Den nye kontrakt giver også mulighed for at donere vaccinen til lav- og mellemindkomstlande eller omdirigere den til andre europæiske lande.
Den kontrakt med Moderna, der er indgået i dag, bygger videre på den brede porteføje af vacciner, der skal produceres i Europa, inklusive de allerede underskrevne kontrakter med BioNTech/Pfizer, AstraZeneca, Sanofi-GSK, Janssen Pharmaceutica NV, Curevac og Moderna. Denne diversificerede portefølje af vacciner vil sikre, at Europa har adgang til 2,6 mia. doser, når det er blevet dokumenteret, at vaccinerne er sikre og effektive.
Kommissionen udstedte en betinget markedsføringstilladelse for den vaccine, der er udviklet af BioNTech og Pfizer, den 21. december 2020, af Moderna den 6. januar 2021 og af AstraZeneca den 29. januar 2021.
Moderna-vaccinen er baseret på mRNA (mRNA). mRNA har en grundlæggende funktion i biologien, idet det overfører instrukser fra DNA til cellernes proteinfabrik. I en mRNA-vaccine skaber disse signaler uskadelige fragmenter af virusset, som det menneskelige legeme bruger til at opbygge en immunrespons for at forebygge eller bekæmpe sygdom. Når en person får vaccinen, vil cellerne læse de genetiske instruktioner og producere et "spikeprotein", et protein på den ydre overflade af virusset, som den bruger til at komme ind i kroppens celler og fremkalde sygdom. Personens immunsystem vil derefter behandle proteinet som fremmed og producere naturlige forsvar — antistoffer og T-celler — mod det.
Kommissionen har besluttet at støtte denne vaccine baseret på en solid videnskabelig vurdering, den anvendte teknologi, virksomhedernes erfaring med vaccineudvikling og deres produktionskapacitet til at levere til hele EU samt deres evne til potentielt at udvikle en vaccine mod coronavirusvarianter.
Baggrund
Den 17. juni fremlagde Europa-Kommissionen en europæisk strategi for at fremskynde udviklingen, fremstillingen og anvendelsen af effektive og sikre vacciner mod covid-19. Til gengæld for retten til at købe et bestemt antal vaccinedoser inden for en given tidsramme finansierer Kommissionen nogle af de startomkostninger, som vaccineproducenter står over for, gennem aftaler om forudgående indkøbsforpligtelse. Finansieringen betragtes som en udbetaling for de vacciner, der faktisk vil blive købt af medlemslandene.
Eftersom de store omkostninger og den høje fejlrate gør det risikabelt at investere i en vaccine mod covid-19, muliggør disse aftaler, at der foretages investeringer, som måske ikke var sket ellers.
Når det er dokumenteret, at vacciner er sikre og effektive og har opnået markedsføringstilladelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, skal de hurtigt distribueres og anvendes i hele Europa. Den 15. oktober fastlagde Kommissionen de vigtigste skridt, som EU-landene skal tage for at være fuldt forberedte, bl.a. gennem udvikling af nationale vaccinationsstrategier. Kommissionen har vedtaget yderligere foranstaltninger for at styrke beredskabs- og indsatsforanstaltningerne i hele EU og en strategi for forsigtighed over for covid‑19 denne vinter med tilbud om yderligere støtte til EU-landene i forbindelse med anvendelsen af vacciner samt en ny meddelelse om en fælles front til bekæmpelse af covid-19. Kommissionen har også vedtaget en plan for at forberede Europa på den øgede trussel fra varianter og muligheden for, at de er resistente over for eksisterende vacciner.
Europa-Kommissionen er også fast besluttet på at sikre, at alle, der har brug for en vaccine, vil få adgang til en — ikke kun herhjemme, men over hele verden. Ingen kan være helt trygge, før alle er sikre. Det er grunden til, at den har mobiliseret næsten 16 mia. EUR siden 4. maj 2020 som led i den globale indsats for bekæmpelsen af coronavirus — den globale indsats for universel adgang til test, behandlinger og vacciner mod coronavirus og den globale genopretning — og har bekræftet sin interesse i at deltage i COVAX-faciliteten for lige adgang til økonomisk overkommelige covid-19-vacciner overalt i verden. Som led i en Team Europe-indsats har Kommissionen annonceret et bidrag på 400 mio. EUR til sikkerhedsstillelse som støtte til COVAX og de tilgrundliggende mål i forbindelse med den globale indsats for bekæmpelsen af coronavirus.
Detaljer
- Publikationsdato
- 17. februar 2021
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark