Skidt og kanel...

Fakta om kanel, kumarin og kanelsnegle

Kanel i sin sande form (Cinnamomum Verum) er et naturligt krydderi, der dog indeholder små mængder af giftstoffet kumarin som kan give leverskader.

Bagere bruger normalt ikke ægte kanel. Den mest almindelige form for kanel i Danmark, og den som benyttes industrielt til fremstilling af blandt andet bagværk, desserter, morgenmadsprodukter og te, er en form der kaldes kassiakanel. Den er meget billigere end ægte kanel. Den smager af kanel, men den indeholder også større mængder kumarin end ægte kanel.

Derfor har EU medlemslandenes ministre, herunder den danske, se Baggrund nedenfor, og Europa-Parlamentet (hvor der er 13 danske medlemmer) vedtaget en EU-lov, en Forordning, som fastlægger grænser for den kumarin man må indtage, nemlig ikke mere end 0,1 milligram kumarin per kilo kropsvægt om dagen.

For at blive under denne mængde er den generelle grænseværdi for bagværk (der måske noget forvirrende kaldes "fint" bagværk) sat til 15 milligram per kilo.

EU-forordningen fastlægger imidlertid også, at "traditionelt og sæsonbetonet" bagværk må indeholde mere kumarin end "fint" bagværk, nemlig op til 50 mg/kg. Men bagværket skal være mærket med oplysning om, at det indeholder kanel.

Et eksempel på traditionelt og sæsonbetonet bagværk er julekager som brunkager, der jo kun kan købes i juletiden.

Kanelsnegle sælges som bekendt hele året.

Fra december 2012 til februar 2013 var Fødevarestyrelsens eksperter på indkøb i Danmark. De købte kager, morgenmadscerealier, deserter og andet godt for at teste disse produkters indhold af kanel-giftstoffet kumarin.

35 kanelsnegle, kanelstænger og gulerodskager blev analyseret af Fødevarestyrelsen og 17 af disse overskred grænseværdien for, hvor meget kumarin der må være i det, der kaldes for ”fint bagværk", altså på 15 mg/kg.

Med andre ord: Danske bagere brugte mere kassiakanel i deres snegle end hvad det store flertal i Folketinget finder ansvarligt.

I Sverige har myndighederne imidlertid godkendt kanelboller som værende traditionelt bagværk, så de kan indeholde de høje grænseværdier på 50 milligram per kilo. Derfor argumenterer danske bagere og konditormestre for, at kanelsnegle og kanelstænger er traditionelt bagværk.

​En arbejdsgruppe med deltagelse fra Fødevarestyrelsen, DI Fødevarer, Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), Coop og De Samvirkende Købmænd arbejdede i 2014 målrettet på at nå frem til en fælles løsning for at bibeholde det traditionelle danske bagværk.

Kanelsnegle og andet bagværk fremstillet af samme dejtype vil fremover blive defineret som traditionelt dansk bagværk med mulighed for et højere indhold af kumarin end andet bagværk.

I denne forbindelse har brancheorganisationerne udarbejdet konkrete værktøjer til deres medlemmer til styring af kumarinindholdet i bagværk. Anvendelse af kanel skal indgå i virksomhedens risikoanalyse, og virksomhederne skal have en procedure, der sikrer korrekt styring af indholdet af kumarin i bagværk.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man ikke spiser for meget kanel, da det i store mængder kan være skadeligt pga. kumarinindholdet.

- Vi er særligt opmærksomme på børn, som kan få kanel fra flere kilder i løbet af en dag fx fra kanelsukker på grød og fra kager, fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand.

Fødevarestyrelsen gennemfører i foråret 2015 en kontrol- og vejledningskampagne, der skal se på om bagerne har styr på kumarin i bagværk, blandt andet i kanelsnegle. Formålet med kampagnen er at kontrollere detailbagernes:
- risikoanalyse vedr. anvendelse af kanel
- procedure for styring af kumarinindholdet i bagværk med kanel

Udbyttet - Hvad vil Fødevarestyrelsen opnå med kampagnen?
Detailbagerne har fået redskaber i form af såkaldte "branchekoder", procedurer til at styre indholdet af kumarin i bagværk. Fødevarestyrelsen vil undersøge, om bagerne har implementeret og følger procedurerne. Fødevarestyrelsen vil også undersøge, om de bagere, som ikke har branchekoden, har beskrevet anvendelsen af kanel i deres risikoanalyse og implementeret en procedure til styring af kumarinindholdet

Baggrund

Bagerne er ikke de eneste som gennem årene har skiftet originale aromastoffer som ægte kanel ud med andre produkter som kassiakanel. Visse aromastoffer kan være skadelige i større mængder – selvom man må bruge kassiakanel med kumarin under visse grænser må man ikke tilsætte fødevarer ren kumarin. Endvidere kan aromastofferne samtidig bruges til at vildlede forbrugerne. Derfor har Europas politikere bestemt, at brugen af aromastoffer skal reguleres.

Da fødevarer cirkulerer frit i EU´s indre marked, har politikerne desuden bestemt, at reguleringen af aromastoffer skal foregå i EU. Anvendelse af nærhedsprincippet, dvs. at regulering skal se så tæt på borgerne som muligt tilsiger altså i denne sag EU-regulering

Politikerne beder Europa-Kommissionen om at fremlægge et forslag. Vedtagelse af EU regulering følger jo et enkelt, men set fra en national vinkel usædvanligt skema: Det er Europa-Kommissionen – ikke ministrene eller MEPerne – der stiller et forslag; men det er ministrene i Rådet og medlemmerne af Europa-Parlamentet, der sammen beslutter, hvorledes reguleringen i sidste ende skal skrues sammen.

Kommissionen fremlægger sit forslag i 2006. Forslaget handler om mange forskellige aromaer – kanel er bare en af dem.

I drøftelserne i EU´s ministerråd er det fra dansk side den danske minister Eva Kjer Hansen som deltager. Den borgerlige danske regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen støtter, at der skal laves EU-regler som regulerer brugen af aromastoffer.

Undervejs i processen orienteres politikerne i Folketingets Europaudvalg. De kan blandt andet læse, at:

”Det er regeringens generelle holdning, at det er vigtigt at sikre harmoniserede regler for anvendelse af aromastoffer i og på fødevarer.”

Efter forhandlinger frem og tilbage i mellem ministre og medlemmer af Europa-Parlamentet bliver EU´s forordning om aromastoffer i fødevarer vedtaget i 2008.

Fra dansk side er det fødevareminister Eva Kjer Hansen som siger ja tak til reglerne – med stor opbakning fra partierne i Folketinget.

Efter reglerne blev vedtaget skulle de gennemføres i praksis. I Danmark blev det pålagt Fødevarestyrelsen at finde ud af, hvordan det skulle ske.