Fredag den 25. oktober

Tophistorier

EU-Politikkens svære balanceakt
EU skal i den kommende tid forhandle rammebudgettet for syvårsperioden 2021-27 og EU-Kommissionen har foreslået en stigning i budgettet fra de nuværende 1 procent af medlemslandenes BNP til godt 1,1 procent. Vanen tro overbyder Europa-Parlamentet og kræver et budget på 1,3 procent af BNP. Det skriver flere aviser. Berlingske skriver, at den danske regering meldte med statsminister Mette Frederiksen skarpt ud og brugte harske ord, da hun beskrev Kommissionens forslag som både ”fuldstændigt gak” og ”helt ublu”. Regeringen nærmer sig også det tidspunkt, hvor den skal tage stilling til, om Danmark skal tilslutte sig den Europæiske Bankunion, et samarbejde, som allerede omfatter de 19 EURO-lande. Weekendavisen skriver, at en folkeafstemning er et risikabelt forehavende, og der er al mulig grund til at kombinere krasse udmeldinger som Mette Frederiksens budgetkritik med forsigtig færden, når det gælder konkrete tiltag, som endnu en gang risikerer at pirke til danskernes EU-ambivalens.

Berlingske bringer en kommentar af Peter Nedergaard, professor i Statskundskab. Han skriver blandt andet: “Et af de debatterede punkter har været spørgsmålet om EUs fremtidige budget frem til 2027. Problemet for Danmark med EU-Kommissionens forslag er, at det danske underskud i betalingerne til EU risikerer at blive væsentligt større end i dag. I værste fald skal Danmark betale en fire-fem milliarder kroner mere til EU-budgettet per år. I den situation er det en dansk statsministers opgave at råbe vagt i gevær og etablere alliancer med lande som Sverige, Holland, Østrig og måske endda Tyskland. Hvad Mette Frederiksen i virkeligheden gør er at pege på, at når der kommer ekstraudgifter til pensioner til EU-ansatte, til klimapolitik, grænsekontrol og lignende, må der gøres en indsats for at finde pengene andetsteds i EU-systemet. Det er sådan, man agerer på den nationale scene, når man skal ”finde pengene” til nye områder. Mette Frederiksen normaliserer derfor blot EU-politikken. […] I sine tanker om den fremtidige danske EU-politik har Mette Frederiksen også slået fast, at EU-forbeholdene for regeringen er grundlaget for den danske EU-politik. I samme moment lægger hun dog pragmatisk op til, at forsvarsforbeholdet kan komme til afstemning, hvis den sikkerhedspolitiske situation ændres for Danmark. I den situation tænker hun naturligvis på, hvad der kan ske, hvis Donald Trump får skabt mere tvivl om den kollektive sikkerhedsgaranti i NATO. […] Alt i alt kan Mette Frederiksens EU-politiske linje karakteriseres som pragmatisk EU-politik, hvor EU ligestilles med alle andre politiske områder. EU behandles ikke som et stykke skrøbeligt porcelæn, som der skal keres helt særligt om. EU kan sagtens holde til kritik. Mette Frederiksen har med andre ord internaliseret EU mere i sit politiske univers end tidligere. Det er et fremskridt.”

Altinget bringer et debatindlæg af Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet. Han skriver blandt andet: ”I et længere interview i JP den 17. oktober gav Mette Frederiksen den som EU-revser med et budskab om, at EU eksisterer i et parallelt univers afkoblet fra virkeligheden. Det efterlod desværre indtrykket af en dansk statsminister, der selv befinder sig i et parallelunivers, hvor realiteter og fakta ikke er relevante. Den reelle hensigt med det bemærkelsesværdige interview var tydeligvis at fordreje debatten om EU-samarbejdet, og i interviewet forpligtede hun sig tilmed til at afholde en folkeafstemning om deltagelse i EU's Bankunion for at tilfredsstille EU-skeptikerne, som Socialdemokratiet længe har bejlet til for at vinde vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti. Det er ubegribeligt, at Mette Frederiksen vil gå så langt for at appellere til den heldigvis svindende gruppe af danskere, der er modstandere af EU. Danskerne skal naturligvis spørges, når vi afgiver vores suverænitet. Men netop Bankunionen medfører - som det ligger nu - ikke suverænitetsafgivelse, og derfor kan man godt frygte, at en folkeafstemning kaster danskerne ud i en debat, som handler om alt muligt andet end fordele og ulemper ved Bankunionen, som vi kender det fra tidligere - og nødvendige - folkeafstemninger. […] Venstre er ikke i tvivl. Vi har ikke brug for anti-EU-retorik og fladpandet populisme. Vi kan sagtens være imod forslag fra EU-systemet, men vi insisterer samtidig på at vise respekt og tale seriøst om og med vores samarbejdspartnere. Og hvis danske interesser varetages bedst som fuldt medlem af eksempelvis Bankunionen, så skal vi naturligvis være med og søge indflydelse. Alt andet er - om ikke "fuldstændig gak" så i hvert fald - dybt uansvarligt.”

I en klumme i Berlingske skriver Anne Sofie Allarp, international redaktør på Radio24syv, blandt andet: ”I sidste uge var det EU, der fik kærligheden at føle. EU havde ”mærkelige prioriteter”, var ”frakoblet virkeligheden” og ”helt gak”, mente Mette Frederiksen. Budgettet var ude af kontrol og Danmark ville ikke betale det, der var lagt op til i den næste flerårige budgetramme. Udtalelserne faldt ikke som led i et læk, som man ellers skulle tro. Som en optagelse af en privat samtale eller et lækket mødereferat, hvor statsministeren var på slap line, eller måske reagerede umiddelbart på noget, hun stiftede bekendtskab med for første gang. Nej, det var et interview med Jyllands-Posten. Og derfor, må man antage, var det nøje overvejede udtalelser om Danmarks vigtigste internationale samarbejdsforum. […] Danmarks partnere i EU, det vil sige medlemslandene og EUs nye ledelse, har naturligvis allerede taget bestik af udtalelserne. De har noteret sig en dansk statsminister, der er respektløs og fremstår overrasket over elementære dele af samarbejdet. Det fremmer hverken den danske forhandlingsposition eller giver et favorabelt indtryk af den nye regering ude i Europa. […] Måske tænker hun, at den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, skal håndteres lidt ligesom statens ansatte. Eller at det tjener Danmarks interesse at placere os i det ildelugtende hjørne af skeptiske og kontrære EU-medlemslande. […] Men selv hvis vi nu var kommet i den uhyggelige situation, at vores statsminister rent faktisk mente, at det indre marked skulle afskaffes, og at EU ikke bør beskæftige sig med f.eks. klimaomstilling eller miljø, kan hun nu engang bedst varetage vores interesser ved at tale ordentligt, når hun repræsenterer Danmark.”

Ekstra Bladet bringer et debatindlæg af Anders Liljensøe, Glamsbjerg, som blandt andet skriver: ”EU's forsøg på at franarre fem milliarder kroner fra Danmark grundet Brexit blev afvist af statsminister Mette Frederiksen. Når EU bliver 65 millioner borgere færre, burde udgifterne også blive tilsvarende mindre. Men sådan ser EU's bureaukrater ikke på det søde liv i Bruxelles! Da EU's bankunion strider mod grundloven, ønsker Mette Frederiksen at lade danskerne træffe afgørelsen på demokratisk vis ved en folkeafstemning. Sagen er den, at Danmark har stemt nej til Den Monetære Økonomiske Union i forbindelse med afstemningen om euroen. […] EU's iver for indførelse af bankunionen skyldes, at Den Europæiske Centralbank ikke længere vil opkøbe sydeuropæiske statsobligationer for at holde kursen på euroen kunstigt oppe - i fremtiden skal den danske velfærd betale!”
Weekendavisen, s. 4; Altinget; Berlingske, s. 34, 35 (25.10.2019)

Facit blev et rentefald
Flere aviser skriver, at den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag, som forventet, fastholdt de ledende rentesatser. Det var italienske Mario Draghis sidste rentemøde som chef for centralbanken, inden han erstattes på posten af franske Christine Lagarde fredag i næste uge. Børsen skriver, at ECB's øverste chef gennem otte år, Mario Draghi, ikke gav meget af sig selv, kun antydningen af en vittighed. “Min fremtid? Spørg min kone. Hun ved det. Forhåbentlig,” siger Mario Draghi ifølge Børsen. Der en voksende forventning til, at Christine Lagarde, som den første gerning, kan komme til at sænke renten med yderligere 10 basispoint til -0,60 procent, når hun i december skal lede sit første rentemøde. Børsen skriver også, at Christine Lagarde står overfor enorme udfordringer, fordi Europa er stærkt på vej ud i en situation med uholdbar lav økonomisk vækst og truende opløsning. Christine Lagarde deltog som observatør i torsdagens rentemøde i ECB i Frankfurt. Hun lægger på ingen måde op til at stramme pengepolitikken, og foreløbig er Lagardes budskaber især kommet frem under sin høring med Europa-Parlamentet. Her sagde hun blandt andet, at: “Det er vigtigt at holde alle værktøjer på bordet for at kunne svare passende og proportionalt, hvis inflationsudviklingen på mellemlangt sigt fortsætter med at være under ECB's målsætning.” Derudover indikerede Lagarde også under sin høring, at ECB skal være en mere grøn centralbank: “Debatten, om hvorvidt og hvordan centralbanker og banktilsyn kan bidrage til at begrænse klimaforandringer, er på et tidligt stadie, men det er en prioritet,” sagde Christine Lagarde ifølge Børsen.

I en analyse i Børsen skriver udenrigsredaktør Hakon Redder blandt andet: ”I september løb det også mange kommentatorer i pennen, da ECB sænkede indskudsrenten til -0,50 procent, genoptog obligationsopkøbene med 20 mia. euro om måneden og tillige brugte et par andre værktøjer. Nu er bazookaen i nogen beskrivelser ændret til en vandpistol. Fordi den tilsyneladende ikke virker. Væksten i eurozonen er falder mod nulpunktet, inflationen er på kun 0,8 procent og faldende. Men sådan er det ikke, ifølge Mario Draghi der på sit sidste pressemøde i Frankfurt skød skylden for den negative markedsreaktion på geopolitisk uro og usikkerhed om et hårdt Brexit. […] Men Draghis centralbankkollegaer i Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig har i den seneste uge højlydt kritiseret lempelsen fra september, som de i Styrelsesrådet blev nedstemt på. Det er en vigtig og principiel diskussion, fordi flere af dem lægger op til en revurdering og helt ny kurs for ECB's pengepolitik. Draghis eneste svar på pressemødet var, at det havde han ikke kommenteret på dagens rentemøde. Han blev spurgt til den brede tyske kritik af minusrenterne fra både Bundesbank, kommercielle banker og fremtrædende politikere. Den gled han også af på. Ligesom et relevant spørgsmål om eurozonens finansministre lytter til hans gentagne krav om finanspolitiske lempelser. Svarene skal nu komme fra Christine Lagarde, “Hun har ikke brug for mine råd. Hun ved, hvad hun skal gøre,” siger Draghi. Om det er sandt, ved vi om et par år."

I en kommentar i Berlingske skriver Ulrik Harald Bie, økonomisk redaktør blandt andet: ”Sveriges Riksbank forventer at sætte renten op i december og går dermed modsat signalerne fra Den Europæiske Centralbank - og i øvrigt også vores egen nationalbank. Det sker på trods af lav vækst og aftagende inflation. Det skal være slut med negative renter i Sverige. […] Sveriges Riksbank siger også, at man forventer, at renten vil blive fastholdt på nul i lang tid fremover. Men nul skal altså være den nye bund under de svenske renter. Ved at tage skridtet nu, hvor Mario Draghi som chef for Den Europæiske Centralbank netop har gennemtvunget en yderligere lempelse af pengepolitikken i euroområdet, sender Sveriges Riksbank et signal om, at negative renter ikke er en naturlig tilstand, som nu skal væk. Det er et signal, der står i direkte modstrid med udmeldingerne fra vores egen nationalbank i Havnegade. Nationalbanken forventede desuden i sin seneste prognose fra september, at man vil sætte renten yderligere ned i de kommende år med endnu lavere lange renter. Sverige viser, at der er en anden vej.”
Jyllands-Posten, s. 20; Børsen, s. 1, 28, 29, 37; Berlingske, s. 12 (25.10.2019)

Prioritede historier

Boris Johnson vil have julevalg
Jyllands-Posten skriver, at torsdag aften opfordrede den britiske premierminister Boris Johnson til, at der skal afholdes parlamentsvalg i Storbritannien torsdag den 12. december. På forhånd syntes regeringen og en række konservative at være splittet i spørgsmålet, om der skal være valg eller ej på denne side af en Brexit-beslutning. Politikerne i London venter fortsat på en tilbagemelding fra EU-landene om, hvor lang en Brexitforlængelse der bliver tale om. Det forventes, at medlemslandene giver briterne forlængelsen enten fredag eller måske først efter weekenden. I et debatindlæg i Ekstra Bladet skriver Henrik Skov, Esbjerg blandt andet: ”Donald Tusk og Jean-Claude Juncker, de to meget magtfulde EU-topfolk, der jo på ingen måde er folkevalgte af os, er meget hårde over for vores britiske venner. De to udtaler sig meget negativt om briternes ønske om Brexit. Jeg har selv boet og arbejdet fire år i Bruxelles, og jeg har oplevet på tæt hold, hvordan det ellers fine EU-projekt udvikler sig i mere og mere udemokratisk retning. Det er derfor, englænderne vil ud af EU. Det bliver spændende at følge Storbritannien med et hårdt Brexit. […] Danmark burde også melde sig ud og lave en union med vores nordiske brødre, Norge og Sverige. Danmark har mere tilfælles med Norge og Sverige end med Grækenland.”

Weekendavisen skriver, at Boris Johnson er beskrevet som en useriøs charlatan, men mod alles forventning har han alligevel formået at lande en aftale med Bruxelles. Professor Vernon Bogdanor, der var tilknyttet University of Oxford i årene, hvor Boris Johnson og David Cameron studerede på universitetet, ser premierministeren som en dygtig og yderst intelligent strateg. ”Boris' intellektuelle evner er blevet undervurderet, fordi han bevidst påtager sig rollen som klovn. Men han er meget, meget klog; man bør ikke undervurdere ham,” siger professor Vernon Bogdanor og fortsætter: ”Mange sammenligner Boris Johnson med Trump, men jeg mener, at det er mere oplagt at sammenligne ham med Ronald Reagan, som fik folk til at føle sig godt tilpas, bare de hørte ham tale. Det var ikke så meget, hvad han gjorde, men den atmosfære, han skabte. Theresa May får én til at føle sig skidt tilpas - hun er så dyster. Alt er utrolig svært. 'Seriøse problemer.' 'Svært at løse.' 'Ikke sikker på, at vi kan.' Boris siger: 'Bare rolig, selvfølgelig kommer vi igennem det her, vi kan klare hvad som helst.' Det var sådan, Reagan talte, og folk blev opstemte af det.” De hårde Brexiterer er langtfra tilfredse med Johnsons aftale, men de stoler på, at han efter Brexit vil føre landet i den retning, de ønsker. ”Der er groft sagt to typer Brexit. Den første handler om at sikre friktionsløs samhandel ved at lægge sig så tæt på EUs regler, som vi kan. Det var Theresa Mays aftale. Argumentet imod det er: Hvad er pointen med Brexit, hvis vi bare efteraber EUs regler? Så kan vi lige så godt forblive medlemmer,” forklarer Bogdanor og tilføjer, at Boris Johnsons aftale ofrer den friktionsløse samhandel til gengæld for en bred, global model kaldet 'Singapore on Thames', men som mere er som New Zealand eller Australien.
Jyllands-Posten, s. 17; Ekstra Bladet, s. 28; Weekendavisen, s. 1 (25.10.2019)

Det digitale indre marked

Blockchain-teknologi er et nyttigt redskab
Børsen bringer en kronik af Frederik Schouboe, CEO, Keepit. Han skriver blandt andet: ”De seneste års store hvidvaskskandaler og bedragerisager viser desværre, at lovgivningen ikke er fulgt med virkeligheden. […] EU's styrkede persondataforordning GDPR har gjort det meget klart for europæiske virksomheder, at det er helt afgørende at omgås persondata med fornuft og respekt. Samt at det kan blive særdeles dyrt at tage for let på denne pligt. Det er et stort skridt frem. Men vi er ikke i mål. USA er langt foran. […] Verdens sikreste data er dog uden værdi, hvis man ikke ved, hvad de repræsenterer. Der skal en databeskrivelse med, der naturligvis også skal sikres med blockchain-teknologi. Med disse såkaldte “data om data” - kaldet metadata, bliver virksomhedsinformationer søgbare. Det gør det nemt for virksomheder og offentlige instanser at finde relevante data i forbindelse med eksempelvis en efterforskningsindsats. Her kan en teknologi som blockchain være med til at give virksomheder konkret og dokumenterbar adgang til essentiel viden om faktiske forhold. Det vil dels øge virksomhedens troværdighed i samspillet med partnere, kunder og myndigheder. Dels vise sig at være en uvurderlig konkurrencefordel i en fremtid, hvor udfordringen i stigende grad bliver, om man er i stand til at finde de informationer, man har behov for - og om man kan stole på det, man finder.”
Børsen, s. 4 (25.10.2019)

Grundlæggende rettigheder

En god dag for…
Politiken skriver, at Europa-Parlamentets store menneskeretspris, den såkaldte Sakharov-pris, i år går til Ilham Tongi, der tilhører det uighurske mindretal i Kina og har kritiseret de kinesiske myndigheders behandling af uighurerne. I 2014 dømte landets myndigheder den nu 49-årige økonom fængsel på livstid for separatisme og for at anspore til etnisk uro. Det til trods for at mange betragter ham som en moderat systemkritiker, og han afviser selv, at han skulle være separatist. FN, EU og USA har alle opfordret Kina til at løslade ham.
Politiken, s. 2 (25.10.2019)

Institutionelle anliggender

Dansk rederi fanget i skilsmissedrama: Det har kostet voldsomme ressourcer
2018 endte med at blive et rekordår for Danmarks næststørste rederi DFDS, til trods for at DFDS i sommeren 2018 havde betalt milliarder for et stort tyrkisk rederi, blev Tyrkiet ramt af en økonomisk krise. Siden 24. juni 2016 har det danske færgerederi - dagen efter at briterne stemte sig ud af EU - brugt tusindvis af medarbejdertimer og et tocifret millionbeløb på at forberede medarbejdere og kunder på den første dag efter Brexit. ”Hvor vi normalt ville have bygget videre og forbedret vores normale fragtsystem, så har alt andet end normalt vedligehold været stoppet for at fokusere på den udvikling, der har været nødvendig i forhold til Brexit. Vi har en meget stor IT-afdeling, så det er voldsomme ressourcer, der har været kastet ind i det,” siger den danske rederichef Torben Carlsen. Han har igennem hele Brexitforløbet ment, at det ville være bedst, hvis Storbritannien og EU kunne blive enige om en aftale, der sikrede samhandlen på ”fornuftige vilkår”, og han er heller ikke i tvivl om, at et hårdt Brexit på kort sigte vil skabe kaos og måske lavere aktivitet. Han mener dog også, at der vil opstå nye forretningsmuligheder, hvis Storbritannien pludselig stod uden for den europæiske toldmur.
Berlingske, s. 10-12 (25.10.2019)

Demagogi ødelægger folkeafstemninger
I Signatur i Politiken skriver Michael Seidelin blandt andet: ”At beskrive Brexit-processen som kaos er et typisk britisk understatement. Alle er dødtrætte af den, og mens vi resignerede venter på det næste kapitel, spørger mange: Hvad gik galt? Det er der utallige forklaringer på. For mange er ondets rod det forhold, at et solidt flertal stemte for Brexit, og den klassiske debat om betimeligheden af at lade folket tage en helt afgørende beslutning i ét afgørende hug uden om det folkevalgte parlament dukker op igen. Jeg selv, der som vælger og som politisk journalist har oplevet og dækket mange folkeafstemninger - senest Brexit-afstemningen - tvivler. Ikke så meget på folkeafstemningen som politisk redskab, men på politikernes evne til at håndtere den. […] Skal vi efter denne klagesang så kaste folkeafstemningerne på møddingen? Nej. Jeg havde det privilegium at dække afstemningen i 1977 om den første demokratiske forfatning i Spanien efter diktaturets fald knap to år tidligere. Konservative, herunder tidligere ministre under diktaturet, socialister og kommunister førte som de ledende politiske kræfter en sober, respektfuld og seriøs debat om landets fremtid. De tog vælgerne alvorligt, og de levede op til situationens alvor. Så det kan lade sig gøre.”
Politiken, s. 7 (25.10.2019)

Frem eller tilbage? EU har endnu ikke fået styr på sommertiden
EU er ikke klar til at gå over til officiel standardtid, selvom det ser ud til, at et flertal af europæerne ville elske at slippe for at skulle ændre på tiden to gange om året. Sidste år kom EU-Kommissionen med et forslag, der vil stoppe de årlige skift og give de enkelte lande lov til selv at vælge, om de vil have permanent sommer- eller vintertid. Diskussionen for og imod er livlig, men foretagendet er tilsyneladende gået lidt død i EU-systemet, til trods for at Bruxelles her ser ud til at have en vindersag. I marts i år vedtog Europa-Parlamentet forslaget til en ændring af direktivet, der skal træde i kraft fra 2021, men der er uenighed og bekymring i EU-landene for, hvad det vil betyde. ”Det nytter ikke noget, at vi risikerer, at man skal sætte uret en time tilbage for at rejse til for eksempel Sverige, for så at sætte uret to timer frem, når man skal videre til Finland,” lød det i marts i et læserbrev i Fyens Stiftstidende, skriver Kristeligt Dagblad. Christel Schaldemose, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, fortæller, at selvom forslaget er vedtaget i Parlamentet, så skal medlemslandene også godkende det, og det er de ikke så hurtige til.
Kristeligt Dagblad, s. 1, 4 (25.10.2019)

Interne anliggender

Det er længe siden, Catalonien kun var for cataloniere
Politiken bringer et debatindlæg af Michael Skou Andersen, professor ved Aarhus Universitet. Han skriver blandt andet: ”47 procent af befolkningen i Catalonien angiver spansk som deres daglige sprog, mens andelen af catalansktalende er faldet, fra 44 procent til 36 procent fra 2003 til 2013 ifølge Cataloniens Statistik. I landdistrikterne dominerer catalansk dog stadig. Transformationen er totalt forbigået i den danske presses dækning, når folkeafstemningen om uafhængighed vurderes. Den medfører, at der ikke er nogen nemme løsninger på spørgsmålet om selvstændighed, for identifikationerne er delte. FN bygger på princippet om folkenes selvbestemmelsesret, et princip, Danmark som et lille land har interesser i. Bør vi derfor ikke uden videre anerkende andre folks ret til selvbestemmelse? Jo, men det er ikke uden dilemmaer, når nye og gamle befolkninger har slået rødder på samme territorium. Det klinger imidlertid hult at fejre balternes selvstændighed, mens vi på den anden side i misforstået EU-solidaritet afviser cataloniere og skotter, der drømmer om tilsvarende adgang til selvbestemmelsesret. […] Set i et større perspektiv er det, vi ser både i Storbritannien og Spanien, at de gamle europæiske imperier langsomt krakelerer. De små og mellemstore lande er mere velfungerende økonomisk og politisk. Med Den Europæiske Unions institutioner er det blevet muligt for mindre lande at forfægte deres interesser i et ordnet politisk system - frem for at være underkastet de større magters forgodtbefindende. Det er ikke mærkeligt, at det kan se attraktivt ud for de regioner, der har mistet selvbestemmelsesretten, selv om de nationale grænser i denne arkitektur paradoksalt nok udviskes.”
Politiken, s. 6 (25.10.2019)

Klima

Derfor er en klimaskat verdens bedste klimaløsning – og noget nær umulig i praksis
Økonomer og flere kendte klimaforskere og i stigende grad politikere er enige i, at en CO2-skat ikke bare er den mest effektive metode til at reducere udledningerne, det er også langt den billigste. I juli bliver det næste skridt taget af den snarlige formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen. Hun har i sin politiske retningslinje for kommissionens arbejde frem mod 2024 skrevet, at: ”Jeg vil lancere en CO2-grænseskat for at forhindre CO2-lækage”. Den internationale borgerlobbygruppe Citizens' Climate Lobby har aktuelt et EU-forslag liggende om at indlede med en afgift på 15 euro pr. ton CO2 med en stigning derefter på ti euro om året og i lighed med Ursula von der Leyen foreslår lobbygruppen, at der parallelt bør indføres en klimatold på varer, der importeres til EU.
Berlingske, s. 24-25 (25.10.2019)

EU’s Green Deal er en god deal for Danmark
Altinget bringer et debatindlæg af Anders Ladefoged og Troels Ranis, underdirektør og europapolitisk chef i Dansk Industri og branchedirektør i DI Energi. De skriver blandt andet: ”EU's kommende klimakommissær, Frans Timmermans, stod for nylig skoleret i Europa-Parlamentet. Her bestod han eksamen med EU's mest ambitiøse klimaplan til dato. Med 'A Green Deal for Europe' vil EU hæve målsætningen om 40 procent CO2-reduktion i 2030 til mellem 50-55 procent. Derudover skal EU være klimaneutral i 2050. En sådan klimaplan vil være et historisk skridt i den rigtige retning for Europa. Og den kan samtidig blive en god deal for Danmark. Hvis EU skal indfri sin ambitiøse målsætning, kræver det nye, innovative teknologier, som danske virksomheder er verdensmestre i at levere. 'A Green Deal for Europe' er en god ramme til at diskutere grøn vækst i Europa. Men det er ikke nok at tale. Hvis EU skal sejre, kræver det handling. […] Konkurrencedygtig grøn energi er midlet, der skal bane vejen til klimaneutralitet i EU. Det indre marked er Europas helt store vækstmotor. Et stort harmoniseret hjemmemarked for energiteknologi i Europa vil skrue prisen ned og gøre grøn teknologi mere attraktivt i forhold til konventionelle energikilder. Det vil ikke kun gavne klimaet, men også den enkelte forbruger, der vil få billigere strøm i stikkontakten. Derudover peger EU-Kommissionen på, at der hviler et stort potentiale i øget energieffektivisering. Vi skal simpelthen blive bedre til at udnytte vedvarende energikilder som vindenergi, biomasse og solenergi. Igen er danske virksomheder globale frontløbere i det grønne kapløb, hvilket vi i Danmark skal understøtte.”
Altinget (25.10.2019)

Et dårligt forslag
Weekendavisen bringer et debatindlæg af Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og senior fellow hos Kraka. Han skriver blandt andet: ”Hvordan kan Danmarks klimapolitiske mål nås til den lavest mulige omkostning for samfundet? Det spørgsmål er blevet mere presserende, efter at vores nye regering har hævet ambitionsniveauet for klimapolitikken markant. I debatten møder man ofte påstanden, at udbygning med vedvarende energi i Danmark ikke gavner klimaet, og at det billigste for samfundet vil være at opkøbe og annullere CO2kvoter (rettigheder til at udlede CO2) i EUs kvotemarked. For eksempel skrev Frede Vestergaard i Weekendavisen tidligere i år: ”At give tilskud til flere vindmøller ændrer ikke på EUs samlede udledning af drivhusgasser. Det er konsekvensen af kvotesystemet.” […] For at forstå det må vi se nærmere på, hvordan EUs marked for CO2-kvoter fungerer. Kvotesystemet omfatter CO2-udledningerne fra energisektoren og den energitunge industri i EU samt udledningerne fra luftfarten inden for unionen. Virksomhederne i kvotesektoren skal en gang om året indlevere CO2-kvoter svarende til deres CO2-udledning det foregående år. Den samlede mængde af udstedte kvoter er politisk bestemt af EU. Nogle af kvoterne uddeles gratis, men størstedelen sælges på auktioner afholdt af EUs medlemsstater, der derved høster provenuet fra salget. […] Vi har dog næppe set den sidste reform af kvotesystemet. Under alle omstændigheder vil de nuværende regler betyde, at en indenlandsk udbygning med vedvarende energi er en mere sikker metode til nedbringelse af de globale CO2-udledninger over det kommende årti end en storstilet satsning på statslige opkøb af CO2-kvoter.”
Weekendavisen, s. 15 (25.10.2019)

Landbrug

Tre organisationer: Her er fem anbefalinger til genopretning af Østersøen
Altinget bringer et debatindlæg af Sune Scheller, Henrike Semmler og Berit Asmussen, projektleder i Greenpeace, seniorrådgiver for hav og fiskeri i WWF og kampagnekoordiNATOr i Our Fish. De skriver blandt andet: ” I sidste uge blev EU's fiskeriministre enige om fiskekvoterne for Østersøen i 2020. Danmarks minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), arbejdede frem mod målstregen aktivt for at minimere de foreslåede reduktioner fra både biologer og EU-Kommissionen. Kritikken fra os grønne organisationer var efterfølgende kras, hvilket desværre er lidt af en. Ministeren benyttede sig dog samtidig af muligheden til at invitere til bred dialog om.[…] For fiskeriets vedkommende indtraf et trist lavpunkt i sommer, hvor EU-Kommissionen med en måtte lukke fiskeri efter torsk i den østlige Østersø i forsøget på at redde bestanden fra et "forestående kollaps". Torsken i den østlige Østersø er formodentlig det største skrækeksempel, men også det bedste eksempel. Lærer vi ikke af fejltagelserne her, så vil andre bestande blot følge samme vej.”
Altinget (25.10.2019)

Migration

Erdogans porte mod Europa står på klem
Politiken bringer et debatindlæg af Parvaneh Ghorbani, projektleder for asyl- og flygtningeområdet i Mellemfolkeligt Samvirke. Han skriver blandt andet: ”Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, lagde ikke fingrene imellem, da han for nylig advarede EU mod at være for kritisk over for hans militære angreb på kurderne i det nordlige Syrien. ”Vi vil åbne portene og sende 3,6 millioner flygtninge jeres vej,” lød det. Og truslen har virket: EU-landene har stukket piben ind og nøjes med en trussel om, at de vil være tilbageholdende med at indgå nye våbenhandler med Tyrkiet, hvis våbnene kan bruges til militære operationer i Syrien. Ikke just en stærk reaktion på et militært angreb, som EU-landene selv siger, at de fordømmer, og slet ikke imponerende i lyset af, at våbensalget til Tyrkiet faktisk synes at være i strid med en 5 år gammel FN-traktat, som Danmark sammen med EU stod i spidsen for. Men FN-traktaten må vige for et andet hensyn, ligesom kurderne – Europas uvurderlige allierede i kampen mod Islamisk Stat i Syrien - må det: De ofres af EU, som frygter, at Erdogan vil gøre alvor af sin trussel om at ”åbne portene” for millioner af flygtninge. Realiteten er dog, at portene allerede er åbnet på klem. […] Hvad bliver monstro det næste krav fra det mere og mere tvivlsomme tyrkiske regime eller fra EU's andre dubiøse samarbejdspartnere i projekt Fort Europa? - Blandt andre de kriminelle krigsherrer i Libyen og general Sisi i Egypten, hvis massive overgreb EU ser igennem fingrene med, fordi han holder flygtningene væk fra de europæiske kyster. Krigen mod kurderne i det nordlige Syrien bør få regeringerne i Danmark og de andre EU-lande til at spørge sig selv, hvor høj en pris de er villige til at betale for at opretholde disse aftaler. De pantsætter nemlig vores tro på menneskerettighederne og vores muligheder for at føre en udenrigspolitik i tråd med egne værdier. I første omgang er det aftalen med Erdogan, der presser sig på. Den udløber nemlig i sin nuværende form ved årets udgang.”
Politiken, s. 7 (25.10.2019)

Sikkerhedspolitik

Frankrig roser ny dansk militærhjælp
Danmark og øvrige europæiske lande har styrket sin deltagelse i den franskledede forsvarsklub EI2 (European Intervention Initiative), et mellemstatsligt, europæisk samarbejde uden om NATO og EU og torsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget, at der allerede til december skal sendes et nyt og mere tungt militært bidrag til en stor franskledet antiterrormission i den konfliktfyldte afrikanske Sahel-region. ”Frankrig har brug for støtte fra andre partnere til sine missioner, og Danmark kommer med en hjælp, som er meget værdsat,” siger Frankrigs ambassadør i Danmark, Caroline Ferrari, i et interview med Jyllands-Posten. Hun ser det som et et positivt signal, at Danmark - der grundet forsvarsforbeholdet ikke kan deltage i EU-ledede missioner - er blevet en del af det nye europæiske EI2-samarbejde, som tæller i alt 12 lande. Caroline Ferrari siger desuden, at samarbejdet mellem dansk og fransk militær kunne udbygges endnu mere, hvis ikke Danmark havde sit forsvarsforbehold. I sidste uge slog statsminister Mette Frederiksen dog fast, at hun ”intet behov ser for en afstemning om forsvarsforbeholdet, som tingene står nu”. Hun udelukker dog ikke, at dette kan ændre sig i de kommende år. ”Det kan jo godt være, at tingene ser anderledes ud om tre eller fem eller otte år, og så må vi jo tage stilling til det,” sagde statsministeren ifølge Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten, s. 15 (25.10.2019)

Vi skal have en fælles europæisk hær nu
Politiken bringer et debatindlæg af David Munis Zepernick, kandidat til Europa-Parlamentet, Radikale Venstre. Han skriver blandt andet: ”EU-landene er samlet set verdens største og stærkeste økonomi. Når det gælder indflydelse på verdenshandlen og deraf følgende vækst og velstand, er EU allerede en global kæmpe, og hverken Kina, USA eller andre stormagter kan true sig til at få deres vilje, når de er konfronteret med et enigt EU. Anderledes ynkeligt forholder det sig med EU's militære kapacitet. Globalt er EU en militær dværg, som ikke engang andenrangs mellemøstlige militærmagter som Tyrkiet, Iran eller for den sags skyld såkaldt allierede som Saudi-Arabien og Israel tager alvorlig. Rusland gør naturligvis slet ikke! […] EU-landene sidder fast i forældede forestillinger om nationalt territorialforsvar og en efterhånden noget tvivlsom tiltro til et amerikansk militært lederskab og en amerikansk varetagelse af vores fælles sikkerhed. Det danske forsvarsforbehold er en unik dansk realpolitisk snubletråd. Men kun et EU, som også militært kan stå på egen ben, kan aftvinge respekt hos vores naboer. Vi behøver ikke at kopiere USA's overdrevne militarisering. Mindre kan gøre det. Men vi har brug for en EU-hær nu.”
Politiken, s. 7 (25.10.2019)

Udenrigspolitik

Denne mand smed en tikkende bombe under Donald Trump
Politiken bringer en analyse af international redaktør Michael Jarlner. Han skriver blandt andet: ”Vi står i dag med to fortællinger om Ukraine”, fastslog USA's højest placerede udsending i Ukraine, William Taylor, da han sent tirsdag dansk tid kom med sin officielle udlægning af den Ukraine-sag, der kan ende med en rigsretssag mod USA's præsident Trump. Den ene fortælling er grim. Eller med William Taylors ord: ”Det er en hadefuld fortælling om whistleblowere, hr. Giuliani (præsident Trumps private advokat og tidligere borgmester i New York, red.), alternative kanaler, noget-for-noget, korruption og indblanding i valg (USA's eget, red). I den fortælling er Ukraine en rekvisit”. Den anden fortælling er betydelig mere ærefuld: Det er en historie, hvor Ukraine ikke blot er en rekvisit i et beskidt spil, men er selve sagens kerne. En tidligere sovjetrepublik og ungt demokrati, der forsøger at gøre sig fri af Rusland og finde en plads i Europa. […] Men det var præcis den udlægning, William Taylor kom med tirsdag, da han mejslede to helt afgørende pointer i Ukraine-sagen ud i sten og granit: at en lille klike af Trump-tro væbnere har været i stand til at køre det etablerede udenrigs- og sikkerhedspolitiske system ud på et sidespor. Og at præcis denne lille klike har vist sig villig til at bruge denne magt til at underlægge USA's nationale interesser deres egne interesser.”
Politiken, s. 2 (25.10.2019)

EU-politikere om situationen i Tyrkiet: Uacceptabelt At bruge flygtninge som afpresning
Europa-Parlamentet vedtog torsdag på plenarsamlingen i Strasbourg en tekst, som fordømmer det tyrkiske militære indgreb i Syrien og opfordrer samtidig Rådet til at lave yderligere sanktioner mod Tyrkiet. "Der er en konsensus her. Der er forskellige politiske magter og kræfter, der stemmer for en meget barsk resolution, men de gør det af forskellige politiske grunde. Vi stemmer for de barske ord, fordi vi vil sikre en europæisk fremtid for Tyrkiet," sagde Sergey Lagodinsky, der er medlem af Europa-Parlamentet for de grønne. I den endeligt vedtagne tekst fra Parlamentet opfordres Rådet til som en sidste udvej at suspendere toldunionen mellem EU og Tyrkiet samt et visumforbud over for tyrkiske embedsmænd, der er ansvarlige for brud på menneskerettighederne. Parlamentet understreger også i teksten, at det er "uacceptabelt", at den tyrkiske præsident bruger flygtninge til at "afpresse EU".
Altinget (25.10.2019)

Mig selv først-strategien er livsfarlig
Jyllands-Posten bringer en kronik af Hans-Henrik Holm, professor emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han skriver blandt andet: ”Når USA trækker sig, og Storbritannien melder sig ud, er vi alle i knibe. Verden bliver et mere usikkert sted, når stormagter får nok i sig selv. Syrien er fokus for voldsomme begivenheder. Som Jyllands-Postens lederartikel lørdag den 19. oktober udtrykte det, er Syrien en tragedie. USA's præsident Trumps beslutning om at trække de amerikanske tropper tilbage er katastrofal. Tragedien i Syrien er et resultat af USA's udenrigspolitiske strategi, som vi kan kalde "Mig selv først". Flygtninge i tusindtal er på flugt fra de tyrkiske NATO-troppers militære bombardementer. Ifølge FN-pagten er det en ulovlig invasion. Tyrkiet har også afsløret, at man vil sende tusinder af ikke-kurdiske syriske flygtninge ind i området efter erobringen. Det slet skjulte mål er at kvæle kurdernes ønske om større regional selvstændighed. […] Både Brexit og Trump har med Mig selv først-strategien afvist dele af det internationale retssamfund. Mens EU nok før eller siden samler Brexit-udfordringen op og styrker EU-samarbejdet, så er det stadig uklart, hvem der står imod Trumps angreb på international ret. USA har allerede forladt en række aftaler om Irans atombevæbning, om det internationale klima, om rustningskontrol og kernevåben, om handel og om menneskerettigheder. Og USA har rettet trusler om at trække sig fra en række andre organisationer som UNDP og WTO. Syriens tragedie kan blive vores fælles tragedie.”
Jyllands-Posten, s. 27 (25.10.2019)

Udvidelse

Europa-Parlamentet kritiserer Danmark for at blokere udvidelsesforhandlinger
Flertallet af EU-landene er klar til at lukke yderlige to lande ind i EU, men både Danmark, Frankrig og Holland siger nej. Det var i midten af oktober, at de tre lande blokerede for muligheden for at begynde udvidelsesforhandlingerne med Nordmakedonien og Albanien på EU-topmødet i Bruxelles og beslutningen møder nu kritik fra de øvrige medlemslande, der ellers har været klar til at åbne dørene for de to østlande.
Altinget (25.10.2019)

Økonomi

Budgetlov hæmmer mulighed for god krisepolitik
Børsen bringer en kommentar af Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom, Fagbevægelsens Hovedorganisation. Han skriver blandt andet: ”Først i det nye år fremlægger regeringen forslag til revision af budgetloven. Lovforslaget er ventet med spænding. Ikke bare fordi forslaget blev udskudt af den tidligere regering, men i højere grad fordi budgetloven sætter rammerne for finanspolitikken, og for hvordan finanspolitikken kan bruges aktivt under økonomiske kriser. […] Vi er blandt de lande i Europa med den mindste offentlige gæld og de laveste offentlige underskud. Derfor har Europa-Kommissionen lempet vores underskudsgrænse til 1 pct. af bnp. Det afspejler sig bare ikke i budgetloven. Nu er underskud på de offentlige finanser naturligvis ikke et mål i sig selv. Men i en lavkonjunktur kan det være en rigtig god idé at lempe finanspolitikken for at sætte gang i væksten og begrænse arbejdsløsheden. […] Vi har en tradition for at holde den offentlige økonomi på rette spor ved at sætte krav om sunde offentlige finanser på både mellemlangt og langt sigt. Det vil et lempeligere saldokrav ikke sætte over styr.”
Børsen, s. 4 (25.10.2019)