Tophistorier
Von der Leyen er en hård banan
Flere medier skriver om det nyligt afgjorte kommissionsvalg, og dets konsekvenser. Børsen skriver blandt andet, at til det meste af Europas overraskelse dukkede den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, tirsdag op som det mulige kompromis om ny formand for EU-Kommissionen. Dog kan hun først være sikker på sit nye job, om et par uger, hvis hun sikrer sig et flertal ved en afstemning i Europa-Parlamentet. Men alt taler for, at det bliver den 60-årige von der Leyen med 14 års ministererfaring, der fra efteråret er EU's ansigt på handelspolitiske konfrontationer med først og fremmest USA. USA's præsident Donald Trump får en hård modstander, når Tysklands Ursula von der Leyen overtager ledelsen af EU-Kommissionen. “Ursula von der Leyen er en rigtig hård banan. Hun kan gå i konfrontation med hvilken som helst mand uden nogen mindreværdskomplekser - især en stærkt opmærksomhedssøgende mand,” siger Holger Schmieding, cheføkonom i den store tyske investeringsbank, Berenberg Bank. “Når Trump møder Leyen vil han blive overrasket. Præsidenten har aldrig rigtig forstået Angela Merkel, der er blød udvendig, men hård indeni. Leyen er hård udenpå og ligeså hård indvendig,” understreger Holger Schmieding. Selv har Ursula von der Leyen hidtil ikke sagt meget om handelspolitik. Men hun synes grundfæstet i en tro på EU's styrke. I januar i Davos sagde hun til CNBC, at “EU's økonomiske magt betyder, at andre lande står i kø for at forhandle frihandelsaftaler med EU.” Ligesom hun i Brexit-sammenhæng anpriste, at EU er i stand til at tale med én stemme. Hendes vision for EU er endnu ukendt, men i sit første møde med pressen, sagde hun onsdag i Strasbourg: “Jeg har til hensigt at lytte meget, så jeg i løbet af de kommende to uger kan etablere en dialog med Rådet og med Parlamentet, samt en femårig vision for Europa.”
I Weekendavisens portræt af Ursula von der Leyen, kan man blandt andet læse: ”Von der Leyen har altid fremhævet, at fordi hun er født i EU-hovedstaden Bruxelles, slår hendes europæiske hjerte særlig stærkt. Som forsvarsminister har hun også længe markeret sig som tilhænger af en EU-hær. Og så har hun, meget lig Frankrigs præsident Macron, været varm fortaler for den føderalistiske vision om et Europas Forenede Stater. Her har tyskeren dog understreget, at visionen ikke vil blive realiseret i hendes egen tid, men at hendes formentlig mange kommende børnebørn vil komme til at opleve den.” Weekendavisen skriver i sin Leder: ”Kommissionsvalget blev en triumf for Emmanuel Macron: Alle fire topposter er besat med folk, der vil et mere føderalistisk EU. Alle taler flydende fransk. To af de fire er kvinder. Lige efter den franske præsidents drejebog. Selv idéen med en tysker på toppen, forsvarsminister Ursula von der Leyen som ny formand for Europa-Kommissionen, siges at være Macrons. […] Kommissionsvalget bliver endnu bedre, set med franske øjne, når man går til de øvrige udnævnelser. Blandt andre Christine Lagarde, IMF-direktøren, der bliver chef for den europæiske centralbank ECB og givetvis vil fortsætte Mario Draghis politik med at gøre alt for at redde euroen i en fremtidig krise. […] Især er de europæiske socialdemokraters vrede over, at deres velkvalificerede kandidat til kommissærposten, hollænderen Frans Timmermans, blev fravalgt, forståelig. Det var fire central- og østeuropæiske lande med Polen og Ungarn i spidsen, der blokerede Timmermans' kandidatur, fordi det faldt i Timmermans' lod på Kommissionens vegne at påpege og kritisere de angreb mod demokratiet, der finder sted i netop disse lande. At Merkel og co. valgte at bøje sig for pressionen fra halv-autoritære stater i stedet for at ignorere og nedstemme dem, er skandaløst og peger frem mod en central opgave for EUs politiske institutioner i de kommende år: at afgifte Den Europæiske Union for antidemokratiske tendenser. I Jyllands-Posten kan man læse, at de kaotiske forhandlinger om fordelingen af EU-topposter udstiller, at Merkel ikke længere har samme indflydelse som tidligere. Hverken i Berlin eller Bruxelles.
