Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 5. september 2023
  • Repræsentationen i Danmark
  • 1 min læsetid

Margrethe Vestager går på orlov fra Europa-Kommissionen

Margrethe Vestager

Udtalelse om ledende næstformand Margrethe Vestagers orlov fra Kommissionens aktiviteter

Den Europæiske Investeringsbank, EIB, har nu godkendt, at den danske regering officielt kan indstille Margrethe Vestager som mulig kandidat til posten som formand for banken. Derfor går Europa-Kommissionens ledende næstformand på orlov med øjeblikkelig virkning. Hendes ansvarsområder varetages i orlovsperioden af Věra Jourová, Didier Reynders og Margaritis Schinas. 

Margrethe Vestagers orlov vil vare indtil der er truffet en beslutning om, hvem der bliver formand for EIB. Hvis valget falder på Margrethe Vestager, vil hun trække sig som kommissær. Hvis en anden kandidat bliver valgt til posten, genoptager Margrethe Vestager sit arbejde som kommissær indtil udgangen af denne mandatperiode. 

Mens Margrethe Vestager er på orlov overdrages styrings- og koordineringsansvaret for "Et Europa klar til den digitale tidsalder" til næstformand Věra Jourová og ansvaret for konkurrence til kommissær Didier Reynders. Ansvaret for innovation og forskning vil blive varetaget af næstformand Margaritis Schinas, indtil der formelt er udnævnt en ny bulgarsk kommissær som afløser for tidligere kommissær Mariya Gabriel. 

Hvad er EIB? 

Den Europæiske Investeringsbank, også kendt som EU’s bank eller EIB, har siden 2012 været ledet af tyskeren Werner Hoyer. Hans anden mandatperiode udløber ved udgangen af 2023, hvor han  går på pension. Der skal derfor vælges en ny frontfigur for den største multilaterale finansielle institution i verden og en af de største udbydere af klimafinansiering. 

EU-landene ejer i fællesskab banken, og det er derfor også dem, der vælger bankens nye leder. 

Hvis Margrethe Vestager bliver valgt som EIB’s nye formand skal Danmark nominere en ny EU-kommissær, der skal sidde til den nuværende mandatperiode udløber efter EU-valget i 2024

Læs mere om EIB på deres hjemmeside. 

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
5. september 2023
Forfatter
Repræsentationen i Danmark