Onsdag den 30.september

Tophistorier

Brexitopgøret med EU
Jyllands-Posten skriver, at en ny runde møder mandag mellem de britiske og europæiske forhandlere ikke førte til fremskridt på en række centrale områder, har den tyske formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen, opfordret danske virksomheder til at sikre sig mod et hårdt Brexit ved at nedprioritere det britiske marked og britiske underleverandører. ”De skal nok se på, hvordan de kan begrænse deres eksponering til Storbritannien. Det kan de gøre ved at sprede sig til andre markeder og til andre leverandører,” lyder det fra Ursula von der Leyen. Brexit træder i kraft til nytår og officielt skal der i oktober ligge en aftale om de fremtidige handelsforhold på EU-Parlamentets bord, for at den kan hastes igennem i tide. Hvis ikke, risikerer briterne at skulle handle med resten af Europa på helt basale vilkår, der blandt andet kan føre til høje toldbarrierer og lange behandlingstider på grænserne. Ifølge Financial Times er der risiko for, at mere end 700. 000 job i europæiske virksomheder forsvinder, hvis EU og Storbritannien ikke når i mål med en succesfuld forhandling.
Når de afgørende Brexit-forhandlinger med EU indledes i denne uge, er det David Frost som er udset som manden, der skal sikre briterne den gode aftale. David Frost, var fra 2006 og frem til 2008 Storbritanniens ambassadør i Danmark. Forud for forhandlingerne har den 55-årige Brexit-forhandler ikke været sen til at komme med kritik af den tidligere regerings forsøg på at lande en aftale. I et interview med britiske Mail on Sunday, kritiserede han landets tidligere forhandlingsteam for at ¨”blinke” ved forhandlingsbordet. Efter universitetet fik Frost job i Storbritanniens Udenrigsministerium og blev senere udnævnt som landets EU-repræsentant i Bruxelles. ”Jeg begyndte min tid i Bruxelles i 1993, som en typisk pro-europæer. Det synspunkt overlevede ikke længe her i Bruxelles, og jeg blev hurtigt en ihærdig kritiker af dem. Ikke kun var EU's institutioner abstrakte og fraværende i Storbritannien, og efter min mening var vi aldrig rigtig engageret i de samme mål, overhovedet,” har David Frost udtalt. Det har i høj grad været Frosts kritiske syn på EU, der bidrog til, at han landede jobbet som Brexit-chefforhandler, og nu tyder alt på, at David Frost er på vej til at rykke endnu tættere på Boris Johnson. Det er således ikke mere end et par måneder siden, at premierministeren udnævnte David Frost til national sikkerhedsrådgiver, efter at den nuværende rådgiver, Sir Mark Sedwill, valgte at trække sig.
Jyllands-Posten, s. 10, 28 (30.09.2020)

Prioritede historier

Eurolandenes opsving taber fart
Vurderingen i EU-Kommissionens seneste månedlige analyse er, at “pessimismen er aftagende” i store dele af europæisk erhvervsliv. Børsen skriver, at trods konklusionen i analysen er det langt fra ensbetydende med spirende optimisme. De mange virksomheder, der er afhængige af at kunne rejse ud til kunder og forretningsforbindelser, har heller ikke udsigt til at det bliver lettere. “I begyndelsen af marts var der rejserestriktioner på mindre end 10 pct. af alle ruter. Nu er det ca. 95 pct.,” lyder det fra analytiker Jarrod Castle, fra storbanken UBS, om de internationale rejsemuligheder mellem G20-landene, som er verdens største økonomier, der tilsammen tegner sig for 90 procent af det globale bnp og 80 procent af den globale samhandel. Coronapandemien breder sig på ny i flere store lande, og der indføres nye restriktioner og i Tyskland er der udpræget nervøsitet for en mangedobling af antallet coronaramte. Inden et topmøde med delstaternes regeringsledere tirsdag udtaler forbundskansler Angela Merkel, at Tyskland inden årets udgang kan være i samme situation som Frankrig og Spanien som kan betyde op til 19.200 nye coronatilfælde om dagen i Tyskland inden jul. Globalt har antallet af tilfælde af coronarelaterede dødsfald nu passeret en milepæl med påskriften 1 million og uden tegn på, at det stopper. En embedsmand fra WHO sagde sidste uge, at dødstallet nok vil nå 2 millioner, før en vaccine er tilgængelig. Børsen skriver dog, at den samlede økonomiske tillidsindikator for eurozonen steg i september til 91,1 fra 87,5 måneden før. Det var mere end ventet, da økonomerne havde ventet en fremgang til 89,0 ifølge et estimat fra Bloomberg News. Indekset er sammensat af en række erhvervs- og forbrugerindikatorer udført for EU-Kommissionen. Tungest vejer industritilliden, som landede på minus 11,1. Her var der ventet indeks på minus 10,0. Tilliden i det næst-vigtigste indeks, servicesektoren, steg til minus 11,1 i september fra minus 17,2 i august. Her havde økonomerne ventet en stigning i forhold til måneden før til minus 16,3.

Jyllands-Posten skriver at eurolandene i 2. kvartal havde et økonomisk tilbageslag på 11,8 procent sammenlignet med 1. kvartal, og det var samtlige faktorer, der trak aktiviteten ned til et historisk lavpunkt. Eksempelvis faldt privatforbruget med 12,4 procent. Den væsentligste mere langsigtede bekymring er dog, at flere eurolande er hårdt mærkede af coronakrisen og af ikke at have tilstrækkelige finanspolitiske ressourcer at sætte ind. I adskillige år vil disse lande kunne ligge underdrejede. Spanien er den største udfordring fulgt af Italien, Frankrig og Portugal. Hvis disse lande ikke mærker opsvinget i samme grad som de nordeuropæiske eurolande, vil det ikke kun betyde voksende spændinger internt i eurogruppen, men blive et tema, der - som tilfældet var med Grækenland under statsgældskrisen - vil kunne dominere den politiske dagsorden i EU i resten af dette årti og være medvirkende til at fjerne fokus fra andre og måske mere pressende udfordringer.
Jyllands-Posten, s. 15; Børsen, s. 18, 21 (30.09.2020)

Kofods udenrigsstrategi
Flere medier skriver i dagens medier om udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ambitioner om en mere værdibaseret udenrigspolitik med styrket fokus på demokrati og menneskerettigheder. Rasmus Grue Christensen, direktør i Dignity, skriver i et debatindlæg på Altinget blandt andet: ”Regeringen har været direkte i kritikken af det hviderussiske, iranske og saudiarabiske regime i den seneste tid. En tilsvarende offentlig støtte til menneskerettighedsaktivister i eksempelvis Hongkong, Rusland og Egypten ville være passende for en stærkere menneskerettighedsbaseret udenrigspolitik. Det samme kan i øvrigt siges, når traditionelle allierede som USA slækker på menneskerettighedsforpligtelserne. Og det nytter. For hvis man spørger lokale menneskerettighedskræfter, betyder politisk støtte udefra ofte forbløffende meget. Det gælder støtte fra Danmark, men selvfølgelig også fra regionale aktører som EU. Danmark bør derfor også kæmpe for, at EU bliver endnu mere systematisk i kritikken af menneskerettighedskrænkelser i EU’s nabolag og rundt om i verden. Samtidig skal EU også være bedre til at stille menneskeretslige krav til dem, der vil have adgang til investeringer, eksportmarkeder og andre dele af det europæiske fællesskab. Danmark støtter allerede en tæt kobling mellem EU’s strukturfondsmidler og implementering af retsstatsprincipper blandt medlemslandene – og det skal naturligvis fortsætte. Men vi skal også arbejde for, at EU øger de menneskeretslige krav til de lande i øst og syd, der nyder godt af markedsadgang og samarbejdsaftaler under EU’s naboskabsprogrammer. Det sker for ofte, at EU – under hensyn til andre dagsordener som migration og handel – lemper på kravene om respekt for menneskerettigheder. Tiden er ikke til at lempe, men til at hæve stemmen og stille krav. […] Hvis regeringen vil styrke den værdibaserede udenrigspolitik, bør vores diplomater derfor også i stigende grad evalueres på deres evne til at fremme danske ambitioner på menneskerettighedsområdet i det lokale diplomatiske fodarbejde. Og det skal være obligatorisk at have konkrete målbare succeskriterier for den enkelte ambassade. Disse fem råd er til fri afbenyttelse for regeringen i en tid, hvor den demokratiske og rettighedsbaserede verdensorden er under alvorligt pres. Det haster med at omsætte regeringens visioner til konkret politik, hvis demokrati og menneskerettigheder skal blive en dominerende ledetråd for dansk udenrigspolitik. Til gavn for ofrene for menneskerettighedskrænkelser. Og til gavn for danskernes tryghed.”

I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Per Stig Møller, fhv. udenrigsminister og folketingsmedlem (K) følgende om udenrigsminister Jeppe Kofods strategi: ”Med lanceringen af sine udenrigspolitiske planer optræder udenrigsminister Jeppe Kofod, som om Socialdemokratiet udgør en flertalsregering. Han bebuder en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, der skal bygge på socialdemokratiske værdier. I opposition skal Kofod selvsagt levere sit bud på en socialdemokratisk udenrigspolitik, men som udenrigsminister skal han føre en dansk udenrigspolitik. Den skal han have rygdækning for i Folketinget, som faktisk har flere ikke-socialdemokratiske medlemmer end socialdemokratiske. […] Udenrigsministeren mener, det er nyt at arbejde for et forpligtende, internationalt samarbejde, men det har vist alle gjort. Han vil opprioritere Danmarks klimaindsats, men ingen har vel kæmpet mere for den end tidl. klimaminister Connie Hedegaard (K). Han vil bruge udenrigstjenesten til at fremme erhvervslivets eksport, men tidl. udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) oprettede Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet, hvis ambassader hjælper erhvervslivet. Han vil kæmpe for ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, men tidl. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) oprettede en enhed til fremme af flerpartisystemer, og jeg oprettede Det Arabiske Initiativ, der på engelsk hedder Partnership for Progress and Reform. Det støtter netop udviklingen af demokrati, ligestilling, pressefrihed og menneskerettigheder i den muslimske verden og blev styrket af tidl. udenrigsminister Villy Søvndal (SF). Så det nye i Kofods strategi er hverken nyt eller socialdemokratisk. […] En dansk udenrigsminister skal føre en dansk udenrigspolitik. Den skal sikre, at Danmark kan føre den indenrigspolitik, det selv vil. Det kræver, at man ser nu- og fremtidens farer for i tide at imødegå dem ved at indgå de rigtige alliancer, og ved at man arbejder for at fastholde og forny de internationale institutioner, styrker EU og Nato og holder USA fast i den transatlantiske alliance samt tager initiativer, hvor vi kan spille en rolle.”

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad skriver journalist Bjarne Nørum, at der igen er kommet fokus på udenrigsminister Jeppe Kofods (S) 12 år gamle sag om sex med en 15-årig pige. Nørum skriver at Kofod-sagen både bruges i russisk propaganda og som eksempel på dansk MeToo-gennembrud: ”Udenrigsministeren har undskyldt igen, og det er blandt andet noget, som russiske politikere har bemærket. ”Den danske udenrigsminister voldtager en 15-årig pige fra partiet, og han siger bare undskyld, og så er det det. Der sker absolut intet andet,” sagde den russiske politiker Aleksej Zjuravljov i tv-programmet ”60 minutter” på russisk stats-tv, VGTRK. […] Tilsvarende tager et andet russisk medie, Sputnik News, fat i sagen og har som overskrift Jeppe Kofods udtalelser til TV 2: ”Jeg var fuld og dum: Dansk udenrigsminister undskylder for sex med 15-årig pige.” At russiske medier tager fat i sagen, undrer ikke seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier. ”Danmark skubber på i EU for at få sanktioner mod Hviderusland og for at gøre det svært for Rusland at blande sig,” siger han til ”Detektor” på DR. Han peger videre på, at statsminister Mette Frederiksen (S) også har talt kritisk om den russiske gasledning Nord Stream 2, der bliver bygget på bunden af Østersøen. Men han ser også udtalelserne som en del af russisk indenrigspolitisk propaganda. ”Man minder russerne om, hvor vanvittige folk er i andre lande, ikke mindst i EU. Men heldigvis har man i Rusland sit moralske kompas i orden, og man har sin præsident, som passer på dem,” siger han. […] Det europæiske politiske nyhedsmedie Politico Europe tager tilsvarende fat i sagen. Indledningsvis fremhæver mediet, at Jeppe Kofod ikke gjorde noget ulovligt, da pigen var fyldt 15 år. Men mediet hæfter sig ved, at den 12 år gamle sag nu igen trækker overskrifter netop på grund af Sofie Linde og den fornyede MeToo-debat.”
Altinget; Jyllands-Posten, s. 26; Kristeligt Dagblad, s. 10 (30.09.2020)

Arbejdsmarkedspolitik

Flere kvinder i tech er også vores ansvar
I en kronik i Børsen skriver Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand, Danfoss, Mads Nipper, koncernchef, Grundfos m.fl. blandt andet: ”Kun hver tredje studerende på de tekniske og videregående uddannelser inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics) er kvinder. Og kun hver tiende på de tekniske erhvervsuddannelser. Det giver slagside i erhvervslivet og præger arbejdsmarkedet på tværs af sektorer. Kvinderne er desværre underrepræsenterede i mange tekniske fag og på mange arbejdspladser. […] Manglen på kønsdiversitet er også et problem, fordi nogle virksomheder har store rekrutteringsudfordringer og vanskeligheder ved at finde de rigtige medarbejdere. Manglen på STEM-kompetencer er alt i alt en barriere for vækst og udvikling, og var der lige så mange kvinder som mænd, der valgte disse uddannelser, var mange danske virksomheders rekrutteringsudfordringer faktisk løst. […] Vi har brug for alle kloge hoveder til at udvikle løsningerne på både de små og de helt store samfundsudfordringer. Det er derfor også en markant ulempe, at Danmark samlet ligger lavere i andelen af langvarigt uddannede med baggrund som f.eks. ingeniør, fysiker eller datalog (samlet 21 pct.) sammenlignet med de andre EU-lande (26 pct.). Der er et anseeligt potentiale at hente her ved at få flere kvinder i disse fag.”
Børsen, s. 4 (30.09.2020)

Det digitale indre marked

Den globale tech-handel har ændret sig - hvornår går det op for EU?
Anders Aaselund Høier, chefjurist og cand.jur., skriver i en kronik på Altinget blandt andet: ”Den amerikansk-kinesiske handelskrig har hurtigt udviklet sig til en konflikt om adgangen til teknologier og især til de nye disruptive teknologier, der qua deres enorme potentiale og dobbelt civil-militære anvendelighed fremover ikke blot vil ændre samfund, men også hvordan konventionelle som hybride konflikter vil blive udkæmpet. Når det kommer til handel med og investeringer i teknologier er amerikansk handelspolitik derfor også blevet underlagt national sikkerhed. […] Netop USA har længe set teknologi som et område for stormagtskonkurrence. Eksportkontrollen bruges som et pragmatisk redskab til at opnå skiftende handelspolitiske mål. Dette kan næppe siges også at være gældende for EU. Udfordringerne bunder blandt andet i, at der i EU ikke foreligger noget tilnærmelsesvist samlet overblik over, hvilke teknologier der er afgørende for europæisk sikkerhed i bred forstand, og som det må formodes er i EU’s interesse at være særlig opmærksom på, hvor ender uden for Europas grænser. Formand for EU-Kommissionen Ursula Von der Leyen satte i sin 'State of the Union'-tale fokus på næste generation af supercomputere og annoncerede udviklingsinvesteringer for 8 milliarder euro. Men EU har simpelthen ikke tradition for at koble banebrydende teknologier til stormagtskonkurrence og europæisk sikkerhed. Europa betragter fortsat eksportkontrollen som et multilateralt redskab, der skal sikre, at teknologi egnet til masseødelæggelsesvåben, ikke spredes. […] Magtsprogligt er handelspolitikken ingen undtagelse, og EU taler da heller ikke længere om strategisk autonomi, men om åben strategisk autonomi for dermed at balancere relationerne til primært Kina. Evnen til at kunne imødegå Kina afstedkommer nu opfordringer fra flere kanter om at etablere multilaterale samarbejder om eksportkontrol på tværs af Atlanten og med deltagelse af andre ligesindede lande som Japan, Sydkorea, Taiwan og Australien. […] EU er nødt til at fravige sit principielle udgangspunkt om multilateralitet og optræde betydeligt mere pragmatisk og konsekvent i sin handelspolitik, hvis kritiske og i særdeleshed disruptive teknologier og viden ikke skal sive ud af Europa mellem de to regelkomplekser. Det vil kompromittere Europas ønsker om teknologisk suverænitet og strategiske autonomi.”
Altinget (30.09.2020)

Institutionelle anliggender

Løkkegaard truer med EU-nej: Han har fået nok af Viktor Orban
Venstres Morten Løkkegaard, medlem af EU-Parlamentet, er klar til at stemme nej til EU's syvårige budgetramme og dermed også til den genopretningspakke efter coronakrisen, som EU's stats- og regeringschefer enedes om efter et topmøde i juli. Politiken skriver, at årsagen er striden om, hvordan EU kan straffe lande, der overtræder de grundlæggende værdier: Retsstatsprincipperne. ”Vi er nået til et punkt i fællesskabets historie, hvor det er åbenbart, at vi ikke kan fortsætte sådan længere. Vi er nødt til at gøre op med de her åbenlyse forsøg på at underminere fællesskabet. Fordi der er ting, der er vigtigere end penge, og det er de værdier, der er hele fundamentet for vores fællesskab,” lyder det fra Morten Løkkegaard. EU står lige nu i en situation, at der er enten ingenting eller den såkaldte artikel 7, hvor et land kan ende med at miste sin stemmeret i EU. Polen og Ungarn er for tiden under anklage i denne artikel, men det kræver enstemmighed, hvis et land skal miste noget så essentielt som stemmeretten, og den enstemmighed findes ikke blandt EU's stats- og regeringschefer, da de to lande beskytter hinanden. Tilbage i 2018 foreslog EU-Kommissionen at koble retsstatsprincipperne til budgettet, så det ville koste i EU-tilskud, hvis man ikke overholdt reglerne. På topmødet i juli blev den paragraf udvandet og selv om mekanismen ikke blev fjernet, erklærede Ungarns premierminister, Viktor Orban, sig som sejrherre og det er den historie, Morten Løkkegaard vil gøre sit forsøg på at skrive om. ”Vi skal afsløre Orbans bluff nu. For jeg tror ikke et sekund på, at han er parat til at risikere sit lands, sin egen og sine støtters økonomi. Jeg opfatter ham som en rationel mand, der forstår at bruge de redskaber, han har. Derfor tror jeg, at sætter man ham over for et valg, vil han træffe et rationelt valg”, siger Løkkegaard og fortsætter: ”Ungarn og Polen spiller kortene, som de plejer. Det er os, der mangler at træde i karakter.”

Formand for Europabevægelsen Stine Bosse mener ligeledes, at Ungarn er på en demokratisk deroute, og landet ikke længere kan betegnes som et demokrati. I en kommentar på Altinget skriver Bosse blandt andet: ”For nylig kunne vi læse et indlæg i Altinget fra en talsmand for den ungarske regering ved navn Zoltán Kovács. Talsmanden beklager sig over, at forskellige kritiske stemmer råber højt om den tiltagende forværring af retstilstanden i flere europæiske lande. Han beder os om at komme med fakta om forværringen af retstilstanden i Ungarn. Som jurist og formand for Europabevægelsen tager jeg imod opfordringen. Vi bakker fuldt ud op om vores udenrigsminister, når han siger, at Ungarn og Polen risikerer at underminere fundamentet for hele EU, og vi kan forsikre om, at hans og vores anklager mod Ungarn og Polen har hold i virkeligheden. […] Det ses tydeligt, at Ungarn kontinuerligt har været på tilbagetog siden 2015, hvorfra der kan aflæses data. I gruppen "Region EU, EFTA og Nordamerika" indtager Ungarn en bundplacering, når vi måler på retstilstanden. Danmark ligger i øvrigt som hele verdens topscorer, når det gælder retstilstand. Begge rapporter, altså både den fra Freedom House og den fra World Justice Project, afslører i øvrigt en stærkt forværret situation i Polen. Ungarn kan ikke længere kaldes et demokrati efter almindelige liberale vestlige standarder. Den ungarske præsident Victor Orbán bruger også termen "illiberalt demokrati", som er hans eftertragtede tilstand for Ungarn. […] Jeg vil nu faktisk gerne imødekomme repræsentanten fra den ungarske regering. I sagens natur skal alle EU-lande behandles ensartet og objektivt efter kriterier, der er så klare som muligt. Problemet er, at vi hidtil har forladt os på artikel 7-procedurer, som i sidste ende kan føre til en fratagelse af et EU-lands stemmeret i ministerrådet og økonomiske sanktioner. Det støtter jeg. Problemet er blot, at disse procedurer sander til og fører til skyttegravskrige uden endelige afgørelser, måske fordi EU-Kommissionen ved, at Ungarn og Polen vil nedlægge veto i sidste ende, når hammeren skal falde. Derfor hilser jeg det velkomment, at Kommissionen lige nu er på trapperne med den første retstilstandsrapport, der skal måle mængden af korruption, mediefriheden og magtadskillelsen i medlemslandene. Der vil vi kunne få syn for sagn. Igen.”
Politiken, s. 6; Altinget (30.09.2020)

Ungarn kræver EU-kommissær fjernet
Flere af dagens medier skriver om, at Ungarns premierminister Viktor Orbán i et åbent brev, som hans talsmand har lagt på sociale medier, skriver, at Vera Jourová, EU-kommissær for EU-værdier og næstformand i Kommissionen skal fjernes fra sit job. ”Ungarn afbryder alle forbindelser med Vera Jourová,” skrives der blandt andet i det åbne brev. Berlingske skriver, at Orbán begrunder kravet med, at Jourová har omtalt Ungarn som et ”sygt demokrati”. Brevet er rettet til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som ifølge en talsperson, vil besvare det.
Berlingske, s. 16; Jyllands-Posten, s. 12; B.T., s. 10 (30.09.2020)

Klima

Den grønne skattereform skal sikre lysten til langsigtede investeringer
Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI, skriver i et debatindlæg på Altinget følgende: ”Der venter et intenst politisk efterår med klimaforhandlinger inden for transport og landbrug, grøn forskning og grønne offentlige indkøb. Og der venter forhandlinger om en grøn skattereform, hvor de danske skatter og afgifter skal tunes til at spille sammen med reguleringen i EU - alt sammen i klimaets tjeneste. Målet er, at vi begrænser vores klimaaftryk på en måde, der passer til borgeres og virksomheders virkelighed, så vi undgår at flytte CO2-udledning til udlandet og bevarer eksport og beskæftigelse. […] Først og fremmest skal det være klart, at beskatning af CO2 allerede i dag spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Igennem flere årtier har vi benyttet energiafgifter, og der er i dag en dansk skat på CO2. EU har skabt et CO2-kvotesystem, der reelt lægger en afgift på udledningerne fra energisektoren, industrien og luftfarten. Og i EU har vi et fælles energibeskatningsdirektiv, der sætter en minimumsramme for beskatningen af de brændsler, vi benytter i vores energiproduktion. Det nuværende system understøtter EU’s indre marked, sigter efter social balance og giver virksomhederne mulighed for at tilpasse sig udviklingen - altså tid til omstilling. […] En grøn skattereform skal sikre langsigtet investeringslyst – det sker blandt andet ved at koble reformen til EU’s fælles indsatser. Det vi vælger at gøre i Danmark skal nemlig kunne eksistere i EU’s statsstøtteregimer, og her er djævlen i detaljen i forhold til, hvad der kan lade sig gøre.”
Altinget (30.09.2020)

En flåde af elbiler er et fatamorgana uden investeringer i råstofindustrien
I en kronik i Information skriver Per Kalvig og Jakob Kløve Keiding, geologer ved Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer, GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, at EU slet ikke råder over de sjældne råstoffer og forarbejdningsindustrier, som skal til, hvis målet om at elektrificere transportsektoren skal indfries. De skriver blandt andet: ”Energiomlægning fra 'sorte' til 'grønne' teknologier afhænger af, at der er tilstrækkelige og sikre forsyninger af adskillige, ret specielle mineralske råstoffer, som hidtil kun har været produceret i små mængder til nichemarkeder. Skal vi nå Parisaftalens mål, forudsætter det en betydelig vækst i produktionen af disse nye energiråstoffer. Det er nødvendigt at åbne mange nye miner, øge produktionen i de eksisterende og udvikle bedre metoder til at få nogle af energiråstofferne ud af mineralerne. […] Kapløbet om disse råstoffer har udløst en stærk konkurrence mellem både industrier og lande for at få adgang til forsyninger i fremtiden. Det er et kapløb, hvor Kina lige nu fører stort, og hvor EU og USA i lang tid slet ikke deltog. Alene til EU's kommende forventede flåde af elbiler, er der et kæmpe behov for råstoffer, som ikke kan løses med råstoffer fra EU. EU-Kommissionen har netop udsendt en analyse af, hvilke råstoffer de europæiske industrier kan komme til at mangle: forsyningerne af 29 mineralske råstoffer er på en og samme tid usikre og vitale for EU's industrier og økonomi. En betydelig del af de 29 råstoffer bruges af de hurtigt voksende industrier, som fremstiller vindmøller og solceller til energitransmission og til elektrificering af transportsektoren. EU-Kommissionen står ikke alene med sin bekymring. Andre industrilande, ikke mindst Kina og USA, udarbejder også analyser over behovet for mineralske råstoffer. I store træk er det de samme råstoffer, som er 'rødlistede' her. […] De fleste vælgere - og dermed politikere - ønsker ikke disse industrier i deres egen baghave. Derfor producerer EU kun få procent af de mineraler, som de europæiske industrier forbruger, og de fleste råstofforbrugende værdikæder er for længst udflyttet fra EU - især til Kina.”
Information, s. 16-17 (30.09.2020)

Regeringen klar med Danmarks første globale klimastrategi
Tirsdag præsenterede regeringen deres langsigtede strategi for Danmarks globale klimaindsats med navnet "En Grøn og Bæredygtig Verden". Altinget skriver, at den globale strategi er den første af sin slags, efter at regeringen med Klimaloven forpligtede sig til at lave en "særskilt årlig global afrapportering for de internationale effekter af den danske klimaindsats". Både Ngo'er og støttepartier har ventet spændt på udfaldet, der ifølge Klimaloven skal sørge for, at "regeringens udenrigs-, udviklings- og handelspolitik bidrager til at sikre, at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik".
Altinget (30.09.2020)

Regeringen vil beskytte 30 procent af klodens natur
Miljøminister Lea Wermelin oplyser, at den danske regering nu tilslutter sig et politisk mål fra EU-Kommissionen om, at EU såvel som resten af verden skal have 30 procent beskyttede naturområder i 2030. Jyllands-Posten skriver, at Wermelin onsdag sammen med de øvrige miljøministre i EU skal diskutere biodiversitet på et uformelt rådsmøde. Her vil den danske miljøministerpresse på for, at andre lande også tilslutter sig målene. Lige nu har EU omkring 26 procent beskyttede områder på land samt 11 procent på havet. I Danmark er tallet dog noget lavere for landjorden omkring 15 procent. Det skyldes til dels, at en stor del af den danske landjord er dyrket, og ifølge Lea Wermelin er det heller ikke Danmark, som skal trække EU-gennemsnittet op. ”Danmark kommer ikke alene til at kunne leve op til de her mål, men vi skal selvfølgelig stadig gøre, hvad vi kan for at få mere uberørt skov og flere nationalparker. Vi skal tage ansvar herhjemme, men samtidig skal vi bakke op om indsatsen i EU og andre dele af verden,” lyder det fra Wermelin.

SF’s formand Pia Olsen Dyhrs tålmodighed på klimaområdet er dog ved at være opbrugt. Information skriver at SF-formanden ikke vil tillade socialdemokratisk klimapolitik og stiller nu krav om, at regeringen allerede i år skal indgå aftaler for hele 60 ud af 70 procents CO2-reduktion. For at nå målet i klimaloven skal Danmark reducere sit udslip med 20 millioner ton CO2 i 2030. Indtil videre har et flertal på tværs af Christiansborg lavet aftaler for cirka fire millioner ton CO2-reduktion, hvoraf en del hviler på endnu ikke færdigudviklede teknologier. ”Vi er nødt til at finde penge i finansloven, vi har krigskassen, og så kommer der nogle penge fra EU, der kan være en del af det. Jeg er enig med regeringen i, at vores naturlige råderum skal bruges på velfærd. Men vi har mulighed for at sætte gang i en masse grønt lige nu, fordi verdensøkonomien er, som den er,” lyder det blandt andet fra Olsen Dyhr. Konkret vil SF afsætte 4,6 milliarder til klima fra den såkaldte krigskasse.
Jyllands-Posten, s. 2; Information, s. 6 (30.09.2020)

Migration

EU's nye migrantpagt er en halvfærdig løsning
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Emil Nørrevang, bestyrelsesmedlem i VU København blandt andet: ”EU-Kommissionen har præsenteret en ny asyl- og migrationspagt. Desværre en halvfærdig løsning, som ikke løser problemerne, fordi tingene stort set vil være uforandrede. Så længe EU ikke vil tage nælden ved roden og reformere asylsystemet, vil problemerne forblive, som de er. Hvis EU virkelig ønsker at gøre noget ved problemerne, bliver det nødt til at oprette nogle modtagecentre for asylsøgere uden for EU. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan løse problemerne. Vi bliver nødt til at fjerne frygten for, at en situation som i 2015 opstår, og det kan man kun gøre ved at rykke migranter og asylsøgere ud af EU. Desværre ser det ikke ud til, at EU på nuværende tidspunkt er med på idéen om modtagecentre uden for EU, selv om det vil lette presset på Europa og gøre, at vi kan komme i gang med at hjælpe de mennesker, som virkelig har brug for det.”
Jyllands-Posten, s. 25 (30.09.2020)

Sundhed

Antallet smitteramte minkfarme tordner i vejret, selv om minkavlerne isolerer sig
Den seneste uge er antallet af coronaramte minkfarme i Nordjylland steget dagligt. I et forsøg på at komme smittespredningen til livs indførte fødevareminister Mogens Jensen (S) strengere restriktioner for minkavlere 21. september. Hvis en minkbesætning er under mistanke for at være smittet eller er testet positiv, bliver farmen sat under offentligt tilsyn og Fødevarestyrelsen skal ugentligt tage prøver for smitte og antistof fra et repræsentativt antal mink, indtil der ikke længere er smittefare. Minkavlerne er dog frustreret og frygter for fremtiden. De frygter, at testningen kan trække ud samt for de økonomiske konsekvenser. Tage Pedersen, formand for Kopenhagen Fur, der er verdens største auktionshus for pels og et andelsselskab ejet af de danske minkavlere forstår minkavlernes bekymring og siger til Jyllands-Posten: ”Vi arbejder hårdt på at finde ud af, hvad der skal ske, hvis ens farm stadig har smitte, når vi går ind i perioden for pelsning. Vi ser på forskellige løsninger, men vi er ikke på plads på endnu”. Mogens Jensen henviser til EU-lovgivning, der betyder, at dyr fra en besætning, der er under mistanke for smitte eller er smittet, ikke må hverken slagtes eller pelses. Ministeren oplyser dog, at han har bedt EU-Kommissionen om at undersøge muligheden for at give en særlig tilladelse til, at mink alligevel kan pelses.
Politiken, s. 12 (30.09.2020)

Udenrigspolitik

EU risikerer at blive spændt for Putins vogn i hviderussisk krise
Jens Worning, tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group skriver i en analyse i Kristeligt Dagblad blandt andet: ”Der er gået mere end 50 dage med protester i Hviderusland og stadig tiltagende politivold uden nogen klar reaktion fra EU. I går mødtes den franske præsident, Emmanuel Macron, med den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, i dennes eksil i Litauen og lovede, at han ville gøre sit bedste for at mægle i det politiske opgør mellem protestbevægelsen og den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko. I et direkte modsvar til Macron lød det fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tv-transmitteret tale, at Hviderusland er i en svær i situation og genstand for hidtil uset udenlandsk pres - samt at Kreml ville stå på Minsks og altså Lukasjenkos side. Når EU's stats- og regeringschefer i morgen samles til topmøde i Bruxelles, er det med en uges dyr forsinkelse. EU's udenrigsministre fejlede i sidste uge med at vedtage sanktioner mod Lukasjenko, fordi Cypern nedlagde veto. Derfor var det ventet, at EU's ledere få dage derpå ville vride armen om på Cypern og vedtage sanktioner, men så røg EU-præsident Charles Michel i corona-karantæne. […] Skulle Hviderusland blive en del af et nyt storrussisk rige, vil de baltiske EU-landes fælles geografiske grænse til EU være den korte polsk-litauiske grænse. Derudover vil Baltikum kun grænse op til et nyt Storrusland. […] EU's rolle i Hviderusland er ikke at mægle mellem Lukasjenko og protestbevægelsen. Det er at stille sig på demokratiets og ytringsfrihedens side og kæmpe for et uafhængigt Hviderusland.”

Henrik Kaufholz, journalist på Politiken, skriver ligeledes om Putins Rusland i et debatindlæg: ”Jeg har fulgt og skrevet om Rusland og præsident Vladimir Putin i mange år og kan sagtens afkode budskabet, der i diskussioner om Rusland ofte begynder med en bemærkning om, at ”vi bliver da nødt til at tale med Putin”. Bag de ord skjuler sig som regel flere synspunkter: Krim har altid været russisk, ekstreme ukrainske nationalister fik borgerne i Østukraine til i selvforsvar at gøre oprør mod den ny regering i Kijev, ukrainerne skød selv det malaysiske fly MH17 ned, sanktionerne er håbløse, og med kritikken af gasledning Nord Stream 2 går vi amerikanernes ærinde. Så konkrete er de fire ikke - bortset fra advarslen mod sanktioner. […] Vi skal naturligvis mødes med, forhandle med og lave aftaler med alverdens lande. Det er ikke os i Danmark eller Vesteuropa, der vælger lederne i Moskva, Minsk og Beijing.”
Kristeligt Dagblad, s. 5; Politiken, s. 7 (30.09.2020)

EU skal være kernen i dansk udenrigspolitik
I et debatindlæg i Jyllands-Posten skriver Karin Riis-Jørgensen, seniorrådgiver hos Mitton Europa og Claus Richter, seniorrådgiver blandt andet: ”I en uroplaget og uforudsigelig verden med et stigende konfliktniveau har Danmark brug for en stærk udenrigs-og sikkerhedspolitik - uden politisk slinger i valsen. Danmark skal styrke sin indsats i det internationale samarbejde og værne om det samarbejde, som er opbygget siden Anden Verdenskrig i form af EU, Nato, FN og FN's institutioner, så vi undgår, at de går i opløsning. Danmark gør i dag en stor forskel i verden, selv om vi kun er 5,8 mio. indbyggere. Vi gør en forskel i Afghanistan, Sydsudan, i kampen mod Isil, vi bekæmper pirateri. Vi har et stort engagement i udviklingslandene og er aktive i alle de store internationale organisationer som EU, FN, WTO og Nato. Dertil kommer også det Nordiske samarbejde. […] På det sikkerhedspolitiske område skal et tæt samarbejde med USA være Danmarks førsteprioritet. Fortroligheden med Danmarks allierede må ikke sættes over styr, som vi har set i FE-sagen. USA har hidtil været vores tætteste allierede og forudsætningen for Nato-alliancen. Ligegyldigt udfaldet af det amerikanske præsidentvalg skal Danmark fortsat øge sit økonomiske bidrag til Nato. Der er også en risiko for, at Nato svækkes, hvis præsident Trump vinder valget. Det scenarie bør indtænkes i Danmarks prioriteringer. I disse år er der en bølge af antiglobalisering og populisme over hele verden. Her har Danmark kun EU, som går forrest i kampen for vores liberale demokrati. […] Når Rusland bryder de internationale spilleregler og udfører cyberangreb, og når Iran planlægger et attentat på dansk jord, og terrorister under dække af at være flygtninge rejser ind i EU, skal landene i EU stå sammen. Det vil fordre, at man opgiver de enkelte landes vetoret i det udenrigspolitiske samarbejde. Ellers bliver EU aldrig drivkraften i at fastholde og forsvare frihedsrettigheder og sikre, at EU f.eks. kan håndtere migrationspresset på vores ydre grænser. […] Vi savner en offensiv og visionær EU-strategi i de foreløbige skitser til regeringens udenrigspolitiske strategi.”
Jyllands-Posten, s. 25 (30.09.2020)