Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information13. januar 2020Repræsentationen i Danmark

Mandag den 13. januar

Tophistorier

Tysklands spareiver sender Europa på klimakatastrofekurs
Flere medier skriver i weekendens og dagens aviser om klimaudfordringen i og udenfor EU. I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Frederik Engholm, Cand.polit. og chefstrateg i Nykredit: ”Da EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i december præsenterede sin klimaplan, European Green Deal, blev den modtaget med stor ros. Planen var en konkretisering af Paris-aftalens mål om at have reduceret EU's nettoudledning til nul i år 2050. Planen er ambitiøs, men ambitiøse klimamål ligger fint i tråd med de signaler, som EU's borgere har sendt ved de seneste parlamentsvalg. Herunder vores eget folketingsvalg i juni. Men de store ambitioner kræver markante forandringer, hvis de skal lykkes: Vi skal have nye politiske spilleregler, omfattende ny regulering og milliardinvesteringer. Den private sektor kan levere en del af den nødvendige CO2-reduktion, hvis man tilskynder til grønne investeringer og gør det dyrere at være klimasynder. Men det er umuligt at nå i mål uden betydelige offentlige investeringer. Det virker også helt urealistisk, at pengene skal komme fra EU's trods alt begrænsede budget, så det er svært at komme uden om, at mange af pengene skal findes i de enkelte landes budgetter. Hermed starter endnu et slagsmål om EU's i forvejen forhadte og rigide budgetregler. Der er nemlig ingen tvivl om, at klimainvesteringer i denne milliardskala nemt kommer til at kollidere med de regler, der begrænser medlemslandenes muligheder. Helt konkret siger EU's vækst- og stabilitetspagt, at et land kun må have et budgetunderskud på 3 procent af bruttonationalproduktet (bnp), og at gælden maksimalt må være 60 procent af bnp. Spørgsmålet er: Står budgetregler over klimaet? Og hvor indædt vil Tyskland, EU's største økonomi og budgetreglernes helt store fortaler, kæmpe imod? […] Unionens nuværende økonomiske slagkraft rækker dog ikke til at opfylde klimaambitionerne. EU's samlede budget var i 2019 på ca. 150 milliarder euro inden Storbritanniens exit fra unionen. Det er omkring 1.125 milliarder kroner og svarer til knap 1 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt. EU-Kommissionen har estimeret, at investeringer for 260 milliarder euro årligt er påkrævet for at nå planens delmål om en 55-procents reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030. Altså investeringer på knap det dobbelte af det samlede EU-budget. […] KOMMISSIONSFORMAND Ursula von der Leyen betegner European Green Deal som Europas nye vækststrategi - en strategi, der giver mere tilbage, end den tager. Gældsfinansieret klimainvestering kan nemlig vise sig at være et skub ud af den svage vækst, der har præget regionen i årevis, og samtidig give EU en enestående mulighed for at indtage en klar førerposition på klimaområdet, nu hvor vi i den digitale innovation synes at være milevidt efter USA og Kina.

Information skriver mandag, at COP25-klimamødet i 2019 har forstærket tvivlen om det globale beslutningssystems evne til at sikre en grøn omstilling. Regeringerne for en lille gruppe af store lande - USA, Brasilien, Australien og Saudi-Arabien samt i ly af dem Indien og Kina - demonstrerede endnu engang, at nationale særinteresser, geopolitiske dagsordener og ambitionen om fortsat traditionel vækst vejer tungere end det planetære ansvar. Men også de såkaldte progressive aktører på den globale scene såsom EU svigter. Selv om EU-topmødet dagen før COP25-afslutningen formåede at enes om CO2-neutralitet i 2050 som EU-mål - og enedes om, at Polen ikke er bundet af målet - så svigtede man fuldstændig diskussionen om det delmål for 2030, som vil være forudsætningen for at klare den langsigtede udfordring.

I et interview med Kristeligt Dagblad lørdag siger bestyrelsesformand og tidligere EU-kommissær for klima Connie Hedegaard også, at det internationale politiske niveau endnu engang viste sine begrænsninger ved COP 25-mødet i Madrid i december. Hun mener dog alligevel, at der er håb for fælles klimaløsninger, men det tager tid. ”Det er klart, at det går langsomt, men man skal ikke ignorere betydningen af, at der arbejdes på en fælles global ramme. Processen har i mange år været hæmmet af, at Kina og USA har spillet det spil, som jeg vil kalde 'after you, sir'. Amerikanerne vil ikke gå med, fordi kineserne ikke vil forpligte sig og dermed vil kunne opnå konkurrencefordele. Omvendt siger kineserne, at det er USA, som har udledt mest historisk, hvorfor de bør gå forrest. Jeg kan godt forstå, hvis der sidder mennesker derhjemme og tænker: Hvad kommer der ud af det spil, andet end guirlander af ord og fine deklarationer? Alligevel kan vi se, at tingene bevæger sig. Ikke dagen efter Paris-aftalen, heller ikke et år efter og så videre. Men i dag begynder du at se, at investorerne skifter spor. Grønne investeringer er tredoblet det seneste år. Det er og bliver penge, der får verden til at løbe rundt. I en bestemt retning.”

I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag, skriver Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer ved universiteterne i Bergen og Sogndal, adm. direktør forNansen Centeret, Bergen, Peter Bjerregaard markedsreguleringschef i energiselskabet E.ON, Peter Birch Sørensen professor i økonomi ved Københavns Universitet. Tidl. overvismand og formand for Klimarådet: ”Ifølge FN's klimapanel (IPCC) kan der udledes mellem 420-570 Gt (gigatons) CO2 fra 2018 til 2030, hvis den globale middeltemperatur skal holdes under 1,5 grader med 66 procents sandsynlighed, og mellem 580-770 Gt CO2, hvis man kan acceptere, at målet kun nås med 50 procent sandsynlighed. Sidste år udledte vi globalt ca. 37 Gt CO2, og vi vil forventeligt opbruge de resterende CO2-råderum i løbet af dette årti. Paris-aftalens mål kan derfor meget vel vise sig at være urealistisk i forhold til vores nuværende udgangspunkt. Vi må erkende, at vi har oddsene imod os i kampen for at nå Parisaftalens mål om at holde opvarmningen nede på 1,5 eller 2 grader.”
Politiken, lørdag, s. 3, Information, mandag, s. 10-11, Jyllands-Posten, lørdag, s. 27, Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 12 (13.01.2020)

EU opfordrer Irans styre til nedtrapning af krise
Flere medier skriver i weekendens og dagens aviser om nedskydning af et ukrainsk fly over Iran. Kristeligt Dagblad skriver mandag, at der internt i Iran er stor kritik af nedskydningen. Flere iranske nyhedsmedier, som er kontrollerede af staten, rapporterer om demonstrationerne i Teheran og i andre byer, der cirkulerer mange indslag om protesterne på sociale medier og det moderate dagblad Etemad skrev i gårsdagens avis, at det er folkets krav, at de ansvarlige for nedskydningen af flyet trækker sig fra deres embeder. Irans præsident har undskyldt og kaldt nedskydningen af flyet en ”katastrofal fejltagelse”. Men det iranske styre høster ikke kun kritik for selve nedskydningen. EU's diplomatiske chef, Josep Borrell, har kritiseret de iranske myndigheder for midlertidigt at tilbageholdt den britiske ambassadør i Teheran i lørdags. De iranske myndigheder tilbageholdt Storbritanniens ambassadør i Iran, Rob Macaire, da politiet i lørdags greb ind over for studenter, som protesterede mod nedskydningen. Myndighederne påstod, at Macaire tog del i demonstrationerne, men det afviser ambassadøren. Storbritannien protesterede stærkt mod tilbageholdelsen af ambassadøren og fik øjeblikkelig opbakning fra mange af verdens regeringer. ”Det er helt nødvendigt, at alle lande udviser fuld respekt for Wienerkonventionen,” skrev Josep Borrell efterfølgende på Twitter.

Information skriver lørdag, at Claus Valling Pedersen, som er lektor i persisk ved Københavns Universitet, vurderer, at nedskydningen af det ukrainske passagerfly kan svække den iranske befolknings opbakning til styret. ”Der er en generel utilfredshed med styret. Det er ikke kun den almindeligt dårlige økonomiske politik, der bliver ført i Iran, den stammer også fra de amerikanske sanktioner mod Iran. Iranerne er i den dybeste økonomiske krise, de har været i siden Iran-Irakkrigene. Den utilfredshed vil ikke blive mindre, hvis det bliver alment kendt, at de skulle have skudt et eget fly ned. Det vil bringe styrets position endnu mere i fare over for folket,” lød hans vurdering lørdag.

Politiken skriver lørdag om hastemødet mellem EU’s udenrigsministre fredag. Avisen skriver, at det er tydeligt, at EU har erkendt, at man ikke er en hovedspiller i konflikten, men at det fortsat er vigtigt for EU dels at opretholde atomaftalen med Iran, dels at holde forbindelsen til Irak. Efter mødet talte avisen med den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, som flere gange påpegede, at det havde været et meget godt møde, og at EU skulle spille en større rolle i fremtiden. ”Det er vigtigt, at der er respekt for irakernes suverænitet, integritet, og det er også noget, irakerne beder os om at understrege. Jeg har selv haft en samtale med den irakiske udenrigsminister, hvor han sagde, at de også ser frem til, at EU kommer til at spille en endnu større rolle i partnerskabet med Irak,” understreger Jeppe Kofod og fortsætter: ”Og det er vigtigt, at vi støtter irakerne, både militært og civilt, så landet bliver stabiliseret. Det handler først og fremmest om bekæmpelsen af IS, men det handler også om at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker, så de kan bekæmpe dem, så irakerne på længere sigt selv kan tage vare på sikkerheden i deres eget land.”

Lørdag skriver Politiken imidlertid også, at flere amerikanske eksperter mener, at konflikten mellem USA og Iran vil blusse op igen. Ifølge avisen peger eksperterne på, at konflikten har forstærket det fjendskab mellem Donald Trump-regeringen i Washington og præstestyret i Teheran, som er eskaleret siden USA trådte ud af den internationale atomaftale med Iran i maj 2018, og det totale kollaps af diplomatisk kontakt mellem de to lande. ”Det er muligt, at dronerne og missilerne er blevet trukket tilbage indtil videre, men det vil være naivt at formode, at sagen er afsluttet. Det tager måneder og år for begivenheder i Mellemøsten at udspille sig. Og Irans historie er et tegn på, at styret ikke vil betragte et begrænset missilangreb som tilstrækkelig hævn for drabet på en topleder som Soleimani,” skriver Steven Collinson på nyhedsstationens CNN's netside. Der er ikke umiddelbart megen håb om en genoptagelse af forhandlingerne om den atomaftale fra 2016, der har til formål at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, og som stadig forsøges opretholdt af de øvrige underskrivere, heriblandt EU. Præsident Trump viser ingen tegn på, at han vil sænke kravene til en dialog med Iran, og han bekendtgjorde i onsdags nye økonomiske sanktioner mod præstestyret. Dertil kommer, at en iransk regeringstalsmand i søndags oplyste, at Iran vil tage endnu et skridt væk fra atomaftalen ved ikke længere at respektere begrænsninger på, i hvor høj grad landet kan berige uran.
Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4, Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7, Berlingske, lørdag, s. 6, Information, lørdag, s. 10, Jyllands-Posten, lørdag, s. 12, Politiken, lørdag, s. 5 (13.01.2020)

Prioritede historier

Når en stor, fed løgn bliver vejen frem
Politiken skriver i weekendens og mandagens aviser om svindlen med klimakreditter.<br /> Mandag skriver Politiken, at flere partier på Christiansborg vil have regeringen til at lave en positivliste over projekter, som kan bruges til klimakompensation. Det drejer sig om Radikale Venstre, SF og Konservative, der vil have regeringen til aktivt at gå ind i sagen og gennemgå de virksomheder, som sælger klimakompensation, så klimabevidste forbrugere ved, hvad de kan stole på. Det sker på baggrund af Politikens afsløringer af snyd med klimakreditter.<br /> Lørdag skriver den i avisens leder: ”I den seneste uge har denne avis afsløret, hvordan klimakreditter til private sælges to gange, så de reelt ikke har haft nogen effekt. Vi har set, hvordan godtroende virksomheder betaler for beplantning af træer på adresser i Afrika, hvis kontor i virkeligheden var en undertøjsforretning. Vi har kort sagt set et rystende klimabedrag, men vi har kun set begyndelsen på en afdækning, der fortsætter i den kommende tid. […] Trods de åbenlyse mangler er det vanskeligt at forestille sig en verden uden FN's kvotesystem, men desværre viser kontrollen med især de private aflad sig himmelråbende mangelfuld. Helt overordnet er der tale om et uigennemtænkt system fra en tid, hvor den rige vestlige verden forsøgte at holde sin egen samvittighed ren ved at betale fattigere lande for at sænke deres i forvejen lave udledning af CO2.”

I et debatindlæg i Politiken søndag, skriver journalist på avisens debatredaktion Lærke Malmbak: ”I EU findes verdens p.t. største marked for kvoter, og selv om det udråbes som en hjørnesten i EU's klimapolitik, fungerer tingene langtfra optimalt. Ud over at have været genstand for økonomisk svindel med kvotehandel har systemet til dato ikke været i stand til at levere en tilstrækkelig høj kvotepris til at presse virksomheder ud i store reduktioner. Hvad der er foretaget af reduktioner inden for kvotemarkedet, kan i høj grad betragtes som lavthængende frugter. […] Om neoliberalisterne oprigtigt tror på modellernes brugbarhed eller ej, er spørgsmålet. Beskæmmende er det i hvert fald, at man stadig i dag sporer en vis relativisme over for klimakrisens alvor hos højrefløjen. Vist skal der gøres noget, men det må endelig ikke gå ud over beskæftigelse, konkurrenceevne og vækst. Hov, vent, det proportionalitetsforhold har da vist også sneget sig ind hos en række andre partier. Parolen lyder som regel, at de, der tør tænke i andet end en kapitalistisk dikteret verden, lever i en fantasi. Men se dog på tingenes tilstand. Det er tydeligt, hvem der sætter ideologi over realitet.”
Politiken, søndag, s. 4, Politiken, lørdag, s. 1, Politiken, mandag, s. 3 (13.01.2020)

Tyrkiets ageren i Libyen giver bekymring
Præsidenterne fra Rusland og Tyrkiet satte sig tidligere på ugen sammen og annoncerede en våbenhvile i Libyen. Det skriver Jyllands-Posten lørdag. Flere europæiske udenrigsministre konstaterede fredag i Bruxelles, at våbenhvilen efter planen skal træde i kraft lørdag. Det betyder dog ikke, at konflikten er slut. Jeppe Kofod sagde inden udenrigsministrenes møde i Bruxelles: ”Libyen er et vigtigt naboland til Europa, og stabilitet i Libyen er afgørende for os. Vi må huske på, at landet også huser hundredtusinder af migranter og flygtninge, og landet er ødelagt af krig. Det er vigtigt, at vi i Europa engagerer os.” Den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, sagde: ”Vi skal have en politisk løsning, så vi forhindrer, at Libyen bliver skueplads for en stedfortræderkrig eller et Syrien nummer to.” Ud over Europas fokus på Libyen som afsender af migranter og den mishandling og voldelige behandling af migranter, der flere gange er blevet dokumenteret, har europæiske lande store energimæssige og økonomiske interesser i landet, der rummer Afrikas største oliereserver. Det er baggrunden for, at eksempelvis Frankrig og Italien har støttet hver sin side i konflikten. Litauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, sagde: ”Det er ikke nok, at konflikten bliver deeskaleret. Der skal også skabes holdbar stabilitet. Det har EU både et økonomisk og politisk potentiale til at bidrage til, og det er vigtigt, at EU engagerer sig mere som en entusiastisk spiller.” Tarek Megerisi fra tænketanken European Council on Foreign Relations, siger: ”Indtil nu har Europa ikke været i stand til at indtage en fast og fælles position i Libyen og bliver derfor marginaliseret og isoleret. Hvis Europa ønsker at påvirke den strategiske og sikkerhedsmæssige udvikling i landet, er EU nødt til at tage en klar og kraftfuld holdning til nedtrapning.” Megerisi opfordrer EU til at opbygge en koalition af lande, der kan presse andre lande i Mellemøsten til at arbejde for stabilitet i Libyen, presse militære aktører i landet til at nedtrappe kampene og sidst, men ikke mindst forsøge at få USA til at indtage en klar position i konflikten.
Jyllands-Posten søndag skriver, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, på et pressemøde i Moskva med Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde, at Tyskland vil indkalde til et fredsmøde om Libyen. EUs rådspræsident, Charles Michel, talte lørdag i Tyrkiet med præsident Recep Tayyip Erdogan om, ”hvordan EU og Tyrkiet kan arbejde sammen for at nedtrappe situationen i Mellemøsten og Libyen.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 18; Jyllands-Posten, søndag, s. 12 (13.01.2020)

EU skal være mere aktiv i Irak
Berlingske og Jyllands-Posten skriver i weekendens aviser om EU’s rolle i Mellemøsten. Berlingske lørdag skriver, at der er stort engagement og enighed om, at Europa kan og skal spille en større rolle i Mellemøsten. Sådan lød det fra Jeppe Kofod, Danmarks udenrigsminister, efter det tre timer lange ekstraordinære møde med de europæiske udenrigsministre i Bruxelles. Her slog Kofod fast, at EU-landene i den aktuelle krise står sammen om USA på alle fronter. Kofod siger: ”Vi er fuldstændig enige om, at Iran skal tilbage på sporet, når det gælder atomaftalen, som de jo har forladt.” Og han fortsætter: ”Og vi er enige om, at EU skal spille en større rolle i Mellemøsten blandt andet ved at træne og kvalitetsopbygge de irakiske sikkerhedsstyrker, deres militærakademi og den civile kontrol og ved at få de fungerende militser under den irakiske regerings kontrol.” Jyllands-Posten søndag skriver, at Danmark for alvor engagerede sig i Mellemøsten efter Irak-krigen i 2003. Men for at åbne dørene til USA’s præsidentkontor, er det ikke længere nok at sende soldater ud. Den afprøvede fungerer ikke, og nu er Mellemøsten gledet ned på den udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteringsliste. Men konflikten er blusset op, og de danske soldater der egentlig er udstationeret til at træne irakiske soldater i kampen med Islamisk Stat, risikerer at havne i en krig mellem USA og Iran. Det er netop forholdet til Iran, der understreger hvor vanskelig balancegangen kan være. For USA har trukket sig ud af atomaftalen og fører en hård kurs over for Iran, mens EU med de europæiske stormagter i spidsen har arbejdet ud fra devisen om, at Iran både er problemet, men også en del af løsningen, hvis de mange ulmende bål i Mellemøsten ikke for alvor skal blusse op. Lars Erslev Andersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Mellemøsten og USA, siger, at når han skal sætte Danmarks politik i Mellemøsten på en meget kort formel, så lyder den: Hvor USA har været, der har Danmark også vist sig. I de danske udenrigspolitiske strategier er Mellemøsten stort set ikke nævnt, og i stedet er fokus på at forhindre flygtningestrømme til Europa og Danmark. Jens Ringsmose, som har forsket i dansk sikkerhedspolitik og er professor ved Syddansk Universitet, siger: ”For alle europæere er plan A en solid sikkerhedsgaranti fra USA, men den er der usikkerhed om, derfor arbejdes der med en plan B, som er et større europæisk samarbejde.” Både Lars Erslev Andersen og Jens Ringsmose peger på, at Danmark er begyndt at gå ad andre stier end dem, som USA betræder. Statsminister Mette Frederiksen understregede på et pressemøde efter mødet i Udenrigspolitisk nævn, at USA er Danmarks absolut tætteste allierede, men hun fik også nævnt, at Danmark har andre samarbejdspartnere: ”Når vi kigger på vores aktive internationale engagement i dag, så er det både i regi af NATO og med europæiske samarbejdspartnere. I Mali arbejder vi tæt sammen med Frankrig.” Hun konkluderede yderligere, at Danmark gerne står tættere sammen med Europa: ”Men det skal ikke være i konflikt med USA og heller ikke et alternativ til USA.”
I en kommentar i Berlingske lørdag, skriver debatredaktør Pierre Collignon, blandt andet: ”Krisen i Mellemøsten afslører Mette Frederiksens udenrigspolitiske snæversyn. Hun burde indse, at vi har brug for et stærkere Europa - og at Danmark naturligvis også skal bidrage til EUs styrke. […] Her skulle Frederiksen reagere på USAs likvidering af den iranske general Qassem Soleimani, og hun var mildest talt fåmælt. Det er forståeligt, at Mette Frederiksen ikke ville svare på, om hun støtter det amerikanske droneangreb. Uagtet hvad hun faktisk mener, er hun som statsminister nødt til at balancere mellem at undgå en åben konflikt med USA og tage hensyn til de danske troppers sikkerhed i Irak. Det kritisable er, at Mette Frederiksen også pure afviste at diskutere, om spændingerne i Mellemøsten bør give anledning til overvejelser om Europas muligheder for at påvirke tingene - og om vi derfor også bør tænke over Danmarks bidrag i EU. […] Det kritiske er ikke, at der er uenighed mellem Europa og USA om, hvordan vi skal håndtere Iran. Den slags er vi vant til. […] Problemet er, at vi i dag er i tvivl om både kapaciteten og viljen, når det gælder USAs evne til at være den frie verdens beskytter. […] Der er brug for, at Europa styrkes. Vi kan ikke erstatte USAs atomparaply, og vi får ikke konventionelle styrker, som kan matche USAs. Vi får heller ikke en EU-hær, som træder i stedet for de nationale styrker. Forsvars- og sikkerhedspolitikken vil blive ved med at være bundet til nationalstaterne i Europa, men vi kan komme meget længere med at indkøbe i fællesskab, træne sammen og udføre operationer sammen. Der er masser af diskussioner i gang for at styrke EUs forsvarssamarbejde. Danmark har bare ikke en stemme i de debatter, så længe vi bevarer vores forbehold. […] Mette Frederiksen burde tage bestik af en ny verdensorden. Vi skal hverken afskrive USA eller NATO, men vi skal styrke Europas evne til at forsvare sig selv og spille en rolle i Europas nære omgivelser. Et stærkere Europa er i sig selv en nødvendighed, og det vil også være det bedste argument for at holde fast i de transatlantiske bånd, lige meget hvem der bliver USAs næste præsident.”
Berlingske, lørdag, s. 3, 6; Jyllands-Posten, søndag, s. 6-8 (13.01.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

EU-drømme om mindsteløn kan blive dansk mareridt
I Politiken lørdag skriver Pernille Weiss og Morten Thiessen, henholdsvis MEP, Det Konservative Folkeparti og formand for ansattes råd i ingeniørforeningen IDA, blandt andet: ”Det er langtfra alle EU-lande, der har et arbejdsmarked, der er lige så velfungerende som det danske. […] Derfor vækker det selvfølgelig bekymring hos os, at den nye EU-kommission med Ursula von der Leyen for bordenden virker forhippede på at indføre en EU-mindsteløn - eller som minimum opsætte rammerne for et mindstelønssystem, der skal være gældende for alle medlemslande. Kommissionen ønsker at løse nogle akutte problemer i især nogle syd- og østeuropæiske lande, hvor befolkningen har vanskeligt ved at opretholde en anstændig tilværelse for en mindsteløn. Det paradoksale er blot, at hovedparten af disse lande allerede har en national minimumsløn. […] I diskussionen om mindsteløn bevæger EU sig langt ud over, hvad man bør beskæftige sig med. EU er stærkest i kraft af kompetente nationalstater med arbejdsmarkeder, de selv er ansvarlige for at vedligeholde, så de fungerer optimalt. […] EU's jobkommissær, Nicolas Schmit, er ganske vist netop kommet med nye garantier for, at den danske model vil bestå. Det glæder os, men vi har til gode at se, hvordan man kan lave en EU-mindstelønsmodel for i princippet alle - og alligevel værne om den danske model.”
Politiken, lørdag, s. 7 (13.01.2020)

Det digitale indre marked

Snart er det op til dig selv, om du vil bryde Google-lænkerne
Takket være en rekordstor bøde på 32 milliarder kroner, som EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i juli 2018 tildelte Google, skal danskere fra 1. marts 2020 aktivt vælge, hvilken søgemaskine de vil bruge på deres smartphone eller tablet. Hidtil har Google gjort sin egen søgemaskine til den, der var installeret fra fabrikken, men nu bliver nye brugere mødt af en liste med 4 valgmuligheder, når de første gang tænder deres nye gadget. Google har valgt land for land at holde auktion over de tre pladser, som Google selv ikke besætter. I Danmark betyder det, at man vil få buddet mellem DuckDuckGo, Givero og Info. com frem til 30. juni, hvor en ny tremånedersliste med tre Google-alternativer vil være klar. Google kræver, at alle søgemaskiner, der vil byde ind, skal fungere på det lokale sprog og på engelsk. Valget af søgemaskine vil kun gælde i Europa, da det er et EU-krav.
Berlingske, mandag, s. 10 (13.01.2020)

Finansielle anliggender

Dansk deltagelse i bankunionen kan blive dyrt for danske boligejere
I en kommentar i Berlingske lørdag skriver, Frederik Lasserre, analytiker, Cevea, blandt andet: ” Skal Danmark tiltræde det styrkede, europæiske banksamarbejde, også kendt som bankunionen? […] Bankunionen er kort sagt et EU-samarbejde om tilsyn og krisehåndtering af penge- og realkreditinstitutter, som alle eurolande deltager i, og ikke-eurolande kan tilslutte sig. […] Men rapporten er slet ikke så entydig, som EU-ordføreren fremstiller det. Rapporten giver ingen garantier for, at realkreditmodellen, som historisk har sikret danskerne billige boliglån, kan videreføres inden for rammerne af bankunionen. Mange af de bekymringer, rapporten adresserer, forsøges aflivet med vurderinger, ikke nagelfaste fakta. […] flere EU-lande udbydes boliglån af universalbanker, og lånene finansieres overvejende ud fra bankens indlån. I Danmark udbydes boliglån hovedsagelig af specialiserede realkreditinstitutter. Lånene ydes med pant i fast ejendom og finansieres ved udstedelse af obligationsserier. Realkreditlånene prissættes solidarisk, så alle kunder betaler samme pris. Det gør boligmarkedet tilgængeligt for flere grupper i samfundet.”
Berlingske, lørdag, s. 4 (13.01.2020)

Grundlæggende rettigheder

I Danmark fængsler vi ofre for menneskehandel
I et debatindlæg i Information mandag skriver Annick Prieur, Mette Rømer og Michelle Mildwater, henholdsvis professor og postdoc ved Aalborg Universitet og direktør og traumeterapeut ved HopeNow: ”I Udlændingecenter Ellebæk placeres afviste asylansøgere bag tremmer for at forhindre, at de går under jorden, inden de sendes ud. De fængsles, uagtet at de fleste ikke har begået nogen form for kriminalitet. Forholdene er så ringe, at Europarådets komité til forebyggelse af tortur (CPT) nu har karakteriseret Ellebæk som et af de værste steder i EU. Blandt de mange kritikpunkter er, at de kvindelige indsatte kun har adgang til 30 minutter i frisk luft pr. dag, og at indsatte fratages deres mobiltelefoner og derved forhindres i at have kontakt med omverdenen. At blive fundet med en mobiltelefon koster minimum to ugers isolation. Selvmordstruede kan blive placeret nøgne i en observationscelle. […] De indsatte i Ellebæk behandles således værre end dømte kriminelle, men blandt dem sidder også ofre for grov kriminalitet: menneskehandel. Disse ofre sidder der, selv om internationale konventioner forpligter Danmark til at beskytte dem - det gælder FN's konvention under den såkaldte Palermoprotokol, Europarådets konvention, EU's menneskehandelsdirektiv, ILO-konventioner samt FN's kvinde- og børnekonventioner. Alligevel fængsles de, fordi de mangler opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.”
Information, mandag, s. 16-17 (13.01.2020)

Handel

Danmark tjener styrtende på EUs udskældte medlemmer
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at indlemmelsen af Polen, Ungarn og de øvrige østlande har været en entydig økonomisk succes for Danmark. Det skriver Berlingske søndag. I 2018 eksporterede danske virksomheder for 69 milliarder kroner til de 13 EU-lande, der er blevet optaget siden 2004, og i omegnen af 57.000 danske job vurderes at være knyttet op på eksporten til de nye medlemmer. Lasse Heidemann, EU-politisk chef hos Dansk Erhverv, siger: ”Mange tænker nok, at det var en fejl, at vi fik nogle af de her østeuropæiske lande med ind, men hvis vi kun kigger på tallene, har udvidelsen været en ubetinget succes.” Den negative opfattelse af lande som Polen og Ungarn hænger formentlig sammen med den megen ballade, de to medlemsstater har forårsaget de senere år. Så sent som i december stillede Polen sig på tværs og afviste at forpligte sig til EUs mål om at være klimaneutrale i 2050. Omverdenen har dermed endnu til gode at se et samlet EU stå sammen om et klimamål. Lasse Heidemann mener, at der ingen tvivl er om, at det økonomisk set altid vil være en god forretning at invitere flere lande med ind i familien.
Berlingske, søndag, s. 10 (13.01.2020)

EU opnår stort handelsoverskud - med sig selv
Information skriver lørdag, at ifølge ny rapport er årsagen til et absurd handelsoverskud internt i EU på flere billioner den omfattende og bevidste europæiske momssvindel. En svindel, som ifølge rapporten koster de europæiske stater et sted mellem 225 milliarder og 450 milliarder euro i tabt momsindtægt - om året. De tyske økonomer bag rapporten mener, at en momsreform er nødvendig. Forklaringen på den vigtigste del af bedrageriet lyder: ”Hvis virksomheder deklarerer en del af deres omsætning som eksport, så befries den for moms. Men hvis omsætningen slet ikke foregår i udlandet, men i indlandet, så mangler denne omsætning i importstatistikken for det land, som er påført som handelspartner - og omsætningen bliver slet ikke beskattet.” I analysen af næsten 20 års handelsbalancer i EU falder det blandt andet i øjnene, at det mystiske handelsoverskud strøg i vejret efter østudvidelsen af EU i 2004, og at de afvigende eksporttal især findes mellem europæiske nabolande. EU-Kommissionen har siden 2017 arbejdet på at skabe en omfattende momsreform, hvor momsen i sidste ende altid betales til den stat, hvor slutforbrugeren nyder godt af varen, hvorefter staterne så udligner momsen internt. Denne reform er dog hidtil strandet på modstand fra medlemslandene.
Information, lørdag, s. 15 (13.01.2020)

Immigration

Klimaaktivister har sat sig på det hele
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver Mikael Jalving, forfatter og blogger, blandt andet: ”Folkevandringen udefra og politisk tilpasning indefra har i løbet af de seneste år fået islamkritikken til at forstumme. Samtidig har klimaet erobret dagsordenen; selv migranter er blevet til ”klimaflygtninge”. Hvor sidstnævnte kommer ind, går islamkritikken ud og overlades til vores børn og fulde folk. […] Opildnet af et svigtet svensk pigebarn, skuespillere, mediefolk, lobbyister og såkaldte intellektuelle styrer Europa med ekspresfart mod en ny fundamentalisme. Opildnet af et svigtet svensk pigebarn, skuespillere, mediefolk, lobbyister og såkaldte intellektuelle styrer Europa med ekspresfart mod en ny fundamentalisme. […] Mens den sentimentale og medløberagtige klimaaktivisme fantaserer om den forestående dommedag, ser jeg mod syd, hvor migrationen fortsætter med uformindsket styrke mod Grækenland og Italien, og myndighederne i Ungarn melder om smuglertunneller ved grænsen til Serbien. Det skønnes, at mere end 125.000, langt de fleste unge mænd, sidste år forsøgte at slippe illegalt ind i EU ved at kravle under det berygtede grænsehegn, og at mindst lige så mange lykkedes med det i hele EU, de fleste via Middelhavet. I Frankrig arresterede politiet næsten 20.000 migranter sidste år. Som om dette ikke var alvorligt nok, er koblingen mellem migration og islam utroligt nok kappet over i den offentlige samtale. På femårsdagen for blodbadet på Charlie Hebdo i Paris breder der sig en stemning af, at det kritiske satireblad jo bare kunne have ladet være med at provokere. Man høster, som man sår. Ergo er det klogest at ligge lavt og håbe det bedste for mødet mellem demokrati og islam. Imens går udviklingen sin skæve gang i de europæiske lande, underlagt EU's dysfunktionelle mangfoldighedslære.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 28 (13.01.2020)

Institutionelle anliggender

Boris Johnson kommer til at kravle ned fra sit træ
Berlingske og Jyllands-Posten skriver i lørdagens aviser om Brexit. Jyllands-Posten skriver, at Underhuset ved en historisk afstemning har godkendt aftalen, der betyder Storbritanniens skilsmisse fra EU. Nu mangler Overhusets godkendelse, hvilket betegnes som en formalitet, og som ventes på plads i den kommende uge. Herefter er Storbritannien klar til at forlade EU den 31. januar, om end ikke meget ændrer sig med udgangen af januar. Premierminister Boris Johnson holder fortsat fast i, at en frihandelsaftale skal være på plads med EU senest den 31. december 2020, og at briterne under ingen omstændigheder vil rokke sig fra den dato. Da EU-Kommissionens nye formand, Ursula von der Leyen, tidligere på ugen besøgte Boris Johnson i London, sagde hun, at det inden årsskiftet var umuligt at forhandle en færdig aftale med alle de detaljer, en sådan måtte indeholde. Begge parter kan forlange en forlængelse af overgangsperioden, men man skal være enige om, at den skal gennemføres. I en kommentar i Berlingske skriver Marlene Wind, professor i statskundskab og på iCourts, juridisk Fakultet, leder af Center for Europæisk Politik, KU, blandt andet: ”Mere end tre år efter at briterne en varm junidag i 2016 stemte sig ud af EU, vil Brexit dermed endelig ske. […]EU-forhandlerne trak derfor på smilebåndet, da Boris gik i medierne med budskabet om, at han personligt - og i modsætning til May - var lykkedes med at få det meste af kongeriget ud af toldunionen og undgå den famøse backstop. Glemt var Johnsons tidligere besværgelser om, at aftalen ville splitte Storbritannien, ofre Nordirland og sandsynligvis på længere sigt føre til en genforening af den irske ø. […] Aftalen med briterne bliver langt mere kompliceret. Dette budskab kom den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen da også med, da hun onsdag i denne uge for første gang besøgte Johnson efter hans valgsejr. Kommissionsformanden var ovenikøbet i sit skarpe hjørne, da hun kommenterede briternes brok over, at EU-landene har brug for hele februar til at få et forhandlingsmandat på plads. Og at EU også - efter sommerferien, når en eventuel aftale måtte være klar - skal have den godkendt i alle nationale parlamenter. Det handler nemlig om demokrati. […] Når EU indgår en ny aftale med et »tredjeland«, skal alle således kunne vende tommelfingeren opad både til, hvad der forhandles om, og selvfølgelig også godkende en endelig aftale, når den engang foreligger.”
Berlingske, lørdag, s. 10; Jyllands-Posten, lørdag, s. 16 (13.01.2020)