Politiken skriver i sin analyse af Kommissionsvalget blandt andet, at ”føderalisten Ursula von der Leyen er det mest spiselige tyske, en franskmand kan forestille sig. Egentlig burde Merkel og Tyskland have jublet og jublet højt, for første gang i over 60 år fik Tyskland igen formandsposten i Kommissionen, men grundet de politiske omstændigheder i Berlin, måtte Merkel afstå fra at støtte sin kronprinsesse Ursula von der Leyen for at forsøge at redde sin regeringskoalition, og i stedet overlade både scenen og alle de rosende ord til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der selvfølgelig kvitterede og lod roserne flyde over von der Leyen.” I Berlingskes analyse af valget, kan man læse: ”Blandt de tre kvinder, som er nomineret til topposter i EU, er den kommende chef for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde måske den allervigtigste for erhvervslivet. Sammen med Margrethe Vestager og Tysklands forsvarsminister Ursula von der Leyen har hun splintret det usynlige glasloft i tusind stykker, som ellers alt for ofte forhindrer kvinder i at nå topposter inden for maskuline områder som krudt og kugler, økonomi og konkurrenceret. De er formentlig stadig i gang med at feje glasskår sammen på gangene i EU-institutionerne.” B.T. fortæller, at Ursula von der Leyen, der er på vej til at blive formand for EU-Kommissionen, måtte som ung flygte fra Tyskland, som følge af en trussel fra Barder Meinhof-gruppen.
B.T., s. 6; Børsen, s. 18-19; Berlingske, s. 16; Politiken, s. 10; Weekendavisen, s. 8, 12; Jyllands-Posten, s. 13 (05.07.2019)
Prioritede historier
Borris har sat håret til at blive premierminister
Berlingske fortæller, at Boris Johnson kan blive premierminister ved hjælp af Brexit, som han selv skabte grundlaget for som ung tabloid-journalist i Bruxelles for 30 år siden. Flere centrale personer i EU-systemet fra dengang mener, at journalisten Boris Johnsons opsigtsvækkende artikler om uhyrligheder og stormagtsdrømme i EU lagde grunden til det Brexit, som briterne nu står på tærsklen til og derudover ser ud til at give Boris Johnson den post som premierminister, som han altid har tragtet efter. ”Han vil jo ikke blive modtaget i Bruxelles og i EU med begejstring, fordi der er for mange, der kender ham og ikke stoler på ham. Men han vil først og fremmest være til skade for sit eget land,” siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
I et debatindlæg i Weekendavisen, skriver Jonathan Frismodt, cand.mag. i historie og samfundsfag, blandt andet: ”Boris Johnson bliver næppe sin nations frelser. […] Udsigten til at blive Storbritanniens næste premierminister er ikke ligefrem noget, der afskrækker Boris Johnson. Han ser sig selv i samme profetiske lys som sin berømte forgænger, hvis skæbne det var at frelse nationen mod alle odds. Johnson har en helt særlig fornemmelse for, hvad han mener, der er på spil, hvis Storbritannien ikke forlader EU den 31. oktober i år. Storbritannien står over for samme eksistentielle trussel som i 1940. Det er valget mellem Lord Halifax og Winston Churchill - appeasement eller kampen til døden. For ham er Brexit kampen for Storbritanniens frihed, som skal restaurere landets retmæssige position som global stormagt. Brexit er et oprør imod EU's utålelige undertrykkelse.” Jyllandsposten skriver, at Henrik Overgaard-Nielsen, MEP, vil sammen med det britiske Brexitparti i Europa-Parlamentet sikre, at Storbritanniens EU-exit gennemføres.
Jyllands-Posten, s. 10; Weekendavisen, s. 12; Berlingske, s. 12-13 (05.07.2019)
Lave renter og lav inflation stiller store krav til kreativiteten i ECB
Jylland-Posten skriver, at det bliver ifølge storbanker som den amerikanske Citigroup svært at gentage rekordstigningen fra årets første seks måneder på aktiemarkedet. Men der er heller ikke udsigt til et blodbad. Med en fremgang på godt 14 procent blev de første seks måneder af 2019 det bedste halvår for europæiske aktier i omtrent 20 år. I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Søren Vestergaard Kristensen, makroøkonom, Sydbank: ”Den Europæiske Centralbank (ECB) har endnu en gang lidt et nederlag i kampen mod den alt for lave inflation. Inflationen er faldet yderligere i de seneste måneder, og de markedsbaserede inflationsforventninger er nærmest kollapset. Det giver flere store udfordringer for centralbanken. For når investorernes inflationsforventninger er så lave, er det i bund og grund troværdigheden hos ECB, der sættes spørgsmålstegn ved. […] På begge sider af Atlanten har centralbankerne udsendt bløde toner. Det har fået renterne til at rasle ned. De bløde toner har løftet investorernes inflationsforventninger lidt, men næppe nok for centralbankerne. Men nu står centralbankerne i en situation, hvor der skal leveres i form af en lempeligere pengepolitik. Og her kommer problemerne. For hvor meget kan centralbankerne reelt gøre? I USA har centralbanken skabt sig selv lidt spillerum til at sænke renten, men i eurozonen er det spillerum langt mindre. Det kan hurtigt blive et hovedbrud for ECB. Hvis nogle få og små rentenedsættelser ikke er nok, er næste naturlige skridt at tænde for seddelpressen på ny og genstarte opkøbene af obligationer. Problemet er bare, at ECB allerede ejer omkring en tredjedel af al statsgæld i eurozonen. Det tal kan man godt løfte, men der er også en grænse for, hvor meget ECB kan støvsuge markedet for obligationer og fortsat efterlade obligationsmarkedet velfungerende. De senere år viser samtidig, at negative renter og opkøb for tusindvis af milliarder ikke er nogen mirakelkur mod lav inflation.”
Jyllands-Posten, s. 8-9, 13 (05.07.2019)
Trump advarer Iran
Flere medier skriver om den højspændte situation i Mellemøsten. Berlingske fortæller, at onsdag lød det fra præsident Rouhani, at Iran ville øge berigelsen af uran til et niveau, der overstiger de grænser, man i 2015 satte med atomaftalen, der skulle nedruste Irans atomvåbenprogram. USA´s præsident Donald Trump har nu svaret igen med et af sine mange tweets: ”Vær forsigtig med truslerne, Iran. De kan komme tilbage og bide jer, som ingen nogensinde er blevet bidt før!” skriver præsidenten. Ifølge atomaftalen skal Iran holde mængden af beriget uran på under 3,67 procent - det svarer til et niveau, der kan bruges til almindelig energiproduktion og er langt under de 90 procent, som der er brug for, hvis der skal fremstilles atomvåben. Men nu har Iran altså meldt ud, at man vil bryde med det punkt i den atomaftale, som landet i 2015 indgik med USA, EU, Rusland og Kina. Så længe de andre underskrivere ikke overholder deres del af aftalen, behøver Iran heller ikke, lyder ræsonnementet. Diplomater fra Tyskland, Frankrig, Storbritannien og EU er dybt bekymrede over udviklingen. Fra Frankrig lyder en opfordring til Iran om at holde inde. Teheran får ikke noget ud af at forlade aftalen, men vil i stedet blot øge den i forvejen højspændte stemning i Mellemøsten. I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen, nu bosat i New York, blandt andet: ”Jeg har ingen illusioner om Iran. Præsident Trump og hans medarbejdere har desværre ret, når de kalder Iran korrupt, destabiliserende og stærkt undertrykkende. Der er tale om et regime, der systematisk krænker menneskerettighederne. Iran støtter terrorisme i Mellemøsten og viger ikke tilbage for drab på oppositionelle folk, der opholder sig i udlandet, f.eks. Danmark. Ikke desto mindre er jeg bekymret over udsigten til krig med Iran. Jeg var i USA i efteråret 2002, og stemningen her i sommeren 2019 kan minde om opløbet til Irakkrigen i 2003.” Jyllands-Posten skriver ligeledes i sin analyse af situationen: ”Forleden meddelte udenrigsminister Mohammad Javad Zarif, at Iran har overskredet den tilladte grænse på 300 kg. for besiddelse af lavt beriget uran, som er udstukket i atomaftalen fra 2015. Det er første gang, Iran overskrider aftalen, og det sker i et forsøg på at få EU og især Storbritannien, Frankrig og Tyskland til at øge samhandlen med Iran til trods for de amerikanske sanktioner. EU siger, at der ikke er noget alternativ til atomaftalen.”
Jyllands-Posten, s. 12-13, 19; Berlingske, s. 17 (05.07.2019)
Finansielle anliggender
Ny regering skal styrke kampen for fair skat i EU
I et debatindlæg i Jyllands-Posten, skriver Torsten Fels, administrerende direktør i Pensam: ”Med en ny regering er Danmarks arbejde med EU's økonomiske politik blevet samlet under ét tag i Finansministeriet. Det betyder, at den danske regerings arbejde med at skubbe til en progressiv retning, når det gælder at stoppe skattely og aggressiv skatteplanlægning globalt, bliver forankret i ét ministerium frem for flere. Samtidig har regeringen fået en stærk spiller på holdet i form af hjemvendte Jeppe Kofod, der gennem de seneste mange år har arbejdet med området på øverste niveau i Europa-Parlamentets såkaldte skattesnydsudvalg. De kræfter skal bruges i international sammenhæng. Både i EU og OECD, hvor der også diskuteres skat. I en europæisk kontekst skal den danske regering udnytte momentum for, at der er et politisk flertal i Danmark for at sætte en bund under selskabsskatten i de europæiske lande. Der er brug for at løfte den dagsorden i EU, fordi der reelt er en intern skattekonkurrence direkte mod bunden landene imellem i Europa, hvor også en lang række særregler i de enkelte lande giver en unfair konkurrence.”
Jyllands-Posten, s. 20 (05.07.2019)
Handel
Trump er så politisk giftig, at EU´s politikere ikke kan røre ham
Børsen beretter blandt andet, at USA’s præsident Trump er blevet så politisk giftig, at ingen EU-politikere kan tåle at forhandle med ham. Det mener Jacob Kirkegaard, senior fellow i tænketanken, Peterson Institute for International Finance, Washington. Han tror ikke på en eskalerende handelskrig mellem EU og USA, men slet ikke på en genoplivning af forhandlingerne om verdens største frihandelsaftale henover Atlanten. Jacob Kirkegaard henviser til, at EU i øjeblikket klarer sig rigtig godt med den strategi, der handler om at indgå store bilaterale handelsaftaler med andre lande. “EU har i øjeblikket ganske stor succes med at indhegne USA med disse handelsaftaler. De er indgået med eksempelvis Canada, Japan, de store sydamerikanske lande i Mercosur og med Vietnam, og nu forhandler man med Indien, Australien og New Zealand. Derfor kan man godt vente med at lave en frihandelsaftale med USA, indtil en anden præsident måtte have overtaget Det Hvide Hus,” understreger Jacob Kirkegaard. Han mener, at Donald Trump nu nået til vejs ende i forhold til at starte nye handelskrige.
Børsen, s. 18-19 (05.07.2019)
Institutionelle anliggender
Britisk eksminister vil afløse Lagarde
Børsen fortæller, at George Osborne, tidligere britisk finansminister, overvejer at byde sig ind på rollen som ny topchef i Den Internationale Valutafond, IMF. Skulle han få stillingen, vil han blive den første brite på posten nogensinde. Han har angiveligt fortalt allierede, at han vil være en passende stedfortræder for den tidligere topchef i IMF, Christine Lagarde, der er blevet udvalgt til at lede Den Europæiske Centralbank, ECB. George Osborne blev i 2016 fyret fra sin stilling som finansminister, efter at Storbritannien stemte ja til Brexit. Skulle han blive valgt til posten, vil det derfor ikke bare være et comeback for George Osborne – han vil også blive den første britiske topchef i IMF’s 75-årige historie. Kandidaturet kan dog besværes af andre kvalificerede kandidater i en tid, hvor Storbritanniens ansigt udadtil har lidt et knæk efter flere interne stridigheder i forbindelse med skilsmisseaftalen med EU.
Børsen, s. 18 (05.07.2019)
EU's nye bankboss er en mester i spillet på de bonede gulve
Politiken skriver i sit portræt af Christine Lagarde: ”Den nye chef for den Europæiske Centralbankkan, franske Christine Lagarde, operere politisk, og glemmer ikke kampen for kvinders rettigheder. Christine Lagarde er ud over sin elegante fremtoning, grundighed og beherskelse af flere sprog kendt som en kvinde, der bag den meget mondæne overflade ofte taler meget direkte, og som i årenes løb er blevet mere og mere engageret. Hun fortæller ofte, at hun som ung advokat gik glip af et job. Advokatfirmaet sagde til mig: De får ikke jobbet, fordi De er en kvinde. Den bemærkning har den nu 63-årige Christine Lagarde, som EU's stats- og regeringschefer tirsdag udnævnte til kommende chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, aldrig fordøjet. Siden har hun fået revanche. Det er kun gået opad, og hun har formået at bryde flere barrierer for kvinder. […] Valget af Christine Lagarde var en overraskelse. Hun er ikke økonom, men som direktør for Den Internationale Valutafond, IMF, siden juli 2o11 kender hun fra møderne i Davos og G-7 og G-20 nøglepersonerne i international politik og økonomi. Udnævnelsen af hende passer især præsident Emmanuel Macron, som i flere måneder har arbejdet på at få en fransk leder af banken i Frankfurt.”
Politiken, s. 2 (05.07.2019)
Mens vi venter på visionen
Børsen skriver i sin analyse af den globale økonomiske situation, blandt andet: ”EU er presset på den globale scene, af Kina og andre fremstormende asiatiske økonomier, der rent numerisk konstant reducerer EU’s andel af den globale økonomi, og af et isolationistisk USA, der ikke længere er en stabil allieret. Hvad vil den forventede nye formand for EU-kommissionen, tyske Ursula von der Leyen, gøre ved det? Det ved vi stort set intet om. Hendes vision skal falde på plads i de næste par uger. Men få interviews og kommentarer indikerer, at von der Leyen gerne vil fortsætte bl.a. konkurrencekommissær Margrethe Vestagers hårde linje. I et interview fra 2017 kritiserede hun en håndfuld amerikanske techgiganter. “Disse virksomheder gemmer alt, hvad de ved om os,” sagde hun om bl.a. Facebook og Amazon og foreslår, at de skal reguleres hårdere. Lignende idéer, endda om opsplitning af de store techvirksomheder, er for længst fremsat i USA. Men ikke af præsident Donald Trump, der beskylder Vestager for at være “den person, jeg kender, der hader USA mest.” Især derfor bliver det interessant at se, hvordan von der Leyen vil bruge den danske viceformand i Kommissionen. Overfor USA har hun imødekommet kravet om at øge forsvarsudgifterne op mod Nato-løftet på 2 procent af BNP. omend Tyskland er langt fra målet. […] Kinas globale rolle og kommuniststyrets ambitioner om at fylde endnu mere, har von der Leyen ikke forholdt sig direkte til. Men en tysk kommentator hæfter sig ved, at hun i en nylig tale i Beijing meget subtilt advarede Kina mod de territoriale krav i det Sydkinesiske Hav. Ikke direkte. Det gør man ikke i Kina. Men ved at henvise til Tysklands dårlige erfaringer med at overspille sin rolle inden de to verdenskrige.”
Børsen, s. 19 (05.07.2019)
Tusk grillet i EU-Parlamentet
Politiken fortæller, at EU-Parlamentet synes, at regeringschefernes aftale om topposter stinker. Noget tyder dog på, at et flertal i parlamentet om to uger vil holde sig for næsen med den ene hånd og stemme for med den anden. Søndag måtte EU-præsident Donald Tusk skippe en nattesøvn for at holde styr på EU's 28 stats- og regeringschefer, der slet ikke kunne blive enige om at besætte EU's ledige topposter. Først tirsdag aften, efter mere end 50 timers forhandlinger, lykkedes det. Løsningen blev at droppe det såkaldte spidskandidatsystem, som er opfundet for at give EU's topposter demokratisklegitimitet. I stedet valgtes den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen som kompromiskandidat. Torsdag formiddag skulle Donald Tusk så forklare sig i EU-Parlamentet, der skal godkende kommissionsformanden om to uger. Et flertal i parlamentet bakker helhjertet op om spidskandidatsystemet, som kort fortalt går ud på, at EU's øverste post skal gå til en kandidat fra et europæisk parti, som før EU-valget har ført kampagne i EU, og som offentligt har fortalt EU-borgerne om sine visioner for unionen. EPP-ordfører Esteban Gonzales Pons gik personligt efter Donald Tusk og beskyldte ham for at svigte demokratiet gennem en rævekage om EU's topposter, herunder endda posten som formand for EU-Parlamentet.
Politiken, s. 10 (05.07.2019)
Migration
Bombningen af migranter i Libyen var forudsigelig
Kristeligt Dagblad skriver, at angreb på civile strider mod de mest basale regler for, hvordan to eller flere parter bør føre krig mod hinanden, og angrebet tirsdag aften på en interneringslejr for flygtninge og migranter i Libyen er da også et af den slags angreb, som alle hellere vil fordømme end tage ansvaret for. Indtil videre er mindst 53 mennesker døde og flere end 100 sårede som følge af de bomber, der ramte lejren i Tajoura, en forstad til den libyske hovedstad, Tripoli. Det "chokerende og tragiske angreb", som EU's udenrigschef Federica Mogherini og flere EU-kommissærer har kaldt det i en officiel udtalelse, skete på trods af, at såvel FN som en række humanitære hjælpeorganisationer havde advaret om, at lejren i Tajoura var livsfarlig. "Det er en foragtelig tragedie, som aldrig burde være sket. Vi advarede om det for to måneder siden. Der er intet sket. Nu har mennesker betalt prisen med deres liv," skriver Charlie Yaxley, talsmand for Afrika og Mellemøsten i FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR. UNHCR beder om, at omverdenen nu tager risikoen alvorligt og frigiver alle de indespærrede. Alle flygtninge bør evakueres ud af Libyen, og de mennesker, der bliver standset på Middelhavet på vej til Europa, bør ikke sendes tilbage til Libyen. Det er velkendt, at flygtninge og migranter i forvejen udsættes for en lang række grove overgreb af både fysisk og seksuel karakter i lejrene. De seneste år har EU støttet den libyske regering, herunder kystvagten, for at få den til at standse migranter og flygtninge på vej over Middelhavet. Alene i maj blev flere end 1200 mennesker opsnappet og sendt tilbage til Libyen. EU støtter også FN's anstrengelser for at sende migranterne tilbage til deres hjemlande, men der kommer hele tiden flere nye flygtninge og migranter til, end det lykkes at få ud.
Kristeligt Dagblad, s. 5 (05.07.2019)
Kaptajnen og kaptajninden
Weekendavisen fortæller, at Italiens indenrigs- og viceregeringsleder Matteo Salvini kaldte det for en krigshandling mod Italien, da Carola Rackete en 31-årig tysk kvinde og kaptajn på skibet Sea-Watch 3, der drives af Sea-Watch, en tysk humanitær organisation stiftet i 2015 med det formål at redde Middelhavets migranter fra druknedøden og bringe dem til første sikre havn, sådan som de internationale konventioner foreskriver. Hvilket kort fortalt var det, Carola Rackete og hendes besætning gjorde den 12. juni, da de fiskede 53 nødstedte migranter op fra en gummibåd 47 sømil fra den libyske kyst. Libyerne meddelte tilladelse til at sætte migranterne i land i Tripoli. Det nægtede kaptajn Rackete med henvisning til, at Tripoli ikke kan betegnes som en sikker havn. Hvilket FN, EU, Italiens egen udenrigsminister og senest også domstolen i den sicilianske by Agrigento er enige med hende i. I Libyen risikerer migranterne at havne i koncentrationslejre, hvor tortur, slaveri og voldtægt er udbredt, lyder det i rapporter fra blandt andet FN. Senest blev en lejr i Tripolis udkant i denne uge udsat for et bombeangreb, og mindst 40 rapporteredes dræbt. Ikke desto mindre sagde Salvini lige fra starten, at migranterne burde sættes i land i Libyen. Og hvis ikke i Libyen, så i Tunesien, Malta eller i Holland, hvor skibet Sea-Watch 3 er indregistreret. Bare ikke i Italien. Sagen er endt med, at den italienske undersøgelses domstol fandt, at Carola Racketes handlinger i havnen i Lampedusa var fuldt ud retfærdiggjorte af ”opfyldelsen af en pligt”, altså at redde liv på havet i henhold til de internationale konventioner.
Weekendavisen, s. 9 (05.07.2019)
Sikkerhedspolitik
Gibraltar tilbageholder supertanker
Børsen skriver, at supertankeren “Grace 1” med olie til Syrien er torsdag opbragt ved Gibraltar af den britiske flåde og toldmyndighederne i Gibraltar, oplyser den lokale regering. Supertankerens endemål er omfattet af EU’s sanktioner. “Vi har grund til at tro, at Grace 1 fragtede lasten af råolie til raffinaderiet Banyas i Syrien,” siger Gibraltars chefminister Fabian Picardo: “Det raffinaderi ejes af en enhed, der er underlagt EU’s sanktioner i Syrien,” lyder anklagen. EU’s medlemslande har indført sanktioner mod 227 syriske embedsmænd, heriblandt flere ministre, for deres blodige undertrykkelse af civile i landet.
Børsen, s. 18 (05.07.2019)
Udenrigspolitik
En sejr for Putin
Weekendavisens Ruslands korrespondent, Andrey Kazankov, skriver i sin analyse af Europarådets beslutning om at genoptage Rusland i Rådet: ”Europarådets beslutning om at give Rusland stemmeretten tilbage udstiller de europæiske politikeres svaghed og retningsløshed. Der ikke hver dag, at man som uafhængig iagttager er enig i de analyser, der bliver bragt i de statskontrollerede russiske medier. Men da Kremlpropagandisterne i sidste uge talte og skrev om en sejr for Rusland, måtte jeg for en gangs skyld give dem ret. Russerne havde god grund til at juble, fordi de igen fik stemmeretten i Europarådets Parlamentariske Forsamling, som de ellers fik frataget efter annekteringen af Krim i 2014. I over fem år har Rusland været i skammekrogen i Europarådet, der holder til i Strasbourg og har 47 medlemslande: 28 EU-medlemmer og 19 ikke-EU-medlemmer. Europarådets sanktion mod den russiske delegation er blevet set som et vigtigt symbolsk skridt samt som en del af den samlede sanktionspolitik, som Vesten fører mod Rusland. Endvidere har sanktionen givet moralsk oprejsning til Ukraines hårdtprøvede befolkning, der med tilfredshed har fulgt med i, hvordan Europa har ekskluderet Rusland fra det fine selskab for at bakke op om Ukraine. I sidste uge var det så de russiske mediers tur til at triumfere og håne rasende ukrainske politikere, der sammen med deres kolleger fra Georgien, Polen, Slovakiet og de tre baltiske lande forgæves har forsøgt at ændre flertallets beslutning i Europarådet. Især Tyskland og Frankrig har argumenteret for, at det vil være en fordel for russiske menneskerets forkæmpere, hvis Rusland igen blev fuldbyrdet medlem af Europarådets parlamentariske forsamling.”
Weekendavisen, s. 10 (05.07.2019)
For længe har EU satset på Afrikas militsmænd
Information skriver, at oprøret i Sudan viser, at Europas støtte til repressive regimer er uholdbar. Det mener Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet. ”Europæiske ledere har haft en tendens til at tro, at undertrykkende regimer kan opretholde stabiliteten på længere sigt, men historien har vist, at det er en myte. Før eller siden bryder regimerne sammen, som det har været tilfældet med Gaddafi og Mubarak. I årevis har EU satset på, at Omar al-Bashir kunne holde flygtninge væk blandt andet ved at bruge Hemetis militser som vagtværn. I dag er Hemetis militser blevet så magtfulde, at de har kuppet al-Bashir og taget magten i Sudan. EU støtter nordafrikanske stater til at undertrykke afrikanere med det primære formål at holde afrikanere væk fra EU, men EU må snart se og få sadlet om,” siger Stig Jensen. Han bakkes op af mellemøstforsker Ahmed Abouoduh: ”Hvis Vesten fortsætter med at tolerere sådan en forbryderisk adfærd, risikerer det sudanesiske samfund at gå i opløsning. Det vil sende landet og regionen ud i et nyt blodbad,” advarer han i britiske The Independent.
Information, s. 8-9 (05.07.2019)
Detaljer
- Publikationsdato
- 5. juli 2019
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark