Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Nyhedsartikel7. juni 2018Repræsentationen i Danmark4 min læsetid

Forskning og innovation efter 2020...

Kommissionen har inden for rammerne af den næste langsigtede finansielle ramme for 2021-2027 foreslået en investering på 100 mia. EUR til forskning og innovation.

Forskning og innovation efter 2020...

Et nyt forskningsprogram, Horisont Europa, vil bygge videre på resultaterne og succeserne af det foregående forsknings- og innovationsprogram, Horisont 2020, og sikre, at EU fortsat står i spidsen inden for global forskning og innovation. Horisont Europa er det mest ambitiøse program for forskning og innovation nogensinde.

Horisont Europa vil forstætte med at fremme videnskabelig topkvalitet gennem Det Europæiske Forskningsråd (ERC) og Marie Skłodowska-Curie-stipendier og udvekslinger samtidig med, at de følgende vigtige nye elementer bliver introduceret:

  • Et europæisk innovationsråd (EIC), der skal hjælpe EU med at gå i spidsen for markedsskabende innovation: Kommissionens forslag har til hensigt at etablere en såkaldt "one-stop-shop" for at bringe de mest lovende og banebrydende teknologier fra laboratorierne til markedet og hjælpe de mest innovative start-ups og virksomheder med at videreudvikle deres idéer. Det nye europæiske innovationsråd vil hjælpe til at finde frem til og finansiere højrisikoinnovationer, der er i hurtig udvikling, og som udviser stort potentiale for at skabe helt nye markeder. Det vil yde direkte støtte til innovatorer gennem to primære finansieringsinstrumenter, et til de tidlige stadier og et andet til udvikling og markedsudbredelse, og vil supplere Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)

  • Nye EU-dækkende forsknings- og innovationsmissioner, der fokuserer på samfundsmæssige udfordringer og den industrielle konkurrencedygtighed: Kommissionen vil inden for rammerne af Horisont Europa lancere nye missoner med modige og ambitiøse mål og en stor europæisk merværdi for at tackle nogle af de udfordringer, som påvirker vores dagligdag. Eksempler herpå spænder fra bekæmpelse af sygdomme til ren transport eller plastfri have. Disse missioner vil blive udformet i samarbejde med medlemsstaterne, interessenterne, Europa-Parlamentet og borgerne

  • Maksimere innovationspotentialet i EU: Støtten til medlemsstater, der halter bagefter i deres bestræbelser på at få mest muligt ud af det nationale forsknings- og innovationspotentiale, vil blive fordoblet. Endvidere vil nye synergier med strukturfondene og Samhørighedsfonden gøre det lettere at koordinere og kombinere støttemidler og tilskynde til innovation i regionerne

  • Øget åbenhed: Princippet om "åben videnskab" bliver modus operandi i Horisont Europa, idet der kræves omgående åben adgang til publikationer og data. Det vil bidrage til markedsindførelsen og øge innovationspotentialet af resultaterne af EU-finansieringen

  • En ny generation af europæiske partnerskaber og øget samarbejde med andre EU-programmer: Horisont Europa vil strømline antallet af partnerskaber, som EU i fællesskab med bl.a. industri-, civilsamfunds- og finansieringsfondspartnere er med til at programmere eller finansiere, for at øge deres effektivitet og virkning når det kommer til at realisere EU's politikprioriteter. Horisont Europa vil styrke de effektive og operationelle forbindelser med andre EU-programmer, såsom Samhørighedsfonden, Den Europæiske Forsvarsfond, programmet for et digitalt Europa og Connecting Europe-faciliteten, og med det internationale fusionsenergiprojekt, ITER.

Det Fælles Forskningscenter (JRC), Kommissionens videnskabs- og videnstjeneste, vil fortsat bidrage med videnskabelig rådgivning, teknisk bistand og målrettet forskning.

Den forslåede budgettildeling på 100 mia. EUR for perioden 2021-2027 omfatter 97,6 mia. EUR til Horisont Europa (hvoraf 3,5 mia. EUR vil blive fordelt inden for rammerne af InvestEU-fonden) og 2,4 mia. EUR til Euratoms program for forskning og uddannelse. Euratomprogrammet, der finansierer forskning og uddannelse i nuklear sikkerhed, sikring og strålingsbeskyttelse, vil have større fokus på andre anvendelsesområder, såsom sundhedspleje og medicinsk udstyr, og vil endvidere støtte mobilitet blandt atomforskere gennem Marie Skłodowska-Curie-aktionerne.

De næste skridt

En hurtig vedtagelse af det overordnede langsigtede EU-budget og dets sektorspecifikke forslag er afgørende for at sikre, at EU-fondene så hurtigt som muligt begynder at føre til resultater ude i virkeligheden. Forsinkelser ville tvinge Europas førende forskere til at finde forskningsmuligheder andetsteds, hvilket ville medføre et tab af tusindvis af forskerstillinger og skade Europas konkurrenceevne. Det ville fra grundforskning til markedsskabende innovation sætte en bremse på vigtige fremskridt inden for f.eks. sundhed, klimaindsats, grøn transport og bæredygtigt landbrug, og forsinke udviklingen af løsninger inden for kræftbehandling, udledning af drivhusgasser, intelligente biler og sund kost.

En vedtagelse af det næste langsigtede budget i 2019 vil sikre en gnidningsløs overgang mellem det nuværende langsigtede budget for 2014-2020 og det kommende, samt forudsigelighed og kontinuitet i finansieringen til gavn for alle.

Baggrund

Horisont Europa-forslaget bygger på resultaterne og succesen af det nuværende program, Horisont 2020. Midtvejsevalueringen af Horisont 2020 har vist, at programmet er godt på vej til at skabe arbejdspladser og vækst, tackle de største samfundsmæssige udfordringer og hjælpe til at forbedre borgernes liv. Den viser, at programmet har en klar europæisk merværdi og skaber påviselige fordele i forhold til støtteprogrammer på nationalt eller regionalt plan. Horisont 2020 har pr. maj 2018 støttet over 18 000 projekter med over 31 mia. EUR.

Dagens forslag bygger videre på Kommissionens bidrag til EU-ledernes møde i Sofia den 16. maj 2018, "En ny europæisk dagsorden for forskning og innovation - Europas chance for at forme sin fremtid", som fremhævede de nødvendige skridt til at sikre Europas globale konkurrenceevne.

Ca. to tredjedele af Europas økonomiske vækst i de sidste årtier har været drevet af innovation. Horisont Europa forventes at skabe mere og ny viden og teknologi, fremme videnskabelig topkvalitet, indvirke positivt på vækst, handel og investeringer, og give et væsentligt socialt og miljømæssigt udbytte. Hver euro, der investeres gennem programmet, vil generere et muligt afkast på op til 11 EUR af BNP over 25 år. EU's FoI-investeringer forventes at give en anslået direkte gevinst på op til 100 000 arbejdspladser inden for FoI-aktiviteter i "investeringsfasen" (2021-2027).

Detaljer

Publikationsdato
7. juni 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark