Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information12. juli 2019Repræsentationen i Danmark

Fredag den 12. juli

Dagens EU-tophistorie

Institutionelle anliggender: Merkel og Frederiksen blev siddende under nationalmelodierne
Flere aviser skriver om Mette Frederiksens (S) første officielle udlandsbesøg som Danmarks statsminister. Turen gik til Berlin for at møde den tyske kansler Angela Merkel. I stedet for at risikere en gentagelse af det rysteanfald, som kansleren fik onsdag under et lignende besøg af den finske statsminister, havde Merkel, ifølge avisen Bild, bedt om en pragmatisk løsning: lad os lytte til nationalmelodierne siddende. I en halv time stimlede fotografer sammen om de to stole, hvor Merkel og Fredriksen sad. Igen faldt snakken om Merkels helbred. ”For det første kan du regne med, at jeg er fuldt ud bevidst om ansvaret i mit embede og derfor handler ansvarligt i forhold til min sundhedstilstand,” sagde kansleren på den efterfølgende pressekonference. Mette Frederiksen understregede også på pressemødet og efterfølgende over for den danske presse, at hun havde mødt en kansler i fuld vigør. “Havde jeg ikke set optagelserne af hendes rystelser, havde jeg ikke skænket det en tanke. Hun er en af Europas skarpeste, dygtigste og erfarne og utrolig godt briefet. Tag ikke fejl, Merkel er langt inde i overvejelserne om, hvad der skal ske i det tyske EU-formandskab næste år,” siger den danske statsminister ifølge Børsen. Forleden sagde tyskeren Ursula von der Leyen, at hun vil have hollænderen Frans Timmermans som 1. næstformand for EU-Kommissionen, samt at Vestager vil være privilegeret næstformand - men altså ikke 1. næstformand. Flere mente, at Ursula von der Leyen løb fra en aftale om, at de to næstformænd i kommissionen skulle være ligestillet, men til det siger Mette Frederiksen ifølge B.T.: ”Vi støtter Ursula von der Leyen som formand. Om den danske kommissær, Margrethe Vestager, er det min klare fornemmelse, at vi få en ny ledelse af kommissionen, som består af formanden, Timmermans og Vestager.”

Børsen skriver, at SPD truer med at trække tæppet væk under en svækket Merkel. “Rygterne om, at SPD trækker sig fra GroKo-regeringen, løber stadig stærkere. Blandt andet tidligere udenrigsminister Sigmar Gabriel mener, det er løsningen,” siger en politisk iagttager i Berlin ifølge Børsen. I den tyske hovedstad tales der meget om Merkel fysiske fremtoning og helbred: “Hun virker træt og udslidt. Se hende bare sammen med jeres nye statsminister,” siger en tv-reporter ved et pressemøde. 16 tyske socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet er indstillet på at stemme nej, når der i næste uge skal stemmes om en godkendelse af Ursula von der Leyens nominering til chefjobbet i Bruxelles. “Det vil blive et problem,” siger Angela Merkel på et pressemøde i Berlin og tager afstand fra holdningen hos sin regeringspartner.

Politiken bringer en nyhedsanalyse af korrespondent Elisabeth Svane. Hun skriver blandt andet: ”Regeringen har brug for EU og for europæiske allierede, hvis ambitionen om skat og klima skal blive til virkelighed. I går rakte statministeren hånden ud mod Tyskland som det første land. [...] På den politiske front fik hun et håndslag med hjem fra Berlin om et styrket dansk-tysk samarbejde på klimaområdet. Den ny danske regerings ambition om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 er blevet bemærket rundt omkring, og selv om Tyskland slet ikke er der - Merkels ambition er en reduktion på 55 procent - er Tyskland hoppet med på klimavognen i EU-sammenhæng. [...] Selv har Socialdemokratiet aldrig anerkendt betegnelsen EU-skeptisk, men i stedet talt om et mere pragmatisk, et mere politisk forhold til det europæiske samarbejde. Især på det sociale område. Nu har Mette Frederiksen været statsminister i 14 dage. I de 14 dage har hun her i avisen kaldt sig selv ”europæer i hjertet”, hun har kaldt sig pro-EU og samtidig insisteret på at have en mere politisk tilgang til EU. Samtidig har hendes udenrigsminister, Jeppe Kofod, også her i avisen gjort det klart, at EU er udgangspunktet for den ny regerings udenrigspolitik. Det er ellers ikke lige sådan til at læse, hvis man sætter sig med det forståelsespapir, der danner baggrund for regeringen Mette Frederiksen. Her er EU ikke det mest dominerende. Helt bogstaveligt optræder kombinationen 'EU' 20 gange, og en del af de kombinationer er gemt i ord som Europa og europæiske. Til gengæld er det meget ambitiøst, når EU optræder i forståelsespapiret. For regeringen vil ikke bare løse de store emner som klima, skat og migration via EU og i et samarbejde med EU, den vil også på nogle felter ændre på EU.”

Børsen bringer en analyse af udenrigsredaktør Hakon Redder. Han skriver blandt andet: ”Metaforen er utvivlsomt alt for letkøbt. Men Tysklands GroKo-regering er rystet. Måske endda mere end kansleren selv, der efter tre offentlige optrædener med rysten i dele af kroppen torsdag sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) satte sig på to stole i forgården til Bundeskanzleramt. I Berlin er det socialdemokratiske regeringsparti SPD ved at sætte sig mellem to stole. Efter den opsigtsvækkende nominering af forsvarsminister Ursula von der Leyen som uventet tysk kandidat som formand for EU-Kommissionen, kan SPD ikke helt finde ud af, om man er i opposition eller i regering. I Europa-Parlamentet truer de tyske SPD-medlemmer med at stemme imod von der Leyen. Samtidigt tager rumlerierne om, at partiet trækker sig ud af koalitionsregeringen og udløser nyvalg, igen fart. Muligheden for regeringens fald og et nyvalg er så reel, at de politiske analytikere hos Deutsche Bank er begyndt at se på konsekvenserne af en ny regering, hvor kristdemokraterne CDU og CSU går i regering med De Grønne, der senest ved valget til Europa-Parlamentet i maj fik betydelig fremgang. En sort-grøn regering er på føderalt niveau ikke en naturlig alliance. Det vil kræve betydelig kompromisvilje fra begge sider.”
Kilder: B.T. s. 6-7; Berlingske, s. 11; Politiken, s. 1, 6; Børsen, s. 18, 19

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Institutionelle anliggender: Ursula von der Leyens kamp går alt andet end smurt
Berlingske bringer en analyse af korrespondent Lykke Friis. Hun skriver blandt andet: ”Inden på tirsdag klokken 18 skal Ursula von der Leyen kunne mønstre 376 stemmer i Europa-Parlamentet for at kunne blive godkendt som ny kommissionsformand. Tre høringer i Europa-Parlamentet har vist, at det kan blive svært. “Hun har det europæiske fællesskab i sit DNA.” Så begejstret var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, da EUs stats- og regeringschefer i sidste uge pegede på tyskeren Ursula von der Leyen som ny kommissionsformand. Men i Europa-Parlamentet, der også skal bakke op om den nye formand, er stemningen langt mere kølig. Det fik Ursula von der Leyen at føle, da hun onsdag gennemførte et tredobbelt jobinterview. Ingen tør afvise, at EUs stats- og regeringschefer endnu en gang må vende bunken og finde en ny kandidat. […] Hvis von der Leyen ikke får flertal, vil det være udtryk for en hidtil uset magtkamp mellem stats- og regeringscheferne og Europa-Parlamentet. Ingen kommissionsformand er tidligere blevet hældt ned ad brættet i Strasbourg. Hvis det alligevel skulle ske, vil stats- og regeringscheferne i henhold til EU-traktaten inden for en måned skulle præsentere parlamentet for en ny formandskandidat. Da Charles Michel allerede er valgt som formand for Det Europæiske Råd, og Parlamentet har stemt for Sassoli, er det forventningen, at stats- og regeringscheferne på et ekstraordinært topmøde alene ville skulle koncentrere sig om at finde en ny kommissionsformand. Det skyldes også, at der ikke er nogen, der har udtrykt kritik af nomineringen af Christine Lagarde som ny chef for Den Europæiske Centralbank (ECB). For at bevare balancen fra det nylige topmødekompromis vil stats- og regeringscheferne skulle gå på jagt efter en konservativ kvinde som ny kommissionsformand. Af mulige navne nævnes Bulgariens Kristalina Georgieva eller Litauens Dalia Grybauskaité.”

Jyllands-Posten bringer en analyse af korrespondent Jørgen Ullerup. Han skriver blandt andet: ”Tirsdag kl. 18 er efter planen afgørelsens time for Ursula von der Leyen, hvis navn til almindelig overraskelse blev trukket op af hatten som den næste chef for EU-Kommissionen i Bruxelles. Gik vejen til nomineringen stejlt opad, før EU'sstats- og regeringschefer på deres andet maratontopmøde fandt frem til hende i en studehandel, er fortsættelsen ikke mindre kompliceret for den tyske forsvarsminister. […] Det kan blive svært, viste den rundtur, som tyskeren i de seneste dage har været på blandt spørgelystne parlamentarikere, der kræver indflydelse for deres støtte. Torsdag aften syntes en væsentlig forhindring at blive fjernet, da en forståelse mellem Leyen og Margrethe Vestager om den danske kommissærs fremtidige rolle så ud til at kunne stille den liberale gruppe i Europa-Parlamentet tilfreds. […] Men selv med støtte fra den liberale gruppe er den ikke hjemme for den tyske minister. De Grønne har kundgjort, at de vil stemme imod von der Leyen, som også er aldeles upopulær blandt mange socialdemokrater, navnlig tyske. Ifølge Venstre-politikeren Morten Løkkegaard er der forlydender om, at halvdelen af socialdemokraterne vil stemme imod, og så hænger topjobbet som kommissionsformand i en tynd tråd for von der Leyen. Hvis protesterne er andet end den teatertorden, som automatisk følger med udnævnelser af topfolk i EU, kan det pludseligt blive svært at skaffe 376 stemmer. Ikke mindst fordi det yderst sjældent sker, at alle parlamentarikere møder op. Det fik torsdag franske politikere til at tale om, at det måske er bedre at udsætte afstemningen til september i stedet for at risikere et snævert resultat, der på forhånd vil svække den nye kommissionsformand.”
Kilder: Berlingske, s. 10; Jyllands-Posten, s. 12

Retlige anliggender: Ægteparret der springer bomber i den danske udlændingepolitik
På få år har Danmark fået flere markante nederlag ved EU-Domstolen, hvor dansk lovgivning er blevet underkendt. Onsdag var det så det danske tilknytningskrav, som blev underkendt. Charlotte Friis Bach Ryhl og Thomas Ryhl har begge deres ekspertise inden for EU-ret og har ført sagen for det tyrkiske ægtepar pro bono. “Der skal være domstole til at holde lovgiverne i ørene. Det har danske domstole ikke været særligt gode til. Det er sket to gange inden for de seneste 150 år, at danske domstole har underkendt en lov, der er vedtaget af Folketinget. Her har EU-Domstolen været langt bedre til at sikre, at fællesskabets værdier om retssikkerhed og proportionalitet bliver overholdt,” siger Thomas Ryhl ifølge Information og fortsætter: “Danmark kan føre en præcis lige så stram udlændingepolitik, som vi vil, så længe vi bare overholder helt grundlæggende retsprincipper, som vi også plejer at minde andre stater om, at de skal overholde. Danske politikere må lave alle de særregler, de vil, men de skal laves ordentligt. Det har man ikke gjort her.” Kristeligt Dagblad skriver, at store aviser i Tyrkiet omtaler EU-dom mod dansk nej til tyrkisk par som en "glædelig nyhed", der kan danne præcedens for fremtidige sager. “Dom fra EU-Domstol er til fordel for tyrkere," lyder overskriften i en af landets store aviser, Milliyet. "En meget vigtig beslutning, der kan få betydning for de 8000 tyrkere, hvis familiesammenføring er blevet afvist," hedder det i underrubrikken. Irfan Kurtulmus er avisen Milliyets korrespondent i Skandinavien, og han har været bosat i Danmark i en årrække. Han fortæller, at tyrkerne længe har følt sig holdt udenfor og diskrimineret af det europæiske fællesskab, som de uden held har forsøgt at blive medlem af i flere årtier. "Tyrkerne føler, at de bliver forskelsbehandlet af EU," siger Irfan Kurtulmus ifølge Kristeligt Dagblad og hæfter sig ved, at de tyrkiske medier især fokuserer på dommens eventuelle konsekvenser.

Weekendavisen skriver i sin leder: “EU-dommen onsdag morgen gav bud om, at den nye regerings hvedebrødsdage er forbi. Den indeholder alt det, der har martret udlændingedebatten i årevis. Det gælder i særlig grad det giftige spørgsmål om, hvorvidt Danmark selv kan udstikke reglerne for, hvem vi vil have ind i landet, eller om vi står magtesløse over for internationale konventioner og gamle EU-aftaler, der sparker døre ind, tidligere regeringer for længst troede smækket i. […] Selvbedrag er der nok af i dansk politik, hvilket dommen udstiller på tydeligste vis. På den yderste højrefløj har man et klart svar på EU-dommen, og her står man kun til at blive styrket, hvis dommens konsekvenser bliver en afvikling af de seneste årtiers danske udlændingepolitik. De partier vil med glæde både melde Danmark ud af EU og frakoble os alle internationale forpligtelser og konventioner. Man behøver kun kaste et blik over Nordsøen for at forvisse sig om, hvordan det vil gå. På midten ser man politikere, som bekvemt har troet, at man kunne føre politik og strikke uklare love sammen uden at tage EU i ed. Selvbedraget rummer også EU, som ukløgtigt skubber medlemslandene fra sig og risikerer at blive en union af ingen. Nu melder virkeligheden sig for alle parter. Det første, EU-politikerne bør kigge på, er for længst udtjente aftaler og klausuler med Tyrkiet.”
Kilder: Information, s. 4-5; Kristeligt Dagblad, s. 2; Weekendavisen, s. 14; Berlingske, s. 12-13

Sikkerhedspolitik: Iran forsøgte at bremse britisk olietanker i Hormuz-strædet
Den britiske og den amerikanske regering oplyser, at mindst tre krigsskibe, som menes at være fra Iran, forsøgte i forgårs at bremse en britisk olietanker og tvinge den ind i iransk farvand nær Hormuz-strædet. Det skriver Berlingske og Politiken. Dermed eskalerer spændingerne i det trafikerede Hormuz-stræde igen og de seneste dage har der været bekymring for, at iranerne ville forsøge at stoppe et britisk skib for at hævne en episode, der udspillede sig ved indgangen til Middelhavet i sidste uge. Det britiske forsvarsministerium skrev i en meddelelse i går: “Vi er bekymrede over denne hændelse og fortsætter med at anmode de iranske myndigheder om at deeskalere situationen i regionen.” Berlingske bringer en analyse af sikkerhedspolitisk korrespondent Kristian Mouritzen. Han skriver blandt andet: ”Danmark skal formentlig nu betale prisen for at være en af verdens største søfartsnationer. Amerikanerne vil efter al sandsynlighed i løbet af kort tid anmode den danske regering om at stille med flådefartøjer for at være med til at eskortere handelsskibe sikkert forbi Iran i Hormuz-strædet. Det kan være begyndelsen til en dansk involvering i en af områdets værste konflikter - Iran mod stort set resten af Mellemøsten. Et scenario ingen ønsker af den simple grund, at det kan udvikle sig til en brutal konflikt uden historisk sidestykke i området. Krisen i området ved Den Persiske Bugt spidser til. Iranerne forsøgte at opbringe et britisk handelsskib. Kun en indsats fra den britiske flåde forhindrede det i at ske. […] Hvis krigen skal undgås, så skal der nye forhandlinger til. Det har både USA og Iran nægtet, med mindre at begge lande får en række nye betingelser opfyldt. Det er der ikke noget, der tyder på. Derfor har især Frankrig kastet sig ind i en mæglerrolle for at finde mulige åbninger. Hvis ikke man hurtigt finder en måde at tvinge parterne til forhandlingsbordet igen, så lurer en regulær krig i horisonten. Og hvis Danmark og en række andre lande på det tidspunkt har krigsskibe i området, så vil disse lande også blive inddraget i ny krig, som kan få selv Irakkrigen til at blegne i sammenligning.”
Kilder: Berlingske, s. 14; Politiken, s. 6

Udenrigspolitik: Tyrkiet kan blive straffet for gasboringer
Jyllands-Posten skriver, at EU betragter tyrkiske gasboringer nær EU-landets Cyperns kyster som ulovlige og planlægger derfor en række sanktioner mod Tyrkiet. Det handler blandt andet om at suspendere diplomatiske møder og en større flyaftale skal også sættes på pause. EU vil også stoppe de tilskud, som gives til Tyrkiet som led i landets arbejde mod en dag at blive optaget i EU. I et internt dokument fra EU-forberedelserne fremgår det også, at EU er klar til at stramme sanktionsskruerne yderligere i fremtiden, såfremt boringerne ikke stopper. Tyrkiet mener dog ikke, at boringerne er ulovlige. Information bringer en analyse af journalist Lasse Ellegaard. Han skriver blandt andet: ”Medens Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, styrer direkte mod åbne konfrontationer med såvel USA som EU, registreres nye sprækker i hans tidligere loyale politiske bagland. Mest opmærksomhed samler sig om Erdogans første finansminister, Ali Babacan, der onsdag meldte sig ud af Adalet ve Kalkinma Partisi (Parti for Retfærdighed og Udvikling, AKP), som han var med til at stifte tilbage i 2001. Babacan, der også har været udenrigsminister, begrundede sin afgang med “dyb uenighed med AKP's aktuelle adfærd, der i alle forhold strider mod mine personlige principper, værdier og ideer”. […] Erdogans konflikt med EU handler om boringer efter gas i det østlige Middelhavet ud for den tyrkiske republik, Nordcypern, der kontrollerer lidt under halvdelen af den delte ø. Her er problemet, at hele Cypern blev medlem af EU i 2004 - og altså i princippet også den tyrkisk-cypriotiske republik. Af samme grund anerkendes Nordcypern kun af Tyrkiet, der har tropper stationeret på øen, og det er da også tyrkiske fartøjer, der forestår gasboringerne. Såvel Grækenland som den græsk-cypriotiske regering, der repræsenterer øen i EU, har erklæret de tyrkiske boringer for ulovlige og truer med at 'arrestere' mandskabet på de tyrkiske boreskibe. De bakkes op af EU-præsidenten Donald Tusk, hvortil Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, bistert har svaret, at ”intet land eller international organisation har ret til at blande sig i det problem”. Cavusoglu tilføjede, at medmindre der forhandles en mindelig løsning, som kan sikre Nordcyperns sokkelrettigheder, vil Tyrkiet “vedblivende forsvare det tyrkiske Cyperns ret til boringer”. Med andre ord: EU kan bare komme an!”
Kilder: Jyllands-Posten, s. 10; Information, s. 8

Andre EU-historier

Institutionelle anliggender: EU’s stats- og regeringschefer kupper Europa-Parlamentet
Jyllands-Posten bringer en kronik af Steen Skovmand, forhenværende fuldmægtig i EU-Kommissionen. Han skriver blandt andet: ”Besættelsen af EU's topposter blev en uskøn affære for EU's politiske klasse med vinderne af europarlamentsvalget som de store tabere. […] Hvem der vandt, og hvem der tabte, beskæftiger medierne sig meget med, og hvis man skal tro et lille udvalg af medierne, Financial Times, De Telegraaf, Der Spiegel, Reuters og vores egen Weekendavisen, er vinderen Macron. Det var - tro det, om man vil - ham og ikke Merkel, der bragte von der Leyen på banen, efter at han med flid havde undergravet Merkels oprindelige kandidat, Manfred Weber. Angiveligt ville han ikke fremstå som tyskfjendtlig, og så er han jo politisk korrekt og ville gerne have en kvinde eller to på posterne. Derudover er franskmanden Lagarde og belgieren Michel fransktalende, hvad der betyder meget politisk på de kanter. […] Ud fra sidstnævnte betragtning er den store taber demokratiet i EU i form af nederlaget for det af Europa-Parlamentet understøttede Spitzenkandidat-system. Alle fire spidskandidater, inklusive Margrethe Vestager, blev afvist, og dermed er systemet begravet. Ved at sætte navn på sine spidskandidater havde parlamentet håbet at kunne gøre valget til Europa-Parlamentet mere lig nationale valg og mere demokratisk ved at identificere deres politiske tilhørsforhold. […] Sandheden er, at der er to førstevicekommissærer, nemlig Frans Timmermans og Vestager, og at posten er uden reel politisk betydning og kun blev givet til hende og Frans Timmermans som trøstpræmie, fordi de begge tabte det store slag om at blive EU-kommissionsformand. Samtidig er EU-Kommissionens medlemmer, inklusive Vestager, ifølge EU-traktaten forpligtet til at være uafhængige, dvs. uafhængige af deres hjemland, fordi de jo netop skal tænke unationalt og europæisk. Vi ved alle, at det er endnu en EU-floskel uden hold i virkeligheden, men at kalde Vestagers "hæderlige nederlag" en sejr for Danmark er en journalistisk eufemisme fra de glade amatørfodbolddage, hvor Danmark spillede lige op med Luxembourg og tabte til alle andre. Udtalelsen er i sammenhængen både faktuelt urigtig og i modstrid med selve EU-idéen, og journalisterne skulle have spurgt Mette Frederiksen om det.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 21

