Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 12. februar 2025
  • Repræsentationen i Danmark
  • 5 min læsetid

Kommissionens arbejdsprogram for 2025

Kommissionen har vedtaget sit arbejdsprogram for 2025, der beskriver sin ambition om at forbedre konkurrenceevnen, styrke sikkerheden og øge den økonomiske modstandsdygtighed i EU.

arbejde_istockphoto_thinkstock_web.jpg

Det bygger på de tilsagn, der er givet i de politiske retningslinjer og i de opgavebeskrivelser, der blev sendt af kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Arbejdsprogrammet fokuserer på de flagskibsinitiativer, som Kommissionen vil iværksætte det første år af sit mandat for at reagere på de udfordringer, der har størst betydning for europæerne. Det afspejler behovet for at skabe flere muligheder, innovation og vækst for borgerne og virksomhederne og vil i sidste ende fremme et mere sikkert og velstående EU. De nyligt foreslåede initiativer fremlægges i et særligt bilag sammen med de evalueringer og kvalitetskontroller, der præsenteres i dag.

Arbejdsprogrammet ledsages af en meddelelse om gennemførelse og forenkling. Den beskriver, hvordan Kommissionen i løbet af de næste fem år planlægger at gøre det lettere at anvende EU-reglerne i praksis og mindske de administrative byrder og forenkle EU-reglerne. Den indeholder mål og værktøjer til at lette den lovgivningsmæssige byrde, styrke konkurrenceevnen og modstandsdygtigheden og levere hurtige og meningsfulde forbedringer for mennesker og virksomheder.

En strategisk gennemførelses- og forenklingsdagsorden

Arbejdsprogrammet for 2025 fokuserer kraftigt på forenkling. Det inkluderer et første sæt omnibuspakker og forslag, der har til formål at få EU's politikker og lovgivning til at fungere bedre og hurtigere for at styrke EU's konkurrenceevne.

Den første omnibuspakke vil indeholde omfattende forenklinger, især i forbindelse med rapportering om bæredygtig finansiering, due diligence i forbindelse med bæredygtighed og taksonomi. Andre initiativer såsom retsakten om fremskyndelse af industriel dekarbonisering vil strømline tilladelses- og godkendelsesprocedurerne samt rapporteringskravene. En ny definition af små midcapselskaber vil lette den lovgivningsmæssige byrde, således at SMV'er møder færre hindringer, når de vokser sig større.

Forenklingsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik og andre politikområder, som påvirker landbrugerne, vil tage fat på årsagerne til kompleksitet og administrative byrder for de nationale forvaltninger og landbrugerne. Mulighederne for yderligere forenklingsforslag vil blive undersøgt, herunder en mulig omnibuspakke på forsvarsområdet med henblik på at nå de investeringsmål, der vil blive fastsat i hvidbogen, og for at gøre det muligt for innovative virksomheder at blomstre.

Fremad i fællesskab: De vigtigste mål i Kommissionens arbejdsprogram for 2025.

  • Bæredygtig velstand og konkurrenceevne: Det nyligt lancerede konkurrenceevnekompas vil være retningsgivende for indsatsen for at skabe bæredygtig vækst, bl.a. med EU's opstarts- og opskaleringsstrategi, som skal styrke iværksættere gennem bedre adgang til kapital. Aftalen om ren industri er helt central i samarbejdsplanen for dekarbonisering og konkurrenceevne. Den vil bane vejen for et foreslået emissionsreduktionsmål på 90 % i 2040.
  • Forsvar og sikkerhed: I en situation med spændinger i det geopolitiske landskab intensiverer EU indsatsen for at værne om sikkerheden og sikre fred og præsenterer planer om at opbygge en stærk fremtid for det europæiske forsvar. Ved at investere kollektivt og strategisk i NATO-samarbejdet sigter EU mod at styrke sin forsvarsindustri og mindske sine afhængighedsforhold. Strategien for en beredskabsunion vil gøre det lettere at foregribe og modstå kriser, styrket af initiativer som EU's strategi for opbygning af lagre og forordningen om kritiske lægemidler for at sikre centrale ressourcer.
  • Støtte til mennesker, styrkelse af vores samfund og vores sociale model: Med henblik på at cementere Europas unikke og meget skattede sociale model og styrke den sociale retfærdighed vil Kommissionen gå i spidsen i bestræbelserne på at modernisere socialpolitikkerne gennem den nye handlingsplan for den europæiske søjle for sociale rettigheder. Med henblik på at tilpasse sig til teknologiske, demografiske og sektorspecifikke forandringer vil Kommissionen fremlægge et initiativ til at skabe en union med færdigheder for at sikre, at alle arbejdstagere har den uddannelse, de har brug for.
  • Opretholdelse af vores livskvalitet: Kommissionen vil fremlægge en vision for landbrug og fødevarer for at sikre stabile rammer for landbrugerne og skitsere en køreplan for centrale forslag. Havpagten vil skabe en fælles ramme for havpolitikker med henblik på at bevare havenes sundhed og styrke EU's blå økonomi. Desuden vil EU-strategien for vandresiliens bygge på en "kilde til hav"-tilgang for at forvalte vandressourcerne effektivt og imødegå virkningerne af klimaændringer såsom oversvømmelser og tørke. En forenklingspakke for den fælles landbrugspolitik vil tage fat på årsagerne til kompleksiteten og den administrative byrde for landbrugerne og de nationale forvaltninger.
  • Beskyttelse af demokratiet og opretholdelse af værdier: Initiativer som demokratiskjoldet vil tackle trusler såsom stigende ekstremisme og desinformation. Kommissionen planlægger også at styrke strategierne til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, handicap, seksuel orientering eller race herunder en fornyet strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer og en ny strategi for bekæmpelse af racisme.
  • Et globalt Europa: udnyttelse af vores indflydelse og partnerskaber: Samtidig med at det fortsat er en prioritet at arbejde for Ukraines frihed, er EU fast besluttet på at skabe en retfærdig, omfattende og varig fred baseret på tostatsløsningen i Mellemøsten. En Middelhavspagt og en Sortehavsstrategi vil fokusere på regionalt samarbejde, økonomiske investeringer og sikkerhed, og en ny strategisk dagsorden for EU og Indien vil danne rammen for en omfattende tilgang til at finde frem til områder af fælles strategisk interesse.
  • Opnå resultater sammen og forberede vores Union på fremtiden Kommissionen planlægger at fremlægge en ny flerårig finansiel ramme med fokus på at forenkle adgangen til EU-finansiering og øge den finansielle virkning for at støtte national, privat og institutionel finansiering. Desuden vil der blive fokuseret yderligere på at gennemgå politikker forud for en udvidelse for at vurdere konsekvenserne og virkningerne af en udvidelse inden for alle EU-politikker. Det vil sikre, at vores politikker fortsat kan levere effektive resultater i en større Union.

Baggrund

Hvert år vedtager Kommissionen et arbejdsprogram med en liste over foranstaltninger, den vil iværksætte i det kommende år. Da det nye kollegium påbegyndte sit arbejde den 1. december 2024, blev Kommissionens arbejdsprogram for det første år af det nye mandat vedtaget den 11. februar 2025.

Med arbejdsprogrammet informerer Kommissionen offentligheden samt Rådet og Europa-Parlamentet om, hvilke nye initiativer den vil tage, herunder forenklingsforslag, hvilke endnu ikke vedtagne forslag den vil trække tilbage, og hvilken gældende EU-lovgivning den vil revidere. Kommissionens arbejdsprogram er resultatet af et tæt samarbejde med Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og EU's rådgivende organer.

Pressemeddelelse

Yderligere oplysninger

Kommissionens arbejdsprogram for 2025

Bilag

Meddelelse om forenkling og gennemførelse

Faktablad om Kommissionens arbejdsprogram for 2025

Faktablad om meddelelsen om forenkling og gennemførelse

Bemærkninger fra kommissær Šefčovič i Europa-Parlamentet om Kommissionens arbejdsprogram for 2025

Detaljer

Publikationsdato
12. februar 2025
Forfatter
Repræsentationen i Danmark