Mindstelønninger i EU

Når mindstelønningerne fastsættes på et passende niveau, har de ikke kun en positiv social indvirkning, de giver også mere vidtgående økonomiske fordele, da de mindsker lønuligheden, bidrager til at fastholde den indenlandske efterspørgsel og styrker incitamenterne til at arbejde. Passende mindstelønninger kan også bidrage til at mindske den kønsbestemte lønforskel, da flere kvinder end mænd er mindstelønsmodtagere. Forslaget er også med til at beskytte arbejdsgivere, der betaler anstændige lønninger til arbejdstagerne, ved at sikre fair konkurrence.

Den nuværende krise har især ramt sektorer med en højere andel af lavtlønnede, såsom rengøring, detailhandel, sundheds- og langtidspleje og institutionspleje. Sikring af anstændige levevilkår for arbejdstagerne og mindskelse af fattigdom blandt personer i arbejde er ikke kun vigtigt under krisen, men også afgørende for en bæredygtig og inklusiv økonomisk genrejsning.

En ramme for mindstelønninger med fuld respekt for nationale kompetencer og traditioner

Der findes mindstelønninger i alle EU-landene. 21 lande har lovbestemte mindstelønninger, og i 6 EU-lande (Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige) beskyttes mindstelønningerne udelukkende gennem kollektive overenskomster. I de fleste EU-lande lider arbejdstagerne dog under en utilstrækkelig og/eller hullet beskyttelse af deres mindstelønninger. I lyset af dette skaber det foreslåede direktiv en ramme for forbedring af mindstelønningernes tilstrækkelighed og for arbejdstagernes adgang til beskyttede mindstelønninger i EU. Kommissionens forslag overholder fuldt ud nærhedsprincippet: Det fastsætter en ramme for minimumsstandarder, der respekterer og afspejler EU-landenes beføjelser og arbejdsmarkedets parters uafhængighed og aftalefrihed på lønområdet. Det forpligter ikke EU-landene til at indføre lovbestemte mindstelønninger og fastsætter heller ikke et fælles mindstelønsniveau.

Lande med en høj overenskomstdækningsgrad har som regel en lavere andel af lavtlønnede, lavere lønforskelle og højere mindstelønninger. Derfor sigter Kommissionens forslag mod at fremme kollektive overenskomstforhandlinger om lønninger i alle EU-lande.

Lande med lovbestemte mindstelønninger bør skabe rammerne for, at mindstelønninger fastsættes på et passende niveau. Disse rammer omfatter klare og stabile kriterier for fastsættelse af mindstelønninger, vejledende referenceværdier som rettesnor for vurdering af tilstrækkelighed og regelmæssige og rettidige ajourføringer af mindstelønninger. Disse EU-lande anmodes også om at sikre en forholdsmæssigt afpasset og berettiget anvendelse af varierende og nedsatte satser for mindstelønninger og en effektiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter i fastsættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger.

Endelig indeholder forslaget bestemmelser om bedre håndhævelse og overvågning af den beskyttelse af mindstelønninger, der er fastsat i hvert land. Overholdelse af reglerne og effektiv håndhævelse er afgørende for, at arbejdstagerne kan få reel adgang til beskyttelse af mindstelønninger, og for, at virksomhederne kan blive beskyttet mod unfair konkurrence. Det foreslåede direktiv indfører årlig rapportering fra EU-landene til Kommissionen om deres data vedrørende beskyttelse af mindstelønninger.

Baggrund

Formand Ursula von der Leyen lovede ved begyndelsen af sit mandat at fremlægge et retligt instrument, som skal sikre, at arbejdstagerne i vores Union har en rimelig mindsteløn, og hun gentog sit løfte i sin første tale om Unionens tilstand den 16. september 2020.

Retten til passende mindstelønninger findes i princip 6 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, der blev proklameret i fællesskab af Europa-Parlamentet, Rådet på vegne af alle EU-landene og Europa-Kommissionen i Göteborg i november 2017.

Dagens forslag til direktiv er baseret på artikel 153, stk. 1, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om arbejdsvilkår. Det følger en høring i to faser af arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med artikel 154 i TEUF. Kommissionens forslag sendes nu til godkendelse i Europa-Parlamentet og Rådet. Efter vedtagelsen har EU-landene to år til at gennemføre direktivet i national lov.