Fredag den 17. august

Tophistorier

Briter har mistet troen på en god Brexit-aftale
Natten mellem den 29. og den 30. marts næste år finder Brexit sted. Både briterne og EU håber fortsat på en aftale, men i regeringskvarteret Whitehall i London arbejder embedsmænd for fuld kraft på at gøre landet klar til et såkaldt ”uordentlig Brexit. ” Det skriver Jyllands-Posten. Brexit-minister Dominic Raab har til en parlamentskomité forklaret, at regeringen ”vil sikre, at der er tilstrækkelig mad”. Forsikringen om ”tilstrækkelig mad” har fået vittige sjæle til at påpege, at det er et stykke fra de gyldne tider som vælgerne blev lovet, hvis de stemte sig ud af EU. Jyllands-Posten skriver, at det er svært at forudsige sandsynligheden for "no deal". Handelsminister Liam Fox har oplyst at han mener, der er cirka 60 procent sandsynlighed for dette, de fleste andre tror dog stadig, at det ender med en form for aftale. I juli fik premierminister Theresa May sit regeringskabinet med på den såkaldte Chequers-plan, der vil foreslå EU et blødt Brexit, hvor EU således bevarer en vis indflydelse på britiske forhold. Planen fik dog de daværende udenrigs- og Brexitministre til at gå af i protest, og EU-skeptikere i det konservative bagland og i parlamentsgruppen afskyr planen. Flere konservative EU-skeptikere, blandt andet den fremtrædende Jacob Rees-Mogg, mener, at "no deal" er fint nok. Flere er begyndt at kalde det for et ”WTO- Brexit” efter verdenshandelsorganisationen WTO - fordi Storbritannien i så fald vil handle med EU på WTO-betingelser. De tror ikke, at forstyrrelserne bliver så slemme igen og fremhæver, at "no deal" vil give et klart og rent brud med EU. Jyllands-Posten skriver endvidere, at Premierminister Theresa May oprindeligt gik ind for et hårdt Brexit, men da det viste sig svært at få igennem i forhandlingerne med EU, bevægede hun sig mod et blødt Brexit. Storbritannien forhandlede om en exit-aftale med de andre EU-lande torsdag og genoptager forhandlingerne fredag. Politiken skriver, at hele 76 procent af briterne tror, at forhandlingerne går skidt. Kun 22 procent har tillid til, at deres premierminister, Theresa May, vil lykkes med at få en god aftale, viser målinger. ”Tilhængere af Brexit er utilfredse med Theresa May, fordi de ser hende som svag og vaklende. De mener, at hun med Chequers-planen gav alt for mange indrømmelser til de andre EU-lande, og de er bange for, at hun vil give endnu flere”, fortæller Edward Ashbee, som er lektor i britisk politik ved CBS. Brexit-tilhængernes kritik handler primært om, at Theresa May fortsat vil overholde reglerne for EU's indre marked for at sikre britisk adgang til det i fremtiden. Politiken skriver dog, at der er bred enighed blandt økonomer om, at manglen på en frihandelsaftale med EU kan lede til økonomisk krise i Storbritannien. ”De fleste, som stemte for at forlade EU, var bevidste om, at det kunne være til skade for økonomien. Men de var sikre på, at afskeden med EU ville give Storbritannien mere suverænitet og kontrol med indvandringen, og de var villige til at bringe et økonomisk offer for at opnå det”, siger Matthew Hanney der er ansat ved analysefirmaet Flint International. Formelt skal en Brexit-aftale være afsluttet i oktober i år, hvis den skal kunne nå at vedtages inden briternes exit næste år. Lykkes det ikke, vil de forlade EU uden en aftale.
Jyllands-Posten, s. 16; Politiken, s. 8 (17.08.2018)

Prioritede historier

Venskab på prøve
NATOs to største militære magter Tyrkiet og USA er havnet i et offentligt skænderi. Et skænderi, der sår splid mellem øst og vest, mellem NATO-medlemmer, og som har fået Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at true med at lede efter “nye venner” - underforstået nye allierede. Det skriver Weekendavisen. USA og Tyrkiet har dog været på kollisionskurs længe og Tyrkiets hastige skridt i en mere autoritær retning under Erdogan og landets ønske om at købe et nyt missilforsvar fra Rusland har ikke bidraget til en bedring af forholdet mellem USA og Tyrkiet. De fleste eksperter giver Tyrkiet skylden for sine økonomiske problemer og betegner USAs nylige sanktioner som det ”strå, der knækkede kamelens ryg.” ”Tyrkiet har gjort mest muligt for at smadre sin egen økonomi i de seneste fem-seks år,” lyder det fra Jan Dehn fra investeringsfirmaet Ashmore Group til CNBC. Weekendsavisen skriver endvidere, at Fadi Hakura, forsker ved Chatham House med ansvar for Tyrkiet, på CNN advarer mod en helt ny situation i Mellemøsten, en situation, der i værste fald kan resultere i tyrkisk løsrivelse fra NATO. ”Et såret Tyrkiet vil med stor sandsynlighed skifte balancen og læne sig væk fra Vesten mod Rusland, Iran og Asien,” siger han til CNN. Den umiddelbare årsag til skænderiet mellem USA og Tyrkiet er, at det ikke er lykkedes de to lande at nå til en aftale om løsladelsen af den amerikanske præst Andrew Brunson, der har siddet fængslet i Tyrkiet siden 2016, anklaget for spionage og forbindelser til en terrororganisation. Tyrkiets økonomi har også set et dyk den seneste tid og flere iagttagere mener ikke at Tyrkiet har overvundet krisen. Det skriver Børsen. “Tyrkiet står nu og stirrer ned i afgrunden. En gældsfest kan ikke vare for evigt. I årevis er der kunstigt fyret op under væksten,” kommenterer Holger Schmieding, cheføkonom i tyske Berenberg Bank. Børsen skriver, at kun hvis Erdogan kan acceptere en grundlæggende ændring af sin økonomiske politik, kan han måske genetablere den udenlandske tillid. “Kravene til at stoppe en sådan krise, der er taget lige ud af lærebogen om ny økonomier, er indlysende. Højere renter og finanspolitisk forsigtighed med mindre afhængighed af gældsfinansierede, forfængelige projekter som den nye megalufthavn eller en kanal uden om Bosperus,” lyder det fra Holger Schmieding. Jakob Ekholdt Christensen, chef for makroanalyse i Danske Bank mener, at den tyrkiske økonomi “er meget sårbar” både på grund af den høje gæld i dollar, og fordi økonomien vil blive hårdt ramt af den faldende vækst, som finansminister Berat Albayrak også stillede i udsigt.
Weekendavisen, s. 10; Børsen, s. 32-33 (17.08.2018)

Arbejdsmarkedspolitik

Vognmænd om EU's vejpakke: Vi skal social dumping til livs
Erik Østergaard, administrerende direktør, DTL-Danske Vognmænd skriver i et debatindlæg på Altinget blandt andet: ”Afstemningsforløbet i Europa-Parlamentet i juni og begyndelsen af juli om den såkaldte mobilitetspakke, eller vejtransportpakke, viste os- med al ønskelig tydelighed -at spørgsmålet om ikke mindst social dumping og unfair konkurrence er blevet politisk brandvarmt i EU. Uden at skulle rekapitulere hele forløbet og alle aspekter, så har mobilitetspakken været på vej længe, og transportkommissær Violeta Bulc brugte lang tid på at forberede sig.Vejpakke 1 kom i maj 2017 med syv forslag til forbedring af vilkårene for operatører og chauffører i EU's indre marked for vejtransport, herunder omcabotage, køre-/hviletid, udstationering og vejafgifter. […] Bulc sendte langt hen ad vejen gode og nye signaler. Det endelige forslag for EU-Kommissionen bar dog præg af en del kompromiser internt i Kommissionen, men stadig med en række udmærkede initiativer. De springende punkter i Europa-Parlamentet i juni og begyndelsen af juli handlede dog i høj grad om udstationeringsregler for chauffører, social dumping og fair konkurrence. Der er således ingen tvivl om, at disse dagsordener har fået et helt andet greb om parlamentarikerne, og debatterne fanger an, som en gnist i sommervarmen sætter futien svensk skovbund. Et dramatisk forløb i hænderne på Europa-Parlamentets transportudvalg under det nysoverståede bulgarske EU-formandskab blev alle tænder pillet ud af forslaget - og et flertal i Parlamentet viste klogelig transportudvalgets anbefalinger vintervejen. Selve afstemningsforløbet rummede en del dramatik, hvor der blandt andet blev krævet en mere grundig debat. Efterfølgende har danske europaparlamentarikere da også udkæmpet en lystig kamp om fortolkningsretten til både indhold og resultat af debatter og afstemning. […] EU-Kommissionens udspil til mobilitetspakke åbenlyst var en reel bestræbelse på at komme unfair konkurrence og social dumping til livs. Vi noterer jeres handlinger Selvfølgelig er der politisk modstand, både i medlemslandene, i Parlamentet, i Ministerrådet og i Kommissionen.”
Altinget (17.08.2018)

Det digitale indre marked

Googles gratis frokost
For nyligt kårede FN den offentlige sektor i Danmark som verdens mest digitaliserede, og de digitale ambitioner ses også i det stadig tættere forhold til de amerikanske tech-giganter. ”De danskere, der bliver lokket ind til det her, vil lære, at de skal bruge Googles værktøjer fremover, og når de gør det, kan Google samle oplysninger om dem, som de bruger til at sælge annoncer. Det er dybt problematisk, at offentlige danske myndigheder er med til at cementere de her monopoler. I Europa-Kommissionen gør Margrethe Vestager i øjeblikket en stor indsats for at prøve at begrænse den monopolstatus, som Google har fået, men samtidig bruger Københavns Kommune skatteydernes penge på at udbygge Googles monopol yderligere. Kommunen aner ikke, hvilke data Google indsamler, så hvordan skulle de kunne overskue konsekvenserne? Regningen for det kender vi ikke. Men det kan meget vel vise sig at være den dyreste samarbejdsaftale, som aldrig er kommet i udbud,” lyder det fra Jesper Lund fra IT-Politisk Forening til Weekendavisen. I løbet af de seneste år er Google blevet en af de ivrigste lobbyister i EU og har ansat en lang række tidligere topembedsmænd fra europæiske lande.
Weekendavisen, s. 4 (17.08.2018)

Finansielle anliggender

Det nordatlantiske sammenbrud
Den britiske økonom Adam Toozes mener, at det var den amerikanske centralbank (Fed), der reddede ikke bare de amerikanske, men også de europæiske storbanker, da det så allermest sort ud i 2008 og de følgende år. EUs manglende evne til at tage fat om bankkrisens virkelige problem kan stadig ses i dag. Det skriver Weekendavisen. Financial Times har i juli i år berettet, hvordan nogle europæiske banker fortsat ikke er tilstrækkeligt velpolstrede med kapital, og hvordan det europæiske banktilsyn EBA lader en del tilbage at ønske. Krisen var måske nordatlantisk, men Tooze argumenterer dog for, at den skal forstås som én sammenhængende global finansiel krise. Fra de første tegn på problemer i 2007 over nedsmeltningen i 2008, EUs såkaldte gældskrise i 2010 og års påtvunget deflationspolitik til Rusland og krisen i Georgen og Ukraine fra 2012, og endelig til den stigende nationalisme i Østeuropa og Brexit samt USA's valg med Donald Trump som præsident. Ingen af de nævnte hændelser skal ifølge Tooze ses som enkeltstående. De hænger sammen som perler på en snor.
Weekendavisen, s. 5 (17.08.2018)

Hvidvasksagen afslører erhvervslivets blinde vinkel
I en kronik i Børsen skriver Henrik Breitenbauch, leder af Center for Militære Studier, Københavns Universitet blandt andet: I EU opgøres politisk risiko i promiller og i værste fald procenter, men opererer virksomheder udenfor EU, er risikoen en helt anden. Uanset det retlige efterspil, så står det allerede nu klart, at hvidvaskskandalen dækker over en blind plet i dansk erhvervsliv: Politisk risikoanalyse. Lige meget om sagen også handler om dårlig ledelse, en usund kultur eller svigt forskellige steder i organisationen, så ville politisk risikoanalyse integreret i bankernes arbejdsprocesser have givet tidlige og klare advarselssignaler. […] Geopolitiske bagtanker Verden udenfor Danmark og EU består ikke af en stadigt mere globaliseret verdensøkonomi, hvor politik er betydningsløst. Den består også af stater med korrupte eliter. Nogle af disse modarbejder Danmarks sikkerhed ved at undergrave sammenholdet i Nato og EU. Blandt andre ting bruger de obskure pengestrømme som geopolitisk magtmiddel. Et eksempel på dét er Rusland. Putin-regeringen selv og de pengemænd, der har fået lov til at fortsætte deres forretninger under regimet, har behov for at få deres personlige formuer ud af landet. […] Indenfor EU handler politisk risiko typisk om nye reguleringer. Den slags kan koste promiller eller procenter. Udenfor eller i margenen af EU handler politisk risiko om geopolitik. Den slags kan koste ti- eller hundredfold mere. Analysen af politisk risiko er på den måde en særskilt faglighed. Kun ved at indarbejde politisk risikoanalyse som et systematisk element i due diligence og andre standard forretningsprocesser, kan denne slags risici medieres og forsøges kvantificeret. Institutioner er afgørende Internationale institutioner er af vital værdi for Danmark - både politisk og økonomisk. Politik kan skabe rammer for økonomien i det internationale rum.”
Børsen, s. 4 (17.08.2018)

Handel

EU's ledere er bundnaive, når det kommer til Iran
Nasar Khader, folketingsmedlem (K) Khaders kant skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten følgende: ”EU's udenrigsminister, Mogherini, rejser i forbindelse med genindførelsen af USA's sanktioner mod Iran rundt, hvor hun lobbyer for en “fortsat handel med Den Islamiske Republik Iran” - tydeligvis i trods mod USA. Man skal huske, at vi ikke er allierede med Trump - vi er allierede med USA. Macron stod i spidsen for kritikken af Trumps beslutning om at genindføre USA's sanktioner mod Iran, da han med den ene hånd gav sin amerikanske kollega et kram og med den anden forsikrede iranerne om, at han var uenig i beslutningen. Jeg havde store forhåbninger til Macron, da han blev præsident. Merkel havde for længst spillet fallit som en stærk leder i EU, men Macron skuffer også. For ham handler atomaftalen primært om at tilgodese franske virksomheder. Atomaftalen var først og fremmest en handelsaftale. Ikke overraskende er europæiske virksomheder sultne efter det store iranske marked, og det er der ikke noget galt med. Da jeg med Udenrigspolitisk Nævn besøgte Iran sidste år, handlede det hele stort set også kun om handel.”
Jyllands-Posten, s. 24 (17.08.2018)

Vi skal netop undgå en økonomisk guerillakrig
I en kommentar i Berlingske skriver Claus Grube, formand for Axcelfutures globaliseringsprojekt og tidligere ambassadør blandt andet: ”Asger Aamund besynger i Berlingske 10. august gevinsterne ved frihandel, for dernæst at angribe verdenshandelsorganisationen WTO for handlingslammelse, når Kina igen og igen bryder reglerne. Havde WTO været skrappere, var vi sluppet for præsident Donald Trumps handelskrig, lyder argumentet. […] WTO og forgængeren GATT har sin andel af denne succes ved at have sikret lavere told, og ved at fjerne tekniske handelshindringer verden over. Men WTO har desværre også sine fejl og mangler, som Aamund påpeger. Men er Kinas brud på reglerne nok til at retfærdiggøre en omfattende handelskrig, der også breder sig til Europa? De ulemper, denne krig vil få for almindelige mennesker, er ikke prisen værd. Når EU svarer igen på USAs ensidige indførelse af straftold for stål og aluminium, begrundet i national sikkerhed, gør vi det i fællesskab i henhold til WTOs regler. WTO er jo ikke blot lavere told og færre restriktioner, men også et system for løsning af tvister mellem lande, så det ikke ender i en økonomisk guerillakrig på de stærkes præmisser. EU og USA bør stå sammen over for Kina, men desværre er vi splittet af Trumps politik. […] Regeringen skal fremme den åbne og fair regulerede handel i både EU og WTO. Og vi skal arbejde for, at Kina deltager i verdenshandlen på samme vilkår som vi andre. Ingen har gavn af en handelskrig mod Kina, selvom de ikke spiller efter de aftalte regler.”
Berlingske, s. 27 (17.08.2018)

Institutionelle anliggender

30 år, der ændrede Europa
Det er i år 400 år siden, at Trediveårskrigen brød ud. Den seneste tids europæiske politik har ledt tankerne hen på Tacitus' berømte citat: ”Magtens hemmelighed var afsløret: en kejser kunne udråbes uden for Rom. ” Nu er det imidlertid ikke Rom, men den gamle Bonn/Berlin-Parisakse i Den Europæiske Union, der har fået konkurrence og set alternative centre for magt opstå. De såkaldte Viesegráadlande, anført af Polen og Ungarn, har for alvor markeret sig med en alternativ linje. Det skriver Weekendavisen. I disse måneder burde man måske tænke anderledes, da Europas historie er jo netop ofte udsprunget af de østlige og centrale egne. Trediveårskrigen repræsenterer i sig selv et historisk erfaringsrum, der har vundet aktualitet. I vores tidsalder er vi igen konfronteret med krige, som ikke følger den westfalske, mellemstatslige logik. Det gælder eksempelvis de militære konflikter, der siden Bush's invasion af Irak har opslugt Mellemøsten i borgerkrige og revolution. I årene efter Trediveårskrigen kom Storbritannien i stigende omfang til at fungere som tungen på vægtskålen i Europa. På den baggrund er det egentlig ikke så underligt, at briterne endte med at stemme for Brexit. Avisen skriver, at man burde begynde at tænke Europa som en dynamisk størrelse, hvor medlemmernes politiske råderum sikres gennem en stadig afbalancering af den dominerende politiske akse, samtidig med at Unionen forhåbentlig kan afdæmpe de værste nationale excesser. Det ville repræsentere en europæisk normalisering af EU.
Weekendavisen, s. 7 (17.08.2018)

Danmark i Europa og verden
Morten Løkkegaard, medlem for Venstre i Europa-Parlamentet og ansvarlig for Venstres Europa-program skriver i en kronik i Jyllands-Posten blandt andet: ”En kliché er det, men den holder: Europa står ved en korsvej. Den verdensorden, som har skabt fred og velstand for os europæere gennem syv årtier, er ved at forsvinde. Vi skal finde en ny vej i et nyt terræn, hvor farerne lurer overalt: Mod øst har Putin skabt et mafiøst skindemokrati, som bekæmper Europas sammenhold og har åbenlyse stormagtsdrømme. Mod syd er Tyrkiet på konfrontationskurs med både Europa og USA. I Syrien er alt kaos, og på det afrikanske kontinent har tørke, fattigdom og overbefolkning udløst enorme migrantstrømme mod Europa. Mod vest har en narcissistisk twitterpræsident uden politisk erfaring eller øje for diplomati erklæret handelskrig mod EU. Og hos os selv i Europa synes vi truet af intern splittelse på grund af briternes selvdestruktive Brexit og visse østeuropæiske regeringschefers reaktionære opgør med den liberale styreform. […] Sammenhold er styrke. Og styrke er forudsætningen for fred og fremskridt. Det burde ikke være så svært. Vi bekender os trods alt til de samme værdier: demokrati, lighed for loven, magtens tredeling, markedsøkonomi, menneskerettigheder, åbenhed og ligestilling. Værdier, som - utroligt nok - er under pres fra alle sider; ja, sågar i vor egen kreds. […] I Venstre har vi taget initiativ til at samle nordeuropæiske liberale partier med det klare mål at blive modvægt til øjeblikkets sydeuropæiske og østeuropæiske mobilisering i EU. Der er ikke tale om at splitte samarbejdet, kun at sikre den fine balance, som før var mellem "de tre store" Tyskland, Frankrig og UK, men som i dag mangler UK for ikke at "tippe". Det handler nemlig om fremtidens EU. Hvordan skal samarbejdet udvikle sig? Skal der være mere eller mindre EU?” Professor, forfatter og Tysklands-ekspert Per Øhrgaard skriver i Eftertanken i Kristeligt Dagblad ligeledes om Danmark og Europa. Han skriver: ”Danmark stillede i juni til et ministerrådsmøde med holdninger (til fædreorlov, reduceret ret til sociale ydelser på tværs af grænser med mere), som dels var i strid med ånd og bogstav i EU, dels ville have undermineret EU's forhandlingsposition over for Storbritannien, hvis de havde vundet gehør. Det gjorde de derfor heller ikke, og det burde ikke undre nogen. Men hvorfor kæmpede Danmark for noget, der ikke havde en chance for vedtagelse? Var det mangel på omtanke i det danske udenrigsministerium? Eller var det for i valgkampen at kunne prale med at have talt Bruxelles midt imod? Som dansk politik former sig, kan ingen af mulighederne udelukkes. Danmark er godt på vej til at blive en moralsk, politisk og snart også juridisk problemnation. Andre lande (Ungarn, Polen, nu også Italien) giver nok EU større problemer end Danmark, men Danmark opleves i hvert fald sjældent som en del af løsningen.”
Jyllands-Posten, s. 25; Kristeligt Dagblad, s. 7 (17.08.2018)

Ungarsk gullasch
I et debatindlæg i Information skrives der, at Kristenmonopol i politisk autokrati bag lukkede grænser truer Europa indefra. Blandet andet skrives der: ”Ungarns kryptodiktator Victor Orbán stiller sig nu aktivt i spidsen for omskabelsen - eller genskabelsen - af det gamle Østeuropa som et kristen-autoritært, illiberalt storrum. Den magtfulde ungarers plan i et tvivlsomt historisk perspektiv inkluderer udtrykkeligt den parallelle politiske katastrofe i Polen. Ungarn stiller imidlertid krav til hele Europas fremtid om en strengt nationalstatsopdelt, uforpligtende løs forbindelse. […] Hvis man kan tale om krise i EU, kan man roligt kalde Orbáns erklæring og Ungarns og Polens afmontering af det liberale demokrati og retsstaten for noget sådant. Dertil kommer Brexit. At begge fænomener hver for sig og nu tilsammen truer Europa som helhed, er ikke en overdrivelse. Her overfor - såfremt man hævder den europæiske tanke som verdensdelens indlysende og effektive overlevelsesstrategi - burde de øvrige EU-lande med deres ledere af liberale demokratier, i den bedste af alle verdener, sige fra. […] Danske ministre opererer alt taget i betragtning i stabile strukturer efter over 40 års forholdsvis lykkeligt og fredeligt samarbejde, støbt ind i det snævert samarbejdende Europa, som Danmark ville være en absurditet foruden. Det ved politikerne udmærket, også DF. Hvis ikke er de dumme eller kyniske eller dumme og kyniske. Hvad dét så hedder på ungarsk. Og hvad det hedder, når man som folkene bag Brexit uden skrupler bedrager vælgerne med falsk tale og løgnagtige løfter.”
Information, s. 13 (17.08.2018)

