Mandag den 19. oktober

Tophistorier

EU-ledere venter stadig på briterne
Flere af lørdagens aviser skriver, at det trækker op til at Storbritannien får en aftaleløs afsked med EU ved årsskiftet. “Medmindre der sker en grundlæggende ændring af tilgangen, ja så får vi en ordning som Australien,” siger den britiske premierminister Boris Johnson ifølge Ekstra Bladet lørdag i en reaktion til EU-landenes stats- og regeringschefer i Bruxelles. Når Johnson henviser til Australien, så henviser han til et såkaldt hårdt Brexit, hvor Storbritannien ikke længere er knyttet til EU's toldunion og det indre marked. “Hvis der sker en grundlæggende ændring af tilgangen (fra EU-siden, red.), så er vi naturligvis klar til at lytte. Men det lød ikke særligt opmuntrende, hvad der skete på topmødet i Bruxelles,” sagde Johnson ifølge Information lørdag efter topmødet. Jyllands-Posten lørdag skriver, at den tyske kansler, Angela Merkel opfordrer til, at begge parter skal være klar til at indgå kompromiser. Et af de punkter, der fortsat er store uenigheder om er retten til fiskeri i britiske farvande, om blandt andet regler for statsstøtte og EU-standarder. EU vil ikke have, at briterne kan give egne virksomheder en konkurrencefordel. Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil EU's forhandlere næste uge igen vil rejse til London. ”EU vil fortsat arbejde for en aftale, men ikke for enhver pris. Som planlagt vil vores hold af forhandlere rejse til London i næste uge for at intensivere disse forhandlinger,” skrev von der Leyen på Twitter. Efter topmødet fortalte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at EU-landene foreløbigt har givet chefforhandler Michel Barnier to uger til at lande en aftale. Kristeligt Dagblad skriver mandag, at Storbrittanien i stigende grad er forberedt på at forlade EU uden en handelsaftale. ”Det er ikke min foretrukne destination. Men hvis valget står mellem at forme vores egen fremtid eller være fastlåst af forhold på ubestemt tid, så er det slet ikke noget valg. Og at forlade EU på australske vilkår er et udfald, som vi er bedre og bedre forberedt på,” siger Michael Gove, der leder det britiske forhandlingsteam i drøftelserne med EU, til avisen The Sunday Times. Ifølge The Guardian taler den britiske regering om Brexit på australske vilkår, da det er en mere spiselig måde at tale om et ”no deal-Brexit” på for vælgerne.
Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 7, mandag, s. 4; Berlingske, lørdag, s. 10; B.T., lørdag, s. 11; Ekstra Bladet, lørdag, s. 9; Information, lørdag, s. 8; Jyllands-Posten, lørdag, s. 22; Politiken, lørdag, s. 13 (19.10.2020)

EU på detox
Flere af mandagens og weekendens aviser skriver om klimaet i EU. Information skriver mandag, at Europa-Parlamentet denne onsdag skal stemme om en reform af EU´s landbrugsstøtte og samtidig skal den danske fødevareminister Mogens Jensen og hans fødevareministerkolleger i EU, mødes i Bruxelles mandag, blive enige om et reformforslag. Over en tredjedel af EU's budget er subsidier til landmænd, men denne støtte gavner ikke klimaet. I EU er det er en stor sag, for hvis EU, som kommissionsformand Ursula von der Leyen sagde om klimakampen i sin store tale i september, skal ”vise vejen”, samt hvis EU skal bruge sit fælles budget til at blive verdens første klimaneutrale kontinent i 2050, som Angela Merkel, Emmanuel Macron og Mette Frederiksen har lovet, så skal landbrugsstøtten laves om. Landbrugsstøtten udgør i dag 36 procent af hele EU's budget, det vil sige 405 milliarder kroner alene i 2020. Efter 'klimavalget' sidste sommer har Europa-Kommissionen og EU's 27 statsledere besluttet, at i fremtiden skal 40 procent af landbrugsstøtte betragtes som penge, som arbejder for klimaet. Men det regnestykke giver ikke mening. Det er ”green washing” og ”en regnskabsøvelse”, som grønne ngo'er tidligere har formuleret det i Information. Den Europæiske Revisionsret, som er en af EU's syv institutioner, har flere gange pointeret det samme: ”Det vides ikke, hvor stort et bidrag disse midler vil yde til at bekæmpe klimaforandringer”, skrev de i en rapport sidste år.

Informations leder skriver lørdag også om klimakampen i EU: ”I et vaklende EU var der derfor endelig gode nyheder fra Bruxelles, da EU-Kommissionen i denne uge præsenterede sin Kemikaliestrategi for bæredygtighed. Kemiindustrien, Europas fjerdestørste industrigren, har med sit enorme lobbyapparat gjort sit for at udvande den, men glæden blandt miljøorganisationer viser: Europa styrer mod en tiltrængt detox. […] Samtidig vil strategien lukke en konstruktionsfejl i EU's ellers strenge kemikalieforordning REACH: afhængigheden af industriens hullede data, der tit forhindrer, at risikoen ved kemikalier og deres 'cocktaileffekter' kan kortlægges. […] Alligevel ryster den globale kemiindustri i bukserne over EU's strategi. Og med god grund. EU's REACH-forordning fra 2007 er perleeksemplet på 'Bruxelleseffekten' i EU-standarder, som globale virksomheder ikke kan ignorere. Prisen for at komme ind på det europæiske marked med 500 mio. købekraftige forbrugere er nemlig at leve op til de højere standarder, som omvendt smitter af på reguleringen globalt - hvor der selv i USA hersker halvvejs lovløshed for kemikalier. […] EU's progressive strategi er derfor en rigtig god nyhed. Men kampen er kun lige begyndt. I de kommende år, hvor Kommissionen skal omdanne den til konkret lovgivning, vil industrien fortsat udvande den. Vi må altså kæmpe videre for, at Europa får skabt en seriøs detox, som er hele grundlaget for en cirkulær økonomi”. Mandag skriver Informations leder blandt andet: ”Den amerikanske energiekspert Amory Lovins introducerede i 1990 begrebet negawatts som modbillede til de megawatt, man måler elproduktionskapacitet i. Negawatts er 'negative watt', altså energi sparet i stedet for energi produceret. Den billigste energi er den, vi ikke bruger, sagde Lovins og argumenterede for en negawatt-revolution. Torsdag gik EU-Kommissionen samme vej for så vidt angår energiforbruget i bygningsmassen med et ambitiøst forslag til en »Renoveringsbølge« for Europa. […] Stillet over for sådanne grønne EU-udfordringer plejer vi her i landet at pege på os selv som grønt forbillede. Det er der ingen grund til her. Torsdag offentliggjorde EU-Kommissionen således endnu et dokument, en evaluering af EU-landenes energi- og klimaplaner. Kommissionen vurderer her, at Danmark frem til 2030 kommer til at misse sit klimamål for ikke-kvotesektoren - landbrug, transport og bygninger - med hele 13 procent. En af årsagerne er, at Danmark udviser »meget lave ambitioner«, når det gælder energieffektivisering.”

I en nyhedsanalyse i Politiken søndag skriver Magnus Bredsdorff, klimaredaktør blandt andet: ”Det lyder utrolig smart at omdanne strøm fra solceller og vindmøller til brændstof til fly og biler, men det er både teknisk vanskeligt og dyrt. Regeringen har gjort hockeystaven til centrum for et nyt slagsmål i den danske klimapolitik. Staven illustrerer en kurve, hvor det i de første år kun går langsomt med at reducere udslippet af drivhusgasser. […] De grønne brændstoffer kræver ikke blot strøm, men også adgang til kulstof. Det er mest oplagt at kigge på CO2. Det har vi som bekendt rigeligt af i atmosfæren, men det er ikke så ligetil at hive det ud af luften. I stedet har både regeringen og store danske virksomheder med Ørsted i spidsen kig på at rense CO2 ud af skorstensrøg, hvor koncentrationen er højere. Imidlertid har både EU og USA støttet den teknologi med milliarder af kroner i mere end et årti, uden at der er kommet et eneste kommercielt anlæg ud af det. […] Klimarådets forslag om en høj og ens CO2-skat vil give de grønne brændstoffer en kæmpefordel. Hvis regeringen ikke vil indføre den, får den travlt med at finde en anden økonomisk gulerod, som kan overbevise investorerne om, at de grønne brændstoffer rent faktisk har en fremtid derude for enden af hockeystaven.” I en analyse i Information lørdag skriver Center for Vild Analyse ligeledes om klimaet: ”Det kan virke mærkværdigt, at verden er så langsom til at reagere på de ekstreme farer fra klimaforandringerne, der bliver mere og mere nærværende, jo længere tid der går. I en årrække har miljøorganisationer og videnskabsfolk gjort opmærksom på, at vi grundlæggende godt ved, hvad det handler om, og ovenikøbet, hvad vi skal gøre ved det - nemlig udlede mindre CO2. […] Som fire unge klimaaktivister for nylig gjorde opmærksom på, bliver det hele endda næsten værre end ingenting, når EU for eksempel ikke medregner international flytrafik, shipping og fabrikker i udlandet i sit eget CO2-regnskab, så vi faktisk tror, at det ser bedre ud, end det i virkeligheden gør. Der er altid lige en måde at udskyde de helt store ændringer på. […] Klimapolitikkens spilteori minder derfor måske faktisk mere om sprinten i banecykling: Det handler om at vente så længe, at den anden tvinges til udbrud og tager risikoen. Måske er det mest ynkelige udkomme, man kan forestille sig af sådan et væddeløb, at cyklerne til sidst går helt i stå, og alle falder af.”
Information, lørdag, s. 2, 21, mandag, s. 1, 10, 11, 20; Politiken, søndag, s. 6 (19.10.2020)

Prioritede historier

Frygt for smitte ved EU-møde
Pandemien spreder sig eksplosivt i Europa og prægede ligeledes EU-topmødet i den forgange uge. Jyllands-Posten lørdag skriver at regeringscheferne ikke måtte røre ved dørhåndtag til mødelokalerne af frygt for smitte og at da mødet fredag sluttede, meddelte kansler Angela Merkel, at Tyskland aflyser det uformelle EU-topmøde i november, som EU-formandskabet traditionelt afholder i sit eget land. Samtidig stod EU-formanden, Charles Michel og forklarede, hvorfor han havde valgt at gennemføre topmødet i en situation med kraftigt stigende smittetal. Pandemiens aktuelle anden bølge, der flere steder tegner til at blive mere voldsom end første runde, satte også sit præg på den praktiske afvikling af topmødet. Udover afstandskrav, konstant rengøring og udluftning og test af alt personale med adgang til mødelokalet blev døre til alle møderum ”kun åbnet og lukket af dedikeret personale (for at undgå, at mange hænder rører dem)”, oplyste Det Europæiske Råd. Lederne konstaterede, at der er brug for at øge samarbejdet og koordinere indsatsen mod pandemien den kommende tid da der det seneste døgn er konstateret omkring 50.000 nye smittede i EU. Trods diverse sikkerhedsforanstaltninger fandt pandemien alligevel vej til topmødet. Flere af weekendens og mandagens medier skriver at Østrigs udenrigsminister, Alexander Schallenberg, er testet positiv for coronavirus. Politiken søndag skriver at Schallenberg muligvis er blevet smittet ved et møde i EU mandag. Også Belgiens udenrigsminister, Sophie Wilmes, er bekræftet smittet med coronavirus. Hun deltog også i mødet i mandags med sine EU-kolleger. Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), deltog også i mødet i Luxembourg med de øvrige EU-landes udenrigsministre i mandags. Kristeligt Dagblad skriver dog mandag at udenrigsministeren for anden gang inden for en lille uge er blevet testet negativ for coronavirus. Jyllands-Postens leder lørdag skriver også om corona situationen i EU: ”Hvor kringlet kampen mod covid-19 er, blev kun alt for tydeligt udstillet, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, straks ved begyndelsen af det topmøde, der skulle tackle pandemien, måtte begive sig i selvisolation. Efteråret er dårligt kommet rigtigt i gang, før smittetallene regulært eksploderer rundtomkring. Vi kan forsøge at relativere tallene ved at henvise til, at der i dag testes langt mere end i foråret, men det går antallet af smittede her og nu ikke væk af, og det gør de matematiske prognoser for, hvad det kan føre til på hospitalerne senere på vinteren, heller ikke. […] EU har nu lavet en aftale om et fælles farvekort, der sikrer et hurtigt overblik over coronaens udbredelse i alle 27 medlemslande. Det er et fint fremskridt i forhold til tidligere, hvor hvert land havde sine egne hotspot-vurderinger. Men det er stadig op til medlemslandene selv at opstille de nærmere retningslinjer for ind- og udrejse. Det er dermed stadig sin sag at skaffe sig et overblik over, hvad man må og ikke må ude i Europa. Alene de 16 tyske delstater nærmest konkurrerer om at insistere på regionale regler. Begrænsningerne i alle dele af samfundslivet er på vej tilbage, og det er et deja-vu fra foråret. […] I modsætning til i foråret forsøger de fleste lande at undgå en egentlig nedlukning igen. De økonomiske konsekvenser vil være uoverskuelige. I forvejen fortæller alle prognoser, at første runde af covid-19 har kostet astronomisk dyrt. I flere lande er økonomien gået i minus med op til 10 procentpoint. De svimlende kostbare hjælpepakker, som indtil videre har afbødet de økonomiske tilbageslag, er ved at løbe ud, og der vil ikke være råd til at forlænge dem.”
Ekstra Bladet, mandag, s. 2, 8; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 3, 4; Ekstra Bladet, søndag, s. 9; Jyllands-Posten, lørdag, s. 22, 28, søndag, s. 22; Politiken, søndag, s. 2 (19.10.2020)

Coronaens ukendte effekter
Grundet corona-pandemien er verdens økonomi blevet forandret. En prognose fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser at økonomien i Europa ligeledes har lidt. Hele eurozonen vil gennemsnitligt opleve et fald på 8,3 procent i år. Ifølge Information lørdag vil intet land i Europa dog blive hårdere ramt økonomisk af coronakrisen end Spanien. Tal fra IMF viser også, at den spanske økonomi i år står til at skrumpe med hele 12,8 procent. Som den spanske avis El País udtrykker det, så får den nuværende økonomiske krise ”alle andre kriser til at fremstå små til sammenligning”. Trods at situationen specielt i Sydeuropa er slem, og selv om verdensøkonomien fortsat er i gang med en stor nedtur under coronakrisen, så ser IMF små tegn på bedring. Valutafonden forventer, at den globale økonomi vil skrumpe med 4,4 procent i 2020 - det er en lille smule bedre end det minus på 4,9 procent, som blev forudset hen over sommeren. Spanien står til at modtage 140 milliarder euro efter sommerens historiske EU-aftale om en solidarisk hjælpepakke til de lande, som er hårdest ramt af coronakrisen. Den spanske regering satser på, at den økonomiske indsprøjtning fra den europæiske genopretningsfond vil kunne få landets vækst endnu højere op på lige under ti procent næste år. Børsens leder mandag skriver ligeledes om verdens økonomi: ”Vi er her i coronakrisen vidner til et historisk økonomisk eksperiment, globalt. Der er sket meget med den økonomiske tænkning siden finanskrisen. Finanskrisen førte til stærkt stigende statsgæld i en række lande med Grækenland i spidsen. Markedet mistede tilliden til tilbagebetalingsviljen, og de sydeuropæiske renter skød i vejret. Det destabiliserede økonomierne. Den Europæiske Centralbank (ECB) holdt sig længe på sidelinjen, og de stærke EU-lande ønskede ikke at støtte, uden at de gældsramte lande gik forrest og gennemførte besparelser. EU, ECB og IMF endte med at sætte tommeskruerne på, og selvom Grækenland til sidst gik kontrolleret statsbankerot, gjorde sparekravene ondt. Her ti år efter er det økonomiske pendul svunget i en grad, så man kan tale om en stille økonomisk revolution. Inspireret af globale topøkonomer som Larry Summers og Olivier Blanchard har den økonomiske modreaktion til coronakrisen været markant anderledes end under finanskrisen. […] ECB har skruet voldsomt op for den ekspansive pengepolitik. Selvom Italiens statsgæld er høj og stigende, er renten rekordlav, da ECB aggressivt opkøber statsobligationer på tværs af Europa, og fordi ECB siden 2012 tydeligt har stået på mål for euroen. Det er ikke kun i Europa, at man går længere end under finanskrisen. Det samme sker i USA, hvor centralbanken balancerer på kanten af at føre finanspolitik. Selv IMF, de offentlige finansers vogter, ser ubekymret på stigningen i statsgælden. De lave renter sikrer, ifølge IMF, at der grundlæggende ikke er behov for finanspolitiske stramninger foreløbigt. Det bliver interessant at se, om den nye tænkning er mere hensigtsmæssig end den tidligere. […] Men der er også klare fordele ved strategien. Krisen mildnes markant her og nu. Vi må derfor håbe, at det er den rigtige strategi, men både privatpersoner, virksomheder og investorer skal tage bestik af, at økonomisk politik tænkes markant anderledes end før, og det er eksperimentelt.”
I en økonomisk kommentar i Børsen mandag skriver Jeppe Christiansen administrerende direktør for Maj Invest-koncernen også om den globale økonomi. Christiansen skriver blandt andet: ”Den økonomiske effekt af de lave renter og de mange penge, der pumpes ind i global økonomi, kan kalkuleres ret præcist, og der er ingen tvivl om, at denne effekt er langt større end det efterspørgselshul, som coronapandemien har skabt. Det har overrasket mange hvor meget økonomisk hjælp, regeringer og centralbanker har bevilget på rekordtid. De økonomiske og pengepolitiske pakker er – målt realøkonomisk – de største, verden nogensinde har set. […] De tre store risici, som formentlig vil påvirke markederne i mange år, er trumpismen, gældsætningen og klimakrisen. De er alle tre strukturelle, og de er et resultat af fundamentale ubalancer, som ikke er blevet håndteret politisk i årevis. […] Den seneste kraftige stigning viser, at USA igen er på vej frem, og det samme gælder – dog i lidt mindre målestok – Europa og Asien. Det bnp-tab, som verden har set i 2020, er netop opgjort af IMF til at være 4,4 pct., og det vil i løbet af 2021 og 2022 blive indhentet. Så langt så godt. Det betyder, at virksomhedernes omsætning er på vej op, ligesom deres indtjening kommer op igen.”
Børsen, mandag, s. 2, 20-21; Information lørdag, s. 14-15 (19.10.2020)

Grundlæggende rettigheder

Behov for grundlovsrevision
I et debatindlæg i Berlingske lørdag skriver Erik J. M. Pedersen, næstformand, Europabevægelsen i Københavns Omegn blandt andet: ”Personligt mener jeg, at menneskerettighederneog grundrettighederne bør gives mere plads. Den europæiske Menneskerettighedskonvention blev allerede i 1992 inkorporeret i dansk lovgivning, men uden grundlovsstatus. EUs charter om grundlæggende rettigheder blev med Lissabontraktaten juridisk bindende og med traktatstatus, dvs. primær EU-ret. Charteret gælder, når EU-retsakter udarbejdes og implementeres og har som EU-traktat forrang for national dansk ret. Grundloven bør afspejle Danmarks engagement i internationalt samarbejde.”
Berlingske, s. 15 (19.10.2020)

Hjertet i den nye kolde krig mellem Kina og USA er menneskerettigheder
I en kronik i Berlingske søndag skriver Andrew J. Nathan, professor i statskundskab på Columbia University at menneskerettigheder har indtaget en central plads i den voksende konfrontation mellem USA og Kina. Nathan skriver blandt andet: ”I over fire årtier har USAs politiske beslutningstagere betragtet menneskerettigheder i Kina som et spørgsmål, der ikke berørte centrale interesser, men snarere var et spørgsmål om værdier, som burde fremmes, når det ikke greb ind i sikkerhedsmæssige eller økonomiske spørgsmål, der havde højere prioritet. Men det seneste års tid har medlemmer af Trumps administration, der ser Kina som en eksistentiel trussel mod USA, gjort det værdimæssige opgør mellem Kina og USA til en central del af de to landes strategiske rivalisering. […] I USA, da Trump gjorde Kinas formodede »tyveri« af amerikanske job til et kernespørgsmål i sin præsidentkampagne i 2016, vovede ingen af de andre kandidater at forsvare samhandelen med Kina eller argumentere for, at økonomisk engagement kunne føre til politiske reformer i landet. Siden har covid-19-pandemien i 2020 givet Kina-høgene i Trumps administration den perfekte anledning til at reorientere USAs politik i forhold til deres langsigtede mål om at koble de to økonomier fra hinanden. Trump-administrationens ophedede reaktioner på Kinas politik har forstærket Xi-regeringens opfattelse af, at Kina står over for voksende trusler udefra. Det er denne centrale frygt, der har motiveret indgreb som sikkerhedsloven i Hongkong og optrapningen af det politiske og militære pres på Taiwan. Og dette har igen forstærket den opfattelse blandt beslutningstagerne i USA, Europa, Australien og andre steder, om at Kina er ved at udvikle sig til, hvad EU-Kommissionen i 2019 kaldte en »systemisk rival« for Vesten. Det indtryk, at forholdet mellem USA og Kina har udviklet sig til en konflikt om grundlæggende værdier, vil næppe blive mindre fra amerikansk side selv med en regering under Joe Biden. […] Ved at sætte konkurrencen om menneskerettigheder, demokrati og retssamfundet i centrum for USAs og Kinas strategiske konkurrence, har Trump-administrationen reelt erklæret en ny kold krig. Men den adskiller sig fra fortidens kolde krig på flere afgørende måder.”
Berlingske, søndag, s. 42-43 (19.10.2020)

Kina beskyldes for at sende en halv million tibetanere i træningslejre
Jyllands-Posten skriver lørdag, at hundredvis af regeringsdokumenter afslører, at Kina har sendt landarbejdere fra Tibet i kinesiske træningslejre med militær disciplin for at gøre op med ”dovne mennesker” og sikre loyale arbejdere til kinesisk industri. Det er den tyske forsker og antropolog Adrian Zenz, som har udarbejdet undersøgelsen. Journalister fra det internationale nyhedsbureau Reuters har bekræftet undersøgelsens resultater, da de også har gennemgået flere regeringsdokumenter, som beskriver de kinesiske træningslejre i Tibet. Tidligere har menneskerettighedsorganisationer advaret mod, at Kina fører en kulturkrig mod landets etniske minoriteter, der bliver tvunget i interneringslejrene, hvor der bliver sat restriktioner på religiøse og kulturelle overbevisninger. Både blandt lederne i EU og i USA ser man ikke med positive øjne på de kinesiske lejre, som de beskylder for brud på menneskerettighederne. I sidste uge valgte det danske pensionsselskab Akademikerpension som det første danske pensionsselskab at sælge sin beholdning af kinesiske statsobligationer og aktier. Fra pensionsselskabet lyder det, at det sker på grund af Kinas behandling af etniske minoriteter og landets ageren i Hongkong.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 20 (19.10.2020)

PlanBørnefonden inden stor donorkonference: Pigerne er nøglen til forandring i Sahel
I et debatindlæg på Altinget skriver Anne Smith Petersen og Fatoumata Haidara, henholdsvis international og politisk direktør i PlanBørnefonden og leder af Sahel-området i Plan International blandt andet: ”Den 20. oktober holder Udenrigsministeriet sammen med deres tyske kolleger, EU og FN en international konference om Sahel-regionen i det vestlige Afrika - et af de mest udsatte områder på kloden, hvor pigerne alt for ofte diskrimineres. […] Pigerne i Sahel kan ikke vente. De har akut brug for, at myndighederne prioriterer deres rettigheder og kampen mod kønsbaseret vold. Når vi styrker pigerne, gavner det hele samfundet. Derfor skal der investeres i indsatser med fokus på de udfordringer, som holder pigerne tilbage. Pigerne skal beskyttes, og de skal støttes i at have en stemme. […] Det er afgørende i en konfliktplaget region som Sahel, at Udenrigsministeriet med Sahel-konferencen samler statsledere fra hele verden, myndigheder, donorer, organisationer med flere om at sætte fokus på regionen. […] Vi håber, den danske regering er med os og støtter pigerne. For pigerne er nøglen til forandring i Sahel!”
Altinget, mandag (19.10.2020)

Institutionelle anliggender

Europas regeringer favoriserer kvinder på bekostning af dygtigere mænd
I en kronik på Altinget søndag skriver Hans Bonde, professor, dr.phil. blandt andet: ”I min nye bog 'Vi vil have vores fair andel – på vej mod fifty-fifty-kulturen' viser jeg, at der omkring år 2020 er tale om opstart af en hel bølge af favoriseringspolitik over for kvinder. Fifty-fifty-princippet forsøges indført i forskning, kulturlivet, det offentlige, det private erhvervsliv, EU-politik og ved regeringsdannelser. Men det er kun toppen af isbjerget. […] Skønt der er langt færre kvinder end mænd i toppolitik i de europæiske lande, er der en bølge i gang for at sikre kvinder 50 procent af ministerposterne ved regeringsdannelser. Det betyder, at mindre kvalificerede kvinder bliver valgt frem for mere kvalificerede mænd for at opnå kønsbalance. Men kan det ikke være lige meget, at personer med lavere kvalifikationer ansættes som ministre? Nej, for lige som vi nødigt vil opereres af en hjernekirurg eller flyves af en pilot, der var ansat ud fra et måltal, vil det også betyde et generelt kvalitetstab i samfundet, hvis topstillinger generelt besættes via krav om kønsbalance, så halvdelen af stillingerne besættes uden åben konkurrence. Dertil kommer, at mænd herved diskrimineres, og at kvinder valgt på særlige vilkår risikerer at blive betragtet som et b-hold. […] I Angela Merkels tyske regeringskoalition fra 2013 fik SPD's partiformand, Sigmar Gabriel, indfriet sit krav om tre kvinder og tre mænd på SPD's seks ministerposter. Merkel selv er imidlertid en kvinde, der har kvalificeret sig den slagne vej til den absolutte toppost som kansler via massive erfaringer som politiker eksempelvis som minister for kvinder og unge og senere minister for miljø og atomsikkerhed. Ved parlamentsvalget i Frankrig i 2017 besluttede den franske præsident, Emmanuel Macron, at halvdelen af hans partis kandidater skulle være kvinder, og at halvdelen ikke skulle have forudgående politisk erfaring. Begge dele passede fint til frontfiguren, den kendte tyrefægter og politiske novice Marie Sara. Senere samme år blev også Macrons regering sammensat på fifty-fifty-basis. Det er vist mere tegn på fransk galanteri end reel ligestilling. Ud fra fifty-fifty-tanken vil selve det, at kvinder er stærkt repræsenteret dog blive set som et udtryk for ligestilling, da det forventes, at disse politisk uerfarne kvinder med stor hast vil tilegne sig den fornødne politiske viden og via deres køn og deres friske syn på sagerne kunne gøre op med korruption og indspisthed i det gamle politiske system. Heroverfor kan det indvendes, at politisk repræsentation bør afhænge af egen indsats, og at ligestilling er defineret ved, at alle har ret til at stille op i fri konkurrence. Er der i virkeligheden tale om en form for paternalisme, hvor Macron skaffer sig en masse stemmekvæg, der ovenikøbet havde forpligtet sig til ikke at gå imod hans politiske linje?”
Altinget søndag (19.10.2020)

Skotlands ønske om løsrivelse fra Storbritannien er større end nogensinde
Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon har stor opbakning til ønsket om et selvstændigt Skotland skriver Jyllands-Posten mandag. 58 procent af skotterne siger i en ny meningsmåling fra analyseinstituttet Ipsos Mori, at de vil være uafhængige af resten af Storbritannien og regeringen i London. Årsagerne til det voksende ønske i den nordlige del af Storbritannien er flere. Det handler ikke mindst om Brexit, da skotterne ikke stemte for et farvel til EU. Der er stor bekymring for, hvilken indflydelse Brexit og en ny handelsaftale får for befolkningen i Skotland. I en kommentar i Berlingske lørdag skriver Barry Eichengreen, professor i økonomi ved University of California, Berkeley blandt andet: ”Oddsene for, at Skotland bliver selvstændigt, stiger dag for dag. Ved den skotske folkeafstemning i 2014 stemte cirka 45 procent af vælgerne for selvstændighed. Siden da har Brexit, som omkring 60 procent af de skotske vælgere var imod, stillet skotterne over for valget mellem at blive i Storbritannien og forblive i EU, og dette har rykket folkestemningen længere i retning af selvstændighed. Dilemmaet er blevet forstærket af premierminister Boris Johnsons kaotiske EU-forhandlinger. Ved seks meningsmålinger i år har tilhængerne af selvstændighed ligget over 50 procent. […] For ti år siden ønskede tilhængerne af et selvstændigt Skotland en valutaunion med det tilbageværende Storbritannien. Skotland ville her fortsat have adgang til at trække på den britiske centralbank Bank of Englands gode omdømme og funktion som sidste låneinstans. Den britiske regering satte dog hurtigt en stopper for den idé. Og den mulighed er reelt forældet efter Brexit, fordi et selvstændigt Skotland ikke vil kunne komme ind i EU igen, såfremt landet har en valutaunion med et ikke-EU-medlem. […] Nogle har foreslået, at Skotland skal skabe en ny valuta og hægte denne på pundet som en fastkurspolitik. Det ville ifølge fortalerne sikre en stabil valuta i forhold til Storbritannien og samtidig gøre det muligt for Skotland at genindtræde i EU. Efter en passende periode kunne valutaen så skiftes ud med euroen. […] Optagelse i eurozonen ligner et sikkert valg i betragtning af EUs bankunion, Den Europæiske Centralbanks anerkendelse af sit ansvar som sidste låneinstans og EUs arbejde i retning af en fælles finanspolitisk kapacitet. […] Alt dette betyder ikke, at et selvstændigt Skotland ikke vil opstå. Jeg har boet der - om end det er længe siden - og ved, at skotterne har en stærk identitet. Folkeafstemninger om selvstændighed drejer sig om andet end økonomi, hvilket den britiske Brexit-afstemning så tydeligt har vist.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 12; Berlingske, lørdag, s. 14 (19.10.2020)

Interne anliggender

Vi overlever ikke
I et debatindlæg i Børsen mandag skriver Jacob P. Jensen, adm. direktør, Jysk Display A/S, Kim Haggren, underdirektør, DI, med flere blandt andet: ”Siden 9. juli har kompensation for faste omkostninger været målrettet virksomheder, der er “berørte” af covid-19- restriktioner. Leverandørerne i AV-branchen og messestandsbranchen har siden foråret typisk haft et omsætningstab på 80-90 pct. Alligevel er vi åbenbart ikke tilstrækkeligt “berørte” til at kunne modtage kompensation. Vi har derfor i over tre måneder ikke kunnet få bare delvis kompensation for vores faste omkostninger. I tirsdags blev der igen indgået en politisk aftale om kompensation til virksomheder, uden at brancherne er blevet omfattet. Siden foråret er stort set samtlige messer, festivaler, koncerter, firmaarrangementer, release parties, personalefester og andre større begivenheder blevet aflyst i Danmark og i udlandet. Vi overlever ikke uden hjælp. Vi kan ikke få hjælp efter den nuværende ordning, fordi vi ikke må medregne vores reelle omsætningstab fra aflyste arrangementer. […] Regeringen har tidligere indikeret, at EU’s statsstøtteregler står i vejen for at hjælpe. Men det er nu blevet afklaret både af et ministersvar og en udmelding fra EU-Kommissionen, at det ikke er tilfældet. Det afhænger udelukkende af den politiske vilje.”
Børsen, mandag, s. 2 (19.10.2020)

Viktor Orbáns kulturkrig er kun en dækhistorie for at opnå enevælde
I en kronik i Berlingske lørdag skriver Zsuzs¬nn¬ Szelényi, ungarsk politiker og ekspert i udenrigspolitik om Ungarns premierminister Viktor Orbán: ”Orbán er kommet langt. Fra at være en ung liberal politiker til nu at være lederen, der fik lukket et gratis universitet, en handling der denne uge takket være en afgørelse fra EU-Domstolen betragtes som en trussel mod den akademiske frihed i Ungarn. […] Lige siden Orbán kom til magten i 2010, har hans politiske indflydelse spredt sig i Europa. Både i ekstreme højrekredse og konservative politiske kredse. Den giftige blanding af etnonationalisme og udstødelse i det kristne demokratis navn har ført til en højreekstrem populistisk kulturkrig, som udspilles i hele Europa. I en artikel i september så Orbán optimistisk på chancen for, at han kunne omdanne europæisk politik til et oprør ”mod politisk korrekthed” og ”den skøre liberale idé” (”liberniak”). […] Orbán, der i årevis har råbt op om eksistentielle trusler, kan nu omsider hævde, at det er er blevet ”bevist”, at han har ret. Da krisen ramte Ungarn, udvidede Orbán sin magt yderligere. Tretten partichefer i Fidesz' partifamilie, Det EuropæiskeFolkeparti (EPP), udtrykte deres dybe bekymring over retsstatsprincippet og menneskerettighederne i Ungarn. I april udtalte Donald Tusk, præsidenten for denne politiske gruppering, at det ville være ”politisk farligt og moralsk uacceptabelt at bruge coronakrisen til at gennemføre et magtgreb”. ”Jeg har ikke tid til det her!” svarede Orbán generalsekretæren. Samtidig skrev han til CDU-præsident Annegret Kramp-Karrenbauer og beskyldte Donald Tusk for at have sået splittelse i EPPs familie. […] For et par dage siden offentliggjorde Europa-Kommissionen sin første rapport om retsstatsprincippet nogensinde og fordømte den autoritære politik og den voldsomme korruption i Ungarn. Hvis situationen ikke forbedres, står det ikke klart, hvorvidt EU er parat til at forhindre fremtidige europæiske økonomiske overførsler til Ungarn, overførsler som er så afgørende for at opretholde Orbáns magt.”
Berlingske, lørdag, s. 12-13 (19.10.2020)

Klima

ARC: CO2-fangst kan være en realitet i 2025
I et debatindlæg på Altinget skriver Jacob H. Simonsen, direktør for Amager Ressourcecenter blandt andet: ”Danmark har en ambitiøs målsætning om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030 for at håndtere vores generations største udfordring - klimaudfordringen. […] Der er ingen tvivl om, at det kommer til at kræve indsatser på alle hylder for at komme i mål med Danmarks ambitiøse klimamålsætninger. Vi skal arbejde bredspektret og samtidig se på, hvilke indsatser der vil være mest attraktive miljøøkonomisk og har størst potentiale for at levere på den grønne dagsorden. […] Som direktør for Danmarks reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg ARC peger jeg på CO2-fangst som en afgørende dansk klimaprioritet. Det står jeg ikke alene med. Aktører som for eksempel FN's klimapanel, Europa-Kommissionen, Det Internationale Energiagentur, Klimarådet og CONCITO peger alle på, at CO2-fangst er et helt nødvendigt og økonomisk attraktivt virkemiddel til at nå i mål med Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader. […] Hvis vi griber arbejdet rigtigt an, kan det blive starten på et nyt dansk eksporteventyr, grøn vækst og ikke mindst skabe danske jobs. Håndtering af det restaffald, der ikke kan genanvendes, vil være en vedvarende udfordring både herhjemme og i udlandet som Indien og Kina. CO2-fangst kan således blive et aktiv i forhold til at skabe markante CO2-reduktioner og i forhold til at åbne for en fremtidig grøn systemeksport.”
Altinget (19.10.2020)

I Sydøstasien ender Europas plastaffald som sort røg
Interpol advarer i en ny rapport om stigende handel med ulovligt plastikaffald, skriver Information mandag. I Klang-havnen i Malaysia er der de seneste år sket en stigning i mængderne af plastaffald, der smugles til landet i containere fra især Europa. Leder af ministeriets håndhævelsesafdeling i det malaysiske miljøministerium, Fenny Yin, fortæller, at hendes skrivebord er fyldt med efterforskninger af containere i havnen. ”Vi gør vores bedste for at sende affaldet tilbage til Europa, men proceduren er langtfra ligetil. Vi skal opspore eksportlandet og den specifikke eksportør - og står med forkerte identifikationskoder på fragtdokumenter, som bruges som led i smuglingen. Herefter skal vi udstede en meddelelse, sørge for, at alle juridiske foranstaltninger er på plads, og vente på landets tilladelse, inden vi kan skride til handling,” siger Fenny Yin. Sydøstasiatiske lande bevæger sig lige nu i retning af importrestriktioner lignende Kinas og professor Thomas Fruergaard Astrup fra Institut for Vand og Miljøteknologi på Danmarks Tekniske Universitet ser muligheder i den udvikling. ”Det er jo godt, fordi det lægger et pres på os (EU-landene, red.). I virkeligheden handler det om, at vi tager ansvaret på os og håndterer alt det affald, vi laver, og lader være med at sende det af dårlig kvalitet ud af landet,” siger han og fortsætter: ”Det er egentlig okay, at man kan flytte affald over grænser inden for EU, for det understøtter en effektiv udnyttelse af det, og det ligger i EU-setuppet. Og private virksomheder kan sagtens være rigtig effektive i forhold til affaldsbehandling. Men det ville være rigtig godt med et mere gennemsigtigt system og mere offentligt opsyn. Det handler jo grundlæggende om at sikre miljø og klima. Og lige så snart affaldet sendes ud af EU, bliver det bare en mere uklar proces.”
Information, mandag, s. 12-13 (19.10.2020)

Landbrug

Danmark kræver flere torsk
Når fødevareminister Mogens Jensen (S) mandag forhandler fiskekvoter for den mange steder miljøpressede Østersø med de øvrige EU-landes landbrugs- og fiskeriministre i Luxembourg er torsken fisken på disken. Ifølge Ekstra Bladet søndag er andre fisk også i spil, i forhandlingerne men det er primært en sikring af torskekvote i den vestlige Østersø, som også de biologiske rådgivere fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, Ices, bakker op om. Havpolitisk seniorrådgiver Cathrine Pedersen Schirmer fra Danmarks Naturfredningsforening kalder det en stærkt usædvanlig konflikt mellem EU-Kommissionen og de biologiske rådgivere og udtaler: ”Men det viser, at EU-Kommissionen nu har indset, at der er store problemer med miljø og biodiversitet i Østersøen. Som vi i de grønne organisationer også har peget på i mange år. Men konflikten illustrerer også, at selv om Ices er den bedste biologiske rådgivning, vi har, så er der fortsat bestande, hvor selv de ikke har de tilstrækkelige data til den nødvendige rådgivning.” Formand Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening udtaler til B.T. lørdag: ”Det her har store konsekvenser for fiskerne i området. EU-Kommissionen vil have endnu en reduktion for torsken. Det kan ikke fortsætte i et område, hvor der snart ikke er fiskeri tilbage. Især ikke hvis der skal skabes lidt optimisme, så fiskerne tror, det stadig kan betale sig at fortsætte,” og formand Svend-Erik Andersen kalder EU-Kommissionens forslag for en vejsidebombe mod dansk fiskeri og siger: ”Det er stærkt frustrerende for fiskerne, at de ikke får mulighed for lidt mere fiskeri. Det er skuffende, at EU-Kommissionen ikke påtager sig et ansvar for et socialt bæredygtigt fiskeriet og sætter den højere torskekvote ind i den vestlige Østersø, som den biologiske rådgivning giver grundlag for.”
Berlingske, mandag, s. 24; Ekstra Bladet, søndag, s. 4; B.T., lørdag, s. 13 (19.10.2020)

Retlige anliggender

Danmark bryder EU-lov om overvågning
”Man har kørt 10 km/t for stærkt i håbet om, at hastighedsgrænsen bliver sat op næste år. Det går simpelthen ikke,” siger De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard med henvisning til at den danske stat i strid med to tidligere EU-domme benytter ulovlige logning af danskernes telekommunikation, mens man har afventet nye EU-regler. Jyllands-Posten søndag skriver at den 6. oktober i år faldt en længe ventet dom fra EU-Domstolen, der endnu engang slog fast, at den uindskrænkede masselogning, der finder sted i en række EU-lande, herunder Danmark, er ulovlig, da den krænker privatlivets fred. Ifølge Søren Sandfeld Jakobsen, professor på CBS og forsker i medie-, it-, og teleret, er konsekvensen af sagen uomtvistelig og han udtaler til Jyllands-Posten: ”Danmark bryder EU-retten - det er helt klart. Det er hævet over enhver tvivl, at den bekendtgørelse, der er i dag, og hele vores logningssystem grundlæggende skal ændres. ” Hos Institut for Menneskerettigheder er man heller ikke imponeret over den danske ignorering af EU-Domstolen.
Jyllands-Posten, søndag, s. 4 (19.10.2020)

Sundhed

Aftale sikrer mulige vacciner til næsten alle danskere
Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at EU-Kommissionen har indgået en tredje forhåndsaftale på EU-landenes vegne med en vaccineproducent om køb af mulige vacciner mod coronavirus. I en pressemeddelelse meddeler Lægemiddelstyrelsen, at Danmark fredag indtrådte i aftalen indgået med virksomheden Johnson & Johnson. Lægemiddelstyrelsen oplyser også, at EU-Kommissionen vil fortsætte med forhandlinger med andre vaccineproducenter den kommende tid for at sikre, at der er nok vacciner til alle.
Jyllands-Posten, lørdag, s. 2; Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 10 (19.10.2020)

Efter at have været forskånet i foråret bliver Østeuropa nu hårdt ramt af corona
Information lørdag skriver at de østeuropæiske lande i foråret var eksemplarisk gode til at inddæmme coronavirussen, men her i anden bølge risikerer de at blive væltet omkuld. Tjekkiet forblev næsten uberørt af pandemien i foråret, men lige nu er landet i den igangværende anden bølge ramt hårdere end noget andet land i Europa. I torsdags blev der sat en ny dyster rekord med 9.544 tilfælde. Og landet har nu Europas værste infektionsrate over de sidste 14 dage med lige under 500 smittede per 100.000 indbyggere ifølge Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC). Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, har indrømmet, at hans regering begik en fejltagelse, da den løsnede på coronarestriktionerne i forsommeren. ”Vi har ikke mere tid, og det ser ikke godt ud. Tallene er katastrofale,” lød det fra Babis tidligere på ugen. Udviklingen I de østeuropæiske lande har fået flere ledende politikere til at slå alarm. Med de voldsomme smitterater frygtes det, at de østeuropæiske lande vil opleve den samme paniske situation som blandt andet Italien og Spanien oplevede i foråret, især fordi det er i denne del af Europa, at sundhedsvæsnet er i den mest underfinansierede forfatning. Blot 5,2 procent af BNP spenderes på sundhed i Rumænien. Tallet er 6,5 procent i Polen og 7,2 procent i Tjekkiet - mens gennemsnittet i EU er 9,9 procent af BNP. Derudover er der en alvorlig mangel på læger og sygeplejersker. I Polen er der blot 238 læger per 100.000 borgere, hvilket er den laveste rate i Europa ifølge Eurostat. Ungarn har 338 og Slovakiet 352, mens Danmark til sammenligning har 429.
Information, s. lørdag, s. 17 (19.10.2020)

Udenrigspolitik

Erdogans systematiske afvikling af det tyrkiske demokratis sidste skanser
I en analyse i Information mandag skriver journalist Lasse Ellegaard at Tyrkiets præsident Erdogan med lovindgreb mod landets akademiske forbund og forslag om at give den tyrkiske forfatningsdomstol ”en overhaling” har indledt et felttog mod det tyrkiske samfunds sidste demokratisk uafhængige institutioner. Ellegaard skriver blandt andet: ”EU går på listesko i debatten om sanktioner mod Tyrkiet for angivelige brud på de græske og græsk-cypriotiske rettigheder i det østlige middelhav. I det scenarie er den franske præsident Macron høgen, og den tyske kansler Merkel er duen, der maner til besindighed. Hvilket skyldes Tyrkiets strategiske betydning som buffer for næsten fire millioner flygtninge. Men i det mindste finder en diskussion sted i EU-kredsen om Ankaras stadig mere militante udenrigspolitik (med tropper i ni lande) senest med den uhildede støtte til Aserbajdsjans krigsførelse i den armenske enklave Nagorno-Karabakh. Omvendt iagttager EU påfaldende høflig tavshed, når det kommer til den interne politiske tilstand i Tyrkiet, der især siden det fejlslagne militærkup i juli 2016 har været præget af systematiske angreb på de sidste demokratiske værn mod det præsidentielle systems autokrati. Senest illustreret i den forløbne uges angreb på forfatningsdomstolen og krav om opløsning af de såkaldte 'professionelle sammenslutninger', der beskyttet af forfatningen har tradition for at agere selvstændigt som kritisk korrektiv til de politiske beslutninger. I lyset af Tyrkiets fortsatte status som ansøger til fuldt EU-medlemskab, og i betragtning af de årlige EU-evalueringer af landets EU-egnethed, der de senere år har vendt ti tommelfingre nedad, forklares fraværet af kritisk EU-debat om tyrkisk indenrigspolitik med, at såvel Bruxelles som Ankara reelt har skrinlagt tyrkisk medlemskab. Det opretholdes på skrømt.”
Information, mandag, s. 11 (19.10.2020)

Fire nedslag, der definerer den folkelige opstand mod “Europas sidste diktator”
Den 9. august ”vandt” Aleksandr Lukasjenko, ”Europas sidste diktator”, præsidentvalget i Hviderusland for femte gang i træk skriver Politiken mandag. Lukasjenko har siddet på magten i Hviderusland i 26 år, men hvis det står til oppositionen i landet er hans regeringstid nået til ende. I september kiggede Lukasjenko mod ”storebror” Putin for støtte. Hele verden kunne til et møde mellem de to præsidenter se med på en direkte transmittering, da Lukasjenko måtte bede Putin om et lån svarende til cirka 9 milliarder danske kroner. Den økonomiske støtte vil Lukasjenko bruge på at forhindre demonstranter i at strejke på de statsejede fabrikker og virksomheder, som den hviderussiske økonomi er så dybt afhængig af. To måneder efter Lukasjenkos 'valgsejr' og efter intenst pres fra flere medlemslande, så offentliggjorde EU en sanktionslist mod 40 hviderussiske embedsmænd, som er de 40, som EU har fundet er ansvarlige for valgfusk i forbindelse med valget. Det er også dem, som er ansvarlige for den vold og brutalitet, som demonstranterne har oplevet i forbindelse med de efterfølgende protester.
Politiken, mandag, s. 4 (19.10.2020)

Hotelkongen fra Bayern
Jyllands-Postens leder mandag skriver blandt andet: ”Majestætsfornærmelse straffes ikke i Danmark, og heldigvis for det. I så fald ville der næppe være en sommerrevy uden mindst én straffesag på halsen. […] Anderledes forholder det sig i Thailand, hvor man kan idømmes op til 15 års fængsel for at fornærme kong Maha Vajiralongkorn, der i fjor blev kronet som Rama X. I måneder har især studerende demonstreret i Bangkok mod kongen og dermed også mod militærdiktaturet. Onsdag samledes flere end 10.000 og marcherede mod parlamentsbygningen, hvor de formåede at trænge igennem politiafspærringerne og omringe bygningen med krav om, at premierminister Prayuth Chan-o-cha og hans regering går af. Demonstranterne råbte også slagord som ”vores skattepenge”, da dronning Suthida i en motorkortege passerede tæt forbi på vej til at besøge to buddhistiske templer. […] Selv om kong Vajiralongkorn nu er returneret til Thailand, er der god grund til, at EU holder skarpt øje med udviklingen. De thailandske demonstranter har i al væsentlighed optrådt fredeligt, og deres krav om genindførelse af reelt demokrati samt en reduktion af kongens magtbeføjelser kan kun hilses velkommen. Det samme gælder naturligvis kravet om ikke at kunne retsforfølges for majestætsfornærmelser. Der er grund til at lægge diplomatisk pres på den thailandske konge, for uden hans accept ville ingen militærregering kunne komme til magten i det ellers så fredelige og smilende land. Menneskeligt som økonomisk har Thailand et stort potentiale, og kongens forkærlighed for Europa bør af EU bruges til at hjælpe Thailand tilbage på demokratiets vej.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 19 (19.10.2020)

Joe Biden drømmer om at genvinde USA's førerposition i verden, men toget er kørt
Hvis Joe Biden bliver USA's 46. præsident, så vil han have hænderne fulde med at bringe USA sikkert ud af pandemien samt genoprette de økonomiske skader. Det skriver Information lørdag. En række eksperter mener at udenrigspolitikken vil få en birolle. Joe Biden er ellers en politiker, som i sine fem årtier som senator og vicepræsident har arbejdet ihærdigt for at bevare samt udvide USA's internationale førerposition. Det har han gjort gennem et netværk af allierede og venligtsindede nationer. Hans første opgave som præsident ville blive at forbedre USA's forhold til sine allierede. Det ville blive en let sag for en præsident Biden at forpligte sig til at genoprette de gode relationer med de traditionelle allierede som EU, NATO, Japan og Sydkorea og herudover at engagere USA i internationale institutioner som WTO og FN igen. Politiken bringer mandag et debatindlæg af Anne M. Sørensen, journalist. Hun skriver blandt andet: ”Med den demokratiske kandidat i Det Hvide Hus vil klima komme højt på dagsordenen, og det huer ikke den højreradikale Jair Bolsonaro. Mens hele verden holder vejret før det amerikanske præsidentvalg, er der især ét land, som har særligt meget på spil, såfremt der sker et magtskifte i USA. […] Bolsonaros Brasilien kan se frem til at blive internationalt isoleret med Joe Biden ved roret. Det gælder især inden for klima og miljø, som de kommende år vil indtage en stadig større plads på den internationale dagsorden. […] Konfrontationen mellem Biden og Bolsonaro begyndte allerede under tv-debatten mellem Trump og Biden 29. september. Biden bedyrede, at han ville sætte himmel og jord i bevægelse for at skaffe 20 mia. dollars i det internationale samfund med henblik på at få Brasilien til at stoppe de omfattende brande i Amazonas. Han tilføjede, at Brasilien kan se frem til alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis landet ikke tager affære. […] Hvis Bolsonaro gerne vil have en handelsaftale, som Trump har lovet ham, skal den først igennem den amerikanske kongres, og hvis den får et demokratisk flertal efter valget, vil der helt sikkert blive stillet klima- og miljømæssige betingelser for at få aftalen igennem. Nøjagtig som Europa-Parlamentet netop har afvist EU's omfattende handelsaftale med handelsblokken Mercosur (Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina) udelukkende på grund af Brasiliens miljøpolitik.”
Information, lørdag, 12-13, Politiken, mandag, s. 9 (19.10.2020)

Kina skjuler statsopkøb i EU-virksomheder
Børsen skriver mandag, at en ny hollandsk analyse viser, at skjulte kinesiske statskontrollerede virksomheder i mange tilfælde står bag mange hundrede opkøb i det europæiske erhvervsliv. Der er en halv snes danske virksomheder imellem, hvoraf to er blevet handlet i dette forår. De mest kendte kinesiske opkøb i Danmark er Geely Holding Groups erhvervelse af 52 procent af Saxo Bank i 2018. Derudover er det mindre virksomheder inden for blandt andet grøn energi. Disse oplysningerne fremgår af en database, der er udviklet af det hollandske firma Datenna BV, som over en periode på fire år har gennemgået tusinder af virksomhedshandler for at finde spor efter blandt andet skjulte og hemmeligholdte kinesiske opkøb med statslig involvering. Datenna har afsløret, at den kinesiske regering er involveret i langt flere virksomhedshandler end det fremgår af en tilsvarende database udarbejdet af EU-Kommissionen. Dermed kan den kinesiske regering direkte kontrollerer flere europæiske virksomheder. “Vi forsøger at skabe transparens. Så må regeringerne i EU gøre med oplysningerne, hvad de vil. Det er politik. Men som udgangspunkt er det klart, at statsstøtte ikke skaber et level playing field (et ensartet udgangspunkt, red.), og det rejser især spørgsmål i forhold til afgørende teknologier,” siger Jaap van Etten, der er administrerende direktør i Datenna. EU-Kommissionen har kun registreret 57 overtagelser i Europa fra kinesiske statsejede virksomheder mellem 2010 og 2017. Efter de fire års arbejde, hvor Datenna har gravet i blandet andet kinesiske selskabsregistre, har de fundet frem til 160 overtagelser med “betydelig” statslig involvering og 100 andre med “moderat” indflydelse.
Børsen, mandag, s. 16-17 (19.10.2020)

Nagorna-Karabakh. Konflikten, der ikke vil høre op
Politiken bringer lørdag en kronik af Tom Trier, senioranalytiker ved EU's monitoreringsmission i Georgien. Han skriver blandt andet: ”Krigen raser på tredje uge i Nagorno-Karabakh. […] Selv om konflikten mellem de to lande altså er lokalt forankret, spiller regionale magter en betydelig rolle, der bidrager til at stimulere modsætningsforholdet mellem de stridende parter. Rusland betragter det sydlige Kaukasus som sit 'nære udland' og har en direkte interesse i at holde konflikten kørende, omend på lavt blus. Armenien indgår i modsætning til Aserbajdsjan i den russisk-dominerede forsvarsalliance CSTO (Collective Security Treaty Organization) og i den Eurasiske Økonomiske Union. Rusland har desuden en militærbase i det nordlige Armenien. […] Tyrkiets positionering i forhold til Sydkaukasus indgår i en geopolitisk styrkeprøve, hvor også de nævnte konflikter i Syrien, Libyen og på det seneste situationen omkring gasfelterne i det østlige Middelhav indgår. Med Nagorno-Karabakh har Tyrkiet fået endnu et kort på hånden, der kan spilles i det større politiske spil med Rusland, EU og medlemslande som Grækenland, Cypern og Frankrig samt USA. […] Meget taler dog for, at både Tyrkiet og Rusland vil forsøge at undgå, at konflikten udvikler sig til en decideret stedfortræderkrig med de helt uoverskuelige konsekvenser, et sådant scenarie vil få for den regionale sikkerhedssituation i Kaukasus. Usikkerhedsmomenterne er talrige, og det er vanskeligt at spå om udviklingen i de kommende dage og uger. […] Det er mere end tænkeligt, at vi i de kommende måneder og år igen vil være vidne til nye militære sammenstød i den langvarige og svært løselige konflikt.”
Politiken, lørdag, s. 5-6 (19.10.2020)

Trump-revolutionen
Politiken søndag bringer et essay om præsidentvalget i USA. Essayet er skrevet af Michael Jarner, international redaktør. Han skriver blandt andet: ”Ender USA i krig med Kina? Når man ser på forholdet mellem gamle og nye stormagter kan der trækkes en linje mellem Trumps udenrigspolitik, Bismarck og en gammel græker. […] Det amerikanske Harvard-universitet har i et særligt Thukydids fælde-projekt gennemgået 500 års eksempler på, at en ny stormagt udfordrer en eksisterende stormagt, og fundet, at det i 12 ud af 16 tilfælde førte til krig. Og vel at mærke krig, der kan udløse andre voldsomme forandringer. […] Business as usual vil sandsynligvis føre til history as usual«, advarer folkene bag Harvards Thukydidprojekt og henviser til, at krig i den sammenhæng er et typisk resultat: »Medmindre Kina er rede til at skrue ned for sine ambitioner, eller Washington kan acceptere at blive nummer 2 i Stillehavet, kan en handelskonflikt, et cyberangreb eller en ulykke til havs hurtigt eskalere til en altomfattende krig«. […] I Harvards Thukydid-projekt var der dog også fire stormagtsrivaliseringer, der ikke førte til krig. Og med en blanding af gensidig afskrækkelse og internationalt samarbejde er tre af disse tilfælde tilmed relativt nye: I begyndelsen af 1900-tallet endte den gamle kolonimagt England med at acceptere, at USA's flåde tog kontrol med sit nærområde. Den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen fra 1945 til 1990 forblev også kold. Og heller ikke Tysklands genforening i 1990 udløste en krig med de gamle sejrsmagter fra Anden Verdenskrig, herunder Storbritannien og Frankrig. De satsede i stedet på EU. […] Den amerikanske forsker Michael Beckley forestiller sig, at USA i de kommende år vil udvikle sig til en »skrupelløs supermagt«, en rogue superpower, der vil bruge sine teknologiske og demografiske fordele til at øge sin globale dominans.”
Politiken, søndag, s. 10 (19.10.2020)

Tryghed eller frihed? Revolutionen set fra Udkantshviderusland
Oprøret mod Hvideruslands præsident og diktator, Aleksandr Lukasjenko, udspiller sig især på gaderne i hovedstaden, Minsk. Kvinderne og de unge går forrest i kampen. De kræver, at præsidentvalget 9. august skal gå om, og at politiske fanger skal løslades. Det er nervepirrende uger, hvor det eller så søvnige lands fremtid med et er på vippen, hvor diktaturet måske kan få en ende - eller hvor det hele kan eskalere til vold, blod, krig og udenlandsk militærintervention. Meget kan gå galt skriver Politiken i en reportage søndag. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Men det nytter ikke at fortsætte med det her. Demokratiet er slut hos os. Cirklen er sluttet,” lyder det fra pensionisten Aleksandra. Vladimir på 68 år, privat landmand siden 1994, følger også optøjerne nøje. Han har altid kæmpet mod systemet, altid været utilfreds med 'Kakerlakken' og hans folk, altid insisterende på, at frihed er menneskets største gode og ret, ikke noget, der skal byttes væk for konsum og 'stabilitet'. Vladimir udtaler til Politiken søndag, at når det er slut med Lukasjenko, så vil landet have noget at fejre. Vladimir oplyser at han er på gaden for at demonstrere, men at det ikke er ufarligt. Han vil gerne oplyse til resten af Europa: ”at den nye krig i Nagorno-Karabakh er sat i gang - af Rusland - for at aflede opmærksomheden fra Hviderusland. At Hviderusland aldrig vil kunne blive et nyt Ukraine - uanset at statsmedierne og de russiske tv-kanaler tuder folk ørerne fulde med den historie. At det her kun handler om én ting, og én ting alene: at komme af med én bestemt person - Nagorno-Karabakh, Ukraine og tilnærmelse til EU og Nato og perverse vestlige værdier har intet med sagen at gøre! Lukasjenko skal væk. Så enkelt er det!” lyder det fra Vladimir.
Politiken, søndag, s. 4-7 (19.10.2020)

Vi skal da ikke opmuntre palæstinenserne til at finde sig i uretfærdighed
Michael Ben-Yair, tidligere statsadvokat i Israel skriver i et debatindlæg i Politiken søndag blandt andet: ”Efter den seneste måneds aftaler om normalisering af forholdet mellem Israel og henholdsvis De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain samt offentliggørelsen af præsident Donald Trumps plan for Mellemøsten i januar er der et stigende antal stemmer i det internationale samfund, der siger - med både god og ond vilje - at nu må palæstinenserne endelig finde sig i deres lod. Stemmer i hele verden - også i denne avis - hævder, at strømmen er vendt. Med den fortsatte normalisering af forholdet mellem Israel og dele af den arabiske verden samt det tilbud fra den amerikanske præsident, der er på bordet, må palæstinenserne holde op med at protestere og i stedet indgå en aftale, selv om den i bund og grund er uretfærdig. […] Trump-planen vil cementere en apartheid-virkelighed, og i stedet for at gøre en ende på konflikten i dette land - hvilket dem, der presser palæstinenserne til at acceptere planen, hævder - vil den føre til yderligere ustabilitet. Den eneste aftale, der kan gøre en ende på den israelsk-palæstinensiske konflikt, er en retfærdig opdeling af landet og lige rettigheder mellem de to folk. Der er international enighed om parametre, som har anerkendt den sandhed igennem årtier. Det er grunden til, at EU og FN kontinuerligt har gentaget, at enhver løsning på konflikten må bygge på 1967-grænserne og folkeretten samt støtte retten til selvbestemmelse og sikkerhed for såvel israelere som palæstinensere. […] Der bor lige nu fem millioner palæstinensere i de besatte områder. Der er ikke noget langt dokument fra Trump eller en flyvetur til Abu Dhabi, der kan få de millioner af mennesker til at forsvinde. Det sker heller ikke ved at kræve, at palæstinenserne skal acceptere de urimelige betingelser, som de er blevet tilbudt. Valget står udelukkende mellem apartheid eller lige rettigheder. For mig som israeler, der elsker mit hjem og går op i dets fremtidige demokratiske karakter, er valget klart.”
Politiken, søndag, s. 5 (19.10.2020)