EU i dagens aviser tirsdag den 11. juni 2024

Tophistorier

EU-toppen må lære at lytte til populisterne
Flere aviser skriver i sin leder om valgresultatet til Europa-Parlamentet. Berlingske skriver blandt andet i sin leder: "Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mente for få dage siden, at en ekstrem højrekoalition af "populister, ekstremister og demagoger" truede med at "få vores Europa til at bryde sammen". Så galt gik det ikke. Da stemmerne til weekendens EU-valg var talt op, var der stadig et flertal i Europa-Parlamentet bestående af de tre store politiske familier, som har domineret europæisk politik i årtier: socialdemokraterne i SD-gruppen, de liberale i Renew og de konservative i EPP. [...] Det bliver afgørende, hvordan mange af de nyvalgte højrepartier organiserer sig i Europa-Parlamentet. Der er i forvejen to højrenationale grupper i parlamentet - ID-gruppen, hvor Dansk Folkeparti er, og ECR, hvor man blandt andre finder Giorgia Melonis italienske partifæller. Går flere af de partier, som i dag står uden for blokkene, sammen med enten ID eller ECR, kan vi nærme os et rent højreorienteret flertal fra EPP og længere ud mod højre i Europa-Parlamentet. Det vil være et svært flertal at arbejde med, da der er dybe uenigheder mellem partierne, men de fleste er dog enige om én holdning, som er aldeles legitim: At der er brug for at få bedre styr på indvandringen til Europa. Højrepopulisterne er generelt også kritiske over for den grønne omstilling, og også her er der god ræson i at lytte. Vi skal sikre, at klimaomstillingen sker uden at smadre europæisk økonomi. Det vil være en fejl, hvis Ursula von der Leyen og andre ledere fra EPP-gruppen på forhånd binder sig til at holde alle højrenationale kræfter uden for indflydelse. [...] Derfor må reaktionen på europaparlamentsvalget ikke bestå af ren alarmisme. EU-toppen skal tyde valgresultatet rigtigt og også lære at lytte til populisterne."

Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: "Dyrt bureaukrati, uregulerede flygtningestrømme og virkelighedsfjerne detailbeslutninger. Det er nogenlunde de højreorienterede EU-kritikeres kritik af systemet i Bruxelles ved hvert valg. Men i et repræsentativt demokrati er der heldigvis råd for utilfredsheden. Denne gang stemte europæerne i stor stil på det kritiske højre. Det er et sundhedstegn, der viser, at kritikken af systemet ikke er en systemfejl. Europa-Parlamentet har ikke mistet forbindelsen til sine vælgere. Tværtimod viser det klare politiske signal fra borgerne i blandt andet Frankrig, Tyskland, Østrig, Holland og Italien, at det er dem, der bestemmer, hvilken vej det europæiske samarbejde skal bevæge sig. Der er fortsat et flertal i parlamentet til det, vi kan kalde den stabile midte. Men Ursula von der Leyen - eller hvem der får taktstokken - bør dyrke samarbejdet med de nyvalgte kritikere og kommer nok heller ikke uden om det. Det kan man ærgre sig over, hvis man hører til dem, som håbede på højere tempo i den grønne omstilling. Men man kan også glæde sig over udsigten til forhåbentlig mere legitime beslutninger, der ikke tillader parlamentet at glide alt for langt fra folkestemningen. [...] Den største vælgerstraf i Danmark ramte Socialdemokratiet, som fik det dårligste valg nogensinde. Det minder om Helle Thorning-Schmidts værste kriseår, da hun blev oplevet som virkelighedsfjern EU-politiker, fløjtende ligeglad med den danske folkestemning. Ironisk nok er hendes daværende modstander, Mette Frederiksen, nu endt præcis der. Når politiske ledere ikke vil lytte, må de tvinges til forandring ved en valghandling. Det så vi både i Danmark og i Europa. Det er essensen af et stærkt demokrati og bør vække mere begejstring end bekymring."

Børsen skriver blandt andet i sin leder: "Det var skam dramatisk nok. Herhjemme fik Socialdemokratiet det dårligste valg i mere end 100 år og byttede plads med Venstre i rollen som regeringens mest sårede parti. I EU vandt den yderste højrefløj terræn, ikke mindst i Frankrig, Tyskland og Italien. [...] Forude venter desuden et større drama om Europa-Parlamentets godkendelse af kommissionsformanden. Ursula von der Leyen sikrede sig kun et meget snævert flertal sidste gang - og koalitionen bag hendes genudnævnelse vil være snævrere denne gang. Det kan blive meget vigtigt for EU's politiske retning, om hun går til højre mod den italienske premierminister Melonis nationalister - eller mod parlamentets decimerede grønne gruppe for at sikre sig tilstrækkelig opbakning. Spillet om topposterne i EU vil blive præget af, at regeringerne bag den fransk-tyske “motor” i samarbejdet nok aldrig har været svagere samlet set. Den tilstand forstærkes ekstremt, hvis Marine Le Pen om få uger tiltræder som regeringschef i Frankrig. Der venter et skæbneopgør om Europas fremtid i den forlængede spilletid efter EP-valget. Det gør man klogt i at følge tæt og tage stilling til - også som dansk europæer: EU har brug for mere handlekraft, mens tidens politiske tendenser trækker i retning af mindre. Undervurder ikke, hvad der er på spil. Selvom Trump-øjeblikket udeblev."

Information skriver blandt andet i sin leder: "Det hårde højre hentede en række spektakulære sejre ved valget til Europa-Parlamentet. Men de videnskabelige, klimatiske og miljømæssige fakta har ikke ændret sig over natten. Og det samme gælder flertallet i Europa-Parlamentet, som fortsat afhænger af en alliance mellem de styrkede borgerlige i EPP, socialdemokraterne i S&D og de vingeskudte liberale i Renew. Det er også denne gruppe af parlamentarikere, som vil være ansvarlige for, hvorvidt EU skal fortsætte sin grønne politiske linje fra den første del af den forgangne valgperiode - eller forfalde til såkaldt grøn realisme, hvor miljø og klima bliver ofret. Man kan håbe det første og frygte det sidste. [...] Hvordan von der Leyen forvalter det ansvar, hvis hun bliver genudpeget, vil være afgørende for EU's grønne fremtid. Allierer von der Leyen sig med de grønne, der fik et skuffende resultat og kan tænkes at være villige til at indgå i et samarbejde for at få mere politisk indflydelse, risikerer det at skubbe nogle af hendes egne borgerlige venner væk, fordi de netop gik til valg på en antigrøn agenda. For de grønne vil stille krav. [...] Trods et skrumpet flertal til de tre partigrupper, der i dag udgør det regerende flertal i Europa-Parlamentet, kan von der Leyen også forsøge at fastholde den nuværende konstellation som grundlag for et genvalg. Det vil gøre de europæiske konservative til den afgørende vægt i EU's grønne politik. Man må håbe, at de er deres ansvar bevidst."

Politiken skriver blandt andet: "Et opsigtsvækkende højreskred over det meste af Europa ramte heldigvis ikke Danmark ved søndagens EU-parlamentsvalg. Herhjemme skrev vælgerne politisk historie ved for første gang nogensinde at gøre SF til Danmarks største parti. [...] SF's valgsejr vil uvægerligt ændre dynamikken i dansk politik. Regeringen - og særligt Socialdemokratiet - må fremover tage SF mere alvorlig både som parti og for den ambitiøse klimapolitik, partiet står for. Danmark sender dermed et stærkt signal til Europa om, at det lille land mod nord mener den grønne omstilling alvorligt. Og selv om den yderste højrefløj fik fremgang i Europa, så er det værd at bemærke, at centrumkoalitionen i EU-Parlamentet bevarer sit flertal. Dermed er der fortsat flertal for den skelsættende klimaaftale, Green Deal, og støtten til Ukraine. [...] Med det markante europæiske højreskred er det nu desto mere afgørende, at centrumkoalitionen i det nyvalgte EU-Parlament finder en politisk fremdrift og dynamik, der kan samle Europa om de afgørende og presserende udfordringer, kontinentet netop nu står overfor. Ingen europæisk vaklen, når det handler om krig og klima, tak!"

Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder: "Hvis signalerne fra EU-valget blev omsat til et folketingsvalg - hvad der naturligvis er gode grunde til, at man ikke bare kan - var regeringen blevet fældet. Eftertrykkeligt endda. Ikke alene måtte Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne tilsammen nøjes med opbakning fra 36 procent af vælgerne. Udfaldet var også et så stort nederlag for statsminister Mette Frederiksens (S) parti, at ordet ydmygelse falder i munden. Socialdemokratiet fik den laveste vælgertilslutning siden 1800-tallet. Partiets politiske lillebror i de seneste to generationer, SF, blev søndag med synlig afstand større end Socialdemokratiet. Det er svært at sætte ord på, hvor omkalfatrende for den politiske atmosfære dette nederlag er. [...] Det forstærker den eksistenskrise, som regeringen er havnet i efter EU-valget. Men det rejser også, efter det historiske valgnederlag søndag, på lidt længere sigt spørgsmålet om Mette Frederiksens fremtid som statsminister. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (Mod) talent for altid at maksimere på andres kriser blev i søndags kun dæmpet marginalt af, at hans eget parti egentlig kun klarede valget lige til øllet. Regeringen må se indad, fastslog han - og blev straks undsagt af Socialdemokratiet og Venstre. Men Løkke har jo ret. Hvad vil regeringen? Hvad blev der af dens reformdagsorden? Uden snarlige og overbevisende svar fra en regering, der gerne skal stå tydeligt samlet om budskaberne, bør tiden for SVM være ved at rinde ud. Danmark fortjener en regering, der virker, som om den selv tror på det."

Ekstra Bladet skriver blandt andet i sin leder: "Regeringen er fortabt. Det er om noget læren af europaparlamentsvalget. Danskerne vil den ikke. Hvilket vi allerede vidste fra meningsmålinger, men nu også har et valgresultat på. [...] Venstre har mistet to af fire mandater. Og Moderaterne selv kunne end ikke opnå en plads i egen ret, da spidskandidat Stine Bosse - trods ti års taletid som formand for Europabevægelsen - måtte klynge sig til et valgforbund med Venstre for at blive slæbt med ind. Valgaftenen udstillede dertil SVM-regeringens og dens enkelte medlemmers interne ufred. Folketingets formand, Venstres Søren Gade, meddelte pludselig, at V-formand Troels Lund Poulsen af hensyn til partiet bør droppe forsvarsministerposten. Og udenrigsminister Løkke talte pludselig reformivrigt om at 'skrue op for ambitionsniveauet'. [...] Vi skal med andre ord pines i yderligere to år med SVM. Lange år, der skal bruges af såvel Socialdemokratiet som Venstre til at komme sig. Vi forstår jo alle på Mette Frederiksen, at hun ikke vil rende af pladsen til Bruxelles. Lad os derfor præsentere en nærliggende løsning nu og her. Et bestyrtet Europa modtog tidligt søndag den franske præsident Macrons beslutning om at udskrive nationalvalg, endda inden hans eget EU-nederlag var optalt. Mette Frederiksen bør selvfølgelig gøre det samme."
Information, s. 20; Berlingske, s. 2; Jyllands-Posten, s. 16; Børsen, s. 28; Politiken, s. 1; Kristeligt Dagblad, s. 9; Ekstra Bladet, s. 28 (11.06.2024)

Danmark har mistet sine klimavenner i Europa
Langt de fleste danske partier havde en grøn jahat på under valgkampen til EU-Parlamentet, men når de nyvalgte EU-parlamentarikere sætter deres ben i deres respektive grupper, bliver det i et parlament, der er drejet i en markant sortere retning, skriver Politiken. "Vi har fået et mindre progressivt parlament, men vi har jo også et ministerråd, hvor Danmark har mistet sine klimavenner, for nu at sige det lige ud. Det plejede at være Sverige, Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland og Frankrig, som alle kunne se sig selv i de her ambitiøse, høje målsætninger på klimaområdet. Sådan er det ikke mere," siger Nicolai Bech Kofoed, der er konstitueret programchef for EU-området i klimatænketanken Concito. Fra Ditte Brasso Sørensen, analyse- og programchef fra Tænketanken Europa, lyder det, at i parlamentet bliver det vigtigste for den grønne dagsorden, hvordan de tre grupper i Centerkoalitionen, borgerlige EPP, liberale Renew og socialdemokratiske S&D stiller sig. ”Vi har nogle indikationer på, hvordan de har positioneret sig i valgkampen. De har fremsat en pagt for det europæiske landbrug. Min læsning er, at de holder sig til klimadagsordenen, men så er der denne her europæiske pagt for det grønne landbrug, hvor de argumenterer for at tage foden af speederen. Det, tror jeg, bliver vigtigt,” siger hun.

Flertallet bag EU's klimaambitioner består efter Europaparlamentsvalget, og det ser ud til, at dansk erhvervslivs store skrækscenarie er afværget eller ihvertfald dæmpet gevaldigt, skriver Jyllands-Posten. "Man kan godt drage et lettelsens suk, hvis man har gået og forestillet sig konsekvenserne af den ekstreme højredrejning, som der er blevet lagt op til," siger Nicolai Bech Kofoed, der er programchef for EU i den grønne tænketank Concito. Før valget sendte rederigiganten A.P. Møller-Mærsk en markant advarsel om, at en fremgang til en mere klimaskeptisk højrefløj ville få Europa til at slække klimaambitionerne. Ditte Brasso Sørensen, analyse- og programchef i Tænketanken Europa, afblæser også frygten for mindre klimaambitioner, men hun vurderer, at det vil blive en anderledes grøn dagsorden i de kommende fem år, hvor EU-systemet skal balancere med flere hensyn. "I stedet for en grøn dagsorden, hvor det handler om at overgå de grønne ambitioner, bliver det en, hvor man skal balancere mellem tre prioriteter," siger hun og fortsætter: "På den ene side har du det sociale, hvor den grønne omstilling skal være socialt retfærdig. På den anden side har du spørgsmålet om vores konkurrenceevne, som det."

Jyllands-Posten bringer en analyse af Jesper Kongstad, Jyllands-Postens korrespondent i Bruxelles og Jette Elbæk Maressa, sikkerhedspolitisk korrespondent. De skriver blandt andet: "Hvor peger kompasset hen i EU? Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvor man står på skibet og i hvilket maskinrum. For nok viser resultatet af valget til Europa-Parlamentet, at de 720 parlamentarikere samlet set har taget et markant ryk til højre, men det er ikke nødvendigvis i Europa-Parlamentet, at forandringen for alvor kommer til at mærkes. Den kan ske et helt andet sted. Og dér vil det for alvor gøre ondt: I Det Europæiske Råd, hvor EU's stats- og regeringschefer mødes til topmøder og udstikker kursen for EU-samarbejdet. [...] Før coronapandemien, Ruslands invasionskrig i Ukraine og inflationskrisen var kampen mod klimaforandringerne en topprioritet for det store flertal i EU-Parlamentet, som dengang også pålagde Ursula von der Leyen at sætte klima øverst på dagsordenen, hvis hun ville være formand for EU-Kommissionen. Den konservative EPP-gruppe, som Ursula von der Leyen også tilhører, har allerede forud for valget skiftet kurs, når det gælder nye miljø- og klimatiltag. Omfattende protester fra landmænd og traktorblokader i europæiske storbyer har sat deres spor. Samtidig har Ursula von der Leyen, som kæmper for fem år mere som kommissionsformand, i den seneste tid rakt ud mod den højreorienterede og mere klimaskeptiske ECR-gruppe, som blandt andet tæller Italiens premierminister, Giorgia Melonis parti. I Frankrig blev det grønne parti mere end halveret. Samme trend ramte regeringspartiet De Grønne i Tyskland. Fremgangen for de grønne partier i både Danmark og Sverige er en undtagelse, som langtfra er nok til at forhindre et mere ”sort” parlament. Klimapolitikken svækkes i en tid, hvor der skal investeres milliardbeløb i en omfattende europæisk militær oprustning og tiltag, som kan styrke EU's konkurrenceevne over for USA og Kina."

Politiken bringer en nyhedsanalyse af Claus Blok Thomsen, nordisk korrespondent. Han skriver blandt andet: "I Sverige vækker resultatet af valget til EU-Parlamentet opsigt. For første gang gik det stærkt nationalistiske og islamkritiske parti Sverigedemokraterna tilbage ved et valg. Partiet står til 13,2 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 2,1 procentpoint. På europæisk plan skiller Sverige sig dermed ud, fordi mange af Sverigedemokraternas søsterpartier i de andre EU-lande gik stærkt frem ved EP-valget. [...] Årsagerne er angiveligt flere. En af dem er, at indvandring og kriminalitet ikke har fyldt helt så meget i valgkampen, hvilket er de temaer, som Sverigedemokraterna normalt profiterer på. [...] En anden årsag til vælgerlussingen er formentlig den nylige afsløring på svensk TV 2 af, at partiet har stået bag flere anonyme konti på de sociale medier, som er blevet brugt til at bagtale og latterliggøre ikke bare politiske modstandere, men også politiske samarbejdspartnere. [...] Dertil kommer, at resultatet af EP-valget tegnede en særskilt nordisk tendens. Både i Sverige og i Danmark - men også i Finland - gik den rødgrønne blok stærkt frem. [...] Sammenlagt kan resultatet læses som en markering af, at de svenske vælgere er optaget af klimakampen, og at mange af dem måske også begynder at mene, at Sverigedemokraternas indflydelse er blevet for stor."

Berlingske bringer tirsdag en analyse af Julie Schneider, avisens Europa-korrespondent. Hun skriver blandt andet: "Søndagens valg til Europa-Parlamentet blev overskygget af overraskende nederlag i to af Europas største nationer, hvor man blev ramt af voldsomme højrenationale bølger. Helt anderledes så det ud nordpå og i Polen. Et chok ramte Frankrig, da en flodbølge fra højre skyllede over landet ved søndagens valg til Europa-Parlamentet. Men det franske chok er ikke kendetegnende for det større billede i hele Europa. Her er billedet langt mere broget. [...] I Polen ved Tusk derfor godt, hvad hans position kommer til at betyde: "Vi har vist, at vores valg, vores indsats, har en meget bredere dimension end bare vores nationale udfordringer. Vi har vist, at vi er et fyrtårn af håb for Europa," sagde Tusk søndag aften ifølge Reuters. Og han gav en kindhest til sine tætteste europæiske allierede: "Magthaverne i Tyskland har ingen grund til at være glade, og magthaverne i Frankrig har grund til at være dramatisk triste. Af de store lande har Polen vist, at demokratiet sejrede her," lød det fra den polske premierminister. [...] Fremgangen til Europas højrefløj er især drevet af valgene i Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og Holland. Men helt anderledes ser det ud i Danmark, Sverige og Finland. Selvom de grønne partier på venstrefløjen fik sig noget af en afklapsning på europæisk plan, så har de skandinaviske vælgere stemt helt modsat. [...] Centrumpartierne har derfor efter dette valg et stort ansvar, mener Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der selv repræsenterer den konservative EPP-gruppe. De skal fortsætte med at holde yderfløjene ude. "I dag er en god dag for EPP. Vi vandt valget til Europa-Parlamentet, mine venner. Vi er det stærkeste parti, vi er stabilitetens anker. Sammen med andre vil vi bygge en bastion mod ekstremerne fra venstre og fra højre. Vi vil stoppe dem," sagde hun søndag."
Politiken, s. 7; Berlingske, s. 8; Jyllands-Posten, s. 1,6,10-11 (11.06.2024)

Dramaet står mellem centrumhøjre og den yderste højrefløj
Flere aviser skriver om resultatet til det europæiske parlamentsvalg, som bekræftede, at det blev et gennembrud for en række hårde højrepartier, dog ikke stemmer nok til at omkalfatre parlamentet. Men definitionen af centrum er flyttet mod højre under indflydelse de tre sejrherrer: Meloni, Le Pen og von der Leyen. Det blev kristendemokraterne og det moderate højre i Det Europæiske Folkeparti, EPP, der søndag aften kunne holde den største valgfest, efterhånden som resultaterne begyndte at tikke ind fra de 27 europæiske hovedstæder. Partigruppen vil ifølge de seneste valgopgørelser fylde 15 sæder mere i det nye Europa-Parlament med 184 mandater. ”Midten holder. Vi har vundet europavalget. Nu kan vi være et bolværk mod ekstremerne til højre og venstre,” lød det søndag aften fra en lettet EU-Kommissionsformand, Ursula von der Leyen ifølge Kristeligt Dagblad. Michael Ignatieff, canadisk historiker, der er blevet en toneangivende europæisk intellektuel, mener, ifølge Information, at søndagens valgresultat vil få den konsekvens, at EU får sværere ved at levere tilstrækkelige svar på øjeblikkets udfordringer. Samtidig siger han, at valget ikke ændrer grundlæggende på rammerne for europæisk politik og intet af det her er en trussel mod demokratiet. "Der vil blive sat nye restriktioner for indvandringen på præcis det tidspunkt, hvor et kontinent med faldende demografi har brug for nye strømme af lovlig, reguleret migration. Og mens en sejr til Trump truer i november, vil det blive sværere at opretholde den militære og økonomiske støtte til Ukraine," siger han.

Børsen skriver, at den borgerlige polske premierminister, Donald Tusk, og Italiens højrenationale premierminister, Giorgia Meloni er det nye powerpar i Europa. “På den måde sker der en magtforskydning. Det er selvfølgelig interessant at se på mandaterne i parlamentet, og at midterflertallet ser ud til at holde. Men forskydningerne i magtbalancerne mellem landene er faktisk vigtigere,” siger Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, som nu venter på en udmelding fra det nyvalgte parlament om, hvorvidt de vil stemme om at godkende en ny kommissionsformand i midten af juli, eller om de vil vente til september. “Hvis de venter til september, kan man godt komme til at stå over for et magtvakuum,” siger Friis og uddyber, at processen især kan trække i langdrag, hvis den næste kommissionsformand ikke bliver godkendt. Som ny formand for Kommissionen kan man kun søge godkendelse en gang og hvis man får et flertal imod sig, skal der findes en ny kandidat. “Det bliver spændende at se, hvad der skal til for at få Tusk og især Meloni til at hjælpe med at stemme formanden igennem. Jeg forventer, at Italien f.eks. skal have en af de helt tunge poster i Kommissionen,” siger Friis.

Berlingske bringer et debatinterview med Ditte Maria Brasso Sørensen, der er chefanalytiker ved tænketanken Europa. "Europa-Parlamentet er rykket til højre. Medianvælgeren er rykket til højre og er rykket fra den liberale gruppe til den kristendemokratiske gruppe. Så hvis du ser på Europa-Parlamentet som en gruppe mennesker med holdninger, så er de holdninger længere til højre i dag, end de var i forgårs," siger Ditte Maria Brasso Sørensen, men understreger samtidig, at det næppe komme til at forandre afgørende på magtbalancen i Europa-Parlamentet. "Der er virkelig meget på spil. Men kigger du på det i Europa-Parlamentet, så betyder det ikke særlig meget, fordi samarbejdet ikke er særlig veletableret," siger hun og fortsætter: "I Tyskland har hver femte vælger stemt på et parti, som står uden for en gruppe." Hun peger på opbakningen til AfD og det nystiftede indvandringskritiske parti Bündnis Sahra Wagenknecht, der fik 6,2 procent af stemmerne. "Det er jo en ret betydningsfuld andel af vælgerne, der står til at have stemt på nogen, som simpelthen har meget, meget lidt at skulle have sagt i Europa-Parlamentet," siger hun.

Information bringer en analyse af Europakorrespondent Tore Keller, som blandt andet skriver: "Valget til Europa-Parlamentet var et gennembrud for en række hårde højrepartier, som fuldstændig ønsker at ændre den måde, unionen fungerer på i dag. Men det var ikke et tektonisk skifte og får formentlig ikke stor betydning for, hvordan magten fordeles i EU. [...] Resultatet er skelsættende, men får ikke nødvendigvis indflydelse på magtens fordeling i Europa-Parlamentet. Det har således flere nationale konsekvenser end europæiske, for de gamle magtpartier har fortsat flertal. Man kan konstatere, at centrum holder. Men at definitionen af centrum er flyttet mod højre. "Det har ingen umiddelbar indflydelse på det fremtidige flertal, der tegner sig i Europa-Parlamentet," forklarer Sébastien Maillard, der er seniorrådgiver ved Institut Jacques Delors, en proeuropæisk tænketank. Ifølge ham kommer konsekvenserne af valget ikke nødvendigvis til at ske ved, at det hårde højre bliver involveret i mere lovgivning i Bruxelles, men mere med den afsmitning på magtpartierne, som valgresultatet vil have. [...] Det samme gælder i forhold til retsstatsprincipperne, hvor de liberale og de grønne i den forgangne parlamentsperiode er lykkedes med at presse lande som Polen og Ungarn. Det, forudser han, vil blive sværere i den nye periode. "Så jeg tror, at det nuværende flertal, det afgående flertal, vil være i stand til at fortsætte med at regere Europa, men i et politisk klima, der er helt anderledes," siger han. "Vi vandt valget til Europa-Parlamentet, vi er langt det stærkeste parti, vi er stabilitetens anker," sagde Ursula von der Leyen, spidskandidat for Det Europæiske Folkeparti og nuværende formand for EU-Kommissionen, søndag. Hun understregede, at "midten holder", men også at yderpunkterne til venstre og højre har fået flere stemmer end tidligere, hvorfor "resultatet kommer med et stort ansvar for partierne i midten".

Politiken bringer en nyhedsanalyse af EU-korrespondent Karin Axelsson, som blandt andet skriver: "Ursula Von der Leyen har på papiret et flertal i EU-Parlamentet til at fortsætte som EU-kommissionsformand, men reelt er det uklart, hvor mange der vil støtte hende - og for hvilken pris. [...] EU's klimaplan er blevet en spillebrik i den magtkamp om parlamentets linje i de kommende fem år, som gik i gang søndag aften kl. 23, da de sidste valgsteder lukkede i Italien. Egentlig kunne von der Leyen erklære sig ligeglad med De Grønnes krav. For gruppen fik søndag en valglussing og cirka 18 mandater mindre, mens von der Leyen på papiret har en større konservativ gruppe og et komfortabelt flertal af 401 mandater i ryggen. Altså langt over de 361 nødvendige stemmer for at fortsætte som kommissionsformand. Hvis gruppedisciplinen i Europa altså var som i Danmark, men det er den så langtfra. I 2019 var von der Leyens flertal større, men hun blev kun valgt med ni stemmer i overskud. [...] Allerede tirsdag formiddag mødes parlamentets øverste organ, som er lederne af de forskellige grupper, for at drøfte magtfordelingen i parlamentet og ønsker til en kommende kommissionsformand. Herefter vil det stå klarere, hvilke præcise krav parlamentets flertal vil have til von der Leyen."

Politiken bringer en kommentar af Michael Jarlner, international kommentator, som blandt andet skriver: "EU-kommissionsforkvinde Ursula von der Leyens borgerlige EPP-blok er stadig størst. Og selv om det yderste højre, der i øvrigt slet ikke er ét samlet højre, vandt frem, er det stadig muligt at kapsle ind. "Vi er stabilitetens anker", triumferede von der Leyen ligefrem: "Vi vil bygge en bastion mod ekstremerne fra venstre og højre". Jo, det kunne være gået værre for de etablerede partier. Men det gik måske alligevel slemt nok. [...] Efter sit valgnederlag til AfD er det svært at se, at Olaf Scholz kan revitalisere den fransk-tyske akse. Europæisk lederskab har aldrig været "hans ting", og til næste år er der så også tysk parlamentsvalg. På den måde har EU-parlamentsvalget taget en uventet drejning: De fleste troede, at dramaet primært ville ramme parlamentet selv, men »her holdt midten«, som Ursula von der Leyen formulerede det. I stedet er dramaet spidset til omkring den i forvejen knasende fransk-tyske akse. To store spørgsmål træder frem: Er det forbigående? Og hvis ikke: Hvor er den nye akse, der kan sikre EU's dynamik i en opbruddets tidsalder? Folk som Ruslands præsident, Putin, leder allerede efter sprækkerne."

I Indsigt i Børsen skriver korrespondent Louise With blandt andet: "Det er svært at sige, hvem der havde den værste aften. Den franske præsident, Emmanuel Macron, måtte se sin midterbevægelse slået med længder af Marine Le Pens højrefløjsparti - han valgte at tage konsekvensen og udskrive et lynvalg. Men satsningen kan vise sig at svække præsidenten yderligere, hvis det ender med, at han bliver tvunget til at regere med den yderste højrefløj. I Tyskland måtte alle tre partier i kansler Olaf Scholz' regering se sig slået af både den borgerlige partiunion CDU-CSU og af højrefløjspartiet Alternative für Deutschland. Kanslerens socialdemokratiske parti, SPD, blev kun tredjestørst med 14,1 pct. af stemmerne ifølge foreløbige resultater. [...] Det er velkendt, at den tysk-franske motor ofte er afgørende for beslutningskraften i EU. Når først Tyskland og Frankrig er enige, plejer der at kunne lande et kompromis mellem alle 27 lande. Men efter søndagens valg står det klart, at begge de største økonomier har svækkede ledere. Motoren bliver ikke genstartet foreløbig. Denne sommer skal der findes enighed om et nyt politisk program for den næste femårige periode i EU. Allerede i juni skal de 27 stats- og regeringschefer sætte navne på EU's topposter. Og der venter desuden et stort arbejde med at sikre, at en ny kommissionsformand bliver godkendt af EU-Parlamentet, formentlig ved en afstemning i midten af juli, alternativt i september. Med valgresultatet natten til mandag er det usikre tider. [...] Pawel Zerka, seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations, skriver i en mailkommentar, at Ursula von der Leyen “stadig er favorit” til at fortsætte, men at “det politisk omskiftelige klima efter dette valg” betyder, at der er mulighed for overraskelser. Intet er sikkert. [...] Hvad sker der nu? 13.-15. juni mødes Scholz, Macron og Meloni i forbindelse med et G7-topmøde i Italien. Og 17. juni mødes EU's stats- og regeringschefer til en første uformel drøftelse af valgresultatet. Derefter følger et EU-topmøde 27.-28. juni, hvor lederne skal forsøge at blive enige om de tre topposter: formand for Kommissionen, formand for Det Europæiske Råd og udenrigschef."
Information, s. 1,7, 8-9, 10-11; Jyllands-Posten, s. 11; Kristeligt Dagblad, s. 1, 5; Politiken, s. 6, 8; Børsen, s. 1,6,7; Berlingske, s. 1,18 (11.06.2024)

Prioriterede historier

SF's valgsejr er historien om Socialdemokratiets nederlag
Flere aviser skriver om det danske valgresultat til Europa Parlamentet. SF blev den helt store vinder med 17,4 procent af stemmerne og 3 mandater. Socialdemokratiet fik 15,6 procent og 3 mandater. Venstre fik 14,7 procent og 2 mandater. Konservative fik 8,8 procent og 1 mandat. Danmarksdemokraterne fik 7,4 procent og 1 mandat. Radikale fik 7,1 procent og 1 mandat. Liberal Alliance fik 7 procent og 1 mandat. Enhedslisten fik 7 procent og 1 mandat. Dansk Folkeparti fik 6,4 procent og 1 mandat. Moderaterne fik 5,9 procent og 1 mandat. EP-valgets store vinder blev SF's Kira Marie Peter-Hansen, der har fået flest personlige stemmer på 178.438. Flere aviser skriver, at Socialdemokratiets lussing ved søndagens valg får flere skikkelser i partiet til at kræve alvorlig selvransagelse. Statsminister Mette Frederiksen har udelukkende kommenteret resultatet på de sociale medier, hvor hun har kaldt nederlaget "rigtig træls". Hun har dog samtidig påpeget, at Socialdemokratiet ved de to foregående valg til Europa-Parlamentet heller ikke var det største parti. Flere i gruppen har sagt til Berlingske, at de håber på en højere grad af erkendelse. "Alle venter på, hvad meldingen bliver. Dette nederlag skal bruges til, at vi begynder at tage vores dårlige meningsmålinger alvorligt, fordi det er et signal fra kernevælgerne om, at de ikke længere kan kende os," siger et socialdemokratisk gruppemedlem.

Kristeligt Dagblad skriver, at ved valget i søndags blev SF for første gang nogensinde det største parti, men det er først og fremmest historien om Socialdemokratiets nederlag, vurderer både Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og Rune Stubager, professor og forsker i vælgeradfærd på Aarhus Universitet. ”Socialdemokratiet har skubbet mange venstreorienterede væk ved at gå i regering med Venstre, ved at afskaffe store bededag og ved at føre den flertalsregeringspolitik, som de har gjort. Det har skuffet rigtig mange tidligere socialdemokrater,” siger Kasper Møller Hansen, og tilføjer, at der er noget symbolik i at være de største, som skaber selvtillid og momentum for et parti som SF. Rune Stubager mener dog, at man bør tage visse forbehold, før man begynder at omsætte resultaterne fra parlamentsvalget direkte til indenrigspolitik. Ifølge ham er der en gruppe vælgere, som stemmer anderledes til folketingsvalg end til Europa-parlamentsvalg og det skal også ses i lyset af den relativt lave valgdeltagelse, som endte på 58,2 procent. Politisk analytiker Thomas Larsen kalder valgresultatet for ”et nederlag”, som stiller Socialdemokratiets formand i en særdeles vanskelig position som formand. ”Jeg mener ikke, at Mette Frederiksen har stået i en mere svækket position, siden hun kom til som ny formand [i 2015], end hun gør i dag. Det er en forslået formand, desværre også i helt bogstavelig forstand, der står tilbage nu,” siger Thomas Larsen, der har skrevet en bog om S-formanden.

Kristeligt Dagblad bringer en analyse af Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør, som blandt andet skriver: "På en for socialdemokratiet historisk ringe valgnat satte ét billede sig fast på nethinden. Det var billedet af spidskandidaten Christel Schaldemose (S), som ene kvinde måtte tale til de skuffede partifæller i Landstingssalen på Christiansborg. Hos alle de øvrige partier blev spidskandidaten sekunderet af partilederen, da regnebrættet skulle gøres op efter søndagens europa-parlamentsvalg. Bare ikke hos Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen (S) blev fredag aften overfaldet på åben gade i København og har skrevet på sociale medier, at hun har brug for ro for krop og sjæl. Fuldt forståeligt. Men hvorfor trådte en anden ledende partifælle så ikke op sammen med Christel Schaldemose i den svære situation? [...] Svaret blæser i vinden, men siger også en del om, hvor dyb en krise, både SVM-regeringen og Socialdemokratiet er i efter valget. De tre regeringspartier tilsammen har sat virkelig mange vælgere over styr. Ved sidste folketingsvalg havde de over halvdelen af vælgerne bag sig, men nu er det kun lidt over en tredjedel. [...] Her og nu er Socialdemokratiets ledelse gået i tænkeboks for at lægge en strategi, men det forventes ikke, at der kommer bukser ud af det skind inden EU's topmøde den 25.-26. juni. Her kan Mette Frederiksen fortsat komme i spil til en europæisk toppost, selvom hun hidtil blankt har afvist at være kandidat. [...] Endelig er der den mulighed, at Socialdemokratiet forsøger at fortsætte som et-partiregering uden Venstre og Moderaterne med støtte fra det røde flertal, der trods alt stadig er i Folketinget. Det betragtes dog som helt usandsynligt, at det storsejrende SF skulle træde til for at redde en socialdemokratisk mindretalsregering efter et SVM-kollaps uden et valg. Derfor må regeringen muligvis i løbet af efteråret kaste håndklædet i ringen og udskrive et folketingsvalg. Selvom det især for Socialdemokratiet ville være meget risikabelt på den måde at følge i den franske præsident, Emmanuel Macrons, fodspor."

Information bringer en analyse af politisk kommentator Lars Trier Mogensen, som blandt andet skriver: "Stik mod hovedstrømmen i Europa har SF fået det bedste valgresultat nogensinde. Mens grønne venstrefløjspartier i flere lande mod syd er gået tilbage, triumferer de danske folkesocialister med i alt 17,4 procent af stemmerne. Det danske valgresultat manifesterer et opsigtsvækkende skift i det interne styrkeforhold i rød blok i Danmark og vil ikke kunne undgå at skabe yderligere problemer for den i forvejen samspilsramte SVM-regeringen. [...] Valgresultatet er så fornedrende og slemt for Socialdemokratiet, at det vil sætte gang i en selvransagelse og helt sikkert også udskyde det tidspunkt, hvor statsministeren vil lade sig friste til at udskrive nyvalg. For Mette Frederiksen har pludselig fået meget længere vej frem mod at kunne blive genvalgt, simpelthen fordi færre og færre vælgere støtter den kurs, som Socialdemokratiet fører, både i Danmark og i Europa. [...] For Mette Frederiksen kom det klart værste angreb dog fra hendes udenrigsminister, Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, som brugte sin valgtale til at skærpe Søren Gades melding. Løkke viste sig igen som en kynisk magtspiller og var fræk nok til straks at udnytte Socialdemokratiets svækkelse og åbne for en kontroversiel genforhandling af selve grundlaget for SVM-regeringen: "Man er lidt naiv, hvis man ikke konstaterer, at regeringen ikke har gjort det særlig godt. Det tror jeg, vi er nødt til at tage alvorligt," sagde Lars Løkke Rasmussen - med slet skjult adresse til Mette Frederiksens parti. For Moderaterne selv har god grund til at være tilfredse med et enkelt mandat, og hos Venstre jublede folk over resultatet, som må betegnes som et gevaldigt løft i folkelig opbakning. [...] Hvis et mere selvsikkert Venstre og en Lars Løkke med endnu større reformiver vil til at presse Socialdemokratiet til flere økonomiske reformer, vil vælgerflugten væk fra Socialdemokratiet mod SF efter alt at dømme kun forstærkes. Fremgangen til SF på Socialdemokratiets bekostning er i sig selv en ydmygelse af Mette Frederiksens position. Men at hendes egen udenrigsminister udnytter svækkelsen til at kræve nye indrømmelser, fordobler den politiske nedværdigelse af den fraværende statsminister."

I Politisk Set i Kristeligt Dagblad skriver Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory, blandt andet: "Europa-Parlamentsvalget handler naturligvis først og fremmest om at få valgt 15 politikere til at repræsentere Danmark i Bruxelles og Strasbourg. Det lykkedes, men med al sandsynlighed går der kun ganske kort tid, før de 15 ny- og genvalgte politikere falder ind i rollerne som anonyme EU-parlamentarikere uden for offentlighedens søgelys. I de fem år mellem parlamentsvalgene er hverken EU-politikerne eller EU-politikken noget, der optager danskerne, som de er flest. Så herhjemme kommer vi hurtigt videre til noget andet. Allerede på valgaftenen kunne man faktisk fornemme, at flere partier allerede rettede sigtekornet fra europapolitikken tilbage til indenrigspolitikken. Hurtigt videre til noget vigtigere. [...] Selvfølgelig handlede valget i søndags om Europa. Men det kommer til at trække spor til dansk indenrigspolitik, som peger frem mod de kommende valg. Og allerede nu kan vi begynde at tælle ned til næste valg - det er kommunalvalget om mindre end halvandet år. Det er partierne i hvert fald begyndt på."
Kristeligt Dagblad, s. 1, 3, 4; Berlingske, s. 4-5, 6-7; Information, s. 4-5; Jyllands-Posten, s. 1,7; Altinget, mandag (11.06.2024)

Finansielle anliggender

ECB's dilemmadag bliver ikke en enlig forestilling - nu køber den sig tid
Børsen bringer tirsdag et debatindlæg af Brian Kudsk, adm. direktør og partner, Arthascope. Han skriver blandt andet: "På 80-årsdagen for D-dag fik Den Europæiske Centralbank sin helt egen D-dag: D for dilemmadag. Og der venter flere lignende D-dage i forbindelse med de kommende rentemøder. Selv om nøgletallene ikke skreg på en rentesænkning, havde ECB siden seneste rentemøde trængt sig selv op i en krog og var tvunget til at levere den første nedsættelse af renten i fem år. Og således blev det. Selv om ECB-chef Christine Lagarde bedyrede, at markedet gør, hvad markedet gør, og ECB gør, hvad ECB gør, er det et spørgsmål om tillid, så alt andet end en rentesænkning havde været et tillidsbrud og givet markedsmæssige dønninger, som Lagarde ikke ville have kunnet tale sig ud af. Derfor måtte hun svare godt for sin sag og forklare, at rentesænkningen skal ses i et større perspektiv, end at inflationen med sine nuværende 2,6 pct. ikke helt har ramt 2-procentsmålet endnu - og at rentesænkningen alene derfor reelt ikke er påkrævet. Men det er for snævert et perspektiv at lægge, fremhævede ECB-chefen, der trak tråde tilbage til 2022, hvor ECB begyndte at hæve renterne, da inflationen ramte 10,6 pct. [...] Kigger man lidt bredere end ECB's bundne opgaver med at løse inflationsspørgsmålet, kan rentesænkningen give fin mening. Europa er et notorisk vækstudfordret kontinent, som i årevis har halset efter USA og Asien. [...] ECB har talt sig lidt ud af sin krog ved at sige, at afgørelserne bliver truffet på baggrund af al relevant data og fra rentemøde til rentemøde. Samtidig gør man en dyd ud af ikke at forpligte sig på at føre en bestemt pengepolitik. På den måde køber Lagarde & co. sig lidt handlefrihed ved at skrue ned for retorikken denne gang, hvor man reelt ikke havde noget valg andet end at sænke renten. Det er lidt et stilstudie i at blæse og have mel i munden, når man sætter renten ned, samtidig med at den bundne opgave er at bekæmpe inflationen, der - uanset hvordan man vender og drejer det - fortsat er for høj. Med andre ord er det næppe ECB's sidste dilemmadag lige foreløbig."
Børsen, s. 27 (11.06.2024)

Fælles formueskat for et retfærdigt EU
Information bringer et læserbrev af Lars Koch og Christian Hallum, hhv. generalsekretær og skatteekspert i Oxfam Danmark. De skriver blandt andet: "Statsminister Mette Frederiksen (S) har ganske opsigtsvækkende gjort op med Danmarks rolle som budgethøg i EU under valgkampen til Europa-Parlamentet. EU's store finansieringsbehov kræver ifølge hende "en anden tilgang til den økonomiske politik". Det er svært ikke at være enig. Klimaindsatsen kan ikke vente, og både velfærd og forsvar kræver også investeringer. Samtidig står udviklingslandene over for stigende sult og haltende fattigdomsbekæmpelse, som kalder på et europæisk svar. Uden nye indtægter vil EU's budgetkrav betyde, at en indsats på et område sker på bekostning af et andet. Diskussionen om at rejse nye penge er derfor enormt vigtig. [...] Derfor er vi i Oxfam Danmark medstillere af et EU-borgerforslag, som kræver en ny europæisk skat målrettet de superrige for at finansiere den grønne og sociale omstilling i Europa og i verden. Borgerforslaget er indtil videre støttet af mere end 200.000 europæere. Derudover er der også opbakning til forslaget fra flere nyvalgte EP-medlemmer blandt andre Kira Marie Peter-Hansen (SF), Niels Fuglsang (S) og Per Clausen (EL), en stribe tidligere statsledere, nobelprismodtagende økonomer og mere end 200 mangemillionærer og milliardærer. Et retfærdigt modsvar til tidens kriser kræver en retfærdig finansiering. Vi opfordrer derfor de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet til at arbejde for en retfærdig beskatning af de rigeste."
Information, s. 18 (11.06.2024)

Institutionelle anliggender

Bare vi har fået det Europa-Parlament, vi behøver - ikke kun det, vi fortjener
I Signatur i Politiken skriver kommentator Anders Jerichow blandt andet: "Krig i Øst. Migration i syd. Trump i vest. Og oven over al ting hænger en klimatrussel. Det er ikke, fordi vi har tid til at falde hen i sofahjørnet i Europa. Det dummeste, vi kan gøre efter valget i søndags, er at glemme EU-Parlamentet frem til næste valg. Godt nok har vores hjemlige partier og dele af pressen yndet at betragte EU-valget som et slags 'midtvejsvalg' for den hjemlige magtbalance. Men det er rent politisk navlepilleri. Parlamentet kan - med vores danske medlemmer - blive afgørende for, om det lykkes at hjælpe Ukraine til at overleve Ruslands invasion og til at gøre sig klar til EU-medlemskab. Parlamentet kan også blive afgørende for, om det lykkes EU at byde flygtninge og migranter velkommen på en mere hæderværdig måde end at lade tusinder drukne for vores øjne i Middelhavet. EU har netop vedtaget en reform af asylsystemet. Men balladen om grænsesikkerhed og fordelingen af de såkaldte 'byrder' ved at modtage flygtninge udefra er jo ikke slut, tværtimod. [...] De europæiske vilkår, vores folk er valgt til, kan også snart blive udfordret, hvis det lykkes forbryderen Trump at blive valgt i USA's præsident. Trump kan underløbe EU's forsøg på at presse Putin. [...] Margrethe Vestager har været et storartet eksempel på en toppolitiker herhjemmefra, som også har magtet at tilføre EU en profil i opgøret med globale mastodonter frem for blot business-as-usual. Det er fristende at ønske hende genvalgt. Men det er også forståeligt, hvis en ny regering ønsker at sende en ny m/k afsted, i hvert fald hvis den kan finde én af samme kaliber - til EU-Kommissionen eller Ministerrådet eller begge dele. Men selv en nok så stræbsom kommission og et nok så selvbevidst råd kan ikke operere uden tilslutning fra EU-Parlamentet. Vel har parlamentet ikke initiativretten. Men parlamentet kan stikke en kæp i hjulet på et hvilket som helst af kommissionens lovforslag - og i øvrigt bestemme, hvem der overhovedet skal godkendes som kommissærer eller som formand for EU-Kommissionen. [...] Forhåbentlig har vi - og de andre EU-lande - valgt de rette til at tumle med så skæbnesvangre spørgsmål. Ingen af dem tillader, at vi vender tilbage til den sløje tradition for at ignorere EU-Parlamentet og tro, at det går nok."
Politiken, s. 7 (11.06.2024)

EP-valget set fra Rusland: To af Putins vigtige modstandere fik møgvalg, men det samme gjorde to venner
For Ruslands præsident Vladimir Putin gav EU-parlamentsvalget et par store gevinster og nogle skuffelser, skriver Politiken. Den Rusland-venlige Matteo Salvini gik dramatisk tilbage fra 34 procent ved valget i 2019 til bare 9 procent og Putins vigtigste allierede i Europa, Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán, fik sit dårligste EU-valg nogensinde, selvom hans regringsparti Fidesz stadig opnåede 44 procent af stemmerne. Orbán er vigtig for Putin, fordi han både har blokeret og forhalet EU's støtte til Ukraine og fordømmelse af Rusland. "Det kan godt være, at det ikke er Orbáns politik i forhold til Rusland og Ukraine, som har fyldt i valgkampen, men at det er noget helt andet - den der krybende kontrol og det stadig mere autoritære styre - men den endelige effekt for russerne kan blive den samme. Og der vil det her helt klart være på minus-siden," siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Intsitut for Internationale Studier og ekspert i russiske forhold. Putins store successer kom i Tyskland og Frankrig, hvor regeringerne led store valgnederlag. I Tyskland overhalede et Putin-venlige, stærkt højreorienterede, AFD Scholz' SPD. AFD fik 16 procent af stemmerne og det er en betydelig sprække, som Rusland er meget begejstret for, vurderer Splidsboel. I Frankrig fik det højrenationalistiske Rassemblement National godt 31 procent af stemmerne. Partiet har under Marine Le Pen har dog forsøgt at distancere sig fra sine tidligere tætte relationer til Moskva. Rusland prøver at skabe sprækker i det ellers stærke europæiske sammenhold og Putin ser Frankrig og Tyskland som særligt vigtige, forklarer Flemming Splidsboel. Putin kan desuden glæde sig over, at det yderligtgående højreparti FPO i Østrig blev det største parti. Flemming Splidsboel forklarer, at samlet set er de russiske mediers første reaktioner på det europæiske valg "forsigtigt positive".
Politiken, s. 6 (11.06.2024)

Klima og frihandel kan blive ofre i EUs nye politiske virkelighed
Berlingske bringer en analyse af Ulrik Bie, økonomisk redaktør, som blandt andet skriver: "Herhjemme har dækningen af valget til Europa-Parlamentet været et studie i navlepilleri. Men i de kommende måneder vil det blive lysende klart, at det ny overståede valg vil have store konsekvenser på den politik, som bliver ført i EU. Og for rigtig meget i danskernes hverdag - og dansk politik. Faktisk havde det allerede store konsekvenser. For frygten for en højrebølge har eksempelvis allerede givet de europæiske landmænd bedre kort på hånden. Forårets protester har fået EU og en række regeringer til at træde mere varsomt med klimakrav og afgifter. En stor del af kampen i Bruxelles vil i de kommende fem år være kampen mellem føderalister og antiføderalister. Mellem dem, der ønsker et stærkt centrum, og dem, der ønsker så meget som muligt tilbage til nationalstaterne. Det er der ikke noget nyt i. Men det kommer på en anden baggrund end tidligere. For EU som central magt har aldrig stået stærkere. Og samtidig har EU-landene måske aldrig været mere udfordret. Coronakrisen og Ruslands invasion af Ukraine har været skelsættende begivenheder, der har gjort det klart, at mange af de ting, som vi påvirkes af i dagligdagen, bedst løses i fællesskab. EU har aldrig fungeret bedre, siden Storbritannien forlod klubben. [...] Europa står op til en ny politisk virkelighed. En virkelighed, der handler om, at det tavse flertal ikke er villige til at ofre så meget for klimaomstillingen. En virkelighed, der handler om at bevare arbejdspladser i stedet for at skabe nye. En virkelighed, hvor kontinentets skrøbelighed er blevet udstillet. Det samlende punkt er fortsat kampen for Ukraine. Men den nye virkelighed er også, at Ukraines vej til optagelse i EU er blevet mere kringlet."
Berlingske, s. 1,6-7 (11.06.2024)

Interne anliggender

For få måneder siden var han fuldstændig ukendt. Nu ligner Péter Magyar en seriøs udfordrer til Ungarns regeringschef
Ved søndagens Europaparlamentsvalg blev ungarske Peter Magyar fra partiet Tisza valgt ind med 29,7 procent af stemmerne, og han ligner nu en seriøs udfordrer til Ungarns regeringschef Viktor Orbán. Det skriver Politiken i dag. Magyar brød ud fra Orbáns parti, Fidesz, i februar, og har siden kritiseret regeringspartiet for korruption og nepotisme. Han har i EP-kampagnen sagt, at han vil arbejde på at få udbetalt de milliarder af kroner i EU-støtte, der lige nu er indefrosset af Bruxelles, fordi Orbán ikke overholder de basale retsstatsprincipper. En anden af hans mærkesager er styrkelse af det ungarske sundhedsvæsen, som er voldsomt presset. Danske Niels Otto Pedersen, der bor i den sydungarske by Szeged og har arbejdet som fixer for danske medier, siger til Politiken, at Magyars indsats er bemærkelsesværdig. "Han er nærmest blevet en rockstar. [...] Han er en god taler og har virkelig karisma. Han kaster ikke så meget med mudder som de andre oppositionspartier. Han taler mere om, hvordan ungarerne igen kan blive stolte over deres eget land. For det er de ikke lige nu. De skammer sig over Orbán. Det, Peter Magyar har gjort, er meget modigt. Der er ikke mange, der bryder ud af Fidesz," lyder det fra Niels Otto Pedersen. Katalin Halmai, der er EU-korrespondent for den uafhængige ungarske avis Népszava, er enig i den betragtning. "Aldrig før har ungarerne hørt den slags kritik af Orbán-regimet fra en, der har haft virkelig tætte forbindelser til partiet", skriver hun i EU-nyhedsbrevet La Matinale Européenne.
Politiken, s. 4 (11.06.2024)

Macron vover pelsen med et lynvalg
Kristeligt Dagblad bringer en analyse af korrespondent Birthe Pedersen, som blandt andet skriver: "Både Emmanuel Macron og højrefløjens Marine Le Pen beskriver det kommende franske parlamentsvalg, som en skæbnetime for Europa. ”Jeg har besluttet at opløse parlamentet. Om få øjeblikke vil jeg underskrive det dekret, der indkalder til parlamentsvalg den 30. juni for første valgrunde og den 7. juli for anden runde.” Klokken var 21.02, da Emmanuel Macron lod bomben springe. To minutter tidligere tonede han frem på franskmændenes tv-skærme i en direkte tale fra Élyséepalæet til de første toner af ”Marseillaisen”, den franske nationalsang. ”Jeg sætter min lid til demokratiet og franskmændenes dømmekraft,” sagde Macron i sin tale, hvor han knyttede sit eget partis nederlag i valget til Europa-Parlamentet til de europæiske valgresultater. ”Det yderste højre vinder frem på hele det europæiske kontinent. Det er en situation, jeg ikke kan affinde mig med. Nationalisterne og demagogerne er en fare for Frankrig, men også for Europa og for Frankrigs plads i Europa og i verden,” sagde præsident Macron. Og også Marine Le Pen, lederen af det højreorienterede National Samling, svinger det kommende franske parlamentsvalg op til at være en europæisk skæbnetime. ”Vi er klar til at regere, og det er også vores budskab til lederne i Bruxelles. En ny dag gryr for Europas folk og nationer,” sagde hun. [...] Ved at udskrive lynvalg og polarisere det mest muligt håber Emmanuel Macron at vinde tid, inden hans timeglas løber ud i 2027. Valget vil sende Frankrig ud i nogle hektiske uger frem til den 7. juli, netop mens Europa skal sammensætte en ny EU-Kommission og besætte topposterne i EU. Og spørgsmålet er, om det vil skabe den afklaring, Emmanuel Macron efterlyste søndag aften. Eller om det snarere vil resultere i et endnu mere uforudsigeligt og uregerligt fransk politisk landskab."

Jyllands-Posten bringer en analyse af Europakorrespondent Marie Louise Albers, som blandt andet skriver: "Der diskuteres, spekuleres og analyseres på livet løs i Frankrig, efter at landets præsident, Emmanuel Macron, tog fusen på alt og alle og søndag aften udskrev lyn-parlamentsvalg i Frankrig. Er det et yderst farligt spil, monsieur Macron har kastet terningerne til? Eller er det taktisk snilde allerede nu at tage konsekvensen af den franske højrefløjs massive fremgang ved søndagens europaparlamentsvalg og dermed forsøge at undgå den ”helt store katastrofe”, dvs. Marine Le Pen som hele Frankrigs præsident om blot et par år? Svaret kender vi ikke - endnu. Men der er ingen tvivl om, at Macrons drastiske manøvre med at sende franskmændene til sommervalg er en ekstraordinært vovet satsning, som ingen lige nu aner, hvor vil føre hen. Fransk politik har kurs mod ukendte farvande. To ting er vigtige at slå fast her og nu. Der rokkes ikke ved Macrons rolle som præsident uanset det endelige valgresultatet den 7. juli. Hvis det lykkes Marine Le Pens parti, Rassemblement National (RN), at vinde flertallet i det franske parlament, vil Macron efter alt at dømme blive nødt til at udpege en ny premierminister fra det højrenationalistiske parti. Det ventes i så fald at blive den fremadstormende stjerne Jordan Bardella på blot 28 år, der var partiets spidskandidat ved EP-valget. Et sådant scenarie vil gøre det ekstremt svært for Macron at få sin politik igennem og resultere i massive politiske slagsmål i Frankrig i de kommende år. Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan den EU-elskende Macron skal kunne samarbejde med det EU-kritiske Rassemblement National. [...] Macron står p.t. mere svækket en nogensinde. Hans valgbombe er i sidste ende et forsøg på at undgå den helt store katastrofe - Marine Le Pen som præsident i 2027."
Kristeligt Dagblad, s. 5; Jyllands-Posten, s. 8 (11.06.2024)

Konkurrence

Industri frygter kinesisk dominans på grøn brint
Et af de vigtigste elementer inden for den grønne omstilling er grøn brint, som produceres via energi fra sol og vind. Og her er Kina en stærk spiller på markedet. Danske Topsoe advarer derfor imod, at Europa ikke begår samme fejl, som da udviklingen af solceller blev skudt i gang, og hvor Kina fik sat sig godt og grundigt i førersædet og lod europæiske producenter sakke bagud. Det skriver Børsen i dag. Kim Hedegaard, adm. direktør for ptx hos Topsoe, der bl.a. producerer den elektrolyseteknologi, som skal bruges i ptx-projekter, mener, at konkurrencen for at producere grøn brint er skæv, fordi de kinesiske producenter har adgang til billigere teknologi end de europæiske. Der er nemlig ingen krav til selskaber uden for EU inden for medarbejdersikkerhed, miljøhensyn og CO2-udledning, hvorimod selskaber i EU er pålagt esg-krav. "Vi skal overveje, hvad det er for en konkurrencesituation, man sætter sig selv i. Der er jo noget energisikkerhed i det her. Der er helt klart også et spørgsmål om, hvordan man genererer arbejdspladser og værdi for den del af verden, som ikke er kinesisk. Kravene er en stor komponent i den prisstruktur, som vi er underlagt," siger Kim Hedegaard. Tejs Laustsen Jensen, direktør for brintbranchen, er enig med Hedegaard og kalder den nuværende konkurrencesituation for "helt urimelig". Derfor mener branchen, at EU bør indføre kvalitative krav til sikkerhed, miljø og arbejdsforhold, når kommende store projekter bliver udbudt af medlemsstater, eller når milliardstøtte til netop ptx-anlæg bliver uddelt. Tejs Laustsen Jensen frygter, at over 30 års europæiske investeringer i forskning og udvikling er i fare, hvis ikke branchen støttes af EU. EU-Kommissionen er ikke umiddelbart bekymret for den nuværende situation, oplyser en talsperson i et skriftligt svar til Børsen. "Vi fortsætter dog nøje med at overvåge den hurtige udvikling på markedet, og vi vil bruge tilgængelige instrumenter og gribe ind, hvis der identificeres forvridninger på markedet." EU-Kommissionen henviser til aftaler og lovgivning, der skal styrke udviklingen af grønne teknologier som Net Zero Industry Act, og som skal sikre produktionen af de grønne teknologier i Europa, hvor medlemsstater f.eks. kan bringe esg-krav i spil. EU-Kommissionen har som mål, at der inden 2030 årligt skal produceres 10 mio. ton grøn brint inden for EU's grænser.
Børsen, s. 4-5 (11.06.2024)

Kina tager kvælertag på Vestens demokratier
I Indsigt i Børsen tirsdag skriver udenrigsredaktør Hakon Redder blandt andet: "De demokratiske lande i Vesten er tvunget til hastigt at finde ind i et tæt teknologisk samarbejde, hvis Kinas dominans skal begrænses. Dommen over Europa og de vestlige demokratier er hård. I en strafferetlig sammenligning svarer det til fra 16 år og op til forvaring. Tager Vesten sig ikke sammen og samarbejder, bliver demokratierne afhængige af Kina som den dominerende leverandør til verden af megen kritisk teknologi. Helt kontant udtrykt har Kina allerede en "fantastisk førerrolle" inden for udviklingen af 37 af de 44 teknologier, som en australsk tænketank kalder "kritiske nye teknologier". [...] Konklusionen er fra Australian Strategic Policy Institute. [...] Allan von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank, der har brugt ti år på at følge udviklingen i Kina, er ikke et sekund i tvivl om, at "Kina rykker så hurtigt, at den bedste teknologi i stigende grad kommer fra Kina. Det bliver vi afhængige af, medmindre vi vil nøjes med det næstbedste for at forblive uafhængige af kineserne". Men det synes allerede for sent. [...] Kan EU f.eks. opfylde sine klimamål uden billig teknologi fra Kina? [...] På elbilfronten ventes EU at barsle med en høj antidumpingafgift i juli. EU's bilindustri er på forhånd dybt splittet. Tyske producenter er nervøse for en modreaktion i Kina, der både er det største tyske bilmarked og producentland af bl.a. elbiler fra BMW. Mens franske bilproducenter, der selv lige er begyndt at markedsføre små billige elbiler, der er i direkte konkurrence med kinesiske, er tilhængere af at dæmme op for Kinas eksport. Den splittelse rammer præcist ind i den løsning på Vestens udfordringer med Kina, som den australske tænketank beskriver: Nemlig at de vestlige demokratier hurtigt skal begynde at samarbejde i, hvad man kalder “et strategisk step-up om kritisk teknologi” efter det “wakeupcall”, man selv mener at have præsenteret.”
Børsen, s. 16 (11.06.2024)

Medie: EU forventes at indføre straftold på kinesiske elbiler
Ifølge Berlingske skriver The Guardian, at EU forventer at informere Kina om told på import af elbiler i denne uge. En langvarig undersøgelse af Kinas statsstøtte til dets produktion af elbiler lavet i EU forventes at resultere i en konklusion om, at der er massiv statsstøtte i elbilsektoren i Kina og derfor har kinesiske producenter vundet en konkurrencefordel. I starten af juni kom det frem, at Kinas handelsministerium har sendt et brev til EUs handelskommissær, Valdis Dombrovskis, som signalerede, at Kina vil indlede potentiel gengældelse på luftfart og landbrug, hvis EU indfører sanktioner. I landbrug er Kina er verdens tredjestørste eksportør og derfor vil det være en betydelig byrde for en i forvejen følsom EU-sektor.
Berlingske, s. 11 (11.06.2024)

Sikkerhedspolitik

Seniorforsker: EU bør udstede yderligere gæld for at sikre et europæisk luftforsvarssystem
Altinget mandag bringer et debatindlæg af Guntram Wolff, senior fellow, Bruegel think tank, Bruxelles. Han skriver blandt andet: "Ukraine er ikke den eneste del af Europa, der er sårbar over for missiler og luftangreb. Eksisterende kapaciteter, især Natos integrerede luft- og missilforsvarssystemer, er ikke tilstrækkelige til at beskytte europæisk territorium fuldstændigt. [...] I den forbindelse vil det være uansvarligt, hvis der ikke hurtigt bliver etableret et europæisk himmelskjold, især for lande uden deres egne nukleare afskrækkende midler. Men et sådant projekt ville stå over for to store problemer: omkostninger og en afvejning mellem hastigheden af deployering og industripolitiske mål i forsvarsindustrien. Optag af EU-gæld kan løse disse problemer. Yderligere EU-gæld uden for nationale finanspolitiske regler og budgetkonsolideringer vil frigøre nationale budgetressourcer og give langsigtet finansieringsstabilitet. [... ] Hvis EU-midler blev stillet til rådighed, kunne frigjorte finanspolitiske ressourcer fokuseres på indenlandske og europæiske militære køb - for eksempel droner - herunder fra europæiske højteknologiske forsvarsvirksomheder. Hvis EU-gælden voksede, vil køb fra amerikanske virksomheder ikke fortrænge europæisk industriudvikling. Og eftersom de nuværende forsvarsudgifter er utilstrækkelige til hurtigt at opbygge den nødvendige kapacitet, vil en forøgelse af den europæiske gæld være nyttig. [...] På kort sigt vil EU-gæld hjælpe med at opbygge luftforsvaret hurtigere, og de frigjorte nationale ressourcer kan bruges til at fremme anden banebrydende militærteknologi. I mellemtiden vil et langsigtet engagement gennem øget EU-gæld afhjælpe det vedvarende problem med kortsigtede politiske og industrielle egeninteresser og presse på for luftforsvarssystemer lavet i Europa, som vil beskytte kontinentet mod en trussel, der kan forblive akut i årtier."
Altinget, mandag (11.06.2024)