Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 17. juli 2018
  • Repræsentationen i Danmark
  • 1 min læsetid

EU/Japan-topmøde den 17. juli - en milepæl for handel og samarbejde

Det 25. topmøde mellem EU og Japan fandt i dag sted i Tokyo. På topmødet undertegnede lederne to skelsættende aftaler, den strategiske partnerskabsaftale og den økonomiske partnerskabsaftale, der vil styrke de bilaterale forbindelser betydeligt.

EU/Japan-topmøde

Den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Japan er den største, EU nogensinde har forhandlet. Den skaber en åben handelszone, der omfatter over 600 mio. mennesker og næsten en tredjedel af det globale BNP. Aftalen vil fjerne størstedelen af den told på 1 mia. EUR, som EU's virksomheder hvert år betaler ved eksport til Japan, og den har ført til fjernelsen af en række mangeårige reguleringsmæssige hindringer, f.eks. for biler. Med aftalen åbnes det japanske marked med 127 mio. forbrugere desuden for vigtig EU-landbrugseksport, og EU's eksportmuligheder øges i en række andre sektorer. Aftalen overholder de højeste standarder inden for arbejdsmarkeds-, miljø- og forbrugerbeskyttelse og indeholder et særligt kapitel om bæredygtig udvikling. Det er den første handelsaftale, som EU har forhandlet, der indeholder en særlig forpligtelse til at gennemføre Parisaftalen.

Den Europæiske Union og Japan er ligesindede partnere, der både samarbejder bilateralt og i multilaterale fora såsom FN og G7. Den strategiske partnerskabsaftale, der i dag er blevet undertegnet af formand Juncker, formand Donald Tusk og premierminister Shinzo Abe, vil uddybe og styrke forbindelserne mellem EU og Japan ved at tilvejebringe en overordnet og bindende ramme for øget samarbejde.

Detaljer

Publikationsdato
17. juli 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark