Fredag den 8. januar

Tophistorier

Sidste stik
Flere af dagens aviser skriver om de forskellige vacciner mod covid-19 og den kritik, som EU får for blandt ikke at have købt nok vacciner. I Weekendavisen kan man læse, at kommissionsformand Ursula von der Leyen, da EU iværksatte en vaccinationsplan den 27. december, ikke var sløv til at tage æren for en storslået sejr. "Det er et rørende øjeblik af sammenhold og en europæisk succeshistorie," lød det fra hende dengang. Siden er det haglet ned med kritik af EU for håndtering af vaccinerne. En sensationel artikel i tyske Der Spiegel kort inden jul kunne fortælle, at Kommissionen havde været for nærig og for langsom under indkøbet, så medlemslandene nu står samlet bagest i køen med færrest vacciner til rådighed sammenlignet med lande som USA, Storbritannien og Israel. Også Mette Frederiksen har pointeret, at der ikke er vacciner nok. "Det er en nøgtern konstatering, at vi mangler vacciner i dag, og vi vil for eksempel i Danmark være i stand til at vaccinere langt flere borgere, end vi har doser til," sagde hun på et pressemøde tirsdag. I Venstre ønsker man, at Danmark forsøger at skaffe vacciner uden om EU. "Medmindre regeringen kommer med en super god grund til, hvorfor vi ikke bør gøre det, synes jeg, at man bør købe vacciner uden om EU. Der kan være hensyn til andre lande, der står i vejen, men det må den forklare. Hvis det handler om solidaritet, vil jeg da gerne lytte til det. Men det står ikke klart. Jeg har spurgt regeringen, om den har brugt økonomiske incitamenter for at skaffe flere vacciner. Det har jeg heller ikke fået et svar på endnu," siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V). Enhedslisten er tilbageholden med at kritisere EU. "Alternativet havde været, at man havde deltaget i et hamstringskapløb, hvor nationalegoisme ville betyde, at de lande med flest ressourcer også ville få det største antal. Og hvor lande, hvor der er gode sundhedsgrunde til at vaccinere, vil blive forbigået," siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund til Weekendavisen.

I en kommentar skrevet af Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, kan man i Jyllands-Posten blandt andet læse: "Glæden var stor 2. juledag, da de første lastbiler fyldt med vacciner mod corona trillede henover den danske grænse. [...] Briterne startede med at vaccinere i starten af december, og 14 dage efter fulgte USA og Israel trop. For eksempel har Israel med knap 9 millioner indbyggere vaccineret 15 procent af befolkningen. I Danmark har vi indtil videre kun vaccineret 1 procent af befolkningen. [...] Sagen er den, at når det kan lade sig gøre andre steder, så burde det også kunne lade sig gøre her. Det gode spørgsmål bliver derfor, hvorfor det er gået galt? Det svar er ikke entydigt. Men noget tyder på, at EU-toppen har handlet langsomt og uhensigtsmæssigt. EU ventede længere tid med at indkøbe vacciner til europæerne. Nej, man syntes, prisen var for høj, så man ville hellere vente, til prisen faldt, så regningen blev mindre. Med det resultat, at flere lande har for få vacciner på lager, og mange derfor må vente på at få et prik i armen. [...] Hvis det viser sig, at den danske regering har snorksovet i timen, mens et tungt EU-maskineri ikke har kunnet træffe de rigtige beslutninger hurtigt nok, så står vi med en vaskeægte skandale. Jeg håber inderligt, at tingene vender, og Danmark sammen med resten af EU-landene hurtigt kommer op i omdrejninger, får vaccineret befolkningerne, og dansk erhvervsliv kommer frem i køen."

I Weekendavisen kan man i dag læse en kommentar af journalist Jon Hustad. Han skriver blandt andet: "Jeg tror selvsagt, at de norske og for den sags skyld de danske myndigheder efter nogle ugers mediedebat vil ændre de bizarre prioriteringslister, der er udarbejdet i anledning af COVID-19. De vil opdage, at hurtigere vaccine er det rigtige. De vil på ny forstå, at sundhedspersonale og antal gode forventede leveår selvsagt skal prioriteres. Men jeg er ikke sikker. For når EU, som Norge i denne sammenhæng er en del af, ikke engang har været villig til at prioritere indkøb af en vaccine udviklet i Tyskland, hvordan kan vi så være sikre på, at de norske myndigheder også kan prioritere på en måde, som tidligere var helt selvfølgelig for en nationalstat: at værne om egne indbyggere og særlig de mest betydningsfulde? [...] Norge og EU ville fremstå som gode og rare. Vi skulle skam ikke stille os foran i køen. Når vi endelig har fået nogle vacciner, gør vi det samme igen."

Weekendavisen bringer desuden en kommentar af journalist Louise Fogh Hansen. Hun skriver blandt andet: "Der er absolut grund til at kritisere EUs sparsommelige indkøbsstrategi, og borgere i lande som USA og Frankrig, hvor leverede vaccinedoser blot ligger på køl, fordi det halter med logistik og administration, kan med rette stille deres politikere til ansvar. For nu er der faktisk grund til at give nogen skylden. [...] Det er ikke længere bare en lunefuld virus, der former vores hverdag, men også politiske beslutninger og mere eller mindre effektiv administration, der kan tænde og slukke håbet om at vende tilbage til en normal hverdag i den nære fremtid. Og måske vigtigst: Nogle lande kan nå hurtigere i mål end andre. Måske er det derfor, at der er så stærk en forestilling om, at der er en gevinst at hente ved at være klassens frække dreng: Ring til Pfizer/BioNTech og tilbyd overpris for doser, der egentlig er afsat til et andet land. Udskyd det andet vaccinestik, selvom vi ikke kan være sikre på effekten. Miks forskellige vacciner, hvis det er dét, der skal til."

På Altinget kan man læse, at de seneste ugers anklager om bureaukrati og nøl i Europas fælles vaccinestrategi er uden hold i virkeligheden. Det mener i hvert fald Nikolai Brun, enhedschef for medicinsk strategi og innovation i Lægemiddelstyrelsen, som siden sommer har repræsenteret Danmark i samarbejdet om fælles vaccineindkøb. "Hvis jeg skulle spole tiden tilbage og starte indkøbene igen i dag på basis af den viden, vi havde i juni måned, så ville jeg gøre det på præcis samme måde," siger han. Udtalelserne fra Danmarks topfunktionær i det nyskabte europæiske vaccinesamarbejde kommer på et tidspunkt, hvor der er voksende kritik af EU's fremgangsmåde i både Tyskland og Danmark. I Danmark har blandt andre Dansk Folkeparti fremhævet, at Storbritannien er kommet meget længere med at vaccinere end det kontinentale Europa - og gjort det til et argument for at melde sig ud af EU ligesom briterne. Senest har Venstres europaparlamentariker Søren Gade beskyldt både EU og den danske regering for at handle for "langsomt og uhensigtsmæssigt". Ifølge den danske vaccine-forhandler, så er der takket være de fælles europæiske aftaler rigeligt med vacciner på vej til Danmark i den nærmeste fremtid.

I Børsen kan man læse, at det tyske bioselskab Curevac har indgået en aftale med den tyske kemikæmpe Bayer om udvikling af Curevacs vaccinekandidat mod covid-19. Midt i december startede Curevac et fase 2b/3-forsøg med vaccinekandidaten. Curevac afventer dog stadig en godkendelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og EU-Kommissionen.
Weekendavisen, s. 2, 6; Børsen, s. 6; Jyllands-Posten, s. 34; Altinget (08.01.2021)

Nye nedlukninger deler europæisk økonomi i to
Flere af dagens aviser skriver om økonomien og de finansielle anliggender i Europa. I Jyllands-Posten kan man læse, at gældskrisen i Sydeuropa ramte områdets økonomier hårdt i starten af det forrige årti og at pandemien kan puste til den ild igen. Coronakrisen bliver langt dyrere sydpå og i Storbritannien end i Tyskland og i de nordlige lande. Det vurderer flere banker. Dermed bidrager virus til at slå en tyk streg under opdelingen mellem Europas A og B-hold af svage og stærke økonomier. En stor del af forklaringen på forskellen er ifølge Danske Bank og Handelsbanken, at servicesektoren i stort set alle europæiske lande er ramt, mens mange industrivirksomheder klarer sig langt bedre end under de første nedlukninger sidste år. "En stor forskel fra den første bølge af nedlukninger er, at den globale industri har det meget bedre denne gang. Det vil hjælpe lande som Tyskland, men redder ikke de sydeuropæiske lande," siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

Weekendavisen skriver, at mange erhvervsdrivende stadig venter på svar på deres ansøgning om hjælpepakker og at frustrationen har bredt sig over bureaukratiet, der delvist skyldes, at Erhvervsministeriet i flere omgange har afventet nye retningslinjer fra EU og efterfølgende har måttet ændre i ansøgningsproceduren. Myndighederne skal derudover sikre sig, at situationen ikke udnyttes af svindlere til at trække penge ud af statskassen.

I Børsen kan man læse forskellige kommentarer, artikler og analyser om økonomien i EU. Børsens ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon, skriver i en kommentar i dag blandt andet: "2020 blev året, hvor den stærke stat gjorde comeback. Kampen mod corona satte turbo på udviklingen. Men forandringen var under opbygning allerede i årene forinden. [...] Jeg har gennem hele 2020 mødt de samme spørgsmål fra søgende topchefer i næsten alle dele af erhvervslivet, både i forhold til statsministerens projekt herhjemme og hele baggrunden for de politiske forandringer, der bliver mere og mere tydelige i Danmark og resten af verden: Skal man tilpasse sig en ny normal? [...] Selv tilhængere af frihandel må forholde sig til en fremtid, der ligner global landskamp i smart statsstøtte. En virkelighedsopfattelse, der ender med at være selvbekræftende. Derfor vil USA's nyvalgte præsident Biden “købe amerikansk” og investere i industriel genrejsning; derfor har både Tyskland, Frankrig og Storbritannien lanceret industripolitiske programmer; derfor lemper EU-Kommissionen de ellers så strikse statsstøtteregler for at forhindre kinesiske opkøb."

Under overskriften "Følg pengene - helt til Italien" kan man i Børsen læse en analyse skrevet af John Hooper, Italien- og Vatikanet-korrespondent for The Economist. Han skriver blandt andet: "Til sommer kommer den første delsum af de penge, som EU-Kommissionen rejser for at hjælpe EU-medlemsstaterne med at komme sig efter covid-19. Italien får en uforholdsmæssigt stor procentdel: ifølge regeringen 209 milliarder euro (245 milliarder dollar) i tilskud og lån ud af i alt 750 milliarder euro. En så massiv likviditetsindsprøjtning vil være uden fortilfælde. End ikke Marshall-planen, der ændrede Italiens skæbne efter Anden Verdenskrig, leverede så meget (taget økonomiens størrelse i betragtning og medregnet inflation). [...] Et turbulent år bliver det i endnu højere grad, når statsstøtten nedtrappes, firmaer går konkurs og job går tabt. I det evigt ustabile Frankrig kan social opstand aldrig udelukkes. Men mens Macron slås med utilfredshed derhjemme, vil han i stigende grad gøre sig gældende udenlands ved at træde ind i det tomrum, som bliver efterladt ved Angela Merkels afgang som tysk kansler i efteråret. Der ligger masser af friktioner og truer, når den franske præsident vil søge at forme Europa til en muskuløs spiller over for globale stormagtsrivaliseringer og regionale ballademagere fra Tyrkiet og Rusland til Libyen. Ikke alle vil værdsætte Macrons diplomatiske aktivisme. Men i et Europa post-brexit, post-Merkel vil lederskabet ligge for hans fødder. "

Cheføkonom på Børsen, Steen Bocian, skriver i en analyse i dag blandt andet: "Man kan selvsagt diskutere, præcis hvordan man mest meningsfuldt opgør coronakrisens pris, men det er uanset usikkerheden prisværdigt, at professor Jesper Rangvid fra CBS gør et forsøg. At sætte en pris på krisen gør det muligt at sætte de mange kriseafbødende foranstaltninger i perspektiv. [...] Men når regningen ifølge Jesper Rangvid er på over 500 milliarder kroner giver selv dyre initiativer, der bare mindsker krisen en smule, ualmindeligt god mening. Det samme gør sig gældende, når vi taler indkøbspolitikken i forhold til vacciner. Der har tilsyneladende i EU været lagt stor vægt på prisen på vaccinerne. Det er imidlertid et underordnet hensyn krisens pris taget i betragtning. Når coronakrisen er så dyr, skal stort set alle sejl sættes til for at mildne eller afkorte den."

I Børsen kan man i dag læse en analyse skrevet af Henry Curr, økonomiredaktør på The Economist. Han skriver blandt andet: "Aldrig i mands minde har så meget usikkerhed hængt over den globale vækst. Det er ikke kun, fordi udsigterne for verdensøkonomien i 2021 afhænger af, hvor meget virussen spreder sig, og udrulningen af en vaccine. Det er også, fordi det er ukendt, præcis hvor meget varig skade pandemien har gjort, når den har sænket den økonomiske aktivitet, lukket firmaer og efterladt folk uden job. [...] Pengepolitik er den mest forudsigelige del af det økonomiske landskab. Det er utænkeligt, at renterne i rige lande stiger snart. I stedet vil flere økonomier eksperimentere med at gøre renterne negative. Den Europæiske Centralbank vil evaluere sin pengepolitiske ramme, men med nordlige høge, der ånder den i nakken, er det usandsynligt, at den vil følge Fed's løfte om at lade inflationen nå over sit mål. Den reelle handling vil ske inden for finanspolitik. Regeringer må bedømme, hvorvidt den økonomiske genrejsning behøver mere hjælp."

Børsens politiske kommentator Helle Ib skriver i en kommentar i dag blandt andet: "Ved siden af den coronakrise, ingen kender slutdatoen på, må især to temaer ventes at løbe som en understrøm i den politiske debat i det nye år: Det ene handler om lederskab og regeringsførelse, det andet gælder kampen om linjen i den økonomiske politik. I 2020 blev coronakrisen en mavepuster, en disruptionfaktor, for hele det politiske system. Der skulle handles hurtigt, embedsmænd kom på overarbejde og milliarderne flød fra historisk brede aftaler og en nyopfunden, EU-støttet krigskasse. [...] Finanslovsaftalen i december blev et vidnesbyrd om, at støttepartierne i høj grad har købt - og synes tilfredse - med fortællingen om, at der er sat en ny retning i den økonomiske politik. Men 2021 kan blive året, hvor hårdere opgør, konfrontationer og prioriteringer presser sig på."

Børsen bringer i dag en analyse skrevet af Rachana Shanbhogue, økonomiredaktør på The Economist. Hun skriver blandt andet: "Europas økonomi kommer humpende ind i 2021. Pandemien ramte hårdt, og økonomierne i syd har lidt mest. Produktionen i Italien og Spanien er skrumpet en tiendedel eller mere i 2020. [...] Men 2021 vil føre et opgør med fortiden med sig. For første gang vil EU selv gøre noget for at rette op på balancen med sin 750 milliarder euro (880 milliarder dollar) store genopretningsfond, som vil blive finansieret af lån udstedt af EU-Kommissionen og støttet af medlemsstaterne i fællesskab. Pengene vil blive givet ud som lån og tilskud. Pengene burde have en kraftfuld virkning. De lande som er i størst nød, som for eksempel Italien og Spanien, vil få mest. De tilgodesete vil blive opfordret til at investere i rene teknologier og digital infrastruktur, der skal løfte Europas ellers matte vækstpotentiale. Det vil også hjælpe med en fortsat stimulerende pengepolitik. Efter en strategigennemgang, som færdiggøres i midten af 2021, vil Den Europæiske Centralbank forpligte sig til at holde rentesatserne nede, så længe som det er nødvendigt, for at hæve inflationen op i nærheden af dens mål om tæt på, men under 2 procent ECB vil måske endda love at tolerere en periode med prisstigninger over målsætningen i håbet om at fremme en økonomisk genoplivning. Genopretningsfonden vil betyde en stærkere EU-Kommission. I årtier blev den anklaget for at kontrollere landes budgetter og håndhæve EU's finanspolitiske regler, men uden megen magt til at straffe dårlig opførsel."
Jyllands-Posten, s. 11; Weekendavisen, s. 4; Børsen, s. 11, 19, 21-23, 30-31, 42, 44-45 (08.01.2021)

Prioritede historier

Det tyske ”supervalgår” vil ændre Europa
Flere af dagens aviser bringer kommentarer og indlæg om Tysklands kommende valg, og hvordan det vil komme til at påvirke hele Europa. I Jyllands-Posten kan man læse et debatindlæg af Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa. hun skriver blandt andet: "Uanset hvem tyskerne vælger, vil de fremover blive regeret af en kansler, der ikke har den store udenrigspolitiske erfaring. Ingen af de potentielle kanslerkandidater går til valg på radikalt at ændre Merkels Europa-politik. [...] Nærstuderer man de seneste målinger, kan det faktisk ikke helt udelukkes, at De Grønne, SPD og det venstreorienterede parti Die Linke på papiret vil kunne danne en flertalsregering uden om CDU/ CSU. Mod det taler imidlertid, at De Grønne og SPD næppe vil turde at regere med Die Linke, hvis partitop taler imod Nato og en styrkelse af samarbejdet med Rusland. Eller som De Grønnes tidligere udenrigsminister Joschka Fischer har udtrykt det: Tyskland er for stort og vigtigt et land til at kaste sig ud i et sådant eksperiment. [...] Uanset hvilken konstellation tyskerne vælger, vil de fremover blive regeret af en kansler, der ikke har den store udenrigspolitiske erfaring. I det øvrige Europa vil det give anledning til nogen bekymring. For hvem skal så holde sammen på EU-butikken? Her er det værd at huske, at situationen langtfra er ny. Da Merkel for 16 år siden blev kansler, var aviserne i ind- og udland fyldte med, at Helmut Kohls ”Mädchen” var en novice på den internationale scene. Og hvad der er mindst lige så centralt: Ingen af de potentielle kanslerkandidater i CDU/CSU, Die Grønne eller SPD går til valg på radikalt at ændre Merkels Europa-politik."

Børsen bringer en analyse skrevet af Tom Nuttall, redaktør i Berlin for The Economist. Han skriver blandt andet: "Tysklands ledere er langtidsholdbare. Konrad Adenauer ledte Vesttyskland i 14 år, Helmut Kohl i 16. Angela Merkel, der kom til magten i november 2005 og træder tilbage efter forbundsvalget i efteråret 2021, kan overtrumfe dem alle (hun overhaler Kohl, hvis koalitionssnakkene løber indtil midt december). I løbet af fire perioder som kansler, hvoraf hun i tre af dem har ledt en “stor” koalition med centrum-venstre og -højre, legemliggjorde Merkel styrken i kompetent centrisme og fremtonede som Europas førende kriseleder. [...] Ursula von der Leyen, den forholdsvis nye formand for EU-Kommissionen, har sagt, at hun vil lede en “geopolitisk kommission”. Det er i EU's forhold til andre stormagter, at denne ide vil blive formet. EU vil forblive på vagt mht. overafhængighed over for USA. Den er fast besluttet på ikke at blive suget ind i en stormagtskamp mellem Kina og USA. Mens EU længe har holdt stand som økonomisk magt ved at bruge handel som pisk, vil større opmærksomhed vendes mod (manglen på) militær styrke hos EU i 2021."

Weekendavisen bringer også en analyse af valget i Tyskland skrevet af journalist Jesper Vind. Han skriver blandt andet: "Lørdag den 16. januar skal Tysklands store konservative parti, CDU, vælge ny formand. Eftersom CDUeren og kansleren Angela Merkel ikke genopstiller ved forbundsdagsvalget til september, har næste lørdags vinder gode kort på hånden til at blive Tysklands næste kansler og - de facto - Europas kommende leder. [...] Der er således mange mellemregninger frem mod efteråret, men lige nu er det mest interessante spørgsmål, om Tysklands næste kansler overhovedet bliver en person, der kan løfte arven efter Merkel på europæisk plan? Ideelt set skal personen kunne håndtere den særlige magt, Tyskland har opnået de seneste årtier, hvor landet har været Europas økonomiske ankerpunkt og politiske omdrejningspunkt. Den magt har bygget på en statsdoktrin, der siger, at Tysklands grundlæggende interesser er lig med EUs interesser. Det politiske establishment i Berlin har i efterhånden mange år ikke talt om et 'tysk Tyskland', endsige et 'tysk Europa', men derimod om et 'europæisk Tyskland'. Derfor skal en kansler også kunne tage vare på EU-borgernes ve og vel og styre kontinentet gennem de kriser, der rammer den europæiske hverdag. Den næste kansler skal også have styrke, kompetence og tæft til at repræsentere EU over for USA og Kina, når der skal forhandles globale aftaler."
Jyllands-Posten, s. 35; Børsen, s. 41; Weekendavisen, s. 10 (08.01.2021)

Brexit er blevet til virkelighed. Er det nu Polens tur?
Flere aviser skriver i dag om det netop overståede Brexit og nogle af følgerne heraf. I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skriver Tobias Stern Johansen, avisens korrespondent i Tyskland, blandt andet: "Med Brexit skrumpede EU ind til 27 medlemslande. Vil unionen skrumpe yderligere til 26 medlemmer? I Polen diskuterer man, om landet er bedre tjent med at forlade det europæiske fællesskab, omtalt som Polexit. Det store, centraleuropæiske land har en af unionens mest proeuropæiske befolkninger. Men de voksende spændinger mellem især Polen og Ungarn på den ene side og Tyskland og andre vesteuropæiske EU-lande på den anden har sat skub i den polske debat om at forlade unionen. [...] EU havnede inden jul i en krise, da Polen og Ungarn blokerede for EU's syvårige budget såvel som en gigantisk hjælpepakke til de coronaramte europæiske økonomier. [...] Den polske regering med det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) i spidsen, ”spiller et farligt spil”, skriver Deutsche Welle og vurderer, at Polexit ville kunne skade det europæiske projekt, som allerede er kuldslået af Brexit, mere end det ville skade Polens økonomi, en af Europas stærkeste. [...] Det er dog ikke officiel politik at ville forlade EU, fastslog Polens minister for europæiske anliggender Konrad Szymanski i et interview til det polske ugemagasin Do Rzeczy i sidste uge."

Politiken bringer et debatindlæg skrevet af Nicola Sturgeon, førsteminister i Skotland. Hun skriver blandt andet: "Desværre står vi her i Skotland sideløbende over for en anden problematik, der er opstået på grund af et helt andet projekt og styret af nogle helt anderledes værdier: Brexit. Et overvældende flertal af skotterne stemte for at blive i EU. Det er ikke overraskende, for EU's grundlæggende værdier - mellemmenneskelig respekt, frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettigheder - er også Skotlands værdier. I de næsten 50 år, vi har været medlem af EU, har vi haft stor fordel af det indre markeds frihedsrettigheder, heriblandt retten til at færdes frit. [...] Vi står nu mod vores vilje over for et hårdt Brexit på det værst mulige tidspunkt, midt i en pandemi og en økonomisk afmatning. Vort folk vil være ringere sikret, og deres ret til at arbejde, studere og bo andre steder i Europa begrænses. Blandt andet er Erasmus-programmet, som 2.000 skotske studerende, ansatte og undervisere hvert år har været involveret i, fortid. [...] Vi har været en del af Den Europæiske Unions familie af nationer i næsten 50 år. Vi ønskede ikke at forlade den og håber, at vi igen snarest kan blive indlemmet som en ligestillet samarbejdspartner og stå sammen med de andre medlemslande om de gunstige muligheder samt de udfordringer, som fremtiden måtte bringe."

Børsen bringer en analyse skrevet af Leo Mirani, seniorskribent for The Economist. Han skriver blandt andet: "Mellem 2013 og 2015 var et britisk pas - i sin rødbedefarvede EU-medlemsversion - det mest magtfulde i verden ifølge en liste, der laves årligt af Henley & Partners. [...] Dette skyldes, at passet skaffede dets heldige ejere fri adgang til flere steder end noget andet lands pas. I 2016 faldt det fra første- til tredjepladsen og er siden gledet endnu længere ned. I 2020 - året, hvor passet skiftede til blåt omslag - faldt det til syvendepladsen. I 2021 vil denne milde svækkelse af det britiske pas' magt blive til et kraftigt skred. Den vigtigste årsag er brexit (hvilket også var en af grundene til, at den skiftede farve). Storbritannien har nydt mange af en EU-medlemsstats privilegier i løbet af sin brexit-overgangsperiode, som slutter 31. december 2020. [...] De vil skulle udfylde en formular og betale et lille gebyr, når EU får et forhåndsgodkendelsessystem a la det amerikanske på plads, hvilket er planlagt til at ske i 2022. Det vil også blive sværere at få kæledyr ind i EU. [...] Selv da grænser over hele verden lukkede, fortsatte EU-landene med at behandle Storbritannien som et medlem. Men efter overgangsperioden vil Storbritannien blive behandlet som alle andre lande, og adgang til resten af Europa vil være betinget af lave smittetal. Uden for Europa er der få lande, som gør undtagelser for britiske borgere."

Matthew Holehouse, skribent for The Economist, skriver i en analyse bragt i Børsen blandt andet: "Det står skidt til for unionen i Storbritannien - England, Skotland, Wales og Nordirland. Den vil overleve 2021 og årene lige efter. Dens tilstand er kronisk snarere end akut. Men relationerne mellem London og de andre nationale hovedstæder vil blive værre. [...] Trods Boris Johnsons løfter om fortsat at sikre uhindret handel vil Nordirland fortsætte med at følge EU's fødevare- og produktregulativer, og toldtjek vil gennemføres, når varer krydser Det Irske Hav (hold fra Storbritannien og EU brugte 2020 på at parlamentere om, hvis embedsmænd der skal lave tjekkene, hvilke grænseposter der behøves, og hvordan skatter skal opkræves). Som Storbritannien begynder at afvige fra resten af Europa, vil reglerne, der styrer områdets økonomi, over tid være mindre lig dem i London og mere lig Dublins. [...] Brexit har givet næring til ideen om, at Skotland og England går i hver sin retning. Ved at spærre for et stort stemmeskred vil det skotske nationalparti øge sit antal af pladser i parlamentet, hvilket ifølge Nicola Sturgeon, den skotske førsteminister, vil være et mandat til at holde en ny afstemning om uafhængighed fra Storbritannien."
Kristeligt Dagblad, s.10; Politiken, s. 5; Børsen, s. 37, 38 (08.01.2021)

Arbejdsmarkedspolitik

Arbejdskrav til EU-studerende giver mening
Politiken bringer et debatindlæg af Arne Grevsen, næstformand i FH, som blandt andet skriver: ”Politiken bragte 2.1. et indlæg fra en EU-studerende, Gustavo Segat (GS), som gav udtryk for, at EU-studerende opfattes som andenrangsborgere i Danmark. På den baggrund foreslog han, at man fjerner kravet om, at EU-studerende skal arbejde 10-12 timer om ugen for at kunne modtage SU. For at tage det sidste først må jeg klart sige, at det ikke giver mening at fritage EU-studerende fra arbejdskravet. EU-studerendes berettigelse til at modtage dansk SU bygger netop på, at de kan få status som vandrende arbejdstagere. Så uden arbejde er der ikke et grundlag for, at de kan få adgang til SU i Danmark. […] Udsagnet om, at EU-studerende opfattes som andenrangsborgere, er straks mere relevant, men der må jeg sige, at den virkelige udfordring er, at EU-studerende alt for ofte misbruges som billig arbejdskraft, hvilket medfører social dumping på det danske arbejdsmarked. […] Problemet kræver flere typer af løsninger. Blandt andet er der et klart behov for en større kontrol fra myndighedernes side med, om vilkårene for at modtage SU overholdes - for eksempel om de vitterlig arbejder 10-12 timer om ugen. Dertil vil det være oplagt med en informationsindsats over for de EU-studerende om danske arbejdsforhold, så de kan få en viden om, hvad en overenskomst er, og hvad et rimeligt lønniveau i Danmark er.”
Politiken, s. 6 (08.01.2021)

De beskyttende vs de forsvarende
I en økonomisk analyse bragt i Børsen skrevet af Callum Williams, seniorøkonomiskribent på The Economist, kan man blandt andet læse: "Hvis du kun kigger på arbejdsløshedstallene, er det svært at se, at verdensøkonomien i 2020 har lidt under den største nedtur siden Depressionen. I nogle lande steg arbejdsløsheden dog, blandt andet i USA, hvor tallet steg fra 3,5 procent til toppen på 14,7 procent. I mange andre lande har arbejdsmarkedet til gengæld knap nok blinket. I oktober 2020 var arbejdsløshedsraterne i Tyskland og Storbritannien kun en lille smule højere, end de var, før pandemien ramte. [...] I Storbritannien og Irland bliver folk, der er uden arbejde, generelt ikke talt med som arbejdsløse, hvis de har en tilknytning til en arbejdsgiver. EU tæller generelt hjemsendte arbejdere som ansatte. Men amerikanske og canadiske statistikere har tendens til at klassificere folk som arbejdsløse, i det øjeblik de stopper med at arbejde, selv hvis det er midlertidigt. [... ] For de beskyttende vil snakken i 2021 gå på, hvor hurtigt arbejdsløsheden vil falde til niveauet fra før pandemien. For de forsvarende, især i Europa, vil snakken gå på, hvor meget arbejdsløsheden kommer til at stige. Det skyldes, at hjemsendelsesordningerne slutter - den britiske regering vil afvikle ordningerne så hurtigt som muligt, og Spaniens vil sandsynligvis stoppe tidligt i 2021. Begge regeringer vil møde heftig kritik, når arbejdsløsheden kravler opad. Nogle europæiske regeringer, der gerne vil undgå et spring i arbejdsløsheden, har lovet at bibeholde hjemsendelsesordningerne en tid endnu (dog forventes det ofte, at arbejdsgiverne skal betale en større del af medarbejdernes løn)."
Børsen, s. 126-127 (08.01.2021)

Tid til en ny aftale med de ansatte
I en analyse i Børsen skriver Azeem Azhar, stifter af Exponential View, blandt andet: "I midten af sidste årti forudså eksperter en trist fremtid for medarbejdere. De lovede, at automatisering på kontorer og robotter på fabriksgulve nok permanent ville tilintetgøre millioner af job. I 2016 forudså en respekteret analytiker, at et ud af seks amerikanske job ville være tabt i 2025. Alligevel berettede OECD om rekordhøje beskæftigelsesniveauer i sine medlemslande, lige inden coronapandemien åd sig igennem den globale økonomi. [...] En rapport fra EU-Kommissionen antydede for nylig, at “indførelse af robotter som regel er positivt forbundet med den samlede beskæftigelse”, og et studie af Leslie Willocks, økonom ved London School of Economics, nåede frem til en lignende konklusion. Selvom robotter ikke har taget alle job, omskaber teknologien på andre måder arbejdets natur fundamentalt, når firmaer gentænker deres forretning efter pandemien. Der vil være nye kompetencer at opnå, nye ansvarsområder at mestre samt nye modeller for fjern- og hybridarbejde."
Børsen, s. 95 (08.01.2021)

Det digitale indre marked

V og K vil støtte de lokale medier
Danske Medier er kommet med et forslag om at oprette en ny fireårig udviklingspulje på 140 millioner til de lokale og regionale medier, som er økonomisk pressede og både Venstre og Konservative bakker op om idéen. Danske Medier foreslår, at man bruger EU-lovgivningen om ophavsret til at forhindre techgiganternes udnyttelse af mediers indhold, samtidig med at man giver medier mulighed for kollektivt at forhandle vilkår for brugen af deres indhold med techgiganterne og det er De Konservative enige i. ”Techgiganterne, som ejer infrastrukturen på nettet, er en udfordring for de danske medier. For De Konservative er det en grundværdi at bevare produktion af dansk indhold. Spørgsmålet om techgiganternes indflydelse skal løses på europæisk plan, og det vil vi gerne medvirke til,” siger Birgitte Bergman (K), MF.
Berlingske, s. 2 (08.01.2021)

Grundlæggende rettigheder

Ungarns Viktator
Børsen bringer en analyse skrevet af Vendeline von Bredow, europæisk erhvervs- og økonomikorrespondent fra The Economist. Hun skriver blandt andet: "Efter en relativt mild første bølge af covid-19-pandemien i foråret 2020 var der i landets anden bølge, der startede i sensommeren, et meget højere smittetal såvel som døde. Økonomien vil lægge i dødvande, når det nye år gryer. Og alligevel vil premierministeren, Viktor Orbán, sidde endnu sikrere i sin sadel end på noget andet tidspunkt, siden han vendte tilbage til magten i 2010. [...] Af frygt for forestillingen om en pandemi i et land med et faldefærdigt sundhedsvæsen tilranede Orbán sig næsten diktatorisk magt gennem en lov, der blev vedtaget i slutningen af marts 2020. Loven gjorde det muligt for ham at regere ved hjælp af dekreter - og herved forbigå Ungarns parlament - indtil coronakrisen er ovre. Menneskerettighedsgrupper, EU-lovgivere og den internationale presse var rasende. EU-Kommissionen truede med budgetmæssige sanktioner. [.. .] Selvom det ungarske parlament ophævede den magtfulde hastelov, vedtog den en anden, som gav premierministeren de samme beføjelser, men med endnu færre restriktioner."
Børsen, s. 46-47 (08.01.2021)

Handel

Masser af stridigheder
Soumaya Keynes, handels- og globaliseringsredaktør for The Economist Washington, skriver i en analyse i Børsen blandt andet: "Selskaber, der er fanget mellem kinesisk-amerikanske spændinger, bør forvente flere hovedpiner pga. menneskerettigheder, tvister om Huawei og andre tech-firmaer samt Kinas fortsatte indgreb i økonomien. Biden-administrationen vil markere et skift i USA's tilgang til en mere koordineret konfrontation frem for lidt over det hele. EU er allerede begyndt arbejdet med at opruste sit forsvar, herunder “genoprettende tiltag” i områder, hvor de mener, at udenlandske (læs: kinesiske) subsidier forstyrrer markederne. [...] De firmaer, der organiserer mange af verdens forsyningskæder, vil med glæde acceptere tilskud eller begrænsninger for deres konkurrence. Men de vil også argumentere for, at de kan omforme globaliseringen på egen hånd. Selv før den amerikansk-kinesiske handelskrig pressede stigende omkostninger til arbejdskraft i Kina produktionen andre steder hen, hvilket gjorde eksportforsyningskæderne kortere. Dem, der kalder på handelsfred, vil sige, at forsyningskæderne er for komplekse til at blive håndteret af politiske direktiver."
Børsen, s. 130 (08.01.2021)

Merkels afskedsgave
På den næstsidste dag af 2020 tonede EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen frem på et videoopkald sammen med Angela Merkel, Emmanuel Macron og den kinesiske leder, Xi Jinping, og hun kunne meddele, at efter syv års forhandlinger er EU og Kina blevet enige om en omfattende handels- og investeringsaftale, kaldet CAI, der skal gøre det betydeligt lettere for det europæiske erhvervsliv at investere i og handle med Kina. ”Geopolitisk er aftalen en stor sejr for Kina,” siger Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til Weekendavisen og han fortsætter: ” Kina indgik i november en handels- og investeringsaftale med 14 asiatiske lande, RCEP, den største aftale i Asien nogensinde. Og nu kommer denne aftale med EU. Det viser et Kina, der er engageret i verden, mens USA trækker sig tilbage og bliver mere og mere isoleret.” De kinesiske forhandlere afviste til det sidste at inkludere den kinesiske brug af tvangsarbejde i forhandlingerne, da der officielt ikke findes tvangsarbejde i Kina. Men EU-Kommissionen insisterede og derfor blev man enige om en formulering, der pålægger Kina at gøre ”fortsatte og vedvarende bestræbelser” på at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisation ILOs konventioner mod tvungen arbejdskraft. ”Det betyder lige nøjagtig ingenting. Det er at give Europa langfingeren,” siger Reinhard Bütikofer, formand for Europa-Parlamentets Kina-udvalg og medlem af de tyske Grønne, til Weekendavisen og fortsætter: ”I stedet for at insistere på, at kineserne skal tilslutte sig internationalt gældende normer og regler, sådan som vi blandt andet har gjort det i vores handelsaftale med Vietnam, har vi ladet dem slippe af sted med en gang varm luft. Det er bare endnu et eksempel på, at Kina selv vælger, hvilke internationale love og regler man har lyst til at acceptere.” Bütikofer råder den kinesiske ledelse til hurtigst muligt og i alt fald inden efteråret, hvor EU-parlamentarikerne skal stemme, at underskrive ILOs konventioner mod tvangsarbejde. ”EU-Parlamentet har før stemt en handelsaftale ned, og vi kan gøre det igen,” siger han.
Weekendavisen, s. 10 (08.01.2021)

Institutionelle anliggender

Kan EU ride stormen af?
I Børsen kan man læse en klumme skrevet af Duncan Robinson, redaktionschef i Bruxelles for The Economist. Han skriver blandt andet: "Internationale spændinger, eksterne bekymringer og nogle længe ventede afskeder vil være på dagsordenen for Den Europæiske Union i 2021. En kolossal indsats blev brugt på at lave en aftale om at udstede for 750 milliarder euro (880 milliarder dollar) i kollektiv gæld for første gang for at afbøde en finanskrise, da covid-19 hærgede kontinentet. I 2021 vil EU-politikerne opdage, at det var nemt at enes om at låne pengene - at enes om, hvordan de skal bruges, bliver meget sværere. Skeptiske lande, som for eksempel Holland, vil holde et vågent øje med, hvad regeringer gør med pengene; spanske og italienske politikere vil ikke værdsætte, at andre EU-lande blander sig i deres økonomiske sager. [...] Tvivl om retsstaten vil forfølge EU i 2021. Denne situation vil blive værre, når lande som Bulgarien, Cypern og Malta - hvor der er udbredte forlydender om korruption, handel med pas og presseundertrykkelse - slutter sig til Polen og Ungarn i EU's skammekrog. [...] Viktor Orbán, Ungarns premierminister, har i mere end et årti været sine liberale modstandere overlegen, delvist beskyttet af sit medlemskab af den indflydelsesrige gruppe af europæiske centrum-højrepolitikere i Det Europæiske Folkeparti. Slappe politikere fra centrum-højre har ikke gjort meget for at sætte ham på plads. Orbáns serie af sejre vil ikke stoppe, selv når hans lederkolleger beklager sig. [...] En ring af ustabilitet omslutter blokken fra Nordafrika til Rusland. Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan vil udgøre en trussel mod unionens grænser, mens EU vakler med sit svar. At finde på en sammenhængende udenrigspolitik over for EU's naboer vil blive et mareridt. Interesserne afviger for meget, når det kommer til lande som Rusland og Tyrkiet, som formår at være brugbare venner for visse medlemsstater og eksistentielle trusler for andre. [...] Europæiske magter (tilskyndet af især Emmanuel Macron, den franske præsident) har alt for sent lært, at unionen nogle gange må gå enegang."
Børsen, s. 40 (08.01.2021)

Team Europa spiller for verden
Børsen bringer en kommentar skrevet af EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Hun skriver blandt andet: "Vi som mennesker er alle i samme båd. Vores bedste strategi er samarbejde, og det har været Den Europæiske Unions indstilling helt fra begyndelsen af coronakrisen. [...] EU-Kommissionen arbejder for at give sundhedspersonale en bedre chance for at lykkes - i vores kollektive interesse. Da det første udbrud forvandlede sig til en global pandemi, slog vi os hurtigt sammen med Verdenssundhedsorganisationen og andre globale sundhedsaktører som Gavi og Cepi såvel som erhvervsliv og borgergrupper. [...] Den Europæiske Union har et unikt aktiv - vores sammenholdskraft. Jeg vil have, at Europa bliver en global leder - og sande ledere lader ikke alle andre i stikken. Lederskab handler om at bygge store og stærke koalitioner mod et fælles mål. Tag klimahandling: Vi er blevet frontløbere i omstillingen mod en renere og mere cirkulær økonomi, og den europæiske Green Deal vil accelerere denne omstilling. [...] Vores tilbud til verden er klart: Lad os gå sammen for vores fælles bedste. Der er ingen tid at spilde. Vil menneskeheden endelig spille holdspil i 2021? Jeg ved det ikke - men jeg ved da, hvor Europa står."
Børsen, s. 49 (08.01.2021)

Interne anliggender

Erhvervslivet venter på afgørende økonomisk hjælp, men Bødskov skal passe tre ministerier
De Konservative og Dansk Folkeparti mener ikke, at det er gået stærkt nok med at sikre økonomisk støtte til blandt andet minkavlerne, skriver Berlingske. Ordførerne i K og DF mener, at et for stort arbejdspres på skatteminister Morten Bødskov (S) er den afgørende årsag til forsinkelserne. I øjeblikket varetager skatteminister Morten Bødskov rollen som fungerende finansminister, samtidig med at han også varetager forhandlingerne om erstatning til de hårdt pressede minkavlere for erhvervsminister Simon Kollerup. Fra skatteminister Morten Bødskov, lyder det, at han er tilgængelig, hvis partierne ønsker at forhandle om erstatning til minkavlerne. ”Vi forhandlede med både De Konservative og Venstre op til jul, og der var enighed blandt partierne om, at der var nogle ting, der skulle trykprøves i forhold til EU, og at vi fortsatte efter nytår igen,” siger Morten Bødskov. Den ”enighed” genkender De Konservatives Mona Juul imidlertid ikke: ”Det er noget bavl, han siger. Jeg er heller ikke blevet informeret om, at regeringen skal tjekke nogle ting hos EU,” lyder det fra Mona Juul.
Berlingske, s. 6-7 (08.01.2021)

Klima

Det skarpe klimahjørne
Miljøredaktør på The Economist, Catherine Brahic, skriver i en analyse i Børsen blandt andet: "Tidligt i 2020 stod det rimelig klart, at premierminister Boris Johnson og hans team havde hænderne fulde med brexit og så lidt sløje ud på klimafronten. Forlængelsen gav dem yderligere et år til at gøre deres hjemmearbejde. Det virker til at have betalt sig. Hovedopgaven inden COP26 er at bønfalde og puffe til de næsten 200 regeringer, som tager del i Parisaftalen, om at grave dybere og forbedre deres løfter om at skære i de nationale udledninger. [...] Fra et globalt klimapolitisk perspektiv begynder 2021 den 12. december 2020 på femårsdagen for Parisaftalen. I stedet for at indvarsle åbningen af COP26 i Glasgow vil årsdagen markeres med et topmøde, der har Johnson og FN-generalsekretær António Guterres som værter. Mange nye klimaløfter bliver givet her. Flere lande vil ansporet af nylige udtalelser fra EU og Kina om at eliminere alle eller de fleste udledninger inden 2050 træde frem med lignende nettonulmål. EU siger, at det vil reducere alle sine drivhusgasudledninger til netto nul inden 2050, på linje med det, som ifølge FN's klimapanel (IPCC) er nødvendigt i globalt gennemsnit for at ramme Parisaftalens 1,5˚C."
Børsen, s. 82-83 (08.01.2021)

Klimakrisen er stadig lige presserende
Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, skriver i en analyse i Børsen blandt andet: "2020 formede sig meget anderledes end ventet. Det blev et år i den globale coronakrises tegn. En meget umiddelbar krise, som for en stund fjernede fokus fra en anden, mere langsigtet krise - klimakrisen. [...] Storbritannien har formuleret en politisk målsætning om 68 procent C02-reduktion i 2030, og senest blev EU's stats- og regeringschefer enige om at hæve EU's klimamålsætning fra 40 til 55 procent i 2030. Men der er også hårdt brug for opmuntringer i den internationale klimakamp. I sin seneste årlige statusrapport over verdens energisystem løfter Det Internationale Energiagentur, IEA, en advarende pegefinger over for verdens ledere og viser retningen for 2030. Det er ikke småting, der skal til, ifølge IEA. Og målsætninger gør det ikke alene. Investeringerne i vedvarende energi skal op i et helt andet gear, så de på verdensplan øges fra 300 milliarder dollar til 1, 6 billioner dollar i 2030."
Børsen, s. 4 (08.01.2021)

Udenrigspolitik

Dansk ishockey-boss: Fratag dem VM
Efter planen starter VM i ishockey i Letland og Hviderusland om 134 dage. Men der er stor kritik af uroplagede Hviderusland og hovedstaden Minsk som medvært og flere EU-lande opfordrer til, at landet skal fjernes som medarrangør, så længe regeringen fortsætter med at slå hårdt ned på fredelige prodemokratiske demonstrationer i landet. Det skriver Ekstra Bladet. I Danmarks Ishockey Union (DIU) ønsker man også, at VM flyttes væk fra Hviderusland. ”Vi vil ikke have vores ishockeylandshold til VM i Minsk. Vi vil have, at VM skal afvikles i et andet land,” siger unionens direktør, Ulrik Larsen, til DR.
Ekstra Bladet, s. 5 (08.01.2021)

En trepartstrid
Børsen bringer en analyse skrevet af Stanley Pignal, europæisk erhvervskorrespondent, The Economist Paris. Han skriver blandt andet: ”Handelskrige er generelt dårligt nyt for virksomheder i alle involverede lande. Men kan de også skabe fordele for de lande, der følger med på sidelinjen? Det har mange europæiske virksomheder håbet på i de seneste år, efterhånden som Donald Trump har optrappet USA's handelskrig med Kina. Men denne tilgang har ikke givet de forventede fordele - og i 2021 vil dens ulemper blive mere synlige. […] Krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang og den hårde kurs i Hongkong har skabt vrede hos europæerne. Og det er i tillæg til bekymringer om, at kinesiske virksomheder er ved at forvandle sig fra kunder hos europæiske industrikoncerner til konkurrenter. Selvom EU stadig går ind for fri handel, fortryder de deres tidligere “naivitet”, når det gælder handel med Kina. I 2021 vil EU konkretisere et bud på, hvordan man kan tage forholdsregler mod kinesiske virksomheder, hvis det ser ud til, at de bliver statsunderstøttede. Delvist som en reaktion på covid-19 ønsker EU at hjemtage forsyningskæder af “strategiske” industrier - et begreb som bliver brugt løst og kan bruges om snart sagt hvilken som helst sektor. Europa er faldet i unåde hos Kina ved at støtte USA. Adskillige lande, heriblandt Storbritannien og Frankrig, har efterkommet amerikanske krav om at begrænse Huaweis indblanding i deres telenetværk. Og Kina er ikke bange for at minde europæiske lande om, at landet kan åbne og lukke sine markeder, som det ønsker.”
Børsen, s. 120 (08.01.2021)

Genstart
Weekendavisen bringer en kommentar af udlandsredaktør Anna Libak, som blandt andet skriver: ”Man vil aldrig nogensinde høre præsident Putin sige højt, at han har positive forventninger til Joe Biden som USAs nye præsident. Ikke desto mindre er det tilfældet. I næste uge, fra den 15. januar, går det russiske rørlægningsskib Fortuna, bistået af de russiske hjælpefartøjer Baltic Explorer og Murman, i gang med at lægge de sidste 100 kilometer gasledning i den danske eksklusive økonomiske zone sydøst for Bornholm. Så er Nord Stream 2-projektet færdigt. Byggeriet af den 1.250 kilometer lange rørledning, der består af to parallelle rør, har ellers ligget stille det meste af 2020. I slutningen af 2019 blev det sat i stå af amerikanske sanktioner, som skulle forhindre, at russerne tjener kassen på det EU, som Rusland arbejder målrettet for at undergrave. Amerikanerne mente nok, at de havde ret til at blande sig, eftersom europæerne vistnok stadig forestiller sig, at de skal forsvares af USA, hvis ballonen går op. Men knap havde Trump tabt præsidentvalget, før byggeriet fluks gik i gang igen. […] MEN, MEN, MEN. Sagen er, at Biden samtidig har tilkendegivet, at han vil styrke forholdet til EU - ikke mindst til Tyskland - som blev ødelagt under Trump. Og der er ingen tvivl om, at det vil forsure forholdet fra starten, hvis han indleder med skærpede sanktioner mod Nord Stream 2, som den tyske regering stædigt kæmper for. Desuden har han brug for Rusland. Biden har nemlig også lovet, at han vil forlænge nedrustningsaftalen New Start om langtrækkende atommissiler mellem Rusland og USA. Den udløber blot 16 dage efter hans tiltræden. […] Såmænd er det ikke usandsynligt, at Putin vil ende med at blive mere meget tilfreds med Biden, end han nogensinde blev med Trump.”
Weekendavisen, s. 11 (08.01.2021)

Kampen fortsætter
Børsen bringer en kommentar af Nathan Law, prodemokratisk aktivist fra Hongkong. Han skriver blandt andet: "Pandemien i 2020 sikrede, at mange andre vigtige nyheder blev begravet. Det gjorde året til det perfekte tidspunkt til at handle for Kinas Kommunistiske Parti (CCP). 30. juni implementerede partiet en ny national sikkerhedslov (NSL) i Hongkong, hvilket i realiteten gjorde en ende på den politiske aftale om “et land, to systemer”, som beskyttede frihederne fra den britiske koloniæra, da territoriet faldt tilbage under kinesisk styre i 1997. [...] Kina betragter borgerrettigheder og menneskerettigheder som en eksistentiel trussel. De ved, at de kan føre til politiske udfordringer, som deres modstand mod de månedlange demonstrationer til støtte for denne slags friheder i Hongkongs gader har vist. CCP er også drevet af de økonomiske problemer, som Kina står over for på fastlandet, og frygten for den ustabilitet, som de kan medføre. [... ] På trods af CCP's forsøg på at forklæde sig som fredsmægler og få venner i Europa som en modvægt til USA, er der ikke meget håb for, at Kina vil stoppe med at eksportere trusler mod globale menneskerettigheder. Det lader dog til, at nogle vesterlændinge er begyndt at forstå dette. EU har udsendt en erklæring, som udtrykker dyb bekymring over NSL."
Børsen, s. 73 (08.01.2021)

Stikkertjenesten
Spionsagen fra Hillerød er bare en ud af en lang række sager om stikkervirksomhed i det dansk-tyrkiske miljø. Der er endnu ikke sat en dato for retssagen, men ifølge Weekendavisens oplysninger er flere personer på listen af angivelige Gülen-støtter blandt herboende tyrkere havnet i Tyrkiets søgelys med alvorlige konsekvenser til følge. Erdogan er kendt for at veksle EU-landes kritik af hans autoritære linje til symbolpolitisk valuta på hjemmefronten, og retsopgøret risikerer at få storpolitiske konsekvenser for det i forvejen anspændte forhold mellem Danmark og Tyrkiet. ”Det er vigtigt, fordi det selvsagt er sådan i Danmark, at dansk lovgivning skal overholdes, og derfor har jeg også reageret både skarpt, offentligt og konsekvent på forlydender, der har været, om angivelse af herboende personer til de tyrkiske myndigheder. Jeg har i meget klart sprog rejst sagerne over for den tyrkiske udenrigsminister, ligesom også den tyrkiske ambassadør har været indkaldt til samtale i Udenrigsministeriet,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og han fortsætter: ”Vi har selvfølgelig interesser i forhold til Tyrkiet. Men det betyder altså ikke, at vi ikke siger fra, når Tyrkiet gør ting, vi er uenige i. Jeg har haft nogle meget hårde møder med den tyrkiske udenrigsminister.”
Weekendavisen, s. 5 (08.01.2021)