Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
  • Supplerende information
  • 27. februar 2018
  • Repræsentationen i Danmark
  • 9 min læsetid

Tirsdag den 27. februar

Dagens EU-tophistorie

Labour vil blive i toldunion efter Brexit
Som det fremgår af flere af de store aviser i dag, så er der uenighed i Storbritannien om en fremtidig toldunion. Som man kan læse i både Jyllands-Posten, Politiken, Børsen og Berlingske i dag, så går Labour ind for at blive i en toldunion, og selvom premierminister Theresa May vil ud af den, så er nogle af de Konservatives medlemmer for et fortsat medlemskab af en toldunion. I en tale i mandags, gjorde Jeremy Corbyn det klart, at Labour ville gå efter at forhandle en ny omfattende toldunion mellem Storbritannien og EU. ”Med Corbyns tale har de britiske vælgere for første gang fået en melding om et synspunkt, som konkret adskiller Labour fra den konservative regering i spørgsmålet om, hvad der skal ske, når landet forlader EU,” siger Matthew Hanney, der er tidligere politisk rådgiver for den britiske regering. Men som det fremgår af Børsen, så er briternes ønske om at følge EU på nogle områder, ikke nødvendigvis noget som EU vil acceptere. Avisen citerer EU-præsident Donald Tusk for at sige: "Hvis medierapporterne er korrekte, er jeg bange for, at den britiske position i dag er baseret på ren illusion."
Kilder: Politiken, s. 11; Berlingske, s. 6; Børsen, s. 24; Jyllands-Posten, s. 11.

Andre EU-historier: Prioriterede emner

”Bella Milano” fejer italiensk migrantskepsis til side
Mens man i den senere tid har kunne læse historier i de store medier om integrationsproblemer med migranterne fra Afrika, så kan Berlingske i dag bringe en artikel, hvor Milano i Norditalien har fået succes med arbejdet. For 2 år siden var byen oversvømmet med migranter, men ved at tage ansvar, og se sin situation som andet og mere end blot transit til resten af Europa, har byen nu skaffet migranter tag over hovedet og sat gang i mange forsøg på integrering. Noget der vækker opsigt, da meningsmålinger viser, at to tredjedele af befolkningen ellers mener, at migranterne er en trussel mod sikkerheden, og en tredjedel faktisk mener, der bør sættes ind med våben mod dem. Samtidig kan man i Politiken læse, at Frankrig får hjælp af FN til at holde asylansøgere væk fra Europa, ved at behandle ansøgninger i Niger. Bliver asylansøgerne godkendt, så får de en flybillet til Frankrig. ”Vi er her for at forhindre, at folk mister livet på Middelhavet”, siger Sylvie Bergier-Diallo, vicedirektør for den franske diplomatiske mission i Niger. Men som avisen skriver, får meget få godkendelse, så behandlingen af ansøgningerne i Niger tjener mere som afskrækkelse og som signal om, at det ikke kan betale sig at tage turen over Middelhavet, for ansøgningen vil alligevel blive afvist.
Kilder: Berlingske, s. 10-11; Politiken, s. 13.

Andre EU-historier

Retlige anliggender: Kort nyt – markeder udland
I Børsen i dag kan man læse, at det amerikanske pakketransportfirma United Parcel Service (UPS) sagsøger EU for 1,7 milliarder euro som kompensation for tab, som selskabet mener, er blevet påført af myndighedernes forfejlede veto af forsøget på at overtage rivalen TNT Express tilbage i 2013. De europæiske konkurrencemyndigheders blokering af transaktionen blev underkendt af EU-Domstolen, og UPS vil ifølge et sagsanlæg nu bringes i en position, som det "ville være kommet i, hvis ikke den uretmæssige afgørelse var blevet besluttet", skriver Bloomberg News. I 2013 blokerede EU-Kommissionen for overtagelsen med argumentet om, at UPS ville blive en alt for dominerende spiller på markedet for ekspreslevering af småpakker.
Kilde: Børsen, s. 30.

Udenrigspolitik: Konfrontationen mellem USA og Kina spidser til
Information bringer i dag en artikel om USA's kritik af kinesernes statskapitalisme. Som det fremgår af avisen, så er den amerikanske retorik overfor Kina blevet bemærkelsesværdig hård, med bemærkninger som ”økonomisk aggressor” om Kina, og at det er en fejltagelse, at Kina blev optaget i Verdenshandelsorganisationen, WTO i 2001. Donald Trump vil indføre toldsatser på import af stål fra Kina og 11 andre lande, da han mener, at importen af stål og aluminium udgør en trussel mod amerikansk sikkerhed.
Kilde: Information, s. 12-13.

Sikkerhedspolitik: Uffe Ellemann: Krarups russiskvenlige linje svækker Danmark
I Jyllands-Posten kan man i dag læse, at der ikke er enighed i den danske regering om truslen fra Rusland. Mandag blev der afholdt en konference arrangeret af forsvarsordfører Maria Krarup (DF), og her udtrykte tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen bekymring over Krarups pro-russiske kurs, da han mener, den svækker Danmark. Krarup mener derimod, at debatten bør være mere nuanceret, og at mange har en tendens til at dæmonisere Rusland unødigt. ”Det, som Krarup og andre er ude med, er jo i virkeligheden en svækkelse af robustheden i vores demokratier over for de russiske angreb, som der beviseligt er på vores systemer. Hun har lov til at mene, hvad hun vil. Marie Krarup har jo også været ude at sige, at hun opfatter EU som en større trussel mod Danmark end Rusland,” siger Uffe Ellemann-Jensen.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 7.

Finansielle anliggender: ECB lukker den tredjestørste bank i Letland
Jyllands-Posten bringer en artikel, som fortæller at Letlands tredjestørste bank, ABLV er blevet lukket ned af Den Europæiske Centralbank. Det sker med baggrund i, hvad de amerikanske myndigheder kalder ”institutionaliseret hvidvask”, og til trods for at Letland har udpeget netop ABLV som såkaldt systemisk vigtig bank. Altså en bank, som er vigtig for landets banksystem.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 13.

Finansielle anliggender: Kort Nyt – Politik
Man kan i dag læse i Børsen, at Danmark er kommet i modvind i EU, på grund af beslutningen om at flytte de økonomiske vismænd til Horsens. Det Økonomiske Råds vismænd er bekymrede, for det er et krav i EU's finanspagt, der blev vedtaget i 2012, at alle EU-lande skal have en uafhængig finanspolitisk vagthund. I Danmark er det de økonomiske vismænd, der udfylder den rolle. Som en del af deres uafhængighed skal vagthunden have mulighed for at ansætte de dygtigste folk, og det kan udflytningen til Horsens forhindre, lyder advarslen fra EU Independent Fiscal Institutions.
Kilde: Børsen, s. 18.

Institutionelle anliggender: Gamle partier står over for fælles front blandt politiske opkomlinge
Jyllands-Posten bringer et debatindlæg af Jette Elbæk Maressa, international korrespondent, hvor hun kigger på konsekvenserne for de gamle partier, at der dukker så mange nye op. Hun skriver blandt andet: ”At gå i den politiske glemmebog er ikke rart. Men det er, hvad store, stolte partier i Europa risikerer at opleve. De nye partier, som dukker op, ser en interesse i sammen at udgøre en erklæret modstander. I Frankrig har præsident Emmanuel Macron ført sig frem som fornyer og tilhænger af et forstærket EU, i Spanien følger lederen af Ciudadanos, Albert Rivera, samme politik. Da han før jul gav et interview til Jyllands-Posten, pointerede han, at den politiske kamp ikke længere står mellem socialister og konservative, men mod populisme og nationalisme.”
Kilde: Jyllands-Posten, s. 14.

Institutionelle anliggender: EU-Kommissær: Europæerne skal også have et mål om en mand på månen
EU-Kommissær Carlos Moedas mødes tirsdag med en række danske topministre, og de skal snakke fremtidens forskning , for han mener, at Europa skal sætte konkrete mål for sit næste forskningsprogram. ”Vi har ikke været gode nok til at forklare borgerne, hvordan vi vil bruge forskningen til at løse store udfordringer som klimaforandringer, sundhed og cybersikkerhed. For at få almindelige mennesker til at forstå det, skal vi finde missioner, som da Kennedy sagde, at han ville sætte en mand på månen. Det var ikke for at sætte en mand på månen, men for at styrke videnskaben, så den kunne udvikle mange andre løsninger. Missionen blev forbindelsen mellem videnskaben og borgerne. I dag er videnskaben endnu mere kompliceret og avanceret, og derfor er forbindelsen endnu mere vigtig,” mener Carlos Moedas.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 9.

Arbejdsmarkedspolitik: S til Kari: Social dumpning bekæmpes via samarbejde – ikke ultimative krav
På Altinget kan man i dag læse et debatindlæg af Ole Christensen (S), medlem af Europa-Parlamentet, hvor han griber til genlyd overfor Rina Ronja Kari, og hendes debatindlæg fra 20. februar. Her har hun efterlyst mere handling fra Socialdemokratiet i spørgsmålet om social dumpning. I hendes debatindlæg skriver hun blandt andet: ”De har jo lige præcis været med til at vedtage alle de EU-tiltag, som har gjort tingene værre, og vi har stadig til gode at se dem bare én gang stille et ultimativt krav, der for alvor gør op med problemerne," Ole Christensen svarer: ”Jeg vil aldrig nogensinde stille ultimative krav. Jeg er ikke uenig med Rina Ronja Kari i, at kampen mod social dumping er vigtig. Det er en kamp, jeg har kæmpet i mere end ti år, og jeg ved, at det ikke bare er noget, man ændrer fra den ene dag til den anden. For nogle af de konservative og liberale kræfter her i Europa-Parlamentet er det et tegn på sund konkurrence og på markedskræfternes ageren, når lønninger bliver mindre og arbejdsvilkår bliver forringet.”
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Her er EU's danske lobbystjerner, du aldrig har hørt om
På Altinget kan man i dag læse om de danske lobbyister, som man ikke normalt hører om. En af dem er Kristian Ruby, generalsekretær for Eurelectric, der repræsenterer den europæiske el-branche, fra kulkraftværkerne og vindmøllefabrikanterne til dem, der distribuerer og handler med strømmen, der kommer ud af dem. "I gamle dage var der en forestilling om, at industrien bare kunne komme og sige, hvordan det skulle være. Men virkelighedens verden er, at politik i dag er meget mere komplekst. Det skabes i samspil mellem aktører i institutionerne, ngo'erne og pressen, der alle er med til at forme diskussionerne og sætte dagsordenen. Og man bliver nødt til at arbejde med alle de aktører for at blive hørt på den rigtige måde," siger Kristian Ruby. Han vil gerne gøre op med det billede, som nogle har af "de beskidte lobbyister og de rene politikere", når det kommer til at påvirke de europæiske lovmagere i EU-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
Kilde: Altinget

Klima: Jægere: Ulven er ikke en hellig ko
På Altinget kan man i dag læse et debatindlæg af Claus Lind Christensen, formand, Danmarks Jægerforbund, om ulven i den danske natur. Han skriver blandt andet: ” I oktober 2017 vedtog EU's Miljøudvalg et udkast til en resolution som udløber af det såkaldte fitnesstjek af EU's naturdirektiver. Resolutionen var en måned senere til afstemning i Europa-Parlamentet, der med stort flertal stemte for en mere pragmatisk tilgang til naturbeskyttelse i EU. Europa-Parlamentet opfordrede således EU-Kommissionen til at udvikle en procedure til ændring af beskyttelsesstatus for arter, der har nået en gunstig bevaringsstatus. Det ser vi som en positiv bevægelse i retning af, at man med tiden kan nedskalere beskyttelsesniveauet for eksempel ulve.”
Kilde: Altinget

Interne anliggender: Nyt borgerforslag kræver folkeafstemning om EU-medlemskabet
På Altinget i dag kan man læse, at Marcus Rigenstrup, som i efterårets kommunalvalg stillede op i Glostrup for Enhedslisten, mener, at Danmarks medlemskab af EU skal til afstemning. "Det er lidt underligt, at vi har en masse debat i Folketinget om afgivelse af suverænitet til EU, men vi har aldrig diskussioner eller afstemninger om det modsatte”, siger han. Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har delt og støttet forslaget på Facebook. Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
27. februar 2018
Forfatter
Repræsentationen i Danmark