EU i dagens aviser onsdag den 25. maj 2022

Tophistorier

Vi mangler oplysning
I et debatindlæg i Berlingske skriver Amalie Lyhne, politisk kommentator, skribent og foredragsholder, blandt andet: "Normalt fylder EU heller ikke særlig meget i den danske offentlige debat. EU står lavt på vælgernes dagsorden, og det er ikke et politisk område, som man kan skabe begejstring for eller vinde valg på. Derfor er det de færreste politikere, der gider at tale om EU, og det har den politiske klasse også kunnet slippe afsted med, fordi den har isoleret EU-politikken til folkeafstemningerne, så folketingsvalgene kunne renses for EU-diskussioner. Det er derfor, Folketinget i de seneste mange år har misrepræsenteret befolkningen i netop EU-spørgsmål. [...] Og ja, der er i den grad ting i EU, der bør bekæmpes - bureaukratiet, fråseriet, inkompetencen - ligesom der er mange områder, hvor Danmark ikke er enig med flertallet af EU-lande. Der er naturligvis også massevis af EU-beslutninger, som man som enkeltperson er uenig i. Men ligesom man som borgerlig ikke er imod Folketinget, fordi man har det svært med den siddende regering, bør man heller ikke være imod EU, selvom man har det svært med for eksempel Macron eller Scholz. Uden et omfattende samarbejde ville de europæiske lande være markant fattigere, og risikoen for konflikter være markant højere. [...] Vi kan fortsætte ad den nuværende vej og være halvhjertede medlemmer med ingen eller begrænset indflydelse på en række vigtige områder på grund af vores forbehold. Eller vi kan vælge at skille os af med vores selvopfundne forbehold og engagere os fuldt og helt i det EU, som både er så frustrerende og samtidig så nødvendigt. Netop fordi der er så meget i EU, der burde være anderledes, bør vi gøre vores for, at forandringerne sker. Man behøver ikke at elske EU for at kunne se det fornuftige i den sidste mulighed. Vi har levet fint med forsvarsforbeholdet i mange år, og et nej 1. juni vil bestemt ikke have katastrofale følger for Danmarks sikkerhed. Det er NATO, der beskytter os i tilfælde af akut fare - ikke EU. Men forbeholdet er upraktisk, og det forhindrer os i at deltage i operationer, som handler om vores sikkerhed i et mere langsigtet, men ikke desto mindre alvorligt perspektiv - det gælder for eksempel migrationen fra Afrika og Mellemøsten. Her hjælper NATO os ikke."

Berlingske bringer en kronik af Derek Beach, professor på Aarhus Universitet, og Palle Svensson, professor emeritus på Aarhus Universitet og medforfatter til bøgerne ”Det blev et nej” og ”Fra et nej til et ja”. Begge har bidraget til bogen ”The Palgrave Handbook of European Referendums”, der udkom sidste år. De skriver blandt andet: "Danskerne skal 1. juni stemme om forsvarsforbeholdet. Udfaldet af afstemningen er af flere grunde usikkert. [...] Meningsmålinger fra forskellige institutter peger på, at der er flertal for ja, men også at mange vælgere er usikre på, hvad de skal stemme. Spørgsmålet er, om vi uden videre kan regne med, at meningsmålinger om den aktuelle balance mellem ja og nej vil slå igennem på valgdagen? Forskningsresultater om vælgeradfærden ved folkeafstemninger maner til forsigtighed. Man skal i hvert fald ikke lægge afgørende vægt på den aktuelle balance mellem ja og nej, men snarere hæfte sig ved de mange, der ikke har besluttet sig endnu. Tidligere undersøgelser har vist, at der er flere EU-skeptiske vælgere blandt de uafklarede, og derfor vil et pænt flertal af tvivlerne nok ende med at sige nej."

I et læserbrev i Berlingske skriver Johanne Winther, Helsingør, blandt andet: "De fleste mediechefer vil mene, at de medvirker til oplysning om, hvad ophævelsen af forsvarsforbeholdet vil betyde, men sagen er, at ingen reelt ved det, da det afhænger af mange andre landes ageren. For eksempel: Styrker det NATO eller ej? [...] Kan vi risikere, at danske soldater kommer under fremmed kommando? Der tales om fælles våbenindkøb i EU og en EU-indsatsstyrke. Ingen kan lige nu rent faktisk vide, hvad vore soldater engang vil blive brugt til. Vi sidder med ved bordet, men har vi nogen indflydelse, hvis vetoretten afskaffes? Altså kan man ikke give de eksakte fakta, som tvivlerne ønsker? (Næsten) samtlige journalister, analytikere, eksperter og folketingspolitikere forsikrer os (ofte defensivt) om, at det vil være en fordel for Danmark at knytte os tættere til EU-styrker."

Weekendavisen bringer en kommentar af Marianne Wagner, sognepræst og forfatter. Huin skriver blandt andet: "Japartierne skylder da vælgerne at forklare, nøjagtigt hvad de vil sige nejtil, før krydset placeres. Vil de sige nej til at deltage i PESCO - EUs permanente strukturerede samarbejde inden for sikkerheds- og forsvarspolitik? Ifølge en note til Folketingets forsvarsudvalg defineres PESCO således: ”Forskellen mellem PESCO og andet samarbejde er, at de deltagende medlemslande omfattes af juridiske bindende forpligtelser. Forpligtelserne omfatter eksempelvis, at medlemsstaterne skal forøge deres forsvarsudgifter, afsætte yderligere midler til forskning i militær teknologi og stille styrker til rådighed for EU's kampgrupper.” I forvejen er der stor bekymring over forsvarsbudgettet, som skal stige, for at Danmark kan leve op til NATO-forpligtelsen. Lader Danmark sig binde til PESCO, kommer der yderligere krav til at afsætte penge, også til forskning i militær teknologi. Og så skal vi også stille styrker til rådighed for EUs kampgrupper, som til forskel fra NATO ikke skal forsvare Danmark, hvis vi bliver angrebet, fordi de skal forsvare EUs interesser."

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Jonas Schmidt blandt andet: "Hele ja-sidens kampagne har været baseret på manipulation og løgne. For det første vil Danmark aldrig stå alene. Vi er med i verdens største forsvarsalliance, Nato, hvor hele vores forsvarsstrategi også er dybt forankret. Desuden er vi med i EU's musketer-ed, så hvis et af medlemslandene bliver angrebet, er de andre forpligtede til at hjælpe. Vi har allerede forsvaret af vores land på plads, så det vil et ja eller nej 1. juni ikke ændre noget som helst på. [...] EU-Kommissionens magtfulde formand, Ursula von der Leyen, har for nylig tweetet, at vi bør ophæve EU-medlemslandenes vetoret i militære spørgsmål, så EU kan handle mere effektivt i sine militære operationer. Bliver det praksis i fremtiden, og Danmark skrotter forsvarsforbeholdet 1. juni, så vil vi være tvunget med i alle EU's militære operationer, om vi vil eller ej. EU's to mest magtfulde spillere, Tyskland og Frankrig, mener det samme. Både EU-Kommissionen, Tyskland og Frankrig ønsker desuden en fælles europæisk hær. Begge landes ledere har snakket åbent om det, og begge landes medier skriver positivt om ideen. De to scenarier sammen vil skabe en situation, hvor Danmark ville blive tvunget til at sende penge, udstyr og mandskab til en europæisk hær, vi absolut ingen kontrol vil have over. Alt det her er ikke noget, nej-siden siger for at skræmme nogen, det sker bogstaveligt talt lige for næsen af os. Ja-siden er bare heldige med, at de færreste danskere følger med i, hvad der sker i Europa-Parlamentet. Vi bør derfor stemme nej 1. juni! Vi ved, hvad vi har med forsvarsforbeholdet, men ingen af os aner, hvad vi risikerer i fremtiden uden."

I en analyse på Altinget skriver Erik Holstein, journalist og politisk kommentator, blandt andet: "Billedet er blevet mere broget. Mens man tidligere kunne se en tydelig sammenhæng mellem de meget EU-begejstrede partier og deres vælgerne, og en mindst lige så klar sammenhæng mellem de EU-kritiske partier og deres vælgere, er mange af partierne stærkt splittede op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Tallene baserer sig på alle Epinion-målinger om forsvarsforbeholdet i perioden 31. marts - 18. maj 2022. Den baserer sig på 7.873 interviews i et panel med rullende udskiftning, nogle af svarpersonerne vil altså være gengangere. Når tallene opgøres for hvert enkelt partis vælgere, stiger den maksimale stikprøveusikkerhed. Des færre vælgere et parti har, desto større er usikkerheden. [...] Samlet er Epinion-målingerne en understregning af, at en stor del af EU-modstanden nu findes på den indvandringskritiske højrefløj, mens vælgere fra den gamle modstanderbase i SF og Enhedslisten er internt splittede, når det kommer til Unionen."

I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Frank Dahlgaard, cand.polit., skribent, fhv. MF, Bagsværd, blandt andet: "Rigtig mange er i tvivl om, hvor de skal sætte krydset ved folkeafstemningen den 1. juni. Det er bestemt ikke de dummeste vælgere. De dummeste er dem, der skråsikkert meddeler, at ”selvfølgelig skal man stemme ja (eller nej) til at fjerne forsvarsforbeholdet”. Der er ikke noget indlysende rigtigt ved den kommende folkeafstemning. Der er da flere gode argumenter at fremføre for både et ja og et nej. Men der er også dårlige argumenter. [...] Til de dårlige argumenter hører også dette: ”Vi kan ikke stå alene uden for EU-forsvarsforbeholdet, når alle de andre EU-lande er med.” Vist kan vi da så! Det er da gået fint i snart 30 år. Det afgørende er jo, at vi er fuldt og helt med i Nato, som ikke bare omfatter de fleste EU-lande, men også Canada, USA og Storbritannien. De sidste to af disse lande råder over atomvåben. I EU har kun Frankrig atomvåben. Når Finland og Sverige nu melder sig ind i Nato, er det, fordi EU ikke i dag omfatter en militærorganisation, der kan give dem den sikkerhed, som Nato kan. Men EU og Nato udelukker vel ikke hinanden? Måske ikke, men hvorfor skal Danmark bruge kræfter og penge på at deltage i at opbygge en ny kostbar forsvarsorganisation? Vi har jo Nato, og et ja til EU-forsvaret er vel lidt at vende ryggen til Nato? Et EU-forsvar kan udvikle sig til en konkurrent til Nato, som kan få USA og UK til at opgive Nato-samarbejdet. Vi ved, hvad vi har, nemlig Nato. Et EU-forsvar er uprøvet og usikkert. Jeg synes, det er misbrug af en ulykkelig situation i Ukraine, at vi pludselig i Danmark skal have en folkeafstemning om at fjerne et EU-forbehold. Et ja den 1. juni kan blive en glidebane mod mere EU og mindre Danmark."

I et læserbrev i Politiken skriver Edwin Spencer, Risskov, blandt andet: "Politiken roser Enhedslisten, fordi de har droppet deres modstand mod EU og meldt sig ind i den virkelige verden. Så vil det også være passende, hvis regeringen nu vil droppe gamle forbehold, melde sig ind i den virkelige europæiske verden og endelig vise Europaflaget ved siden af Dannebrog ved alle offentlige optrædner. Og hvorfor ikke også lade det smukke EU flag vaje ved siden af Dannebrog på alle offentlige bygninger, som i alle andre 26 medlemslande? Hvad er problemet?"

I en kommentar i Weekendavisen skriver Klaus Carsten Pedersen, tidligere direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, blandt andet: "Det nævnes sjældent i debatten, men med Danmark som eneste undtagelse deltager alle EUs NATO-lande i EUs samarbejde om forsvar og sikkerhed. De finder det nyttigt, og USA og NATO finder det nyttigt. Samarbejdet i EU konkurrerer ikke med samarbejdet i NATO, men supplerer det. Den danske enegang styrker ikke NATO, som nogle synes at tro. Men den skader Danmark og EU. [...] Forbeholdet burde være skrottet for længst, men lad det så ske nu, hvor Finland og Sverige dropper deres forbehold mod NATO. Vil man svække Danmark og bevare en revne i samarbejdet i EU og forære Putin en beskeden gevinst, skal man stemme nej til at afskaffe forbeholdet. Ønsker man et stærkt NATO, et velfungerende EU og maksimal dansk indflydelse begge steder, skal man stemme - og stemme ja."

I en kommentar i Weekendavisen skriver Christian Bennike, journalist, blandt andet: "I næste uge er spørgsmålet, om vi skal afskaffe et af de fire forbehold, som blev skrevet i 1992, da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten. I dag er det juridisk umuligt for Danmark at deltage i militære aktioner, hvis de arrangeres af EU. Vi kan være med, hvis det foregår inden for FN eller NATO, men ikke EU. Hvis forbeholdet ophæves, kan Folketinget i fremtiden vælge at lade danske soldater være med i militære aktioner. [...] Når det handler om EU, har der altid været ”en kløft mellem borgere og politikere”' som Martin Vinæs Larsen, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, siger til mig. Cirka 70 procent af danskerne ønsker sig ”velfærd frem for skattelettelser”, det passer cirka med partierne i Folketinget. Det samme med udlændingepolitikken: De fleste danskere vil have en stram politik, det samme vil politikerne. Men sådan er det ikke med EU. Her er politikerne stadig markant mere EU-positive end befolkningen, og sådan har det været i årtier. Måske altid. [...] Hvis vi ikke kan forsvare os selv. Hvad har vi så vundet ved at være for os selv? Suverænitet er ikke noget, man har - det er noget, man gør. Det gælder, uanset om man elsker Europa eller ej. Uanset hvor helt utroligt kedeligt, det hele er."

I Weekendavisens kan man blandt andet læse: "VI skal på onsdag stemme om noget langt større, end både ja- og nejsiden lader ane. I 1993 kom forsvarsforbeholdet på stemmesedlen, fordi et sådant samarbejde var et spøgelse. En militarisering af det europæiske samarbejde? Det lyder ubehageligt, og det vil jo aldrig ske. Debatten fulgte den tids antagelse, at der aldrig igen ville komme krig i Europa. [...] Vi er medlem af NATO, men vi er det land, der hurtigst afviklede vores forsvar efter Den Kolde Krig, hvorfor vi nu halter gevaldigt efter i genopbygningen. Der udvikler sig hastigt et reelt forsvarssamarbejde i EU, der uanset hvad vil bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed - men vi står udenfor. Finland og Sverige træder ind i NATO, men de træder også ind foran Danmark i frontlinjen mod øst og styrker vores sikkerhed gevaldigt. Begge lande deltager allerede i EUs forsvarssamarbejde og beder åbent Danmark om at bidrage. Situationen i Europa har gjort vores forbehold uudholdeligt. Et nej vil være et absurd signal at sende til alle i Europa, men afgørelsen handler i sidste ende om os selv. Hvem er vi? Hvad vil vi? Det er ikke så ofte, at man som vælger får mulighed for at besvare det spørgsmål."

Weekendavisen bringer en kronik af Jesper Lundsby Skov, ph.d., postdoc, Oslo Universitet, som blandt andet skriver: I partilederdebatten om forsvarsforbeholdet 11. maj sagde Lars Løkke Rasmussen på et tidspunkt, at det var et absurd argument, at folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet skulle fungere som et ”værn” mod Folketinget. Dét har imidlertid netop været et af hovedargumenterne i dansk politisk historie for at indføre folkeafstemninger i vores politiske system. [...] Det er Grundloven paragraf 20, der dikterer, at der skal afholdes folkeafstemning, når der skal afgives suverænitet til EU, og der ikke er opbakning fra fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Denne paragraf blev også indført i 1953 og blev motiveret ud fra et værn-argument. Det var navnlig den radikale ordfører, Bertel Dahlgaard, der kæmpede for at indføre folkeafstemning på dette område, for som han sagde under forhandlingerne: ”Der måtte være sikkerhed for, at hele Befolkningen og ikke blot rigsdagens flertal stod bag en sådan opgivelse af suverænitet.” Det har altså været et gennemgående argument i det meste af det 20. århundrede, at folkeafstemningen på forskellige måder kunne fungere som et værn mod Folketinget. Mistilliden rettes mod folkets repræsentanter, men ikke folket selv. Hvis afstanden mellem vælgerne og politikerne bliver for stor, så må politikerne indrette sig efter vælgerne og ikke omvendt."

I et læserbrev i Ekstra Bladet skriver Visti Vester, Solrød Strand, blandt andet: "At vi sagde NEJ i 1992. Og at det EU-medlemskab, Nyrup - med hjælp fra Tyskland og Frankrig - fik stablet på benene i 1993, er ubrugeligt og demokratifjendsk. Stem nej."
Altinget, tirsdag; Berlingske, s. 27, 28-29, 31; Politiken, s. 6; Jyllands-Posten, s. 25; Weekendavisen, s. 14,15, 5, 13, 14, 15; Ekstra Bladet, s. 20, 21 (25.05.2022)

Frihed eller Arne
I den kommende uge venter en folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold. Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, har hidtil ikke formået at løfte sit parti, efter at han blev båret ind som formand. Ifølge Weekendavisen burde afstemningen om EU-forbeholdet være hans glansperiode, men partiets meningsmålinger ligger fortsat triste omkring de fem procent. Jyllands-Posten skriver, at det langtfra er en selvfølgelighed, at der står EU på de valgplakater, der minder os om, at vi den 1. juni skal sætte kryds til folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold. På Socialdemokratiets røde valgplakater står der ”Ja til fælles forsvar og sikkerhed”, mens Venstre skriver ”Pas på Danmark”. Peder Hvelplund, forsvarsordfører i Enhedslisten, kritiserer den manglende brug af ”EU”. "Alt det der fluffy med, at det handler om din tryghed, siger jo intet om den konkrete afstemning. Der synes jeg, de svigter i deres demokratiske fordring, i forhold til at vi har en befolkning, som vi også skal oplyse om, hvad vi konkret stemmer om,” siger han. Det er tydeligt, at det giver vælgerne flere negative associationer, hvis man skriver ”EU”, end hvis man skriver ”europæisk” eller helt undlader nogen af delene. Det mener Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. ”Selv om mange danskere ikke vil forlade EU, vil et flertal af danskerne helst have lidt mindre EU. Hvis man framer debatten, således at det er et valg om at få mere EU eller ej, vil der være nogle vælgere, der siger nej tak," siger han.

Information bringer en analyse af politisk kommentator Lars Trier Mogensen, som blandt andet skriver: "Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har ikke længere den samme grad af personlig troværdighed, som frontfigurerne har haft i de tidligere nejkampagner. Og det tegner til at kunne svække den borgerlige EU-modstand ved folkeafstemningen i næste uge. [...] Hvis et knebent flertal af vælgerne skulle ende med at ville beholde forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen om præcis en uge, vil valgets tale ikke kunne undgå at blive udlagt som en nationalistisk strømning. Så vil udfaldet i høj grad blive tilskrevet Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt personligt - alene af den simple grund, at han reelt er den eneste toppolitiker, der har kastet sig fuldtonet ind i valgkampen. Morten Messerschmidt har imidlertid ét afgørende problem, eller rettere: Vælgerne har tydeligvis et problem med Dansk Folkepartis nye formand, der ikke fremstår med samme personlige troværdighed, som eksempelvis forgængeren Kristian Thulesen Dahl havde ved sidste EU-folkeafstemning. [...]For hundredtusindvis af vælgere er 41-årige Morten Messerschmidt ikke kun ansigtet på den aktuelle nejkampagne, men altså også på Dansk Folkepartis måske kriminelle omgang med EU-penge."

I en analyse i Politiken skriver Elisabet Svane, analytiker, blandt andet: "Det gav noget rumlen i krogene, da Venstres Søren Gade tilbage i januar stik imod partilinjen sagde nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold. Selv om partiformand Jakob Ellemann-Jensen også dengang sagde ja. [...] I dag, fire måneder senere, hvor han har ændret sit nej til et ja, er Søren Gade nærmest blevet jakampagnens krammebamse, som både hans egne partifæller og de politiske modstandere i regeringstoppen gerne vil lege med. [...] Det er også det nationale sikkerhedskompromis, der har flyttet Søren Gade fra et nej til et ja. Men for ham handler det om pengene. Om de 2 procent af bnp, som Danmark fra 2033 skal bruge på Nato - 18 milliarder kroner årligt - og dermed på det danske forsvar. Præcis det tal overbeviste Søren Gade."
Information, s. 4-5; Politiken, s. 2; Weekendavisen, s. 1; Jyllands-Posten, s. 8 (25.05.2022)

Prioriterede historier

KRIGEN I UKRAINE
Tirsdag meddelte Finland og Sverige, at de ville sende delegationer til Ankara for at forsøge at løse Tyrkiets modstand mod deres NATO-ansøgninger. De to nordiske lande har efter Ruslands invasion af Ukraine bevæget sig væk fra den neutralitetslinje, de har haft længe, skriver B.T.. Steen Kjærgaard, militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, forklarer, at den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har mange alternative motiver for den række af krav, som han har stillet Sverige, hvis landet skal gøre sig forhåbninger om, at komme med i NATO. Hvis et nyt land skal optages i NATO, skal alle andre medlemslande bakke op om det, og derfor sidder Tyrkiet i en stærk forhandlingsposition. ”Sådan er international politik jo," siger militæranalytikeren. Af en pressemeddelelse fra det tyrkiske præsidentkontor fremgår det, at Tyrkiet har fremlagt en liste med fem krav, der skal opfyldes, før landet vil gå med til at optage Sverige i forsvarsalliancen Nato. Landet skal blandt andet stoppe den politiske støtte af terrorisme og fjerne sanktioner mod Tyrkiet og indføre globalt samarbejde mod terrorisme. Det skriver Jyllands-Posten.

I en kommentar i Weekendavisen skriver journalist, Anna Libak, blandt andet: "Erdogan er et magtmenneske, der helst vil være venner med den stærkeste. Derfor er det lige nu umuligt at sige, om han holder med Vesten eller Rusland. [...] Som en anden tæppehandler i Den Store Bazar i Istanbul prutter han om prisen på Tyrkiets accept af finsk og svensk medlemskab i NATO. Alt tyder på, at han vil tage sig dyrt betalt. Han beskylder Sverige og Finland for at støtte terrorisme, og den påstand kan omsættes i tre krav til de to lande: De skal udlevere 33 personer, som Tyrkiet hævder er knyttet til terrororganisationer, hvorved forstås det kurdiske arbejderparti PKK, dets væbnede gren i Syrien, YPG, samt Gülen-bevægelsen. Sidstnævnte stod ifølge Erdogan bag det fejlslagne militære kupforsøg i 2016. Endvidere skal Sverige og Finland ophæve den våbenembargo, som de i lighed med en række andre europæiske lande indførte mod Erdogan i 2019 som protest mod hans brutale invasion af de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Endelig skal de anerkende, at YPG er en terrororganisation ligesom PKK. De krav kommer Sverige og Finland naturligvis ikke til at opfylde. De har allerede givet afslag på udlevering i de fleste af sagerne, og de ville ophøre med at være retsstater, hvis de lavede afgørelserne om for at komme ind i NATO. Det er utænkeligt, at ”terroristerne” ville få en fair retssag i et land, hvor præsidenten allerede har dømt dem, og hvor afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol komplet ignoreres. [...] I både Det Hvide Hus og i NATOs hovedkvarter er der tillid til, at det vil lykkes at overtale Erdogan. [...] Alt for sikker bør man ikke føle sig. For de senere år har Erdogan omhyggeligt sørget for at balancere mellem Vesten og Rusland, og han er i dag ikke tættere på den ene side end på den anden. Han bygger bevidst sin politik på strategisk tvetydighed. Og det siger desværre ikke bare noget om Erdogan. Det siger mindst lige så meget om Vestens vigende styrke. For som det magtmenneske, Erdogan er, satser han altid på at holde sig venner med den stærkeste part. Hvis krigen i Ukraine ender med, at Putin får sin landkorridor og sine nye besiddelser i øst og efterlader et smadret Ukraine uden at skulle betale krigsskadeerstatning, ja, så vil Putin både i egne og i Erdogans øjne have gjort det igen. Have demonstreret, at Vesten er magtesløs, og Rusland stærkt."

I en kommentar i Weekendavisen skriver Jesper Vind, journalist, blandt andet: "Mens Sverige og Finland opgiver den militære neutralitet og søger ind i NATO på grund af Ruslands aggression, har Østrig tænkt sig at blive udenfor. ”Vi vil fortsat være neutrale” siger Østrigs udenrigsminister, Alexander Schallenberg, til den tyske kanal Deutschlandfunk. Han understreger, at man derfor ikke kan hjælpe Ukraine med våbenleverancer. ”Vi hjælper ikke med krigsmateriel, men hjælper i stor skala med humanitær hjælp,” siger han og tilføjer, at EU-stater som Irland og Malta heller ikke vil tilslutte sig NATO. Neutraliteten skyldes Østrigs historie og geografi i midten af Europa, hvor mange ikke føler sig truede af Putins Rusland, og dertil handler det meget om, at Østrig var en del af Nazityskland frem til 1945."

På Altinget kan man læse en kommentar af Jonas Parello-Plesner, direktør, Alliance of Democracies. Han skriver blandt andet: "Ruslands brutale invasionskrig i Ukraine skaber en afledt effekt på sikkerhedspolitikken i Europa. I disse uger er vi optagede af det ekstraordinære vendepunkt hos vores nordiske naboer, Finland og Sverige, som søger optagelse i forsvarsalliancen Nato. Det er særskilt historisk for Sverige, som selv i de meste hidsige perioder under Den Kolde Krig og før det, ellers har opretholdt sin hævdvundne neutralitetspolitik. Lige nu er fokus på Tyrkiet og dets leder Erdogan, som prøver at hive i håndbremsen på særligt Sveriges optagelse. [...] Hvis vi nu for argumentets skyld antager, at den tyrkiske knude bindes op ved flittigt amerikansk diplomati, så er her tre gode grunde til, at vi i Nato og i særdeleshed i Danmark skal være meget fornøjede over at få Sverige og Finland med ind i alliancen. [...] For det første styrker Finland og Sverige Nato sikkerhedsmæssigt. [...] For det andet styrker Finland og Sverige Nato som en demokratisk klub, som nordiske lande med solidt forankrede demokratier ligger begge lande helt i top, når det gælder internationale målinger. [...] For det tredje vil militært samarbejde styrkes og samles i Norden. Endelig kan nordisk/Nato og EU-samarbejde snart gå op i en højere enhed. Hidtil har det været lidt et militært kludetæppe i Norden, hvor neutralitet og varierende alliancemønstre har umuliggjort helt tæt samarbejde. Norge og Danmark er Nato-medlemmer. Sverige og Finland er indtil nu udelukkende medlemmer af EU's militære samarbejde. Danmark er udenfor EU's militære samarbejde, men hvor Norge faktisk deltager, selvom landet ikke er medlem af EU! Endelig har de nordiske lande Nordefco som fælles ramme for militært samarbejde, men som mere tjener som et blødt koordinationsforum. Så hvis Sverige og Finland indtræder i Nato, og Danmark stemmer ja 1. juni til at ophæve EU-forsvarsforbeholdet, er der pludselig en nordisk forsvarsdimension med nye muligheder for nordisk militær interoperabilitet og en fælles nordisk søjle både i Nato og EU."

I et debatindlæg på Altinget skriver Mogens Jensen, næstformand, MF (S), fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, blandt andet: "I mere end 70 år har dansk, islandsk og norsk sikkerhed været forankret i Nato. Sammen valgte vi i 1949 at indtræde i et fælles forsvarsforbund, det daværende Atlantpagten. Sverige og Finland valgte en anden vej. Derfor er det både historisk og enestående, at Finland og Sverige nu ligger årtiers sikkerhedspolitik bag sig og har ansøgt om optagelse i Nato. Det betyder, at Norden nu samler sig i Nato. Nato-udvidelsen er betydningsfuld, ikke bare for Danmark, men for hele Vesten. [...] Med Finland og Sverige vil Natos militære samarbejde og evne til afskrækkelse blive styrket. Det vil få stor betydning for opbygningen af en afskrækkelsesstyrke langs Natos østgrænse. Og det vil betyde, at Sverige og Finland kan tage aktiv del i overvågningen af luftrummet over Østersøen og Baltikum. At Sverige og Finland mere åbent kan deltage i styrkelsen af fronten ved de baltiske lande. [...] At se de nordiske lande samlet i Nato er et sikkerhedspolitisk nybrud, som var svært at forestille sig før 24. februar. Det er et spejl på de politiske realiteter, som Sverige og Finland ser i øjnene, når de aflægger det simple, men for freden tungtvejende løfte om, at et angreb på ét Nato-land betragtes som et angreb på alle."
B.T., s. 6; Weekendavisen, s. 11, 13; Jyllands-Posten, s. 10; Altinget (25.05.2022)

Russisk kornklemme sender minister på EU-mission
Ifølge Politiken eksporterer Ukraine omkring 60 millioner tons korn årligt, globalt set kun overgået af USA. I 2020 var landet verdens femtestørste eksportør af hvede, og derudover kommer 50 procent af al solsikkefrø og 15 procent af al majs fra Ukraine. Blandt andet er hele det afrikanske kontinent meget afhængig af ukrainsk hvede, som bliver brugt til at bage brød, forklarer Holger Bernt Hansen, professor emeritus i afrikastudier ved Københavns Universitet. "Manglen på det vil medføre en ganske alvorlig fødevarekrise og fødevaremangel mange steder i Afrika. Man lider i forvejen under klimaændringer - se bare på tørkekatastrofen undervejs i Østafrika. Derfor spiller fødevaremangel ekstra kraftigt ind, når det kommer oven i en allerede bestående krise," siger han. Ukraines primære måde at eksportere sine afgrøder på, er ved at fragte det på skibe via landets syv havne ved Sortehavet. Men Rusland har siden krigens start totalt blokeret området. ”Den russiske flåde kontrollerer adgangen til de ukrainske havnebyer ved Sortehavet. Det gør de ved flådetilstedeværelse og ved at have udlagt søminer," lyder det fra Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for militære studier ved Københavns Universitet. EU og USA har appelleret til, at Rusland stopper sin blokade ved de ukrainske havne, men er blevet ignoreret af den russiske regering. I sidste uge sagde den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, at landet i samråd med FN arbejder på at skabe en sikker vej for ukrainske skibe, der transporterer korn. Men Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier mener ikke, at Tyrkiet er den ideelle løsning. ”Det ville være endnu bedre, hvis man kan få nogle ikke-Nato-landes flådefartøjer til at påtage sig opgaven med at være eskorte. For eksempel er Egypten blevet nævnt. Det kunne også være kineserne, hvis de har lyst til at påtage sig opgaven. Men det tror jeg ikke, at de har lyst til," siger han. Flere internationale eksperter har advaret mod at lave en beskyttelseskorridor uden først at lave en aftale med Rusland. Det skyldes, at ingen ved, hvordan Rusland vil reagere. Ifølge Kristian Søby Kristensen kan de lande, der skal opretholde de sikre korridorer, risikere at komme i militær karambolage og dermed krig med Rusland.

Krigen i Ukraine har sat kornmarkedet i brand og pustet til gløderne under en global fødevarekrise, skriver Berlingske. I går deltog den danske fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn i et møde med EUs landbrugsministre for at finde en løsning på den russiske blokade. "Det er fuldstændig uacceptabelt, hvad russerne har gang i,” påpegede Rasmus Prehn og tilføjede: "Den almindelige tilgang til fødevarer i en krigssituation er, at man lader det passere. FNs holdning til kvægtransporter til Rusland er eksempelvis også, at det skal passere. Derfor skal budskabet til russerne være, at verden - især verdens fattigste - har brug for det korn, der kommer fra Ukraine." Ministeren forklarede, at Ukraine før krigen eksporterede fem millioner ton korn om måneden, men at EUs delegation i Ukraine nu vurderer, at der kun blev eksporteret 600.000 ton korn i april. Prehn erkender, at en appel til den russiske præsidents bløde side måske ikke rækker så langt, og derfor tog han også et forslag om alternative ruter for korneksporten med til Bruxelles. ”Det er via jernbane og lastbilkonvojer. Der må vi gøre alt, hvad vi kan for at ruste op på udstyr og bemanding og koordinere logistikken,” sagde han. Ifølge Ritzau handlede gårsdagens møde netop primært om at sende en masse lastbiler og jernbanevogne til Ukraine, der skal hjælpe landet med at eksportere eksempelvis korn og importere andre nødvendige varer trods krigen med Rusland. Men ifølge den ukrainske vicepremierminister er den slags tiltag ikke tilstrækkelige. "Hvis du regner på det, vil det tage os fem, seks, syv år at eksportere alle disse landbrugsudbytter ad disse ruter. Så lige nu er det ekstremt vigtigt for os at fjerne blokaden af havnene, og vi appellerer til vores partnere om at gøre dette," sagde ministeren mandag til BBC.
Berlingske, s. 1, 4; Politiken, s. 10 (25.05.2022)

Det digitale indre marked

"Det er vanvittigt": Centrale dele af regeringens nye lov om sociale medier ophæves om under to år
Det forventes at Danmark inden sommer får sin første og længe ventede lov om sociale medier. Men ifølge regeringen kommer vigtige dele af loven kun til at gælde i mindre end to år, skriver Altinget tirsdag. Flere af lovens centrale paragraffer vil nemlig blive ugyldige, når EU's retsakt for digitale tjenester, kaldet Digital Services Act, træder i kraft. Regeringen forventer, at EU-lovgivningen vil træde i kraft "primo 2024", men alligevel fastholder regeringen at indføre en national lovgivning i Danmark, som skal gælde til da. "Jeg synes ikke, det er en god plan. Det er ikke en god ide at indføre lovgivning, der skal tilrettes så kort tid efter. Det er vanvittigt. Det er symbolpolitik, fordi det er en del af regeringens linje at lave et opgør mod techgiganterne," siger Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) slår fast, at det er vigtigt for regeringen at indføre nationale retningslinjer nu i stedet for at afvente, at Digital Services Act træder i kraft. "Regeringen mener ikke, at et initiativ mod den omfattende og hurtige spredning af ulovligt indhold kan afvente, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (Digital Services Act - DSA) finder anvendelse," skriver Kollerup i et svar til Folketinget.
Altinget, tirsdag (25.05.2022)

PROSA: Snowden har lært os, at cloud skal bruges med omtanke
På Altinget kan man læse et debatindlæg af Niels Bertelsen, formand, PROSA. Han skriver blandt andet: "Cloud er en fantastisk teknologi. Tænk, at man kan nøjes med at leje tusindvis af computere i den korte periode, der er brug for dem. Det giver nogle nye muligheder, som vi tidligere kun turde drømme om. Samtidig kan det være en mere klimavenlig løsning end selv at have udstyret stående, da ressourcerne udnyttes bedre via cloud. Det bør derfor altid overvejes, om det er muligt at flytte sin databehandling til skyen. Vel og mærke når det gælder systemer, der ikke involverer behandling af persondata. For da vi i 2013 vågnede op til Snowdens afsløringer, fik vi et grelt indblik i, hvor stort misbruget af vores personlige data er. [...] At tage Snowdens afsløringer alvorligt, må siges at være rettidig omhu, og der bør tages højde for dem, når der udvikles løsninger, som indeholder persondata eller andre kritiske data. EU-Domstolen tog dem i hvert fald alvorligt i 2020, da den afsagde Schrems II-dommen. Datatilsynet er kommet med en vejledning baseret på den afgørelse. Der er nogle mindre undtagelser, men hovedbudskabet er klart: Det er dit ansvar at overholde loven, og du skal dokumentere, at loven er overholdt, hvis du laver en dataoverførsel. EU og USA prøver i øjeblikket at få strikket en standardaftale sammen, der kan bruges til at overføre persondata til skyen. Det har de gjort to gange tidligere, nemlig med Safe Harbour-aftalen (underkendt i 2015) og Privacy Shield-aftalen (underkendt i 2020). Så længe USA har en lovgivning, der giver deres efterretningstjenester ret til at kigge i alle data i USA, vil en ny standardaftale ganske givet også blive underkendt af EU-Domstolen. Så sidder nogen i dag og håber på at blive reddet af en ny standardaftale, så kommer den næppe heller til at holde. I stedet bør det nok bare erkendes, at det er slut med at bruge amerikansk ejede cloud-tjenester og datacentre."
Altinget (25.05.2022)

Finansielle anliggender

Euro fortsatte styrkelse efter Lagarde-tale
Efter at chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, mandag bekræftede snarligt stigende renter, forsatte euro tirsdag styrkelsen mod dollar. Ifølge Børsen meddelte Lagarde, at euroområdets indlånsrente på minus 0,50 pct. sandsynligvis vil blive løftet ud af negativt territorium ved udgangen af september. Hun insisterede tirsdag over for Bloomberg TV på, at ECB ikke er kommet bagud med renteforhøjelserne for at tøjle inflationen.
Børsen, s. 32 (25.05.2022)

Grundlæggende rettigheder

Ekspert: Stort læk afslører politistatsforhold i Xinjiang
I årevis har Kina afvist Vestens bekymringer om, at op mod en million uighurer er fængslet, men nu dokumenterer et nyt læk om massiv undertrykkelse. Sammen med 14 medier fra 11 lande har Politiken fået adgang til materialet, som har fået navnet Xinjiang Police Files. Det viser navne på 20.000 tilbageholdte, hvoraf flere er blevet frihedsberøvet og risikerer adskillige års fængsel. Beretningerne er "rystende læsning" siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). "De underbygger det billede, vi har af situationen i Xinjiang om meget alvorlige systematiske overgreb imod uighurerne," siger Kofod og fortsætter: "Jeg har presset på over for Kina for at sikre fri og uhindret adgang for FN's højkommissær for menneskerettigheder Bachelet, som besøger Kina i disse dage. Vi fra dansk side vil fortsætte presset på menneskerettighedsdagsordenen, og vi vil drøfte sagen i EU."
Politiken, s. 1 (25.05.2022)

Institutionelle anliggender

Kære regering, knus ikke lysten til at drive virksomhed i Europa
I et debatindlæg i Børsen skriver Pernille Weiss (K), medlem, Europa-Parlamentet, blandt andet: "At vi er mange, som er stærkt kritiske over for EU-Kommissionens direktivforslag om såkaldt ‘Corporate Sustainability Due Diligence' (CSDD), er ikke nyt. De ellers fornuftige afsnit om ens regler for rettidig omhu ødelægges nemlig af klokkeklar overtrædelse af nærhedsprincippet med forslag om overnational regulering af selskabsretten. Det er meldingen fra alle med forstand på den sag. Bortset fra den socialdemokratiske justitsminister, som til Folketingets Erhvervsog Europaudvalg har sendt et notat, der mere eller mindre siger, at man ikke ser noget problem. Det er mærkeligt. Danske regeringer - uanset farve - har ellers altid været vagtsomme over for Kommissionens forskellige forsøg på at tage magt fra medlemslandene og samle den i Bruxelles. Regeringens formuleringer til Kommissionens forslag er faktisk foruroligende positive, og ord i politik er, som vi ved, ikke ligegyldige. [... ] Til den del, der ikke handler om due diligence, skulle svaret prompte have været “Nej, den danske regering kan ikke støtte forslag til regulering af selskabsretten, som er ukrænkelig national kompetence”. Punktum. Hertil og ikke længere. Men regeringen åbner en kattelem, og af den handling risikerer dansk suverænitet over selskabsretten at blive skåret i stykker. Der står nemlig også i notatet, at man nærmere vil undersøge, hvordan den foreslåede regulering vil påvirke den danske model for selskabsledelse. Jøsses. Det er jo indirekte at stille sig tættere på Kommissionens side end på nationalstaten og med den på erhvervs- og arbejdsmarkedets side i en sag, som truer med at smadre lysten til at drive virksomhed i EU."
Børsen, s. 39 (25.05.2022)

Vi må ikke ofre retsstaten for hurtige fiks
Information skriver blandt andet i sin leder: "I disse dage kan vi overvære, hvordan den store aftale fra 2021 om en global mindsteskat for multinationale koncerner på 15 procent nu er under pres og bruges som politisk løftestang. [...] I april nedlagde Polen nemlig veto mod aftalen, hvor de 27 EU-lande i fællesskab ellers skulle udgøre det første fundament for de i alt 137 lande i aftalen. Tirsdag i denne uge blev mindsteskatten helt fjernet fra dagsordenen til EU's finansministermøde. [...] Midt i maj indgik EU-Kommissionen en aftale med Polen om en række milesten, der både er rettet mod økonomiske reformer og mod justitsapparatet, herunder det såkaldte disciplinærkammer for dommere, som skaber en direkte udemokratisk politisk styring af retsapparatet. [...] Den øgede polske selvtillid skal selvsagt ses i lyset af, at frontlandet Polen siden Ruslands overfald på Ukraine har fået en helt ny moralsk pondus og strategisk betydning i både EU og NATO. Hvor Tyskland og Frankrig har tøvet, er Polen gået forrest i kampen for Ukraine både finansielt og militært. Og først og fremmest har landet uden at pibe optaget 3,5 millioner ukrainske flygtninge. I det lys ser det ikke kønt ud, når Berlin og Bruxelles moraliserer mod polakkernes justitssystem, mens polakkerne faktisk hjælper det demokratiske Ukraine. Det billede må EU bare leve med. For den fantastiske polske hjælp kan ikke sættes op mod et uafhængigt justitsvæsen, en fungerende retsstat og en fri presse - og da slet ikke i et rent regelbaseret fællesskab som EU. Det gælder også i krigstider. [...] Derfor må vi også tænke vores principper til ende i EU. Her kan vi passende se på det Ruslandvenlige Ungarn, som EU-Kommissionen - i modsætning til Polen - har aktiveret sin retsstatsmekanisme mod."
Information, s. 20 (25.05.2022)

Interne anliggender

Brian Mikkelsen: Erhvervslivet er bedre tjent uden forsvarsforbeholdet
I et debatindlæg på Altinget skriver Brian Mikkelsen, adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, blandt andet: "1. juni skal vi stemme om en mulig afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Som det så tit er tilfældet med afstemninger, der vedrører EU, så er debatten lige nu præget af følelser. Altså ikke sjældent kogt ned til en simpel diskussion om, hvorvidt ”man ønsker mere eller mindre EU”. Det er selvfølgelig helt i orden. Vi lever i et demokrati, og såvel følelsesmæssige som identitetspolitiske forhold er en integreret del af enhver demokratisk debat. [...] For mit ærinde er erhvervslivets, og i Dansk Erhverv anbefaler vi klart et ja. Det gør vi, fordi et ”ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet er det bedste udfald for dansk erhvervsliv og Danmark. [...] Ved at få afskaffet forsvarsforbeholdet vil dansk erhvervsliv kunne bidrage til, at de teknologiske prioriteter i Den Europæiske Forsvarsfond vil blive styrket. Fra dansk side vil man få mulighed for at hjælpe med at identificere fælles EU-projekter for udvikling af forsvarsmateriel. Herigennem kan man bedre understøtte forsvarssamarbejdet indenfor eksempel cybersikkerhed og drone- og robotteknologi. [...] Hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, så vil Danmark i højere grad kunne bidrage til og præge fælles EU-projekter til gavn for vækst, velstand og sikkerhed. Det vil så absolut være det bedste for dansk erhvervsliv, Danmark og Europa."
Altinget, tirsdag (25.05.2022)

Cepos: Nyt medieforlig tilgodeser endnu en gang DR
I en kronik i Altinget skriver Otto Brøns-Petersen, analysechef, Cepos, blandt andet: "Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten fylder mest i mediebilledet. Staten ejer de to store tv-selskaber og dominerer radiomediet. Langt størstedelen af mediestøtten går til Danmarks Radio - selv når man inkluderer den indirekte støtte til dagbladene via nulmomsen. [...] I den årlige europæiske undersøgelse af pluralismen i medierne, finansieret af EU, slår Danmark mest negativt ud, når det gælder koncentrationen af ejerskabet i medierne. Forklaringen er statens rolle. Desværre var pluralismen ikke i fokus i aftalen. [...] Med medieaftalen indføres en særligt skat på private streamingtjenester. Man kan spørge sig selv, hvor meget staten egentlig har at gøre på medieområdet. Om vi ikke burde tage pressens rolle som modvægt til de politiske myndigheder mere alvorligt. Men det er i det mindste nødvendigt at gøre op med en politik, hvor bevillingerne ydes til institutioner (primært statens egne) efter meget løse kriterier om ”public service” frem for til klart formulerede formål. Hvis formålet er at levere public service, bør alle, der lever op til kriterierne, kunne modtage støtte - noget vi kun kender inden for den, i forhold til DR's budget, meget beskedne public service-pulje. Hvis DR skal have en særstatus, bør institutionen også løse bestemte opgaver. [...] Der er brug for en grundlæggende diskussion om, hvad vi skal med institutionen. Og den politiske debat bør handle om mere end at sende flere penge. De partier, som ikke er med i medieaftalen, bør formulere og gennemføre en helt ny mediepolitik, når flertallet skifter."
Altinget, tirsdag (25.05.2022)

Klima

Danmark til kamp mod EU-forslag: "Det er en rigtig dårlig idé"
I sidste uge fordelte EU-Kommissionen regningen for den store omlægning af EU's energiforsyning, der skal gøre EU uafhængig af russisk gas, som blev præsenteret under navnet REPowerEU og nu lyder det fra finansminister Nicolai Wammen, at planen er rigtig god, men regningen betales forkert, skriver Jyllands-Posten. Idéen går ud på at rejse 20 mia. euro til den grønne omstilling ved at sælge flere kvoter, som virksomheder køber for at kunne udlede CO2, men ifølge Wammen vil det underminere klimaindsatsen. Kritikken fremlagde han på et møde blandt EU's finansministre: "Det her kan få det modsatte resultat af det, vi gerne vil, nemlig en negativ effekt på vores klimaindsats på et tidspunkt, hvor vi skal omstille os væk fra russisk energi," siger Nicolai Wammen, og tilføjer: "Det er en klar melding fra Danmarks side, at vi synes, det ikke er en god vej at gå. Kommissionen må gå i tænkeboks og komme med et nyt forslag. " Raphael Hanoteaux, seniorrådgiver, Tænketanken E3GI, mener, at det at sælge yderligere kvoter til udledning som middel til at finansiere REPowerEU skaber en farlig praksis, der risikerer at bringe EU's klimamål i fare. "Med den ene hånd sætter REPowerEU fart på den europæiske grønne pagt, men med den anden hånd svigter den opgaven med at spolere vores fossile vaner. Denne inkonsistens sender EU ud i en mere rodet og mere dyr omstilling end nødvendigt," skriver Hanoteaux i en mail. I sidste uge afviste EU's klimakommissær, Frans Timmermans, dog kritikken. "Vi er overbeviste om, at dette på ingen måde vil hæmme os i at nå vores 2030mål om at reducere udledningen med 55 pct. På ingen måde," lød det fra Timmermans.
Jyllands-Posten, s. 11 (25.05.2022)

Landbrug

Danmark lider nyt nederlag i forsøg på at ændre omstridte EU-regler: Dyrlæger vil gribe til civil ulydighed
Ifølge Altinget tirsdag er det tredje gang, at Danmark nu har stødt panden mod muren i forsøget på at få ændret et sæt EU-regler, der forpligter dyrlæger til at bruge antibiotika efter indlægssedlen. Det lykkedes dermed heller ikke at få et dansk ændringsforslag til reglerne vedtaget i Europa-Parlamentet, skriver Altinget tirsdag.
Altinget, tirsdag (25.05.2022)

Migration

Antallet af flygtninge på Middelhavet stiger igen
FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har netop meddelt, at flygtninge og internt fordrevne nu udgør én procent af verdens befolkning. Krigen i Ukraine for første gang har fået antallet af mennesker på flugt til at overstige 100 millioner. Ifølge Kristeligt Dagblad har EU-landene siden det store antal flygtninge, der kom til Europa i 2015 og 2016 fra særligt Syrien, formået at begrænse tilstrømningen af bådflygtninge gennem aftaler med Tyrkiet og landene langs Middelhavets sydlige bred, navnlig Libyen. EU's grænseagentur, Frontex, er dog blevet beskyldt for at medvirke til illegale pushbacks, hvor asylansøgere skubbes tilbage over EU's ydre grænser i strid med international ret. Matteo de Bellis, som er researcher i Amnesty International i Italien, mener, at kerneprincippet om non refoulement - altså at man ikke må afvise flygtninge uden først at behandle deres sag - helt åbenlyst undergraves, selv om EU-landene ikke vil indrømme det direkte. ”Det har lande som Danmark, der ikke har ydre grænser, et medansvar for, fordi de har lagt hårdt politisk pres på landene ved EU's ydre grænser. Det er en klar overtrædelse af menneskerettigheds- og flygtningekonventionerne, som bliver ved med at ske, fordi EU-landene er enige om målsætningen om at begrænse antallet af spontane asylansøgere,” siger Matteo de Bellis.
Kristeligt Dagblad, s. 13 (25.05.2022)

En verden på flugt
Politiken skriver blandt andet i sin leder i dag: "Mandag passerede verden en dyster milepæl. FN's flygtningeorganisation, UNHCR, erklærede, at der for første gang nogensinde er mere end 100 millioner mennesker på flugt. Det er mere end 1 procent af verdens samlede befolkning. Var flygtningene et land, ville det være det befolkningsmæssigt største i EU overhovedet. [...] Geneve-konventionen er mere end trekvart århundrede gammel, skrevet i en helt anden tid. Krige i dag er ofte interne konflikter uden nogen klar slutdato, der er klimaflygtninge og mennesker på flugt fra religiøs fanatisme. Hvorfor ikke forsøge at opdatere konventionen til nutiden, skabe bedre og mere solidariske rammer for flygtninge? Konventionen er ikke mejslet i sten, den kan og bør følge med tiden. Eller arbejde for et mere forpligtende internationalt system til fordeling af kvoteflygtninge? Kæmpe for fælleseuropæisk flygtningemodtagelse ved EU's ydre grænser? Eller noget tredje. [... ] Danmark og Europa kan og skal ikke huse alle verdens flygtninge. Men vi kan gøre mere. Meget mere faktisk. Både for dem, der er på flugt, og for at forhindre, at flere følger i deres desperate fodspor."
Politiken, s. 1 (25.05.2022)

Når der skal stemmes, føler jeg mig ikke som medborger
I et debatindlæg i Politiken skriver Rahima Abdullah, landsforperson for Dfunk - Dansk Flygtningehjælp Ungdom, højskolelev, blandt andet: "Lige om lidt skal der stemmes om afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold i EU. Det snakker vi ret meget om på Krogerup højskole, hvor jeg går lige nu. For nyligt blev der sagt til morgensamlingen, at eleverne samlet skal køres ned til stemmeboksen på fredag for at brevstemme. Måske sad der en enkelt til denne morgensamling og tænkte ”Skal jeg stemme denne gang, eller skal jeg lade være?”. Men jeg tænkte ”Hvorfor må jeg ikke stemme?” [...] Jeg kan ikke stemme, for jeg har ikke statsborgerskab og dermed ikke stemmeret. Det er ikke fordi, at jeg ikke er integreret nok i samfundet, men fordi uddannelse desværre er en ligegyldig værdi, når der skal vurderes, om man skal have permanent opholdstilladelse eller ej. [...] Jeg vil gerne spørge den nye integrationsminister, Kaare Dybvad: Hvordan kan vi føle os som en del af samfundet, når vi ikke har ret til at være med til at forme den? Kan man være en del af et fællesskab, når man bliver behandlet som om, ens holdninger er ligegyldige? Har vi alle med, når det kommer til stykket?"
Politiken, s. 7 (25.05.2022)

Stort opgør om Rwanda-asylaftale
Ifølge premierminister Boris Johnson har mindst 50 asylansøgere, der er kommet til Storbritannien via en ”farlig, unødvendig og illegal” rute, fået besked om, at de inden for to uger efter ankomst vil blive fløjet til Rwanda. Weekendavisen skriver, at asylansøgerne ifølge en aftale, den britiske regering har indgået med Rwandas regering, vil få deres asylansøgning behandlet af de rwandiske myndigheder. Juristen Stuart Luke fra advokatfirmaet InstaLaw argumenterer på vegne af to mandlige asylansøgere for, at den britiske regering slet ikke havde ret til at indgå en international aftale med Rwanda, fordi det britiske parlament hverken har haft mulighed for at debattere eller stemme om aftalen. Han mener, at den nye britiske lov er i strid med international ret. ”Ifølge flygtningekonventionen har en asylansøger, som ankommer til et land, ret til at få sin asylansøgning behandlet i dét land,” siger han og hævder samtidig, at hans klienters menneskerettigheder risikerer at blive krænket, fordi Rwanda ikke er et ”sikkert” land og desuden ikke har kapacitet til at håndtere så mange asylansøgere. Efter hans opfattelse kan det være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I en kommentar skriver Tim Whyte, som er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, blandt andet: "Det lyder næsten som en humanitær redningsaktion båret af ren næstekærlighed, når regeringen udtaler sig om dens langtrukne planer om at åbne et modtagecenter for asylansøgere i det centralafrikanske land Rwanda. ”Det nuværende internationale asylsystem er umenneskeligt, uretfærdigt og uholdbart. Vi vil have et system, der bekæmper, at kyniske menneskesmuglere tjener formuer, mens børn, kvinder og mænd i tusindvis udsættes for overgreb langs migrationsruterne eller drukner i Middelhavet,” lyder det eksempelvis fra udenrigsminister Jeppe Kofod. Fakta er imidlertid, at et dansk modtagecenter uden for Europa ikke på nogen måde vil påvirke menneskesmuglingen hen over Middelhavet. Mennesker ramt af krig, undertrykkelse og/eller fattigdom vil fortsat være motiverede til at søge et bedre liv i Europa, og hvis de ikke kan søge om beskyttelse i Danmark, vælger de et andet europæisk land, blandt andre Tyskland og Sverige. [...] Når der ikke kommer asylansøgere til Danmark, er der heller ingen, der skal sendes videre til Rwanda. Ergo kommer vi til at betale regimet i Rwanda millioner af kroner for tomme værelser, der først og fremmest er til for at have en afskrækkende effekt. Men de reelle omkostninger af den nye kurs er meget mere omfattende - og betalt af andre lande."
Weekendavisen, s. 10; Berlingske, s. 31 (25.05.2022)

Sikkerhedspolitik

Den nye de Gaulle skaber uro om Nato
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Søren Espersen, MF (DF), udenrigsordfører, som blandt andet skriver: "Danskerne har god grund til at være bekymret for den franske præsident. For hvad er hans planer for Nato - og for en eventuel kommende EU-hær? [...] For kort tid siden kom så endnu en besked fra Macron; denne gang om, at Frankrig givet agter at udmelde sig af Natos militære dimension. [...] Meldingen fra Macron er jo vildt dramatisk for alle, men specielt interessant herhjemme, hvor vi danskere afventer en afstemning om forsvarsforbeholdet. Og i disse drøftelser står det for ja-siden som noget helt afgørende, at EU's forsvarssamarbejde skal foregå inden for Natos rammer - altså som en del af eller loyalt supplement til Nato. [...] Én ting er dog sikker - nemlig at vi med en afskaffelse af forsvarsforbeholdet går ind i en EU-militær overbygning med Frankrig som førende, og at ingen af Danmarks tre væsentlige militære samarbejdspartnere igennem årtier, USA, UK og Norge, er med i denne overbygning. For USA og UK's vedkommende har Danmark ved internationale missioner været en dygtig, loyal og velkendt partner - og for Norges vedkommende i territorialforsvaret. Jublende glæde herfra i øvrigt ved meddelelsen om, at to andre nordiske lande Sverige og Finland kommer med i Nato.Én ting er dog sikker nemlig at vi med en afskaffelse af forsvarsforbeholdet går ind i en EU-militær overbygning med Frankrig som førende, og at ingen af Danmarks tre væsentlige militære samarbejdspartnere igennem årtier, USA, UK og Norge, er med i denne overbygning. For USA og UK's vedkommende har Danmark ved internationale missioner været en dygtig, loyal og velkendt partner - og for Norges vedkommende i territorialforsvaret. Jublende glæde herfra i øvrigt ved meddelelsen om, at to andre nordiske lande Sverige og Finland kommer med i Nato."
Jyllands-Posten, s. 26 (25.05.2022)

Putins plan i Ukraine er slået fejl. Men putinismen er ikke død endnu
Kristeligt Dagblad bringer en analyse af Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group, som blandt andet skriver: "Er Vladimir Putin ved at tabe? Det er en mulighed. De bedst underbyggede aktuelle militære scenarier i øjeblikket tilsiger, at krigen går Ukraines vej. Det er blot ikke det samme som, at Ukraine sejrer - en langvarig opslidningskrig er i det tilfælde mere sandsynligt end et russisk kollaps. Præsident Putins system kan ikke trække sig fra krigen. [...] Vi skal støtte Ukraine. Ja. Men det er ikke et mål eller en strategi. Vi vidste fra start, at vi ikke ville have soldater i Ukraine, at vi ikke vil lukke Ukraine ind i Nato, ligesom der ikke er politisk vilje til at fasttracke Ukraine ind i EU. Og når vi ikke vil det, der virker, så etablerer vi alle mulige andre ressourcer. Uden en plan for, hvor vi vil have, at det skal stoppe. Og dermed heller ikke en plan for, hvordan vores ressourcer skal bruges - blot at de skal tilvejebringes og sendes af sted. Der er brug for et vestligt lederskab. Vi har haft tre måneder. Tiden er inde til at tænke sig om og lade kløgt træde i det sted, hvor panik satte ind efter den 24. februar!"
Kristeligt Dagblad, s. 1 (25.05.2022)

Sundhed

Eksperterne er ikke bekymrede: Abekopper bliver næppe den næste pandemi
Der er konstateret omkring 100 tilfælde af abekopper i Europa, men sygdommen er mild og smitter så vidt vides kun ved nær kontakt, og derfor er eksperter ikke nervøse for en ny pandemi, skriver Information og Politiken. Professor i epidemiologi på Roskilde Universitet, Lone Simonsen, mener dog at det skal tages alvorligt og i en pressemeddelelse lød det fra EU's sundhedskommissær, Stella Kyriakides, at hun er "bekymret" for det stigende antal af tilfælde i EU, skriver Information. Tirsdag sagde Bolette Søborg, overlæge og enhedschef i Sundhedsstyrelsen, at nære kontakter til smittede vil blive tilbudt en vaccine. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil onsdag orientere Sundhedsudvalget om sygdommen.
Information, s. 5-7; Politiken, s. 4 (25.05.2022)

Udenrigspolitik

Afhopper: Jeg må nok bekymre mig for min sikkerhed nu
Boris Bondarev, en af Putins diplomater, vender sig mod chefens 'aggressive krig' i Ukraine og mandag lagde han en opsigelse til den russiske FN-mission i Geneve ud på nettet. Det skriver Politiken. "Den aggressive krig, som er udløst af Putin mod Ukraine og faktisk mod hele den vestlige verden, er ikke kun en forbrydelse mod det ukrainske folk, men måske også den mest alvorlige forbrydelse mod befolkningen i Rusland," skriver Bondarev. Han giver også hug til sin øverste chef, udenrigsminister Sergej Lavrov: "Jeg er ked af at indrømme, at niveauet af løgne og uprofessionalisme i udenrigsministeriets arbejde i alle disse 20 år har været støt stigende I de seneste år er dette simpelthen blevet katastrofalt. I stedet for upartisk information, upartisk analyse og nøgterne prognoser leveres propagandaklicheer a la ånden i de sovjetiske aviser fra 1930'erne. Minister Lavrov har på 18 år udviklet sig fra en professionel og uddannet intellektuel, som mange af mine kolleger havde så stor agtelse for, til en person, der konstant udsender modstridende udtalelser og truer verden (det vil sige også Rusland) med atomvåben!," skriver han. Hverken Kreml eller udenrigsministeriet - eller Ruslands FN-mission i Geneve - har kommenteret på opsigelsen og Boris Bondarev. Hillel Neuer, direktør for UN Watch, opfordrer USA, Storbritannien og EU til at "etablere et program, der tilskynder flere russiske diplomater til at følge efter og hoppe af ved at tilbyde beskyttelse, økonomisk sikkerhed og genhusning for diplomater og deres familier."
Politiken, s. 10 (25.05.2022)

Dyrere dråber
Biden-administrationen er ikke tilhænger af det importforbud i EU mod russisk olie, som EU-Kommissionen kæmper for at få vedtaget, skriver Weekendavisen. Ifølge den amerikanske finansminister, Janet Yellen, kan en olieembargo mod Rusland få olieprisen til at stige kraftigt og bidrage yderligere til inflationen samt øge Ruslands olieindtægter fra et mindre salg. Amerikanerne vil hellere se, at EU lægger et loft eller en afgift på russisk olie, som kan fjerne en stor del af fortjenesten for Putin, da det samtidig vil tvinge prisen nedad på specifikt russisk olie. Men der er indtil videre ingen tegn på, at EU-Kommissionen lytter, selvom tænketanken Bruegel i Bruxelles er kommet frem til den samme konklusion som Washington.
Weekendavisen, s. 11 (25.05.2022)

Edmund Joensen: Uoplyst og forkert at kalde færøske sanktioner mod Rusland "fodslæbende"
Altinget bringer et debatindlæg af Edmund Joensen, MF (Sambandsflokkurin). Han skriver blandt andet: "Færøerne har på det sidste været udsat for kritik fra adskillige parter om vores manglende sanktioner imod Rusland. Denne kritik har for det meste været uoplyst og forkert. [...] Samme dag som Rusland invaderede Ukraine meldte den færøske lagmand ud, at Færøerne vil følge Vesten og EU's linje, hvad angår sanktioner mod Rusland. Og Færøerne har siden handlet i overensstemmelse med EU-sanktionerne. Utvivlsomt har Karsten Hønge, som desuden er færøordfører for SF, misforstået situationen, fordi Færøerne har ikke haft nogen eksport til Rusland, siden Swift-sanktionerne blev indført. [...] Inden invasionen udgjorde eksport til Rusland cirka 25 procent af Færøernes samlede eksport. I dag er den på nul procent. Det har derfor utvivlsomt ramt Færøerne hårdt. Men det er det rigtige at gøre - og derfor gør vi det. Derfor har jeg svært ved at forstå kritikken fra eksempelvis Karsten Hønge, folketingsmedlem for SF, da han i Altinget kalder den færøske reaktion på den russiske invasion for "pinlig" og "fodslæbende". Utvivlsomt har Karsten Hønge, som desuden er færøordfører for SF, misforstået situationen, fordi Færøerne har ikke haft nogen eksport til Rusland, siden Swift-sanktionerne blev indført. [...] På intet tidspunkt har der været tale om et absolut forbud mod eksport til Rusland fra EU's side. Det ville derfor måske være interessant at undersøge, hvor stor Danmarks eksport til Rusland har været, siden de første sanktioner trådte i kraft, inden man kalder Færøernes Landsstyre for "fodslæbende". Det er min klare holdning, og jeg har sagt det adskillige gange, at Færøerne har brug for bedre adgang og bedre handelsvilkår til det europæiske marked. Jeg er enig med Karsten Hønge i, at færinger skal henvende sig til Danmark og EU om bedre handelsaftaler, men EU står ikke med åbne arme og byder os velkommen, desværre. Jeg håber, at ovennævnte opklarer de misforståelser, der er opstået omkring Færøerne og EU-sanktioner, men for en god ordens skyld gentager jeg: Færøerne har hele tiden været på linje med EU-sanktionerne."
Altinget (25.05.2022)

Et dyrt bekendtskab
På kort tid er spørgsmålet om hvor olien skal komme fra blevet et af de vigtigste, som vestlige ledere skal finde et svar på, efter at den russiske præsident i slutningen af februar invaderede Ukraine. Rusland står for knap 40 procent af EUs olieimport, men nu ønsker EU-Kommissionen at frigøre sig helt fra russiske forsyninger, skriver Weekendavisen. Der skal derfor findes nye leverandører, der kan levere de 2,3 millioner tønder, som EU sidste år importerede dagligt fra Rusland. I Mellemøsten kan man finde fem ud af verdens ti mest olieproducerende lande, og de står tilsammen for næsten en tredjedel af den globale olieproduktion. Saudi-Arabien er den største producent i Mellemøsten og nummer to i verden efter USA. Den amerikanske præsident, Joe Biden, lagde i marts op til et telefonmøde med kronprins Mohammed bin Salman, Saudi-Arabiens de facto-leder. Dette skete i håb om at kunne skaffe nye forsyninger og få stabiliseret prisen på olie, men kronprinsen afviste at tale med Biden. Ifølge Hossein Askari, der er en af verdens førende olieeksperter, skete afvisningen ikke fordi kronprinsen ikke kunne hjælpe - men fordi han ikke ville. "Jeg vil mene, at Saudi-Arabien ret hurtigt ville kunne producere mellem en og to millioner tønder olie mere per dag og endda på sigt kunne øge produktionen endnu mere," siger Hossein Askari, som er professor emeritus ved George Washington University og har forsket i oliens økonomiske og politiske indflydelse i Mellemøsten i flere årtier. "For mig, der har rådgivet en tidligere saudisk finansminister, var det et chok, at han vovede at sige nej til en amerikansk præsident på den måde," lyder det fra professoren. Som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine har USA stoppet al import af russisk olie, der i modsætning til i EU kun udgør en meget lille del af det amerikanske olieforbrug. Usikkerheden på markedet har dog drevet priserne i vejret, og det var netop derfor, Biden håbede på kronprinsens hjælp til at dæmpe prisstigningerne. Forholdet mellem USA og Saudi-Arabien har været anspændt siden Mohammed bin Salman overtog titlen som kronprins fra sin fætter i 2017, påpeger Askari. Salman gik i krig i Yemen, og det har udviklet sig til en af verdens største humanitære katastrofer. Han er desuden blevet afsløret i at have beordret drabet på den saudiske journalist og regimekritiker Jamal Khashoggi i oktober 2018 på den saudiske ambassade i Istanbul. Mens Vesten de seneste år har haft travlt med at kritisere kronprinsen, har han arbejdet på at styrke landets forhold til Kina og Rusland. Det er blandt andet i det lys, at man skal se hans afvisning af Biden.
Weekendavisen, s. 8 (25.05.2022)

Postsovjetisk stresssyndrom
Ifølge Weekendavisen er det svært ikke at overvurdere den betydning, som krigen i Ukraine allerede har haft for hele Europa. EU ser nu entydigt Rusland som en ærkefjende, Tyskland vil opruste så meget, at landet måske igen kan blive en af verdens største militærmagter og Sverige og Finland er ved at blive NATO-medlemmer. Derudover er der millioner af ukrainske flygtninge, risikoen for en storkrig mod Rusland, tårnhøje benzinpriser, voldsom inflation samt mange andre konsekvenser, som bliver beskrevet i den vestlige presse. Et land, som er blevet påvirket langt mere end de vestlige lande, er Belarus. "For første gang i historien er Belarus blevet et aggressorland," siger den tidligere belarusiske diplomat Valeryj Kavaleuski, der i dag er en del af holdet omkring oppositionslederen og den tidligere præsidentkandidat Svetlana Tikhanovskaja. I 2014 havde Rusland ikke mulighed for at angribe Ukraine fra Belarus, fordi den mangeårige belarusiske diktator Aleksandr Lukasjenko undlod at støtte Putins annektering af Krim. Men efter revolutionen mod Lukasjenko i august 2020 som mislykkedes, er han blevet langt mere afhængig af Kremls velvilje. "Lukasjenko har forrådt både Ukraine og Belarus. Denne krig ville se helt anderledes ud, hvis ikke russiske styrker kunne bruge Belarus til at gå efter Kyiv, deres oprindelige hovedmål," lyder det fra Valeryj Kavaleuski, som forklarer, at udfaldet af krigen i Ukraine er utrolig vigtigt for Belarus. "At ukrainerne kan forsvare sig selv og bevare et åbent, frit og demokratisk Ukraine, er en forudsætning for, at vi belarusere på et tidspunkt kan skabe et åbent, frit og demokratisk Belarus. Omvendt er det svært at forestille sig en positiv udvikling i Belarus, hvis Putin ender med at kontrollere Ukraine, som han allerede kontrollerer Belarus gennem Lukasjenko," siger han.
Weekendavisen, s. 13 (25.05.2022)