Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Nyhedsartikel
  • 26. november 2024
  • Repræsentationen i Danmark
  • 1 min læsetid

Stina Soewarta udnævnt til direktør i Generaldirektoratet for Konkurrence

Kommissionen har udnævnt Stina Soewarta til direktør for "Generelle Anliggender" i Generaldirektoratet for Konkurrence (GD COMP)

Stina Soewarta

Denne afdeling i Kommissionen arbejder for at sikre, at alle virksomheder konkurrerer lige og retfærdigt på deres meritter inden for det indre marked til gavn for forbrugerne, virksomhederne og den europæiske økonomi som helhed. Denne afgørelse træder i kraft den 1. december 2024. 

Stina Soewarta har over 30 års erhvervserfaring, herunder 26 år i Europa-Kommissionen, som dækker en bred vifte af politikområder. Hendes ekspertise omfatter konkurrencepolitik - bl.a. har hun stået i spidsen for håndhævelse i statsstøttesager og gennemførelse af økonomiske analyser - samt energipolitik, udvikling og internationale partnerskaber. Hun har en dyb forståelse af markedsdynamikken og EU's lovgivningsmæssige rammer. I Kommissionen har hun fungeret som leder bl.a. af Kommissionens repræsentation i København gennem den udfordrende periode med covid-19-pandemien, hvor hun med succes styrede den komplekse kommunikationsdynamik. Hun har også ledet teams med fokus på både digital politik og konkurrencepolitik med særlig vægt på retshåndhævelsesaspekter. Disse kvalifikationer gør hende særdeles velegnet til at varetage det strategiske lederskab for direktoratet og bidrage til politikudvikling og lovgivningsinitiativer. 

Stina Soewarta, der er dansk statsborger, fungerer i øjeblikket som kabinetschef for ledende næstformand, Margrethe Vestager, med ansvar for et Europa klar til den digitale tidsalder og konkurrence. Forud for denne stilling havde hun flere ledende stillinger, herunder kontorchef i Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed (GD HR) og Generaldirektoratet for Energi (GD ENER). Tidligere var hun også medlem af kabinettet for tidligere kommissær for energi og udvikling, Andris Piebalgs. Før hun tiltrådte Europa-Kommissionen i 1998, gjorde hun tjeneste i den danske statslige forvaltning.

Kilder

Detaljer

Publikationsdato
26. november 2024
Forfatter
Repræsentationen i Danmark