Interne anliggender

Søren Pape Poulsen fortryder klimaudtalelse
"Vi har en tro på, at vores holdninger til miljø og klima sidder godt fast i de borgerlige vælgere, for hvem det er vigtigt. Dér skal vi ikke bruge vores kræfter. For andre borgerlige vælgere er det her bestemt ikke et 'top-of-mind'emne," sådan lød det fra De Konservatives formand Søren Pape til Berlingske i mandags. Denne udmelding har skabt en del kritik. Kritikken kom ikke kun fra politiske modstandere, men også fra tidligere konservativ miljø og klimaminister samt klimakommissær i EU Connie Hedegaard som udtaler: "Hvis det ikke var et signal om, at man vil nedprioritere miljø og klima, må jeg bare sige, at det er jo nærmest ubegribeligt kluntet formuleret.” Pape har siden fortrudt klimaudtalelse og han afviser, at han prioriterer vækst over klima. Det skriver Kristeligt Dagblad . Politisk kommentator Helle Ib skriver i Børsen også om Søren Pape som ugens nedtur. Hun skriver blandt andet: ”Det er ikke en ønskesituation at skulle indlede den politiske sæson og et pressemøde på et sommergruppemøde med at trække i land. Det måtte De Konservatives leder gøre torsdag efter at have talt over sig til Berlingske og ved ugens begyndelse efterladt følgende indtryk: At den grønne dagsorden ikke var “top of mind” for borgerlige vælgere, og at De Konservative ikke skulle bruge krudtet på det emne. For klima og miljø er “ikke stort nok til, at her parti vokser sig større,” som han havde udtrykt det. En melding, der af den tidligere K- klima og miljøminister og klimakommisær Connie Hedegaard blev beskrevet som “næsten ubegribeligt kluntet formuleret.”
Børsen, s. 30; Kristeligt Dagblad, s. 2 (17.08.2018)

V ved du, hvor du har?
I en politisk analyse i Jyllands-Posten skrives der blandt andet: ”På EU-politikken valgte statsministeren i forsommeren helt bevidst at gøre Venstre til unionens nye store forsvarer. Med en opsang om, at EU må tales op, hvis ikke Danmark skal ende med britiske tilstande. Selv forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), der ellers er kendt for sin indre folkelige seismograf, har meldt sig på det europabegejstrede hold - sågar med ønske om at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold. Der er ikke lagt op til hverken afstemninger eller store ændringer, men tonen er ny. Der er en verden til forskel på den seneste sang, og så den skeptiske retorik, som Løkke selv har fået hug for tidligere. Substansen er mere kompliceret, end den politiske debat er. Det ændrer ikke ved, at Venstre på EU-politikken fremstår forvirret. Journalisterne er nok for dumme. Men det er der formentlig også en vælger eller to, der er. På den grønne dagsorden er der samme mulighed for at lade sig forvirre. I 2015 var landbrugspolitikken et af redskaberne til at genrejse Venstre i det jyske kerneland. I dag går Venstre til valg på at sætte miljøet først: med et bebudet kursskifte, som miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) foretog på dag ét som ny minister. Og der er mere grønt på vej.”
Jyllands-Posten, s. 9 (17.08.2018)

Verdensmålene bør give anledning til et globalt paradigmeskifte
I et debatindlæg på Altinget skriver Holger K. Nielsen (SF), udviklings- og udenrigsordfører blandt andet: ”En helt grundlæggende diskussion, når vi skal skabe vækst og arbejdspladser, er, at vi får mere sammenhæng i de forskellige politikområder. Og her kommer vi ikke uden om EU. Og her er bistands-procenten ikke det eneste saliggørende. Der er ganske enkelt en række strukturelle forhold, vi skal have gjort op med.For eksempel dumpes EU-støttede landbrugsprodukter på de fattiges markeder og undergraver det lokale landbrug, og samtidig fanges Vestafrikas fisk af EU's fiskere - heriblandt også danske. Vi må også gøre op med det store skatteunddragelse, der snyder ulandene for skatteindtægter. De drænes for mere, end de får i ulandsbistand. Og vi skal have en handelspolitik, der giver udviklingslandene reelle muligheder for fair og fri handel. Størrelsen af dansk bistand og kvalitet er afgørende for at sætte en retning, men vi skal også lægge al vægt ind på at præge sammenhængen i EU's politikker. EU har en udviklingsstrategi, der er koblet op på verdensmålene, men de kan være svære at læse i budgettet, der spænder den europæiske bistand op på snævre interesser. EU-landene er langt fra at nå målet om at bruge 0,7 procent i udviklingsbistand - og alt for lille en del går til de allerfattigste lande.”
Altinget (17.08.2018)

Klima

Ny debat om EU's vejpakke
I slutningen af maj præsenterede EU-Kommissionen sidste del af sin såkaldte vejpakke, der med en række initiativer sætter fokus på godstransportens CO2-udledning, trafiksikkerhed, førerløs teknologi og digitalisering. Det næste skridt bliver nu, at Europa-Parlamentet og EU's medlemslande skal tage stilling til vejpakken, så de videre forhandlinger kan fortsætte. Administrerede direktør i ITD Carina Christensen skriver i et debatindlæg på Altinget at det haster det med vejpakken: ”Da Europa-Parlamentet i begyndelsen af juli skulle tage stilling til væsentlige dele af vejpakken,brød splittelsen blandt de europæiske medlemslande ud i lys lue. Et stærkt splittet parlament kunne ikke nå til enighed om nogen af punkterne, og de blev derfor sendt tilbage til Europa-Parlamentetstransportudvalg. På rådsmødet i juni kunne Bulgarien kun fremlægge en fremskridtsrapport. […] I ITD har vi siden lanceringen af EU-Kommissionens vejpakkeudspil i maj sidste år arbejdet konstruktivt på at finde nye stærke fælles spilleregler for den europæiske vejgodstransportsektor. Vi arbejder hårdt for at sikre klare, entydige regler for alle transportvirksomheder i EU, så virksomhederne ved, hvilke regler de skal rette sig efter. Det kræver regler, der regulerer hensigtsmæssigt i alle dele af branchen og samtidig understøtter effektiv planlægning af transporterne. Det kræver, at reglerne bliver fortolket ens i EU-landene. Endelig kræver det, at reglerne kan håndhæves, og - ikke mindst - at håndhævelsen sker effektivt.”
Altinget (17.08.2018)

Migration

Vores udlændingepolitik finder europæisk støtte
Nick Hækkerup, udenrigsordfører, MF (S) skriver i et debatindlæg i Politiken følgende: ”Det, der blev kaldt umuligt og urealistisk, synes nu alligevel at vinde opbakning i Europa som en realistisk og rigtig løsning på den europæiske flygtningekrise. […] Vores forslag er, at Danmark fordobler sin bistand til nærområderne, og at EU stiller sig i spidsen for et historisk løft af især Afrika, inspireret af Marshall-planen for Europa efter Anden Verdenskrig. Samtidig har vi fremlagt en løsning, hvor der oprettes et modtagecenter uden for Europa til behandling af asylansøgernes sager inden for rammerne af de internationale konventioner. […] Senest har den tyske udviklingsminister også foreslået en 'Marshallplan' for Afrika og en forbedring af de afrikanske handelsvilkår i EU. Begge dele genfindes i vores forslag. Måske er der alligevel en vej til at håndtere migrationskrisen på en retfærdig og human måde.”
Politiken, s. 7 (17.08.2018)

Retlige anliggender

Meningsløs politik
I et debatindlæg i Weekendsavisen skrives der blandt andet: ”I en opsigtsvækkende dom af den 25. juli har EU-Domstolen slået fast, at mutationsforædling i jordbruget er sikkert, hvis metoderne, der bruges, er brutale og tilfældige, men til gengæld usikkert, hvis metoderne er blide og målrettede. Den slår også fast, at begge metoder giver ophav til genetisk modificerede organismer, altså GMOer. […] Det tigerspring kan de nu spare sig for, for EU-Domstolen har i sin dom slået fast, at fordi traditionel mutationsforædling har en lang ”safety record”, behøver dens resultater ikke reguleres mere end andre plantesorter, mens planter udviklet med de nye forædlingsteknikker, netop fordi de er nye, skal ind under GMO-direktivet og derfor underkastes en godkendelsesprocedure svarende til dem, planter med gener indsat fra fremmede organismer udsættes for. En proces, det koster en planteforædler i omegnen af en milliard kr. at komme igennem.”
Weekendavisen, s. 14 (17.08.2018)