Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information3. november 2017Repræsentationen i Danmark8 min læsetid

Fredag den 3. november

EU i dagens aviser

3. november 2017

Fredagens EU-tophistorie

Interne anliggender: Anklagemyndighed vil have Puigdemont udleveret
Jyllands-Posten skriver, at dramaet om Cataloniens selvstændighed torsdag rykkede ind i de spanske retssale i hovedstaden Madrid, da en dommer valgte at varetægtsfængsle ni medlemmer af Cataloniens afsatte regering, som var mødt ind til de første afhøringer i sagen om regionens uafhængighedserklæring. Blandt de varetægtsfængslede er regionens vicepræsident, Oriol Junqueras, samt udenrigsminister Raul Romeva, mens hovedpersonen over dem alle, lederen Carles Puigdemont - havde valgt at udeblive fra retsmødet. Puigdemonts udeblivelse fik den spanske anklagemyndighed til at forlange, at der bliver udstedt en europæisk arrestordre mod den afsatte leder, der siden mandag har befundet sig i Bruxelles. Såfremt der bliver udstedt en arrestordre på Puigdemont, har Belgien 60 dage til at udlevere ham til de spanske myndigheder, skriver Jyllands-Posten. Weekendavisen rapporterer fra Girona i Catalonien, som ifølge avisen er “de separatistiske catalaneres kerneland”. Her er tiltroen til selvstyrepræsident Carles Puigdemont upåvirket af hans nylige flugt til Belgien, skriver avisen. “Puigdemont fører vores kamp videre i udlandet, så Europa kan høre vores råb. EU har pligt til at værne om alle sine borgere. Vi er syv millioner her, hvis rettigheder bliver trampet på,” siger Gironas borgmester, Marta Madrenas, til Weekendavisen. Samme avis skriver i sin leder, at det ser sort ud for catalanernes selvstyredrømme: “Afgørende for udfaldet bliver formentlig EU-landenes totale afvisning af at have noget at gøre med en eventuel catalansk stat. Udsigten til at stå uden for EU siges allerede at have fået knap 2000 selskaber med sæde i Catalonien til at flytte fra regionen, og det spæde økonomiske opsving efter mange års krise kan hurtigt komme i fare. En faktor, der kan blive afgørende, når catalanerne kort før jul skal sammensætte et nyt regionalt parlament,” skriver Weekendavisens lederskribent. Berlingske bringer en kommentar af erhvervsmanden Asger Aamund, der blandt andet skriver: “I Spanien er fanden løs. […] Baskerne støtter højlydt og helhjertet catalonernes kamp for selvbestemmelse og vil være der som et søm, hvis det lykkes Catalonien at få forhandlet sig til rette med den spanske regering.”
Kilder: Politiken, s. 14; Weekendavisen, s. 11, 14; Berlingske, s. 36-37

Andre EU-historier: Prioriterede

Det digitale indre marked: Microsoft og USA kæmper om e-mails lagret i Europa - mens EU ser på
Politiken skriver, at de amerikanske myndigheder forsøger at presse Microsoft og andre tech-giganter til at udlevere e-mails, der er lagret på servere i Europa. Argumentet fra myndighederne er, at tech-firmaernes modvilje mod at udlevere e-mails hindrer opklaringen af ulovligheder som blandt andet børnemishandling, skattesvindel og narkosmugling. Indtil videre har EU og de fleste EU-lande holdt sig på afstand af striden, men EU’s kommissær, Vera Jourova, har udtalt, at personlige data i private virksomheders besiddelse - i princippet - ikke skal kunne tilgås direkte af fremmede landes myndigheder uden om de formelle samarbejdskanaler. EU-Kommissionen har dog ikke rettet direkte henvendelse til de amerikanske domstole.
Kilde: Politiken, s. 16

Handel: Samuelsen jagter nye handelsvenner til Danmark
Jyllands-Posten skriver, at udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i den senere tid har foretaget en lang række såkaldte “alliancerejser”, der skal skaffe Danmark nye allierede efter Brexit og i en tid, hvor protektionisme er på fremmarch. “Det er vigtigt for Danmark, at vi holder sammen med de øvrige EU-lande, og det er en af grundene til, at jeg tager på allianceture. Både for at få bekræftet hinanden i, at vi holder sammen, men også for at afsøge, hvad mulighederne er i fremtiden for at søge nye alliancepartnere for Danmark,” siger Anders Samuelsen, der også benytter turene til at tale frihandlens sag: “I verden er der en stigende bevægelse i retning af, at nogle tror, at løsningen på de udfordringer, vi står over for, er mere protektionisme. Og det er der, vi skal rejse rundt i verden og sige: Prøv at høre: Det er ikke protektionisme, der er løsningen. Det er frihandel. Fordi den skaber velstandsstigninger, skaber beskæftigelse, og flytter folk ud af fattigdom,” fortæller Anders Samuelsen.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 16-17

Migration: Avis belønner Europa-forrædere
Ekstra Bladet bringer et debatindlæg af Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, som kritiserer dagbladet Politiken for at uddele en pris til den tyske organisation Sea Watch, der redder flygtninge og migranter fra druknedøden i Middelhavet. “Jamen, de er flygtninge! Siger Sea Watch. Nej, de er udvandrere, som håber på at blive indvandrere i Europa. Lad os se på, hvem der befandt sig om bord på et større fartøj, som Sea Watch kom til ‘undsætning’ 10. maj 2017, ifølge Reuters: 300 fra Marokko. 145 fra Bangladesh. 23 tunesere. Samt en masse unge mænd fra afrikanske lande syd for Sahara,” skriver Messerschmidt blandt andet. Politiken bringer historien om tre afrikanske kvinders vej til Europa og fortæller, at marokkanske migranter igen fylder meget i statistikkerne. Ifølge Politiken skyldes det blandt andet urolighederne i den marokkanske Rif-region samt mindre overvågning fra de marokkanske myndigheders side, mens en aftale mellem Italien og Libyen har ført til en opbremsning i antallet af migranter, der krydser Middelhavet fra Libyen til Italien.
Kilde: Ekstra Bladet, s. 18; Politiken, s. 6

Klima: Europas kulkraftværker under pres før klimamøde
Information skriver, at mens flere EU-lande har besluttet at stoppe kulkraften om fem-otte år, har andre lande - blandt andet Danmark - endnu ingen slutdato. Og det er et problem, mener 37 grønne ngo'er fra 28 europæiske lande, der i går lancerede “Europe Beyond Coal”, som er den hidtil største kampagne for udfasning af kul i Europa. “For at landene kan leve op til deres forpligtelser under klimaaftalen fra Paris samt beskytte borgernes sundhed, må kulkraftværker lukkes langt hurtigere, end det sker i øjeblikket,” siger leder af kampagnen, Kathrin Gutmann. Weekendavisen skriver, at FNs miljøorganisation UNEP i en rapport, som er udkommet få dage før FNs årlige to ugers klimakonference i Bonn, advarer om, at der er lang vej endnu, før den internationale klimapolitik viser resultater. Selvom CO2-udledningen ganske vist er stagneret, stiger atmosfærens koncentration af drivhusgasser nemlig fortsat. På klimakonferencen (COP23) skal Paris-aftalen genbekræftes, og det imødeses derfor med stor interesse, hvordan de amerikanske repræsentanter vil agere, eftersom USA’s præsident Donald Trump tidligere i år bebudede, at han vil trække USA ud af aftalen.
Kilder: Information, s. 12; Weekendavisen, s. 12

Andre EU-historier

Handel: Søg momsrefusion, tak
Børsen bringer et debatindlæg af Niels Peter Dahl, direktør i Foreign Vat Reclaim, som argumenterer for, at den digitale udvikling truer med at forhindre muligheden for at kunne søge om momsrefusion: “Mange virksomheder har ordninger, hvor man bruger det elektroniske spor til håndtering af rejseomkostningerne. Dette kan ikke bruges til ansøgning af refusion. Mange tager også billeder af bilagene, men dette forhindrer også muligheden for refusion. For Danmark som helhed drejer det sig om ret betragtelige beløb, og emnet burde have væsentlig mere bevågenhed fra politikere og myndigheders side - ligesom det naturligvis burde have større bevågenhed i de enkelte virksomheder,” skriver han blandt andet.
Kilde: Børsen, s. 2

Økonomi: Storbritannien vinker farvel til laveste rente i 323 år
Berlingske skriver, at det britiske pund er blevet så svækket efter Brexit-afstemningen, at det har presset inflationen op i Storbritannien i en sådan grad, at Bank of England torsdag løftede renten for første gang i mere end ti år. Inflationen har gjort særligt ondt på briterne, da Storbritannien importerer mere, end det eksporterer. Tidligere på ugen advarede en af viceguvernørerne i Bank of England, Sam Woods, om, at 10.000 job kan forsvinde på den første dag efter det britiske exit den 29. marts 2019, hvis forhandlingerne med EU viser sig at kollapse.
Kilde: Berlingske, s. 14

Administration: Brügger og Bertelsen iscenesætter graverjournalistik som dilettantteater
Information bringer en anmeldelse af DR 2-dokumentaren “Det store europæiske cigaretmysterium” af Mads Brügger og Mikael Bertelsen. “Brügger og Bertelsen vil fortælle historien om den forhenværende EU-kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse John Dalli fra Malta, som i 2012, efter kun to år på posten, måtte trække sig efter beskyldninger om at have bedt tobakslobbyister om bestikkelse forud for udarbejdelsen af EU’s tobaksdirektiv,” skriver Information blandt andet.
Kilde: Information, s. 23

Grundlæggende rettigheder: Eksport af overvågningsteknologi til diktaturstater fortsætter under VLAK
Information skriver, at Danmark i marts i år udstedte en ny tilladelse til, at våbenfirmaet BAE Systems kan eksportere avanceret overvågningsteknologi til diktaturstaten Qatar. Ifølge EU skal de danske myndigheder vurdere risikoen for, at teknologien bruges til blandt andet intern undertrykkelse i modtagerlandet. Ifølge kontraktforholdet med kunden i Qatar går den nye tilladelse tilbage til august 2014, hvilket er før EU skærpede reglerne til eksport af overvågningsteknologi, så det nu kræver en tilladelse fra myndighederne, skriver Information.
Kilde: Information, s. 1, 12

Handel: Forældet syn på handel
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af John Wagner, administrerende direktør DSK, De Samvirkende Købmænd, og Niels Ralund, direktør FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel, som kritiserer Skatteministeriet for at have et forældet syn på handel: “Udenlandske virksomheder skal ifølge EU’s regler betale dansk moms, hvis de sælger for mere end 280.000 kroner til danske kunder. Det ‘glemmer’ en del af virksomhederne, og dermed får de en urimelig konkurrencefordel, og Danmark går glip af over en halv milliard kroner i momsindtægter til finansiering. Skat fik i 2016 de nødvendige redskaber til at bekæmpe momssvindlen, men de har endnu ikke brugt dem. Det kræver ikke en lommeregner for at konkludere, at Skat hurtigst muligt skal tage fat på det problem,” skriver de blandt andet.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 27

Sikkerhedspolitik: Det er en stor fejl at genoptage den kolde krig
Politiken bringer et debatindlæg af Bjørn Nygaard, leder af Økonomi og Internationale Projekter, Center for Konfliktløsning, som argumenterer for, at oprustning ikke er løsningen i forholdet til Rusland: “Oprustning er ikke det kloge svar, men det farlige og dyre svar på de udfordringer, vi står over for i forholdet til vores store nabo. Der er med andre ord brug for, at regeringen, EU, Nato og Rusland genoptager dialog, diplomati og konkrete tiltag, der knytter Rusland og EU, og måske Nato, tættere sammen - i stedet for at grave grøfterne dybere og styrke fjendebillederne,” skriver Bjørn Nygaard blandt andet.
Kilde: Politiken, s. 7

Detaljer

Publikationsdato
3. november 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark