Gå til hovedindholdet
Europa-Kommissionens logo
Repræsentation i Danmark

Generationsskifte i landbruget

Kommissionen foreslår foranstaltninger til støtte for et generationsskifte i landbruget for at sikre Europas fødevarer, landbruget og landdistrikternes fremtid

  • Nyhedsartikel
  • 21. oktober 2025
  • Repræsentationen i Danmark
  • 4 min læsetid
Landbrug

Europa-Kommissionen har i dag fremlagt en "strategi for et generationsskifte i landbruget", der indeholder en klar køreplan for at støtte unge landbrugere og for at tiltrække flere mennesker til landbruget. Strategien har til formål at fordoble andelen af unge landbrugere i EU inden 2040 med det mål, at unge og nye landbrugere udgør ca. 24 % af de europæiske landbrugere.

Med henblik herpå vil Kommissionen anbefale, at medlemsstaterne, navnlig dem, der halter bagefter, investerer mindst 6 % af deres landbrugsudgifter i foranstaltninger til fremme af et generationsskifte, samtidig med at de kan afsætte yderligere midler. Strategien omfatter også udformning af nationale strategier for et generationsskifte i landbruget senest i 2028, hvori de tackler eksisterende hindringer og fastlægger målrettede støtteforanstaltninger på grundlag af Kommissionens anbefalinger. Det forventes af medlemsstaterne, at de regelmæssigt at aflægger rapport om deres fremskridt. Samlet set vil disse bestræbelser sikre en bæredygtig, modstandsdygtig og attraktiv landbrugssektor i fremtiden.

Unge landbrugere bidrager på afgørende vis til fødevaresikring i EU og dynamiske landdistrikter. For at landbruget fortsat kan være modstandsdygtigt og attraktivt skal unge mennesker har de rette forudsætninger for at opbygge deres liv og erhvervskarriere i landdistrikterne, og ikke for kun at kunne blive, men også for ønsket om at blive. Sektoren er imidlertid under alvorligt pres på grund af en aldrende arbejdsstyrke, befolkningstilbagegangen i landdistrikterne og økonomiske og miljømæssige udfordringer. Begrænset adgang til jord og overkommelige lån, lavere indkomster og utilstrækkelige færdigheder afskrækker nye fra at gå ind i erhvervet, samtidig med at overdragelse af bedrifter fortsat er vanskelig på grund af administrative og økonomiske hindringer. At løse disse problemer er både en strategisk nødvendighed og EU's fælles sociale ansvar.

Gennemførelse af strategien: de næste skridt på vejen mod et generationsskifte

Formålet med strategien er at støtte og forberede den næste generation af landbrugere i EU. i strategien anerkendes det, at unge landbrugere står over for særlige udfordringer, der kræver særlige foranstaltninger på alle forvaltningsniveauer – på EU-plan, nationalt plan og regionalt plan – og inden for alle politikområderne.

For at opnå dette angives i strategien fem vigtige indsatsområder: Adgang til jord, finansiering, færdigheder, rimelig levestandard i landdistrikterne og støtte ved overdragelse af bedrifter. Hvert indsatsområde indeholder målrettede flagskibsinitiativer, herunder:

  • Forslag til en obligatorisk "startpakke" til unge landbrugere i den næste fælles landbrugspolitik, med interventioner som skal gøre det lettere for dem at etablere sig i erhvervet, bl.a. etableringsstøtte i form af et fast beløb på op til 300 000 EUR
  • Bedre målretning af midlerne til unge landbrugere
  • Samarbejde med EIB om at udvikle garantiordninger og/eller rentegodtgørelser, som skal lette adgangen til finansiering
  • Udvikling af et europæisk jordobservationscenter for at forbedre gennemsigtigheden med hensyn til jord. Dette vil hjælpe landbrugerne med at få adgang til tilgængelige arealer, give støtte til overdragelse af bedrifter, danne grundlag for politikudformning og forhindre jordspekulation, for at gøre det lettere for nytilkomne at starte et landbrug
  • Integration af relevante aspekter af generationsskifte i det europæiske semester, og integration af pensions- og bedriftsoverdragelsesreformer i de nationale politikrammer, som vil støtte rettidig overdragelse og overdragelse af ejendomsretten til jord
  • Opfordring til unge landbrugere til at deltage i Erasmus for unge iværksættere, så de kan lære god landbrugspraksis i udlandet eller diversificere deres indtægter ved at lære fra andre sektorer
  • Fremme af gode levevilkår i landdistrikterne og samtidig støtte lokal udvikling og inddragelse af unge og kvinder
  • Medfinansiering af vikarordninger, så landbrugere kan afløses under sygdom, ferie eller pleje, for at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Strategien skal gennemføres på flere indbyrdes forbundne niveauer: gennem den nuværende og den fremtidige fælles landbrugspolitik, supplerende EU-politikker, tiltag under ledelse af EU-landene på områderne adgang til jord, beskatning, uddannelse og pension og initiativer, der gennemføres af interessenter. For at overvinde disse hindringer og sikre en stor effekt er der behov for et stærkt nationalt og regionalt engagement.

Baggrund

Aldringen inden for landbruget i Europa sker hurtigere end inden for andre sektorer. I øjeblikket er gennemsnitsalderen for en landbruger i EU 57 år, og kun 12 % af dem er under 40 år gammel og tilhører dermed kategorien unge landbrugere. Denne skævhed truer den langsigtede fødevaresikring, EU's strategiske autonomi inden for fødevareproduktion og bæredygtigheden for Europas landbrugslandskaber.

Antallet af unge i landdistrikterne også er faldende. Mellem 2013 og 2019 faldt antallet af unge i alderen 15-24 år, der bor i landdistrikter i EU-28, fra 3,6 millioner til 1,9 millioner, mens antallet af unge i alderen 25-29 år faldt fra 6,9 millioner til 5,9 millioner.

De fleste ældre landbrugere ejer deres jord, men den yngre generation må oftest forpagte jorden og driver ca. 15 millioner ha, sammenlignet med 10 millioner ha, der ejes. Adgang til jord, overkommelige lån og grundlæggende færdigheder er fortsat store hindringer for unge landbrugere. I 2022 havde unge landbrugere i EU-27 et finansieringsunderskud på 14,1 mia. EUR, hvilket svarer til 22 % af sektorens samlede underskud.

Yderligere oplysninger

Meddelelse

Spørgsmål og svar

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene

Websted på AGRI-portalen

Undersøgelse af den fælles landbrugspolitiks netværk om bedste praksis i medlemsstaterne

Analytisk sammendrag af "Billedet af en ung landbruger i EU i dag"

 

Kilder

Publikationsdato
21. oktober 2025
Forfatter
Repræsentationen i Danmark