Danmark er ude af EU i 2030
B.T. skriver lørdag, at Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt tror, at Brexit, som nærmer sig med hastige skridt, bliver en gigantisk succes for briterne. Og at Danmark indenfor de næste ti år, vil efterligne briterne og melde Danmark ud af den europæiske union. Messerschmidt siger: ”Jeg er sikker på, at Danmark er meldt ud af EU i 2030. Jeg tror, Brexit bliver en stor succes og at mange befolkninger rundt omkring på kontinentet vil se misundeligt på, hvordan briterne har vristet sig løs - at de har taget magten tilbage på grænsekontrol, udlændinge, socialpolitik osv., og det har ikke ramt dem økonomisk. Og så tror jeg, flere lande vil stille krav om folkeafstemninger og melde sig ud.” Han uddyber: ”Det er et løgnagtigt argument at sige at vi ikke kan klare os udenfor EU. Jeg tror, Storbritannien meget hurtigt vil indgå frihandelsaftaler med andre store økonomier rundt om i verden, og at EU vil blive tvunget til at lave en frihandelsaftale med briterne. Og så kan Danmark, Østrig, Finland, Holland og andre kritiske lande sige: Nu er det ikke bare et spørgsmål om man vil være med - men om man vil have en aftale som briterne.”
B.T., lørdag, s. 10 (13.01.2020)

Mette Frederiksen og den magiske grænse på 26 procent
I en analyse på Altinget skrives der blandt andet: ”Sølle 0,3 procent. Det er den fremgang, Socialdemokratiet kan spore i meningsmålingerne siden valget, når man tager Altingets vægtede gennemsnit af meningsmålinger fra december. […] Den tendens er endnu stærkere i andre europæiske lande. For 25 år siden havde de fleste lande i EU socialdemokratiske regeringer. Det svenske socialdemokrati kunne i perioder mønstre støtte fra op mod hver anden svensker, og det tyske SPD havde på linje med det danske parti greb om hver tredje vælger. Siden er en stribe af de stærke europæiske socialdemokratier nærmest nedsmeltet. Det gælder det historisk stærke SPD, der fik under 20 procent ved forbundsvalget i 2017 og siden er sunket yderligere, det gælder det østrigske socialdemokrati, og det gælder det franske socialistparti, som har stillet med præsident efter præsident, men som ikke engang havde en kandidat med blandt de fire bedst placerede ved sidste præsidentvalg. […] I dag er der ikke mange socialdemokrater i Europa, der kigger mod Sverige for at finde inspiration til at vende krisen.”
Altinget, mandag (13.01.2020)

Stop med at holde hånden over korrupte partifæller, Mette Frederiksen
I et debatindlæg i Berlingske mandag skriver Karen Melchior, medlem af Europa-Parlamentet for de Radikale: ”For to år siden blev journalisten Daphne Caruana Galizia slået ihjel. Kort efter at hun drejede ud af sin indkørsel, gjorde en bilbombe en ende på hendes alt for korte liv. I ugerne op til sin død arbejdede Galizia på en historie om korruption og magtmisbrug i den socialdemokratiske regeringstop. Efterforskningen af mordet på Galizia viste sig tidligt at trække tråde langt ind på ministerkontorerne. […] Socialdemokratiets gruppe i Europa-Parlamentet, S&D, har forsøgt at stoppe ethvert initiativ til at grave dybere i sagen fra europæisk side. Selvom gruppen i sidste ende stemte for den resolution, der fordømmer den maltesiske regering, var gruppen langt mindre samarbejdsvillig bag kulisserne. De forsøgte blandt andet ihærdigt at forhindre, at resolutionen overhovedet kom til afstemning. Da det mislykkedes, lagde gruppen sig i selen for at gøre resolutionsteksten så vag og ukritisk som mulig. Ligeledes forsøgte gruppen at stoppe delegationsrejser til Malta med repræsentanter fra alle parlamentets partier. Alt sammen for at holde hånden over S&Ds partikolleger i Malta. Det er derfor på tide, at Mette Frederiksen toner rent flag. Er S&Ds passive linje også statsministerens, eller tør hun tage afstand fra en socialdemokratisk regeringsleder?”
Berlingske, mandag, s. 23 (13.01.2020)

Tag ikke fejl: Socialdemokratismen er fortsat i krise
I et debatindlæg i Berlingske mandag skriver Peter Kurrild-Klitgaard, professor og ph.d., Københavns Universitet: ”Næsten overalt er de socialdemokratiske partier i krise og ofte med nærdødsoplevelser. Det hæderkronede Labour parti fik ved det nylige britiske parlamentsvalg sit laveste antal mandater siden 1935. I 2017 fik de franske socialister ved præsidentvalget sit værste resultat nogensinde: en 5. plads, sølle seks procent og kun 29 pladser i nationalforsamlingen, mens det tyske SPD fik sit dårligste resultat siden Anden Verdenskrig (20,5 procent). Samme år vandt de hollandske socialdemokrater kun seks procent af stemmerne. I Grækenland er det stærke socialistparti, PASOK, tilnærmelsesvis udslettet. I Sverige er der en S-ledet regering, men partiet fik i 2018 sit dårligste valg siden 1908, man regerer på borgerlige mandater og med en meget lidt socialdemokratisk linje, og partiet ligger i målinger jævnligt under Sverigedemokraterne. […] Tre britiske forskere har i et nyligt studie set på 579 valg i 31 europæiske lande 1918-2017, og de argumenterer, at socialdemokratismens tilbagegang kan forklares med denne fortælling: Globalisering og teknologisk innovation har drastisk reduceret antallet af klassiske industriarbejdere til fordel for funktionærlignende ansættelser i det offentlige eller private eller billigere arbejdskraft i andre lande.
Berlingske, mandag, s. 19 (13.01.2020)

Tanker om fremtidens magtcentre - vil kabalen ændres radikalt?
I en kommentar i Børsen søndag skriver Lars Tvede, serieiværksætter, investor og forfatter, blandt andet: ”Politisk magt kommer efter min opfattelse i det store og hele af penge - i hvert fald på langt sigt. Gennem historien har det således overvejende været de rigeste civilisationer, der fik mest magt. […] Siden 2014 er innovationen i Asien imidlertid nærmest eksploderet, og Kina, der så sent som i år 2000 var ganske marginale på innovation, har nu overhalet Europa på forsknings- og udviklingsinvesteringer (korrigeret for købekraftsparitet), ligesom de overhaler USA om ganske få år. Så det går stærkt i Asien nu. […] Og yderligere satser kineserne massivt på kernekraft og har aktuelt 11 nye atomkraftværker under opbygning. Imens der i USA og især Europa er en betydelig teknologiskeptisk bevægelse, opfatter asiater nemlig i langt højere grad nye teknologier som positive. Den umiddelbare konklusion fra dette er banal, men vigtig: Vestens næsten totale dominans på innovation og velstand - og derfor international magt - er ved at slutte. […] Den knapt så banale konklusion er, at det i moderne tider er denne innovation, der er vigtig for det internationale magtspil; ikke militære aspirationer. Jo, det kan godt være, at Rusland, Tyrkiet, Irak, Nordkorea og andre rasler med sablerne militært, men virkelig magt kommer som nævnt på langt sigt af penge, og penge kommer på langt sigt af innovation. Tiden, hvor man kan true sig til magt af betydning, er for længst passé. Jeg har en anden tanke om geopolitisk magt, som er mere spekulativ. Storbritannien har været centrum for det Britiske Imperium, der som nævnt omfattede en række af de mest succesrige nationer i verden. Viden herom er en del af deres folkesjæl. Derfor følte de sig stadig mindre komfortable i EU, da det skiftede fra at være en toldunion til noget, der i stigende grad lignede forsøg på at skabe et imperium med briterne som impotent hjørnefigur. Derfor meldte de til sidst fra. Nu er Boris Johnson og hans konservative valgt for en femårs periode og med en solid majoritet. Til næste år er der ret stor sandsynlighed for, at Donald Trump bliver genvalgt for en fireårs periode i USA. Forinden vil Johnson og Trump regere parallelt i knapt et år, men måske vil de faktisk gøre det i fem år herfra. Jeg tror, dette - især i den sidstnævnte variant - kan give anledning til en blød genskabelse af det Britiske Imperium. Trump vil oplagt gerne lave en "tremendous deal” med Boris Johnson, og han vil presse på for at kunne annoncere noget positivt herom inden næste valg. Storbritannien kan desuden, når de er uden for EU, forhandle frit med tidligere Commonwealth-lande, som omfatter mange af verdens mest dynamiske økonomier. I øvrigt vil de her drage fordel af, at de som en enkelt nation kan forhandle bilaterale aftaler langt hurtigere end EU, som altid har enorme problemer med at skabe intern enighed blandt sine 28 (snart 27) medlemslande. Derfor, og grundet den teknologiske udvikling i Asien, ser jeg en klar mulighed for, at verden styrer imod tre dominerende magtcentre: (1) De engelsktalende lande (2) Kina (3) EU Kina vil i denne konstellation nok have Rusland som strategisk allieret, og de engelsktalende landes koalition vil omfatte Indien.”
Børsen, søndag, s. 10-14 (13.01.2020)

Interne anliggender

Daphne Caruana Galizia: Dræbt i sandhedens tjeneste
Maltas premierminister, Joseph Muscat, har klamret sig til magten og premierministerstolen i Malta. Men han har lovet at han træder tilbage søndag. Det skriver Kristeligt Dagblad lørdag. Tilbagetrædelsen sker mere end to år efter mordet på landets mest prominente journalist, Daphne Caruana Galizia,. Et mord, der hvor Malta blevet det mest skræmmende eksempel på, at korruption og mafiametoder æder sig ind på retsstaten midt i Europa. Men spørgsmålet er stadig, om de skyldige i drabet på Daphne Caruana Galizia vil blive dømt. Europa-Parlamentet har opfordret EU-Kommissionen til at tage det første skridt til en såkaldt paragraf 7-sag mod Malta for brud på retsstatsprincipperne, svarende til den, der er indledt mod Polen og Ungarn
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8 (13.01.2020)

Konkurrence

Mediegiganter er måske nogle lorte, men lort kan være gødning for nye afgrøder
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver tidligere kulturminister Mette Bock blandt andet: ”Mange opfatter også de mediegiganter, der i disse år buldrer ind over landets grænser, som nogle lorte. Som en besættelsesmagt, der skal smides på porten. Sagen er bare den, at de er kommet for at blive. Vi bruger dem flittigt. Og er tilmed villige til at betale for deres indhold. Nogle tror så, at hvis man ruller den sidste del af de planlagte besparelser i DR tilbage, så institutionen i stedet for at få godt 3 milliarder om året får omkring 3,3 milliarder, så er alt godt. Hvis man med “alt godt” mener, at så er det ønskede værn mod mediegiganterne sikret, tager man fejl. Mediegiganterne skal reguleres som det, de er, nemlig internationale aktører. De skal økonomisk bidrage med mere, og det skal sikres politisk, helst globalt, men som minimum på EU-niveau.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 26 (13.01.2020)

Migration

7.000 børn er fanget i Europas baggård
I et debatindlæg på Altinget mandag skriver formand for Børnerådet, Mette With Hagensen, blandt andet: ”Flere tusind børn fra 43 lande opholder sig lige nu i lejre, som kurdiske myndigheder driver i Syrien. I al-Hol-lejren er mere end 65 procent af beboerne børn. […] Børneombudsinstitutioner i hele Europa har opfordret deres regeringer til at hjemtage disse børn. Det samme har FN's Børnekomité og EU-Parlamentet. Danmark har tilsluttet sig børnekonventionen og de tre tillægsprotokoller, som understreger forpligtelsen til at beskytte børn mod at blive inddraget i krigshandlinger og mod enhver form for udnyttelse og overgreb. […] Lad os slå fast, at børnekonventionen forpligter os til at beskytte alle danske børn og sikre deres rettigheder, uanset hvor de opholder sig og uanset deres forældres handlinger. Det er paradoksalt og ganske uacceptabelt, at vi fejrer børnekonventionens 30-års fødselsdag, samtidig med at vi lader danske børn lide fysisk og psykisk overlast i syriske flygtningelejre.” I et debatindlæg i Politiken mandag skriver Michael Graversen, dokumentarfilmsinstruktør, blandt andet: ”Børn er overladt til sig selv i lasede iglotelte og dynger af skrald i flygtningelejre på de græske øer. Danmark må tage sin del af de mest sårbare. […] Det skal gøre det ud for byggematerialer til deres nødtørftige hjem i Morialejren. For her har de færreste tag over hovedet. Lejren er beregnet til lidt over 3.000 mennesker, men der bor over 7.000. Uden om hovedlejren bor der endnu flere, og det estimeres, at der er over 20.000 flygtninge og migranter i lejren, hvor forholdene er værre end nogensinde. Og flere kommer til. […] I 2015 OG 2016 kom der dagligt tusindvis af flygtninge og migranter til øen. Med få undtagelser var de kun på Lesbos i kort tid, inden de blev flyttet til fastlandet og derfra tog videre op igennem Europa. Grænserne var flydende dengang, men siden EU-Tyrkiet-aftalen blev indgået i 2016, er Lesbos og de andre græske øer blevet flaskehalse. Der er blevet indført geografiske restriktioner, så flygtninge og migranter ikke må forlade øerne, før deres asylbehandling er afgjort. Det betyder, at lejren i Moria er vokset, og at sagsbehandlingstiderne har antaget absurde længder, alt imens flere strømmer til øerne. […] Det er tydeligt, at Moria ikke er et sted for børn. Den græske immigrationsminister forsøgte i december at række ud til de andre europæiske lande med et ønske om at fordele de mest sårbare flygtninge og migranter fra Moria - heriblandt de uledsagede børn. Kun ét svar fik han, og det var negativt. Denmark svarede med larmende tavshed. For nylig accepterede Frankrig dog at modtage 400 asylansøgere fra Grækenland, og Berlin arbejder på at tage et større antal børn fra Moria.”
Politiken, mandag, s. 5; Altinget, mandag (13.01.2020)

Retlige anliggender

Her er pengene, der skal løfte velfærden
I en kronik i Politiken mandag skriver Bodil Otto, formand for HK Kommunal, Per Michael Jespersen, direktør i Cevea, Mona Striib, formand for FOA, Anders Bondo, formand for DLF, Elisa Rimpler, formand for BUPL og Mads Bilstrup, formand for Socialrådgiverne, blandt andet: ”Den velfærdsmodel, vi kender, vil være fortid, hvis ikke vi finder pengene til daginstitutioner, skoler, uddannelser, sundhed, socialt udsatte og ældreforsorg. Men pengene er der. […] Og så skal vi begrænse transnationale virksomheders muligheder for at flytte rundt på overskud mellem lande efter forgodtbefindende. Især på EU-niveau skal reglerne strammes. […] Gør budgetloven fleksibel. Lad os få flerårige budgetter med mindre rigide lofter. Som Det økonomiske Råd har vist, er den danske budgetlov strammere, end EU kræver.
Politiken, mandag, s. 5-6 (13.01.2020)

Sikkerhedspolitik

Europas lande skal blive mere troværdige NATO-partnere
I en kommentar på Altinget skriver klummeskribent Jens Christian Grøndahl blandt andet: ”Ingen ønsker krig, og dog virker krigen uundgåelig, hvis man skal tro de retoriske udslip. Ayatollahen vil have Trumps hoved på et fad, og for sit vedkommende synes Manden Med Håret parat til at lægge Isfahans islamiske kulturperler i grus. Så galt går det nok ikke. På sidelinjen står både Jens Stoltenberg og Jeppe Kofod og maner til besindighed. Det hedder deeskalering i år. Når den indtræffer efter de forestående skærmydsler, vil vores europæiske ledere kunne lykønske hinanden med, at Teheran og Washington søreme har lyttet til dem. […] De burde efterhånden kende Trump godt nok til at vide, at han selvfølgelig ville trykke på den mest spektakulære knap. Imens græder Europa over atomvåbenaftalen med Iran. Også den må siges at være likvideret. Hvad var den værd? Kendere af mellemøstligt sindelag vil vide, at man i regionen kun opfatter den europæiske forhandlingsvilje som et tegn på svaghed. Men bare det at have Iran siddende ved forhandlingsbordet var bedre end ikke at have dem siddende, indvender europæerne. Sådan har vi siddet og siddet, mens de sorte præster holdt Bashar al-Assad ved magten og spredte terror per stedfortræder. […] Og de er bange for deres egne befolkninger, kunne man tilføje. Også EU er som politisk projekt gennemsyret af ironi. I forhold til samarbejdet og dets fælles institutioner har nationalstaterne det ultimative ejerskab, men over for vælgerne i medlemslandene kniber det for de respektive regeringer med at stå på mål for unionen, når det virkelig brænder på. […] Mere EU er svaret både på vores sikkerhed og vores velfærd. Men det kræver ikke kun, at vi lytter til den franske kritik af den strenge tyske finanspolitik. Det kræver også, at vi lytter til Emmanuel Macrons tanker om et styrket europæisk forsvarssamarbejde. Ikke som erstatning for NATO i en tid, hvor USA trækker sig, men som argument for at amerikanerne forbliver tro mod musketereden. […] Og troværdige bliver vi kun i fællesskab. Det må Europas politikere ud og diskutere med deres vælgerne.”
Altinget, søndag (13.01.2020)

Sundhed

Minister: Det provokerer mig
Ekstra Bladet skriver lørdag, at den Socialdemokratiske sundhedsminister Magnus Heunicke på linje med flere partier har proklameret, at store prishop på medicin bør stoppes. Heunicke siger: ”Vi har nu så mange indikationer, der tyder på, at der er langt større udsving og hyppigere udsving end tidligere. Og at det er et stigende problem ikke kun i Danmark, men i hele EU. Jeg arbejder derfor både i et internationalt og nationalt spor.” Og fortsætter: ”Mine europæiske kollegaer og jeg har vendt situationen og afventer nu kommissionen. Herhjemme har jeg holdt møder med branchen, apoteker, styrelser og så videre, hvor der er kommet forskellige inputs, som vi nu arbejder videre med.”
Ekstra Bladet, lørdag, s. 7 (13.01.2020)

Udenrigspolitik

FN ser Europa som den store brobygger mellem Kina og USA for at undgå opsplitning
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag skriver Martin Bille Hermann, ambassadør, Danmarks faste repræsentant ved FN i New York og Marie-Louise Koch Wegter, ambassadør, Danmark stedfortrædende faste repræsentant FN i New York, blandt andet: ”FN er stedet, hvor stormagterne alvorligt krydser klinger i Sikkerhedsrådet, og hvor man i fællesskab arbejder med at skabe fremskridt for menneskeheden. […] Spørgsmålet er, om FN i 2020'erne igen svajer. FN's generalsekretær, portugiseren Antonio Guterres er i hvert fald bekymret og taler om risikoen for “The Great Fracture”; risikoen for, at verden er ved at blive delt i to rivaliserende systemer med hver deres standarder og normer. To systemer centreret om hhv. USA og Kina, mellem hvilke kompromiserne kan blive vanskeligere og vanskeligere at finde. Fordi det langsigtede interessefællesskab fortrænges af kortsigtet interessemaksimering. Bekymringen bliver ikke mindre af, at klimakrisen mere end nogen anden udfordring kræver akut og fælles global handling. Det er ganske enkelt utrolig dårlig timing, hvis verden bliver mindre samarbejdende lige præcis nu. […] Mange - inkl. Guterres - ser mod Europa. EU er en vigtig økonomisk og politisk samarbejdspartner for både USA og Kina og er verdens største donor, der yder over halvdelen af al statslig udviklingsbistand i verden. Europa kan potentielt vise vejen frem mod den fælles handling, der er brug for. Det kræver imidlertid et stærkt, enigt og handledygtigt Europa, og også derfor har mange af verdens små og mellemstore nationer i de seneste år fulgt bekymret med i EU's indre liv.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 18; Politiken, mandag, s. 7 (13.01.2020)

Ny russisk gasledning giver bekymring
Jyllands-Posten søndag og Berlingske mandag skriver om den nye russiske gasledning TurkStream. Jyllands-Posten skriver, at den russiske præsident, Vladimir Putin, i denne uge indviede TurkStream, der er et gasprojekt mellem Tyrkiet og Rusland. Modsat Nord Stream 2-rørledningen, der har fyldt massivt på den politiske dagsorden i Europa og skabt bekymringer for øget europæisk afhængighed af russisk naturgas, blev TurkStream nærmest ikke omtalt i danske medier, og EU-Kommissionen har ikke taget stilling til projektet. Det står i stærk kontrast til Tænketanken Atlantic Council i Washington, der mener, at TurkStream også vil påvirke europæisk energisikkerhed. Berlingske skriver mandag, at TurkStream symboliserer stigende russisktyrkisk samarbejde i regionen. De mange russiske veje til Europa vil samtidig gøre det meget svært for USA at gøre sige gældende i Europa med deres flydende naturgas, konstaterer energianalytikeren Nick Butler i Financial Times. ”Det kan godt være, at EU taler om at få energi fra flere forskellige leverandører, men Putin har en bedre forståelse af energimarkedet. Når Rusland sidder på den vigtigste infrastruktur, har de også sikret deres egen eksport,” skriver Nick Butler.
Berlingske, mandag, s. 13, Jyllands-Posten, søndag, s. 18 (13.01.2020)

Taiwan vælger modstanden mod Kina
I en kommentar i Politiken mandag skriver Flemming Ytzen blandt andet: ”Præsidentvalget i Taiwan, der blev afholdt forgangne lørdag, blev afgjort af sociale medier og udviklingen i Hongkong. […] Taiwan er derfor en selvstyrende østat, som ikke anerkendes formelt diplomatisk af hverken EU, USA eller andre lande af betydning. Men øen er også et højt udviklet samfund, der er fuldt integreret i verdensøkonomien, herunder både den kinesiske og den amerikanske del af denne.”
Politiken, mandag, s. 7 (13.01.2020)

Detaljer

Publikationsdato
13. januar 2020
Forfatter
Repræsentationen i Danmark