Ifølge Kommissionen er de krav, der stilles til visse tjenesteydere i de 9 medlemsstater, i strid med tjenesteydelsesdirektivet
Der er en række praktiske restriktioner for tjenesteydelser, der gør det vanskeligt at etablere og levere tjenesteydelser på tværs af grænserne i hele EU: krav om forretningssted i en given jurisdiktion, urimelige krav vedrørende besiddelse af selskabets kapital, såsom kravet om, at fagfolk besidder 100 % af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, obligatoriske minimumspriser samt urimelige tilladelseskrav eller enerettigheder. Disse hindringer for at komme ind på markederne er unødvendige i forhold til at sikre, at tjenesteydelser fra nationale eller internationale leverandører er af høj kvalitet, og i praksis ender forbrugerne ofte med at få færre og mindre konkurrencedygtige tjenesteydelser at vælge imellem.
Baggrund
Formålet med tjenesteydelsesdirektivet er at realisere det fulde potentiale i det europæiske marked for tjenesteydelser ved at fjerne de juridiske og administrative handelshindringer samtidig med, at nationale beskyttelsesforanstaltninger, der er berettigede (f.eks. hvad angår den offentlige sikkerhed), og som står i rimeligt forhold til det ønskede mål, bevares.
Følgende artikler i tjenesteydelsesdirektivet udgør retsgrundlaget for de foranstaltninger, der træffes i ovenstående sager:
- I artikel 10 i tjenesteydelsesdirektivet er det fastsat, at tilladelsen til, at en tjenesteyder kan udøve sin virksomhed, skal være ikke-diskriminerende, velbegrundet og proportionel. Betingelserne for udstedelse af tilladelsen må ikke overlappe krav og kontroller, som tjenesteyderen allerede er underlagt.
- I artikel 14 i tjenesteydelsesdirektivet er der anført en række forbudte krav, herunder forpligtelsen til at have forretningssted i en bestemt jurisdiktion og test af økonomiske behov.
- I artikel 15 i tjenesteydelsesdirektivet er der anført en række krav, som kun må omfatte tjenesteydere under visse betingelser. Krav – såsom til retlig form, besiddelse af selskabets kapital, obligatoriske priser og specifikke ordninger, der forbeholder bestemte tjenesteydere adgangen til servicevirksomheden – er ikke strengt forbudt i henhold til EU-retten, men Domstolen har påvist, at de udgør forhindringer for det indre marked for tjenesteydelser. Kravene kan kun opretholdes, hvis de er ikke-diskriminerende, begrundet i et tvingende alment hensyn og proportionelle i den forstand, at det samme mål ikke kan opnås med mindre restriktive foranstaltninger.
- I artikel 16 i tjenesteydelsesdirektivet er der anført en række krav, der ikke kan pålægges grænseoverskridende leverandører af tjenesteydelser, medmindre de er ikke-diskriminerende, begrundet i specifikke tvingende almene hensyn og proportionelle.
- I artikel 25 i tjenesteydelsesdirektivet er det fastsat, at medlemsstaterne skal sikre, at tjenesteydere ikke underkastes krav, der forpligter dem til udelukkende at udøve én form for virksomhed, eller som indskrænker deres muligheder for at udøve flere former for virksomhed samtidigt eller sammen med andre tjenesteydere.
Detaljer
- Publikationsdato
- 17. november 2016
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark