Tophistorier
Valgsejr er kun begyndelsen på enden for Brexit
Den britiske premierminister Boris Johnson har vundet en jordskredssejr, og i sin sejrstale i fredags fastslog Boris Johnson, at Storbritannien forlader EU den 31. januar 2020. De Konservative fik et massivt, absolut flertal med 364 pladser i Parlamentet mod Labours 203 pladser. Sejren var langt større, end hvad De Konservative havde turde håbe på. ”Vi gjorde det. Vi brød dødvandet. Lad os komme i gang. Det er et ubestrideligt, uimodståeligt og indiskutabelt resultat, som vælgerne har givet. Lad os få Brexit gennemført,” sagde Boris Johnson i sin sejrstale ifølge flere af lørdagens aviser. Kristeligt Dagblad skriver, at for de resterende 27 EU-lande betyder valget, at de nu skal forhandle med en premierminister, der ikke længere risikerer at få sine aftaler underkendt i det britiske parlament. ”Den største forandring er, at Boris Johnson nu har et meget større spillerum. Han skal ikke forhandle med de andre partier i parlamentet, og sejren giver ham også større politisk kapital at trække på i sin egen regering,” forklarer Will Tanner, der er tidligere politisk rådgiver for Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, og som nu er direktør for centrum-højre tænketanken Onward (Fremad). Det britiske parlament vil stemme om den Brexitaftale, som den konservative premierminister Boris Johnson har indgået med EU, inden jul. Det siger Johnson til tilhængere lørdag under et besøg i det nordlige England ifølge B.T, søndag og Politiken, søndag. Flere aviser skriver også, at det er kronede dage for det skotske selvstændighedsparti Scottish National Party (SNP), som vandt en overvældende valgsejr torsdag. SNP vandt 48 ud af de 59 skotske pladser i det britiske parlament, hvilket viser, at partileder Nicola Sturgeon har folket bag sig i kravet om en ny afstemning om skotsk selvstændighed. ”Du, som leder af et parti, der har tabt i Skotland, har ingen ret til at stå i vejen for os. Det skotske folk har talt, og det er tid til, at vi får lov til at afgøre vores egen fremtiden,” sagde Nicola Sturgeon ved et arrangement i Skotland fredag ifølge Berlingske lørdag. Børsen skriver, at den amerikanske præsident Donald Trump fredag morgen inviterede Boris Johnson til at lave en massiv og lukrativ handelsaftale med USA, der er langt bedre end det, briterne vil kunne lave med EU. "Tillykke til Boris Johnson med hans store sejr! Storbritannien og USA har nu frie hænder til at lave en massiv ny handelsaftale efter Brexit. Aftalen har potentiale til at være meget større og mere lukrativ end enhver aftale, der kunne laves med EU,” skrev Donald Trump i et tweet ifølge Børsen. B.T. Metro skriver mandag, at Labours partileder, Jeremy Corbyn, beklager overfor partiets vælgere og støtter, at Labour ved torsdagens parlamentsvalg i Storbritannien fik det værste valgresultat siden 1935. ”Jeg vil ikke lægge skjul på det. Valgresultatet torsdag var et hårdt slag for alle, der så desperat har brug for ægte forandring i vores land. Jeg ønskede at forene det land, jeg elsker, men jeg beklager, at vi kom til kort, og jeg tager mit ansvar for det,” skriver Corbyn i et brev i avisen Sunday Mirror. Berlingske bringer lørdag en analyse af korrespondent Peter Suppli, som blandt andet skriver: ”Jeremy Corbyn gjorde det, så godt han kunne. Iklædte sig rødt slips. Rejste landet tyndt i sin røde kampagnebus. Udspyede gamle valgparoler, som nok ville have udløst jubel i 1960ernes forarmede Storbritannien, og fandt virkemidler frem fra skuffen, som kun en aldrende betonkommunist ville tro på. Men natten til fredag måtte Labour-leder Jeremy Corbyn erkende, at betonkommunisternes virkemidler ikke længere har effekt i et Storbritannien anno 2019. […] Og det blev ikke bedre af, at Corbyn forsøgte at forblive neutral i Brexit-diskussionen. Han lovede, at ville gennemføre en ny Brexitafstemning, hvis han blev valgt som premierminister, men nægtede at sige, hvad han selv ville stemme. Den slags mangel på stillingtagen vandt ham ikke mange hjerter blandt de EU-skeptiske Labour-vælgere. […] Man kan spørge, om det var manden eller budskaberne, der blev fravalgt af de britiske vælgere. Formentlig en blanding. Sikkert er det, at han endte som alt andet end det friske pust, han blev valgt som, da han kom til i 2015. […] Det kan synes paradoksalt, at en dengang 69-årig ærkesocialist skulle være fremtiden, og sådan blev det altså heller ikke. I stedet endte Jeremy Corbyn som en nærmest sørgelig parentes i den lange Labour-historie. En parentes, som hurtigt vil blive udvisket og glemt.” Information bringer lørdag en analyse af journalist Jakob Illeborg. Han skriver blandt andet: ”Boris Johnson er med et blevet en politisk superstjerne. Sejren ved torsdagens parlamentsvalg var så overbevisende, at det aftryk han kan komme til at sætte på sit parti, sit land og sin tid, kan blive at sammenligne med Margaret Thatchers. […] Boris Johnson står med en unik mulighed. Det særlige britiske valgsystem har forvandlet 43,5 procent af stemmerne til et stort flertal. Hvis han ønsker det, kan han måske blive den samlende figur, Storbritannien så desperat har brug for. Han har arbejderklassestemmer i ryggen og bør derfor ikke længere kun tale kapitalens interesser. Men den Boris Johnson, vi har set siden folkeafstemningen om EU i 2016, har meget lidt at gøre med den socialliberale Londonborgmester, han engang var. Det er muligt, at han nu kan træde i karakter, levere et brugbart Brexit og genoprette troen på samhørighed i et Storbritannien, der ellers trækker i alle retninger. Det er bestemt også muligt, at han ikke magter opgaven.” Børsen bringer en analyse af udenrigsredaktør Hakon Redder, som blandt andet skriver: ” Premierminister Boris Johnson har næsten trodset den politiske tyngdelov. Den konservative leder står foran en valgsejr af en størrelse, som de konservative ikke har set siden 1987 med Margaret Thatcher i spidsen. Det er både imponerende og uventet, efter at den på alle måder utraditionelle politiker tog førerskabet efter forgængeren Theresa May, der tre gange fik sin Brexit-aftale afvist i Underhuset. […] Boris Johnsons tanker om det helt afgørende emne, det fremtidige forhold til EU, er foreløbig i en sort boks. Men når der åbnes for boksen, får det konsekvenser for også den store danske samhandel med Storbritannien. Skotland vil i EU Brexit-processen kan derfor stadig blive tabt. Det samme gælder Det Forenede Kongerige. Skotsk nationalisme og SNP har med en overvældende valgsejr med 55 af 59 pladser i det skotske parlament, fået ikke bare vind, men snarere storm i sejlene. […] Det kan blive Boris Johnsons største Pyrrhussejr, at han får Brexit done, men taber Storbritannien. På den irske ø ser man også en overraskende udvikling med nordirsk tilnærmelse til EU-landet, Irland. En irsk genforening ligger ganske vist ikke lige i kortene, men sker det, så er der tilbage kun England og Wales.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 1, 4-5, 14-15, søndag, s. 14; Børsen, lørdag, s. 2-10; Politiken, lørdag, s. 1, 4, søndag, s. 5; Ekstra Bladet, lørdag, s. 5; Berlingske, lørdag, s. 4-5, 8, 9; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 6; B.T. Metro, mandag, s. 6; (16.12.2019)
Lad os drikke en skål for Brexit
I en kommentar i Jyllands-Posten søndag skriver Mikael Jalving, forfatter, historiker og blogger, blandt andet: ”England trængte til en afgørelse - og fik det. Selv Margaret Thatcher må smile anerkendende fra de evige jagtmarker. […] EU er i det store og hele ledet af overvintrede socialister og liberale politikere, hvis fællesnævner er, at de ikke tror på grænser, men på ”mennesker”, og for hvem internationale, liberale eller socialistiske interesser trumfer legitime nationale eller lokale hensyn. Brexit vil kun gøre denne sandhed tydeligere; i fremtiden vil der være færre konservative stemmer i EU. Til gengæld har englænderne vist os andre muligheden af en anden vej. Det holdt hårdt, det var tre hårde og onde år, men nu er der noget at skåle på. I whisky, lager, porter eller ale. Brexit længe leve!” Berlingske bringer lørdag et debatindlæg af journalist og forfatter Anna Libak, som blandt andet skriver: ”Lad os bare være ærlige: Indtil fredag var vi i EU ikke helt sikre på, at det kunne lade sig gøre at forlade unionen. Der var en stemning af, at der kommer nok en dag en ny folkeafstemning, hvor briterne omgør deres nej. Der skulle endnu en Brexit-afstemning til - i form af torsdagens britiske valg - før der ikke var noget at rafle om: Brexit betød faktisk Brexit. Storbritannien forlader unionen. […] EUs styrke står og falder fremover med, at befolkningerne kan se, at de sammen bliver stærkere, end de ville være hver for sig. EU skal ikke svække, men styrke nationalstaterne. Og det burde ikke være så svært, for på tværs af EU er man forbløffende enige om, hvad det er for problemer, EU-landene bedre kan bekæmpe sammen end alene: Illegal migration, klimaforandringer, skattespekulation, terror, løndumping, arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft. Samtidig skal EU-domstolen forstå, at dens dynamiske fortolkningsstil er en direkte trussel mod demokratiet: Når ikke-valgte dommere i realiteten sidder og finder på deres egne love ved at gøre fortolkningerne så brede som en sekssporet motorvej. Med Briternes Brexit bliver EU nødt at have befolkningerne med. Det er sejr for demokratiet. Og frivilligheden bliver også en sejr for EU, hvis unionen indser, at den er til for medlemsstaterne og ikke omvendt. Det er ligesom med et ægteskab. Det er nemmere at elske sin ægtefælle, når man ved, at man kan blive skilt.” Politiken bringer lørdag et debatindlæg af Anne Sofie Allarp, forfatter og skribent. Hun skriver blandt andet: ”Det britiske valg viser, at politisk ledelse, selv i de mest solide demokratier, ændrer karakter lige nu. Og det gør mig lige så utryg som min engelske nabo. […] Nu hænger de på Boris Johnson, en politiker, fra hvem der altid kommer et tomt løfte, noget sandhedsøkonomisk eller noget, som bare er direkte løgn, som den franske avis Le Parisien i forbindelse med valget fik udtrykt det. En premierminister, som er under mistanke for nepotisme og korruption fra tiden som borgmester af London, og som ulovligt har forsøgt at omgå parlamentet og dermed landets grundlæggende demokratiske processer. […] Vi står overfor et årti, som meget vel kan blive domineret af, at den politiske kultur, som vi før har kunnet fæstne lid til, desintegrerer sammen med ideologierne og respekten for vores samfundsmodel, retsstatsprincipperne, sandheden, loven og ikke mindst vælgerne. Det er faktisk uhyggeligt.” Berlingske bringer mandag en kommentar af forfatter Kasper Støvring, som blandt andet skriver: ”Boris Johnsons og Det Konservative Partis overlegne sejr ved det britiske valg hører til 2010ernes vigtigste begivenheder: Et etableret og ofte dominerende arbejderparti ligger sønderknust, og der er udsigt til realiseringen af det Brexit, som hidtidige ledere, herunder selveste Margaret Thatcher, blot kunne drømme om. […] Nu får vi endelig et reelt alternativ til EU. Vil Brexit vise sig at være en dårlig eller god ide? Vi ved det endnu ikke. Men det får vi heldigvis svar på med årene. Måske vil flere lande forlade skuden, der meget vel kan være synkende. Kan Boris Johnson gennemføre sit projekt? Til forskel fra Trump virker han mere forberedt og knap så impulsiv. Han vil nok også være kløgtig nok til fortsat at lytte til sin rådgiver Dominic Cummings, og så ejer ”BoJo” en folkelig, afvæbnende og nærværende charme, der kan bære ham langt hen ad vejen. Johnson må sætte sig i spidsen for det, der i britisk tradition kaldes ”One Nation Conservatism”, dvs. en konservatisme, der trodser de store klasseskel og favner den brede befolkning, der hverken er liberal eller venstreorienteret. Boris Johnson kan meget vel være den første europæiske politiker, der har brudt koden og konsolideret en egentlig nationalkonservativ bevægelse. Børsen skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Ved fredagens valg i Storbritannien var alle de sædvanlige holdepunkter i britisk politik allerede på forhånd forsvundet. Boris Johnson stod i spidsen for et konservativt parti, som prioriterede Brexit over alt andet. Jeremy Corbyn stod, som påpeget af Labours tidligere premierminister, Tony Blair, i spidsen for en ”marxistisk-leninistisk” klike, der med støtte fra en hær af militante aktivister havde gjort kort proces med alle moderate kræfter i Labour. […] For EU er fordelen, at de seneste tre års utålelige uvished er afsluttet. Vi står nu overfor en beslutningsdygtig samarbejdspartner og kan forhåbentlig få gang i realitetsforhandlinger om at begrænse skadevirkningen af Brexit. Det er nemmere sagt end gjort. For indtil videre har Brexit kun handlet om selve skilsmissen. Forude venter de endnu sværere forhandlinger om det fremtidige handelssamarbejde. Her må EU naturligvis fastholde, at man ikke kan sikre sig bedre betingelser ved at stå udenfor unionen. Men det er i vores klare interesse også at fokusere på Johnsons udviklingsmuligheder, efter at han har leveret på sit vinderslogan om ”Get Brexit Done”.
Jyllands-Posten, søndag, s. 34; Berlingske, lørdag, s. 10; mandag, s. 27 Politiken, lørdag, s. 6; Børsen, mandag, s. 2 (16.12.2019)
Dansk Erhvervsliv efter Boris Johnsons sejr: Usikkerheden fortsætter
Boris Johnson fik en klar sejr ved torsdagens parlamentsvalg, hvilket vil resultere i, at Storbritannien forlader EU 31. januar 2020. Det tegner endda til at ske med en skilsmisseaftale, der sikrer uændrede samarbejdsvilkår frem til udgangen af 2020. Men der er fortsat uklarhed om det fremtidige handelsforhold, hvilket skaber usikkerhed for dansk erhvervsliv. Dansk Erhverv påpeger dog, at Brexit også kan ende med at skabe øget eksport for en række virksomheder. ”På helt kort sigt har vi fået klarhed for en proces, men på lidt længere sigt består usikkerheden,” siger fagchef for international handel i Dansk Erhverv, Michael Bremerskov Jensen, ifølge Berlingske, lørdag. Han fortsætter: ”Johnson kommer til at bede om en forlængelse af overgangsperioden i juni. Det er i mine øjne urealistisk at tro, at man kan forhandle en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien på plads fra februar til juni. Det er aldrig set før. Vi må forvente en reduceret efterspørgsel efter danske varer i Storbritannien, idet der kommer en afmatning i britisk økonomi, fordi landet forlader EU.” Dansk Industri (DI) glæder sig over, at de danske virksomheder kan se frem til mere end tre måneders vished om, hvad der skal ske. ”Det har taget sin tid, må man sige. Nu er der kommet en vis sikkerhed for danske virksomheder. Vi ved nu, at skilsmisseaftalen kommer, og vi har vundet et år, hvor virksomhederne kan gøre, som de plejer. Men der er usikkerheder på langt sigt,” siger Anders Ladefoged, underdirektør i DI ifølge Jyllands-Posten, lørdag og fortsætter: ”Det plejer at tage lang tid at lave handelsaftaler, men vi håber, at der er motivation fra begge sider. Det virker dog meget optimistisk, at man skulle kunne nå det på så kort tid. Det kræver usædvanlig velvilje og meget højt tempo. Worst case er, at man ikke bliver enige om en handelsaftale, og så står man igen i usikkerhed med et potentielt hårdt Brexit.” Politiken skriver lørdag, at det vigtigste for DI i første omgang er, at en del af Storbritanniens udtrædelsesaftale med EU indeholder en overgangsordning, der bevarer status quo i handelsforholdet, indtil der kommer en ny aftale på plads. For landmænd, fiskere og fødevareindustri er det altafgørende, at der stadig er adgang til det britiske marked og de britiske farvande og hos både fødevarevirksomhederne og fiskeriet er de fleste fortrøstningsfulde og hælder mest til den antagelse, at forhandlingerne ender i en fornuftig løsning. ”Jeg venter, at det her kan lande på en måde, så vi kan opretholde vores eksport til Storbritannien. Høje toldsatser på importerede fødevarer vil udløse prisstigninger, som rammer forbrugerne, og det ser ud til, at de britiske politikere er meget opmærksomme på den risiko. I valgkampen har Boris Johnson desuden understreget, at man ikke vil sænke standarderne for dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, så der er ikke lagt op til, at Storbritannien bare åbner for brasiliansk og amerikansk svinekød” siger Lars Albertsen, global salgsdirektør for Danish Crown ifølge Jyllands-Posten lørdag. Storbritannien, inklusive den britiske fiskeindustri, er i høj grad afhængig af at kunne eksportere til EU og derfor skulle det være muligt at lande en fornuftig aftale med briterne. Kenn Skau Fischer, administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening vurderer dog, at i kompromiset vil der sandsynligvis ligge en gevinst til de britiske fiskere. ”Heldigvis har EU koblet forhandlingerne om handelsaftalen sammen med forhandlingerne om fiskeriaftalen. Dermed kan handelsaftalen bruges som løftestang for at opnå en god fiskeriaftale med briterne,” vurderer Esben Sverdrup-Jensen, direktør i industrifiskernes organisation. I en analyse i Berlingske lørdag skriver økonomisk redaktør Ulrik Bie blandt andet: ”Med den konservative valgsejr i Storbritannien vil skilsmissen med EU nu blive gennemført. Men ingen ved, hvordan det langsigtede forhold mellem Storbritannien og EU vil forme sig. Det afhænger af de kommende handelsforhandlinger - og ikke mindst de britiske prioriteringer. For vil man i London hellere lege med Washington? […] Vi ved ikke, hvad Johnsons præferencer er. Men indtil videre har de britiske konservative udvist en vis mangel på realitetssans, i forhold til hvem der har bukserne på i fremtidige forhandlinger. Det gælder både i forhold til EU og til USA. Med Storbritanniens endelige udtræden af EU vil diskussionen ændre sig markant. De europæiske lande har indtil nu nærmest været statister i en intern britisk tragedie. Men nu skal de tilbageværende 27 lande blive enige om et mandat til forhandlinger til Europa-Kommissionens forhandlere. […] Det europæiske forhandlingsmandat vil være et kompromis mellem landenes krav. Og netop derfor er det så svært at få noget igennem i forhandlinger med EU, for når landene først er blevet enige, er der ikke så meget at give af. Der skal kæmpes om hver fisk, hvert baconstykke og ikke mindst om fremtidens industrier. For godt nok skal vi være gode venner. Men vi kommer ikke til at forære Storbritannien en krone - eller noget, der bliver til en britisk fordel om fem eller ti år. For så er det danske arbejdere, danske producenter og danske virksomheder, der kommer til at betale prisen.” Berlingske bringer mandag en analyse af erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen. Han skriver blandt andet: ”Væk er tvivl og tøven. Jordskredssejren til premierminister Boris Johnson ligner til forveksling en anden folkeafstemning om Brexit. Briterne er trætte af Brexit. Hele Europa og verden er ved at være trætte af Brexit. Desværre kommer vi til at trækkes med Brexit lidt endnu, fordi det er fuldstændig uafklaret, hvordan EU og Storbritannien skal leve sammen hver for sig efter 46 års ægteskab. Vi skal alle nok nå at blive trætte af endnu nogle måneders tovtrækkeri om Brexit, før der lander en skilsmisseaftale. […] Erhvervslivet har én ting at lære eller genopdage i Johnsons valgsejr, nemlig at elske klare mål. Et klart mål spiser indviklede planer og klogt udtænkte strategier til morgenmad. […] Den store tragedie i Storbritannien var, at premierminister David Cameron valgte at gamble med det britiske samfund ved at udskrive en afstemning om EU som et banalt ja- eller nej-spørgsmål. Hele forløbet med folkeafstemningen om Brexit 23. juni 2016 viser, at der skulle være tænkt over det efterfølgende forløb, hvis det endte med et nej. Arbejdet med at definere en virksomheds strategi eller mål har, hvis de er tilstrækkeligt forankret i organisationen, samme uformelle magt som Brexit, nemlig at de bliver accepteret. Forestillingen om, at briterne på en eftermiddag kunne smide Brexit ud ad vinduet og holde en ny folkeafstemning var altid naiv.” Børsen bringer mandag en økonomisk kommentar af senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj. Han skriver blandt andet: ”Premierminister Boris Johnson blev valgets store sejrherre med det bedste konservative valg siden 80'erne, mens Labour fik det dårligste valg siden 30'erne. Overdrivelse fremmer forståelsen, men Johnson ejer nu Det Konservative Parti og har strammet grebet om magten. Johnson kan nu uden problemer få gennemført sin Brexit-aftale, hvilket kan ske allerede nu på fredag 20. december. […] EU vil gerne have told- og kvotefri samhandel med Storbritannien, men så vil de også have garantier på, at Storbritannien ikke nedsætter selskabsskatten markant, giver britiske virksomheder statsstøtte og slækker på miljøstandarder og arbejdsvilkår. Det kan være svært for Johnson, når han også gerne vil lave en aftale med blandt andet USA. Hvis EU og Storbritannien ikke kan opnå enighed om en permanent aftale eller i det mindste en forlængelse af overgangsperioden, så vil man pr. 1. januar 2021 handle på WTO-vilkår med øget varekontrol og told. Risikoen for et aftaleløst Brexit i økonomisk forstand er altså stadig til stede - hvornår det kan ske er bare flyttet længere ud i fremtiden. […] For virksomhederne er usikkerheden den samme nu som før valget. Vi ved i realiteten stadig ikke, hvad Brexit betyder på den lange bane, så virksomhederne kan nok godt vente et års tid længere, før de hiver investeringsprojekterne frem fra skuffen igen.”
Berlingske, lørdag, s. 8, 9; mandag s. 2; Jyllands-Posten, lørdag, s. 6, 7; Politiken, lørdag, s. 5; Børsen, mandag, s. 2, 4 (16.12.2019)
Boris vandt kampen om Brexit, og det er en befrielse
Flere aviser skrev om det britiske parlamentsvalg i lørdagens ledere. Berlingske skriver blandt andet i sin leder: ”I slutningen af januar 2020 forlader Storbritannien EU. Det må være den eneste logiske konsekvens af den store sejr, som Boris Johnsons konservative parti vandt ved parlamentsvalget torsdag. Det var historisk. […] Brexit-processen vil nu utvivlsomt bevæge sig hurtigt fremad. I så fald må fokus både i Storbritannien, Europa og dermed også i Danmark snarest vendes mod den virkelighed, der venter efter det britiske farvel til EU. Brexit må ikke føre til, at briterne og de øvrige europæere driver unødigt væk fra hinanden - heller ikke efter overgangsperioden aftalt mellem parterne. Det er ekstremt vigtigt, også for Danmark, at EU og Storbritannien på handels- og markedsområdet hurtigt finder frem til en varig forståelse, som ikke rejser unødige barrierer mellem kontinentet og de britiske øer. Ikke mindst i Danmark, for hvem briterne er betydelige handelspartnere, er det enormt vigtigt. Det er lige så væsentligt, at Storbritannien og EU-landene i forsvars- og sikkerhedspolitikken fortsat står sammen, upåvirket af EU-bruddet. […] Valgresultatet i Storbritannien efterlader ikke alt i klarhed. De skotske nationalisters fremgang øger muligheden for, at nye krav om selvstændighed vil blive rejst i et Skotland, hvor hovedparten af vælgerne ikke ønsker at forlade EU. Men bortset herfra rensede parlamentsvalget luften over de tågede britiske øer. Det måtte til. Boris Johnson vandt kampen om Brexit og står nu tilbage som den mest uantastelige britiske politiker i 20-30 år. Det må man anerkende.” Information skriver blandt andet i sin leder: ”Den britiske premierminister, Boris Johnson, har fået det, som de færreste troede var muligt: Et mandat fra vælgerne og et flertal i Underhuset til at gennemføre en aftale om Storbritanniens udtræden af EU. […] Der er som sagt gode grunde til at være stærkt skeptisk over for Johnsons politiske program, evne til at løse samfundets problemer og karakter som politisk leder. Hans sejr kommer med enorme omkostninger, som eksempelvis at skotterne igen vil kræve uafhængighed. Det kan sagtens ende helt galt for Storbritannien. Men man kommer ikke uden om, at Johnson ved dette valg på sine egne præmisser har udrettet et politisk mesterværk. Brexit, der fik hans to forgængere som premierministre til at gå ned, er for Johnson blevet anledningen til at ryste det politiske system og erobre den magt, som hans forgængere tabte.” Jyllands-Posten skriver blandt andet i sin leder: ”Boris Johnson kom, så og sejrede. Efter den overbevisende triumf ved parlamentsvalget i Storbritannien ruller Brexittoget nu efter den køreplan, han har skrevet, og som vælgerne overraskende massivt løste billet til. Valgets meget klare tale er dets vigtigste budskab: Der er ikke længere tvivl om, at Storbritannien forlader EU. Nu handler det alene om hvordan. Dét spørgsmål er til gengæld langtfra besvaret med sejren. […] Brexit var, hvad vælgerne ønskede. Brexit er, hvad Boris Johnson lover at gennemføre, koste hvad det vil. Og Brexit er, hvad de nu får - på en eller anden måde. Prisen bliver formentlig høj. Hans løfte om at få en frihandelsaftale med EU på plads inden udgangen af 2020 forekommer helt urealistisk. Det knirker og knager i kongeriget. De skotske nationalister har allerede meldt hårdt ud. Britisk økonomi står sandsynligvis over for en kold tyrker. EU's grænseovervågning mellem Irland og Nordirland skal på plads. Og så det vigtigste genopretningsprojekt: helingen af den dybe splittelse i befolkningen, som Brexit-forløbet har åbnet for. Johnson får nok at bruge sin valgsejr til. Først nu begynder det egentlige arbejde for ham. Så begrædelig Brexit er for alle Storbritanniens venner, så nødvendigt var det at få en afklaring og komme videre. Selv i Bruxelles mærkes lettelsen. Nu gælder det om at komme hinanden i møde til gavn for begge parter. Selv om Storbritannien ikke længere hører til i EU, så hører briterne stadig til i Europa.” Kristeligt Dagblad lørdag skriver blandt andet i sin leder: ”Som den britiske Brexit-proces har udviklet sig, var klarhed efterhånden det bedste, man kunne håbe på. Med den målestok faldt Storbritanniens parlamentsvalg ud på en måde, der er en lettelse for alle - de dybe uenigheder om Brexit til trods. […] Med den konservative Boris Johnsons sejr står det også klart, at de 68 millioner indbyggere i United Kingdom, inklusive skotter og nordirere, faktisk træder ud af Den Europæiske Union. Og gør det meget snart. Det er ærgerligt for briterne. Og det er beklageligt for resten af Europa, der også i fremtiden vil have brug for Storbritannien. Men nu er det sikkert. […] Boris Johnsons rappe replikker kan vinde sæder i parlamentet, men næppe charmere et Bruxelles, der med briternes gungrende udtræden står til at indkassere alle tiders største pr-nederlag. Rimeligt eller ej, så er det ildevarslende for EU, at Unionen opleves som så uattraktiv, at folket i et stort land foretrækker en uvis fremtid for fortsat medlemskab.” Politiken skriver blandt andet i sin leder: ”De sagde det ved folkeafstemningen i 2016, og torsdag gentog det britiske folk det med klar og tydelig røst. Briterne vil ud af EU - og med Boris Johnsons massive valgsejr kommer de det nu. […] Første udfordring bliver at få en handelsaftale med EU. Med sit store flertal kan man håbe, at Johnson vil turde at marginalisere de mest EU-kritiske stemmer i partiet og fastholde et tæt fremtidigt forhold til EU. Johnsons anden udfordring bliver at holde sammen på sit eget land. For mens talen var klar i Storbritannien, som stod sammen om at vælge Brexit, var den lige så klar i Skotland for at ville blive i EU. Den splittelse vil yderligere styrke kravet om skotsk selvstændighed. Kan Boris Johnson levere? Det vil tiden vise. Et er sikkert: Briterne har begivet sig ud på en farefuld færd.”
