Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information30. august 2017Repræsentationen i Danmark7 min læsetid

Onsdag den 30. august

EU i dagens aviser

Den 30. august 2017

Dagens EU-tophistorier

Interne anliggender: Merkel forsvarer sin flygtningepolitik
Flere medier skriver om Tysklands udfordringer med de mange nye flygtninge som landet har taget imod. Information beretter, at mange af flygtningene ikke forstår tyskernes nærmest ligegyldige tolerance overfor ikke-integrationsvillige flygtninge. Mustafa undrer sig over, at Tyskland kunne finde på at lukke så mange flygtninge ind på én gang. Og han forstår ikke, at politiet ikke griber hårdere ind over for de flygtninge, der stadig hænger ud her. ”Hvis integrationen ikke lykkes her i München, så har vi et problem i Tyskland,” siger Yvonne Giesing, Institute Center for International Institutional Comparisons and Migration, München. Kristeligt Dagblad fortæller, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i går forsvarede linjen i sin flygtningepolitik. Kansleren gentog også sin kritik af EU-lande, der ikke vil være med til at gennemføre en "retfærdig fordeling" af flygtninge i Europa. "Det kan ikke være sådan, at Europa kun viser solidaritet for nogle," sagde hun.
Kilder: Information, s. 10-11; Kristeligt Dagblad, s. 5; MetroXpress, s. 15

Migration: G5-landene vil bruge magt mod menneskesmuglerne
Flere medier skriver om EU´s seneste forsøg på at dæmme op for migrationskrisen. Politiken fortæller, at EU's udenrigschef, Federica Mogherini, mandag rejste til Paris med en spritny kontrakt til 375 millioner kroner i kufferten. Pengene skal gå til en militær kampenhed, der blandt andet skal sættes ind mod menneskesmuglere. I Paris mødte hun regeringscheferne for Niger og Tchad, der - blandt andet ved militærstyrkens hjælp - skal spille en hovedrolle i forsøget på at standse strømmen af migranter fra Afrika over Middelhavet til Europa. ”Jeg var glad for at kunne overbringe nyheden om, at EUi weekenden underskrev kontrakten om 50 millioner euro til støtte for G5 Sahel-styrken, der skal bekæmpe menneskesmugling og terrorisme,” sagde Federica Mogherini. Topmødet mellem de fire store EU-lande - Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien - og lederne af de tre vigtigste transitlande - Libyen, Niger og Tchad - nåede frem til en omfattende køreplan for at håndtere migrantkrisen og ”dæmme op for strømmen af ulovlige migranter, længe før de når frem til Middelhavets kyster”, som det hedder i den fælles erklæring. Information skriver, at EU's målsætning længe har været at flytte beskyttelsen af den ydre grænse længere mod syd, og det er især indenrigspolitiske forhold, der driver den seneste udvikling: forestående valg i Tyskland, Østrig og Italien samt Emmanuel Macrons ønske om at udmønte en udenrigspolitik, der både tage højde for såvel franskmændenes bekymringer som franske interesser i Afrika. I et debatindlæg i Berlingske, kritiserer Kulturforsker og forfatter Kasper Støvring EU´s ledere for en for slap flygtningepolitik. Han mener, at strømmen af migranter og flygtninge til Europa de seneste par år er ubetinget en af tidens største kriser.
Kilder: Politiken, s. 9; Information, s. 2; Jyllands-Posten, s. 11; Berlingske, s. 28-29

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Interne anliggender: Danmark på charmetur til Ungarn
Danmark vil styrke samarbejdet med Ungarn. Det skriver Jyllands-Posten. For første gang i 11 år aflagde en dansk udenrigsminister tirsdag den ungarske regering et officielt besøg. Anders Samuelsen (LA) blev modtaget i ministeriet ved Donau, der deler bydelene Buda og Pest - på samme måde som uenighederne om EU-aftaler og grundlæggende rettigheder ofte deler forholdet mellem Ungarn og EU-Kommissionen i Bruxelles. Men selv om EU-Kommissionen i de seneste måneder har indledt flere sager om brud på EU's regler mod Ungarn, og selv om landet ofte er på kant med flertallet af EU's medlemmer, har Anders Samuelsen som mål at styrke relationerne til den ungarske premierminister Viktor Orbans regering.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 9

Interne anliggender: Danmark satser mest på uddannelse
Altinget kan fortælle, at Danmark er det EU-land med de højeste offentlige udgifter til uddannelse. Det viser nye tal fra Eurostat. I 2015 lød de offentlige udgifter til uddannelse i Danmark på i alt 3.368 euro per indbygger. Det svarer samlet til 7,0 procent af BNP. Danmark bruger dermed 1.963 euromere per indbygger end gennemsnittet i EU, som ligger på 1.405 euro per indbygger. Samlet set brugte EU's medlemslande over 716 milliarder euro af offentlige udgifter til uddannelse i 2015. Det svarer til næsten fem procent af EU's samlede BNP.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Brexit og dets effekt på Danmark
Altinget giver spalteplads til et debatindlæg af Jens Hauch, vicedirektør og cheføkonom i den fagøkonomiske tænketank Kraka. Han skriver: ”I Kraka har vi analyseret, hvordan Danmark påvirkes af et hårdt Brexit, hvis samhandlen bliver på samme vilkår som under WTO, frem for den frie handel, der er mulig i dag. Den makroøkonomiske model, ADAM, er anvendt til beregningerne. Under WTO-vilkår vil Storbritanniens samhandel med EU reduceres markant. Der foreligger en række estimater af dette. Da der er tale om store ændringer, er estimaterne usikre. I vores analyse lægges til grund, at Storbritanniens samhandel med EU vil reduceres med 22 procent ved et hårdt Brexit - hvilket er i midten af de forskellige udarbejde analyser. Isoleret set vil dette betyde, at Danmarks BNP reduceres med 0,33 procent ti år frem, i 2027, i forhold til hvad vores BNP ville være i 2027, hvis Storbritannien forblev i EU. I Jyllands-Posten skriver Louise Lindhagen, cand.mag. Historie og EU-studier og kandidat til Folketinget for De Konservative, at EU skal holde fast i, at et fælles marked kræver fælles regler og ikke tillade særregler for Storbritannien.
Kilder: Altinget; Jyllands-Posten, s. 16

Interne anliggender: EU står for den mest succesfulde integration og fredsproces i verden
Børsen beretter, at siden 1. juli har Estland haft formandskabet for Rådet i EU, og det vil esterne bruge på at fokusere på bevarelsen af fælles værdier, sammen med fred og stabilitet.
”Mange har det ofte med at glemme, at på trods af splittelse og Storbritanniens ønske om at forlade unionen, så indeholder EU stadig den mest succesfulde integration og fredsproces i verden samt det bedste samarbejde,” mener Märt Volmer, ambassadør for Estland i Danmark. Han ligger især vægt på digitalisering. Danmark er ifølge ambassadøren førende digitalt i EU. ”Digitaliseringen af EU er essentiel, hvis Europa vil blive ved med at være konkurrencedygtig og bevare initiativet globalt," siger han og tilføjer: "Vi vil gøre vores bedste for at starte en proces og blive ved med at arbejde for fri bevægelighed af data,” siger Märt Volmer.
Kilde: Børsen, s. 30

Handel: UEFA vil have EU-Kommissionen til at se på transfers
Ekstrabladet skriver, at UEFA vil bede EU-Kommissionen om hjælp til at dæmme op for en syg tendens i fodbold. Denne sommer er fodboldens transfermarked gået helt amok. Beløbene er blevet større både mellem klubberne og i lønningerne til spillerne. Måske kan en løsning med et lønloft være en mulighed. UEFA vil nu rette henvendelse til Europa-Kommissionen omkring dette. Det afslører UEFA-præsident Aleksander Ceferin. ”Vi gør snart et nyt forsøg, og det handler ikke kun om løn-begrænsninger, men også om begrænsning af trupper eller en begrænsning af udlån,” siger Ceferin.
Kilde: Ekstrabladet, s. 3

Klima: Danmarks Fiskeriforening ude i stærk kritik af EU´s ålefiskeriforbud i Østersøen
Flere medier skriver om EU´s krav om et totalt forbud mod ålefiskeri i Østersøen. Både Politiken og Altinget skriver, at EU-Kommissionen for første gang foreslår et totalt stop for ålefiskeri i sit årlige forslag til fiskekvoter i Østersøen. Forslaget kommer på grund af historisk lave forekomster af østersøål. Danmarks Fiskeriforening kalder forslaget for »fuldstændig absurd«. "Sagt på den udiplomatiske måde er det i hvert fald det sidste dødsstød til det traditionelle bundgarnsfiskeri, som har været en del af det danske kystmiljø i over 100 år. Så det er vi ikke begejstrede for," siger foreningens chefkonsulent og biolog, Michael Andersen.
Kilder: Altinget; Politiken, s. 3; MetroXpress, s. 16

Sikkerhedspolitik: Danmark lider af forsvarspolitisk forvirring
Altinget skriver om Danmarks forsvarspolitik i EU og Nato, og giver plads til et debatindlæg af Bjarke Møller, direktør i Tænketanken Europa. Han skriver: ”Fra 14. september vil måske op imod 100.000 russiske soldater være involveret i en stor militærøvelse, Zapad 2017, i det vestlige Rusland, nær Baltikum, Kaliningrad og i Hviderusland. Nogle eksperter frygter, at russerne vil efterlade betydelige troppekontingenter i Hviderusland. Danmark har sendt soldater til Nato's fremskudte kampgrupper, og beslutningen ligger i god tråd med den internationale aktivisme, der har præget dansk udenrigs- og forsvarspolitik siden afslutningen på Den kolde krig. Danmark er ikke længere et land, der kan hygge sig i smug, og det er godt, at vi stiller solidarisk op i Nato, når der er behov for tropper, fly og flådeenheder til internationale operationer. Dette står dog i skærende kontrast til den måde, hvorpå Danmark hygger sig i smug inden for EU. Vi har siden 1993 haft et forbehold overfor EU's forsvarssamarbejde, og det har skabt en mærkelig dobbelttilstand.”
Kilder: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
30. august 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark