. [...] En første observation er derfor, at europaparlamentsvalget stadig er 27 nationale valg snarere end et europæisk valg, og selvom der er kommet flere europæiske temaer ind i valgkampene - forsvar, migration, social sikkerhed og grøn omstilling - er valgene og deres konsekvenser i høj grad nationale. [...] Dermed blev der draget et lettelsens suk i Europa-Parlamentet, som havde frygtet en faldende valgdeltagelse og igen at skulle få skudt i skoene, at det ikke er repræsentativt for de europæiske borgere. Så selvom en valgdeltagelse på omkring halvdelen af de stemmeberettigede vælgere ikke lyder af meget i danske ører, så vil det kunne styrke parlamentet f.eks. i de kommende måneders forhandlinger med sandsynligvis Ursula von der Leyen om den næste kommissions politiske program. [...] Den fransk-tyske motor har i forvejen længe kørt på halv kraft, og derfor er valget i søndags heller ikke just godt nyt for fremdrift i EU-samarbejdet. I to andre større EU-lande, Italien og Polen, fik de siddende regeringer derimod et godt valg. Giorgia Melonis partis stemmer bidrager til en betydelig styrkelse af ECR-gruppen i parlamentet, og Donald Tusks parti bidrager til styrkelsen af EPP. Men måske vigtigere er, at begge premierministre på kort sigt står styrket i de næste ugers forhandlinger om EU's topposter, hvor Tusk allerede er sat på opgaven med at samle opbakning til en periode mere for Ursula von der Leyen. Ligesom de på langt sigt både gennem Rådet og Europa-Parlamentet får øget indflydelse på den næste kommissions politiske program.
Børsen, s. 26 (12.06.2024)

Hvordan får en nyvalgt dansk MEP reelt indflydelse?
I dagens Politiken deler afgåede EU-parlamentarikere værdifulde erfaringer med de 15 nyvalgte danske EU-parlamentarikere. Med otte parlamentarikere, der er helt nye i EU's politiske landskab, er rådene særligt relevante. Morten Helveg Petersen, nylig afgået efter ti år i parlamentet, understreger den første uges afgørende betydning for opnåelse af strategiske udvalgsposter. Han fremhæver desuden sproglige kompetencer som en vigtig fordel i parlamentarisk arbejde. Bendt Bendtsen, tidligere medlem af det største parlamentsgruppe, EPP, deler sine erfaringer med vigtigheden af at skabe relationer, især med de tyske kolleger, for at maksimere personlig indflydelse. "Jeg fandt hurtigt ud af, at det gjaldt om at være på god fod med mine tyske kolleger, for de er dygtige, og så er de vejen til indflydelse i gruppen," fortæller han. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten påpeger nødvendigheden af nordisk samarbejde inden for venstrefløjsgruppen for at styrke den samlede indflydelse. "Vi koordinerer tæt i Norden, så i øjeblikket handler det om at tale rigtig meget med finnerne og svenskerne og komme tæt på gruppens formandskab," siger Villumsen.
Politiken, s. 6 (12.06.2024)

SF's stemmesluger vender tilbage til højredrejet Bruxelles
Dagens Kristeligt Dagblad bringer et interview med SF's Kira Marie Peter-Hansen, som blev genvalgt til Europa-Parlamentet i søndags. Kira Marie Peter-Hansen, som blev landets største stemmesluger med 178.000 personlige stemmer, har sikret SF det bedste europaparlamentsvalg nogensinde. Til trods for det gode valgresultat, erkender hun en svækket position i sin gruppe, De Grønne, som har mistet 18 mandater, mens højrefløjspartier, der kritiserer EU's klimatiltag, har oplevet fremgang. "Det gik mindre slemt, end jeg havde frygtet. Der kom ikke det voldsomme højreskred generelt i Europa, som var blevet forudset. Vi har stadig et pro-europæisk flertal i parlamentet," siger hun. På spørgsmålet om, hvorfor Danmark gik til venstre, når resten af Europa gik til højre, forklarer hun: "Vi kan se det samme i Finland og Sverige, hvor de grønne venstrefløjspartier også gik frem. Det kan skyldes, at vi i Danmark ikke har en diskussion om, hvorvidt vi skal støtte Ukraine eller ej. Derfor bliver sikkerhedspolitik ikke et slagsmål, som den ekstreme højrefløj i Danmark kan vinde på som i for eksempel Italien og Frankrig. Det kan også være på grund af økonomi. Modsat Europa går det godt for den danske økonomi, og derfor føler vælgerne nok i højere grad, at de kan prioritere det grønne."
Kristeligt Dagblad, s. 3 (12.06.2024)

Tag populisterne alvorligt
I Kristeligt Dagblads leder kan man i dag blandt andet læse: "Europæiske ledere har i årevis kigget over Atlanten på USA med en gysen. For hvordan kunne det ske, at så mange amerikanske vælgere foretrak en mand som Donald Trump i Det Hvide Hus frem for en stabil, driftssikker, erfaren politiker som Hillary Clinton eller Joe Biden? Men de europæiske vælgere er måske ikke så anderledes fra de amerikanske. Ved det netop overståede Europa-parlamentsvalg fik partierne længst til højre deres hidtil største fremgang i EU's store toneangivende lande. I Frankrig stemte over dobbelt så mange vælgere på Marine Le Pens parti, National Samling, som på præsident Emmanuel Macrons parti, Renaissance. I Italien blev premierminister Giorgia Melonis parti, Italiens Brødre, størst, og Meloni selv bliver EU's nye stærke kvinde både i Europa-Parlamentet og i Det Europæiske Råd. Og i Tyskland blev valget en sejr til højrefløjen og en katastrofe for de venstregrønne regeringspartier. [... ] De populistiske højrepartier taler til og for de vælgere, som er bekymrede over masseindvandring fra lande uden for Europa, eroderingen af traditionelle værdier og nationale identiteter, konsekvenserne af den grønne omstilling, stigende energipriser, voksende leveomkostninger og usikre fremtidsudsigter. [...] De europæiske højrefløjspartier er formentlig også for forskelligartede til at kunne forme en sammenhængende blok i Europa-Parlamentet. Men selvom Parlamentets midterkoalition lige nu kan ånde lettet op, bør den ikke hvile på laurbærrene."
Kristeligt Dagblad, s. 9 (12.06.2024)

Interne anliggender

Olaf Scholz havde lige fået en vælgerlussing, og hans umiddelbare reaktion var: "Njah"
Michael Jarlner, international redaktør på Politiken, skriver i en kommentar i dag blandt andet: "Tysklands kansler Scholz og Frankrigs præsident Macron har i det mindste én ting til fælles: De fik læsterlige hug ved weekendens valg til EU-Parlamentet. Men så hører ligheden også op. For hvad gjorde Emmanuel Macron efter sit nederlag? Ja, han ventede nærmest slet ikke på det. Han mærkede allerede sit folkelige mandat skride, da de første prognoser pegede på en kæmpesejr til højrenationalisterne i Marine Le Pens Rassemblement National og boum! Til almen forbløffelse for selv nære rådgivere udskrev han resolut nyvalg. Tysklands socialdemokratiske kansler kunne vel have fået samme tanke. [...] Men hvad svarede kansleren, da journalister søndag aften spurgte, om han ville kommentere resultatet? Han svarede: 'Nö ...'. Eller noget i retning af et 'njah' på dansk. [...] 'Det er, som om mange politikere i Berlin ikke forstår konsekvenserne af dette valg,' mener Christian Bangel, politisk redaktør ved den tyske avis Die Zeit: 'Silhuetten af det tidligere DDR er tydelig på de nationale kort over stemmefordelingen.' [...] Han peger på, hvordan de mange lokale valg, der ledsagede weekendens afstemning til EU-Parlamentet, også gav AfD yderligere rygstød i Østtyskland og dermed øget direkte indflydelse på folks hverdag. [...] Det gør det endnu sværere for partiets modstandere at sætte sig op imod det, selv om de i foråret samlede sig i store anti-AfD-protester. 'Der er en voksende hverdagsvold fra det yderste højre - og i stigende grad mod børn og unge. Skoler har problemer med lærere, der sympatiserer med AfD. Det yderste højre står bag hadkampagner mod lokale aktører. Mange vil aldrig forsvare det tyske demokrati, for de mener ikke, at de skylder det noget,' skriver han. Ifølge Bangel føler mange østtyske demokrater sig svigtet af borgerlige partier, der har beskyldt forårets demonstrationer mod ekstremisme for at have et antiborgerligt anstrøg. Alt imens FDP fremsatte tvivl om, hvorvidt protesterne var i strid med det yderste højres ret til ytringsfrihed."
Politiken, s. 8Redaktør (12.06.2024)

Russisk kvinde anholdt af PET har fire gange været opstillet til valg i Danmark
En kvinde, som igennem årtier har haft en central rolle i det russiske samfund i Danmark, blev i går anholdt af Politiets Efterretningstjeneste og sigtet for spionage, under den såkaldte 'milde spionparagraf', der kan give op til seks års fængsel. Det skriver Berlingske. Kvinden, som tidligere har været kommunalvalgskandidat for Enhedslisten og ledet en juridisk rådgivningstjeneste for russisktalende, er under mistanke for at have modtaget økonomisk støtte fra den russiske statsfond Pravfond. Pravfond betragtes, efter afsløringer fra Danmarks Radio baseret på en udenlandsk vestlig efterretningstjeneste, som en 'spionfond' der har finansieret påvirkningsaktiviteter i blandt andet Danmark. Kvindens involvering inkluderer også organisering af kulturelle og oplysende arrangementer for russiske efterkommere i Danmark, herunder ture til Bornholm og arrangementer i det lukkede Ruslands Hus i København. Ruslands Hus er kendt for at have stået for en række kulturelle aktiviteter men står nu på EUs sanktionsliste. Trods tidligere medlemskab i Enhedslisten og aktiv deltagelse i danske samfundsdebatter, bekræfter PET, at den aktuelle sag ikke er relateret til nylige valghændelser, men fortsat er under efterforskning.
Berlingske, s. 14 (12.06.2024)

Klima

Frustreret opposition revser Heunicke: Din plan gør ingen forskel for det nødlidende havmiljø
Pelle Dragsted (EL), Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Messerschmidt (DF), Martin Lidegaard (R), Franciska Rosenkilde (Å), Alexander Ryle (LA) og Mette Abildgaard (K), alle partiledere og/eller miljøordførere i deres respektive partier, skriver i et debatindlæg på Altinget tirsdag blandt andet: "Indtil videre har Magnus Heunicke ikke været villig til at lytte til oppositionens kritik. Han er i stedet kommet med en ottepunktsplan, der på overfladen ser ud til at imødekomme vores krav til havmiljøet, men i virkeligheden langt fra gør det, skriver syv oppositionspartier. Noget af det, der gør Danmark til noget helt særligt, er, at vi er omgivet af vand. [...] Når havets grænser er overtrådt, er det ikke lovligt at fortsætte med at tillade mere kemisk forurening. Det skrev EU-Kommissionen sidste sommer i et svar til miljøminister Magnus Heunicke (S). Men i stedet for at rette sig efter svaret gik miljøministeriet i gang med at lede efter kreative smuthuller for at bøje reglerne, så virksomheder som Cheminova kan fortsætte deres giftige udledninger. Med åbne øjne ignorerede Miljøministeriet advarslerne fra miljøorganisationer og uafhængige eksperter i høringen og offentliggjorde i marts en ny vejledning. [...] Og samtidig er det kommet frem, at han i hemmelighed sammen med fire andre lande har kontaktet EU-Kommissionen med et forslag om at udvande den EU-lov, som hele sagen drejer sig om. Nemlig vandrammedirektivet. Vi kræver derfor som samlet opposition, at miljøministeren omgående trækker også den nye vejledning tilbage, og at Miljøministeriet kommer med nye retningslinjer, hvor der ikke er tvivl om lovligheden. [...] Det første skridt må være at sikre, at miljøministeriets retningslinjer til myndighederne rent faktisk lever op til EU-retten. Her foreslår miljøministeren nogle mindre ændringer af den nye vejledning, men det er fortsat uklart, om han er villig til at stramme tilstrækkeligt op."
Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Landbrug

Eksperter spår sværere kår for grøn omstilling af europæisk landbrug
I EU-valgkampen blev der stillet forslag om både grønne revolutioner og indførelse af CO2-kvoter i landbruget. På Altinget tirsdag giver professor ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard, udtryk for, at omstillingen til et mere miljøvenligt europæisk landbrug vil ske langsommere end forventet af mange danske partier. "Den omkalfatring af EU's landbrugspolitik, som mange danske partier ønsker, kommer ikke til at ske i det tempo, som de kunne have ønsket sig," siger Peter Nedergaard. Landbrugspolitikken skal genforhandles i 2027, og disse forhandlinger vil sandsynligvis være komplicerede, især da Danmark vil have EU-formandskabet i slutningen af 2025. Ditte Brasso Sørensen, senioranalytiker hos Tænketanken Europa, påpeger også udfordringerne: "Jeg tror godt, at man kan belave sig på meget svære forhandlinger for dem, der ønsker en hurtig grøn omstilling i landbruget," siger hun. Resultatet af valget har resulteret i en større repræsentation af konservative kræfter i Parlamentet, hvilket vil sænke hastigheden på en omstilling af landbrugspolitikken. "De partier i Parlamentet, der vil have en hurtigere omstilling i en grønnere retning på landbrug, er blevet svækket, mens den konservative gruppe er blevet større," forklarer Nedergaard. På baggrund af valget har forskellige spidskandidater fremsat forslag om landbrugspolitikken. Christel Schaldemose (S) ønskede en "revolution" af landbrugsstøtten til at favorisere bæredygtigt jordbrug, og LA’s Henrik Dahl var positiv over for sådanne grønne forslag. Imens foreslog Sigrid Friis (R) en reduktion af landbrugsstøtten. Morten Løkkegaard (V) har set muligheder i den nye sammensætning af det liberale hold i Parlamentet og bemærkede, hvordan dette kunne påvirke landbrugspolitikken positivt. "Det kommer muligvis til at betyde, at nye ting kan lade sig gøre på landbrug i den liberale gruppe," sagde han.
Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Migration

Konservative er klar til at samarbejde med det yderste højre om migration
Altinget tirsdag skriver, at de danske Konservatives spidskandidat, Niels Flemming Hansen, er åben for samarbejde med både yderfløjen og mere centrale kræfter i Europa-Parlamentet, særligt når det drejer sig om migration. Hansen, der netop har sikret sig partiets eneste mandat, ser migration som en væsentlig udfordring, der kræver bredt samarbejde. "Migration er et spørgsmål, som stort set alle partier ser som en kæmpe udfordring, og så er det et spørgsmål om, hvordan vi får mingeleret de rigtige løsninger sammen på det," siger Niels Flemming Hansen. Mens han foretrækker at samarbejde med grupper nærmere på midten for de fleste politiske områder, udelukker han ikke muligheden for at indgå i forhandlinger med de mere højreorienterede grupper som ECR og ID, hvor det kan være strategisk gavnligt. Han bemærker, at for spørgsmål som den grønne omstilling og krigen i Ukraine, ville han foretrække at samarbejde over midten, da disse områder kræver en stærkere konsensus og bredere accept. Debatten i Europa-Parlamentet viser en tydelig opdeling, hvor partier som S&D, De Grønne og The Left klart afviser samarbejde med højrefløjens ECR og ID på grund af deres holdninger til racisme, fremmedfrygt og diskrimination. Imens SF’s Kira Marie Peter-Hansen udtrykker bekymring for mulige samarbejder mellem EPP og højrefløjen, forholder EPP’s spidskandidat og nuværende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, at samarbejde over midten bør prioriteres, selvom hun ikke helt udelukker dialogen med de mere konservative kræfter. Endelig er Niels Flemming Hansen åben for nye samarbejdsmuligheder, selvom hans egen gruppe, EPP, måske vil opleve tilflytning fra partier som Liberal Alliance og muligvis Danmarksdemokraterne, som begge har udtrykt interesse i at blive del af denne gruppe. "Jeg er ikke afvisende over for specielt LA, som har sendt en ansøgning, at vi kan lave noget. Det er ikke en beslutning, som jeg kan nedlægge veto imod," siger han.
Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Sikkerhedspolitik

Hestehandel om EU-topjob, mens Kharkiv brænder
I Børsens Indsigt, af udenrigsredaktør Hakon Redder, kan man i dag blandt andet læse: "Europas hjælp til Ukraine er i fare for at blive undermineret af højredrejningen ved valget til Europa-Parlamentet. Det kan synes tidligt at råbe “ulven kommer”, men Europa kan komme i en situation som i USA, hvor en stor våben- og hjælpepakke i mange måneder blev blokeret og forsinket af indenrigspolitisk strid. “Mens Kharkiv og planeten brænder”, er der hestehandel i Bruxelles, om hvem der får hvilke topjob, kommenterer den anerkendte britiske historiker Timothy Garton Ash. Han ser den politiske udvikling i Europa som et klart faresignal for både Ukraine og for klimakampen. [...] Magtfordelingen i EU-Parlamentet har trods alt ikke ændret sig markant. Og de store grupper er på Ukraines side. Men i Frankrig, Tyskland, Italien samt mindre lande som Holland og Østrig har højrenationale partier med enten historisk gode forbindelser til Kreml i Rusland eller uvilje mod at sende flere våben og penge til Ukraine stor folkelig opbakning. Derfor er der frygt for et “politisk jordskælv” og “et spring ind i det ukendte for både Frankrig og Ukraine”, som det ukrainske medie European Pravdas journalist Anton Filippov skriver. Han frygter, at Frankrigs løfter om omfattende støtte til Ukraine risiker at blive decimeret. [...] Ungarn er EU's mest fodslæbende land, når der skal vedtages fælles pakker til Ukraine. Så er der Italien, hvor premierminister Giorgia Meloni og hendes parti, Italiens Brødre, har overrasket med fuldtonet støtte til Ukraine og ved angiveligt at bryde sine forbindelser til Kreml. [...] Men uanset størrelsen kan Europas militære støtte til Ukraine nu være på vej til at tørre ud. Inden den har nået det punkt, man i over to år konstant har efterlyst i Kyiv; nok til at vinde over Rusland, og ikke kun, hvad man får nu - nemlig nok til ikke at tabe."
Børsen, s. 8 (12.06.2024)

Udenrigspolitik

Forskere: Vestens Afrika-politik skal handle om mere end at inddæmme Rusland
På Altinget tirsdag kan man læse en kronik af Jonas Gejl Kaas og Thomas Mandrup, henholdsvis adjunkt ved Forsvarsakademiet og lektor ved Forsvarsakademiet og Stellenbosch University. De skriver blandt andet: "I midten af maj 2024 fremkom der rapporter om en øget deployering af russiske lejesoldater til Libyen. Årsagen var angiveligt, at Rusland ville øge sin indflydelse i det strategisk vigtige middelhavsland – som også udgør en hjørnesten i EU’s strategi om at blokere for massemigration fra Afrika – for at åbne en "sydlig flanke" mod EU og Nato. Men er det øgede russiske engagement i Libyen alene udtryk for åbning af en ny front mod Europa, som led i den øgede konfrontation mellem Europa og Rusland, eller stikker der noget dybere under Ruslands engagement på det afrikanske kontinent? [...] Rusland har en række områder, hvor man af historiske og praktiske årsager udgør en attraktiv partner for en række af de afrikanske lande. Rusland er en af de største leverandører af våben til Afrika, og mange afrikanske lande køber russiske våben, deriblandt Algeriet, Egypten og Angola. Mere end 35 afrikanske lande har indgået militære samarbejdsaftaler med Rusland, blandt andet fordi russiske våben er relativt billige og lavteknologiske, hvilket gør dem nemmere at implementere og vedligeholde i de ressourcepressede afrikanske forsvar. [...] Kombineret med villigheden til at levere våben udgør Ruslands operative og politiske støtte et mere attraktivt tilbud for flere afrikanske regimer, end hvad eksempelvis Vesten har kunnet tilbyde, hvor støtten traditionelt set har begrænser sig til træning men ingen våbenhjælp. EU har imidlertid ændret på dets holdning til levering af dødbringende våbenassistance til afrikanske stater, hvorfor Den Europæiske Fredsfacilitet siden 2022 har leveret våbenhjælp til blandt andre Niger og Somalia; muligvis også snart til Mozambique. [...] Skabelsen af nye samarbejdsaftaler på det afrikanske kontinent viser, at det ikke er lykkedes Vesten at isolere Rusland på den verdenspolitiske scene. Samtidig tvinges Vesten til at forholde sig til Rusland, idet landets tilstedeværelse i Afrika blandt andet kan genere store migrantstrømme med negative konsekvenser for de europæiske staters politiske sammenhold i EU og Nato til følge. [...] Derfor må vi i Europa, og det øvrige Vesten, indstille os på, at lytte og indrette os på en ny virkelighed, hvor vi ikke alene kan diktere rammerne for samarbejde."
Altinget, tirsdag (12.06.2024)

Økonomi

Diagnosen er rigtig, løsningerne er forkerte
Analysechef i Cepos, Otto Brøns-Petersen, skriver i en økonomisk kommentar i dagens Børsen blandt andet: "Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er i alvorlige problemer. Vi mangler økonomisk vækst og økonomisk robusthed. [...] Diagnosen er rigtig, men mange af løsningsforslagene er ikke alene forkerte. De risikerer at gøre problemerne meget værre. Den måske mest alvorlige trussel er imod EU's grundlæggende institutioner. De får skylden for, at det er “for svært at træffe beslutninger”, og at EU “mangler muskler”, bl.a. fordi budgettet er lille, og at unionen normalt ikke kan optage fælles gæld. [...] Og risikoen for, at EU sprækker yderligere på vejen, er betydelig. Hvorfor skulle bl.a. danske vælgere - og måske navnlig dem, der nyder godt af den store interne danske omfordeling - acceptere det? Vi ville altså få et helt andet EU med i købet, hvis beslutningsreglerne bliver ændret. Sagen er nok i realiteten den, at vi har omtrent så gode institutionelle rammer i EU, vi kunne ønske os. [...] Når EU alligevel har åbenlyse udfordringer med at føre en vækstfremmende politik, skyldes det snarere den politiske vilje. Opskriften på en stærkere europæisk økonomi er ikke svær: Deregulering, styrket indre marked, frihandel, afvikling af statsstøtte, konsolidering af de offentlige finanser og prisstabiliserende pengepolitik."
Børsen, s. 26 (12.06.2024)