Berlingske, lørdag, s. 2; Information, lørdag, s. 28; Jyllands-Posten, lørdag, s. 28; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 8; Politiken, lørdag, s. 1 (16.12.2019)
Prioritede historier
Den danske klimaminister river sig i håret over sammenbruddet i COP25
Flere medier skriver om COP25. Politiken lørdag skriver, at det to uger lange klimatopmøde i Madrid lørdag fik benhård kritik fra aktivister. Mødet var gået i overtid, efter at kriseforhandlinger natten igennem havde afsløret store uenigheder om, hvordan man skal begrænse verdens udslip af drivhusgasser. Lande som Australien, Brasilien og USA kæmpede, ifølge flere forhandlere, for at udvande reglerne på en række punkter, herunder rige landes klimabidrag til fattige lande og det teknisk svære, men vigtige spørgsmål om handel med CO2-kvoter. Groft sagt viste topmødet, at verden mere end nogensinde før er delt i to, hvor blandt andre EU, Norge, Schweiz, New Zealand og en række fattige lande kræver handling. Mens en anden gruppe med især USA, Brasilien, Australien og til en vis grad Canada og Japan trækker den anden vej. EU har dog også fået kritik af aktivister for at holde igen med løfter om klimabistand. Uenigheden var så stor, at nogle forhandlere, herunder den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), overvejede muligheden af, at dette 25. klimatopmøde måske kunne blive det første, hvor forhandlingerne ville bryde helt sammen. Information lørdag skriver, at forhandlerne på klimatopmødet COP25 i Madrid fredag aften stadig ikke havde fundet løsninger på flere af de centrale konfliktpunkter, og armlægningen ser derfor ud til at fortsætte ind i weekenden. Fredagens aftaleudkast var uacceptabelt, mener både klimaminister Dan Jørgensen og førende eksperter. ”Jeg har lyst til at rive mig i håret mange gange i løbet af dagen. Slå i bordet og sige, undskyld mig, hvordan kan vi sidde her og være uenige om små formuleringer og detaljer, når opinionen i hele verden forlanger, at vi handler. Der har aldrig været et så stort mismatch mellem det, der foregår ude på gaderne, og det, der foregår herinde i FN's forhandlingslokaler. Men slaget er ikke tabt endnu. Forhandlinger er forhandlinger, og det skal jo se svært ud, før man når en aftale,” siger klimaminister Dan Jørgensen (S). Han fortæller, at Danmark presser på for at få så ambitiøs tekst som overhovedet muligt. ”I forhold til de overordnede konklusioner kan vi simpelthen ikke stå på mål for, at teksten ikke bliver mere ambitiøs, end det vi havde i forvejen. Det skal den være. Men slaget er ikke tabt endnu. Forhandlinger er forhandlinger, og det skal jo se svært ud, før man når en aftale,” siger Dan Jørgensen. ”Det er fuldstændig uacceptabelt. Fuldstændig uacceptabelt. Jeg er ikke bare skuffet. Jeg er vred. Landene er nødt til at komme ud af deres comfortzone og deres traditionelle politiske processer. De er nødt til svare på en måde, der viser, at de har hørt og forstået, hvad der sker i befolkningerne, og at de vil lytte til videnskaben og handle på den. Der er et massivt gap i forhold til det, som den her proces lige nu er i gang med at levere,” siger generalsekretæren for Greenpeace International, Jennifer Morgan, til Information på baggrund af aftaleudkastet. I sin leder skriver Information lørdag: ”Man må finde håb, hvor man kan. En meningsmåling udført af opinionsinstituttet Kantar Polska fortæller, at 69 procent af adspurgte polakker vil, at Polen tilslutter sig et fælles EU-mål om klimaneutralitet i 2050, samt at 81 procent synes, at Polen skal tilslutte sig den netop præsenterede European Green Deal. […] I EU-topmødets sluterklæring hedder det blot, at EU-Rådet ”opfordrer Kommissionen til efter en grundig konsekvensanalyse at fremsætte et forslag til ajourføring af EU's nationalt bestemte bidrag (NDC) for 2030 i god tid inden COP26”. En 'ajourføring' er ikke nødvendigvis det samme som et hævet ambitionsniveau. I den Green Deal for Europa, som Ursula von der Leyen præsenterede onsdag, varsles rigtig mange gode og ambitiøse forslag fra Kommissionen om konkrete klimatiltag. At disse samt et nyt 2030-mål skal kunne vinde tilslutning i EU-kredsen inden det afgørende klimatopmøde COP26 i Glasgow i november 2020 forudsætter et vedvarende og benhårdt pres fra progressive lande som Danmark, fra civilsamfundets tapre aktivister og fra den visionære del af erhvervslivet. Miraklernes tid er ikke forbi, kun næsten.” Berlingske søndag beretter i sin analyse blandt andet: ”Alligevel har årets store FN-klimamøde, COP25 i Madrid, demonstreret dødvande i forhandlingerne om en mere sikker klimafremtid for kloden og, sekundært, om rige landes støtte - eller mangel på samme - til klimatilpasning og erstatninger, når klimakatastroferne rammer fattige og ekstra sårbare nationer. […] Forklaringen er først og fremmest, at alle nationale grønne øjne på kloden er stift rettet mod det langt mere afgørende klimamøde COP26 i skotske Glasgow i midten af november næste år. Det har taget pusten ud af Madridmødet, hvor landene i vidt omfang blot positionerede sig i forhold til næste år, og som i langt højere grad har haft teknisk end egentlig vidtrækkende karakter. Danskere i Madrid har lidt spøgefuldt kaldt mødet for en ”under-COP”. Man kan argumentere for, at Glasgow bliver endnu vigtigere end COP21 i 2015, da verden fik sin første globalt dækkende klimaplan: Parisaftalen. […] I den skotske industriby er formålet at få hævet landenes klimaambitioner så meget, at de så nogenlunde flugter med Paris-målsætningen. Det vil sige nationale klimaplaner af en sådan styrke, at den globale udledningsspil vil begynde at pege mod klimaneutralitet omkring eller lidt efter 2050 og dermed mod balance mellem udledninger og CO2-optag. Hvis det skal lykkes, kræver det et stærkt forbillede til at bane den grønne vej og afhøvle knasterne.” I Jyllands-Posten mandag, står der at, FN's 25. klimatopmøde var en gyser til det sidste. Kort før lukketid spillede Brasilien højt spil. Det chilenske formandskab skiftede taktik, og EU trådte i karakter. Slutteksten er bedre, end mange frygtede i de sidste timer, men markant værre end det, mange på forhånd havde håbet på. COP25 skriver sig ind i historiebøgerne som det klimatopmøde, der gav de længste forhandlinger, FN nogensinde har oplevet, og som det klimatopmøde, hvor landene svigtede videnskaben, ungdommen og verdens fattigste. Kristeligt Dagblad lørdag skriver, at EU-landene på fire topmøder i 2019 havde forsøgt at samles om at gøre EU klimaneutralt. Aftalen er vigtig trods Polens forbehold, mener statsminister Mette Frederiksen (S), da den er en manifestation af, at Europa skal gå foran på klimaområdet. "Under de givne omstændigheder er jeg tilfreds. Der er ikke tegn på et splittet Europa, men et enkelt medlemsland, der har brug for mere tid til at tænke over, hvordan det skal implementeres,” lød det fra Angela Merkel, Tysklands forbundskansler.
Information lørdag, s. 2, 8-9, mandag, s. 1-11; Berlingske søndag, s. 10; Jyllands-Posten lørdag, s. 12, mandag, s. 9; Kristeligt Dagblad lørdag, s. 7; Politiken søndag, s. 6 (16.12.2019)
Kampen for miljøet går trægt
Politiken lørdag fortæller, at mens et trægt klimatopmøde i Madrid går ind i sin slutfase, har nogle lande mere at frygte end andre. For eksempel Marshalløerne, der trues af to af de største globale dommedagsscenarier. For nogle lande er klimaforandringer ubekvemme. For nogle er de noget, man prøver at ignorere. For andre er de et spørgsmål om overlevelse. Blandt de sidste er de mange små lavtliggende østater i Stillehavet. Lande som Kiribati, Tuvalu og Palau, hvor klimaforandringer hvert år skubber bølgerne lidt længere op på de hvide strande. Men det mest ekstreme eksempel er måske Marshalløerne. ”Klimaforandringer er en eksistentiel krise for vores land, og det truer allerede vores folks evne til at overleve. Vi kan ikke klare det her alene. Disse udfordringer er jo ikke noget, vi har skabt. Desværre gør mange udviklede lande, som de lyster, hvor de lyster, uden at tænke på konsekvenserne for andre folkeslag. Men selv om vores historie og nutid er fyldt med lidelser og udfordringer, vil vi blive ved med at kæmpe,” skriver østatens præsident, Hilda Heine. Marshalløernes frygt for klimaforandringer har i mange år gjort dem til et af de lande, der er mest aktivt ved de store klimatopmøder. Under årets topmøde i Madrid har de forskellige sammenslutninger af fattige lande været markante i deres kritik. ”Vi er rystede over forhandlingerne - lige nu bliver vi trængt op i et hjørne, og vi frygter at skulle give os på så mange punkter, at det underminerer hele Parisaftalen,” sagde Carlos Fuller, der er chefforhandler for Aosis, der forener 44 små ø- og kystlande, herunder Marshalløerne. Marshalløerne, der sammen med Maldiverne og Tuvalu er et af kun tre lande i verden, hvis højeste punkt er 10 meter over havoverfladen eller mindre, var tidligere i år det første land, der afleverede den ønskede klimaplan til FN. Store spillere som EU og Kina prøver at nå det i tide til deadline i slutningen af 2020, mens USA helt er ved at trække sig ud af Paris-aftalen. I september advarede FN's klimapanel om, at vi har kurs mod havstigninger på 1,1 meter i 2100 ifølge de mest dystre forudsigelser for udledning af CO2. I Berlingske lørdag, skriver Steen Jakobsen, cheføkonom, Saxo Bank i et debatindlæg, blandt andet: ”Klimaet vil overstige økonomisk vækst som altoverskyggende hovedprioritet i de kommende år. […] Naturen begynder at vise, hvad konsekvenserne ved klimaforandringerne er. Det har tidligere været diskuteret, om situationen har været lig frøen, der langsomt opvarmes og først mærker det kogende vand, når det er for sent. Hvor indlandsis og smeltende gletsjere kan virke fjerne, er stigende fødevarepriser, tørke og skovbrande en mere faktisk størrelse for en voksende del af verden. Og det bliver de katalysatorer, der flytter konsensus og skaber en - i ordets egentlige forstand - brændende platform, som aftvinger handling. I Europa vil det afføde en massiv finanspolitisk ekspansion i det kommende årti, hvor EUs grænse om, at underskuddet på de offentlige finanser normalt højest må udgøre tre pct. af BNP, vil blive udfordret.” I Ekstra Bladet lørdag citeres John Nordbo, klimarådgiver ved Care Danmark vedrørende forhandlingerne ved COP25: ”De går over tid, fordi der er store uenigheder mellem landene. Rundt om forhandlingsbordet sidder lande, som ikke vil meget på klimaområdet, eksempelvis Trumps USA og Bolsonaros Brasilien. Jeg må desværre sige, at det lige nu ikke tegner til et synderligt stærkt resultat. Fra en bred kam har lande sagt ting, der har trukket i håndbremsen, og omvendt har vi ikke set EU for alvor træde i aktion som den globale leder, man giver indtryk af at være,” forklarer John Nordbo, som tvivler på, at den endelige aftale bliver ambitiøs. Information lørdag skriver, at i denne uge offentliggjorde en gruppe af investeringsselskaber et åbent brev, hvor de opfordrer regeringerne på klimatopmødet i Madrid til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser i henhold til Parisaftalens mål. Pensionskasserne opfordrer blandt andet regeringerne til at udfase brugen af kul, fjerne støtten til fossile brændsler og til at vedtage mere ambitiøse nationale mål om at nedbringe udledningerne, så de lever op til målet om at holde temperaturstigningerne under to grader og om muligt 1,5 grader, som landene har forpligtet sig til ved at underskrive Parisaftalen i 2015. De i alt 630 investorer bag opfordringen råder over 37 billioner dollar. Information lørdag fortæller også at EU i 2050 skal være det første klimaneutrale kontinent. Det var et af hovedpunkterne i den green deal, som kommissionsformand Ursula von der Leyen fremlagde onsdag, og som beskriver en plan for, hvordan medlemslandene skal nedbringe udledningerne af drivhusgasser frem mod 2030 og 2050. Ifølge Europas green deal skal målene nås ved blandt andet at omlægge landbrugsstøtten, så mindst 40 procent af støtten bliver fordelt med henblik på at nedbringe udledningerne, ved at omstille energisektoren fra fossil energi til vedvarende og ved at sætte nye grænser for udledningerne fra biler. Ursula von der Leyen kalder det Europas ”månelandingsprojekt”. Den europæiske green deal har fået kritik af blandt andre Europaparlamentets grønne gruppe, som mener, at målet for EU skal være at reducere drivhusgasudledningerne med 65 procent i 2030 og at være klimaneutral i 2040. Mandag skriver B.T.s lederskribent: ”I går endte FN's længstvarende klimaforhandlinger nogensinde i en slags sammenbrud. COP25 mundede godt nok ud i en aftale, men i virkeligheden kan den sammenlignes med glasur på en ubagt kage - reelt blev det nemlig besluttet at vente med at beslutte noget om, hvordan verden skal skære ned på de klimaskadelige stoffer, til november næste år, hvor COP26 bliver afholdt i Glasgow i Skotland. […] EU var under forhandlingerne blandt fortalerne for at højne ambitionerne på klimaets vegne, mens flere store lande, der står for en stor portion af de klimaskadelige udledninger, var imod. Uden samtykke fra lande som Kina, USA, Brasilien og Indien er en aftale ikke ret meget værd. Med det vage resultat af forhandlingerne i Madrid er det med andre ord ikke blevet lettere at nå de klimamål, der blev sat med Parisaftalen under COP21 i 2015.” Kristeligt Dagblad mandag, fortæller, at EU var blandt fortalerne for at højne ambitionerne på klimaområdet, mens store lande som USA, Brasilien, Indien og Kina var imod. ”Vi er i en klimakrise, og beslutningerne på dette klimamøde svarer ikke på den radikale omstilling, verdens lande må tage ansvar for,” siger den norske klima- og miljøminister, Ola Elvestuen. Men han tilføjer, at resultatet i Madrid dog blev bedre, end det tegnede til for et par dage siden, da COP25 efter planen skulle have været slut. ”Det er alligevel ikke i nærheden af at være tilstrækkeligt for at nå målet om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader,” siger Elvestuen. Han bakkes op af sin svenske kollega, Isabella Lövin, der ligeledes er irriteret og skuffet over, at det ikke lykkedes at blive enige om nye regler for kvotehandel mellem landene. ”Det er ildevarslende, at når verden bør øge takten, så slår man bremserne i,” siger hun.
Kristeligt Dagblad mandag, s. 4; B.T. mandag, s. 2, 8; B.T. Metro mandag, s. 17; Jyllands-Posten lørdag, s. 10; Information lørdag, s. 16; Ekstra Bladet lørdag, s. 5; Berlingske lørdag, s. 4-5; Politiken lørdag, s. 10 (16.12.2019)
Administration
Tavshed om DF´s sidste forsvar
I et debatindlæg i B.T. lørdag, skriver Søs Marie Serup, politisk kommentator: ”Der er kommet nye oplysninger frem i den langstrakte historie om misbrug af EU-midler i Dansk Folkeparti, kendt som 'Meld og Feld-sagen', der nu efterforskes af bagmandspolitiet. Sagen tegner ikke blot et bekymrende billede af partiets omgang med penge og dokumenter. Det er også et stilstudie i, når det eneste tilbageværende forsvar er tavshed. I starten håndterede Morten Messerschmidt presseomtalen, indtil han blev sygemeldt og i en længere periode var 'ude i kulden' i DF. Men Messerschmidt er ikke en hr. hvem som helst i DF, så han kom tilbage, blev valgt i Folketinget og indtog igen en naturlig plads i toppen af partiet. […] Sagen er som et isbjerg, der svedte lidt i varmen i starten, men som nu brækker af i tonstunge isflager, der ikke blot kan vælte en forbipasserende kajak, men potentielt også en partiformand med et stort valgnederlag på CV'et. Det er derfor, DF nu tier stille. Der er for meget på spil - og de har ikke flere redskaber i værktøjskassen.”
B.T. lørdag, s. 2 (16.12.2019)
Arbejdsmarkedspolitik
Minister kæmper imod EU-direktiv om europæisk mindsteløn
Berlingske skriver mandag, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i disse dage lobbyer intensivt imod et EU-direktiv, som handler om europæisk mindsteløn. Han advokerede for ti år siden for en afstemning om EU-forbeholdene, der skulle væk. Han mente, at Danmark skulle være med i et eurosamarbejde og kritiserede i 2012 den daværende europaminister Nikolai Wammen (S) for at føre højredrejet EU-politik. I dag er Peter Hummelgaard beskæftigelsesminister, hvilket indebærer, at han skal sige nej til det meste: Nej til EUs direktiv om tvungen barsel til mænd, nej tak til lettere adgang til danske dagpenge og nej tak til en europæisk mindsteløn. Han har netop kastet sig ud i slagsmålet om europæisk mindsteløn. "Lige nu er vi i gang med et lobbyarbejde fra Danmarks side. Det er lidt mærkeligt. At skulle lave lobbyarbejde for en hel nation. Det er fuldstændig korrekt, at jeg for ti år siden kæmpede for, at Danmark skulle tage et opgør med den krisekur, der både forlængede krisen, og som er endt med at øge den sociale ulighed på kontinentet betragteligt. Men at forsøge at omgøre ti års sparepolitik ved at lovgive på en måde, der underminerer gode danske lønninger og arbejdsvilkår, mener jeg er dybt forkert og aldeles unødvendigt," siger beskæftigelsesministeren til Berlingske. Den danske frygt er, at EU-lovgivningen vil smadre den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler overenskomster. Den kommende arbejdsmarkedskommissær Nicolas Schmidt har ellers forsikret, at han ikke ønsker at ødelægge arbejdsmarkedsmodeller, der allerede fungerer.
Berlingske, mandag, s. 14-15 (16.12.2019)
Speditører: Chauffører foretrækker at hvile i førerhuset
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Martin Aabak, direktør for Danske Speditører. Han skriver blandt andet: "Der er al mulig grund til at styrke indsatsen for at forbedre de sociale vilkår for lastbilchaufførerne. Men det vigtigt at bevare proportionerne. Vigtigt er det at fastholde fokus på, hvad formålet er - og på om virkemidlerne vil kunne føre til de ønskede resultater. I mit sind er der ingen tvivl om, at én sag som Kurt Beier-skandalen er én for mange. Nu drejer det sig om så effektivt som muligt at sørge for, at de få eksempler vi har set på kritisabel adfærd i transportbranchen, ikke skal blive til flere. [...] For at undgå flere sager som den fra sidste år er det vigtigt, at EU tager konsekvensen af de indhøstede erfaringer. Når borgere fra tredjelande skal arbejde i EU - og det er en nødvendighed - er det vigtigt, at det foregår på ordentlige økonomiske og sociale vilkår. Vi må se på, hvordan EU lukker tredjelandsborgere ind på det europæiske arbejdsmarked. Derfor er det måske en udmærket idé med en EU-mindsteløn, som naturligvis også skal gælde for tredjelandsborgere, der arbejder i EU. Det vil kunne føre til, at vi undgår flere sager om grov underbetaling. Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har fået mange "tæsk" for at have tænkt tanken og talt højt om det. Efter min opfattelse fortjener hendes udspil mere dansk eftertænksomhed, end tilfældet har været hidtil! Spørgsmålet er så, hvorfor en EU-mindsteløn, der ifølge EU-Kommissionen skal være på 60 procent af medianindkomsten i hvert enkelt EU-land, møder så meget modstand fra arbejdsmarkedets parter i Danmark?"
Altinget, mandag (16.12.2019)
Beskæftigelse, vækst og investeringer
EU-forskningsmidler koster universiteterne 1,5 milliard kroner om året
I Information mandag kan man læse, at EU-forskningsmidler årligt koster de danske universiteter 1,5 milliarder kroner. Når danske forskere får forskningsmidler fra EU, trækkes det nemlig fra i universiteternes forskningsmidler. Det mener Danske Universiteter og Dansk Magisterforening, der i første omgang foreslår at undtage klimaforskning fra modregningen. Grunden til modregningen er, at de danske regeringer de seneste år har indregnet EU-midler som en del af den offentlige forskningsfinansiering, som skal være på mindst en procent af BNP. Anders Bjarklev, formanden for Danske Universiteter, mener, at det er et fundamentalt problem for forskernes motivation. "Når succesrige forskere henter EU-midler hjem, så bliver de jo konfronteret med, at deres succes gør livet sværere for andre forskere, fordi vi mister penge i den anden ende. Og bevidstheden om, at man gør sine kolleger på instituttet eller universitetet fattigere, er jo ikke den store tilskyndelse. Men jeg tror, det ville gå endnu bedre, hvis man ikke havde en krone-til-krone-modregning" siger han. Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening er enig i, at modregningen er et problem. "Det er hovedløst at modregne klima- og energiforskningen med det akutte behov, vi har for at finde svar på klimaudfordringer. Vi har brug for alt det internationale samarbejde, vi kan få, for at løse de udfordringer, og derfor fungerer det ikke, at universiteterne bliver straffet økonomisk for at opnå forskningsmidler i samarbejde med andre europæiske forskere," siger hun. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forklarer, at EU-forskningsmidlerne teknisk set bliver talt med som danske forskningsmidler. Dermed tæller EU-midlerne også med i målet om, at Danmark skal bruge mindst én procent af BNP på forskning. "Men det er jo en politisk beslutning. Politisk kan man jo godt lade forskningsbudgettet stige, hvis man vil det," siger hun.
Information, mandag, s. 13 (16.12.2019)
Det digitale indre marked
Cookies er en irriterende nødvendighed, hvis vi skal kunne følge med i det digitale kapløb
Jyllands-Posten lørdag skriver, at datafilerne, der kendes som cookies er små, men spiller en stor rolle i arbejdet med at skabe et digitalt stærkt Europa. Derfor kan man ikke bare fjerne dem, selv om flertallet er imod dem, påpeger professor Søren Sandfeld Jakobsen, professor og forsker i it-ret og datasikkerhed ved Copenhagen Business School. Lidt over halvdelen af danskerne gav i en undersøgelse fra august udtryk for, at de var imod selv de mest godartede cookies - dem, der giver brugeren personaliserede tilbud fra den side, man besøger. Mens 77 procent var imod videregivelse af data til en tredjepart. Det vil dog være et tab at sige endegyldigt "nej tak" til de små datafiler, påpeger Søren Sandfeld Jakobsen. ”Der er nogle erhvervsinteresser at tage hensyn til. Data om personer kan misbruges, men det kan også bruges til at skabe nogle nye, bedre og mere innovative tjenester. Cookies er derfor nødvendige, hvis ikke EU helt skal tabe kapløbet til USA og Østen om at finde morgendagens Google, Facebook og Instagram. Hvis vi er meget restriktive i forhold til data i Europa, så blokerer vi potentielt for fremkomsten af nye tjenester. Det kan gå ud over arbejdet mod et stærkt digitalt Europa,” siger han.
Jyllands-Posten lørdag, s. 18 (16.12.2019)
Direktør: EU kan skabe en ”verdensstandard” for skabelse og brug af AI
Altinget bringer mandag en kommentar af Cecilia Bonefeld-Dahl, generaldirektør i Digitaleurope. Hun skriver blandt andet: ”Er der nogen, der kan gennemskue, hvad der foregår? Hvor kan ansvaret placeres, hvis noget går galt? Og hvordan sørger vi for, at dette her ikke diskriminerer?" Sådan lyder, ifølge den nyudnævnte digitale EU-kommissær Margrethe Vestager, de hovedspørgsmål, som vi skal kunne svare på, når EU inden længe sætter turbo på udviklingen af kunstig intelligens (AI). Allerede om små 100 dage skal rammen omkring den fremtidige AI-strategi ligge klar - en AI-strategi med mennesket i centrum. Succeskriterierne er tilsvarende enkle. Vi skal, stadig med kommissærens egne ord, kunne have "tillid til teknologien, og det så meget, at vi investerer i den, kører i den, uddanner os med den og frem for alt bruger den". […] Arbejdet med at formulere en fornuftig ramme for udvikling af AI i Europa har nemlig været i gang i en rum tid. Jeg har selv haft fornøjelsen af at sidde med fra start i den såkaldte "AI High Level Expert Group", som EU-Kommissionen nedsatte i juni sidste år, efter i foråret at have udsendt et visionspapir om en ramme for det videre arbejde med AI. […] Måske er det så første gang, at EU-regulering rent faktisk er implementeret, før den bliver formaliseret, og endog med hele samfundets buy in. Jeg tror på, at vi på denne måde er ved at skabe en "verdens-standard" for skabelse og anvendelse af AI. En ramme for ansvarlig og troværdig AI i Europa. En ramme, som sætter mennesket i centrum og tildeler kunstig intelligens en assisterende rolle i bestræbelserne på at skabe velfærd, velstand og bæredygtig fremgang med europæiske kerneværdier i behold.
Altinget, mandag (16.12.2019)
Finansielle anliggender
5 ting, der flytter markederne i denne uge
I Berlingske kan man mandag læse, at tilliden er på vej tilbage, når det drejer sig om den økonomiske udvikling. I denne uge kommer der tal for en række tillidsindikatorer for december i USA og i Europa. Fokus er mest på PMI-tallene for USA og Europa, men der vil også være fokus på den tyske IFO-indikator, som er en traditionel erhvervstillidsindikator. Over det seneste år er der sket et drastisk fald i bilsalget. Dét, i kombination med handelskonflikten mellem USA og Kina, har givet dybe panderynker i den europæiske bilindustri. I september synes optimismen dog at være kommet tilbage, hvilket har kunnet spores i bilproducenternes aktiekurser de seneste par måneder. Samtidig er der ikke udsigt til højere renter foreløbig. Den nye chef for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, holdt i sidste uge sit første rentemøde. Som ventet holdt ECB renten uændret og lovede samtidig at fortsætte sit program med de såkaldt kvantitative lempelser. Samtidig meddelte ECB - heller ikke overraskende - at der i hvert fald ikke kommer renteforhøjelser, før inflationen i euroområdet kommer op på ECBs målsætning på to procent. Hvor langt vi er fra to procents inflation, bliver vi klogere på, når vi i denne uge får inflationstal for en række europæiske lande samt for hele euroområdet for november.
Berlingske, mandag, s. 12-13 (16.12.2019)
Grundlæggende rettigheder
Fængslet Uighur får Sakarovprisen
Hvert år uddeler Europa-Parlamentet Sakarovprisen til en person eller organisation, der beskytter menneskerettighederne og frihed. Onsdag den 18. december er der prisoverrækkelse i Parlamentet i Strasbourg og allerede i oktober blev det offentliggjort, at Ilham Tohti, som kæmper for mindretallet uighurernes rettigheder i Kina, får prisen. Han fik i 2014 en livstidsdom i Kina efter separatisme-relaterede anklager og vil derfor ikke være i stand til at modtage sin pris på 50.000 euro i Strasbourg. I forbindelse med valget af Tohti sagde Europa-Parlamentets formand, David Sassoli ifølge Jyllands-Posten søndag: ”Ved at tildele denne pris til Ilham Tothi opfordrer vi samtidig den kinesiske regering til at løslade ham og til at respektere mindretals rettigheder i Kina.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 2 (16.12.2019)
Handel
Handelsaftale skaber håb om et roligt 2020
Berlingske og Jyllands-Posten skriver lørdag, at fredag ikke var en hvilken som helst dag for de finansielle markeder verden over. I flere år har USA's handelskrig med Kina og Storbritanniens udtræden af EU været anset som de største enkeltstående risikofaktorer for erhvervslivet og dermed for samfundet som sådan, men fredag blev der lagt en form for stødpude ind begge steder. I timerne efter Boris Johnsons monumentale sejr ved det britiske parlamentsvalg annoncerede USA og Kina således, at de to stormagter nu er nået til enighed om en første delaftale i handelskrigen. Dermed er der tale om et dobbelt rygstød til markederne, sådan som Formueplejes direktør og partner, Henrik Franck, formulerer det. ”Det er en god nyhed, som er svær at overdrive betydningen af,” siger Henrik Franck og peger på, at handelskrigens straftold på begge sider - har været årsag til en del kursudsving, siden den for alvor brød ud i marts 2018. Fase1-aftalen betyder ifølge USAs præsident, Donald Trump, at de planlagte toldstigninger vil blive sat i bero, at stormagterne vil øge importen af hinandens varer på eksempelvis fødevareområdet, og at forhandlingerne om en såkaldt Fase2-aftale begynder øjeblikkeligt.
Berlingske lørdag, s. 11; Jyllands-Posten lørdag, s. 4 (16.12.2019)
Institutionelle anliggender
Danskere bosat i Storbritannien kan sove trygt
Berlingske lørdag fortæller, at selv om Storbritannien efter torsdagens parlamentsvalg har direkte kurs mod en udtræden af EU, behøver danskere, der bor i landet, ikke frygte fremtiden. Deres forhold ændrer sig stort set ikke, selv om de er EU-borgere, og Storbritannien siger farvel til unionen. Det forklarer Danmarks ambassadør i Storbritannien, Lars Thuesen. ”De, der er her i dag på legalt ophold, har ret til at blive her fremover. De bliver ikke smidt ud, og de bevarer de rettigheder, de har til sundhedshjælp og til eksempelvis at få overført ydelser fra det danske system. Så de danskere, der er her, kan sove relativt trygt om natten,” siger han. At EU-borgere beholder deres rettigheder i Storbritannien, følger af den udtrædelsesaftale, som landet har forhandlet med EU, og som ventes godkendt af det britiske parlament.
Berlingske lørdag, s. 14 (16.12.2019)
De vrisne træmænd
Politiken skriver i sin leder søndag: ”Jeremy Corbyn endte som Mogens Lykketofts skæbnefælle, hvis Boris Johnson er Donald Trump, så er Jeremy Corbyn en Mogens Lykketoft-figur med 15 års forsinkelse. Corbyn var fra valgkampens begyndelse den prikne og småirriterede nederlagskarakter, der hverken kunne sætte sin ben eller briller rigtigt. Alt gik galt. For åben skærm. Akkurat som det gjorde for Mogens Lykketoft i valgkampen mod Anders Fogh Rasmussen i 2005. Politisk er der en verden til forskel på Lykketoft og Corbyn, men de har det tilfælles, at de begge endte som gamle, vrisne tabermænd fra fortiden, da de blev sat over for en ny tids smarte slogans afspillet i et opskruet digitalt tempo. […] Johnson formåede at fange Corbyn i en nådesløs nederlagsdynamik, der gjorde ham til skæbnefælle med Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiets katastrofevalg i 2005. Vi husker Lykketoft som den konstant sure og modløse taberskikkelse, der end ikke selv troede på sejren. […] Hverken Jeremy Corbyn eller Mogens Lykketoft fortjente sejren. Men vi fortjener alle en politisk debat, der stikker dybere end løsrevne fraser, der ikke får højere sandhedsværdi af at blive gentaget i det uendelige. Den slags taber vi alle på.”
Politiken søndag, s. 1 (16.12.2019)
Den forkromede idé om Europa får baghjul af nationalstaten i disse år
Jyllands-Posten skriver mandag, at det europæiske projekt er presset af nationalfølelsen i medlemslandene. Uffe Østergård, professor emeritus i dansk og europæisk historie ved Aarhus Universitet, har i en menneskealder været fortaler for EU, men han må også erkende, at det europæiske projekt er presset. "Nationalstaterne i EU har vundet som princip. Hvis der har været en konkurrence mellem europæisk identitet, føderalisme og nationalstaterne, så er det dem, der har vundet. Det skyldes grundlæggende den samarbejdsmodel, vi har valgt i EU. Man samarbejder om ret uskyldige områder, og det får så følger på en masse andre områder. Det har virket vældig godt, men vælgerne føler sig snydt," siger han. Han mener, at et af problemerne er, at uligheden er vokset. "Her føler vælgerne, at de kan få indflydelse. Globaliseringen derimod er ansigtsløs. Det er mere overskueligt. Man kan handle politisk. I de store sammenhænge er det sværere, deraf også vreden mod internationale konventioner og andre aftaler. De åbne grænser bliver et negativt symbol," siger han.
Jyllands-Posten, mandag, s. 14-15 (16.12.2019)
Interne anliggender
Tysklands tidligere EU-kommissær: Merkel er en ”lame duck”
Jyllands-Posten lørdag og Børsen mandag skriver, at Europa kan bryste sig af at sætte sig på flere af topplaceringerne på Forbes dugfriske liste over de 100 mest magtfulde kvinder i verden, der også har en dansker på listen. For niende år i streg er det Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der indtager pladsen som verdens mest magtfulde kvinde. I toppen får hun selskab af flere markante skikkelser fra EU. Således er 63-årige Christine Lagarde, der er ny chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), den næstmest magtfulde kvinde ifølge Forbes. Også den nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, stryger til tops på listen, hvor hun indtager fjerdepladsen. Jyllands-Posten søndag spørger: Hvem er EU's mest magtfulde leder? Skruer man tiden to-tre år tilbage, ville svaret uden tvivl have lydt: Angela Merkel, Tysklands kansler. Sådan er det ikke længere. ”Mit svar er Macron. Det ville jeg ikke have sagt bare for halvandet år siden. Det er ikke, fordi han er blevet så meget stærkere. Det er simpelthen, fordi Merkel er blevet svagere,” vurderer en højtstående EU-embedsmand, der vil være anonym, over for Jyllands-Posten. Günther Oettinger, som for to uger siden gik af som EU-kommissær oven på to gange at være blevet udpeget til posten - af Merkel, vurderer, at: ”Merkel var stærkere end Hollande, som i grunden var en svag præsident. Nu er hun lige så stærk som Macron. De har den samme autoritet i Det Europæiske Råd.”
Jyllands-Posten, lørdag, s. 2, søndag, s. 18; Børsen mandag, s. 18 (16.12.2019)
Landbrug
Landbrugets indtjeningsfest er få kilometer fra et isbjerg
Jyllands-Posten skriver mandag om, hvor store konsekvenser det vil få for danske landmænd, hvis syge vildsvin med svinepest slipper over grænsen til Danmark. Sygdommen har de seneste uger spredt sig til det vestlige Polen - kun 40 kilometer fra den tyske grænse. Et udbrud af svinepest i Tyskland vil medføre, at alle væsentlige eksportmarkeder uden for EU omgående lukker for tysk svinekød. Dermed skal de tyske slagterier omdirigere enorme mængder svinekød til nærmarkederne i Europa. "Konsekvensen vil være, at vi får et overudbud af svinekød i Europa. Hvis tyskerne afskæres fra Kina eller andre fjerne eksportmarkeder, kan det åbne nye markedsmuligheder for os. Problemet er bare, at vi allerede udnytter hele vores pakke- og frysekapacitet," siger Jais Valeur, administrerende direktør for Danish Crown. Hvis et udbrud af svinepest i Tyskland får prisen på grise til at falde 20-30 procent, vil det svare til, at den aktuelle svinekødsnotering i Danmark falder fra 13, 30 kroner til omkring 10 kroner per kilo.
Jyllands-Posten, mandag, s. 4 (16.12.2019)
Økologisk Landsforening: Bæredygtigt landbrug er multifunktionelt
Altinget bringer mandag et debatindlæg af Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening. Hun skriver blandt andet: "Udtagning af landbrugsjord har fået sin selvstændige overskrift i Finansloven 2020, og der er afsat to milliarder kroner frem mod 2030 til at investere i udtagning og til omstilling til bæredygtig produktion med videre, med henblik på at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser. [...] Det handler om både at levere fødevarer, rent vandmiljø og drikkevand, klimaløsninger og give plads til naturindhold og mere natur samt rekreative muligheder. [...] I Økologisk Landsforening mener vi, at meget udtagning kan gennemføres uden, at det kræver jordfordeling og handel med jord. Når lavbundsjorde i dag er i omdrift og ikke ligger i naturlig tilstand, så er det fordi, det har kunnet svare sig med de landbrugsstøtteordninger, der blev indført med EUs fælles landbrugspolitik. Fik landmændene direkte støtte til udtagne arealer, så ville de jorde, der ikke giver andet afkast end støtten ikke være i dyrkning. Og en ændring af EU's landbrugspolitik har måske ikke så lange udsigter. [...] I Økologisk Landsforening peger vi derfor på, at regeringen skal se de igangværende forhandlinger om indretningen af EU's landbrugspolitik fra 2022, det nationale ønske om at investere i udtagning og omlægning til bæredygtig produktion, den kommende natur- og biodiversitetspakke og den sektorstrategi, der skal udarbejdes for landbruget i forlængelse af Klimaloven i en samlet helhed."
Altinget, mandag (16.12.2019)
Migration
"Det er ikke realistisk"
Berlingske skriver mandag, at EUs nye flygtningekommissær, Ylva Johansson, afviser et dansk forslag til dele af et nyt asylsystem. Dermed synes regeringens bud på et nyt asylsystem i Europa at være politisk dødt. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) afviser dog at give op. I det danske forslag til et nyt europæisk asylsystem er det centrale element at flytte sagsbehandlingen uden for Europa. Det skal ske i form af modtagecentre i tredjelande. "Jeg synes, det er en urealistisk idé. Der udestår en masse spørgsmål og juridiske implikationer, som jeg ikke kan se en praktisk løsning på i dag. Så synes jeg, det er en bedre idé at flytte sagsbehandlingen til Europas egne grænser," siger Ylva johansson. Mattias Tesfaye vil dog ikke opgive ideen. "Måske er jeg bare ung og idealistisk, men jeg nægter at give op i kampen for et mere humanistisk asylsystem. Jo mere man sætter sig ind i konsekvenserne, jo mere uholdbart er det. Derfor er det kun godt, hvis der i Kommissionen er et ønske om, at forslagene skal være realistiske. Jeg anerkender, at der er masser af praktiske og politiske udfordringer med at gennemføre det. Men Europa må ikke give op så tidligt," siger han. Som regeringsparti har Socialdemokratiet gentaget behovet for et opgør med EUs migrationspolitik, og i sin åbningstale for Folketinget bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at hun selv ville stille sig i spidsen for at få etableret et nyt asylsystem.
Berlingske, mandag, side 1, 8-9 (16.12.2019)
Dansk nødhjælpsarbejder er offer for hård græsk kurs over for migranter
Politiken søndag skriver, at nødhjælpsarbejderen Salam Aldeen er fængslet i Grækenland for at hjælpe migranter i Moria-lejren på Lesbos, som er præget af umenneskelige forhold. Han blev fængslet i oktober og kan være offer for ny, stram kurs, mener grækenlandsekspert, lektor Mogens Pelt fra Københavns Universitet. Sagen kan have sammenhæng med de seneste måneders voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter til Grækenland. Situationen bliver gradvis værre. ”Grækenland er i 2019 blevet den første indgangsport for migranter med mere end 103.000 migranter og flygtninge på dets territorium,” konstaterer UNCHR, FN's højkommissariat for flygtninge. Forklaringen er, at den tyrkiske præsident, Recep Erdogan - ifølge den græske regeringschef Kyriakos Mitsotakis - jævnligt beder sin kystbevogtning om at lempe kontrollen i farvandet mellem Tyrkiet og Grækenland. Det sker for at vise EU, at Tyrkiet med få timers varsel kan bryde aftalen fra 2016 med EU om at holde migranter og flygtninge tilbage i Tyrkiet mod et beløb på seks milliarder euro, 45 milliarder kroner. ”Det er en slags nålestik rettet mod EU,” lyder det fra Mogens Pelt. Men det er Grækenland, der bliver ramt, og forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet er spændt. Og migranterne sidder fast i Grækenland, for den såkaldte Balkan-rute er næsten lukket.
Politiken søndag, s. 18 (16.12.2019)
Hvis Tyskland lukker sine landegrænser, går Europa i stå – til skade for os
Jyllands-Posten bringer søndag et debatindlæg af Ove Christiansen, medlem af Europabevægelsen. Han skriver blandt andet: ”I Jyllands Posten har Hans Tøttrup ironiseret over den radikale Morten Østergaards udtalelse om, at grænsekontrollen er symbolpolitik. Morten Østergaard har ret. […] Hvorfor skal vi opretholde de åbne grænser. Man kan flyve over en grænse uden at vise pas. Men rejser vi over land, kan vi ikke rejse fra den ene ende af EU til den anden uden at skulle gennem Tyskland, det store transitland. Hele den velstandsstigning, der er følgen af EU som frihandelsområde, afhænger af, at Tyskland ”står åbent”. Hvis Tyskland lukker alle sine ni landegrænser, går Europa i stå til skade for os alle sammen. Her bør Danmark ikke vise det dårlige eksempel. Derimod skal bevogtningen af EU's ydre grænser forstærkes; dette vil også kræve en militær indsats, hvor også Danmark kan medvirke, f.eks. med flådeovervågning af Middelhavet. Her har Danmark obstrueret for en fælles EU-løsning gennem vores forsvarsforbehold, der bør afskaffes snarest muligt. Vi er bedre tjent med en EU-løsning, hvor vi kan løfte i flok, end med at stå alene med et problem, der er for stort til os.”
Jyllands-Posten, søndag, s. 33 (16.12.2019)
Sikkerhedspolitik
Færøerne blev frontlinjen i supermagternes spil
Politiken og Jyllands-Posten søndag skriver, at Færøerne er blevet frontlinjen i en storpolitisk rivalisering mellem USA og Kina. Kampen mellem supermagterne er ekstra intens her, fordi Færøerne ligger strategisk vigtigt placeret. Og den har stor betydning for det færøske samfund på flere planer. Stridens kerne er, om den kinesiske techgigant Huawei som planlagt skal levere 5G-udstyret til Færøerne. 5G vil tage mobilnettet til et helt nyt niveau, hvor ikke bare mennesker, men også alle tænkelige ting, herunder selvkørende biler, bliver forbundet med hinanden og med kunstig intelligens i skyen. Afsløringen af, at den kinesiske stat tilbyder Færøerne en lukrativ frihandelsaftale, hvis Huawei beholder opgaven, viser, at Huawei og Kina har fælles interesser, som de plejer. Afsløringen kommer fra et lydklip, hvor en færøsk departementschef orienterer sin minister om en samtale mellem den kinesiske ambassadør og den færøske lagmand. Det blev optaget ved et tilfælde, da ministeren umiddelbart efter skulle interviewes i tv om Huawei-sagen. Da tv-stationen var klar til at bringe historien mandag i sidste uge, tog landsstyret det helt usædvanlige skridt at begære fogedforbud. Udenrigsministeriet i Danmark støttede forbuddet med en udtalelse om, at offentliggørelse kan skade forholdet mellem Danmark og Kina. Dommeren var enig i, at hensynet til Kina måtte veje tungere end hensynet til pressefriheden. Den færøske tv-station er stærkt utilfreds med, at vi bøjer pressefriheden for Kina, men har valgt at respektere forbuddet. DR og Berlingske har imidlertid offentliggjort indholdet, med henvisning til at fogedforbuddet gælder tv-stationen, ikke dem. I Politikens leder søndag, står der blandt andet: ”Vi må kræve, at udenlandske diplomater ikke bare farer rundt i rigsfællesskabet på må og få, men på forhånd koordinerer det med den danske regering, der ifølge grundloven tegner rigsfællesskabets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det kræver så igen, at vi internt i rigsfællesskabet og regeringen finder en form, hvor den koordination involverer alle dele af rigsfællesskabet som ligeværdige partnere. Det skal lykkes, for ellers risikerer vi at blive spillet ud mod hinanden af rivaliserende stormagter. USA og Kina har netop vist, hvad vi er oppe imod.
Politiken søndag, s. 1, 8; Jyllands-Posten søndag, s. 32 (16.12.2019)
Karsten Lauritzen: Derfor er tiden moden til at afskaffe forsvarsforbeholdet
I et debatindlæg i Altinget mandag, skriver Karsten Lauritzen (V), forsvarsordfører: ”Tiden er løbet fra forsvarsforbeholdet. Så simpelt kan det siges. Og derfor er tiden nok moden til at få det afskaffet. Af tre årsager især. For det første har præsident Trump flere gange udtrykt betænkeligheder ved Nato-samarbejdet. For det andet er verden blevet mere usikker. Eller rettere: Mere "normal" i den forstand, at magtpolitik igen dikterer førernationernes indbyrdes forhold. Når USA, Rusland og Kina påvirker verdens gang, sker det i mindst lige så høj grad på slagmarken som på diplomatiets bonede gulve. At Nato knager i fugerne, og at stormagtspolitik igen er vor tids løsen, betyder, at Danmark må se sig om efter alternative sikkerhedsfællesskaber. For på verdensscenen er vi desværre for små til at stå alene. Og dette leder frem til det tredje: Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har netop udgivet en rapport, der viser, at Danmark ville stå stærkere inden for rammerne af et EU-forsvarssamarbejde – hvis altså forbeholdet afskaffes. […] Trumps udenrigspolitik, Macrons kommentar og ikke mindst den amerikanske præsidents reaktion på sin franske pendants udmeldinger illustrerer, at Nato er udfordret. Nok mest indadtil. Men så sandelig også udadtil. Blandt sidstnævnte udfordringer findes Rusland, terrorbevægelser i Mellemøsten og en stigende cybertrussel. Det skal dog understreges, at Nato ikke befinder sig i en decideret krise. Det er i det lys, at et forsvarssamarbejde i EU giver mening – og i den kontekst, at det virker oplagt at afskaffe forbeholdet. […] Det stiller Danmark i en situation, hvor vi skal vælge. Ikke imellem noget. Men om noget – om vi vil være en del af et EU-forsvarssamarbejde såvel som af Nato. Desværre kan vi ikke vælge EU til. Medmindre vi afskaffer forsvarsforbeholdet. Og det ville være det mest fornuftige valg. Sikkerhedspolitisk svarer det nemlig til at gå med både livrem og seler. Og i disse tider kan man ikke være for påpasselig.”
Altinget mandag (16.12.2019)
Kina er også Natos nye udfordring
Børsen skriver i en analyse mandag, blandt andet: ”I erklæringen fra det nylige Nato-topmøde i London var der i hvert fald en sætning, der gjorde indtryk på den anden side af Jorden. For første gang blev Kina nævnt. Og det som en voksende udfordring, “vi skal besvare sammen som en alliance.” […] Det handler om telegiganten Huawei, som USA og en række andre lande har bandlyst fra at levere udstyr til 5G. Det handler om Kinas One Belt One Road, det enorme infrastrukturprogram, hvor man etablerer blandt andet havne langs de globale handelsveje. Det handler om køb af avancerede teknologiske virksomheder i andre lande, og på bundlinjen handler det om, hvem der bliver verdens førende økonomiske, teknologiske og militære magt. […] Altså langt mere vidtgående spørgsmål end de amerikanske handelsunderskud overfor Kina, som præsident Trump nu synes at have fået gjort indhug i. Hvor meget, der er tale om, vil vi se i den endelige aftale. Ifølge en erklæring fra USA’s særlige handelsrepræsentant er det mere “en historisk aftale... der kræver strukturelle reformer og andre ændringer af Kinas økonomiske handelsmæssige styre” indenfor bl.a. teknologioverførsel og intellektuelle rettigheder. Holder det, er det måske en model for den nye EU-Kommission.”
Børsen mandag, s. 19 (16.12.2019)
Regeringen skader danske sikkerhedsinteresser med sin EU-politik
Berlingske bringer mandag en kronik skrevet af Marc D. Bangert, cand.mag. i historie og samfundsfag. Han skriver blandt andet: "Danskernes opbakning til forsvarsforbeholdet smuldrer, støtten til et styrket forsvarssamarbejde i EU-regi står stærkt, og den kommende EU-Kommission forventes at sætte massivt fokus på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. [...] Med tidens tendenser in mente ville det være oplagt for den socialdemokratiske regering at tage forsvarsforbeholdet op til debat med henblik på at engagere Danmark yderligere i det europæiske fællesskab og arbejde på at få forsvarsforbeholdet afskaffet. Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde ved sidste års Folkemøde på Bornholm, at EU-forbeholdene er grundlaget for den danske europapolitik, men at status quo ikke bør blive en sovepude for en socialdemokratisk ledet regering, fordi forbeholdene afskærer Danmark fra dele af det europæiske samarbejde. [... ] Sagen er nemlig den, at EU-landene, hvis de ikke arbejder sammen og finder fælles fodslag, risikerer at ende med at blive kørt ud på et sidespor i en verdensorden domineret af forholdet mellem USA og Kina. [...] Regeringens EU-politik er med andre ord kortsigtet, indadvendt og skader i værste fald danske sikkerhedsinteresser. Ønsker Socialdemokratiet reelt at tage ansvar for landets sikkerhed, må det bekende sig til det europæiske fællesskab, som Danmark er en naturlig del af. For hvis ikke vi som danskere og europæere tager medansvar for egen sikkerhed, er der andre, der vil afgøre vores sikkerhedspolitiske manøvrerum for os - og til den tid kan det være for sent at begynde at tale om dansk deltagelse i et styrket europæisk militært og sikkerhedsmæssigt samarbejde."
Berlingske, mandag, s. 24-25 (16.12.2019)
Udenrigspolitik
Orkanen Trump har givet USA's diplomati synlige stormskader
Jyllands-Posten bringer mandag en artikel, der sætter fokus på, hvordan kritikere mener, at USA's præsident Donald Trumps topstyring har svækket USA's udenrigspolitiske gennemslagskraft. I den seneste tid har amerikanske topdiplomater været genstand for en stribe historier på avisernes forsider. Nogle af de mest opsigtsvækkende er sket i forbindelse med forundersøgelsen til en rigsretssag mod Donald Trump. Her har både USA's EU-ambassadør, Gordon Sondland, og landets tidligere topdiplomat i Ukraine, måttet aflægge vidneudsagn foran tv-kameraerne. I Danmark har USA's ambassadør Carla Sands i flere omgange vakt opsigt. Senest med aflysningen af en sikkerhedspolitisk konference i København. Bag de aktuelle skærmydsler lurer også en større debat om fremtiden for den amerikanske udenrigstjeneste og USA's evne til at fastholde sin rolle som diplomatisk aktør med gennemslag i supermagtsklassen. Det handler om, at amerikansk udenrigspolitiks gps er blev grundigt omprogrammeret under Trump. "Det er ikke let at være ambassadør, når du har en præsident, som udstikker politikken via Twitter. Ambassadører over hele verden ser præsidentens beskeder samtidig med alle andre og bliver så bedt om at gå ud og forklare det," siger Dennis Jett, tidligere amerikansk ambassadør og forfatter til bogen ”Amerikanske ambassadører”. Mens Trump-administrationen generelt har været rundhåndet over for militæret, så har State Department, det amerikanske udenrigsministerium, måttet holde for med besparelser. "Noget af det første Trump gjorde, var at sige, at han ville øge Pentagons budget med 10 procent og skære udenrigsministeriets budget med 30 procent. Og da den største udgiftspost i udenrigstjenesten er løn, er det lig med færre hænder. Hvis det er prioriteringen for regeringen, så er det klart, at diplomatiet bliver svække," siger Dennis Jett.
Jyllands-Posten, mandag, s. 13 (16.12.2019)
Økonomi
Tre julegaver er på vej til den danske økonomi
I et debatindlæg i Politiken søndag, skriver Leif Beck Fallesen, erhvervskommentator: ”Afklaring om Brexit, nedtrappet handelskrig og lave renter i 2020 giver ringe risiko for recession. De mørke skyer over den globale økonomi er ikke forsvundet, men de er i den forløbne uge blevet mindre mørke. Der er nemlig tre julegaver på vej til dansk økonomi, som vil holde hånden under dansk eksport og dansk beskæftigelse i det kommende år. Ingen af dem øger væksten, men de mindsker risikoen for, at der kommer en recession med arbejdsløshed, aktiekrak og faldende ejendomspriser i 2020. De tre julegaver er en afklaring om Brexit, som betyder at briterne forlader EU 31. januar med en overgangsperiode til udgangen af 2020. Dernæst ventes USA at aflyse eller udskyde de højere toldsatser over for Kina, som ellers træder i kraft i dag. Og sidst har FED, den amerikanske centralbank, i den forløbne uge klart tilkendegivet, at den lave rente fortsætter i det nye år. […] I EU har den nye præsident i ECB, Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde på sit første pressemøde klart udtrykt, at hun fortsætter forgængerens politik. EU's økonomi er svagere end USA's, især den tyske, og derfor fortsætter den lempelige politik med udpumpning af penge og negativ rente.”
Politiken søndag, s. 14 (16.12.2019)
Vi har glemt, hvor sårbar nationen er uden alliancer
Berlingske bringer en kommentar af chefredaktør Tom Jensen. Han skriver blandt andet: “Det var et besynderligt forløb, der udspillede sig, da den socialdemokratiske danske regering for nylig stemte nej til EUs budget. På falske præmisser gik statsminister Mette Frederiksen i medierne og betegnede det som ”fuldstændig gak”, at Danmark skulle betale adskillige milliarder mere til budgettet. Hvilket Danmark så alligevel ikke skulle. Det var en regnefejl i Finansministeriet. Alligevel stemte Danmark imod. Derved placerede regeringen Danmark i selskab med nogle af de mest hardcore EU-modstandere, herunder i Europa-Parlamentet. Socialdemokratiet står ikke alene med denne skødesløse tilgang til de vigtigste internationale alliancer, Danmark er en del af. […] Det er direkte farligt for Danmark, for nationen Danmark, når jorden synes at skride under de alliancer, vi er en del af. Hvilket er tilfældet i disse år, både med hensyn til EU-samarbejdet. Og hvad angår NATO-alliancen. […] Jeg kan sagtens følge dem, som med skepsis betragter de kræfter, der i EU-regi trækker mod en slags føderalisme. Den er unødvendig, også i forhold til de mål, Danmark må have som forpligtet deltager i internationale sammenhænge. EU skal ikke være en social union, hvor alle EU-borgere deler sociale rettigheder på tværs af grænser. Aldrig. Men reelt er det nogle helt andre farer, der lurer for små nationer som Danmark, der er dybt afhængige af solide alliancer. […] At forestille sig, at Danmarks vej til øget national suverænitet går gennem svækkelse af de internationale alliancer, er derimod ikke alene dumt. Det er ganske enkelt livsfarligt. Derfor bør Danmark ikke omgås vore alliancer med ligegyldighed. Heller ikke den socialdemokratiske regering med sit urovækkende nej til EU-budgettet.”
Berlingske, søndag, s. 24 (16.12.2019)
Detaljer
- Publikationsdato
- 16. december 2019
- Forfatter
- Repræsentationen i Danmark