Udenrigspolitik: Israels ambassadør: Tiden er moden til, at Europa genindfører sanktioner mod Iran
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Benny Dagan, Israels ambassadør i Danmark. Han skriver blandt andet: “The Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), også bare kendt som "atomaftalen", var på ingen måde et tilfredsstillende svar på Irans militære atomprogram. Aftalen fra 2015 havde til formål at stoppe Irans militære atommuligheder, men gode intentioner er ikke nok. Aftalen har ikke stoppet Irans aggressive ambitioner, faktisk har aftalen styrket Iran til at udføre endnu mere destruktiv politik i Mellemøsten og Europa. […] EU har allerede sagt, at man er utrolig bekymret, hvad angår Irans seneste handlinger, og kraftigt opfordret Iran til at stoppe og rulle alle tiltag tilbage, der er i strid med regimets forpligtelser. Dette er også blevet sagt af den nye danske udenrigsminister, Jeppe Kofod. […] Kan man virkelig stole på et regime, der løbende har snydt dets partnere, og som fortsat eksporterer terrorisme til hele verden? Det internationale samfund må kræve en komplet ændring i adfærd og samtidig etablere en mekanisme, der sikrer, at Iran ikke længere udgør en global trussel. Det massive pres mod Iran, der udføres af USA, er fortsat det mest effektive diplomatiske værktøj mod det iranske regime. Det er blevet styrket i de seneste måneder, hvor det er positivt, at Iran er blevet nægtet afgørende finansielle ressourcer.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 19

Interne anliggender: Macrons triumph og de konservatives selvmål
Berlingske bringer en kommentar af Marlene Wind, professor på statskundskab, Københavns Universitet. Hun skriver blandt andet: “Mange havde dømt ham ude efter et år med gule veste og vold i gaderne i Paris. Hertil kom et stadigt dårligere forhold til den tyske forbundskansler Angela Merkel, der siden sit katastrofale valg til forbundsdagen i 2017 har været opslugt af indenrigspolitiske problemer. Men nu er den franske præsident Emmanuel Macron og hans europæiske projekt som genopstanden fra de døde. Det Europæiske Råds topjob-maratonmøde i sidste uge endte nemlig med Macron som den ultimative triumfator. Selvom han i første omgang havde accepteret den plan, som Merkel møjsommeligt havde strikket sammen ved G20-topmødet i Osaka få dage forinden, endte topjobbene til sidst med en gruppe fransktalende Macron-allierede. […] Flere af de iagttagere, der peger på Macron som den helt store vinder af dette års topjobkabale, er samtidig enige om, at den store taber ikke bare er Merkel og EPP-spidskandidaten Manfred Weber selv, men den kristendemokratisk-konservative partifamilie som sådan. De bærer et selvstændigt og tungt ansvar for at Spitzenkandidat-systemet nu ligger i ruiner.”
Kilde: Berlingske, s. 24-25

Grundlæggende rettigheder: Danmark og 21 andre lande udtaler hård kritik af Kina
22 lande har i et fælles brev udtrykt stærk bekymring over situationen i den vestlige Xinjiang-region, hvor omkring en million muslimer ifølge FN er blevet interneret i lejre. Danmarks ambassadør i Kina, Carsten Damsgaard, ønsker ikke at kommentere brevet over for Politiken, men henviser i stedet til Udenrigsministeriet og FN-missionen i Geneve. Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og ekspert i Kina Clemens Stubbe Østergaard tror dog ikke, det vil have en virkning. “Der har tidligere været breve fra EU-ambassadørerne i Peking om det ene og det andet emne, men jeg tror, kineserne har hård hud på de dele. De er selv godt klar over, at deres menneskerettigheder ikke er fuldkomne, men de opfatter det selv, som om at glasset er halvt fyldt og ikke halvt tomt. Derfor har de også en vis rummelighed, fordi de på mange måder godt kan se, at der er et stykke vej igen.”
Kilde: Politiken, s. 8

Institutionelle anliggender: Morten Løkkegaard: Vestager er sikret
Ifølge Morten Løkkegaard fra Venstre er der tilsyneladende fundet en afklaring på Margrethe Vestagers rang i den kommende EU-Kommission. Han jubler i hvert fald på Twitter over, at Vestager er “sikret i den nye stærke trio i Kommissionen”. Optimismen er bygget på, at formanden for Forny Europa, den liberale gruppe i EU-Parlamentet, Dacian Ciolos, i går har talt om sagen med den nominerede formand for EU-Kommissionen, Ursula Von der Leyen. “Det er min klare fornemmelse, at det her vil komme på plads,” siger Morten Løkkegaard til Politiken.
Kilde: Politiken, s. 5

Økonomi: Den danske vækst ligger i EU’s tunge ende
En ny prognose fra EU-Kommissionen viser, at væksten i de 28 EU-lande vil i år og næste år falde til under 2 procent i gennemsnit, hvilket ikke er sket de seneste fem år. Samlet set vil væksten lande på 1,4 procent i år og 1,6 procent til næste år, skriver Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 2

Det digitale indre marked: Ny lov: Nu skal it-giganterne betale skat
Torsdag vedtog det franske parlament en lov om beskatning på tre procent af digitale giganter som Facebook og Google. Den nye franske lovgivning har skabt vrede i USA og fået Washington til at indlede særlige undersøgelser. Tidligere har Frankrig søgt støtte i EU, men stødte på modstand fra blandt andet Irland, Sverige og Danmark.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 10

Konkurrence: Airbnb skal fremover oplyse fuld pris for overnatninger
I en samlet aktion har EU-Kommussionen og forbrugermyndighederne i de enkelte lande presset Airbnb til at ændre deres skiltning af priser, så det er den fulde pris, som bliver præsenteret for kunderne fra begyndelsen, når de slår op på en mulighed for overnatning. Det har taget næsten et år at få Airbnb til at rette ind. “Vi anerkender, at regioner rundt omkring i verden har deres egen måde at gennemføre gennemsigtighed på. For at bringe vores platform på linje med den lokale lovgivning for forbrugerbeskyttelse og efter konsultationer med forbrugereksperter har vi foretaget ændringer i betingelserne,” skriver Airbnb ifølge Politiken.
Kilde: Politiken, s. 7

Finansielle anliggender: Wammen, drop tanken om finansskat
Børsen skriver blandt andet i sin leder: “En finansiel transaktionsskat har længe stået højt på ønskelisten hos S, SF og EL. Det var derfor ikke overraskende, at Finansminister Nicolai Wammen (S) i forbindelse med ministerrådsmødet i Bruxelles i starten af ugen erklærede, at regeringen er klar til indgå i et samarbejde med de ti EU-lande, som arbejder på et forstærket samarbejde om skat på finansielle transaktioner. Selvom regeringen udtrykker interesse for at indgå i det forstærkede samarbejde om en finansskat, så er det ikke givet, at der er opbakning i Folketinget. […] Selvom skattesatsen vil være lille, vil konsekvenserne blive store. Derfor rammer finansskatten kapitalfrembringelsen. Det vil hæmme produktivitetsvækst og værdiskabelse, uden at den spekulative adfærd mindskes og uden et reelt provenu. Det er den forkerte vej at gå for Europa. Det er også den forkerte vej at gå for Danmark. Vi må derfor håbe, at regeringen kommer til fornuft. Alternativt må man håbe, at R står fast, og at DF ikke kan lokkes. Finansskatten rammer kapitalfrembringelsen. Det vil hæmme produktivitetsvæksten
Kilde: Børsen, s. 2

Institutionelle anliggender: Derfor er konservatismen i krise
Kristeligt Dagblad skriver blandt andet i sin leder: ”Demokratiet er i krise. Den liberale verdensorden er i krise. EU er i krise. Borgerligheden er i krise. Og konservatismen er i krise, som vi beskriver det i dagens avis, og som det britiske tidsskrift The Economist netop har viet et temanummer. […] De tektoniske plader under den verden, vi kender, forskubber sig mærkbart i disse år. Remsen, der ofte trækkes af stalden som årsag til hele miseren, kender vi alle efterhånden til hudløshed. Den begynder med Trump, ender med Brexit og rimer på populisme. Men ligesom kriser ikke fortjener forsimplede politiske løsninger, fortjener tidens globale kriser heller ikke forsimplede årsagsforklaringer. Trump, Brexit & Co. er i langt højere grad symptomer, end de er årsager. […] Man kan som Trump, Orbán, Putin, Erdogan, Bolsonaro og Le Pen skrue op for det nationale, indstille sig på en verden, hvor særinteresser og jungleloven i stigende grad vil sætte dagsordenen, eller man kan som Merkel og det europæiske establishment forsøge at holde fast i en moderat liberal-konservativ agenda. […] Borgerlige skal ikke frygte det nationale. Men lade det være et naturligt afsæt for engagement i verden. Det er nok i virkeligheden den bedste chance for at undgå, at hele huset brænder ned.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 6

Retlige anliggender: Dansk gældsregel strider imod EU-ret
Torsdag fastslog EU-Domstolen, at det strider imod EU-traktaten, når Danmark afviser ansøgninger om gældssanering med den begrundelse, at ansøgeren ikke har dansk bopæl. Ifølge EU-Domstolen kan det “afskrække en insolvent arbejdstager fra at udøve sin ret til fri bevægelighed” at gøre gældssanering direkte afhængig af, om en skyldner bor uden for det land, hvor gælden er stiftet, skriver Børsen.
Kilde: Børsen, s. 16

Institutionelle anliggender: Opgør med globaliseringen
Weekendavisen bringer et interview med den verdenskendte økonom Dani Rodrik, som advarer mod at svække staternes magt yderligere og vil i stedet genoplive gamle værktøjer som kapitalkontrol og handelsrestriktioner. I forhold til EU siger han blandt andet: “Europæerne må træffe et valg: EU kan enten få mere politisk integration eller mindre økonomisk integration. EUs problem er i dag, at ingen central politiker er villig til at formulere denne beslutning som et eksklusivt valg, der skal træffes. Så politikerne bliver ved med at udskyde problemet, hvilket de efterhånden er ret gode til. Landene i EU er for forskellige, og at de nationale følelser er så stærke, at den økonomiske integration har overskredet, hvad de politiske institutioner kan bære. Den anden er, at EU er undtagelsen, at det er den ene region i verden, hvor man rent faktisk kan skabe et politisk fællesskab, der kan understøtte et fælles marked. I så fald må man skubbe fremad så hurtigt som muligt for at bygge de institutioner, der kan gøre unionen komplet. Det skal være enten det ene eller det andet.”
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Udenrigspolitik: Russernes tabte broderfolk
Weekendavisen skriver, at Vladimir Putins geopolitiske spil har haft høje omkostninger. Forholdet til Ukraine og andre nabolande har næppe været ringere i den postsovjetiske æra, og Rusland er ikke i stand til at omsætte sin dominans til politiske resultater i nærområderne. Putin har formået, trods EUs og USAs sanktioner, at bevare et rimeligt forhold til vigtige regionale magter som Tyskland, Frankrig, Italien og Tyrkiet, og i samme periode har han endda sikret sig en gedigen geopolitisk sejr i Syrien. I sidste måned kunne præsidenten glæde sig over, at Europarådet, samarbejdsorganisationen med fokus på menneskerettigheder, gav russerne stemmeretten tilbage. Putin er ved at genrejse sit land som en global aktør, men prisen har været så høj, at sejrene ikke kan omsættes til konkrete resultater i nærområderne, hvor mange har vendt sig mod den russiske overmagt. “Ukrainernes holdning til Putin og det, som de forstår som Putins Rusland, er meget negativ. Deres holdning til russerne, som ukrainerne har historiske og ofte personlige forbindelser til, er måske kompliceret, men alligevel overvejende positiv,” fortæller Aleksej Levinson, afdelingsleder hos analyseinstitut Levada Center.
Kilde: Weekendavisen, s. 12

Detaljer

Publikationsdato
12. juli 2019
Forfatter
Repræsentationen i Danmark