Mandag den 12. oktober

Tophistorier

EU-plan går imod Danmarks indrejseforbud for rejsende fra røde coronalande
Jyllands-Posten skriver mandag, at EU-landenes ambassadører, med dansk støtte, vedtog en plan, der siger, at grænserne skal holdes åbne, men med mulighed for at kræve test eller karantæne af de rejsende. Samtidig baner planen vejen for regionale rejsevurderinger, så danskerne for eksempel skal kunne tage til Tenerife, hvis smitten er lav nok her, selv om den er høj i resten af Spanien. EU's agentur for sygdomsforebyggelse, ECDC, skal hver uge udgive data og et kort over situationen i regionerne, og på den baggrund kategoriseres landene i fire farver: grøn, orange, rød samt grå, hvis der ikke er tilstrækkelige data fra en region. Det bliver så op til de enkelte lande selv at afgøre, præcis hvilke restriktioner de vil indføre. "Tilføjelsen har været vigtig for nogle lande, fordi de i sidste ende selv træffer beslutningen. Men det ændrer ikke på pointen om, at grænserne bør være åbne med de nye betingelser," siger en unavngiven EU-diplomat. I sidste uge oplyste udenrigsministeriet at "arbejdet med regionale rejsevejledninger er centreret omkring processen i EU-sporet", og "fra dansk side bakker vi op om arbejdet". Da justitsministeren var i Europaudvalget, pegede han dog på udfordringer ved overgangen til regionsvurderinger. "EU har opgjort, at EU består af cirka 700 regioner. Så skal vi overgå til regional tilgang og ved kontrol ved indrejse sikre os, hvad det er for en region, du præcis kommer fra. Og så skal vi være opmærksomme på, hvad smittetrykket er i den region, så vi kan sikre, at du ligger rigtigt i forhold til kriterierne. Det vil være en ret kompleks kontrolopgave, som givetvis vil føre til et ønske om, at den grænsekontrol, vi har i øjeblikket, intensiveres, så man effektivt kan gennemføre den her kontrol. Hvilket vil have nogle andre implikationer i forhold til ventetider ved grænsen og i lufthavnen," sagde justitsminister Nick Hækkerup (S).

I Berlingske lørdag kan man læse et essay skrevet af Pierre Collignon. Han skriver blandt andet: "Lørdag den 14. marts kl. 12.00 gik vindebroen op. Først var det skoler og arbejdspladser. Nu lukkede også grænserne. Andre regeringer gjorde det samme trods protester fra EU og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), og grænselukningerne kom til at stå som et lysende symbol på, hvordan nationalstaterne reddede os, da coronakrisen var værst. [...] Historien var på mange måder rigtig. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl havde jo ret, da han skrev, at vi havde set, 'hvad nationalstaten kan, og hvad samarbejdsorganisationer som EU eller FN ikke magter'. Det var helt tydeligt i Europa, hvor landene står for sundhedsvæsenet og stadig er i stand til at kontrollere territorier - Schengen-samarbejde eller ej. Det var inden for nationalstaterne, at vi fandt den nødvendige tillid til at acceptere krisehåndteringen. Danskerne ville næppe have taget godt imod restriktioner om ansigtsmasker og hjemmearbejde fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. [...] Samtidig så vi hurtigt her i Europa, at samarbejde over grænserne trods alt var svært at undvære. Europa-Kommissionen fik hurtigt opbakning til at oprette grønne korridorer ved alle grænser for at sikre, at dagligvarer og medicin kunne passere frit. Uden dem ville vi have haft tomme supermarkedshylder. EU har ikke meget at skulle have sagt på sundhedsområdet, som medlemslandene historisk har vogtet nidkært over. Alligevel organiserede kommissionen hurtigt fælles udbud, hvor landene kunne gå sammen om at indkøbe værnemidler og testudstyr, og i dag har vi fælles reservelagre af udstyr, som vi kan trække på. [...] Man kan kritisere WHO for meget. WHO var desværre for længe om at erklære udbredelsen af den nye coronavirus for en international sundhedskrise, og det er også rigtigt, at WHOs generaldirektør, Tedros Adhanom, har været alt for Kina-venlig. Men WHO har spillet en nøglerolle i at samle viden og rådgive om, hvordan landene skulle reagere på coronavirus. Og WHO har i årevis forsøgt at advare landene om, at de skulle forberede sig på en pandemi."
Jyllands-Posten, manddag, s. 1, 4; Berlingske, lørdag, s. 17-18 (12.10.2020)

Finansministeriet bøjer sig for kritik: Klimamål tages med i regnemodeller
I lørdagens udgaver af Information og Politiken kan man læse, at Finansministeriet nu har bøjet sig i spørgsmålet om priserne på CO2-udslip. Efter hårdt pres vil ministeriet ændre nogle af de kritiserede regnemetoder, der eksempelvis er blevet brugt af elbilkommissionen. Det sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på et samråd fredag, hvor han også sagde, at ministeriet nu vil inddrage 70-procentsmålet. Det vil få grøn omstilling til at se mindre dyr ud. "Det er en meget positiv udmelding fra Finansministeriet. Finansministeren tager nu konsekvensen af, at Danmark har fået et langt mere ambitiøst klimamål end før," siger professor Peter Birch Sørensen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet, til Information. Den såkaldte 'CO2-pris' er omkostningen per ton CO2 for Danmark ved at leve op til sine klimaforpligtelser. Altså en omkostning bestemt af, hvor meget vi har vedtaget at skære ned på udledningerne: Jo mere vi har besluttet at reducere CO2-udledningerne, desto mere har man politisk erklæret sig villige til at betale for at nedbringe udledningerne til et bestemt niveau - hidtil alene i form af forpligtelsen på EU's mål om 39 procent CO2-reduktion i 2030, men nu med finansministerens indrømmelse tillige forpligtelsen til at nå det danske 70-procentsmål.

Jyllands-Posten mandag skriver, at Amager Ressourcecenter (ARC), nu søger EU-støtte til at indfange CO2. Regeringen har fået kritik for at satse for hårdt på at indfange og lagre CO2, men på Amager sætter et kommunalt ejet affaldsanlæg turbo på indsatsen for at gøre netop det og søger milliardhjælp fra EU. Projektet er dyrt, og derfor søger man nu EU's Innovation Fund om mellem 0,5 og 1 milliarder kroner i støtte. Den danske regering har også planer om at støtte. "Samfundet skal fjerne CO2, hvor det er billigst. Og det er netop et sted som på ARC. Vi kan levere en reduktion på 450.000 tons CO2 per år, som er et meget stort potentiale. Men nogen skal betale, før det kan lykkes. En høj CO2-afgift i Danmark kan være den økonomiske motor, der skal til. Staten har også afsat næsten 10 milliarder kroner over fire år til CO2-reduktioner, nu søger vi også EU. Ellers bliver det nogle affalds- og varmekunder, der i sidste ende kan komme til at holde for," siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør på ARC.

I Berlingskes leder lørdag kan man blandt andet læse: "Klimaloven indeholder en ambitiøs national målsætning om reduktion af udslippet af klimagasser med 70 procent. Det fremgår af den politiske aftale om klimaloven, at 'indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt'. […] Men enigheden om en CO2-beskatning er i aftalepapiret mellem regeringen og dens støttepartier belagt med en række betingelser om hensyn til offentlige finanser, sammenhængskraft, social balance og arbejdspladser, der gør opgaven umulig, eller i hvert fald meget vanskelig. Dertil kommer en række problemer med en national afgift, hvor reduktionen af det nationale udslip i stort omfang risikerer at ske ved en flytning af udslippet og arbejdspladserne til udlandet uden effekt på det globale udslip, som er det, der påvirker klimaet. Det ideelle ville være en global afgift eller i hvert fald en fælles afgift i EU. Derfor bør EU-vinklen være et afgørende supplement til den nationale politik. Det betyder i praksis en indsats for at forbedre EUs kvotesystem ved at udvide dets dækningsområde og ved at hæve prisen på CO2-kvoter. [...] En grøn skattereform skal indeholde en ensartet beskatning af CO2-udslip suppleret med skattesænkninger af skatter, som giver maksimal velstandsstigning i forhold til det tabte provenu. En grøn skattereform, der optimerer klimapolitikken og den samfundsøkonomiske velstand, kan næppe undgå at medføre et provenutab for staten. Hvis man fastholder et krav om uændret provenu, vil det enten går ud over klimamålsætningen eller velstanden."
Information, lørdag, s. 1,7; Politiken, s. 15; Jyllands-Posten, mandag, s. 9; Berlingske, lørdag, s. 2 (12.10.2020)

Mens brexit nærmer sig afslutningen, er britiske aktier blandt Europas billigste
Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om situationen omkring brexit og de igangværende forhandlinger mellem Storbritannien og EU om en handelsaftale. Jyllands-Posten skriver mandag, at det er muligt, at der allerede vil være enighed om en handelsaftale på et EU-topmøde torsdag og fredag denne uge. Det kan give de britiske aktier og det britiske pund et ordentligt løft. Det mener flere banker, og blandt andre Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest. "Der ligger en ekstra risikopræmie på pundet og det britiske aktiemarked i bred forstand. Den risikopræmie indebærer, at der vil være plads til et mærkbart løft i pundet og isoleret set en relativt bedre udvikling på dele af det britiske aktiemarked, hvis og når en aftale falder på plads," siger han. Den svage valuta og risikoen for en yderligere svækkelse, hvis brexit ender uden en handelsaftale, har ifølge Bankinvest fået mange til at fravælge britiske aktier, som investorer normalt ikke sikrer mod valutakursudsving. I Nordea er man lidt mere skeptisk. "Du køber ind i engelske virksomheder, hvor mange er finansselskaber, og finans har længe ikke klaret sig særligt godt. Jeg kan ikke se, at et blødt brexit ændrer på det," siger bankens chefstrateg Simon Kristiansen.

I Børsen søndag kan man læse, at den kommende uges EU-topmøde tidligere er blevet udpeget som den sidste mulighed for en handelsaftale med briterne. Sidst de 27 EU-ledere var samlet i september, blev topmødet udsat en uge, da EU-Præsidenten Charles Michel havde været tæt på en sikkerhedsvagt, der blev testet coronapositiv, og han måtte gå i karantæne. På topmødet torsdag og fredag skal der diskuteres en del forskellige sager. Man skal nå til enighed om en ny fælles tilgang til smittetal rejseregler for corona, der skal tales klimahandling og forholdet til Afrika, og uden for topmødelokalet er to helt store forhandlinger i gang, som endnu ikke har produceret resultater. Den ene handler om at nå til enighed om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien. Den britiske premierminister Boris Johnson har tidligere sat netop dette topmøde og datoen 15. oktober som deadline for en handels- og samarbejdsaftale, der skal træde i kraft til nytår. Den anden sag handler om kampen om EU's næste budget og den store genopretningsfond, som EU-lederne blev enige om i juli. Hvis ikke det lykkes at få gang i forhandlingsprocessen, risikerer hele redningspakken at blive forsinket.

I Politiken mandag kan man læse en nyhedsanalyse under overskriften "Brexit kommer til at koste fisk". Den er skrevet af EU-korrespondent i Bruxelles, Elisabet Svane, som blandt andet skriver: "Fiskeriet er stadig en af de uløste klumper i forhandlinger om Brexit. [...] Den seneste uge har der lydt lidt mere positive toner i forhold til at få en aftale, men det skal så siges, at disse toner har lydt før, uden at det har ført til underskrift. Der er dog et andet tegn på, at der måske er lidt røre i gryden: EU's chefforhandler, Michel Barnier, er begyndt at forberede EU-landene og fiskerne på, at hvis der kommer en aftale, vil det komme til at koste fisk. Og dermed penge. [...] Hidtil har Michel Barnier forhandlet på et mandat, der sagde, at fiskeriet efter Brexit skulle være det samme som fiskeriet før Brexit. Så danske fiskere stadig kunne sætte kursen mod vest og fiske sild og industrifisk som tobis, brisling og sperling tæt på de britiske kyster. Ganske som de gør i dag. Den model tror ingen på mere, og, som det hedder blandt forhandlerne: 'Vi kan lige så godt forberede os på, at det ikke bliver, som det var'. [...] Lidt længere sydpå kæmper franske fiskere samme kamp, dog om adgangen til Den Engelske Kanal, og de er traditionelt noget mere hårde i filten end danskerne. Det er også franskmændene, der er førerhund blandt de otte EU-lande, og derfor var det den franske præsident, Emmanuel Macron, der lørdag formiddag havde en længere samtale med Boris Johnson. Ifølge The Times stod begge herrer, ikke overraskende, stejlt på hver sin position, og Boris Johnson lod forstå, at han gerne vil have en aftale, men at Storbritannien var klar til at forlade EU uden en aftale, hvis man ikke kunne blive enig."
Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Børsen, lørdag, s. 2-3; Politiken, mandag, s. 2 (12.10.2020)

Prioritede historier

Erdogan spiller højt spil med Tyrkiet i mange konflikter
Præsident Erdogan har rykket Tyrkiet ind som omdrejningspunkt i mange af tidens kriser og konflikter. ”Det er klart, hvad Erdogan vil: Han vil placere Tyrkiet som en regional sunnimuslimsk stormagt i regionen. Alt, hvad han foretager sig, skal trække i den retning,” siger en centralt placeret ambassadør fra Mellemøsten til Jyllands-Posten søndag. Offensiven sker, selvom Tyrkiets økonomi lige nu er i frit fald med en Lira, som styrtdykker og en tårnhøj arbejdsløshed. Derudover er Erdogans popularitet aftagende og han presses af nye partier og en ny stærk leder for oppositionen, Ekrem Imamoglu, borgmester i Istanbul, Erdogans hjemby. Tyrkiets status som en slags europæisk enfant terrible har lagt de mangeårige optagelsesforhandlinger med EU på is og forholdet til USA er også yderst anspændt. Senest har Tyrkiet taget parti for det muslimske Aserbajdsjan mod det kristne Armenien i opgøret om enklaven Nagorno-Karabakh, hvor Erdogan har indsat droner og SNA-kæmpere til støtte for Aserbajdsjan. Men alligevel var kritikken spag på EU-topmødet i sidste uge. Fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, lød det lige ud af posen: ”EU er helt afhængig af, at Tyrkiet står fast på flygtningeaftalen med EU.”

Kristeligt Dagblad bringer mandag et debatindlæg af kirkeredaktør Anders Ellebæk Madsen. Han skriver blandt andet: ”EU må klart støtte Armenien i strid med Aserbajdsjan og Tyrkiet. Konflikten er ikke afsluttet mellem Armenien og Aserbajdsjan, selvom der officielt har været våbenhvile de seneste dage. Der kæmpes stadig, og en fred bliver ikke lettere at nå af, at det er en af de krige, der bygger på flere lag historie, som understøtter den gensidige modvilje. […] Mens EU har været tøvende beskuer af striden i Nagorno-Karabakh, er Frankrigs præsident Emmanuel Macron klar i mælet. Tyrkiet er trådt over en rød linje, når landet er involveret i at få syriske jihadister frem til slagmarken i Nagorno-Karabakh, siger Emmanuel Macron, der længe har vidst, hvor farlig Recep Erdogan er. Frem for alt har Emmanuel Macron et klart blik for, at den tyrkiske præsidents krig i Nagorno-Karabakh skal ses i sammenhæng med hans sabelraslen over for Grækenland og Cypern samt hans militære engagement i Syrien og Libyen. Resten af Vesten bør følge Emmanuel Macrons eksempel og lade tyrkerne forstå, at de ikke har noget at vinde ved at starte konflikter. Det kan ikke tillades, at armenierne, der blev fordrevet og myrdet i store tal for 100 år siden, nu igen fordrives.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 10; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 10 (12.10.2020)

Rusland advarer Jeppe Kofod og EU mod flere sanktioner
Fredag besøgte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i Moskva, men selvom Kofod gik hårdt til ham, gav Lavrov sig ikke en tomme og han afviste alle beskyldninger i sagen om forgiftningen af oppositionslederen Alexei Navalnij. Til gengæld kom der en advarsel: ”EU bør ikke gentage sine fejl fra Ukraine i 2014. Forholdet til EU bliver stadig dårligere. Vi forstår ikke denne underminering af vores forhold. Man vil straffe folk uden beviser,” lød det fra Lavrov ifølge Politiken lørdag. På et EU-udenrigsministermøde mandag i Luxembourg vil Danmark tale varmt for sanktioner mod personer i det russiske magtapparat med forbindelse til giftattentatet. ”Rusland indrømmer ikke noget. Det er fuldstændig vanvittigt. Undersøgelser i Tyskland, Frankrig og Sverige bekræfter forgiftningen. Det samme gør FN's organisation for forbud mod kemiske våben, OPCW. Danmark og forhåbentlig resten af EU er klar til sanktioner, ” sagde Jeppe Kofod efter sit godt tre timer lange møde med Lavrov. På en pressekonference lød det fra Lavrov: ”EU er uenige. Polen og de baltiske stater opfører sig aggressivt og vil forhindre det tætte forhold mellem Rusland og Hviderusland. Men der er et tavst flertal i EU, der ikke vil ødelægge forholdet til Rusland.” Samtidig brugte han til stor overraskelse for danske diplomater en del af sin tid på pressemødet til at fremhæve, at Rusland vil udpege en honorær konsul i Nuuk, og at Danmark er velvillig.

Politiken bringer lørdag en analyse af ruslandsekspert Flemming Splidsboel Hansen, som blandt andet skriver: ”Udenrigsminister Jeppe Kofod har lige været i Moskva for at tale med sin kollega Sergej Lavrov, og mødet mellem de to fandt sted på et tidspunkt, hvor det dansk-russiske forhold igen igen er lagt på køl. Det er sådan set der, forholdet er det meste af tiden. Nu er sagen om Navalnyj kommet på tværs, og Kofod har flere gange gjort det klart, at Danmark gerne ser nye sanktioner mod Rusland. Den linje gav ham for et par uger siden en rundbarbering på russisk stats-tv, da et medlem af Dumaen forklarede de sikkert måbende seere ude i stuerne, at den danske minister havde ”voldtaget en 15-årig pige”. Referencen var naturligvis til Kofods DSU-sag fra 2008. […] Men sanktionerne kommer alligevel. Det slipper Rusland ikke for, og Danmark er med blandt de mest ivrige. Spørgsmålet er bare, hvilket niveau vi ender på denne gang. […] Mødet i Moskva er en fortsættelse af den linje. Danmark bliver tit set som 'kold pragmatiker' i forholdet til Rusland. Holdningen er, at vi er nødt til at straffe russerne, når de overtræder reglerne, men vi er også nødt til at tale sammen og få dagligdagen til at virke. Lige nu er det mest et skridt frem og to tilbage. Forholdet er på køl, og modtagelsen af Kofod sænkede temperaturen et par grader.”
Politiken, lørdag, s. 2, 14 (12.10.2020)

Administration

Læserne mener
Politiken bringer mandag et læserbrev, hvor Poul Simonsen fra København skriver: ”Her tirsdag havde vi en statsminister, der i sin åbningstale sagde: ”Der, hvor kriminaliteten får fat, skal politiet slå ned”. Det er nu et år siden, at Olaf - den EU-institution, der skal efterforske svindel i EU-systemet - afleverede sin konklusion og bevismateriale til det danske bagmandspoliti. Man fik det indtryk, at sagen var klar til domstolen. Her et år efter ligger den og samler støv i en skuffe hos bagmandspolitiet. Eller har de makuleret den? Så må man håbe, at Olaf har en kopi. Normalt har politikerne travlt med at blande sig i domstolsafgørelser, når de er uenige i dommene. Men her er de forbavsende passive. Hvorfor? Er det, fordi alle andre i EU-Parlamentet gør præcis det samme som bedragerne i Dansk Folkeparti? Og det vil DF afsløre, såfremt de bliver tiltalt og dømt?”
Politiken, mandag, s. 6 (12.10.2020)

Finansielle anliggender

5 grunde til at bevare optimismen - trods alt
I en klumme i Berlingske lørdag skriver erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen blandt andet: "Her er fem argumenter for, hvorfor det hele alligevel ikke er ad helvede til - med økonomien i hvert fald. [...] 1. Coronakrisen - det kunne være meget værre. [...] 2. Økonomien - genopretningen er i gang. Det viser erfaringerne fra den spanske syge for 100 år siden, som den unge danske økonom Emil Verner har været med til at kaste lyste over. Genopretningen sker ikke på et kvartal. [...] 3. Krigskassen - Wammen har masser af ammunition. […] Regeringen regner med, at gælden når 46 procent af BNP i år. Det er imidlertid milevidt fra eksempelvis EUs budgetunderskudsgrænse på 60 procent af BNP, som de fleste EU-lande i forvejen ikke overholder. Det var desuden en uventet fjer i hatten på statsfinanserne, at kompensationsordningen for faste omkostninger ikke endte med at koste 65 milliarder kroner, men foreløbig blot fem milliarder kroner. [... ] Centralbankerne - holder renterne i et jerngreb og aktierne oppe. Det kan godt være, at staterne ikke samarbejdede, da coronakrisen ramte i marts, og at de lukkede grænserne og deres samfund helt ukoordineret. Man kan heller ikke sige, at de førende globale centralbanker, Den Europæiske Centralbank og Federal Reserve, på den måde samarbejder, men i det mindste gør de det samme, nemlig holder renterne i bund og køber massivt op i stats- og realkreditobligationer af samme grund. Senest har ECB-chefen Christine Lagarde gentaget tilsagnet om at holde hånden under europæisk økonomi, indtil coronakrisen er forbi - og i hvert fald til og med juni 2021. [...] 5. Det amerikanske præsidentvalg - det kan ikke blive værre. Man kan selvfølgelig også let blive deprimeret over den amerikanske valgkamp. Man skal aldrig spå om udfaldet om et valg, og især ikke i USA, hvor præsident Donald Trump for snart fire år siden overraskede ved at slå demokraten Hillary Clinton. Det optimistiske bud på udfaldet det amerikanske præsidentvalg er, at det i det mindste ikke kan blive værre eller mere usikkert end i de seneste fire år."
Berlingske, lørdag, s. 2 (12.10.2020)

Grundlæggende rettigheder

Irina Slavinas dramatiske død har rystet Rusland
Sidste fredag tog den russiske lokaljournalist Irina Slavina sit eget liv ved at sætte ild til sig selv i protest mod regimet. ”Jeg beder jer om at give den Russiske Føderation skylden for min død,” skrev lokaljournalisten på sin Facebook-profil en time inden, hun tog sit eget liv, skriver Berlingske søndag. Irina Slavinas dramatiske død har rystet Rusland, men de lokale myndigheder har været hurtige til at afvise beskyldningerne om, at det var på grund af deres systematiske chikane, at hun tog sit eget liv. De har i stedet iværksat en ”posthum psykologisk og psykiatrisk undersøgelse” af hendes velbefindende. Hendes venner trygler omverdenen om at forstå, at Irina Slavina ofrede sig i et sidste desperat forsøg på at gøre en forskel og vække folk til modstand. ”Mens min mor brændte levende, forblev I tavse,” stod der på en plakat næste dag i bymidten, som var skrevet af hendes børn. Livet som kritisk lokaljournalist i Rusland er ikke nemt og den kendte menneskerettighedsforkæmper Stanislav Dmitrijevskij husker hendes ord, da han for 117. gang kørte hende hjem fra detentionen: ”Jeg kan ikke leve sådan her. Jeg bliver ved med at skrive om alle de her uretfærdigheder, men der sker ingenting,” gengiver han til Politico.eu. Og på Facebook i juni 2019 skrev Slavina: ”Gad vide, hvad der sker, hvis jeg tænder ild til mig selv foran indgangen til det lokale FSB (eller foran byens offentlige anklager, jeg har ikke besluttet mig endnu). Vil det så på nogen måde bringe vores regering tættere på en lysere fremtid, eller vil mit offer være meningsløst?”
Berlingske, s. 16 (12.10.2020)

LGBT-aktivist: "Homofobien spreder sig i Polen, og det bliver mere og mere ekstremt"
I Polen bliver homofobien stadigt større og større. Polens præsident mener, at LGBT er en ideologi, statsejede medier kalder LGBT-personer for pædofile, og næsten halvdelen af landet hører til et såkaldt "LGBT-frit område". Flere lastbiler i Polen har bannere med påskriften "Homoseksuelle er pædofile", som nogle civile har prøvet at stoppe, og i nogle tilfælde ødelægge bannerne. LGBT-aktivisten Mirosława Makuchowska tror ikke på en positiv udvikling. Hun kæmper blot for, at det ikke bliver værre. "Der er ikke en lovgivning om hadtale i Polen, så derfor bliver nogle af lastbilerne nu eskorteret af politiet. Lige nu kæmper vi bare for at opretholde status quo, der kommer ikke til at være nogen positiv udvikling for LGBT i Polen inden for den nærmeste fremtid," siger hun til Information. Dagen før Information taler med Makuchowska, deltog hun i et møde i den lille by Kraśnik, der er en LGBT-fri zone 200 km sydøst for Warszawa. Hun var der i anledning af, at byrådet i Kraśnik overvejede, om de skulle trække deres status som LGBT-fri zone tilbage, da det ville forhindre, at de kunne få adgang til nogle midler, det norske ministerium for diplomati uddeler for at skabe mindre økonomisk ulighed inden for Europa. De endte med at beslutte at vedblive med at være LGBT-fri zone, men for Sylwia viser sagen i Kraśnik alligevel, at tilbageholdelse af EU-midler kan spille en stor rolle i genoprettelsen af en velfungerende retsstat i Polen. EU-Kommissionen har i slutningen af juli afvist seks polske ansøgninger om økonomisk støtte til projekter om bysamarbejde, da pengene skulle bruges i LGBT-fri zoner.
Information, lørdag, s. 12-13 (12.10.2020)

Transperson udnævnt til minister. Og så skete der … ingenting
Petra De Sutters stilfærdige udnævnelse til minister og vicepremierminister i Belgien sætter fokus på den store forskel på accept af transpersoner i EU, skriver Politiken, søndag. ”At mediedækningen af hendes nominering som vicepremierminister fokuserede på hendes arbejde nærmere end hendes transidentitet, siger ikke alene noget om hendes imponerende politiske karriere, men også noget om den progressive kultur i politik i Belgien i dag,” skriver Katrin Hugendubel, der er direktør i ILGA-Europe, en paraplyorganisation for over 600 LGBT+-organisationer. En meningsmåling foretaget i hele EU af EU-Kommissionen i fjor viser, at der er stor forskel på holdningen til transpersoner i EU. 70 procent af de adspurgte belgiere mener, at transpersoner bør kunne ændre deres civile dokumenter for at matche deres indre kønsidentitet, men i lande som Rumænien, Ungarn og Bulgarien er det tilsvarende tal 20 procent eller lavere. ”Der er desværre lande, hvor regeringerne og de politiske ledere bruger og udskammer minoriteter som vej til magten eller for at opnå yderligere politisk tilslutning. De skaber en dem mod os-kultur, hvor man lægger vægt på, at de traditionelle familieværdier ikke kan rumme, at folk har en anden seksualitet eller kønsidentitet. Det er en stor udfordring i et EU, hvor vi sådan set bygger vores fællesskab på en række værdier såsom respekt for menneskerettigheder,” siger ligestillingsminister Mogens Jensen (S). Han tror ikke, at udviklingen vil vende snart. ”De lande, der i dag er kendt som frisindede og åbne, har også været igennem en lang og sej proces,” siger Mogens Jensen.
Politiken, søndag, s. 14 (12.10.2020)

Handel

Svingstaten Wisconsin - stolte ostehoveder med skandinaviske rødder
Berlingske bringer lørdag en analyse skrevet af avisens økonomiske redaktør Ulrik Bie. Han skriver blandt andet: "Wisconsin var en overraskende svingstat i 2016 og med til at sikre Donald Trump præsidentposten. Den er en stat med stolte landbrugstraditioner og førende på en lang række afgrøder. Det er dog først og fremmest mælk og ost, som staten er kendt for. Det påvirker også industrien - og Wisconsin er faktisk en af de mest besværlige stater, når vi skal tale om handelsaftaler med USA. [...] Mejerisektoren bidrager med 46 milliarder dollar til statens økonomi. Sammen med de mange afgrøder og kvæghold bidrager landbruget og landbrugsindustrien direkte og indirekte med over 100 milliarder dollar (640 milliarder kroner) hvert år til Wisconsins økonomi. Det skal ses i forhold til, at Wisconsins befolkning er lige så stor som den danske. [...] Ostehylderne i de amerikanske supermarkeder viser også, hvorfor USA og EU vil få svært ved at indgå en handelsaftale, der omfatter landbrug. Vi fokuserer meget på, at USA tillader klorvaskede kyllinger, hormonbehandlet kød og genmodificerede produkter. USA ser vores forbrugerbeskyttelse som tekniske handelsforhindringer. [...] De europæiske egnsbestemmelser vil ramme Wisconsin mere end nogen anden stat, fordi de producerer relativt mange af de varer, der er på vores eksklusivliste. Wisconsin fremhæver selv en række oste, de er særligt stolte af: Asiago, gorgonzola, gruyère, cheddar, gouda og limburger. Det er alle europæiske oste, der er omfattet af egnsbeskyttelse. Derfor kan hensynet til Wisconsins mælkeproducenter være en lige så stor blokade for en EU-USA-aftale på landbrugsområdet som adgangen for amerikansk hormonkød på det europæiske marked.”
Berlingske, lørdag, s. 14-15 (12.10.2020)

Institutionelle anliggender

Dansk EU-ambassadør: "Vores værdifællesskab oplever et pres. Det er der ingen tvivl om"
Berlingske bringer lørdag et interview med Jonas Bering Liisberg, Danmarks ambassadør i EU. Praktisk indebærer arbejdet som ambassadør at fremføre de danske synspunkter i forskellige spørgsmål, løbende påvirke EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet i forskellige diskussioner - allerhelst før forslag og lovgivning ser dagens lys og måske allervigtigst: Opsøge og dyrke alliancer med de øvrige medlemslande. Han vurderer, at EU er kommet styrket ud af coronakrisen. I interviewet udtaler han blandt andet: "Der er ingen tvivl om, at EU blev overrumplet og fremstod noget rådvildt i begyndelsen af krisen. En brugte billedet, at vi var i stand til at hjælpe hinanden, når ét hus brændte, men hvis hele byen brændte på samme tid, så var det svært at levere noget. Jeg synes, processen viser, at godt nok er EU en skrøbelig konstruktion, og samarbejdet har haft sine kriser, men sammenhængskraften og handlekraften var stor, når det kom til stykket. Vi endte med at vise det, som Robert Schuman kaldte for faktisk solidaritet. Ikke nødvendigvis den følelsesmæssige solidaritet, men den faktiske solidaritet, hvor man gør ting for hinanden, der også er i ens egen interesse."
Berlingske, lørdag, s. 26-27 (12.10.2020)

Er det korruptionens union?
I et læserbrev i Ekstra Bladet lørdag skriver Jonas Schmidt fra Brobyværk blandt andet: "EU har fjernet Caymanøerne fra unionens sortliste over skattely-lande, selvom netop Caymanøerne er i top ti over verdens værste skattely. Rent faktisk er ingen af verdens ti værste skattely-lande, der blandt andet tæller Schweiz og Singapore, på EU's liste. [...] Men når EU ikke vil tage afstand fra verdens ti værste skattely-lande, har vi et demokratisk problem. Hvis de europæiske politikere i overtal er i lommerne på nogen, så er det ikke længere de folkevalgte, men de rige støtter, der styrer den Europæiske Union. Skal vi omdøbe det til Korruptionens Union?"
Ekstra Bladet, lørdag, s. 16 (12.10.2020)

Merkels nøleri har holdt hende ved magten – vil hun også nøle med at give den fra sig
Berlingske bringer søndag en kommentar af Peter Nedergaard, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han skriver blandt andet: ”Angela Merkel har bebudet, at hun trækker sig tilbage inden det næste tyske forbundsdagsvalg næste år. Dermed ender en æra i europæisk og tysk politik, som hun har præget, siden hun blev forbundskansler i 2005. Mange i Danmark ser nok positivt på Merkels rolle i europæisk politik. Hun har alene ved sin konstante tilstedeværelse udgjort et stabilt element i en turbulent periode, hvor talrige andre politiske ledere i Europa er kommet og gået. Samtidig er det også en periode, hvor Tyskland gradvis har udviklet et europæisk lederskab - i særlig grad i Den Europæiske Union. Lederskabet har udviklet sig fra tysk-ideologisk enegang under eurozonekrisen og til en større grad af bred involvering og hensyntagen under coronakrisen. I samme omgang er det også en i særligt grad nølende leder, som Europa har oplevet med Merkel ved roret. Hver gang en krise spidsede til, har Merkel indledningsvist været meget afventende med at gribe ind. Først da Den Økonomiske og Monetære Union (ØMUen) var ved at kollapse, greb Merkel for alvor ind i eurozonekrisen i 2011. […] Nu må vi se, om Merkel viser sig også reelt at ville trække sig trods det lovede. Eller om hun nøler endnu en gang.”
Berlingske, søndag, s. 44 (12.10.2020)

Smæk kassen i for Orban – så vi kan redde EU-fællesskabet
Berlingske bringer mandag en kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet. Han skriver blandt andet: ”Alt for længe har EU's ledere, regeringerne i medlemslandene, bureaukraterne i EU-Kommissionen og vi i Europa-Parlamentet ladet stå til. Fundet os i den åbenlyse hån og udstilling af kollektiv svaghed, som har fundet sted fra de autokrater, som kun respekterer den hårde magts sprog. […] Problemet er, at forhandlingerne om en ny retsstatsmekanisme i EU-budgettet risikerer at ende blindt. For ved at gøre syv-års budgettet til gidsel for det livsvigtige ”Rule of Law”-spørgsmål har man også drevet sig selv til en forudsigelig fiasko. Midt i en coronakrise har kansler Merkel nu signaleret til EU-Kommissionens top og vennerne i Europa-Parlamentet, at der er voldsomt brug for penge til de skrantende økonomier i Sydeuropa. Og det skal ”Rule of Law”-diskussionen ikke komme i vejen for. Derfor er situationen alvorlig. […] Venstre er parat til at stemme imod EUs syv-års budget, hvis ikke der kommer en klar og utvetydig tekst, som gør EU-Kommissionen i stand til at holde pengene tilbage i tilfælde af brud på reglerne. Hvis ikke EUs budget kan bruges til at presse den fælles vilje igennem, kigger vi i virkeligheden på et problem, som er større end penge. Hele legitimiteten er på spil. Og ryger befolkningernes grundlæggende tillid til projektet, kommer vi slet ikke til at diskutere det næste budget. Så er EU nemlig faldet fra hinanden inden.”
Berlingske, mandag, s. 23 (12.10.2020)

”Han er nok ikke vild med journalister”
Politiken bringer søndag et debatindlæg af EU-korrespondent Elisabet Svane. Hun skriver blandt andet: ”Striden mellem EU og Ungarn har sit helt eget, sprudlende liv på Twitter. […] I dag er det helt uundværligt for journalister. Og den stærkeste kanal for politikere. Og for politiske talsmænd. En af dem er Zoltan Kovacs, talsmand for Ungarns premierminister, Viktor Orban. Som Orban er Kovacs en herre, der har ordet i sin magt, og han er heller ikke håndsky over for sprogets grovere gloser. […] Flere lande og et flertal i EU-Parlamentet kræver, at brud på netop retsstatsprincipperne skal takseres med mindre tilskud fra de fælles kasser. Ungarn - og Polen - kæmper indædt imod. De er begge under anklage for at bryde principperne, men indtil videre kan EU reelt ikke gøre noget med de midler, der er. Det kræver enstemmighed, og de to lande vil altid hjælpe hinanden og dække over hinanden. Derfor prøver man nu at finde en ny ”mekanisme”, som den slags hedder på EU-sprog. Det skrev Lili Bayer om, og så skrev Zoltan Kovacs: ”Så forsøger Politico igen at puste liv i deres trætte, liberale, anti-Orban-fortælling. De har helt opgivet at være objektive og er helt afhængige af de samme venstreorienterede, usammenhængende kilder, når de laver deres historier. Disse folk repræsenterer ikke den brede europæiske befolkning”.
Politiken, søndag, s. 7 (12.10.2020)

Interne anliggender

Kofods sag kan skade Danmark internationalt, vurderer eksperter
Jyllands-Posten skriver søndag, at ifølge eksperter kan Kofods sag om sex med en 15-årig skade Danmark internationalt. ”Vi lever i en tid, hvor vores politiske ledere skal være renere end det reneste, og det giver et problem for Jeppe Kofod. Hvis udenlandske ministre stiller op til en fotosession med ham, risikerer de at få et problem. Hvis de giver ham hånden, kan de blive kritiseret for det. Han kan helt uforvarende sætte sine samarbejdspartnere i et dilemma. Forestil dig eksempelvis, at en udenlandsk kollega holder et pressemøde sammen med Kofod, hvor sagen bliver taget op: ”Jeppe Kofod, det, du har gjort, ville være strafbart i vores land”. Skal kollegaen så bakke Kofod op eller stå og fordømme ham?” siger Martin Marcussen, professor på Københavns Universitet. Ifølge professor Nick Cull fra University of Southern California, er Jeppe Kofods sag så alvorlig, at han mener, at statsminister Mette Frederiksen bør fjerne ham som udenrigsminister. Fire af fem adspurgte eksperter ser Jeppe Kofods sag som skadelig eller potentielt skadelig, mens en enkelt anser den som værende uden betydning. Anette Lind, Socialdemokratiets udenrigsordfører, afviser eksperternes udtalelser som en ”akademisk polemik”.
Jyllands-Posten, søndag, s. 6-7 (12.10.2020)

Konkurrence

Amerika vågner
I Politikens leder lørdag kan man blandt andet læse: "Langt om længe vågner Amerika. Vestens eneste supermagt har alt for længe slumret og ladt Europa i stikken med et stadig mere presserende opgør med landets egne techgiganter. Forrest - og stort set alene - i kampen er EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, gået. Foreløbig uden nævneværdige resultater. [...] I første omgang har Kongressen fået gennemført en komplet kortlægning af forretningsmetoderne bag Google, Facebook, Apple og Amazon. Det er hårrejsende læsning. Efter gennemtrawling af 1,3 millioner dokumenter og hundredvis af interviews når rapporten frem til afslørende konklusioner, der indlysende kalder på akut politisk handling: Techgiganterne ser stort på konkurrenceregler og sætter de frie markedsmekanismer ud af kraft ved at eliminere eller opkøbe enhver konkurrence, så de konstant kan beskytte og udvide deres egne monopoler. Dernæst misbruger de brugernes - vores - privatliv ved i det skjulte at totalovervåge vores digitale færden og forbrug. Reelt reducerer techgiganterne det enkelte individ til et råstof af data, de udvinder til at skabe profit. [...] Der er tusind grunde til at krydse fingre for en sejr til Joe Biden ved det forestående præsidentvalg. Viljen til at tage et opgør med techgiganterne er én af dem."
Politiken, lørdag, s. 1 (12.10.2020)

Udenrigspolitik

Den tyske regering langer ud efter Thailands konge
I Tyskland lægges der op til en mulig konfrontation med Thailands konge, der bor i Bayern. Det vækker ikke just begejstring i den tyske regering, at Maha Vajiralongkorn blander sig i politik, samtidig med, at han opholder sig i Tyskland. Torsdag valgte den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, at tilsidesætte al normal diplomatisk konduite for i stedet midt i den tyske Forbundsdag at lange direkte ud efter kongen. "Hvis der er gæster i vores land, som udfører deres statshandlinger fra vores jord, vil vi altid gennemføre tiltag for at gå imod det," sagde han. Men alene det faktum, at den tyske udenrigsminister offentligt kritiserer kongen, kan læses som et udtryk for, at den tyske regering gerne ser, at han øjeblikkeligt rejser hjem til Thailand. Han antydede også kraftigt, at den thailandske militærregerings brud på basale frihedsrettigheder kan få konsekvenser. Siden militærkuppet i maj 2014 er hundredvis af mennesker blevet fængslet eller indkaldt til såkaldt korrigerende samtaler efter at have kritiseret regeringen, medier er blevet undertrykt og oppositionspartier tvangsopløst. Efter kuppet i 2014 annullerede EU-forhandlinger med Thailand om en frihandelsaftale, men de er for nylig blevet genoptaget. Tyskland har for tiden formandskabet i EU, og i Forbundsdagen torsdag lagde den tyske udenrigsminister op til, at forhandlingerne kan blive indstillet igen, hvis den thailandske militærregering 'fortsætter med den opførsel, som vi for tiden bemærker'.
Politiken, lørdag, s. 13 (12.10.2020)

Ekspert: Kina vil være både ven og fjende for EU
USA's ambassadør i Portugal, George Edward Glass, bad i sidste måned regeringen i Lissabon om at vælge mellem "venner og fjender" og følge USA's opfordring til at lukke døren for Kina og telekommunikationsvirksomheden Huaweis 5G-teknologi. Hændelsen illustrerer de mulige konsekvenser for EU af den kolde krig, der tegner sig mellem USA og Kina. Og på den anden side af koldfronten er også Kina både en konkurrent og en rival, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde efter det seneste møde med den kinesiske præsident, Xi Jinping. EU kritiserede Kinas manglende respekt for menneskerettighederne i Hongkong og undertrykkelse af det uighuriske mindretal i Xinjiangprovinsen. Kina ønsker dog at være en allieret for EU, mener Kerry Brown, professor i kinesiske studier ved Kings College i London. "EU vil kunne samarbejde med Kina om at bevare den multilaterale verdensorden, og også i klimaspørgsmål tegner der sig et partnerskab mellem Kina og EU. Kinas hensigt er ikke at udbrede sin politiske ideologi til andre lande, men at udbrede sine økonomiske interesser. De europæiske lande kan komme under pres for at acceptere kinesiske investeringer i Europa," siger han ifølge Kristeligt Dagblad lørdag.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6 (12.10.2020)

I Kaukasus lytter man først til våbnene
I Signatur i Politiken lørdag skriver journalist Henrik Kaufholz blandt andet: ”Problemerne i Nagorno-Karabakh kan næppe løses ved forhandlingsbordet. […] Aserbajdsjans præsident, Ilham Alijev, har erklæret, at der ikke bliver fred, før hans land har genvundet kontrollen med den lille bjergregion på 4.400 kvadratkilometer - godt det halve af Region Nordjylland. […] Et af problemerne er, at en ny våbenhvile vil fastholde området på armenske hænder. Et andet er, at her trækker to principper - selvbestemmelse for områdets armeniere og Aserbajdsjans territoriale rettigheder - hver sin vej. Et tredje er forhistorien med pogromer af begge grupper og etnisk udrensning først i 1990'erne af cirka en halv million aserbajdsjanere fra områder, der næsten ikke havde armenske indbyggere. Et helt fjerde problem er, hvem der skal tilbyde pakken, der også må indeholde fredsbevarende styrker langs konfliktlinjen. I regionen er man ikke meget for at få flere russiske soldater, Kreml vil ikke acceptere Nato, og FN ligger ikke ligefor. EU heller ikke.”
Politiken, lørdag, s. 7 (12.10.2020)

Komplottet mod historien
Information skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Ironien er tydelig. Den russiske gulaghistoriker Jurij Dmitrijev, der har viet sit liv til mindet om Stalins ofre, er selv blevet dømt til at forsvinde i Ruslands straffesystem. 13 år i straffekoloni, lød straffen på, da den regionale højesteret i forrige uge i et snuptag skærpede dommen over den 64-årige Dmitrijev, som ellers stod til at kunne blive løsladt til november. […] De seneste 20 år har Rusland strammet grebet om den nationale historiefremstilling, og her er Dmitrijev blevet tiltagende irriterende for de lokale magthavere. […] I 2016 kom systemets reaktion - en børnepornoanklage, som dog var så tynd, at det ellers strengt dømmende russiske retssystem ikke kunne fælde dom. […] Det er mildest talt stærkt tvivlsomt om anklagen holder vand. EU's officielle holdning er for eksempel, at dommen er ”ubegrundet og uretfærdig” og udløst af Dmitrievs ”arbejde for menneskerettigheder og forskning i politisk undertrykkelse under Sovjet”, som det lyder i den europæiske udenrigstjenestes statement. Altså et godt gammeldags justitsmord. […] Sideløbende med retssagen har noget andet mystisk fundet sted: Kræfter tæt på statsmagten har startet en absurd propagandakampagne for at omskrive historien om massegraven Sandarmokh. Her lyder påstanden, at en del af ofrene i virkeligheden skulle være blevet myrdet af finske soldater og ikke Stalins bødler, hvilket ingen seriøse historikere tror på. Den hårde dom over Dmitrijev er ikke blot et anslag mod en enkelt historiker, men et anslag mod selve historien.”
Information, mandag, s. 2 (12.10.2020)

Nordstream 2 er en korrupt studehandel indgået af en tidligere forbundskansler
Politiken bringer søndag et interview med Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, general H.R. McMaster, som har udgivet en ny bog, som udpeger de største trusler mod den frie verden. Til spørgsmålet: ”I Washington er der på tværs af partiskel enighed om, at den tyske regering bør standse samarbejdet med Rusland om gasrørledningen Nordstream 2. Er du enig?” svarer han: ”Selvfølgelig. Hvorfor vil vores tyske allierede give Putin, af alle mennesker, indflydelse på deres økonomi og energiforsyning. Nordstream 2 er baseret på en korrupt studehandel indgået af en tidligere tysk forbundskansler, der nu sidder i bestyrelsen for et statsejet russisk selskab. USA var med til at opbygge en orden efter krigen, som har givet Europa og især Tyskland enorme fordele. Det er trist for mig at se, at vores tyske venner ikke har gjort mere for at imødegå den russiske tsar, der aggressivt underminerer vores demokratier og vores alliance. ” Til spørgsmålet: ”Kan man ikke med rette kritisere dig, hvis du afviser at advare mod en præsident, som tydeligvis ikke har respekt for demokratiske regler, og som ikke engang vil love en fredelig magtoverdragelse, hvis han taber valget?” siger H.R. McMaster: ”Jeg har klart og tydeligt taget afstand fra præsidentens udtalelser. De er forkerte og en trussel mod vores demokrati.”
Politiken, søndag, s. 2-3 (12.10.2020)

Også med Joe Biden vil USA og Europa være på hver sin kurs
Kristeligt Dagblad bringer lørdag en analyse skrevet af Friis Arne Petersen, tidligere ambassadør i USA, Kina og Tyskland. Han skriver blandt andet: "Om godt og vel tre uger vil vi vide, om de seneste fire års modgang i det europæisk-amerikanske forhold fortsætter med Donald Trump som præsident, eller om vi vender tilbage til mere medgang med Joe Biden som ny præsident. Sådan opfatter de fleste af os europæere det amerikanske præsidentvalgs betydning for det transatlantiske forhold. Det vil også på mange områder være rigtigt, men er desværre ikke hele historien. [...] Republikanske præsidenter som Bush og Trump fører en udenrigspolitik, der koster dyrt for USA's internationale omdømme, demokratiske præsidenter som Obama og i givet fald Biden ser det som deres opgave at forbedre USA's omdømme. [...] Trump har gjort, hvad han lovede sine vælgere: sat USA's egne nationale interesser over alt andet, og ikke mindst over internationalt amerikansk lederskab. Samtidig har Trump skabt større afstand til Europa i Nato og til EU på handelspolitikken. Samlet set har det været en stor skuffelse for os europæere, der tror fast på, at freden, sikkerheden og stabiliteten i verden nås bedst gennem stærkere internationalt samarbejde. [...] En Biden som ny præsident vil, ligesom Obama gjorde det, arbejde for et langt bedre politisk forhold til os europæere, end Trump og Bush gjorde. Biden vil tale med os og behandle os med respekt, og det betyder faktisk stadig meget i internationale forhold. Men i kernen - og på lang sigt - bevæger vi os mod forskellige mål."
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1, 6 (12.10.2020)

Trumps ekstremisme kan det bane vejen for et autoritært styre i USA
Politiken bringer et interview med den franske historiker og demokratiforsker Pierre Rosanvallon. Han mener, at præsidentvalget er det vigtigste af sin slags i verden i flere årtier. ”Et genvalg af Trump vil skabe tre problemer. Det vil øge splittelsen af befolkningen. Det vil gøre regeringsførelsen mere uforudsigelig, hvilket vil være et problem i hele verden på grund af USA's rolle økonomisk, politisk og militært, og det vil øge svækkelsen af de demokratiske institutioner i USA, fordi Trump vil fortsætte med at underløbe dem. Jeg er overbevist om, at han vil fortsætte med denne undergravende stil, så langt han kan. Gennem påvirkning af dommere og andre små tiltag vil han svække det amerikanske demokrati. På længere sigt vil præsidentens magt ikke længere være begrænset af lovgivningen, og det betyder, at han baner vejen for et autoritært styre i USA. Det er den retning, Trump vil bevæge sig i,” siger han blandt andet.
Politiken, s. 1-2 (12.10.2020)