Gå til hovedindholdet
Repræsentation i Danmark
Supplerende information31. oktober 2017Repræsentationen i Danmark12 min læsetid

Tirsdag den 31. oktober

EU i dagens aviser

Tirsdag den 31. oktober 2017

Dagens EU-tophistorier

Et EU i to tempi er på vej, Danmark skal med om bord
I mange år har EU-iagttagere haft en teori om, at EU vil dele sig i to grupper af lande: de lande som knytter sig endnu tættere til det europæiske samarbejde, og dem som hænger i bremsen og sætter sig selv uden for indflydelse. Under det seneste topmøde mellem medlemslandenes stats- og regeringschefer, kunne de meldinger, som EU-præsident Donald Tusk og den franske præsident, Emanuel Macron, kom med, godt se ud til, at et EU i to tempi nu bliver til virkelighed. Det skriver Andreas Dinesen, cand.scient.pol, i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Tusk og Macron ønsker et tættere, smidigere og mere løsningsorienteret EU, hvor fællesskabet bliver styrket og der bliver taget hånd om de alvorlige problemer. ”Tusk og Macron tilbyder et klart alternativ til Brexit og Mays dystre syn på det europæiske samarbejde, og det skaber en helt ny situation for Danmark. Qua vores forbehold er vi i overhængende fare for at blive koblet af den nye vision og model for EU, som Tusk og Macron repræsenterer,” skriver Andreas Dinesen. Berlingske skriver, at den lunkne tyske støtte til Macrons reformiver i EU vækker kritik. Den mangeårige tidligere tyske udenrigsminister og eksvicekansler Joschka Fischer, revser tyske politikere for ikke at godtage Macrons planer fuldt og helt, og andre fremtrædende tyske politikere er enige med Fischer. Macrons store planer får dog ikke støtte fra dansk side. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har kaldt planerne for vidtløftige. Information skriver, at liberalismens tyske tilbagekomst kan blive en udfordring for eurolandene. Christian Lindner sagde på det afsluttende FDP-partimøde op til det tyske valg, at et særskilt eurozonebudget er lig med en penge-pipeline fra Tyskland til andre europæiske stater og han mener, det er i strid med EU-traktaterne.
Kilder: Kristeligt Dagblad, s. 10; Berlingske, s. 21; Information, s. 12-13

Andre EU-historier: Prioriterede emner

Interne anliggender: Hvis du ikke ønsker et afhængigt Catalonien, bliver du kaldt fascist
Hundredetusindvis af borgere i Barcelona demonstrerede for anden gang i denne måned for bevarelse af spansk national enhed og i vrede over at blive kaldt forrædere og fascister af fanatiske tilhængere af catalonsk løsrivelse. ”Jeg er også en del af Catalonien, og jeg anerkender ikke Puigdemonts ret til at tale i mit navn,” sagde Josep Borrell, catalonier og tidligere formand for Europa-Parlamentet, i en tale til folkemængden. I en analyse i Jyllands-Posten skriver Jette Elbæk Maressa, international korrespondent, at de partier i Catalonien, som støttede selvstændighed, nu tænker over næste træk, da de forregnede sig på to afgørende punkter. For det første havde de forventet opbakning fra Europa, hvilket ikke skete og for det andet undervurderede de den spanske regerings evne til at få opbakning til at sætte selvstyret ud af kraft ved at udløse forfatningens artikel 155. Valget den 21. december tegner til at blive en kamp om løsrivelse eller ej. Præsident Carles Puigdemont er sigtet, men han melder sig klar til at tage kampen op ved stemmeurnerne.
Kilder: Information, s. 10-11; Jyllands-Posten, s. 11

Migration: Empati i havsnød
Det er to ting som gør, at der i dag ses færre druknede migranter. For det første, når færre migranter ud over havet og for det andet har der sænket sig et mediemørke over Middelhavets massegrav. Det skriver Politiken i sin Leder i dag. EU har indledt et samarbejde med en række militser og regimer, som hidtil har været anset for at være en del af problemet snarere end en del af løsningen. Politiken skriver: ”Banditterne stopper migrantstrømmen. Med vold og magt. Vi betaler. Med euro. Og med vores politiske og humanistiske idealer.” Sea-Watch, den lille tyske hjælpeorganisation, er i dag modtageren af Politikens Frihedspris 2017, fordi de har valgt at handle ud fra et humanistisk instinkt og for indsamlede midler og egen risiko, gør de, hvad EU i stor udstrækning forsømmer: De rækker en hjælpende hånd ud til de druknende migranter i Middelhavet. Politiken skriver også, at ifølge Human Rights Watch oplever migranter en racistisk klapjagt. I Algeriet har der de seneste tre måneder været en klapjagt, hvor politiet har jagtet mennesker med sort hudfarve. I marts underskrev Algeriet og EU en ny partnerskabsaftale, hvor Algeriet har forpligtet sig til at forebygge illegal migration, de får omkring 230 millioner kroner om året i støtte fra EU.
Kilde: Politiken, s. 1, 6, 7

Andre EU-historier

Økonomi: Hvorfor holde skattehånden over internetgiganter
”Børsens lederskribent Thomas Bernt Henriksen påstår i sin Leder onsdag 25. oktober, at EU nu parkerer alle ambitioner på skatteområdet, fordi en gruppe lande, herunder Danmark, har fået flettet ind i EU's seneste topmødekonklusioner, at EU's indsats på skatteområdet bør være i tråd med det igangværende arbejde i OECD,” skriver Lisbeth Bech Poulsen, finansordfører (SF), i et debatindlæg i Børsen og fortsætter: “Da kommissionsformand Juncker i september holdt sin årlige tale til Europa Parlamentet, nævnte han helt specifikt internetgiganterne som et eksempel på, hvor nationale vetoer står i vejen for fremtidssikrede skatteløsninger i EU. Traktaten rummer allerede i dag mulighed for at effektivisere beslutningsgangene på skatteområdet.” Lisbeth Bech Poulsen skriver, at SF vil tage stilling til om EU-Kommissionen sikrer et skattesystem, der er både effektivt og fair, når der ligger konkrete forslag fra EU-Kommissionen.
Kilde: Børsen, s. 2

Landbrug: Landbruget bør takke Europa-Parlamentet
Bendt Bendtsen (K), medlem af Europa-Parlamentet, skriver i et debatindlæg på Altinget, at det kom bag på ham, da dansk landbrug valgte at klage sin nød tirsdag den 24. oktober, fordi Europa-Parlamentet dristede sig til kun at give landbruget en femårig tilladelse til at bruge glyphosat, populært anvendt i for eksempel ukrudtsmidlet Roundup. Bendtsen skriver:”Hvis vi fra konservativ side i EU ikke havde kæmpet for at finde en balance, som nu består i at støtte en tilladelse til 2022, havde et bredt politisk flertal krævet et fuldt forbud mod glyphosat fra 2018. Jeg tør slet ikke tænke på landbrugets reaktion, hvis det var blevet en realitet.” Han mener ikke, det vil være problematisk for dansk landbrug at respektere en femårig tilladelse, og landbruget skulle snarere prise sig taknemmelige for, at ikke hele det politiske spektrum kaster hensynet til videnskabeligt fundament overbord til gengæld for letkøbt populisme.
Kilde: Altinget

Arbejdsmarkedspolitik: Enhedslisten og DF allierer sig mod udstationeringsdirektivet
I et debatindlæg i Information skriver Ole Christensen, medlem af Europa-Parlamentet (S), at revisionen af udstationeringsdirektivet i de sidste uger har bragt EU ind i de danske nyhedsspalter. Både Parlamentet og Rådet har slået fast, at udstationeringsdirektivet ikke bringer den danske arbejdsmarkedsmodel i fare og at løn udelukkende er national kompetence. Revisionen er samtidig et vigtigt skridt i kampen mod social dumping. Christensen skriver: ”Vi er selvfølgelig altid meget opmærksomme på, hvad der kommer fra Kommissionen. Danmark langede da også et gult kort af sted til Kommissionen sidste forår, fordi man netop var bekymrede for udstationeringsdirektivets forhold til den danske model. Den bekymring er nu fuldstændig væk fra udstationeringsdirektivet, men det er åbenbart ikke nok for Enhedslisten og Dansk Folkeparti.”
Kilde: Information, s. 18

Retlige anliggender: Pirater kører busser
Jyllands-Posten skriver, at det vrimler med især polske, estiske og litauiske busser i gaderne, som på grund af lave lønomkostninger i Østeuropa og lempelig EU-lovgivning underbyder de danske vognmænd og chauffører. En ny undersøgelse, som Danske Busvognmænd står bag, viser, at en del af busserne udnytter de lempelige EU-regler til grænsen, mens en anden del af de udenlandske busser kører ulovlig piratkørsel, fordi de overskrider en tre måneders grænse for kørsel i Danmark, som Trafikstyrelsen har sat på baggrund af deres fortolkning af EU-reglerne.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 3

Institutionelle anliggender: Globaliseringen har aldrig været en folkefest
I mange lande får globaliseringen skylden for alskens problemer og derfor handler det langt mere om psykologi end økonomi. ”Umiddelbart efter folkeafstemningen i fjor hørte man ofte argumentet, at ældre vælgere var mere tilbøjelige til at stemme nej til fortsat medlem af EU, mens unge vælgere i overvejende grad støttede fortsat medlemskab. Vi kan nu se, at vælgere med ringe uddannelse har fundet det sværere at overskue de globaliseringsfordele, der følger med EU-medlemskabet. Samme gruppe ser sig desuden som offer for globaliseringen,” siger Dennis Novy, lektor i økonomi ved University of Warwick i Coventry. Dennis Novy er sammen med lektor Edward Ashbee fra Copenhagen Business School (CBS) blandt talerne på Aarhus Symposium Focus 2017 på Aarhus Universitet. Edward Ashbee siger: ”Trump har trukket USA ud af frihandelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP), ligesom frihandelsforhandlingerne med EU ser ud til at stå stille.” Dennis Novy mener ikke, at den aktuelle situation i Catalonien er et opgør med globaliseringen, modsat Brexit og præsidentvalget i USA.
Kilde: Jyllands-Posten, s. 15

Grundlæggende rettigheder: Forfejlet kritik af Menneskerettighedsdomstolen
I en kronik i Politiken skriver Jørn Vestergaard, professor i strafferet på Københavns Universitet, at der er et stort politisk ønske om at kunne udvise kriminelle udlændinge. Det er ofte Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som ses som en problematisk barriere, men faktisk kunne de danske domstole sagtens bare gå længere selv. Vestergaard skriver: ”Generelt har domstolen satset på at værne om det i EU-retten grundlæggende princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det strafferetlige område. Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre har været kronen på dette værk ved gennem snart 15 år at lette udleveringen af mistænkte og domfældte kriminelle mellem medlemsstaterne. Højesterets kendelser i udleveringssagerne er imidlertid på flere måder blevet overfortolket i den offentlige debat.”
Kilde: Politiken, s. 5

Institutionelle anliggender: Digitalisering og grøn energi i centrum for sidste Horizon 2020-pulje
Fredag fik det syvårige Horizon 2020-program udstukket retningen for de tre resterende år. Det var Carlos Moedas, EU-kommissær for forskning og udvikling, som præsenterede retningen for programmet for årene 2018-2020. "Vi tilpasser Horizon 2020-programmet med formand Junckers prioriteter. Det er essentielt," sagde kommissær Moedas på et pressemøde i Bruxelles. Den største post på knap 25 milliarder kroner er øremærket grøn omstilling og klimaforskning og derudover er der 7,5 milliarder til forskning inden for cirkulær økonomi og 12,5 milliarder kroner til forskning i 5G-teknologi, high performance-computere, Internet of Things og cybersikkerhed. Derudover har Kommissionen sat penge af til migration, som de kommende tre år får omkring halvanden milliard kroner til migrationsforskning under Horizon 2020.
Kilde: Altinget

Institutionelle anliggender: Folkebevægelsen mod EU har uddelt træskopriser
Hvert år deler Folkebevægelsen mod EU træskopriser ud på sit landsstævne. Prisen bliver delt ud til en eller flere personer, der har ydet en særlig indsats for EU-modstanden. Sir Bill Cash, konservativ politiker i det engelsk parlament og kendt EU-skeptiker, modtog dette år den internationale træskopris på vegne af det britisk folk og Povl Dissing, en af Danmarks mest kendte visesangere, modtog den nationale træskopris.
Kilde: Altinget

Beskæftigelse, vækst og investeringer: Guldmedaljer skaber ny værdi for erhvervsklynger
Den danske offshore-branches klyngeorganisation Offshoreenergy.dk har netop modtaget en guldcertificering af EU for tredje gang siden 2012. Erhvervsminister Brian Mikkelsen ser EU's certificering som en blåstempling og en anerkendelse af klyngeorganisationerne, som har betydning på europæisk plan. "Så når for eksempel Offshoreenergy.dk har fået tildelt et guldcertifikat, gavner det alle medlemmerne, som både inkluderer store internationale spillere som Maersk Oil, Siemens Gamesa Renewables, Dong Energy og MHI Vestas, men også de over 200 underleverandører til offshoreindustrien. For dem vil sådan en guldcertificering give bedre muligheder for at tiltrække kapital, samarbejdspartnere og arbejdskraft. En klyngecertificering gavner de mange frem for blot en enkelt virksomhed og kan være med til at brande danske styrkepositioner," siger Brian Mikkelsen.
Kilde: Børsen, s. 20

Det digitale indre marked: EU må ikke hvile på laurbærrene
Danmarks og verdens første og hidtil eneste digitale ambassadør, Casper Klynge, mener, at den digitale og teknologiske dagsorden skal tages endnu mere alvorligt, end den bliver i dag. Det skriver Altinget. Casper Klynge tog til Bruxelles, hvor han mødte europæiske tech-virksomheder og spidser fra hele EU-systemet, herunder den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, repræsentanter fra den fælles europæiske udenrigstjeneste og ambassadører fra andre EU-lande. Casper Klynge mener, at EU spiller en central rolle i det såkaldte tech-diplomati, da EU i øjeblikket er i fuld sving med at opdatere regler for databeskyttelse, digital ophavsret og e-handel. "Teknologi og digitalisering går på tværs af sektorerne, og det går meget, meget hurtigt. Det, vi har bragt med os i samtalerne med EU-kollegaerne, er at sige, at det er enormt vigtigt, at vi bliver ved med at komme ud over stepperne på det her, men også at vi begynder at øge dialogen med de private virksomheder," siger han.
Kilde: Altinget

Finansielle anliggender: USA's hemmelige skatteplan vil løfte aktier
En dybt hemmeligholdt og omfattende plan for den potentielt største ændring af skattelovgivningen i årtier vil onsdag blive præsenteret i Kongressen i USA. Tom Porcelli, cheføkonom for USA, RBC Capital Markets, har beregnet, at skattereformen styrker dollar og dermed svækkes blandt andet euro og danske kroner. "Dollar faldt til 1,16 over for euro (efter at have passeret 1,20 ugen inden, red.) efter de dueagtige kommentarer fra ECB's Mario Draghi og optimisme om præsident Trumps skatteplaner. På kort sigt vil vi ikke udelukke yderligere pres på euro(og kroner, red.), men markedet vil være nervøst, indtil man kender detaljerne i skatteplanen og annonceringen af, hvem der skal være den næste chef for Federal Reserve," lyder det i en markedskommentar fra Unicredit, Italiens største bank.
Kilde: Børsen, s. 20

Klima: Miljøafgift kan ikke betale sig
Altinget skriver, at en af konklusionerne i en netop offentliggjort analyse af en række punktafgifter fra Skatteministeriet, kan medføre, at afgiften på PVC og ftalater står til at ryge en tur i graven. Argumenterne fra skatteministeriet for at ophæve afgiften er, at ftalaterne "i nogen grad" er reguleret i EU og at "der forventes" mere i den boldgade fremover. Men Det Økologiske Råd protesterer, da de frygter, at det vil føre til et stigende forbrug af PVC og ftalater. ”Afgiften fremmer bestemt nogle bedre alternativer. Da afgiften blev indført, steg PVC-fri kabler fra en meget ringe markedsandel til at blive markedsdominerende," siger sekretariatsleder Christian Ege.
Kilde: Altinget

Detaljer

Publikationsdato
31. oktober 2017
Forfatter
Repræsentationen i Danmark