Med bekendtgørelsen af de indledende tjenester, som vil blive officielt lanceret af Europa-Kommissionen i Bruxelles torsdag den 15. december, vil Galileo, sammen med GPS, begynde at levere følgende tjenester gratis:
- Støtte til beredskabsaktiviteter: I dag kan det tage timer at finde personer, som er i havsnød eller faret vild i bjergene. Med eftersøgnings- og redningstjenesten (SAR) vil personer, der udsender et nødopkald fra et Galileokompatibelt radiofyr, nu kunne findes og reddes hurtigere, da sporingstiden vil blive reduceret til kun 10 minutter. Denne tjeneste forventes senere forbedret ved at underrette afsenderen af nødopkaldet om, at han/hun er lokaliseret, og at hjælpen er på vej.
- Mere præcis navigation for borgerne: Galileos åbne tjeneste tilbyder en gratis massemarkedstjeneste for positionsbestemmelse, navigation og tidsbestemmelse, der kan bruges med Galileokompatible chipsæt i smartphones eller i bilers navigationssystemer. En række af disse smartphones har været på markedet siden efteråret 2016, og de kan nu bruge signalerne til at levere mere nøjagtige positioner. I 2018 vil Galileo også være at finde i alle nye køretøjsmodeller, der sælges i Europa, og her levere forbedrede navigationstjenester til en række anordninger samt muliggøre eCall-nødopkaldssystemet. Især brugere, der anvender navigationsenheder i byerne, hvor satellitsignaler ofte blokeres af høje bygninger, vil drage nytte af den øgede positioneringsnøjagtighed, der leveres af Galileo.
- Bedre tidssynkronisering for kritisk infrastruktur: Galileo vil gennem sine højpræcisionsure muliggøre en mere stabil tidssynkronisering af bank- og finansieringstransaktioner, telekommunikation og energidistributionsnet, herunder intelligente net. Dette vil hjælpe dem til at fungere mere effektivt.
- Sikre tjenester til offentlige myndigheder: Galileo vil også yde støtte til offentlige myndigheder som f.eks. civilbeskyttelse, humanitær bistand, toldvæsen og politi gennem den statsregulerede tjeneste. Galileo vil tilbyde en særligt stabil og fuldt krypteret tjeneste til offentlige brugere i forbindelse med nationale katastrofe- eller krisesituationer, herunder terrorangreb, med henblik på at sikre tjenestekontinuitet.
Bekendtgørelsen af Galileos indledende tjenester betyder, at Galileos satellitter og jordbaserede infrastruktur nu er driftsklare. Disse signaler vil være meget nøjagtige, men vil ikke være til rådighed hele tiden. Derfor vil Galileosignalerne i den indledende fase vil blive anvendt i kombination med andre satellitnavigationssystemer som f.eks. GPS.
I de kommende år vil der blive opsendt nye satellitter med henblik på at udvide Galileokonstellationen, og dette vil gradvis forbedre adgangen til Galileo på verdensplan. Konstellationen forventes at være fuldført senest i 2020, når Galileo når op på fuld operativ kapacitet.
Baggrund
Galileo er Europas globale satellitnavigationssystem. Systemet leverer en vifte af avancerede positionsbestemmelses-, navigations- og tidsbestemmelsestjenester til brugere i hele verden. Galileo er fuldt interoperabelt med GPS, men vil give mere præcis og pålidelig positionsbestemmelse for slutbrugerne.
I øjeblikket består Galileokonstellationen af 18 satellitter, som alle allerede er i kredsløb. Den fulde konstellationen skal efter planen bestå af 30 satellitter, og den forventes at være fuldført senest i 2020.
Den første Galileosmartphone, som er fremstillet af den spanske virksomhed BQ, er allerede tilgængelig på markedet, mens andre fabrikanter forventes at følge trop. Den vil give app-udviklere mulighed for at afprøve deres idéer på grundlag af virkelige signaler.
Galileos indledende tjenester forvaltes af Det Europæiske GNSS-agentur (GSA). Det samlede Galileoprogram forvaltes af Europa-Kommissionen, der har overdraget ansvaret for ibrugtagning af systemet og den tekniske støtte til operationelle opgaver til Den Europæiske Rumorganisation (ESA).
Detaljer
- Publikationsdato
- 14. december 2016
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark