Kommissionen har vedtaget fem særskilte afgørelser vedrørende
- indførelsen af en tonnageskatteordning og en ordning for søfolk i Estland
- videreførelsen af en tonnageskatteordning og en ordning for søfolk i Cypern
- indførelsen af en ordning for nye søfolk i Polen
- videreførelsen og udvidelsen af en ordning for søfolk i Danmark og
- videreførelsen af en ordning for søfolk i Sverige.
Kommissionen har gennemgået de fem ordninger efter bestemmelserne i EU's statsstøtteregler, først og fremmest retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren ("søfartsretningslinjerne") og har konstateret, at alle fem ordninger er i overensstemmelse med dens fortolkning af søfartsretningslinjerne.
Hvad angår tonnageskatteordningerne i Estland og Cypern konstaterede Kommissionen, at ordningerne er i overensstemmelse med reglerne for begrænsning af tonnageskatten til støtteberettigede aktiviteter og fartøjer. Hvad angår beskatning af udbytte til aktionærer, konstaterede Kommissionen desuden, at både Estlands og Cyperns tonnageskatteordninger sikrer, at aktionærer i rederier behandles ligesom aktionærer i enhver anden sektor.
Med hensyn til ordningerne for søfolk i Estland, Cypern, Polen, Danmark og Sverige konstaterede Kommissionen, at alle fem medlemsstater er gået med til at lade alle fartøjer, der fører en EU- eller EØS-medlemsstats flag, nyde godt af fordelene i deres respektive ordninger.
Kommissionen har konkluderet, at ordningerne er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, fordi de bidrager til at øge konkurrenceevnen i EU's søtransportsektor og tilskynder til registrering af skibe i Europa, samtidig med at de opretholder Europas høje sociale, miljømæssige og sikkerhedsmæssige standarder og sikrer lige vilkår.
Baggrund
For at imødegå risikoen for udflagning og udflytning af rederier til lavt beskattede lande uden for EU giver Kommissionens retningslinjer for statsstøtte i søtransportsektoren fra 2004 medlemsstaterne mulighed for at træffe foranstaltninger til at skabe et mere gunstigt skattemiljø for rederier. Kun selskaber, der beskæftiger sig med søtransport (defineret som søtransport af passagerer eller gods), kan omfattes af foranstaltninger under retningslinjerne.
En af de mest udbredte foranstaltninger er tonnagebeskatning, som giver rederierne mulighed for at anmode om at blive beskattet på grundlag af en antaget indkomst eller den tonnage, de driver, i stedet for at blive beskattet efter de almindelige selskabsskatteregler. Dette kan reducere de samlede skatter, der betales, og gøre beskatningen mere forudsigelig for selskaberne. Ifølge ordningerne for søfolk kan arbejdskraftomkostninger, dvs. indkomstskat og socialsikringsbidrag for søfolk, der er ansat om bord på fartøjer, der fører en EU-medlemsstats flag eller et flag tilhørende et medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), helt eller delvist reduceres.
Ved anvendelsen af søfartsretningslinjerne gør Kommissionen sig stor umage for at sikre ensartethed og ligebehandling af rederier i hele EU, samtidig med at den sørger for, at eventuelle gunstige tonnageskatteordninger eller ordninger for søfolk ikke strider mod reglerne for det indre marked. Kommissionen sørger navnlig for, at den gunstige skattemæssige behandling af rederierne ikke smitter af på andre sektorer, der ikke har nogen forbindelse til søfartssektoren, at der ikke diskrimineres mod rederier registreret i andre EU- eller EØS-lande, og at statsstøtten ikke overstiger det loft, der er fastsat i søfartsretningslinjerne.
Detaljer
- Publikationsdato
- 16. december 2019
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark