Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 12. februar 2019
  • Repræsentationen i Danmark
  • 2 min læsetid

Regler til bekæmpelse af terrorfinansiering...

Parlamentet og Rådet har indgået en politisk aftale om Kommissionens forslag om at give retshåndhævende myndigheder lettere adgang til finansielle oplysninger på tværs af grænserne.

Regler til bekæmpelse af terrorfinansiering...

De nye foranstaltninger udgør en politisk prioritet for 2018-2019 og vil sætte politiet i stand til hurtigt at vurdere vigtige finansielle oplysninger i forbindelse med efterforskning af kriminalsager. Dermed styrkes EU's indsats mod terror og anden grov kriminalitet.

Med moderne teknologi kan kriminelle og terrorister overføre penge mellem pengeinstitutter på få minutter. Ofte tager det for lang tid eller er for besværligt for de retshåndhævende myndigheder at få adgang til finansielle oplysninger. Det kan hindre dem i at afslutte efterforskningen af en kriminalsag og effektivt at skride ind over for terrorister og grove forbrydere. Med de foranstaltninger, der er aftalt i dag, fuldføres EU's ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge.

  • Rettidig adgang til finansielle oplysninger: De retshåndhævende myndigheder og kontorerne for inddrivelse af aktiver får direkte adgang til bankkontooplysninger i nationale centrale registre over bankkonti eller systemer for dataudtræk. Europol får mulighed for at tilgå disse oplysninger indirekte.
  • Bedre samarbejde: De nye regler forbedrer samarbejdet mellem de nationale myndigheder, Europol og de finansielle efterretningsenheder (FIU'er).
  • Databeskyttelsen sikret: De retshåndhævende myndigheder får kun adgang til en begrænset mængde oplysninger om bankkontoindehaverens identitet og dette kun i konkrete sager vedrørende grov kriminalitet eller terrorisme. Dermed beskyttes den enkeltes rettigheder og frihedsrettigheder fuldt ud, ikke mindst retten til beskyttelse af personoplysninger.

Næste skridt

Direktivet skal nu formelt vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet. Efter ikrafttrædelsen har medlemsstaterne 24 måneder til at gennemføre de nye regler i deres nationale lovgivning.

Baggrund

Kriminelle grupper og terrorister opererer i stigende grad på tværs af grænserne og placerer deres aktiver både i og uden for EU. EU har en stærk ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge, men de gældende regler præciserer ikke vilkårene for de nationale myndigheders anvendelse af finansielle oplysninger til forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af visse strafbare handlinger.

Som opfølgning på handlingsplanen fra februar 2016 foreslog Kommissionen i april 2018 at lette anvendelsen af finansielle og andre oplysninger til mere effektivt at forebygge og bekæmpe grov kriminalitet, f.eks. finansiering af terrorisme. De foranstaltninger, som Europa-Parlamentet og Rådet har aftalt i dag, styrker EU's eksisterende ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og medlemsstaternes evne til at bekæmpe grov kriminalitet.

Detaljer

Publikationsdato
12. februar 2019
Forfatter
Repræsentationen i Danmark