Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information24. november 2017Repræsentationen i Danmark

Fredag den 24. november

EU i dagens aviser

Fredag den 24. november 2017

Dagens EU-tophistorie

Tysk regeringskrise: Er Angela Merkels ære ved at rinde ud?
Som det fremgår af både Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen i dag, så er den tyske kansler, Angela Merkel i knibe. Men som Kristeligt Dagblad skriver i dag, så er hun internationalt kendt for at være både sej, snild og standhaftig, så udvikler en nuværende krise sig til behov for nyvalg i foråret, så vil hun helt sikkert ikke være til at komme udenom. Krisen er opstået da det liberale parti FDP, med Christian Lindner i spidsen, ikke mener den såkaldte Jamaica-koalition er et godt regeringsgrundlag, og derfor trak han sig fra forhandlingerne i søndags. Udviklingen bekymrer da også andre steder end i Tyskland, som det fremgår af en artikel i Politiken. Den franske præsident, Emmanuel Macron ser sit store EU-udspil svækket med en svækket tysk partner. Politiken kigger i dagens leder på den tyske situation, og udsigten til et Tyskland, som skal ledes af en ustabil mindretalsregering med skiftende flertal, er ikke opløftende. Som avisen skriver, så har Europa brug for en stærk Tysk Fransk akse.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 12; Politiken, s. 1, 2, 11; Weekendavisen, s. 12

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Sikkerhedspolitik: Arven efter den jugoslaviske borgerkrig trækker sine spor i Europa
Som det fremgår af dagens udgaver af Berlingske, Jyllands-Posten og Weekendavisen, så har domstolen i Haag sat det sidste punktum i sagerne om krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Det skete med en dom om livsvarigt fængsel til krigsforbryderen Ratko Mladic, blandt andet for hans massakre i Srebrenica.”Det har taget for lang tid med retsopgøret, og det har været smertefuldt for alle. Og det har næppe bidraget lokalt til forsoning. Men det har i den grad sat spørgsmålet om krigsforbrydelser på dagsordenen, også i det tidligere Jugoslavien, og det har vist, at selv den mest højtstående person i en borgerkrig kan og vil blive stillet til ansvar for sine handlinger. Og det har sat nogle internationale juridiske standarder i f.eks. spørgsmålet om seksuel vold,” skriver Denisa Kostovicova, lektor i international politik ved London School of Economics and Political Science, på sin blog. Men som det fremgår af Jyllands-Posten, så er det ikke alle der ser Mladic som en skurk, mange mennesker i Serbien synes overbeviste om, at det er serbisk forfølgelse der har ledt til dommen. Det er også denne følelse, som har betydet at Mladic har kunnet undslippe den internationale arrestordre i 15 år. Ændringen skete først med Serbiens interesse for at blive en del af EU.
Kilder: Berlingske, s. 26; Jyllands-Posten, s. 26; Weekendavisen, s. 13

Andre EU-historier

Klima: Morten Helveg til Trump: Der er ingen dollars på bunden af en kulmine
På Altinget i dag, kan man læse et debatindlæg af Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet, som langer ud efter præsident Trump, og hans tro på økonomisk vækst på bunden af en kulmine. En udtalelse der kommer i forlængelse af diskussionerne i Bruxelles om den grønne omstilling. Undersøgelser fra EPRS, som er Parlamentets uafhængige analyseenhed, viser, at der er mulighed for at spare 250 milliarder euro om året, hvis vi etablerer et velfungerende indre marked for vedvarende energi.
Kilde: Altinget

Sikkerhedspolitik: ”Alt i Mellemøsten vil handle om Iran de næste ti år”
Som det fremgår af Berlingske i dag, så kan det være en fejl, hvis Europa tror at Mellemøsten styrer mod stabile tider, blot fordi den syriske borgerkrig synes at lakke mod enden. Problemet er ifølge eksperter, at det er de destabiliserende kræfter som har vundet. ”Hvis EU og USA har det fint med, at Teheran og Moskva hersker i regionen, er det da skønt. For det synes at være den retning, regionen bevæger sig i. Vesten er i færd med at miste sin indflydelse i en meget vigtig del af verden”, siger den britisk-israelske journalist og mellemøstanalytiker Jonathan Spyer.
Kilde: Berlingske, s. 12

Sikkerhedspolitik: Kan Europa stå på egne ben?
Berlingske bringer i dag et debatindlæg af Per Stig Møller (K), som kigger på Europa, og unionens evne til at stå på egne ben. Hidtil har USA stået som beskytter af Europa, men det er der sået tvivl om ved flere lejligheder, og hans besked om at hjælp kommer i overensstemmelse med landenes bidrag til forsvaret, så er et europæisk forsvarssamarbejde endnu mere presserende. ”Selvfølgelig må vores første prioritet være at fastholde NATO og USAs engagement i Europa. Dette engagement var blevet styrket, hvis vi havde fået frihandelsaftalen mellem USA og EU på plads, mens Obama var præsident, men det fik vi ikke, og Trump er ikke interesseret i den”, siger Per Stig Møller. Som modstykke til Per Stig Møller, så bringer Jyllands-Posten i dag et debatindlæg af Morten Messerschmidt, europaparlamentsmedlem (DF), hvor han omvendt maner til ro. Også han er interesseret i et stærkt europæisk forsvar, men han er ikke begejstret for en europæisk føderation og et fælles militærkompleks.
Kilde: Berlingske, s. 36-37; Jyllands-Posten, s. 27

Finansielle anliggender: Danske fløjlshandsker øger risikoen for boligboble i København
Rundt om i Europa er der en tendens til stigende boligpriser, og det samme er gældende i København, og det bekymrer eksperter, som det fremgår af Berlingske i dag. For at imødekomme en boligboble, så kræver det stærke indgreb, men eksperter mener både Holland og Danmark ser for mildt på situationen. ”Vores forskning viser, at udviklingen i Amsterdam, København, Oslo og Stockholm kræver handling for at lægge en dæmper på boligmarkedet. Norge og Sverige handler, men det er farligt, når regeringerne i Danmark og Holland ignorerer advarsler og anbefalinger fra de systemiske risikoråd,” siger Dirk Schoenmaker, der er professor i finansiel stabilitet ved Erasmus Universitetet i Rotterdam og tilknyttet den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles.
Kilde: Berlingske, s. 10-11

Arbejdsmarkedspolitik: Danmark får hjælp til kampen om social dumpning på landevejene
Danmark var havnet i en retssag, som EU-Kommissionen havde anlagt for landets strenge regler mod carbotagekørsel, men som det fremgår af Jyllands-Posten og Altinget i dag, så tabte EU-Kommissionen sagen, og fremover kan udenlandske chauffører blive tvunget på dansk løn fra første dag på de danske landeveje. "Vi har mange gange set nogle ret liberale fortolkninger fra kommissionens side, som så tilsyneladende ikke viser sig at holde vand, og vi er glade for, at meget nu tyder på, at der trods alt er grænser for gæstfriheden, når cabotagekørsel med lavt betalte udenlandske chauffører sættes i system på denne her måde," siger Erik Østergaard, der er adm. direktør i DTL - Danske Vognmænd.
Kilder: Jyllands-Posten, s. 18; Altinget

Udenrigspolitik: Ukraine får en kold skulder af EU
I Jyllands-Posten i dag kan man læse, at Europa er tilbageholdende med at invitere flere østeuropæiske lande ind i unionen, og det gør ondt ikke mindst på Ukraine, som ifølge landets ambassadør Mykola Tochytskyi, har ofret meget for at få fuldgyldigt medlemskab. ”Unge mennesker kæmpede under Euromaidan-revolutionen for fire år siden for EU's værdier, og hundredvis blev dræbt. Så besatte Rusland Krim, fordi vi insisterer på at være en del af Europa. I dag lider to millioner mennesker på grund af krigen, og hver uge bliver folk arresteret på Krim, fordi de ikke vil have et russisk pas. Vi betaler en høj pris for at høre til i Europa, så selvfølgelig går vi efter et fuldgyldigt medlemskab”, siger ambassadør Mykola Tochytskyi.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 16

Grundlæggende rettigheder: Macron: FN skal drøfte libysk slavehandel
Videooptagelser viser, at man i Libyen sælger migranter som slaver til højest bydende. Slaver ses solgt for helt ned til 2.300 kroner fremgår det af Kristeligt Dagblad i dag. Det er en sag, som den franske præsident, Emmanuel Macron vil have taget op med FN´s Sikkerhedsråd. "Jeg håber, at vi kan gå meget længere i kampen mod menneskehandlere og samarbejde med alle lande i regionen, så vi kan optrevle netværkerne," siger Macron.
Kilde: Kristeligt Dagblad, s. 8

Arbejdsmarkedspolitik: Vi har europarekord i at skaffe arbejdsløse i job
Politiken bringer i dag en artikel om Danmarks flotte evne til at skaffe arbejdsløse i arbejde. Det er tal fra Eurostat, som viser at 38 procent af de arbejdsløse i første kvartal af 2017, var i arbejde i løbet af andet kvartal, mens lande som Sverige og Finland bragte 30 procent i job ligeså hurtigt. ”Det har stor betydning for den enkelte at skifte status fra arbejdsløs til at være i arbejde”, siger cheføkonom Frederik I. Pedersen fra fagforbundet 3F.
Kilde: Politiken, s. 16

Det digitale indre marked: Kollektiv adfærdsregulering
Weekendavisen bringer i dag en artikel om den nært forestående dato, 25. maj 2018, som af mange imødeses med bekymring. Det er nemlig datoen hvor EU's komplicerede Databeskyttelsesforordning gælder fra, og den gælder for alle, fra vuggestue til justitsministeriet, sportsfiskerforeninger og store virksomheder som Novo Nordisk. Overholdes reglerne ikke, er der varslet kolossale bøder. ” Jeg kan ikke komme i tanke om adfærdsændrende regler på samme niveau. Det skulle da lige være i USA under forbudstiden, da man ikke måtte sælge alkohol,” siger Martin Jørgensen, advokat og chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Kilde: Weekendavisen, s. 6

Frihandelsaftale med USA: Frihandelens faldgruber C
Weekendavisen bringer i dag et interview med Harvard-økonomen Dani Rodrik, som kigger på frihandelsaftalerne og konsekvenserne ved blandt andet USA ønske om at annullere dem alle. ”Når Trump og europæiske populister har været succesfulde, er det netop, fordi der er legitime klagepunkter, og fordi nationale politikker har været domineret af interessenter, som har overbevist politikere om, at der kun er én måde, man kan avancere på i globaliseringen”, siger han.
Kilde: Weekendavisen, s. 13

Klima: Bendtsen: Vi må ikke efterlade klimaregningen i børneværelset
På Altinget i dag kan man læse et debatindlæg af Bendt Bendtsen, medlem af Europa-Parlamentet, som udtrykker bekymring for, hvilken klimamæssig regning som denne generation efterlader den næste. ”Danmark, Europa og verden står foran en gigantisk udfordring - at begrænse klimaforandringerne mest muligt - uden at gå på kompromis med vækst og beskæftigelse. Vores økonomier og samfund må og skal omstilles til mere bæredygtighed”, siger han.
Kilde: Altinget

Arbejdsmarkedspolitik: 3F: EU´s sociale søjle kan blive en milepæl
På Altinget i dag kan man læse et debatindlæg af Tina Christensen, næstformand hos 3F, hvor hun kigger på arbejdsmarkedet inden for EU, og konsekvenserne af den frie bevægelighed. Et begreb som rummer både fordele og ulemper. ”I 3F fastholder vi, at vores EU-kolleger er velkomne på det danske arbejdsmarked, så længe der er tale om fair bevægelighed, og de arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår. Men vi har i årevis måttet føre en intens kamp for at overenskomstdække og sikre de østeuropæiske kolleger danske løn- og arbejdsvilkår”, siger hun.
Kilde: Altinget

Udenrigspolitik: Brexit-frontfigur: Trump vil juble, hvis Danmark forlader EU
På Altinget kan man i dag læse den britiske EU-modstander Nigel Farage give udtryk for, at præsident Trump vil juble, hvis det europæiske samarbejde falder fra hinanden, og herunder at Danmark melder sig ud af EU. "I har lavet undtagelser fra det militære, og I har endnu flere undtagelser på det retlige område, end vi har haft. I sagde nej, da I havde jeres folkeafstemning på den berømte junidag," siger han med henvisning til den danske folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992, som dengang blev en inspiration til skabelsen af UK Independence Party.
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
24. november 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark