Tiden er inde

"Jeg har en drøm. Ikke Martin Luther King Jr.'s, men min egen drøm. En drøm, hvor min datter ikke skal vente på friheden. En drøm, hvor frihed ikke springer en generation over, før den når mit barnebarn. En drøm, hvor køn beskriver, men aldrig begrænser. Hvor det at være født pige ikke udgør en risikofaktor. Det er min drøm, og jeg nægter at hviske den. Jeg er fast besluttet på at gøre den til virkelighed. 

Nu er tiden inde til det, for vi gennemlever en tid med tilbageslag for kvinders rettigheder. Vi får at vide, at vi gør fremskridt. Alligevel bruges disse fremskridt alt for ofte som våben mod kvinder og piger. Teknologi, der skal forbinde os, skaber nu afstand. Bots på nettet forstærker had. Deepfakes stjæler kvinders ansigter og stemmer, fratager dem deres værdighed og gør innovation til intimidering. 

For i politik og erhvervslivet er det gamle stereotyper blot iført nye klæder. Fordomme råbes ikke længere ud — de kodes, beregnes og udelukker i stilhed. Og mens vi diskuterer i digitale ekkokamre, bliver kløften stadig dybere. Piger og drenge glider fra hinanden, mistillid erstatter forståelse, og polarisering erstatter partnerskab. 

Det er ikke den fremtid, vi blev lovet. Det er ikke den fremtid, jeg ønsker for mit barnebarn. 

Da jeg tiltrådte for lidt over et år siden, besluttede jeg, at ønsketænkning ikke er nok. Visioner skal blive til lovgivning. Håb skal omsættes til politik. Ord skal blive til beskyttelse.

Vi starter ikke fra bunden. Siden strategien for ligestilling mellem kønnene 2020 har Europa bevæget sig fra løfter til fremskridt. Vi har vedtaget historiske love for at sætte en stopper for kønsbaseret vold, sikre løngennemsigtighed, forbedre balancen mellem arbejdsliv og privatliv og øge antallet af kvinder i lederstillinger. Det viser, hvad EU kan opnå, når vi er fast besluttet på noget. 

I 2023 tog vi et historisk skridt ved at tiltræde Istanbulkonventionen for at gøre en ting klart: Beskyttelse af kvinder er ikke kun et nationalt ansvar, men også en europæisk forpligtelse. Sidste år godkendte hver enkelt medlemsstat og Europa-Parlamentet de otte grundlæggende principper i køreplanen for kvinders rettigheder, et fælles tilsagn om at beskytte, styrke og sætte alle kvinder og piger i stand til at nå deres fulde potentiale. 

Vi er på rette vej, men selv om vi gør fremskridt, kan vi ikke tillade os at hvile på laurbærrene. Fremskridt bør aldrig bruges som undskyldning for ikke at handle. Der er fortsat mangler, og de kan og skal afhjælpes, hvilket jeg er fast besluttet på at gøre. 

I sidste uge fremlagde vi den nye strategi for ligestilling mellem kønnene. Strategien giver et klart billede af de udfordringer, vi står over for. Strategien tager fat på de voksende trusler, der i uforholdsmæssig høj grad berører kvinder og piger, såsom cybervold eller AI-deepfakes. Den tackler også de skadelige onlinefortællinger, der driver en kile ind mellem drenge og piger, svækker vores samfund og undergraver tilliden til vores demokratier. 

Vores mål er meget enkelt, men ambitiøst. Vi ønsker ligestilling mellem kønnene på alle livets områder: online og offline, inden for sundhed og uddannelse og ved at styrke kvinders økonomiske stilling og sikre, at de har en stemme i beslutningstagningen. Alle nyder godt af ligestilling mellem kønnene, og vi skal have alle med om bord for at kunne opnå ligestilling. Mænd, kvinder, drenge, piger, uanset alder, baggrund, kultur eller tro skal inddrages. 

Ligestilling er en fælles belønning. Alene den kønsbetingede forskel i beskæftigelsesfrekvensen anslås at koste EU 390 mia. EUR om året. Det er både talent og innovation, der forbliver uudnyttet. Europa har ikke råd til denne ineffektivitet.

I dag tør jeg håbe, fordi vi gør en indsats for at opbygge en konkurrencedygtig Union, hvor alle kan være den, de ønsker at være, uanset køn: videnskabsfolk eller sygeplejersker, matematikere eller piloter, iværksættere eller omsorgspersoner, administrerende direktører eller politikere. En Union, hvor der reelt er lighed. Som EU-kommissær med ansvar for ligestilling vil jeg have dette mål for øje i alle de beslutninger, jeg træffer. 

Kvindernes internationale kampdag er en anledning til at fejre. Men det minder os også om, at kvinders rettigheder aldrig blev givet som gaver. De er tilkæmpet gennem hårdt arbejde, vedholdenhed og solidaritet i og uden for Europa. Vi vil ikke bevæge os væk fra denne arv. Vi vil beskytte hårdt tilkæmpede rettigheder, puste nyt liv i spørgsmål, hvor fremskridtene er bremset, og modstå forsøg på at skrue tiden tilbage.

Fordi vores børnebørn fortjener mere end en drøm. De fortjener en verden, hvor de ikke bliver svigtet.

Tiden er inde"