Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark

Europadagen 2025: Film, flag og fejring

  • Nyhedsartikel
  • 9. maj 2025
  • Repræsentationen i Danmark
  • 3 min læsetid
Europe Day 2021 celebration in Copenhagen


Hvert år markerer 9. maj dagen, hvor de første frø til idéen om en europæisk union blev sået. Men i år runder vi en særlig milepæl, da det er 75 år siden, at Schumanerklæringen tegnede konturerne til det, der i dag er EU.

Det var fælles kul- og stålproduktion, der banede vejen for det fællesskab, der siden er blevet til EU. I 1950 foreslog den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman, at europæerne skulle være fælles om at skabe energikilder; blandt andet for at sikre sammenhold og forhindre krig mellem de europæiske nationer efter 2. verdenskrig. Her kan du læse mere om Europadagen og fejringen i de forskellige EU-institutioner.

Det er Schumanerklæringen, og alt hvad den siden har ført med sig af samarbejde, som vi fejrer den 9. maj. Du kan i løbet af dagen spotte EU-flaget på både busser og bygninger, og herunder kan du få et overblik over de arrangementer, som du kan bruge din dag på.

 

Europæisk film under åben himmel
Klokken 14:00-22:00
Sammen med Cinemateket fejrer vi europæisk kreativitet, kultur og sammenhold ved at vise tre prisvindende europæiske film i deres Himmelbio. Det er ”Robot Dreams”, ”Rimini” og ”Disco Boy”. Hele arrangementet foregår på Filmtaget i Cinemateket, hvor du udover at nyde tre gode film også kan høre en tale fra vores danske kommissær Dan Jørgensen, stille spørgsmål til manden bag filmen ”Disco Boy”, blive klogere på EU og europæisk film, høre smuk musik og meget mere. Du kan læse mere her.

Tale og Q&A med kommissær Dan Jørgensen på Københavns Universitet
Klokken 12:00-13:00
Københavns Universitet lægger hus til et arrangement med den danske kommissær Dan Jørgensen, der vil tage temperaturen på Europa i dag og dykke ned i, hvad Europadagen har af betydning. Efterfølgende vil der være mulighed for at stille kommissæren spørgsmål. Det foregår på Institut for Statskundskab i Chr. Hansen Auditoriet. Arrangementet er skabt samarbejde med studenterforeningen International Debat. Du kan læse mere her.

EU-karrieredag i Folketinget
Klokken 15:00-19:00
Der mangler danskere i EU’s institutioner. Måske kan det blive dig, der laver om på det? I samarbejde med Europaudvalget holdes der karrieredag, hvor du gennem oplæg og muligheden for at stille spørgsmål kan blive klogere på, om du skal søge i den retning. Læs mere her.

Europadagen i EU-centrene
Dagen bliver også markeret rundt om i landet i Europe Direct-centrene. Du kan herunder læse mere om arrangementerne.

Odense
Klokken 16:00-17:30
På Fyn er der europæisk fællessang på Hovedbiblioteket med Mathias Hammer, der bl.a. er kendt fra ”Den klassiske musikquiz” på DR2. Det er gratis at deltage, men for at deltage skal du tilmelde dig. Du læser mere og tilmelder dig her.

Varde
Klokken 19:00-21:00
I Varde kan du opleve den danske oscarnominerede film ”Pigen med nålen” – ganske gratis. Vardes borgmester Mads Sørensen holder et kort oplæg om Europadagen før filmen. Det er i Varde biograf, og du kan bestille billetter her.

Bornholm
Klokken 16:15-19:00
I Rønne Bio kan du se også bevæge dig ind i filmens verden, når italienske ”Chiaras valg” bliver vist. Det er gratis, og du får tilmed popcorn med. Du kan booke billetter fra 2. maj. Bestil og læs mere her.

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
9. maj 2025
Forfatter
Repræsentationen i Danmark