Fredag den 12. april

Dagens EU-tophistorier

Institutionelle anliggender: Macron tabte, og Europa vandt, da Brexit blev udskudt igen
Flere af dagens aviser skriver, at Brexit blev udskudt til 31. oktober. Jyllands-Posten skriver, at 17 lande ønskede at give Storbritannien en lang forlængelse på op til et år frem til udgangen af marts 2020, tre-fire lande erklærede sig nærmest ligeglade, mens tre lande foretrak en kort forlængelse. Især Frankrig stod særdeles hårdt på, at briterne kun skulle forlænges et par måneder til udgangen af juni. Børsen skriver, at May forsøger at få et nationalt kompromis om Brexit på plads med oppositionspartiet Labour, så udtrædelsesaftalen kan blive vedtaget i løbet af maj. Det fortalte hun torsdag Underhuset, efter EU's stats- og regeringschefer natten til torsdag besluttede at give briterne mere tid og udsætte Brexit til 31. oktober. Udsættelsen er fleksibel, så Storbritannien kan forlade EU før oktober, hvis udtrædelsesaftalen bliver vedtaget inden. Samtidig kan Storbritannien slippe for at deltage i valget til EU-Parlamentet 23. maj, hvis aftalen bliver godkendt inden valget, og Mays hovedfokus er nu at sikre et gennembrud inden for de tre første uger af maj. “Datoen for vores udtræden fra EU og vores deltagelse i EU-valget er en beslutning, dette hus kan træffe. Som formand Tusk (formanden for Det Europæiske Råd, red.) sagde i nat, er begivenhederne i denne periode fuldstændig i Storbritanniens hænder,” sagde Theresa May. De britiske politikere gik torsdag eftermiddag på påskeferie indtil 23. april, men May vil hen over feriedagene fortsætte forhandlingerne med Labour-leder Jeremy Corbyn om en fælles Brexit-løsning. Udskydelsen af Brexit til den 31. oktober giver anledning til irritation hos Dansk Erhverv og DI. “Vi er ret trætte af, at processen nu forlænges yderligere, og virksomhederne igen må trækkes med endnu en periode med usikkerhed,” siger Lasse Hamilton Heidemann, EU-chef hos Dansk Erhverv ifølge Børsen. Han understreger, at man kan “leve med en udsættelse”, fordi “no deal er så ubehageligt,” men tålmodigheden er alligevel ved at rinde ud. Den holdning deler Anders Ladefoged, europapolitisk chef i DI: “Udsættelsen til efteråret er en fornuftig løsning, som giver tid til at få løst den politiske hårdknude i London, og vi undgår et kaotisk Brexit uden aftale her og nu. Det er vigtigt for virksomhederne, men der er selvsagt også frustration over, at Brexit-målstregen bliver rykket igen og igen,” siger Anders Ladefoged.

Politiken skriver, at Storbritannien skal vælge nye medlemmer til EU-Parlamentet efter at Brexit blev udskudt. Som en betingelse for udskydelsen til 31. oktober 2019 forpligter Storbritannien sig til at holde afstemning til EU-Parlamentet i maj ligesom de øvrige medlemslande, da unionen juridisk set kun er beslutningsdygtig, hvis alle medlemslande har sæde i parlamentet. Udsigten til at afholde EU-valg jager en skræk i livet på det i forvejen forskræmte konservative regeringsparti. Børneminister Nadhim Zahawi sagde i sidste uge til BBC Radio 4, at et sådant EU-valg kan slippe mørke politiske kræfter løs. Ikke mindst til skade for de konservative, som vil blive “eksistentielt truet”. Theresa May kan kun afværge EU-valget, hvis hun forinden i det britiske Underhus finder et flertal for en aftale om at forlade EU på velordnet vis. Politiken skriver ydermere, at Emmanuel Macron var rasende til Brexit-mødet onsdag. Han følte, at forbundskansler Angela Merkel forsøgte at påtvinge Frankrig sit og EU-Kommissionens forslag om en lang frist til briterne, og et møde mellem de to ledere varede kun kort tid. Emmanuel Macron fastholdt aftenen og natten igennem sin afvisning af Tysklands og EU-Kommissionens forslag, som et flertal af lande støttede. Han gjorde det vel vidende, at han kommer til at stå som den anden franske præsident, der har udtalt ordet 'Non' i en vigtig europæisk forhandling. Weekendavisen skriver, at når de 27 EU-kolleger - trods protester fra en række medlemslande - valgte at give premierminister Theresa May elastik helt frem til 31. oktober fremfor kun til 30. juni, som hun havde ansøgt om, er det, fordi der med EU-præsident Donald Tusks ord ”ikke er nogen grund til at tro”, at skilsmisseaftalen vil blive vedtaget inden slutningen af juni. Troen på, at de igangværende forhandlinger mellem den britiske regering og Labour vil føre til et kompromis, er tydeligvis ikke stor i Bruxelles, ligesom Theresa Mays plan B - at lade parlamentet finde frem til en løsning gennem flere vejledende afstemninger - heller ikke har overbevist EU-kollegerne om, at Brexit-gyseren snart vil få en ende.

I en analyse i Berlingske skriver avisens korrespondent i Tyskland, Lykke Friis, blandt andet: ”Den nye dato, der skal skrives ind i kalenderen, er 31. oktober 2019. Ganske symbolsk for dramaet i Brexit-processen falder den nye dato sammen med Halloween - ingen forventer, at de kommende måneder bliver mindre dramatiske end de forgangne. […] Som forventet vedtog EU-landene en række betingelser for forlængelsen. For det første skal Storbritannien deltage i europaparlamentsvalget i maj, ligesom landet har givet tilsagn om at opføre sig “konstruktivt og ansvarligt”. Dette hænger sammen med, at mange EU-lande op til topmødet havde frygtet, at en eventuel efterfølger til premierminister May pludselig kunne forsøge at blokere for eksempelvis EU's budget med hensyn til at udløse nye forhandlinger om en skilsmisseaftale. Landene blev derfor også enige om at understrege, at skilsmisseaftalen ikke står til diskussion. Selv om aftalen fastslår, at EU-landene allerede i juni 2019 skal gøre status over, hvor store fremskridt Storbritannien har gjort, er der ikke tale om en egentlig revisionsklausul.” Kristeligt Dagblad bringer en nyhedsanalyse af Bjarne Nørum, korrespondent i Storbritannien, der blandt andet skriver: “Selvom Brexit er blevet kaldt den største britiske krise i fredstid, jublede parlamentsmedlemmer i går, da de fik at vide, at deres påskeferie ikke bliver inddraget. Så Parlamentet er nu på ferie til den 23. april, og imens kan landet så skvulpe rundt i Brexit-dødvandet. Ferien betyder også, at det nu trods indtrængende opfordringer fra Theresa May bliver endnu sværere at finde et flertal for skilsmisseaftalen inden den 23. maj, hvorfor Storbritannien nu er nødt til at holde valg til Europa-Parlamentet. Logistisk er det en udfordring, da der kun er seks uger til at finde de nødvendige kandidater - og ikke mindst for de store partier til finde ud af, om deres kandidater skal være for eller imod Brexit. For uanset udfaldet vil resultatet blive set som en indirekte ny folkeafstemning om Brexit.”

Berlingskes leder skriver om onsdagens Brexit-møde: “Under hårde forhandlinger onsdag aften blev det klart, at der nu er en sprække i den enighed, som ellers har præget EU-landene under Brexit-forhandlingerne. Mens mindst 15 lande var indstillet på at give Storbritannien en udsættelse på et helt år, kæmpede Macron for en kort deadline i slutningen af juni. Skal man tro beretninger fra det lukkede møde, pointerede Macron ligefrem, at en beslutning kræver enstemmighed. Underforstået: Frankrig kunne nedlægge veto, ligesom general de Gaulle i 1963 og 1967 nedlagde veto mod, at Storbritannien kunne komme ind i det europæiske samarbejde. Heldigvis repræsenterede den tyske kansler, Angela Merkel, en anden linje, da hun slog fast, at “Europa handler om venskab” - og at “venner giver man en chance, og en til, og en til ...” Merkel udtrykte dermed den nødvendige forståelse for, hvad der er på spil,” skriver lederen blandt andet. Også Informations leder kommenterer på situationen. Lederen skriver blandt andet: “EU-lederne ville ikke have no deal blod på hænderne; de ville ikke tage ansvaret for kaos og lavvækst og tv-indslag med konkursramte landmænd. Så de udskød. Da det kom til stykket, var EU lige så bange for no deal som briterne - tyskerne var nervøse for eksporten, irerne for grænsen, og alle var bekymrede for, at et hårdt Brexit kunne skade forhandlingerne med briterne om handels- og sikkerhedspolitik. Så no deal blev no go. Og nu forventer alle, at en yderligere udsættelse af Brexit venter briterne, hvis de stadig ikke er ude den 31. oktober. Den berygtede Brexit-klippekant, som der er blevet talt så meget om, er blevet til en græsskråning.”
Kilder: Børsen, s. 24; Politiken, s. 8; Jyllands-Posten, s. 10, 11; Berlingske, s. 2, 8; Information, s. 9, 16; Kristeligt Dagblad, s. 1; Weekendavisen, s. 13

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Finansielle anliggender: Eurozonen viser tydelige tegn på krise
I en risikokommentar i Jyllands-Posten skriver Peter Lundgreen, direktør, Lundgreen’s Capital, om væksten i eurozonen. Han skriver blandt andet: ”Bekymringen over den økonomiske udvikling i eurozonen er stigende og med god grund. Hos Den Europæiske Centralbank (ECB) er udviklingen også på dagsordenen i rådsmøderne, kan man se af referaterne (ECB kalder dem "Accounts"). Det er dog ganske interessant, at ECB peger på, at væksten i eurozonen er under pres, fordi økonomien globalt er i modvind, specielt i Kina og USA. Når guvernøren for den amerikanske centralbank taler om de økonomiske udsigter i USA, påpeger han, at USA's økonomi grundlæggende er sund, men at de økonomiske problemer i Europa og Kina er et problem - de to centralbankchefer har noget at tale om, næste gang de mødes til kaffe. Min holdning er, at det største problem centreres om eurozonen, og som grafikken viser, er udlånene til erhvervslivet faldet siden august sidste år, hvilket jeg tolker som et klart krisetegn. Dette har man også erkendt hos ECB og derfor allerede annonceret, at der kommer et TLTRO III-program (Targeted Longer-Term Refinancing Operations). […] Min holdning er dog, at en række sydeuropæiske banker er blevet afhængige af TLTRO, hvilket gør dem slappe med en lav egenkapitalforrentning, som er bekymrende i sig selv, men det gør heller ikke sektoren attraktiv for investorerne.”

Politiken bringer en finansanalyse af Frank Hvis Peterser, finansanalytiker, som blandt andet skriver: “Mens foråret er på vej, og tingene spirer og grønnes i naturen, er der tiltagende bekymring for, at de seneste års økonomiske opsving i verdensøkonomien er ved at visne hen. Alene i denne uge lød der mere bekymrede toner fra Den Internationale Valutafond (IMF), den amerikanske centralbank (Fed) og Den europæiske Centralbank (ECB), tre af de største autoriteter, når det gælder økonomisk spådom. IMF skar en pæn luns af deres hidtidige vækstskøn, og både Fed og ECB signalerede tydeligt, at de er så usikre på vækstudsigterne, at alle tanker om at hæve deres ellers meget lave renter her i 2019 er sat på standby for nu. […] Handelsuroen mellem USA, Kina og Europa har en stor del af skylden for, at væksten er aftaget. De seneste års renteforhøjelser i USA, Brexit samt problemer på konjunkturfølsomme områder som den globale bilindustri og industrien for halvledere har også bidraget til opbremsningen. […] Selv om IMF, ECB og Fed er blevet mere bekymrede, tror ingen af dem på, at en økonomisk nedtur er særlig sandsynlig, medmindre der går helt kludder i handelssamtalerne mellem USA og Kina og USA og Europa, hvilket det ikke tyder på lige nu. IMF venter, at væksten stabiliseres i løbet af i år takket være bedring i Kina, Tyrkiet og Argentina. Europa vil bevæge sig langsomt frem med en vækst på 1,2-1,3 pct. de kommende år, mens væksten vil løje yderligere af i USA, efterhånden som effekten af præsident Trumps skattelettelser fra 2018 aftager.”
Kilder: Jyllands-Posten, s. 15; Politiken, s. 2

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: Salvini er også europæer
Berlingske bringer en kommentar af Anna Libak, folketingskandidat for Venstre, hvor hun blandt andet skriver: ”Det ville være synd at sige, at den italienske indenrigsminister Matteo Salvinis forsøg på at skabe en ny gruppe ved navn “Europæisk Alliance af Folk og Nationer” i EU-Parlamentet er blevet modtaget med begejstring i den internationale presse. […] Få synes at glæde sig over, at partier, der repræsenterer massevis af vælgere i deres hjemlande, nu har kastet sig ind i kampen for at reformere EU. Og det er faktisk underligt. For det er da positivt, at partier som Østrigs Frihedsparti og Marine Le Pens parti, National Samling, forsøger at få indflydelse i stedet for som tidligere at ville trække deres lande ud af unionen. […] Hertil kommer, at den nye alliance formentlig betyder, at valgdeltagelsen til Europa-Parlamentsvalget for engangs skyld stiger: Simpelthen fordi folk får flere versioner af EU at vælge imellem. Og en øget valgdeltagelse må siges at være hårdt demokratisk tiltrængt, eftersom stemmeprocenten ved de to foregående EU-Parlamentsvalg er nået ned under 44 procent. […] Så hvorfra stammer al denne modvilje mod den nye alliance?”
Kilde: Berlingske, s. 31

Landbrug: Stop overfiskeri, inden deadline overskrides
Altinget bringer et debatindlæg af Cathrine Pedersen Schirmer, kampagneansvarlig i Our Fish i Danmark. Hun skriver blandt andet: “Der er ikke mere end otte måneder tilbage, før vi rammer 2020-deadlinen for stop af overfiskeri af vore danske og europæiske fiskebestand. En deadline, som er juridisk bindende, og som fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) og hendes EU-kollegaer er forpligtet til at levere på. Men hvordan går det så egentlig med det? Svaret er desværre ikke opløftende. […] I en netop offentliggjort rapport fra den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) lyder konklusionen fra EU-eksperterne, at Danmark og de øvrige EU-medlemslande sakker gevaldigt bagud i forhold at tage de nødvendige skridt i retning af at nå deadlinen første januar 2020. […] Den nuværende og yderst kritiske situation for torskebestanden i den østlige Østersø er et klart eksempel på, hvor vigtigt det er, at EU og EU's medlemslande skrider til konkret handling tids nok til at sikre bæredygtige fiskebestande i fremtiden. […] Forskere og ngo'er har ellers længe advaret fiskeriministrene og EU-Kommissionen om torskens alvorlige tilstand, men manglende politisk handling har betydet, at situationen nu er så alvorlig, at en række ngo'er, blandt andet Verdensnaturfonden, Oceana og Our Fish, i dag har sendt et brev afsted til samtlige fiskeriministre i landene omkring Østersøen for at bede dem om at lukke alt kommercielt fiskeri efter torsk i den østlige Østersø med øjeblikkelig virkning. Det er nødvendigt, hvis vi skal redde torsken.”
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Flere slags EU-skeptikere
Anders Vistisen, gruppeformand for DF i Europa-Parlamentet, skriver i et læserbrev i Information blandt andet: ”Europæiske partikulturer er væsentlig anderledes end danske. Hvis man kun vil samarbejde med folk og partier, der ligner én selv, kommer man til at sidde ret alene. Det ønsker Dansk Folkeparti ikke. Vi ønsker i stedet, at de EU-skeptiske partier samles til én stærk stemme. På nogle områder er vi meget uenige med vores fremtidige europæiske partifæller, mens vi på andre områder er mere enige. Sådan er det også for Dansk Folkeparti og de britiske konservative, som vi i øjeblikket sidder i gruppe med. Deres visioner om en udhulet velfærdsstat deler vi ikke, mens vi omvendt er såre enige i deres EU-skepsis. Sådan er det i EU- politik, og sådan er det også i andre EU-grupperinger. […] Faktum er, at unionen griber fat i mere og mere af nationalstatens suverænitet, og det bryder vi også ganske enkelt ikke om. De tanker deler vi med en lang række europæiske partier. Hvad der så sker indenrigspolitisk rundt om i Europa, blander vi os ikke i. Andre lande skal heller ikke blande sig i dansk politik.”
Kilde: Information, s. 14

Institutionelle anliggender: Nej tak til DF's samling af nationalister
Jakob Thiemann, kandidat til EU-Parlament for Socialdemokratiet, skriver i et debatindlæg i Politiken: ”Der er under 7 uger til valget til EU-Parlamentet. Jeg hører af og til det synspunkt fra enkelte danske politikere til venstre for midten, at vi skal se frem til, at der måske kommer flere højrepopulister i parlamentet ved valget. […] Den højrefløj, som i disse uger arbejder på at etablere en fælles platform for sin EU-kritik, er vores modstandere. De vil ikke det europæiske samarbejde det godt. De vil heller ikke ytringsfriheden og demokratiet det godt. De er ikke blot ude på at nedbryde det europæiske samarbejde. De er også ude på at bruge EU's fælles institutioner til deres egen dagsorden. Både i henseende til Europas økonomiske og sociale udvikling og i henseende til vores udenrigs- og sikkerhedspolitik over for andre lande og verdensdele. Den samling, der i øjeblikket foregår på højrefløjen i Europa, er et advarselssignal, et signal om, at vi skal vågne op.”
Kilde: Politiken, s. 7

Migranter: Migranter fanget i Libyens borgerkrig
Den selvudnævnte feltmarskal Khalifa Haftar og hans tropper strammer grebet om den libyske hovedstad, Tripoli. Mens flere tusinde civile flygter i byens udkant og søger tilflugt længere inde mod byens centrum, er der også en del mennesker, som er afskåret fra at komme i sikkerhed, skriver Politiken. Omkring 1.300 flygtninge og migranter holdes indespærret i 7 interneringslejre i det område, hvor kampene raser. Det lykkedes forleden FN at evakuere 150 af de mest sårbare migranter fra en af lejrene, hvor forholdene er horrible med vold og afpresning. Byens indbyggere er lige nu afskåret fra at slippe væk, medmindre de forsøger at flygte over Middelhavet. For de mange flygtninge og migranter i Libyen er den løsning under alle omstændigheder ikke anbefalelsesværdig. Skulle det lykkes dem at komme med en båd med kurs mod Europa, vil de så godt som sikkert blive hentet tilbage af den libyske kystvagt eller simpelthen drukne, fordi EU har trukket sine redningsfartøjer langt mod nord og tvunget de frivillige ngo-skibe væk fra Middelhavet. En undtagelse er skibet 'Alan Kurdi' drevet af den tyske ngo Sea-Eye, som for godt en uge siden samlede 64 migranter op ud for den libyske kyst. ”Europæiske regeringer kan ikke lade, som om de bekymrer sig om menneskers sikkerhed, når de har givet den libyske kystvagt til opgave at standse både i havsnød og sende folk tilbage til Libyen, hvor ingen kan garantere for deres sikkerhed - og mindre end nogensinde nu, hvor konflikten raser,” udtaler Sam Turner, landechef for Læger uden Grænser i Libyen.
Kilde: Politiken, s. 12

Interne anliggender: Den 26. maj, statsminister
Weekendavisens leder skriver blandt andet: ”Statsministeren har besluttet sig, siger han. […] Enten venter han til absolut sidste salgsdato midt i juni. Eller også bliver det samtidig med europaparlamentsvalget den 26. maj. Det sidste har mange advaret imod: Det er jo en kapring: Bare fordi Lars Løkke altid udskyder alting til sidste øjeblik, får vi et folketingsvalg, der stjæler al opmærksomheden fra europaparlamentsvalget. Find derfor en anden dag, har det lydt, en hvilken som helst anden, så det vigtige europavalg ikke drukner i dansk politisk fnidderfnadder. Men kan man ikke forestille sig det modsatte? At de to valg samtidig vil få valgkampen til at handle om det, der faktisk er mest afgørende i disse år: Europas fremtid, Europas plads i verden - og Danmarks plads i Europa. […] Det afgørende spørgsmål er de danske forbehold, særligt for forsvarssamarbejde i EU. Hvem vil af med dem - og hvornår? Det er rigeligt til flere ugers debat. I hvilket omfang skal EU virkelig kunne forsvare sig selv? I dag ville EU ikke kunne forsvare Bornholm, endsige de baltiske lande. Hvad mener de danske partier om EUs forsvar i fremtiden? Skal Unionen dækkes af en fransk atomvåbenparaply? Skal Tyskland, den nølende stormagt, have kernevåben? Og hvordan skal EU forholde sig til Rusland? Kunne man tænke sig en koalition af lande, der presser på for et opgør med det evindelige fodslæberi over for Rusland? Eller for at EU begynder at tænke kritisk over de massive kinesiske investeringer i Europa? Danmark får brug for solid opbakning til de kommende magtkampe om Arktis, og vi kan ikke regne med hjælp fra amerikanerne.”
Kilde: Weekendavisen, s. 1

Klima: Kollektivt hykleri
Weekendavisen skriver, at ifølge en foreløbig opgørelse fra Energistyrelsen faldt den danske CO2-udledning ikke i 2018, som målet var. Den steg tværtimod en smule fra 51,4 millioner ton i 2017 til 51,9 millioner ton i 2018. I mandags forklarede klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt at stigningen skyldes, at det ikke blæste ret meget i sommeren 2018, at at der derfor var ekstra gang i de kulfyrede kraftværker. Socialdemokratiets Jens Joel mente derimod, at stigningen var sket, fordi regeringen svigtede den grønne omstilling. Men der er også nedgang i CO2-udledning uden for Danmark. Det Internationale Energiagentur, IEA, har for et par uger siden opgjort, at den globale CO2-udledning fra energiforbrug – altså fraregnet afskovning med mere – voksede med 1,7 procent sidste år til i alt 33,1 gigaton CO2. Civilingeniør Jørgen Henningsen har kommenteret på rapporten fra IEA i et læserbrev i Financial Times: ”Sidste års IPCC-rapport om muligheden for at leve op til målet om de 1,5 grader er lige så skuffende. Enhver med den mindste forståelse af international og national politik burde gøre sig klart, at de kurver, der er tegnet for at vise de CO2-reduktioner, der er nødvendige for, at 1,5C (eller for den sags skyld 2C) målet respekteres, ikke har nogen som helst forbindelse med den verden, som vi lever i. Man behøver bare at kaste et hurtigt blik på den politik (eller mangel på politik), som de store CO2-udledere USA, Kina, Rusland, Indien, Japan, Canada, Australien og Saudiarabien fører, for at blive overbevist om, at der ikke sker nogen signifikante ændringer af de nuværende tendenser gennem de næste fem til ti år og sand- synligvis ikke engang på den længere bane,” skrev han blandt andet. Jørgen Henningsen nævnte ikke Tyskland. Men landet, som ikke mindst takket være partiet De Grønne har forsøgt at gøre EU til globalt klimaforbillede, har måttet erkende, at 40 procents CO2-reduktion i 2020 i forhold til 1990 bliver sværere at nå, end den borgerlig-socialdemokratiske regering er villig til at kæmpe for. Regeringen har endda ikke sat årstal på, hvornår 40-procent-målet så skal være nået. Foreløbig må den tyske regering være glad for at nå en reduktion på 30 procent, Det er også bemærkelsesværdigt, men noget overset i Danmark, at Tyskland sammen med blandt andet Polen på EU-topmødet den 22. marts blokerede for, at EU's kommende langtidsstrategi for at leve op til Paris-aftalen skal rumme et mål om, at EU skal være klimaneutral i 2050. Dette mål blev ellers foreslået i Europa-Kommissionens første udkast til langtidsstrategien fra november sidste år. Strategien skal til ny forhandling på det næste ordinære EU-topmøde i juni.
Kilde: Weekendavisen, s. 4

Institutionelle anliggender: Europas skæbnestund
Weekendavisen skriver om den 70-årige filosof og forfatter Bernard-Henri Lévy, der har taget hul på en teaterturné i Europa med det, der i pressematerialet kaldes “et filosofisk onemanshow” med den gådefulde titel Looking for Europe. Han mener, at det kommende Europaparlamentsvalg i høj grad bliver en slag ”folkeafstemning for eller imod EU”. ”Udenrigspolitisk har der aldrig været så meget pres på EU. Antallet af trusler, deres størrelse og styrke burde gøre det helt indlysende, hvor nødvendigt det er at stå sammen. Styrken findes i det europæiske fællesskab. Den eneste måde, vi kan modstå kineserne, russerne og Erdogans Tyrkiet på er en fælles front. Det gælder især nu, da Trump har skiftet Obamas ligegyldighed over for Europa ud med en nærmest hadefuld retorik,” siger han og tilføjer med et næsten aggressivt suk: “Men folk vender det døve øre til som følge af en slags kollektiv ansvarsløshed - måske er det ligefrem en ubevidst selvmordsdrift.”
Kilde: Weekendavisen, s. 8

Institutionelle anliggender: Fornemmelsen af lurende kaos
Weekendavisen bringer en artikel om konsekvenser ved Brexit for den hollandske by Aalsmeer. Efter Tyskland og Frankrig er Storbritannien det tredjestørste marked for de hollandske opkøbere på auktionen af blomster, og i alt bruger briterne 800 millioner euro om året på blomster. En handel, der siden 1993 er foregået friktionsløst, fordi både Holland og Storbritannien er med i EU's indre marked. “Det har været et frustrerende og absurd forløb, som har ført til en vis Brexit-træthed her hos os. Vi har hele tiden sagt, at vi skal håbe på det bedste, forberede os på det værste. Ingen ved, hvor det her ender, så det har været en god strategi,” siger Royal Flora Hollands pressetalsmand, Michel van Schie. I de mest dystre scenarier - hvor Storbritannien braser ud af EU uden en aftale - rådner blomster op i lastbiler, der aldrig får lov til at køre om bord på færgerne, fordi kaos hersker. Uagtet hvor godt blomster- og fødevareindustrien i Holland forbereder sig på Brexit, kan man allerede nu mærke konsekvenserne. Efterspørgslen på luksusvarer som blomster eller takeawayprodukter er dalende, fordi pundets værdi falder, og varer udefra dermed bliver dyrere for briterne, melder virksomheder. Med andre ord kommer briternes farvel til at koste den hollandske statskasse dyrt, akkurat som det er tilfældet med Danmark, der også er blandt briternes tætteste handelspartnere.
Kilde: Weekendavisen, s. 13

Arbejdsmarkedspolitik: 3F Transport om social dumping: Drop mindsteløn, og brug den danske model
Altinget bringer et debatindlæg af Jan Villadsen, formand for 3F Transport. I indlægget skriver han blandt andet: ”Hver dag kører over 6.000 udenlandske lastbiler ind og ud af Danmark. Derfor gik 3F Transport konstruktivt ind i arbejdet med den såkaldte "vejpakke". Altså EU-Kommissionens udspil til nye regler, der kan sikre fair konkurrence og mindre social dumping på vejene i Danmark og i Europa. Trods et sandt forhindringsløb af modstand, er det heldigvis lykkes at få både Europa-Parlamentet og EU's Ministerråd til at indgå kompromisser om vejpakken, så vi forhåbentlig har ny solid EU-lovgivning på plads fra 2020. Det betyder, at Europas transportsektor skal sikres fair konkurrence, og at en af løsningerne bliver, at chauffører i international transport får regler om udstationering, der kan sikre samme løn for samme arbejde. Men hvordan sikrer vi det i Danmark, når vi ikke har en lovbestemt mindsteløn, og når lastbiler kører ind og ud af landet hele tiden? […] Den udfordring har vores udspil også løst. Det håber og tror jeg, regeringen og Folketinget er enige i, således at vi sammen kan løse udfordringerne i transportbranchen, som vi plejer at løse problemerne på arbejdsmarkedet i Danmark. I stærkt samarbejde mellem politikere, arbejdsgivere og lønmodtagere. Sagen om de filippinske chauffører viser, hvorfor det er nødvendigt, og ny stærkere EU-lovgivning er heldigvis på vej. Derfor er solide danske løsninger nødvendige. Lad os skabe dem sammen.”
Kilde: Altinget

Klima: Vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort
Altinget bringer torsdag et interview med Lars Chr. Lilleholt (V), som er den længst siddende klimaminister, Danmark har haft. En af de første store opgaver for Lilleholt som minister var at tage til Paris til FN-forhandlinger om en global klimaaftale i slutningen af 2015. Aftalen her bekræfter en central pointe om klimapolitikken for regeringen: At nok skal Danmark være med helt foran i feltet, men det er en opgave, der skal løftes internationalt, før det rykker noget. Man fornemmer et lille ekko af det tidligere credo om grøn realisme. "I de fire år, jeg har været minister, har jeg oplevet, landene rykker sig. Der blev fastsat et mål om 40 procent CO2-reduktion i 2030 i EU. Det mål når vi til fulde. Og i 2020 kommer vi til at hæve det mål, det er jeg slet ikke i tvivl om," siger Lilleholt og beretter om, at nye EU-tiltag gør det realistisk at nå 46 procent uden yderligere tiltag - og han kan godt se for sig, at det nye mål for 2030 lander på 50 procent. "Jeg tvivler heller ikke på, at EU får et mål om at være klimaneutralt senest i 2050. Den aftale kommer, det er kun et spørgsmål om, hvornår landene er modne nok til at træffe den i fællesskab.” Hans visioner er fælles mål mellem medlemslandene. "Vi skal have medlemslandene med på målet om klimaneutralitet i EU. Så skal vi have det sidste kul ud af Danmark, det ser jeg meget gerne sker væsentligt før 2030. Og så er der implementeringsdelen af energiaftalen med havvind, udbud af sol og vindenergi og hele forskningssiden,” understreger han til sidst i interviewet.
Kilde: Altinget, torsdag

Institutionelle anliggender: Langfredagsaftalen løste et uløseligt problem. Den må vi ikke ødelægge nu
Kristeligt Dagblad bringer et interview med den prisbelønnede irske forfatter Colm Tóibín, som ser med rædsel på Brexit. Og især grænsen mellem Irland og Nordirland er den helt store kattepine. Det er en grænse som ifølge EU skal være lukket, fordi det britiske rige bliver et tredjeland efter Brexit. Men ifølge den 21 år gamle Langfredagsaftale, som sikrede freden i Nordirland, skal selvsamme grænse forblive åben. Colm Tóibín ser netop EU som en indirekte katalysator for fredsaftalen. "Noget af det interessante er, at Langfredagsaftalen kom i tandem med andre EU-aftaler. Med Schengen kunne man fra 1995 pludselig køre frit uden at vise pas i store dele af EU. Selvom Irland og Storbritannien ikke er en del af Schengen-samarbejdet, så passede det tidsmæssigt med fredprocessen og såede denne tanke, at man kunne rejse frit fra Dublin til Belfast uden at opdage, hvornår man krydsede grænsen," siger Colm Tóibín. Han mener, at medlemskabet af EU har fået rykket Irland i en mere progressiv retning: "Jeg så på Brexit- afstemningen med forfærdelse. For os er EU en sekulær og liberal kraft. Der er et impulsivt ønske om social fremgang, om at skabe social harmoni og lighed," siger han. Til slut i interviewet siger han, at hårdknuden om Brexit kun kan løses med en ny folkeafstemning.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 6